Richard K. Morgan: Altered Carbon

Altered Carbon
Roman, 416 sider
Victor Gollancz 2002
£16.95 (hardcover)
ISBN 0575073217

Richard Morgan er endnu én i den dejligt lange række af nye britiske forfattere, der konsekvent sender en roman på markedet hvert år. Morgan underviser i engelsk på Strathclyde Universitet og vil alene derfor nok konstant blive sammenlignet med andre ‘skotter’ som Iain Banks og Ken Macleod, men Morgans romaner adskiller sig kraftigt fra de to kollegers. Dette er ikke traditionel space opera, og dette er ikke politisk science fiction. Dette er cyberpunk for teenagenørder, fuld af umulige gadgets og utallige storbarmede blondiner. Denne – Morgans første bog – udspiller sig i San Francisco, og selvom det er langt fra Glasgow, så fremstiller Morgan sin bys layout logisk og konsekvent, og man bliver hurtigt fortrolig med byen.

Måske ligger Morgan under for lidt britisk puritanisme, men med al den sex, og der er meget sex i denne bog, meget mere end handlingen reelt kræver, undrer det mig lidt når nu det er San Francisco der er bogens setting, at der ikke er en eneste bøsse i miljøet? Jeg troede at de netop i denne by ville være mere synlige? Men det er åbenbart for grænseoverskridende for Morgan?

Ellers er præmissen i denne bog at vi er i stand til at kopiere vores sind/ånd/sjæl og overføre den igen og igen og derigennem opnå en praktisk udødelighed. Det skrev David Brin også om i Kiln People og gjorde det rigtig godt, men hvor Brin sender jeg-programmet ind i en kunstig kopi, kan Morgan overføre jeg-programmet til et hvilket som helst levende menneske. Såvel hjerner som kroppe kan også opbevares uendeligt, kriminelle bliver således straffet ved at deres jeg– program ‘fastfryses’ i en årrække. I mellemtiden kan fængselsvæsnet, der nu sparer en masse kvadratmeter, udleje eller ligefrem sælge de kriminelles kroppe til kinky jetsets der har lyst til at ligne en efterlyst massemorder eller voldtægtsforbryder i en uges tid.

Er man rig – og der er meget store forskelle imellem de midler som den enkelte har rådighed over – kan man betale for at holde en eller flere kloner. Disse kan endda opstilles forskellige steder i verden, og man kan så nøjes med at sende jeg-programmet fra klon til klon i stedet for at rejse ‘selv’. Ingen venten i lufthavnen, ingen dårlig flymad, ingen terrorister, intet jetlag.

Vores helt, for en sådan én er der i denne spicy adventure detective story, som den ville have heddet i 1930’erne, er Takeshi Kovacs, og han bruger teknologien på en helt anden måde. Kovacs er lejesoldat og i tip-top form. Kovacs udnytter de ‘frit tilgængelige’ kroppe til at maskere sig til den konkrete mission, og han kan derfor slippe af sted med at være mere voldsom og voldelig end normale mennesker.

Denne meget voldelige debutroman begynder med at Kovacs bliver hyret af Laurens Bancroft, en ‘met’ (kortformen af Metusalem), en af de exceptionelt rige mennesker der har levet i hundreder af år igennem en stribe af egne successive kloner. Bancroft har netop begået selvmord – sprængt sit hoved i småstykker for derigennem at udelukke muligheden af en kopiering og dermed genopståen. Men han er selvfølgelig rig nok til at have hemmelige kloner. En af disse kloner kontakter Kovacs. Han er overbevist om at han ikke har begået selvmord, selvom alle beviser peger på det. Politiet nægter at overveje andre muligheder, sagen er simpelthen for oplagt til andet end selvmord, men Kovacs begynder at se på de umulige muligheder.

Næsten med det samme kaster romanen os ud i labyrintiske plots (jeg måtte have blyanten frem, altid et positivt tegn) og personlige jalousier i den rige del af samfundet koblet med eskapader ned i de mere klamme dele af byens pulserende liv. Det giver selvfølgelig også Morgan plads til hvad en kritiker meget passende har kaldt “oceaner af blod og kvadratkilometer af blottede bryster”.

Dette er en Mørk Fremtid, komplet med meget rå gangstere, et arsenal af narkotika, superskønne, men selvfølgelig totalt undertrykte ludere der alle bliver brutalt – og meget detaljeret brutalt – myrdet. Dialogen er et lærestykke i fladpandet, hæmningsløst egoistisk, kloakslam som man kan undre sig over alligevel bliver udgivet i USA. Det man kunne forvente som europæer i en sådan bog, er vel nok et formål med alt dette – andet end ren underholdning. Altså politisk, social, samfundsmæssig kritik. Men det findes der ikke meget af, ikke direkte ihvertfald. Det tætteste man kommer nogle udtalte holdninger (andet end en åbenlys erotisk fascination af det kvindelige køn) er

1) en uargumenteret modstand mod Katolicismen og dens “refusal to make use of medical advances”.

Hvilket jo er fuldstændig uden tanke for fx jesuitternes bidrag til de medicinske videnskaber fra 1600- tallet og til og med i dag. Enten kan han ikke se forskellen imellem forskning i at reparere mennesker (=vedligeholde skaberværket) og så det at flytte sjæle fra krop til krop (=ændre på skaberværket), eller også overser han bare denne forskel med vilje for at slå sine personlige ateistiske pointer fast (og det er jo en forfatters ret).

Og 2) at det er de undertrykte, de desperate, de kriminelle, dem der ikke har noget som helst at tabe og derfor kan tillade sig at være helt nådesløse, der ender på toppen vha. hensynsløs udnyttelse af andre. Modsat meget amerikansk fiktion (science fiction og andet), der prøver at overbevise os om at det altid er godheden der sejrer. Det er faktisk helt befriende at se det modsatte argument således spillet ud. Det er bare synd at det ikke er i en mere seriøs roman.

For jeg synes Morgan taber ‘sagen’ på gulvet med det modsat rettede naive synspunkt han lægger ind i Kovacs, der opererer ud fra devisen at:

“You should never stop trying to make a difference. Sometimes justice can be done.”

Så forsvinder mørket og kritikken af den amerikanske selvforståelse, ikke mindst som den er koncentreret omkring drømmerne i San Francisco. Derfor ender også dette forsøg på seriøsitet i romanen med at blive underlagt de stramme rammer for en overfladisk håbefuld detective novel tilsat store dele voldspornografi for at indfange husaren i os alle.

Så, jo det er stilistisk en flot debutroman. Historien flyder problemfrit, handlingen er kompliceret, men har sin egen interne logik. Personerne er mere overfladiske, og der er ikke særligt dybe lag i bogen. Den er skabt primært til at underholde. Men det gør den nu også godt. Hænger man stadig lidt tilbage i puberteten og er interesseret i en upspeeded, mørkere, og meget mere voldspornografisk udgave af Dashiell Hammett, så er denne her lige sagen. Vi andre ser lige forfatterskabet lidt an over tid.

Anmeldt af Knud Larn i Himmelskibet nr.10

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction og tagget , , , . Bogmærk permalinket.