Robot Dreams

Robot Dreams
Film, Spanien Frankrig, 2023
Instruktør: Pablo Berger
Forfatter: Pablo Berger efter Sara Varons tegneserie

I en nær fremtid, eller en alternativ nutid, raser en borgerkrig i USA. Den diktatoriske præsident sidder i Washington  DC og fortæller seerne på sin statskontrollerede tv-kanal at hans styrker er tæt på at vinde over modstanderne, the Western Forces (Texas og Californien),  the New People’s Army og Florida-alliancen, selvom det modsatte er tilfældet. I New York beslutter krigsfotografen Lee (Kirsten Dunst) og journalisten Joel (Wagner Moura) sig for at køre til Washington inden de oprørske styrker kæmper sig frem for at interviewe og fotografere præsidenten inden han bliver dræbt (overgivelse er ikke en mulighed), selvom præsidenten har en lang historie med at likvidere nærgående journalister. Med på rejsen har de den unge wannabe-krigsfotograf Jessie (Cailee Spaeny) og den aldrende og dårligt gående journalist Sammy (Stephen McKinley Henderson). Undervejs slutter nogle af Joels bekendte, Tony og Bohai, sig til.

Vejen til Washington er bestemt ikke ufarlig. Undervejs bliver de, både velvilligt og modvilligt, inddraget i krigshandlinger og bliver vidne til grove krigsforbrydelser af alskens art, som de ivrigt fotograferer, men ikke kommenterer. Som Lee udtrykker det: “Vores opgave er at dokumentere, ikke at tage stilling.” De kommer frem netop som de vestlige styrker er ved at indtage byen, og det lykkes dem at komme helt frem til – og ind i Det Hvide Hus, hvor Lee får taget nogle billeder og Joel får et sidste (ganske kort) interview med præsidenten.

Det er ganske kort handlingen i Civil War. Man får et godt indtryk af borgerkrigens brutalitet og hvordan den forrår nogle mennesker og giver andre, der allerede er forråede, carte blanche til at forfølge deres egen ulovlige og morderiske agendaer. Der sker ingenting i filmen, som ikke sker alverdens krigszoner i dag, og der ingen af krigsforbrydelserne er ikke i forvejen begået af amerikanske soldater rundt om i verden – men her sker det i USA, og så bliver det straks mere vedkommende, i hvert fald for amerikanere. På den måde minder filmen mig om The Handmaids’s Tale, som netop også skildrer grusomheder og overgreb, som foregår verden rundt i dag; men det er først når ofrene er amerikanere, at amerikanerne gyser over det. Man er vel sig selv nærmest…

Filmen er flot, og lydsiden endnu mere, især mod slutningen når Washington DC bliver indtaget af kampvogne, helikoptere og kanoner. Skuespilpræstationerne er også i top, og det er rart at se Kirsten Dunst i en seriøs rolle, som hun bærer godt. Plottet er til gengæld ret tynd og består nærmest af en række enkeltstående episoder, der kun er bundet sammen af vores hovedpersoners rejse. Temaet synes at være at krig er forfærdeligt og at krigsjournalisters arbejde er farligt – ting vi udmærket godt vidste i forvejen. En af mine med-biografgængere kommenterede at filmen formål må være at få amerikanere til at indse, hvor galt det kan gå, hvis Trump bliver genvalgt, eller med større held end sidst forsøger at tage magten med magt hvis han taber. For ikke at gøre dette for tydeligt, har oprørsstyrkerne ikke noget klart politisk tilhørsforhold – de hovedallierede er det ærkekonservative Texas og det socialliberale Californien. Denne uklarhed kan dog resultere i at Trumpstøtter tror at det handler om hvad er sker, hvis Trump ikke bliver genvalgt, så det er absolut ikke givet at budskabet (hvis det er det faktiske budskab) vil blive forstået af alle. I starten af filmen fortæller Lee at hun blev krigsfotograf for at dokumentere krigens grusomheder, så noget lignende ikke ville ske i hendes hjemlige USA, men at folk selvfølgelig ikke fattede budskabet. Det samme kan sagtens ske for Civil War.

Alex Garland, som har skrevet og instrueret filmen, har tidligere skrevet og instrueret blandt andet de udmærkede science fiction-film Ex Machina og Annihilation, der dog som denne lider lidt under et ret tyndt plot båret oppe af en flot billedside og gode skuespilpræstationer. Det samme kan sides om de tidligere film han har skrevet (men ikke instrueret), for eksempel Dredd, 28 Days Later og Sunshine  Med andre ord: Der er mange ting, som Civil War kan anbefales for; blot ikke plottet. Den er flot, spændende, og til tider dybt foruroligende, men nogen klassiker bliver den næppe.Tegnefilm kan være mange ting. Disney bruger dem til at fortælle søde eventyr i musicalstil, mens japanske filmfolk laver dramatiske og ofte voldelige science fiction-film. Denne lille perle af den spanske instruktør Pablo Berger er noget helt tredje og mere sjældent: En rolig, taleløs historie om venskab.

Vi er i en 1980’er udgave af New York, beboet af antropomorfe dyr. Hunden med det meget passende navn Dog bor alene og venneløs. Hver aften spiser han det samme mikrobølgemåltid mens han ser reklame-tv. En dag ser han en reklame for en robot-ven og bestiller straks en. Det bliver starten på et strålende venskab og et mere aktivt liv for Dog. Han tager Robot med i undergrundstoget, til rulleskøjtedans i Central Park (til musikken af Earth, Wind & Fires “September”, som bliver en temasang for deres venskab, og til badestranden på Long Island.

Det skulle han imidlertid aldrig have gjort. Godt nok morer parret sig fint, og Robot (for det hedder robotten selvfølgelig) viser sig som en habil svømmer og dykker. Trætte tager de sig en lur på deres håndklæder, og da Dog vågner igen, er det blevet sen aften, og alle de andre badegæster er gået hjem. Så viser det sig at der er noget galt med Robot! Han kan kun lige bevæge hovedet; resten af kroppen er uvirksom. Dog prøver at få ham hjem, men han er alt for tung at slæbe, endsige bære, og Dog må efterlade ham for natten. Da hunden kommer igen næste dag, bevæbnet med værktøj og bøger om robot-reparation, er stranden lukket for sæsonen og åbner først igen næste sommer. Trofast som Dog er, prøver han flere gange at bryde gennem hegnet, men bliver altid fanget af den emsige vagt og ender med at blive meldt til politiet. Han prøver også at gå rettens vej, men intet hjælper. Der er ikke andet at gøre end at vente til stranden åbner igen.

Hele efteråret, vinteren og foråret ligger Robot hjælpeløs på stranden. Det forhindrer ham dog ikke i at have fantastiske, farvestrålende drømme og få nye venner – hvis de da ikke er en drøm. Samtidig prøver Dog, som nu er endnu mere ensom, at få nye venner, med skiftende held. Hvordan det hele ender, skal jeg ikke afsløre, bortset fra at sige at både Robot og Dog skal mange ting igennem før den bittersøde slutning.

Filmen er baseret på en tegneserie, eller ‘graphic novel’, som det nu hedder når det skal være fint, af amerikaneren Sara Varon fra 2016, og filmen lægger sig tæt op ad tegneseriens enkle, klare streg – dog med flere detaljer og farver i baggrundene, som er rigtig flotte. Ligesom tegneserien er filmen uden ord; sindelag og følelser gengives kun via enkle ansigtsudtryk og den stemningsfulde musik. Det har givetvis bidraget til filmens brede (og berettigede) globale distribution. Det gennemgående tema er venskab: Hvor vigtigt det er at have venner, hvor svært det kan være, hvor flygtige venskaber desværre ofte er – og vigtigheden af at give slip, når tiden er til det. Det er ikke lette budskaber, men i stedet for at blive serveret i lange dialoger og monologer, får vi dem forklaret alene gennem figurernes handlinger. Det virker faktisk rigtig godt! Filmen kan anbefales til både børn og voksne – men man skal være forberedt på at få sit hjerte knust flere gange, og måske knibe en lille tåre når filmen er forbi.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Dette indlæg blev udgivet i Animation, Film og tagget . Bogmærk permalinket.

2 Responses to Robot Dreams

  1. Lise Andreasen skriver:

    2 anmeldelser med 1 slag!

  2. Janus skriver:

    Første halvdel af den her lyder mistænkeligt meget som Civil War 🙂
    (lidt hurtig copy/paste, gætter jeg)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *