Tersias
Roman af G.P. Taylor
Fokal 2007 (org. 2003). 366 s.
På dansk ved Helge Hoffmann.
Bogen er sat i Dickens-agtigt, kulsort London, hvor en ”fed tysker” regerer over England (sådan set en meget god karakteristik af George II). En komet-sværm er slået ned i London, hvilket indikerer at det er en efterfølger til Malurt (anmeldt i Himmelskibet nr. 15), som er sat i 1756.
Tersias er ikke en god bog. Så er det sagt. Den er heller ikke dårlig – den fungerer bare ikke rigtigt.
For nu at starte ud med det gode, så er persongalleriet stort og varieret, og alligevel er personerne så godt beskrevne at man ikke bliver forvirret. Der er den blinde, alt for tidligt voksne dreng, Tersias, hvis evne til at blive besat og derved få syn, bogen kredser om. Der er også fupmageren af en troldmand, Malachi, Jonas Ketch – en dreng der tror at han er en farlig bandit – og hans kumpaner (en sød, rødhåret pige ved navn Tara og en gadedreng med det charmerende navn ”maddik”), den forbandede lord Malpas og hans følge, en godhjertet troldkvinde (eller er hun?) ved navn Griselda, den lede løgne-messias/gale videnskabsmand Solomon og hans farverige disciple, dæmonerne ”Elendigheden” og Lycaon, samt nogle andre. Jeg kan især godt lide at magiske genstande som daggerten Adamant og den mystiske ”alabaster” har deres egne agendaer, selv om de er stumme ting.
Taylor har et stort talent for at finde på finurlige personligheder, og man læser om dem med stor fornøjelse. Der skiftes jævnligt perspektiv på denne måde: der dukker en mystisk person op som læseren godt kender, men som først får sit navn efterhånden som de andre personer lærer det. Og det fungerer overraskende godt.
Taylor har ikke kunnet nære sig for at bruge det klassiske humanistiske trick med at fremstille modstandere som tosser uden bare tilnærmelsesvis fornuftige motiver – Solomon manipulerer med skaberværket som en anden Frankenstein – men det er så at sige holdt i ligevægt af at han også er en falsk profet der stjæler med arme og ben fra kristendommen, og ikke mindst af at ”de gode” aldeles ikke er Guds bedste børn, men tværtimod lige præcis den slags mennesker som Jesus ville have yndet at omgås…
Bogen er godt skrevet, men desværre ret dårligt oversat. Der er manglende skelnen mellem ”du” og ”man” (den klassiske ”you”-fejl), og der er dumme formuleringer som ”feste over dit kød” (der må vel have stået ”feast on your flesh”).
Bogen falder til jorden pga. handlingen. Der bliver lovet så meget, og indfriet alt for lidt. Det er ironisk nok fordi det i bund og grund er en fortælling om skyldige mennesker og deres frelse, og ikke om det gode mod det onde. Det lyder jo fint, men netop derfor kommer hovedplottet om opgøret med de to menneskelige skurke (Malpas og Solomon) og deres onde planer til at virke som et subplot – som noget der bare skal overstås i løbet af sidste kapitel. Det forbliver i øvrigt uklart hvad de overhovedet håbede på at opnå, hvad lord Malpas’ forbandelse overhovedet var, hvorfor han er separeret fra sin kone, hvorfor hun hjælper ”de gode” etc. Noget af det allerbedst skildrede, er dæmonerne. Først kender man dem kun som en fornemmelse, et navn, en skygge, så får de efterhånden mere og mere kød på. Taylor ved hvordan man bruger gyser-genrens atmosfære. Men det er lige meget, for man finder aldrig ud af hvad de ville! Selv Tersias og hans profetier kommer aldrig rigtigt til deres ret.
Handlingen er ret dårligt skruet sammen. Røveren Jonas stjæler nogle magiske genstande fra lord Malpas (hvorfor havde han ikke alle sine vagter med? Han er omgivet af ”henchmen” i resten af bogen!), han møder de øvrige hovedpersoner gennem nok et røveri – og derefter veksler handlingen mellem at de forskellige personer skiftevis bliver taget til fange og undslipper. Dette giver bogen en rigtigt dårlig ”pacing”. Ét af de værste tricks der bruges til at forlænge film, er når personerne undslipper, dalrer rundt uden rigtigt at opnå noget, og så bliver fanget igen. Jeg skal hilse og sige at det virker endnu mere trættende i en bog.
Når alt kommer til alt, er det en skuffende læseoplevelse.
Jeg vil lige tage noget op, netop fænomenet ”kristne” bøger. På sin vis lykkes det Taylor at kommunikere nogle budskaber ud, selv om de er nogenlunde lige så ”diskrete” som de sociale ”undertoner” i en film af George A. Romero. For at være lidt anglofil (det må man godt, når bogen er britisk): ”the sub-text is the main-text”. Måske virker det mindre kluntet på vort lands teologisk set analfabetiske befolkning, men ærligt talt: hvis ikke Taylor havde følt et behov for at pakke sine budskaber ind, så havde det kristne sub-plot kunnet træde frem i fuldt flor, og så var der måske kommet en helstøbt bog ud af det. Det værste ved det her er, at folk med overlagt anti-religiøse budskaber (Neutzsky-Wulff, Pullman) endda bliver rost for at ville konfrontere, og deres bøger opfattes stadig som noget alle kan læse, medens kristne forfatteres bøger mageligt kan parkeres i en genre kaldet ”christian fantasy”, så de tolerante, åbent-sindede ateister kan slippe for læse noget som de ikke er enige i.
Jeg kan godt se at den her slags bøger kommer af et behov for tilpasning. Men præster, stik hellere hovederne sammen og find nye måder at få folk til at vove sig ind i kirkerne længe nok til at de kan høre hvad præsten har at sige, eller flyt for Guds skyld kirken ud fra selve kirke-rummet, lidt oftere. Taylor har i hvert fald bekræftet min fordom om at præster bør holde sig tættere til deres prædike-stol, end skomagere til deres læster. Det er valgfrit om i vil tilføje et ”desværre”.
Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.17
