Væddermændenes nat
af Tobias Stenbæk Bro
Turbine, 2018, 325 sider
Væddermændes Nat er noget så sjældent som fantasy for voksne. Det er bestemt ikke noget der udkommer meget af på dansk. Forfatteren hedder Tobias Stenbæk Bro, han er debutant, og jeg kan kun sige, sikke en debut!
Vi er i det gamle kongerige Agamore. Ridderen sir Alfrik bor på herregården Ravnehøj. Han har tre sønner – Rodrik, Cedrik og Stormfrik. De tre brødre er fortællingens hovedpersoner. De er unge mænd med hver deres ambitioner for fremtiden. Skæbnen vil det dog dem anderledes, og de hvirvles ind i et magtspil, mens mystiske ting begynder at ske.
At Væddermændenes nat er for voksne fornemmer man især på udformningen. Det er så sandelig ikke, hver dag man ønsker, at en bog var længere, men det måtte denne her godt have været. Der bliver virkelig bygget et univers op her. Et univers der er virkelig fantastisk, og som man fornemmer har rødder i en dyb kærlighed til genren. Men det sker desværre på bekostning af handlingen. Man vender sidste side (side 317!), og vil have mere. Det er derfor kun godt, at Væddermændenes nat kun er første bind i en serien Et Varsel om Storm.
Ud over konstruktionen af kongeriget Agamore dets historie, skikke og religion, bliver de forskellige karakterer også bygget op scene for scene. Det er en rigtig fin og subtil karakteropbygning. Man får lige så stille byggesten til de forskellige dele af fortællingen. Det er ganske enkelt smukt lavet. Valget af de tre brødre som fortællingens omdrejningspunkt fungerer rigtig godt
Væddermændenes Nat er en fantastisk velskrevet debut. Mere fantasy for voksne på dansk, tak!
Anmeldereksemplar stillet til rådighed af forlaget.
Anmeldelse af Helle Perrier