Space Sweepers
Film, Sydkorea/Netflix, 2021, 136 min.
Originaltitel: Seungriho
Instruktion/manus: Sung-hee Jo
Med: Song Joong-Ki, Kim Tae-ri, Richard Armitrage m.fl.
Sydkorea har i de senere år gjort sig bemærket på det internationale filmmarked, bl.a. med den sorte komedie Parasite. Nu er så kommet rumfilmen Space Sweepers, som er produceret af Neflix og derfor kan ses på streamingtjenesten.
Vi befinder os i år 2092, hvor Jorden er stærkt belastet af forurening, klimaforandringer og overbefolkning, med den konsekvens at de mest velhavende er flyttet ud i rummet i habitater i kredsløb om Jorden. Rumskrot er blevet et stort problem, og derfor benytter man sig af ‘space sweepers’, selvstændige aktører som indsamler rumskrot og afleverer det mod betaling – og det er en gruppe sådanne, som er filmens hovedpersoner. Disse rumskraldemænd er, i lighed med alle de andre arbejdere som får habitaterne til at fungere, ikke borgere og har ikke samme rettigheder som velhaverne, og de må også leve i slidte, beskidte og tætbefolkede rumstationer, som modsætning til velhavernes grønne og luftige habitater. Polariseringen er altså mindst lige så stor i 2092 som i 2021: De, som har penge, behøver ikke arbejde og har alle goderne, mens de, der faktisk gør arbejdet, der får det hele til at fungere, må kæmpe for at få hverdagen til at hænge sammen. Hvem siger at science fiction ikke er realistisk?
Den rigeste mand i verden (eller rettere, over verden), hedder James Sullivan og er samtidig verdens ældste mand med over 150 år på bagen, holdt i live og kunstigt ung med al mulig eksperimentel teknologi. Han har en drøm: Mars skal terraformes og koloniseres med udvalgte mennesker med de rette egenskaber, så man kan skabe et paradis uden voldelige og kriminelle typer. Tilfældigvis er det ifølge Sullivan generelt de rige, der besidder disse egenskaber…
Vores helte er en kulørt samling tabere, der har svært ved at få deres forretning som rumskraldemænd til at hænge sammen. Deres lykke ser ud til at ændre sig, da de redder en lille, velklædt pige fra et ødelagt rumskib: forældrene må da være villige til at belønne dem for at redde hende. Den tanke får en brat ende, da nyhedskanalerne i kredsløb melder om en farlig, eksperimentel androide, som har en brintbombe i maven – og ser et billede af pigen, de reddede…
Tingene er naturligvis ikke som de ser ud til, og vores (anti-)helte har snart Sullivans håndlangere i hælene. Det viser sig at omkring halvdelen af vores besætning rent tilfældigt har en fortid med Sullivan, og den anden halvdel har også markante fortider som narkogangster, kasseret kamprobot og så videre. Det virker lidt som om at filmskaberne har været klar over at filmens grundplot var ret tyndt og lignede noget, man har set hundrede gange før, og så har kompenseret ved at forsøge at gøre hovedpersonerne interessante. Det lykkes ikke rigtig, for man kommer ikke rigtig under huden på nogen af dem, undtagen Tae-Ho (Song Joong-Ki), som nogle år forinden mistede sin lille adoptivdatter, da der gik hul på en rumstation, og nu søger at skaffe penge for at betale for at finde hendes lig, der svæver omkring et sted i verdensrummet. Han er villig til at gøre alt for dette, selv at forråde sine venner; noget der virker en smule svært at tro på. I det hele taget er hovedpersonernes motiver generelt ikke specielt troværdige; det virker som om de mest har til formål at drive plottet videre.
Space Sweepers er en flot film med overvejende realistisk rumteknologi, og den er stedvist ganske underholdende, men den fejler alligevel ved dels at være utrolig klichefyldt og dels ved at man ikke rigtig føler noget for hovedpersonerne. Trods realismen må man undre sig over at når man nu kan lave en bevidst robot med alt muligt sejt udstyr, skal man alligevel have en menneskelig besætning på skrot-rumskibet. Måske er de billigere i drift? Et problem er også at Sullivans plot er tilføjet en dimension af ultimativ ondskab, som ikke virker specielt nødvendigt for hans plan og mest er til for at vores hovedpersoner skal have en grund til at stoppe ham og for at skabe et tidspres, der skal give spænding. Det hjælper heller ikke at filmen får en urealistisk lykkelig slutning, som virker en smule påklistret. Godt forsøgt, men ikke helt vellykket, må blive den endelige dom. Filmen er god til et par timers let underholdning hvis man ikke kan finde andet at se, men så heller ikke mere.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 61
