Patrick Leis – Regnum Mortis – Slutspil

REGNUM MORTIS – SLUTSPIL
Necrodemic 5
Roman af Patrick Leis
Valeta, 2020. 579 sider

Tilbage i 2005 anmeldte jeg Patrick Leis bog Requiem i Himmelskibet nr. 6. Det var en af de første anmeldelser jeg skrev til Himmelskibet. Så vidt jeg husker så havde jeg købt bogen på Bogforum, hvor zombien på forsiden tilrak min opmærksomhed. Dengang troede jeg at der var tale om en selvstændig roman. Heldigvis kom der en fortsættelse året efter, som jeg selvfølgeligt også kastede mig over. Efter endt læsning af fortsættelsen, var det nu klart at der ville komme et tredje bind også. Overraskelsen var dog stor da det næste bind ikke var det afsluttende, men derimod novellesamling der berettede om da zombiepesten begyndte at hærge. Det var selvfølgelig en bonus, for det betød at der stadig var en bog i udsigt. Men snydt igen, for bog nummer fire var en roman der tidsmæssigt lå imellem de jeg allerede havde læst. Efter det fjerde bind skulle der gå 6 år inden der kom en ny udgivelse. Igen var det ikke det afsluttende bind, men derimod så blev de første bind genudgivet. De var blevet revideret, så historierne og detaljerne passede bedre sammen, og så var der i hvert bind blevet tilføjet en indledende tegneserie der satte stemningen for bøgerne. Og nu 15 år efter jeg læste det første bind, så er det afsluttende bind endelig ankommet.

Alle bøgerne i serien har været meget forskellige, og har fortalt en historie der går over flere hundrede år, fra zombie plagens begyndelse, til hvor nødbremsen blev trukket og zombierne endeligt drattede døde om.

Bind 4 sluttede med at zombierne blev bekæmpet og teknokratiets magt i megabyen blev brudt. Sidste bind starter hvor krigens vindere nu skal til at finde ud af hvordan man agerer i freden. Eller det er måske bedre at sige den skrøbelige fred. Imens kampene stod på, allierede man sig med grupper som man aldrig kunnet have været venner med i fredstid, og så er der jo også resterne af fjendens hær, som godt nok er blevet lukket ude af magabyen, men det betyder ikke at man kan ignore den, slet ikke når de har masser af gidsler, og slet ikke når de tvinger sig adgang til det atomkraftværk der giver byen både strøm og varme.

Produktionen af den livsforlængende medicin LS, som var et præparat baseret på et udtræk fra zombierne, er nu gået i stå med zombiernes forsvinden. En ting er, at fok skal til at vende sig til tanken om ikke at kunne leve i to-trehundrede år, men noget tyder på at man får kraftige fysiske abstinenser når man stopper med at tage stoffet. Dette skaber et sort marked for det stof der måtte være tilbage, og kriminelle går ikke af vejen for at dræbe i hjemmerøverier for at stjæle de ampuller folk måtte ligge inde med.

Det er dog de ikke eneste mord der sker, for der begynder også at dukke lig op som har fået skåret kraniet op, og hvor hjernen mangler. Jeg tænker folk nu godt har regnet ud at det kan godt være at de langsomme stavrende kadavere nu er borte, men at der stadig er en trussel derude, og at denne er endnu farligere.

Uanset om man har fulgt med i bogserien siden de første udgivelser, eller først fra genudgivelserne, så er jeg ikke et øjeblik i tvivl om at de der har læst de første bind selvfølgeligt også sætter sig og læser dette sidste bind uanset hvad jeg måtte skrive her. Så i stedet for at blot at anbefale dette femte bind i serien, så vil derimod anbefale hele serien, for selvom man skulle tro at man ville køre træt i så mange sider zombie historie, så strækker historien sig over rigtigt mange år, og de enkelte bind er faktisk ret forskellige, hvilket gør at det bliver ved med at være interessant og spændende at læse videre. Sidder du nu og tænker at du ikke orker at gå i gang med en 5 binds serie, så sæt dig og læs Requiem, for selvom det er bind 3 i den nye serie, så kan man sagtens starte der, og så tænker jeg at du automatisk får lysten til at læse de andre bind efterfølgende.

Jeg må vel hellere lige slutte med en lille discalimer. I løbet af de år hvor jeg har fulgt serien, har jeg også lært Patrick at kende, og han har indarbejdet et easter-egg i dette bind der er en hilsen til mig. Men skulle man nu mene at jeg dermed ikke er upartisk nok til at kunne anmelde denne bog, så gå tilbage og læs den anmeldelse jeg skrev af Requiem tilbage i 2005, før jeg lærte Patrick at kende, og du vil kunne se at jeg dengang var begejstret, en begejstring der har varet ved igennem årene, og som også gælder dette sidste bind.

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.60

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Oscar Coop-Phane – Processen mod grisen

PROCESSEN MOD GRISEN
Oscar Coop-Phane
Forlaget Bobo – Den Franske Bogcafés forlag, 2020

Natur- og dyreetik bliver en af fremtidens værdipolitiske slagmarker. Det bekræfter Veganerpartiets opstilling til Folketinget ved næste valg. Samtidig får naturområder juridiske rettigheder. En flod i New Zealand, en regnskov i Bolivia og floderne Ganges og Namura i Indien har rettigheder som levende væsner.

Det er derfor et interessant tankeeksperiment at kigge tilbage til sidste gang i verdenshistorien, hvor dyr havde rettigheder. Eller i det mindste, hvor dyr blev holdt ansvarlige for deres gerninger, og der rent faktisk blev ført retssager mod dyr præcis som mod mennesker.

Den unge, franske forfatter Oscar Coop-Phane (f. 1989) fører tankeeksperimentet til ende i kortromanen Processen mod grisen (2020), udgivet af det lille, kvalitetsbevidste forlag Bobo – Den franske bogcafes forlag. Bogen følger både hovedpersonen (grisen) og en række af de involverede i retssagen – præsten, dommeren, politibetjenten, advokaten mfl. Læseren følger deres tanker under og op til den uundgåelige henrettelse. Teksten er elegant delt op i fire dele, der som et retssalsdrama hver beskriver en del af “processen” mod grisen: Forbrydelsen, Processen, Ventetiden og Pinslen.

Processen mod grisen er virkelig, virkelig velskrevet. Teksten består fortrinsvist af korte sætninger, der sammen med en smuk opsætning og lidt underspillet, fransk humor, gør, at man som læser kommer flyvende gennem teksten.

Læs bare her: “Paul har været forelsket, men det var længe siden. Siden dengang har han afgivet et løfte. Det kaldes for cølibat. Han skal ikke giftes. Han skal ikke have børn. Til gengæld er han klædt i præstekjole. Han vandrer ofte alene rundt i landsbyens gader. Nogle af hans tanker er høje, og andre lavere. Man indhentes af dagligdagen. Med eller uden Gud skal det på et tidspunkt besluttes, hvad man skal spise til aften.”
Da jeg først læste bogen, tænkte jeg den ikke umiddelbart som en del af den fantastiske genre. Men noget af det bedste science fiction får mig til at tænke over samfundsproblematikker, der uden tvivl vil komme, men som det er svært at tage stilling til endnu. Og det formår Processen mod grisen. Under hele læseoplevelsen drog jeg uden at tænke over det paralleller til i dag og uden jeg var helt klar over det tænkte jeg over, hvad der kommer til at ske, når dyr får rettigheder. For med rettigheder følger ansvar, men er det fair at tvinge dyr (og floder og regnskove) ned i menneskenes system? Det er næsten den ultimative ende på naturen – hvis det er sådan debatten om natur og dyreetik ender. Dette store spørgsmål svarer Processen mod grisen ikke på, men den gav mig lange eftertanker at tygge på i flere dage.

Anmeldt af  Anne Dencker Bædkel i Himmelskibet nr.60

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Gudrun Østergaard – Ord har hærget

ORD HAR HÆRGET
Af Gudrun Østergaard
Forlaget Kandor, 2019

Magthaveres ord bliver vejet og vurderet og fortolket og misbrugt og fulgt blindt. Især i krisetider som coronakrisen. Tænk bare på Mette Frederiksens brug af ordet “samfundssind” og Donald Trumps evigt vage udtalelser, der måske, måske ikke støtter fascistiske grupper ved at bede dem om at “stand by” eller kalde dem “fine people”. Det er derfor tydeligt, at Gudrun Østergaard har fat i noget hvinende aktuelt i sin novellesamling Ord har hærget (2019), hvor hun i 17 meget forskellige noveller arbejder med sprogets betydning for samfundets værdier og udvikling og hvordan ord og sprog kan hærge og ødelægge.

Østergaard giver en lille læsevejledning allerede inden indholdsfortegnelsen. Hun citerer den tysk-jødiske filolog Victor Klemperer, der under og efter Anden Verdenskrig beskrev og analyserede nazisternes udspekulerede sprogbrug. Citatet lyder:
“Ord kan virke som bitte små doser arsenik: de sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.”
En simpel læsevejledning, der giver mening når man tænker på hvordan nazisterne kom til magten ved at male fjendebilleder og når man tænker på i hvor høj grad ord stadig bruges til det samme – tænk Chinese-virus og Kung-flu.

Novellerne i samlingen er meget forskellige. Der er både noveller, der kan minde om en Helle Helle-roman (“Noget at skulle have sagt”) og rendyrket post-apokalyptisk science fiction (“Havnomader” og “Kolonien”). Efter at have læst novellesamlingen sidder man med samme følelse som man sidder med efter en sæson af Black Mirror: man har lige læst/set mange forskellige måder at komme omkring et tema og hver måde giver en ny lille nuance til den samlede fortælling.

Dette har Østergaard også formået, og med hver historie er det lykkes at fastholde den samme stemning og give en ny version af det samme tema om ord, der hærger. Det er en smagssag, men jeg elsker koncept-novellesamlinger, der gør netop dette. Jeg anbefaler derfor varmt at læse samlingen fra ende til anden, men jeg vil også fremhæve et par af de noveller jeg syntes særligt om.

’Noget at skulle have sagt’ er velskrevet og underholdende og med et dejligt twist, der gør hele læseoplevelsen bedre på sidste side. Jeg fik lyst til at læse novellen med det samme igen. ’Sprækker’ minder mig om noget af min egen yndlingslitteratur – den originale dystopiske litteratur som Fagre Nye Verden, Vi og 1984, og den var både spændende og provokerende. Det er sjældent jeg får fat i noget helt nyt, der giver mig den samme dejlige, retro-sci-fi-fornemmelse jeg kan huske fra da jeg var barn.

’Agernø’ var også vild og provokerende på en ny og forfriskende måde, og temaet er let genkendeligt og særligt tilfredsstillende for én, der er vokset op i et lille lokalsamfund på landet. Den sidste novelle jeg vil fremhæve, er “Knæler”, der både står lidt for sig selv i forhold til de andre noveller og er dén, der tydeligst beskriver temaet om ord, der hærger. Den handler om en kvinde på en arbejdsplads, der i næsten hver eneste interaktion med sine mandlige kolleger bliver mindet om sit køn og får upassende bemærkninger – nogle gange bare enkelte ord – skudt i sin retning. Og hvad de mange, mange bemærkninger gør ved hende. Novellen kunne næsten ikke være mere aktuel.

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Anmeldt af Anne Dencker Bædkel i Himmelskibet nr.60

Udgivet i Bøger, Novellesamling | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Justin Call – Master of Sorrows

MASTER OF SORROWS
Roman af Justin Call
Gollancz, 2019. 580 sider

Master of Sorrows er en debutroman af Justin Call og første bind af The Silent Gods. Som titlerne antyder, er her tale om fantasy af den gamle skole, og historien følger da også en velkendt skabelon: En ung, forældreløs mand bliver opdraget af en vis, gammel mand så han bliver i stand til at leve op til den skæbne, der er blevet udset for ham via spådomme. Helt uoriginal er historien dog ikke, for vor unge helt Annev er elev på et akademi, der har til formål at indsamle (ligefrem stjæle) magiske objekter, der anses for onde og derfor skal gemmes af vejen i en sikker krypt. Magi bliver i det hele taget anset for noget ondt, og folk der viser tegn på at mestre magi, skal straks stenes til døde, uanset hvad de har brugt deres magi til. Det samme gælder folk født med handicap – de anses for at være børn af den onde, énhåndede smedegud Keos. Et sådant barn er Annev, for han mangler venstre underarm, men han og hans læremester Sodar (som hemmeligt er en troldmand) har formået at skjule dette ved hjælp af en magisk protese.

Det er således et farligt dobbeltliv som Annev fører, men det forhindrer ikke den unge mand i gerne at ville bestå sine prøver og blive ‘avatar’ – et pænt ord for de specialister, der drager ud i verden for at stjæle magiske genstande – måske især fordi han så vil kunne gifte sig med sit hjertes udkårne, den smukke Myjun, datteren af akademiets leder.
Det meste af bogen foregår over nogle ganske få dage, hvor man følger Annevs noget særprægede skolegang og de prøvelser han skal gennem. Han bliver blandt andet sendt på opgaver uden for akademiets lille landsby, som er magisk skjult for omverdenen, og de oplevelser begynder at få ham til at stille spørgsmålstegn ved de ting, han har lært på akademiet. Sidst i bogen sker der en mængde temmelig dramatiske ting, der stiller Annev i en helt ny situation, hvor han skal finde ud af om han skal følge spådommene eller finde sin egen vej.

Master of Sorrows er ikke nogen dybt original fantasyroman, ej heller stor litteratur, men den er velskrevet uden de store dikkedarer og er hurtigt læst trods sin tykkelse. Den tilhørende verden, som vi kun ser en smule af i dette først bind af denne trilogi (eller længere serie?), virker fint gennemarbejdet, om end man nogle steder mistænker den for at være baseret på forfatterens gamle rollespilskampagne – blandt andet er der en magisk genstand, der minder temmelig meget om en Bag of Holding fra Dungeons & Dragons. Her er dog (endnu?) ingen elverfolk, dværge eller andre folkeslag end mennesker, men til gengæld nogle ret originale monstre.

Jeg følte mig i hvert fald godt underholdt af denne debut og anskaffer mig nok de kommende bind i håb om at verdenen udfolder sig mere i disse. Hvis ikke, gør det måske heller ikke så meget – nogle gange har man bare brug for let underholdning af den bedre slags.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.60

Udgivet i Bøger, Fantasy | Tagget , , | 1 kommentar

Dag Ove Johansen – Lemenhæren

LEMENHÆREN
Novellesamling af Dag Ove Johansen
Bondes Forlag, 2020. 148 sider
Bogen kan bestilles fra forfatteren: dagoj@online.no

Dag Ove Johansen tilhører gruppen af norske science fiction-forfattere, der debuterede i halvfjerdserne og senere har skrevet en række bøger, både i og udenfor de fantastiske genrer: Novellesamlingerne Planetmalerne (Forlaget For Flere, 1974), T for Tramatura (Fredhøis, 1974), Syklon (Regnbueforlaget, 1978) og Vargtid (Bondes forlag, 2020), samt romanerne Ond sirkel (Bok og Magasinforlaget, 1984) Stormnatt (Bladkompaniet, 1988) og trilogien om Komsa-folket det består af romanerne Den hvite søvnen, Havørnas skygge og Nordlysvinger (Bladkompaniet, 1991-1993). Derudover har han bidraget med et stort antal noveller i fanzines, magasiner, tidsskrifter og originalantologier.
Foreliggende bog, Lemenhæren, skulle egentlig være udgivet i 1977 (på Stowa Forlag, der udgav det norske science fiction tidsskrift Nova 1971-1979). Af uransagelige årsager valgte forlaget at stoppe deres serie Nova Science Fiction efter den fjerde bog. To af novellerne fra Lemenhæren udkom senere i bogform: ’Blu’ var medtaget som bonus i romanen Ond sirkel, mens ’Miljø 89’ blev trykt i en originalantologi med ny norsk science fiction: Siste reis (Bok og Magasinforlaget, 1983). Den tredje novelle, ’Til sidste åndedrag’ stod i Algernon nr. 13 (3/77), udgivet af Aniara, Oslostudentenes science-fiction forening.
At de tre noveller nu omsider udkommer samlet sådan det oprindeligt var tænkt, med den originale forside af kunstneren Thore Hansen, må siges at være en begivenhed da der kun udkommer få nye norske sf-værker om året. De er science fiction i den dystopiske eller post-apokalyptiske tradition og omhandler individets kamp for at overleve i stadig mere menneskefjendtlige miljøer.

Den første, ’Blu’, der oprindeligt hed ’Lemenhæren’, handler om nogle drengebander i nær fremtid i den nordnorske by Mo i Rana. De bruger aftnerne til at mishandle dyr, samtidigt med at de slås indbyrdes om territorierne i byen. Det er en brutal og usminket historie om rodløse unge i et samfund der ikke formår at tage vare på sine mest sårbare individer. Den blev senere udvidet til en socialrealistisk, ikke lige så vellykket ’skoleroman’ med titlen Rambos Lov, der manglede novellens intensitet.

Den næste novelle, ’Til siste åndedrag’ er ikke mindre barsk. Den beskriver en fremtid, hvor luftforurening har gjort udendørs ophold uden beskyttelsesdragt umuligt. De få mennesker der stadig lever, bruger dagene til at jagte ilt og hinanden. Et menneskeliv er intet værd. En gruppe som kalder sig Organisationen rekrutterer en mand og prøver at hjernevaske ham, men han har sine egne planer om at infiltrere og forsøge at omstyrte Organisationen. Novellen foregår i et hæsblæsende tempo, og er nok den svageste af de tre, men bestemt læseværdig.

I ’Miljø -89’ bliver vi præsenteret for en gennem-teknificeret verden, hvor der findes lukkede reservater af vild natur. Disse reservater benyttes til rekreation, men en dag nægter en af de besøgende at komme ud igen, og en storstilet jagt på ham indledes.
Bogen lever op til forventningerne, selvom det kan blive lidt vel meget med tre noveller der allesammen behandler menneskejagt. De tre noveller er ret forskellige, men der er også ligheder imellem dem. De har tålt tidens tand bemærkelsesværdigt godt, og vækker til eftertanke sådan god science fiction skal. Er man dog til happy ending, er dette måske ikke lige bogen man bør vælge.

Anmeldt af Cato Pellegrini i Himmelskibet nr.60

Udgivet i Bøger, Novellesamling | Tagget , , | Skriv en kommentar

Karen Skovmand – Kimana Magers sidste sang

KIMANA MAGERS SIDSTE SANG
Roman af Karen Skovmand
Science Fiction Cirklen, 2019

Der er mange lag, meget indhold og mange gode ideer i Karen Skovmands Kimana Magers sidste sang udgivet af Science Fiction Cirklen.

Bagsidebeskrivelsen lyder: “Året er 2067. 30 år tidligere har en asteroide udslettet det meste af Jordens befolkning og slukket solens lys. I kuppelbyen Lilypond oplever de unge en afglans af et rigtigt livs farver, smag og dufte i den digitale spilverden “Rummene”. Indtil den dag det hele bryder sammen”.

Kimana Magers sidste sang er en blanding mellem cyberpunk, apokalyptisk litteratur, post-apokalyptisk litteratur og en smule fantasy. Det er ikke forbudt at blande genrer, og der er flere gode ideer i hver enkelt “genre” i romanen. Desværre er der ikke rigtig brugt tid eller fundet fokus til at komme i dybden med de mange gode ideer.

For eksempel er militærbasen, hvor de overlevende efter naturkatastrofen opbygger et samfund, fyldt med gode ideer. Især fordi det er et ret velfungerende samfund (for en gangs skyld) og fordi der etableres kontakt til andre overlevende i for eksempel Paris. Men også fordi, der uden for basen er opbygget et alternativt samfund af de mennesker, der ikke blev lukket ind i basen i dagene lige efter katastrofen. Magtstrukturerne i kuppelbyen er vist også lidt skæve og Kuppelmesteren lidt af en slyngel, men ingen af ideerne udforskes rigtigt.

Samtidig opbygger Skovmand et cyberpunk-univers med masser af potentiale. Kimana Magers sidste sang har gode indblik i tankerne bag virtual reality-verdenen og den teknologi de anvender i kuppelbyen. Der er endda et par ideer jeg ikke kan huske jeg er stødt på tidligere i lignende cyberpunk-historier. Jeg tænker særligt på et meget analogt hack af programmeringen, som jeg dog ikke vil afsløre her.

Fantasy-elementet i romanen kommer mest til udtryk i de mange (mange) hovedpersoners fantasyklingende navne. Kimana Mager, Haiken Onor, Ilore Togare er gode fantasy-navne, men navne, der gør det lidt svært at huske hvem, der er hvem. Der er også hele fantasy-kapitler, der foregår i en VR-verdenen, men bryder lidt for meget med resten af historien. Ligesom en katolsk nonne med et religiøst budskab også bryder lidt for hårdt med resten af fortællingen, der derfor mister sammenhæng og rød tråd.
På trods af genreforvirring glæder jeg mig til at læse mere fra Karen Skovmand, der tydeligt er ved at boble over af gode og originale ideer. Især hvis hun næste gang finder en skarphed – som jeg ikke er i tvivl om at hun kan finde – og fokuserer på ét univers og én til to hovedpersoner.

Anmeldereksemplar leveret af forlaget.

Anmeldt af Anne Dencker Bædkel i Himmelskibet nr. 60

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

GOLIATH AWAITS

GOLIATH AWAITS
Miniserie i to dele. 200 min., findes i en forkortet version på 110 min.
Produceret af Hugh Benson.
Instrueret af Kevin Connor.
Skrevet af Richard M Bluel og Pat Fielder, bygget på en historie af Bluel, Fielder og Benson.
Medvirkende: Robert Forster, Frank Gorshin, Mark Harmon, Christopher Lee og Emma Samms.
Larry White Productions/Columbia Picture Television, 1981

Nogle af de bedste science-fiction film jeg så i biografen som ung knægt, foregik slet ikke ude i verdensrummet, men derimod dybt nede på havbunden. Filmene havde forlokkende titler som Kaptajn Nemo og byen under havet, og Warlords from Atlantis, og jeg så dem igen og igen – modsat Jens Lyn som jeg hurtigt blev træt af (dette var inden Star Wars og andre rumeventyr, så tilbuddet var magert).

Engang tidlig i firserne viste NRK en glimrende science fiction-thriller i to dele som umiddelbart gik hjem hos mig. I mange år kunne jeg ikke huske titlen, men så kom jeg i tanker om den og søgte filmen op på YouTube. Gensynet bekræftede mig i at Goliath Awaits, som den hedder, stadigvæk er værd at se, som en slags forløber til Titanic (som godt nok ikke var science fiction).

Handlingen foregår i relativt nær fortid (1981). I 1939, kort efter udbruddet af anden verdenskrig, bliver det britiske passagerskib Goliath på vej til USA med flere hundrede passagerer ombord, sænket af en tysk ubåd. Skibet går til bunds, men de ombordværende drukner ikke: på mirakuløst vis overlever besætning og passagerer i store, lufttætte rum inden i skibet.

Anført af skibets kaptajn John McKenzie (Christopher Lee) lykkes det dem at udnytte skibets maskiner til at producere ilt. De udvikler også metoder for at dyrke mad og destillere saltvand til drikkevand. Det samfund de over tid bygger op, er således meget sårbart. For overhovedet at kunne overleve indfører de en autoritativ samfundsform, der bl.a. består af en mystisk sygdom som tager livet af de individer, der udgør en belastning for fællesskabet.

I 1981 opdager oceanografen Peter Cabot (Mark Harmon) det sunkne skib på havbunden. Yderligere undersøgelser bringer på det rene at der kan høres bankelyde og høj musik strømmer undertiden ud fra vraget. Så utrolig det kan høres, har et ukendt antal passagerer overlevet inden i skibet i alle disse år. Der bliver oprettet en fælles britisk/amerikansk ekspedition, der skal prøve at redde de overlevende.

De véd det ikke, men det haster med at finde en løsning, fordi skibets maskiner omsider er ved at løbe tør for brændstof. Kaptajn McKenzie er blevet en korrupt og magtliderlig despot, der ikke uden videre vil opgive sin position eller tillade at nogen forlader det sunkne skib. Det hører med til historien at kaptajnens smukke datter (Emma Samms) naturligvis forelsker sig i oceanografen Cabot, hvilket ikke gør konflikten enklere at løse.

Hvis man kan godtage filmens præmis at det ville være muligt for flere hundrede mennesker at overleve toogfyrre år indeni et sunket skibsvrag, så er Goliath Awaits en hæderlig eventyrfilm, fuld af suspense og med til dels gode skuespillerpræstationer. De videnskabelige forklaringer er måske en anelse tvivlsomme, men det er det videnskabelige kram i mange rumfartsfilm så sandelig også, uden at det forringer (nå, så lidt) ellers gode film. Filmen findes som nævnt på YouTube, men om den også findes i de store streaming-tjenester har jeg ingen oversigt over.

Anmeldt af Cato Pellegrini i Himmelskibet nr. 60

Udgivet i tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

H.P. Lovecraft – Gamle tosse

GAMLE TOSSE
Novelle af H.P. Lovecraft
HN Publishing, 2020

I forlaget HN Publishings projekt med at oversætte og udgive alle Lovecrafts noveller som e-bøger og lydbøger er turen nu kommet til ’Old Bugs’. Novellen er fra 1919, men den blev dog først udgivet i 1959. På dansk er det blevet til ’Gamle tosse’. Novellen handler om en gammel mand der er gået i hundene pga. druk. Han arbejder nu på et værtshus med div. forfaldent arbejde, men når der kommer unge ind, kan han blive forfærdeligt vred i sit forsøg på at afskrække dem fra at drikke. Lovecraft skrev novellen for at afskrække en af sine bekendte fra at drikke alkohol.

Dette er ikke en særlig kendt Lovecraft-novelle, men i bestræbelsen på at udgive alt, så skal den selvfølgelig tages med. Som med de andre udgivelser fra HN Publishing, så er dette en glimrende oversættelse, men det er nok en udgivelse som kun er for de få.

Anmeldereksemplar leveret af forlaget.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 60

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Runa Sørensen – Dæmonernes hav

DÆMONERNES HAV
Roman af Runa Sørensen
Mellemgaard, 2020, 208 sider

Ulf er 13 år gammel og bor sammen med sine 12 søskende i et hus som folk kalder Horehuset. Grunden til dette øgenavn er at alle de børn der bor deri er børn som hertugen har fået med forskellige kvinder andre end hans kone. Der er godt nok en gammel mand der skal hjælpe med at passe på børnene, men han er ved at være senil, så Ulf prøver at hjælpe de andre, da den mad som hertugen sender ned til dem, er nærmet uspiselig. En dag sniger han sig samme med en af sine brødre ind til byen for at stjæle noget mad. De bliver dog fanget og selvom han kæmper imod så ender de alligevel på skafottet. Bødlen ender dog med ikke at hugge hovederne af dem, men smider dem i stedet i det hul som resterne af de henrettede smides i når de er blevet et hoved kortere. Det er et hul der ender i voldgraven hvor lindormen holder til. Det lykkedes dem med nød og næppe at undslippe dette frygtelige væsen, men det er bestemt ikke sidste gang de kommer i livsfare, og i deres flugt finder de ud af at hertugen har flere hemmeligheder. Han er dog ikke den eneste der gemmer på en hemmelighed.

Historien finder sted på en ø hvor lindorme ikke er det eneste mytiske væsen der er virkeligt, men også hvor man prøver at holde dæmonerne væk ved at ofre unge piger til dem, bl.a. ved at årligt at udvælge en der skal spærres inde i diget for på den måde at sikre havets dæmoner ikke oversvømmer det lille samfund.

Historien tager dermed udgangspunkt i danske sagn og myter, og ikke overraskende kan man i forfatterpræsentationen læse at forfatteren stammer fra vadehavsområdet, hvor havet og digerne har været en væsentlig del af historien i utallige år.

Selvom man hurtigt fornemmer at Ulf nok ikke er en helt normal dreng, så er det bestemt ikke en historie hvor hovedpersonen lige pludseligt viser sig at have evner der kan løse alle problemer, men der skal kæmpes for overlevelsen, og som læser følger man spændt med.

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 60

 

Udgivet i Bøger, Fantasy, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

DON’T ESCAPE: 4 DAYS TO SURVIVE

DON’T ESCAPE: 4 DAYS TO SURVIVE
Spiludvikler: Scriptwelder.
Armor Games Studios, 2019. PC og Mac

Don’t Escape: 4 Days to Survive er et ’point and click’ eventyr, hvor man skal overleve i en døende verden. Der har været minedrift på månen. Dens bane er blevet ustabil, og Månen vil støde sammen med Jorden om fire dage. Man spiller nogle scenarier. Hvert scenarie er en enkelt dag. Der er en eller anden trussel, som man skal overvinde. Jeg fik menneskespisende græshopper som det første scenarie. Hedebølge blev mit andet. Det er også muligt at få helt andre scenarier ved at spille spillet igen.

Scenarierne er af middel sværhedsgrad. Man har et hus som base og skal prøve at forberede det på truslen. Det er et omvendt escape room. Her skal man ikke bryde ud, men prøve på at lukke sig inde. Der er en tidsbegrænsning på. Man har typisk tolv timer. Når man går rundt på samme sted, går tiden ikke. Når man udfører en handling eller tager et andet sted hen, går tiden. Jeg var dog ikke i tidsnød, selv om jeg fedtede lidt rundt i spillet. Man skal bare ikke spilde tiden for meget. Man kan dog altid gemme spillet i starten af scenariet og prøve igen ud fra dette. Man bruger objekter i omgivelserne på andre objekter. Det er også muligt at stille objekter på gulvet. Man har en bil man kan køre rundt til andre steder. Det sparer tid, men man skal også skaffe benzin til bilen. Man kan undervejs også finde allierede. Det er mennesker som har været ude for et eller andet.
Når tiden er gået, eller man føler man er klar, vurderer spillet din og dine allieredes chance for at overleve. Fik man lige gjort de rigtige forberedelser? Ellers går spillet lidt tilbage i tiden for at se om du kunne prøve at gøre noget anderledes.

Jeg synes spillet er ret uhyggeligt. Jeg havde lidt svært med at komme i gang med det på grund af uhyggen. Spillet er lavet i Unity af en polsk spiludvikler. Det er en enkelt mand som står bag. Han har tidligere lavet Don’t Sleep, som jeg også har anmeldt til Himmelskibet. Der er også Don’t Escape 1-3. I første scenarie af det spillede jeg en varulv som skulle lukke sig selv inde. På den måde kunne landsbyens indbyggere reddes. Don’t Escape 1-3 har også nogle lignende scenarier som i Don’t Escape 4. Grafikken er dog ligesom i Don’t Escape. Det er en anelse dårligere.

Don’t Escape 4 har pixeleret grafik ligesom Indiana Jones and the Fate of Atlantis. Man kan også vælge mellem en klassisk og en nyere font. Der er ikke indtalt stemmer. Grafikken er flot. Musikken passer godt til. Spillet kan godt spilles af børn. Jeg kunne ret godt lide spillet, da jeg kom i gang med det. Det kan ikke spilles med en controller. 9,5 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas Søe i Himmelskibet nr. 60

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar