Ventus
Karl Schroeder
Roman, 662 sider
Tor Books 2000, $7.99
Ventus er navnet på en planet hvor mennesker lever i et præindustrielt samfund. Det er de nødt til, for noget kaldet the Winds har det med at slå ned på alt der lugter af højteknologi. Nogle få dampdrevne biler kan slippe igennem nåleøjet, men der går grænsen. Drengen Jordan Mason er murer ligesom sin far og forfædre gennem generationer, og det er han egentlig godt tilfreds med. Men han har den seneste tid været plaget af sære drømme om en mystisk og umenneskelig hærfører ved navn Armiger, og da den ligeså mystiske adelskvinde Calandria May er interesseret i denne Armiger, bliver Jordan tvunget ud på en rejse langt fra alt hvad han kender og bliver involveret i begivenheder der vil ændre hele planetens skæbne for altid.
The Winds er ikke magiske væsener, men manifestationer af et netværk af intelligente nanomaskiner der har terraformet Ventus. Men noget er gået galt, for kolonisterne har mistet kontrollen over maskinerne, der ødelægger alt hvad der kan true den kunstige økologiske balance. The Winds er ikke det eneste der ikke er hvad det ser ud til ? Armiger og Calandria May er også andet og mere end almindelige mennesker. Og det er Jordan måske også…
I løbet af bogen får vi også set hvordan resten af menneskeheden bor, i et næsten utopisk samfund hvor nanomaskiner og intelligente computere opfylder alle ønsker. Men midt i al denne luksus er der mange der har svært ved at finde mening med livet, og derfor er der nogle rastløse sjæle, for eksempel Chalandria Mays følgesvend Axel Chan, der søger til mere primitive samfund hvor et enkelt menneske kan gøre en forskel.
En af paradigmerne i moderne hård sf synes at være distribuerede systemer ? kunstig intelligens fordelt på et større eller mindre antal adskilte enheder, der kommunikerer indbyrdes med fx radiosignaler. Vernor Vinge brugte for eksempel temaet i sine Hugo-vindende romaner A Fire Upon the Deep (1992) og A Deepness in the Sky (1999), og Karl Schroeder bruger det i Ventus i skikkelse af The Winds, som har en form for kunstig intelligens, kaldet thalience, der ikke er afledt af menneskelige referencerammer, men af selvopståede referencerammer i et komplekst system. Ventus er i det hele taget en spændende og fascinerende krydsning mellem hård sf, space opera og planetary romance.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.1