Nikolaj Højberg – Fede svin

Fede svin
Novellesamling af Nikolaj Højberg
Kandor/Dreamlitt, 2022, 214 sider
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Der er ved at være ni år siden vi sidst fik en novellesamling fra Nikolaj Højberg, men nu er samlingen Fede svin udkommet (han har i de senere år skrevet en række børnebøger om Pirat Bent som jeg dog ikke kender nærmere til).

Omslaget på denne fjerde novellesamling fra hans hånd har samme grafiske udtryk som de tre forrige, og da jeg var ganske begejstret for dem, så var jeg straks klar til at kaste mig over denne nye bog.

De syv noveller bogen handler om syv mænd der alle står i specielle eller uheldige situationer. Der er den kriminelle Jannick som er kommet til at forelske sig i sin bandeleders datter, noget der er absolut forbudt, og han kender til de trusler der er fremsagt hvis nogen nærmer sig datteren. Da forholdet kommer frem, bliver Jannick givet valget om enten at bliver udsat for den tortur der var blevet truet med eller at skulle bryde ind i en bankboks på det ganske bestemt tidspunkt. Det viser sig dog at der er en endnu større katastrofe på vej end hvad lederen vil kunne finde på at gøre ved Jannick.

Den jobsøgende Morten bliver spurgt ind til hvorfor han har et klistermærke på sin bil med sætningen “Drengerøv forever”, et spørgsmål som han ikke var forberedt på, og han misser derved at få det job som han rigtigt gerne vil have. På en efterfølgende gåtur ved standen finder han noget mærkeligt der får ham til at glemme alt om jobsamtalen.

Poul er blevet den sure gamle mand. Han ved ikke helt hvordan han er endt med at blive det, men har er bevidst om at det er det han er blevet. En dag skriver han en spydig joke om sin nabo på Facebook, hvilket ender i en krig med en troll. Men kan nogen vinde disse diskussioner på nettet?

Historien om Jonas er en science fiction-historie hvor han henvender sig til en replicant der kan give ham minder. Minderne bliver mere og mere voldelige, men samtidig med at han får implanteret disse minder, stiger han også i graderne i firmaet, noget der ikke kan være helt tilfældigt.

I samlingens titelnovelle “Fede Svin” følger vi den 361 kg tunge Torben som lægen har været meget direkte  overfor: Hvis Torben vi mere end et år mere, så skal han tabe sig. Han har prøvet alle de kure han kan finde på nettet, men han bliver dog præsenteret for en kur som har en noget alternativ proteinkilde.

Flere af bogens syv noveller har spor af det overnaturlige, og de har alle noget grotesk over sig. De passer alle fint sammen i denne samling. Eftersom det er ved at være en del år siden der sidst er kommet en samling fra Nikolaj Højberg, kom det som en glædelig overraskelse da bogen dukkede op, og jeg var ikke klar over at jeg savnede en ny udgivelse fra ham før jeg sad med den. Nikolaj Højberg skriver rigtigt godt og forstår virkelig at skrive spændende og overraskende noveller der bevæger sig ind i weird fic­tion-traditionen på en ganske fin måde.

Bogen skal bestemt op på sin plads på hylden ved siden af de tre forrige samlinger, og så håber jeg at der ikke skal gå så mange år igen inden jeg skal lave plads til endnu en samling fra hans hånd.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 63

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Novellesamling og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *