4 x 676

Jørgen Leth
Af T. Thorhauge

Den der får aben
Af Gitte Skov

Sorte
Af Cav Bøgelund

Skæbnen er en ådselæder
Af Anders Jørgen Mogensen & Simon Bukhave

Jeg bliver forfulgt af små pixibøger. Nej det er ikke en forsinket side-effekt af for store mængder god belgisk juleøl, men det lader til at de fire små hæfter absolut vil anmeldes af mig. Først nåede de frem til Tegneseriesiden, men der tog redaktør Ulf sig heldigvis kærligt af dem.

Men skæbnen ville det sådan at de også havnede hos Thomas Winther som ikke helt vidste hvad han skulle sige om dem fra en fantastik synsvinkel, så han endte med at give dem videre til mig i håb om at jeg havde en tegneserievinkel på dem.

Heldigvis lå de i en bestemt rækkefølge i pakken, så jeg endte med at læse Thomas Thorhauges bog først. I sin enkelhed går det hele ud på at tage nogen få sætninger af den velkendte digter, forfatter, filmmand og kommentator Jørgen Leth og sætte dem sammen med en visuel syret fantasirejse med Leth selv i hovedrollen

Umiddelbart kunne jeg ikke i første gennemlæsning få nogen sammenhæng mellem billed og tekst, men ved at sætte teksten sammen med billederne opnår man at læseren ikke bare stryger gennem teksten men må standse op for at følge med på begge planer.

På den måde opstår der hvad man nærmest kan kalde en naturlig langsommelighed, sætningerne får de kunstpauser som man kender fra Leths optræden som kommentator både på TV og i hans egne film.

God lille underholdende forret.


Heldigvis startede jeg ikke læsningen med Den der får aben, for så var alle fire nok blevet smidt hen i hjørnet af ren og skær irritation. Emnet er såmænd ellers vigtigt nok, mobning og den generelle grusomhed der kan opstå blandt børn, kommenteret gennem en sammenstilning af tekstbidder vi kender fra børnerim og sange.

Men Den der får aben vil ikke rigtigt ud af stedet. Det hele bliver følende og selvmedlidende uden at nå stort andet end en konstatering af at sådan bliver nogen ramt for livet og sådan bliver det resten af livet. Det minder mest om et af de der uden tvivl velmenende emoværker som man også nogen gange bruger som fyldstof i diverse udgivelser af Nemi fordi Lise Myhre jo desværre også skal have fri en gang imellem.

Jeg ved virkeligt ikke hvad jeg skal bruge Den der får aben til. Selv når man har prøvet at være mobbet eller udenfor, så gives der ikke noget igen her, man kan sidde lidt og svælge i nostalgisk selvmedlidenhed, men når man så har pudset næse, sat en ny kande te over og gerne vil videre, så er der ikke mere.

Jeg håber at de der gennem livet ender med at få aben selv finder ud af at man ikke behøver at beholde den og invitere den til at bo hos sig, men det er ikke i den her bog de skal lede efter måder at undgå at få den, hvordan man slipper af med den eller hvordan man sikrer sig at der ikke er nogen der kommer anstigende med en ny abe.

Sorte af Cav Bøgelund var en af de to i stakken jeg på forhånd havde forventninger til, for jeg havde hørt en del gode ting omkring ham. Sorte er som forventet en surrealistisk og syret historie fortalt uden tekst og talebobler. Jeg er ikke sikker på at jeg helt har forstået en dybere mening med historien, men den er visuelt meget flot fortalt. Bøgelund er ifølge den meget korte biografi på bagsiden netop blevet færdig på den danske filmskole i 2008. Jeg bilder mig ind at jeg kan se elementer af tysk expressionisme og en vis Tim Burton’sk stil i det mærkelige knokkelvæsen som er hovedfiguren i bogen.

Den sidste i stakken Skæbnen er en ådselæder af Anders Jørgen Mogensen og Simon Bukhave er den af kvartetten som starter mest ud som en almindelig tegneserie, men ligesom i de øvrige bliver der leget med virkeligheden undervejs.

Som antydet i titlen er det en historie om skæbne, sat i scene gennem to unge elskende som funderer over om skæbnen findes og om det er den der har ført dem sammen. Han forestiller sig skæbnen som “En ræv der lusker rundt i baggrunden”, og her kunne jeg ikke helt lade være med at tænke på John Lennons gamle observation “Life is what happens to you while you’re busy making other plans”. Jeg ved ikke kom jeg er enig, men historien sætter tanker i gang.

Måske er appellen i både denne historie og i Jørgen Leth at de på hver sin måde forsøger at tage fat på livet som helhed, både det mulige og det levede. For en læser som jeg der har begge dele i behold vil der være stof til eftertanke.

De fire gange 676 kan man dårligt fælde en samlet dom over, det er de alt for forskellige til, men selve projektet fra Aben Malers side er interessant. Det er en udfordring af mediet igen, ganske som man havde det i tidligere tider med Metal Hurlant og den bølge der var på daværende tidspunkt.

Jeg er spændt på om der er et publikum til den slags smalle udgivelser, 35 kroner er ikke nogen herregård, et sted mellem en pakke cigaretter og en stor fadøl, nogenlunde hvad det koster mig at få et nummer af Savage Tales fragtet hele vejen fra USA. Jørgen Leth på forsiden burde kunne fange nogen ind men kan projektet uden en større marketing maskine i ryggen fange et publikum der er stort nok? Jeg håber det, for den danske tegneserie kunne godt bruge et lille laboratorium som det her.

Anmeldt af Kent Damgaard i Himmelskibet nr.19

Dette indlæg blev udgivet i Tegneserier og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.