Josefine Ottesen: Dæmonernes hvisken

Dæmonernes hvisken
Josefine Ottesen
Roman, 257 sider
Høst og Søn. 2005

Min dårlige samvittighed over end-nu ikke at have læst noget af Josefine Ottesen, som jeg selv havde inviteret til Fantasticon 2006, resulterede omsider i at jeg kastede mig over Dæmonernes Hvisken, den første bog i serien om Mira. Jeg forventede fantasy med alskens underlige væsener og magi der fløj gennem luften på hver side. Det fik jeg så ikke. I stedet fik jeg en bog om en ung kvinde som vokser op i en verden, der minder lidt om vores verden for mange år siden, og hvor der hele tiden lurer racehad og ond magi i baggrunden. Her i den første bog i serien bygges racehad-temaet langsomt op, på en næsten uhyggelig realistisk måde, indtil det er ved eksplodere hen mod slutningen. Dæmonerne hører vi derimod ikke meget til, men de lurer hele tiden i baggrunden, som en del af forklaringen på hadet. Parallelt med det har vi så historien om Mira. Hun er placeret lige midt i konflikten, som datter af en fra hver af de to folk. Hendes mor er fra det folk som har den politiske og militære magt. Faderen er fra det andet folk, men har mere eller mindre afsværget sin egen oprindelse af hensyn til moderen. Moderen interesserer sig stort set kun for at familien kan holde facaden som en af de fornemste familier i landet. Faderen interesserer sig stort set kun for sine gamle bøger, som han tror kan skabe forsoning mellem de to folk. Så Mira, der er i stand til at tænke ret selvstændigt og er meget nysgerrig af natur, løber hele tiden ind i problemer, når forældrene vil have hende til at opføre sig som de mener en datter i den giftefærdige alder bør opføre sig. Det kunne have været lidt af en kliche, men Ottesen formår at gøre både moderen og faderen til levende personer, hvis følelser og motiver man forstår. Også Mira er splittet mellem at gøre som forældrene vil, og at følge sit eget hoved, som blandt andet er meget optaget af hvad den kloge gamle farmor har af ideer om sit barnebarns fremtid. Gennem hele bogen leger Ottesen med læseren, ved at præsentere Mira for valg, som kan få hende til at bryde med sine forældre, men hun er ikke sådan at få lokket til at gøre hverken det ene eller det andet. I stedet for det store eventyr får vi præsenteret et persongalleri og en verden, som lægger op til noget rigtigt spændende i de føl-gende bind, men uden at det bliver kedeligt, for spændingen hol-des hele tiden ved lige. Ret mange fantasy-elementer er der ikke i historien, men det synes jeg netop gør den stærk, da de elementer der er, bruges meget effektivt til at skabe spænding og mystik, i stedet for bare at være kulør på en i øvrigt farveløs historie. For historierne her – både den om hvordan had kan vokse frem blandt folk og den om Mira – er begge ganske fængslende, og kan absolut anbefales.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.13

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Fantasy, Roman og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.