Revolution of the Mask
Tegneserie, 32 sider, sort/hvid
Lewis Lovhaug (tekst), Leonardo Hector Freites (tegninger)
Brainscan Studios 2008-2009 (USA)
Revolution of the Mask er en del af revolutionen inden for downloadbare e-tegneserier på PDF-format, der gør det nemt og billigt at få fat på ret obskure titler fra udlandet – som sædvanligt er rettighederne det største problem, hvilket f.eks. skaber irriterende huller i de tilgængelige tegneserier på fx rpgnow.com.
Men nok om dét:
Tegneserien finder sted i en fremtid hvor alle er blevet gjort anonyme og ensrettede af et lige så anonymt regeringsorgan kaldet ‘the Alligarchy’. Idéen er at hvis der ikke er nogen religioner, racer, klasser etc., og ingen kan eller må være bedre end andre, er der heller ingen konflikter – men så er der heller ingen individer.
Som modsvar er der så opstået en modstandsbevægelse der klæder sig ud som superhelte, fordi superhelten er det stærkeste symbol på individet de kan komme i tanke om.
I løbet af de første par numre evakuerer superheltene en regeringsfunktionær (denne sekvens minder måske lovligt meget om The Matrix) – resten af pladsen er brugt på at fortælle baggrundshistorie, og introducere alle karaktererne.
Ikke desto mindre skinner grundidéen med tegneserien ret tydeligt igennem – nemlig at udforske hvad konceptet ‘superhelt’ i bund og grund går ud på, medens den dystopiske fremtid tydeligvis er tænkt som kontrast. Det gør det, indtil videre, svært at forestille sig f.eks. superskurke (individets bagside?) indgå i universet. Det gør det særligt spændende at se hvor historien fører hen
Lewis Lovhaug er erklæret kristen, Bee Gees-fan og feminist, hvoraf det sidste stikker ret tydeligt igennem, eftersom det er de kvindelige karakterer der er de mest aktive i serien, både med hensyn til at gå i aktion som helte, og i det parforhold der er under udvikling (med en korsidder-superhelt – hvad ellers?).
Lovhaug er til gengæld erklæret modstander af anti-helte, som de blev skabt i 90’erne, og af genrens selv-kannibalistiske dekonstruktion (læs: Garth Ennis), så forhåbentlig kan vi vente os en frugtbar søgen-tilbage-til-rødderne, der bekræfter genren og dens særtræk. Det store spørgsmål er blot om han også vil kunne bringe noget nyt til bordet.
Det første nummer er kompetent men anonymt tegnet, hvorimod det andet nummer er lidt af en skuffelse, hvilket gør det sværere at tage historien alvorligt. For et stykke tid siden skrev Lewis Lovhaug på sin blog at der var fundet en ny kunstner, så lad os håbe at det bliver til noget.
Men ved I hvad? I virkeligheden har Lovhaug langt større talent som amatør-filmmager (særligt kostumer og billige SFX) end som tegneserieskaber.
Han begyndte at bedrive tegneseriekritik på sin blog for nogle år siden, hvorefter han så gik over til et video-format, hvor han optræder i et kostume som nørd-helten ‘Linkara’, der ofte møder eller kæmper mod karakterer fra de tegneserier han kritiserer. I løbet af det sidste år er der endda blevet opbygget et stort galleri af originale karakterer til serien, såsom den (surprise!) vanvittige ‘Dr. Insano’, der debuterede i showet, men faktisk er stjerne på helt en anden hjemmeside!
Det er bedste af det hele, er at der er ved at blive opbygget et helt lille fiktivt univers bestående af karakterer der optræder på den amerikanske internet-kanal Channel Awesome, der er bygget op omkring et fast koncept (karakterer der enten er kritikere eller anmelder), samtidig med at hver især stadig er baseret på egen side/blog, med stor frihed til at udfolde sig. Det er en kreativ måde at gå imod ”hver man sin blog”-tendensen på. Det er den slags der har gjort USA til hvad det er, folk!
GOD BLESS AMERICA!
… æh…
Tegneserien kan findes her: brainscancomics.com
Du kan følge anmeldershowet på atopfourthwall.blogspot.com, eller thatguywiththeglasses.com‘Dr. Insano’ kan findes på spoonyexperiment.com
Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.29