The Machine Girl
Film, Japan, 2008, 97 min.
Instr.: Noboru Iguchi
Medv.: Minase Yashiro, Asami,
Kentaro Shimazu, m.fl.
DVD fra Another World Entertainment
One Armed Ballistic Assault Heroine! The Machine Girl er vist det første eksempel, jeg har set, på en ny genre: horror-splatter- børnefilmen! Sådan noget ser man i hvert fald ikke fra den amerikanske filmindustri. Blodsprøjtet er helt på linje med Tokyo Gore Police (og produceret af de samme folk), og næsten hele tiden så ekstremt – heldigvis – at det ikke kan tages alvorligt. Men det er bestemt heller
ikke meningen, da The Machine Girl er en klokkeklar komedie. Det handler om en pige hvis forældre har begået selvmord pga. nogle falske mordanklager, og efterladt deres teenage-søn og -datter alene. Sønnen, Yu, bliver mobbet i skolen, og til sidst (sammen med kammaraten Takeshi) smidt ud fra et fleretagers parkeringshus. Så må søsteren, Ami, hævne ham. Men det bliver svært, for lederen af de mobbende drenge er søn af en yakuza/ninja-familie som nedstammer direkte fra Hanzo Hattori. Ami angriber dem, men bliver overvundet og mister sin ene arm. Efter nogle indledende konflikter allierer hun sig dog med Takeshis forældre (gamle bande-medlemmer, naturligvis), hvoraf moderen er en sej kampsportsekspert og faderen er genial mekaniker, som udstyrer Ami med et hjemmelavet maskingevær som erstatning for hendes manglende arm.
Volden og blodbadet er konstant lige fra begyndelsen, og meget langt ude! Det fyger med afhuggende kropsdele og kreative lemlæstelser. Noget er ulækkert, men det meste er tydeligt komisk, som f.eks. da Ami får friture-stegt sin arm (mens hun stadig har den) af en fnisende mor til en af de andre mobbedrenge. Effekterne og slåskampene er egentlig ret dårligt lavet (i hvert fald når man sammenligner med Hong Kong produktioner); kunstigheden er meget tydelig og man kan sagtens se at de svingende arme og ben ikke rammer hinanden. Om det er lavet sådan pga. et lavt budget eller fordi det skal være klart komisk, er faktisk ikke helt til at gennemskue. Det er nok lidt af begge dele. Klimakset især er fuldstændig vansinn og ekstremt komisk – hvilket er lidt af en bedrift når det også fungerer overfor folk som mig, der generelt ikke er til horror og overdrevet vold.
Filmens tema er jo mobning (og ufølsomme forældre der sjældent gør noget ved det). Den henvender sig til alle de mobbeofre (i Japan sikkert rigtig mange!) som har fantaseret om at tage voldsom hævn over de mobbende elever, og den udtrykker og udlever disse fantasier i harmdirrende og over-ekstrem grad! Temaet er reelt nok, og kan helt sikkert hjælpe nogle med at få afløb for frustrationerne. At det så samtidig er kuleskørt, idiotisk voldeligt og fyldt med de værste klichéer for at gøre det til mere generel underholdning, kan man så diskutere om er en god idé eller ej. Jeg synes ikke jeg selv repræsenterer filmens målpublikum, men jeg indrømmer at den har nogle gode pointer og sociale budskaber, præsenteret på en måde så unge i gymnasiealderen vil synes at det er enormt sejt og chokerende. På den anden side synes jeg også, der må være grænser for hvor meget man bør svælge i splatter-romantik, og hvor meget vold man bør udsætte unge mennesker for. Denne film går i hvert fald helt til grænsen!
Karakter: 6 stjerner ud af 10.
Anmeldet af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.25
