Richard K. Morgan: Market Forces

Market Forces
Richard K. Morgan
Roman, 385 sider
Victor Gollancz / Orion 2004
£10.99 (hardcover)
ISBN 0-575-07512-0

Netop som jeg var blevet vant til at der hvert år dumpede en Morgan bog om Takeshi Kovacs ind af døren fra Gollancz, brød Morgan systemet med denne bog, der godt nok er en roman sat i det fremtidssamfund som Morgan er ved at skrive sig ind i med Kovacs bøgerne, men som foregår et helt andet sted i verden.

Chris Faulkner er en succesfuld økonom som netop er blevet headhuntet til Conflict Investment, en afdeling af de notorisk aggressive Shorn Associates. Vi befinder os ca. 50 år ude i fremtiden, og på dette tidspunkt er London et uindtageligt fort for de rige, dem med arbejde. Omkring London ligger Ødelandet kaldet ‘Udelukkelseszonerne’, hvor de fattige og de arbejdsløse er tvunget til at hutle sig igennem. Karrierelivet for de mest ambitiøse foregår ved at man bogstaveligt talt kæmper (med alle kneb) mod hinanden ude i disse øde områder. “Den enes død, den andens brød.”

Med firmaet Conflict Investment har Morgan privatiseret den ultimative fordom om CIA som en gruppe mordere der aktivt udrydder alt og alle der står i vejen for The American Way. Forskellen er at Conflict Investment gør det udelukkende og helt åbenlyst for profit. Med sådanne dagsordener er det ikke noget under at også firmaets egne ansatte tager tingene i egen hånd, til egen fordel. En af firmaets partnere, Louise Hewitt, ser tidligt Faulkner som en konkurrent og gør alt for at komme af med ham på den meget permanente måde. Vores helt har dog en enkelt ven, den meget lidt refleksive Mike Bryant der ynder at tage ud i zonerne og massakrere en omgang ”bandemedlemmer” (hvad enten de så er det eller ej i virkeligheden). Som alle Morgans bøger er også denne her tætpakket med action, utallige døde kroppe, og “hele kontinenter af bare bryster”.

Bogens grundlæggende præmis er underlig: Man finder de bedste økonomer ved at lade kandidaterne konkurrere mod hinanden på bogstaveligt taget liv og død, og de synes alle at det er sjovt og spændende. ER det nu også en særlig rentabel idé? Selv i en tid med megen arbejdsløshed. Godt nok har jeg i min tid mødt en hel del ret så hjernetomme økonomer hvis ‘fornemmelse for sne’ – lad os bare kalde det det – deres medmenneskelige sensitivitet og connection til naturen var non-eksistent. Og som typisk fandt udpræget glæde i drengede fornøjelser der helt svarer til voksenudgaven af den ‘løben ind i væggen med fuld fart igen og igen’, som visse drenge kan finde på at synes er sjovt. Men de er altså meget sjældent blevet andet end medarbejdere, ofte endda korttidsansatte. At få en større rolle i firmaerne kræver mere – meget mere. Jeg tror slet ikke på den. Slet ikke når man lige udenfor døren, i ‘zonerne’, har millioner af fattige der kan købes billigt til at være stand-in i denne ‘krig’.

Bogens anden præmis: At penge flyder fra konflikter, er jo sand nok på overfladen. Morgan glemmer så behændigt at for de allerfleste er konflikter lig med tab. Tab der på ingen måde opvejer de få tjente penge i sammenligning. Igen synes jeg forenklingen ikke bærer en hel bog; jeg savner dem der taber på Shorns gevinster, dem der havde investeret i det modsatte udfald af konflikten.

Men selve hovedproblemet som jeg ser bogen, er at handyret Morgan ser konkurrence udelukkende som en sejrherre/taber konstellation. Hewitt har et udsagn hen imod slutningen af bogen om at udnytte fordelene af skiftende alliancer, men igen er det udelukkende ment som en vej til den ultimative sejr. Win-win situationer og kompromiser, som jo i virkelighedens verden præger de bedste resultater, er slet ikke inde i Morgans univers.

Og ‘argumentet’ som Morgan lægger i munden på sine personer for at undertrykke resten af verden, er decideret kvalmt og minder om Kiplings dengang patriotiske, nu stærkt racistiske digt “White Man’s Burden”. Chefen for Shorn udtaler:

“Do you really think that we can afford to have the developing world develop? You think we could have survived the rise of a modern, articulated Chinese superpower twenty years ago? You think we could manage an Africa full of countries run by intelligent and uncorrupted democrats? Or a Latin America run by men like Barranco? Just imagine it for a moment. Whole populations getting educated, and healthy, and secure, and aspirational. Women’s rights, for Christ’s sake. We can’t afford these things to happen.”

Uden tvivl var det tilsvarende primitive tanker der fór gennem hovederne på de feudale baroner i renæssancen. Men vi ved i dag at de tog fejl. Europæiske bønder er uddannede, sunde, socialt sikre og har drømme om fremtiden. Selv kvinderne har om ikke reel ligestilling, så dog noget der ligner. Meget langt fra det feudale synspunkt. Men klart en udvikling der har gjort Danmark til et af verdens rigeste og fredeligste lande.

Her ved den tredje titel fra Morgan begynder et klart billede sig at tegne sig mht. forfatterens overordnede interesse. Alle bøgerne har forbavsende åbne slutninger. Som om Morgan ikke nødvendigvis mener hvad personerne/bøgernes præmis siger, eller i hvert fald ikke vil begrænse læserens evne til at konkludere frit. I stedet virker det som om Morgan afprøver et eksperiment og lader læseren drage sine egne konklusioner mht. validiteten af fiktionen. Jeg skal ikke afsløre bogens afsluttende handling, men det virker som om Morgan siger at denne type samfund vil ødelægge sig selv indefra – til trods for at bogens personer virker meget begejstrede for netop dette univers. Hvad vil han med denne dobbelthed? Bogen giver intet svar.

Anmeldt af Knud Larn i Himmelskibet nr.10

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction og tagget , , . Bogmærk permalinket.