Doctor Sleep
Film, USA 2019, 152 min.
Instr.: Mike Flanagan
Medv.: Ewan McGregor, Rebecca Ferguson, Kyliegh Curran, Emily Alyn Lind, m.fl.
Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic
Med nævneværdige undtagelser – herunder selvfølgelig The Shining – er de fleste filmatiseringer af Stephen Kings historier ikke kronet med held. The Shining kan kaldes en horror-/kunstfilm, og de fleste lader til at mene at Kubricks film er en del bedre end Kings romanversion. Doctor Sleep er titlen på Kings romanfortsættelse til The Shining, udgivet i 2013, og også titlen på filmudgaven, som er en overraskende anderledes type film end den første. Doctor Sleep er hvad jeg vil kalde en fantasy-/pulpfilm; den bevæger sig langt mere ind på eskapistisk genreterritorie end The Shining, og den gør det godt. Hvor The Shining er lidt højtflyvende og langtrukken, er Doctor Sleep langt mere magi-drevet og umiddelbart underholdende.
Jack Torrances søn, Danny (spillet af Ewan McGregor), er nu blevet voksen, og hans genvordigheder med sine magiske/telepatiske evner har gjort ham depressiv og alkoholisk, fordi han er lidt af en magnet for overnaturlige energier fra genfærd og monstre. Han har dog så småt lært at håndtere det, og kan gemme de ubehagelige energier væk i nogle bokse i sin psyke. Han kontaktes af en teenage-pige, Abra, som har opdaget at en gruppe af næsten-udødelige psykiske vampyrer har myrdet en ung dreng. Abras egne magiske evner er særdeles stærke, og hun allierer sig med Danny for at bekæmpe denne gruppe, som ledes af den magtfulde Rose the Hat (Rebecca Ferguson), og også inkluderer den 15-årige Snakebite Andi (Emily Alyn Lind), som har evnen til at få folk til at adlyde enhver order, hun giver dem (lige som Kilgrave i første sæson af ”Jessica Jones”).
Det burde således stå klart for de fleste at der er tale om en langt mere kulørt og pulpy type fortælling end det mere minimalistiske og skræmmende karakterstudie i The Shining. Og Doctor Sleep er heller ikke synderlig uhyggelig (måske med undtagelse af det udpenslede barnemord, som har stor betydning for plottet); tværtimod har den flere flotte scener hvor Rose the Hat og Abra bruger deres magiske evner, specielt en scene hvor Roses astrallegeme hænger uden for Jordens atmosfære og studerer hele østkysten af USA for at finde ud af hvor Abra gemmer sig. Samtidig er filmen en klar og tydelig fortsættelse til The Shining, og bruger flere af de samme figurer og koncepter. Dannys mor, Wendy, er med i begyndelsen, spillet af en ny skuespiller, og Jack Torrance selv dukker sandelig også op for en kort bemærkning, spillet af en fyr der gengiver den unge Nicholson ret godt.
Plottet i Doctor Sleep er i sig selv ganske udmærket, og udgør fin underholdning, men perfektion opnår den ikke. Filmens markante mangel er at gruppen af psykiske vampyrer – skurkene – overhovedet ikke er udviklet tilstrækkeligt i dybden. Der fokuseres næsten kun på Rose the Hat, mens vi ikke rigtig lærer de andre i gruppen at kende, hvilket er et sørgeligt spild af godt potentiale. Selv Snakebite Andi, som der bruges noget tid på at introducere, ender ikke rigtig med at få noget at lave. Man kan dog også indvende at potentialet ikke totalt spildes, for i og med at disse figurer ikke portrætteres på en 3-dimensional måde, så kan der stadig være en god baggrundshistorie for dem, som jeg næsten vil gå ud fra at man kan læse mere om i bogudgaven (som jeg ikke har læst). Under alle omstændigheder vil jeg imidlertid sige at jeg godt kunne lide denne film. Den var behørigt anderledes end forgængeren; nytænkende og fyldt med sin helt egen substans, hvilket overraskede og tilfredsstillede mig. Dens pulpiness var af netop den art som man sjældent ser i nye film længere; en art der af mange anses for underlødig, men i virkeligheden slet ikke er det. Det er veldrejet dark fantasy, og jeg er taknemlig for at Mike Flanagan foretog dette valg.
Til sidst er bare tilbage at fortælle at Doctor Sleep også er udkommet (i februar 2020) i en Director’s Cut udgave, som er en halv time længere, dvs. tre timer i det hele. Director’s Cut udgaven er ikke med på den her anmeldte Blu-ray, men da dette er en film som absolut er værd at se mere end én gang, har jeg bestemt tænkt mig at få fat i Director’s Cut’et, også. Derudover kan tilføjes at de her anmeldte Blu-ray udgaver af The Shining og Doctor Sleep også inkluderer fine ekstramaterialer.
Karakter: 8 stjerner ud af 10.
– Tue Sørensen
