The Shining
Film, USA 1980, 146 min.
Instr.: Stanley Kubrick
Medv.: Jack Nicholson, Shelley Duvall,
Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic
Det er svært at anmelde så stor en klassiker som The Shining (a.k.a. Ondskabens hotel) – er det overhovedet muligt at sige noget nyt om den? Kender alle ikke allerede alle detaljer om alle Kubricks berømte film? Well, man kan måske tilføje et yderligere lag til diskursen om filmen ved at relatere den til den coronavirus-krise, vi i øjeblikket gennemgår. Medierne fortæller at hjemmeisolationen har ført til en væsentlig stigning i tilfælde af vold i hjemmet, altså især episoder hvor mænd er voldelige overfor deres koner. På den måde er The Shining i dén grad aktuel nu, for den handler om en lille familie der isolerer sig alene på et hotel i månedsvis. Og hvor man måske før havde tendens til at se filmen primært som en overnaturlig horror-film, står det lige nu langt tydeligere frem at filmens hovedtema er toksisk maskulinitet. En mand som af mere eller mindre mystiske grunde drives til vanvid af isolationen med sin kone og søn, delvist manifesteret som psykiske ekkoer af gamle traumer og etiske grænseoverskridelser, i kombination med traditionelle konservative adfærdsmønstre som placerer maskulinitetsproblematikken i en multi-generationel kontekst.
Som sådan kan man dog undre sig over at Kubricks omskrivning af Diane Johnsons screenplay har gjort Shelley Duvalls rolle markant mindre end den var, og personligt går jeg heller ikke ind for at instruktører hyler deres kvindelige hovedrolleindehavere ud af den, så de nærmest er på randen af et nervøst sammenbrud. Hvorfor nægter de at stole på at skuespilleren kan spille tilstrækkeligt skuespil? Og hvis de ikke kan få den optræden ud af dem, som de ønsker, hvorfor finder de så ikke en anden skuespiller? Nå, det kan man sikkert få mange og lange diskussioner ud af. Mere interessant er det at konstatere at filmen stadig føles frisk og relevant i sin tematik, som også via de overnaturlige elementer virker både gådefuld og universel. Jack har altid været caretaker på the Overlook Hotel, hvor det spøger både psykisk og fysisk. Hotellet er, qua dets placering over en gammel indiansk gravplads, et knudepunkt for fænomenet ”the shining”, som er visse menneskers evne til at opfatte, og kommunikere via, ånder og overnaturlige ekkoer fra fortid og fremtid. Ekkoer der er så stærke at de kan forårsage sindssyge. Dette fænomen virker som det samme koncept der går igen i tusinder af horror-film, og denne film planter dermed sig selv solidt i denne tradition, og iscenesætter sig som en slags udspring for mange andre skrækfilm, både fortidige og fremtidige. Han var ikke helt dum, ham Kubrick. Han sikrede sig at hans værker var ”a force to be reckoned with” i filmhistorien. Og det er denne film også, i kraft af måske især den fine lokation og de spændende overnaturlige elementer.
Samtidig må jeg dog også indrømme at jeg personligt ikke er nem at skræmme. Første gang, jeg så The Shining var på tv, nytårsaften 1993, og allerede dengang var jeg lidt skuffet over den. Det er faktisk først nu at jeg genser filmen, og min oplevelse er stadig at jeg faktisk ikke finder den særlig uhyggelig. Jeg vil på en lang række områder kalde det en god og dyb film, men i sidste ende gør den ikke så meget for mig som jeg kan se at den gør for mange andre. Ingen tvivl om at den har en vigtig og værdig plads i filmhistorien, men en af mine yndlingsfilm bliver den nu aldrig, og jeg kan derfor ”kun” give den 8 ud af 10 stjerner i subjektiv karakter. Jeg vil dog sige så meget at efterfølgeren, Doctor Sleep fra sidste år, lyder spændende, og den glæder jeg mig meget til at se og anmelde umiddelbart efter denne. Stay tuned!
– Tue Sørensen
