Utopia Falls (sæson 1)
Tv-serie, Canada 2020
10 episoder
Med: Robyn Alomar, Devyn
Nekoda, Akiel Julien, Kate Drummond, m.fl.
“Langt som et ondt år” vil fremover helt klart referere til 2020. Tænk at der er tv-serier fra indeværende år som udkom før coronakrisen! Vi er i skrivende stund i juli måned, og Utopia Falls udkom på streamingtjenesten Hulu i februar – dengang for fem måneder siden da verden endnu ikke var gået af lave. En tid som det er fristende at drømme sig tilbage til, hvad man passende kan gøre med denne Young Adult utopiske/dystopiske tv-serie om unge mennesker 400 år ude i fremtiden, der bruger gammel hip-hop-musik og glemte dansestile til at bringe deres manipulerende samfund i knæ! For voksne kan YA-verdener i Hunger Games-stil virke ufrivilligt komiske, og det gør denne også – det er f.eks. virkeligt facepalm-værdigt at selve seriens titel er en spoiler! Det er ikke bare skrevet til 16-årige, men øjensynligt også af 16-årige! Ikke desto mindre er det faktisk en flot serie, holdt i varme jordtoner, og med en ganske engagerende fortællestil. En af forklaringerne på dette er utvivlsomt at den er canadisk og ikke amerikansk.
Historien finder sted i den isolerede by New Babyl (ja, udtalt ‘New Babble’, LOL!), som indbyggerne har fået at vide er den eneste overlevende by i verden efter den store krig mange generationer tidligere. Byen er delt op i sektorer: Nature Sector (landbrug), Progress Sector (teknologisk udvikling), Reform Sector (rehabilitering af kriminelle) og vist et par stykker til som jeg ikke kan huske. Alle får konstant tudet ørerne fulde af at de lever i et perfekt samfund (dem i Reform Sector forventes at vende tilbage til de andre sektorer når de er blevet reformeret), og de fleste borgere tror på det.
Byens fremmeste årlige underholdningsbegivenhed er ‘The Exemplars’, som involverer at to talentfulde unge fra hver sektor udvælges til at repræsentere deres sektor i en stor danse-/synge-/musik-konkurrence (pyha, i det mindste skal de ikke slå hinanden ihjel! LOL!). Disse 8-10 unge mennesker er vores hovedpersoner, med fokus på den priviligerede Aliyah fra Progress Sector (datter af en af de fem Council Members der styrer byen) og den tvære Bohdi fra Reform Sector (som ikke selv er forbryder, men er opvokset i Reform Sector fordi hans forældre var det). De ankommer til et træningscenter hvor de skal bo i nogle uger mens de forbereder sig på konkurrencen.
En af de første dage modtager de en mystisk besked om at mødes et sted i den omkringliggende skov, hvor – wonder of wonders – de opdager et gammelt forladt arkiv fyldt med fortidens (altså vores nutids) glemte kultur, især musik og kunst (komplet med en talende kunstig intelligens der very conveniently kan guide dem gennem det hele). De unge bruger så forskellige elementer af stilarterne i arkivet til at lave provokerende, uautoriserede sange og danse i konkurrencen, hvilket inspirerer og opildner befolkningen til oprør og er en trussel mod magthaverne.
Samfundsbeskrivelsen i New Babyl er ikke særlig konsekvent. Der foregår klart handel på nogle markeder, men i en scene hvor en af personerne finder en gammel kasse med penge i (både mønter og sedler), aner han ikke hvad det er. Og de rigide strukturer som er fremherskende i samfundet virker meget tilfældige; der er ingen klar grund til at gamle hiphop-sange skulle være specielt provokerende eller ødelæggende for dette samfund, som på mange beslægtede områder virker relativt frit. Der er også et yderligere enormt plothul, som det dog ville være en spoiler at komme nærmere ind på.
Men den overordnede fortællestil er speciel i og med at der er hyppige scener med sang og dans (lidt a la Glee, men med kortere segmenter), og de unge skuespillere er nok mere professionelle dansere end egentlige skuespillere. Jeg synes dog de klarer det godt; personerne er relativt interessante – og ser enormt godt ud – og jeg var overrasket over hvor indfanget jeg blev af historien og dens verden. Der er mange elementer man kan udhænge som ufrivilligt morsomme, men i sidste ende kan man også sagtens nyde serien. En svaghed er at den ikke slutter ordentligt, men ser frem mod en anden sæson (som det er tvivlsomt om kommer – men man ved sgu aldrig med canadierne). Jeg ville have foretrukket at den simpelthen afsluttede hele historien i én sæson, med en ordentlig slutning, lige som f.eks. den særdeles vellykkede Watchmen tv-serie gjorde sidste år. På den anden side kan vi så – hvis serien ellers bliver fornyet – se frem til mere underholdende materiale med disse appellerende figurer.
Karakter: 7 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 59
