The Hunt
Film, USA 2020, 90 min.
Instr.: Craig Zobel
Medv.: Betty Gilpin, Hilary Swank, m.fl.
Advarsel: Denne anmeldelse indeholder visse spoilers.
Der er en gris på plakaten til The Hunt, og da jeg først så plakaten, havde jeg ikke lyst til at se filmen. At man gør underlige ting med grise i sci-fi- og horror-film er en af mine ‘pet peeves’ (Kammerat Napoleon dog undtaget); det irriterer mig altid og slår mig som grimt, ulækkert og ulogisk. Da The Hunt også blev beskrevet som en ret slem horrorfilm, var jeg endnu mindre interesseret i at se den, da horror ikke er min personlige yndlingsgenre. Men omtalerne endte alligevel med at overtale mig, også fordi det hidtil ret ukendte navn Betty Gilpin skulle være rigtig god i den.
Det viser sig da også at The Hunt mere er en actionkomedie end en egentlig horrorfilm; blot er der åbenbart blod nok til at folk også kalder den en horrorfilm (mest noget med at folk bliver skudt i hovedet og mister et par lemmer nu og da, men det er ikke så slemt når nu det faktisk også er en komedie – man kan sige at stilen måske er mere som i en zombiefilm) – og grisen er faktisk bare en helt tilfældig gris der render rundt i baggrunden som en sjov lille detalje, der ikke har nogen betydning for plottet. Så, hvis du er til tankevækkende actionkomedier, er dette filmen for dig! Den har nemlig noget på hjerte, selv om den samtidigt (og lidt kujonagtigt) afholder sig fra at favorisere den ene eller den anden side af sagen.
Hvilken sag? Jo, handlingen er inspireret af de mange sammensværgelsesteorier der florerer på de sociale medier. Én sådan teori (i filmen; jeg tror den er fiktiv, men jeg er faktisk ikke sikker) går ud på at nogle ‘liberale’ (altså amr. Demokrater) har fanget nogen stakkels Republikanere med det formål at udsætte dem for en morderisk menneskejagt. Teorien er til at begynde med ikke sand, men i filmen er der en håndfuld velhavende liberale som bliver så irriterede over teorien at de beslutter sig for at kidnappe den meget lille gruppe af sindsforvirrede Republikanere som tror på den og gøre den til virkelighed, kun for dem! Og de gør det på særdeles gennemført vis, hvilket leder til en del blodige optrin.
Filmen gør nar af begge gruppers ‘ekstremisme’, og det interessante ved den er, at den fik mig til at forstå hvordan fattige Republikanere faktisk føler sig undertrykt af det ‘liberale’, etablerede samfund, selv om det jo i virkeligheden er deres egne højreorienterede ideologer (kapitalisterne) der udgør det rigtige og undertrykkende etablissement. Filmen er på en måde med til at illustrere hvordan fattige mennesker bliver til fascister, ved at vise hvordan de ikke har noget politisk parti der repræsenterer deres interesser og derfor i stedet – via noget betragtelig hjernevask fra de højreorienterede medier – stemmer på populistiske højreekstremister som Trump. Et problem som er langt mere til at tage og føle på i USA end i Europa, eftersom det ‘venstreorienterede’ parti, Demokraterne, har en politik der minder om partiet Venstre i Danmark. Filmen er dog heller ikke kærlig ved Demokraterne, som her udhænges som morderisk intolerante og lever op til Republikanernes fordomme om dem.
Hovedpersonen overlever jagten fordi hun er for kvik for begge sider; hun tilhører nemlig ikke nogen af fløjene. På den måde minder filmen meget om den underholdende The Last Supper fra 1995, hvor nogle liberale inviterer diverse fordomsfulde typer på middag og forgifter dem, men til sidst overvindes af en midtsøgende politiker som af PR-grunde kun lod som om han var fordomsfuld. Denne type slutning er lidt en maskerade for at lade som om at filmmagerne ikke er så venstreorienterede som de nok i virkeligheden er, og man kan jo så filosofere over hvordan politisk censur også i dag er lige så meget i live i Vesten som det i sin tid var i Østeuropa, bare med omvendt fortegn.
Karakter: 8 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 59
