REGNUM MORTIS – SLUTSPIL
Necrodemic 5
Roman af Patrick Leis
Valeta, 2020. 579 sider
Tilbage i 2005 anmeldte jeg Patrick Leis bog Requiem i Himmelskibet nr. 6. Det var en af de første anmeldelser jeg skrev til Himmelskibet. Så vidt jeg husker så havde jeg købt bogen på Bogforum, hvor zombien på forsiden tilrak min opmærksomhed. Dengang troede jeg at der var tale om en selvstændig roman. Heldigvis kom der en fortsættelse året efter, som jeg selvfølgeligt også kastede mig over. Efter endt læsning af fortsættelsen, var det nu klart at der ville komme et tredje bind også. Overraskelsen var dog stor da det næste bind ikke var det afsluttende, men derimod novellesamling der berettede om da zombiepesten begyndte at hærge. Det var selvfølgelig en bonus, for det betød at der stadig var en bog i udsigt. Men snydt igen, for bog nummer fire var en roman der tidsmæssigt lå imellem de jeg allerede havde læst. Efter det fjerde bind skulle der gå 6 år inden der kom en ny udgivelse. Igen var det ikke det afsluttende bind, men derimod så blev de første bind genudgivet. De var blevet revideret, så historierne og detaljerne passede bedre sammen, og så var der i hvert bind blevet tilføjet en indledende tegneserie der satte stemningen for bøgerne. Og nu 15 år efter jeg læste det første bind, så er det afsluttende bind endelig ankommet.
Alle bøgerne i serien har været meget forskellige, og har fortalt en historie der går over flere hundrede år, fra zombie plagens begyndelse, til hvor nødbremsen blev trukket og zombierne endeligt drattede døde om.
Bind 4 sluttede med at zombierne blev bekæmpet og teknokratiets magt i megabyen blev brudt. Sidste bind starter hvor krigens vindere nu skal til at finde ud af hvordan man agerer i freden. Eller det er måske bedre at sige den skrøbelige fred. Imens kampene stod på, allierede man sig med grupper som man aldrig kunnet have været venner med i fredstid, og så er der jo også resterne af fjendens hær, som godt nok er blevet lukket ude af magabyen, men det betyder ikke at man kan ignore den, slet ikke når de har masser af gidsler, og slet ikke når de tvinger sig adgang til det atomkraftværk der giver byen både strøm og varme.
Produktionen af den livsforlængende medicin LS, som var et præparat baseret på et udtræk fra zombierne, er nu gået i stå med zombiernes forsvinden. En ting er, at fok skal til at vende sig til tanken om ikke at kunne leve i to-trehundrede år, men noget tyder på at man får kraftige fysiske abstinenser når man stopper med at tage stoffet. Dette skaber et sort marked for det stof der måtte være tilbage, og kriminelle går ikke af vejen for at dræbe i hjemmerøverier for at stjæle de ampuller folk måtte ligge inde med.
Det er dog de ikke eneste mord der sker, for der begynder også at dukke lig op som har fået skåret kraniet op, og hvor hjernen mangler. Jeg tænker folk nu godt har regnet ud at det kan godt være at de langsomme stavrende kadavere nu er borte, men at der stadig er en trussel derude, og at denne er endnu farligere.
Uanset om man har fulgt med i bogserien siden de første udgivelser, eller først fra genudgivelserne, så er jeg ikke et øjeblik i tvivl om at de der har læst de første bind selvfølgeligt også sætter sig og læser dette sidste bind uanset hvad jeg måtte skrive her. Så i stedet for at blot at anbefale dette femte bind i serien, så vil derimod anbefale hele serien, for selvom man skulle tro at man ville køre træt i så mange sider zombie historie, så strækker historien sig over rigtigt mange år, og de enkelte bind er faktisk ret forskellige, hvilket gør at det bliver ved med at være interessant og spændende at læse videre. Sidder du nu og tænker at du ikke orker at gå i gang med en 5 binds serie, så sæt dig og læs Requiem, for selvom det er bind 3 i den nye serie, så kan man sagtens starte der, og så tænker jeg at du automatisk får lysten til at læse de andre bind efterfølgende.
Jeg må vel hellere lige slutte med en lille discalimer. I løbet af de år hvor jeg har fulgt serien, har jeg også lært Patrick at kende, og han har indarbejdet et easter-egg i dette bind der er en hilsen til mig. Men skulle man nu mene at jeg dermed ikke er upartisk nok til at kunne anmelde denne bog, så gå tilbage og læs den anmeldelse jeg skrev af Requiem tilbage i 2005, før jeg lærte Patrick at kende, og du vil kunne se at jeg dengang var begejstret, en begejstring der har varet ved igennem årene, og som også gælder dette sidste bind.
Anmeldereksemplar leveret af forlaget
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.60
