Patrick Leis: Psykonauten

Psykonauten: < 2
Patrick Leis
Roman, 196 sider
Klim 2007

Lad mig fra starten indrømme at jeg ikke har læst nogen af Patrick Leis’ tidligere romaner. Dels er jeg ikke den store horror-fan (og det er i den genre, han plejer at udfolde sig), og dels har jeg ikke så meget nationalfølelse at jeg føler mig forpligtet til at læse alt hvad der kommer af dansk fantastik. Men nu har Leis altså skrevet en science fiction-roman, og når jeg ligefrem er blevet bedt om at anmelde den, har jeg fundet det på tide at stifte bekendstkab med forfatterskabet – på høje tid, måske, i betragtning af at Leis er en de mest produktive nyere danske forfattere inden for de fantastiske genrer.

Psykonauten foregår engang i den sidste halvdel af det 21. år-hundrede. Verdens tre supermagter, Euromerika, Al Jihad og Motherland (Kina, Indien m.fl) har besluttet at lave en fælles indsats for at begrænse terrorisme og ‘slyngelstater’ ved at lægge det meste af verdens våbenmagt i hænderne på en supercomputer, der overvåger al kommunikation og derved hurtigt kan regne ud, hvor det brænder på. Romanen starter da denne computer, kaldet NEO, opnår bevidsthed og beslutter sig for at overtage verden. Hovedplottet handler så om, hvordan en håndfuld programmører og ingeniører på diverse måder prø-ver at stoppe NEO. Parallelt med dette plot følger man en gravid astronaut, der er nødlandet på en underlig planet, hvor hun møder en grim, nøgen mand, der prøver at overbevise hende om at der ikke findes tal mindre end to. Det er ikke umiddelbart klart hvordan de to sideløbende historier hænger sammen, men en kvik læser vil sikkert hurtigt regne det ud.

Ideen om en bevidst militær-computer, der vil overtage verden, kan ikke påstås at være dybt original – man kan fx pege på D.F. Jo-nes’ klassiske roman Colossus fra 1966 (filmatiseret i 1970 som The Forbin Project). Langt hen ad vejen er handlingen da også ret forudsigelig, men den måde, hovedpersonerne til sidst får skovlen under NEO på, har jeg ikke set før (og jeg vil heller ikke afsløre den for folk, der vil læse romanen). Rent fortælleteknisk fungerer Psykonauten generelt godt, dog uden de store sproglige gnister. Leis forstår at holde spændingen i gang, varieret med den fortsatte, surrealistiske/filosofiske diskussi-on mellem astronauten og den mystiske mand. Dog skæmmes det sproglige lidt af nogle ‘info-dumps’ hvor læseren får forklaret den tekniske og politiske sam-menhæng i lange, uinspirerende passager. Det er specielt et problem i kapitel 1, der indeholder en syv sider lang essay om verdenssituationen. Den er drøj at komme igennem, og man kan også overveje om det overhovedet er nødvendigt for historien at man kender baggrunden i så mange detajler. Det virker nemlig ikke som om Leis har noget specielt på hjerte i forbindelse med baggrundssituationen – det er bare nogle kulisser, fortællingen om den bevidste computer skal udspille sig i.

Romanen fungerer udmærket som let underholdning på en tog-tur (jeg læste den selv på en tur København-Kolding tur/retur), men den flytter ikke nogen mile-pæle i genren. Det har næppe heller været hensigten, så det skal man ikke nødvendigvis klandre Leis for. Jeg vil gerne se flere science fiction-romaner fra hans hånd, men måske med mindre fokus på teknologi. Det er ikke Leis’ stærke side, hvad han da også selv indrømmer i en note over for titelbladet.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.13

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *