Bobs saga II – Elvere og andre halv-trolde
Roman af Michael Kamp
Books on Demand 2007
www.michaelkamp.dk
Elvere og andre halv-trolde er den anden bog i sagaen om Bob (læs anmeldelse af den første bog Tørre tæsk og springskaller i Himmelskibet nr. 14). Det er en saga der finder sted i en Dungeons & Dragons lignende verden, hvor man følger en lille gruppe selvudnævnte helte, der drager rund i landet på jagt efter rigdom og berømmelse.
Bogen starter med at gruppens medlemmer efterhånden har fået brugt de penge de tjente på deres første eventyr, så da gruppens elver kaldes hjem til sit eget folk, som har en opgave til ham, drager gruppen af sted. Den opgave de bliver stillet er at tage mod nord til en gammel skov for at finde ud af hvad der er blevet af de elvere som bor der. Der har ikke været noget nyt fra disse elvere i lang tid, generelt er det begrænset hvad man høre fra nogen af folkeslagene i nord. Der kommer dog masser af flygtninge fra nord, og med dem historier om en ny kult der spreder sig, og om hvordan alle der ikke vil følge kulten bliver forfulgt og dræbt af et stort monster. Der er bare det ved kulten at det som dens leder forkynder, er fred og lighed mellem alle racer.
Det er dog ikke ligefrem fred som gruppen oplever. Den bliver overfaldet af minotaurer, psykloper (et væsen der kan bruge psykiske angreb) og en næsten udødelig lejemorder. De kommer også i klammeri med nogle af de helte som Bob oprindeligt så op til. Bob selv får en ring der gør at hans stort set ikke kan dø, hvilket er heldigt, for han kommer lige så ofte alvorligt til skade som i den første bog.
Generelt så har gruppens præst nok at se til med at reparere på de andre medlemmer af gruppen når de hele tiden kommer til skade. De mange skader og den hurtige healing, går desværre noget ud over historiens spænding, for selvom gruppens medlemmer hele tiden bliver dødeligt såret på nye måder, så er de kort efter sig selv igen efter en gang healen (det skal dog siges at der til sidst i bogen kommer en ny vinkel på de uheldige aspekter ved at man bliver genoplivet lige så hurtigt som man dør).
Handlingen i denne bog er mere sammenhængende end i den første. Hvor vi i Bobs Saga 1 blev præsenteret for gruppen og den verden de begav sig rundt i, så er der nu mere fokus på det overordnede plot som allerede blev antydet i den første bog. Ved at vi ikke “blot” følger gruppen ud på endnu et eventyr efter rigdom og berømmelse, er sagaen ved at udvikle sig. Dette er også nødvendigt, for det bliver ikke længere ved med at være sjovt at læse vittigheder om hvordan Bob kun har 4 fungerende hjerneceller (hvilket faktisk også er ved at ændre sig for der er en kraft der påvirker Bob i hans drømme, og giver ham råd og gør ham klogere). Sagaen er således blevet en lille smugle mere seriøs, men der er stadig masser af action, humor og overraskelser i historien. Der er få, men flotte, illustrationer i bogen, hvilket der godt måtte komme flere af i de kommende numre, og samtidig er jeg ved at mangle et kort over den verden som heltene rejser rundt i.
Der er flere bind under udarbejdelse af Bobs Saga, og de skal nok blive spændende at følge sagaens udvikling.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.16