Infection 3: Revnen i muren

Infection 3: Revnen i muren
Tegneserie af Casper Sand
Global Waste Publishing, 2022
76 sider i bladformat, 125 kr.
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Med Revnen i muren er vi nået til bind 3 af Casper Sands humoristiske postapokalyptiske tegneserie Infection, der foregår i en ikke så fjern fremtid hvor verden er blevet lagt øde af en atomkrig og en dødbringende pandemi, og firmaet Global Waste har taget magten. De to første bind blev anmeldt i hhv. Himmelskibet nr. 59 og 61 – du kan læse anmeldelserne her og her.

Efter et ret kort andet bind er Casper Sand tilbage med to lange kapitler på 36 og 26 sider samt en 3-siders epilog og en halv snes sider med ekstramateriale. De to kapitler er langt hen ad vejen uafhængige, parallelle forløb, hvor vi følger forskellige af de personer, der blev introduceret i de to første bind.

I kapitel 7 af den samlede historie, “Bag lås og slå”, er den aldrende pirat Short John Diamond og hans trofaste papegøje Papa havnet i et højsikkerhedsfængsel efter at de i bind 2 blev taget til fange af Global Waste. Han pønser på at slippe ud, men det er ikke helt let, da fængslet ligger i midten af en radioaktiv kratersø. Men som en ægte pirat nægter han at give op trods de triste udsigter.

Mere eller mindre samtidig, i kapitel 8, “Det nye Rusland”, planlægger vores helt, den frafaldne elitesoldat fra Global Waste Dave Blame, og hans venner et angreb på en islagt militærbase ved Ruslands østkyst, 650 km fra Ny Moskva, hvor Global Waste har hovedkvarter. Basen er den eneste vej ind til Det Nye Rusland, som er omkranset af en mur, og er derfor stærkt bevogtet. Basen skal helst indtages uden at der bliver sendt besked til resten af hæren, så det bliver ikke nogen let opgave. Men vores venner har en dristig plan…

Revnen i muren er ligesom de to første bind tegnet i en enkel, stærkt karikeret mangastil med dynamisk brug af billedrammer, zoom og kameravinkler. Der er typisk kun 4-6 billeder på hver side, så albummet er hurtigt læst, hvad der også passer fint til det hæsblæsende tempo med mange forviklinger og overraskelser. Den største overraskelse kommer i dette binds epilog, som med et trylleslag voldsomt udvider seriens univers og og overordnede plot.

Her er måske ikke tale om den store tegneseriekunst, men det virker heller ikke som hensigten, der snarere handler om at fortælle en god ramasjang-historie med fart på drengen og kulørte, nogle gange nærmest overmenneskelige hovedpersoner. (Ved nærmere overvejelse, stryg ’nærmest’ i sætningen før). Og det er heller ikke så værst. Min eneste anke er at der går så lang tid mellem bindene; der er gået omkring 1½ år siden bind 2. Man mister lidt følingen med handlingen og hvem de mange bipersoner er, når der går så lang tid i mellem – men det kan selvfølgelig løses ved at genlæse de første bind.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Dette indlæg blev udgivet i Tegneserier og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *