Himmelskibet – Magasinet for Fantastik

Udgivet den januar 1, 2013 af Admin

Læs om Magasinet Himmelskibet

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Tue Omø – 9 Liv

Udgivet den maj 29, 2023 af Admin

9 Liv
– Ni måder at overleve på, ni måder at dø
Novellesamling af Tue Omø
Enter Darkness, 300 sider, 2023

Anmeldereksemplar leveret af forlaget.

Mange novellesamlinger er ret neutrale, forstået på den måde at de blot er en samling noveller, hvor der hverken er for- eller efterord, eller andet der knytter en forfatter til værket. Ofte er dette bevidst, da mange gerne vil ”lade værket tale for sig selv”, men som læser kan jeg godt lide når forfatteren deler lidt af sine tanker om bogen. I Tue Omøs samling 9 Liv indledes hvert novelle af en lille intro. Det er en intro der kommer efter novellens titel, hvilket gør at introen går direkte over i novellens start noget der fungerer rigtigt godt. Det er selvfølgelig ikke til at sige hvornår denne intro er ”ægte” og hvor de måske er digtet som en del af novellen, men i alle tilfælde er de med til at sætte stemningen for den historie man skal til at læse.

Samlingen er, hvis ikke horror historier, om steder, ting eller personer der indeholder dystre historier, som f.eks. illustratoren hvis sindstilstand afspejler sig i de billeder han laver, og hvor det virker til at billederne næsten har sit eget liv, eller en frygt for edderkopper der bunder i et traume.

Novellerne fletter alt fra Tolkien, Nordisk mytologi, Lovecraft og har flere referencer til forskellige film og bøger. Men der holdes samme tone igennem dem, hvilket er med til at give en samling der fremstår som et samlet værk.

Nogle af novellerne kunne have haft gavn af at blive strammet op hvis de skulle fungere bedre som horrornoveller, men da jeg faktisk ikke er sikker på at det er forfatterens hensigt at de skal fremstå som sådanne, så vil jeg ikke lade det tale synderligt imod bogen.

En bog med masser af stemning, og en opbygning som fungerer rigtigt godt, gør at den bestemt skal have an anbefaling med fra min side.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Horror, Novellesamling | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Mrs. Davis

Udgivet den maj 28, 2023 af Admin

Mrs. Davis
Tv-miniserie, USA, 2023
8 episoder af ca. 55 min.
Skabt af Tara Hernandez & Damon Lindelof
Med Jake McDorman, Betty Gilpin, Andy McQueen m.fl.
Kan ses på HBO Max

Vi  begynder i Paris  år 1307, hvor en håndfuld tempelriddere bliver brændt på bålet for kætteri. Senere bliver et nonnekloster i nærheden invaderet af riddere, der søger den Hellige Gral – som nonnerne faktisk har. Det lykkes en nonne at stikke af med gralen, som skal fragtes til “søstrene over havet”.

Spring til 2023, hvor alt er som vi kender det – næsten, da. Forskellen er eksistensen af en app kaldet Algoritmen eller Mrs. Davis, som næsten alle konstant har kontakt med via en øresnegl. Mrs. Davis kan svare på stort set alle spørgsmål og vejlede brugerne til at leve et meningsfuldt liv. Mrs Davis har stort set udryddet krig, fattigdom, sult med mere, men ikke alle er lige begejstrede for appens indflydelse på menneskehedens skæbne. En af tvivlerne er nonnen Søster Simone (Betty Gilpin), som giver Mrs. Davis skylden for sin fars død. Trods dette søger Mrs. Davis ihærdigt at komme i kontakt med Simone, som angiveligt er den eneste, der kan finde den Hellige Gral – og ødelægge den. Simone accepterer opgaven efter anbefaling fra sin mystiske ven Jay (Andy McQueen), og så slår hun sig sammen med sin ekskæreste Wiley (Jake McDorman), som leder en oprørsbevægelse, der vil ødelægge Mrs. Davis. Herefter følger en gralsfærd, der tager det umage par godt omkring i verden, til blandt andet Oxford, Vatikanet, Sydamerika og en øde ø beboet af Professor Schroedinger og hans kat.

Serien udmærker sig ved at bestå af en række himmelråbende absurde episoder, som virker meningsløse indtil sløret for den større sammenhæng efterhånden bliver løftet via parrets opdagelser og flashbacks til deres og andres fortid. Selvom det til at begynde med virker umuligt, giver alting den skønneste mening til sidst, hvor alle tråde bliver samlet på fornemste vis til en tilfredsstillende afslutning, som absolut ikke kræver (og næppe får) en fortsættelse. Serien blander high-tech science fiction med kristen mytologi, og det gennemgående tema er teknologi overfor religion: Hvad skal man tro på og stole på, og er verden bedre med eller uden? Heldigvis stiller serien ikke de to ting op som modsætninger, enten/eller, og den viser at begge ting har både gode og dårlige sider – i hvert fald i seriens eventyrunivers, hvor det overnaturlige faktisk eksisterer. Mrs. Davis kan derfor fint ses både af troende og ateister som en filosofisk (og stærkt underholdende) allegori over hvad der er godt og skidt ved verden i dag og faren ved at lægge sin skæbne  i hænderne på en enkelt autoritet, hvor venligsindet den ellers umiddelbart ser ud til at være. Serien anbefales herfra til alle, der kan lide noget anderledes underholdning med en rutschebanetur af absurditeter, som ikke giver fuld mening før man står sikkert på fast grund igen når turen er slut.

En sjov detalje er at de ret mærkelige afsnit-titler er genereret af AI; en teknologi som Hollywoods forfattere i skrivende stund strejker mod. Efter min overbevisning kan AI allerede nu finde på lige så absurde optrin, som vi ser i Mrs. Davis, men jeg tvivler stærkt på at AI i nogen overskuelig fremtid kan få sådanne absurde optrin til at hænge så godt sammen, og give så god mening, som forfatterne til denne serie. I værste (eller bedste?) fald vil AI kun kunne overtage at skrive de mest klichéfyldte og formelagtige historier, vi i dag ser på film og tv – og selv da skal der gode dialogforfattere, instruktører og skuespillere til at give historierne liv og mening. Så jeg tror ikke at Hollywood-forfatterne bør være voldsomt bekymrede – i hvert fald ikke de gode af dem.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Suzume

Udgivet den maj 12, 2023 af Admin

Suzume
Tegnefilm, Japan 200
Instruktion og manus: Makoto Shinkai
Med: Nanoka Hara, Hokuto Matsumura m.fl.
2 timer 2 minutter

Makoto Shinkai har tidligere været aktuel i danske biografer med tegnefilmene Weathering With You (2019) og Your Name (2017), og denne film følger samme skabelon, hvor unge mennesker i nutidens Tokyo bliver blandet ind i overnaturlige begivenheder som kan have store konsekvenser for mange mennesker. Dramaet, der ikke er uden omkostninger for vores helte, bliver blandet med romantik og humor.

I dette tilfælde følger vi gymnasiepigen Suzume, som på vej i skole på cykel bliver stoppet af Souta, en flot, ung mand, der spørger hende om der er nogle ruiner i nærheden, for han leder efter en dør i en ruin. Hun udpeger et forladt sanatorium oppe i bjergene, men senere beslutter hun sig for at tage op til sanatoriet for at se hvad det hele går ud på. I sanatoriet ser hun ingen spor af Souta, men midt i en oversvømmet gårdsplads står en rest mur med en dør. Da hun åbner den, åbner en helt anden verden sig for hende – men da hun går igennem, havner hun tilbage på pladsen. Hun er ved at snuble over en dekoreret kilesten, som hun hiver op af jorden, hvorefter den bliver forvandlet til en kat, der løber sin vej. Mystificeret tager hun i skole igen.

I skolen kigger hun ud af vinduet og får øje på noget der ligner en mægtig, rød røgsøjle, som stiger op fra bjerget, hvor sanatoriet ligger – men ingen af hendes kammerater kan se noget usædvanligt. Afsted igen op til sanatoriet, og det bliver starten på et surrealistisk eventyr, der sender Suzume på en rejse godt omkring i Japan, mens Suzumes moster, som hun har boet hos siden hun mistede sin mor som lille barn, bliver stadig mere bekymret. Hvad det hele nærmere går ud på, vil jeg ikke afsløre, men blot sige at det involverer gammel japansk trolddom og mægtige åndevæsner (kamier). Undervejs på rejsen møder Suzume en håndfuld sympatiske mennesker, som hjælper hende på vej uden at spørge for meget til hvad hun laver alene og hvorfor hun slæber rundt på en trebenet barnestol (det er heller ikke nemt at forklare).

Filmen er charmerende, spændende og følelsesladet, og animationen er flot med realistiske landskaber, som de vanligt anime-karikerede figurer bevæger sig rundt i. Nogle kalder Makoto Shinkai en arvtager for Hayao Miyazaki, men det synes jeg ikke er retfærdigt over for nogen af de to. De eneste fællesnævnere mellem de to tegnefilmskabere er at deres hovedpersoner er unge mennesker med gåpåmod, der bliver blandet ind i fantastiske begivenheder. Deres tegnestile er meget forskellige, og hvor Miyazaki generelt lader sine historier foregå i fortiden eller fantasiverdener, er Shinkais solidt forankret i nutiden. Begge dele har deres styrker, som filmskaberne forstår at benytte sig af. Hvis jeg endelig skulle pege på en arvtager for Miyazaki, ville det blive hans elev Hiromasa Yonebayashi (Ariettys hemmelige verden, Marnie, Mary og den magiske blomst). Miyazakis arvtager eller ej, Shinkai er bestemt en filmskaber man bør holde øje med, og Suzume kan varmt anbefales.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Film | Tagget | Skriv en kommentar

Guardians of the Galaxy Vol. 3

Udgivet den maj 10, 2023 af Admin

Guardians of the Galaxy Vol. 3
Film, Disney/Marvel 2023
Instruktion og Manus: James Gunn
Med: Chris Pratt, Bradley Cooper, Zoe Saldana, Chukwudi Iwuji m.fl.

Den første Guardians of the Galaxy fra 2014 er nok min favorit-Marvel-film, med en nær perfekt blanding af action, humor, persondrama og klassisk rockmusik. Toeren fra 2017 kammede desværre lidt for meget over i overdreven fjolle-action og plat humor, så jeg var ret spændt hvordan denne tredje film, som formentlig er James Gunns sidste Marvel-film efter at han er blevet headhuntet af rivalen DC til at lede filmatiseringerne af DC-universet (vi har allerede set The Suicide Squad og spinoff-tv-serien Peacemaker fra hans hånd). Heldigvis er Gunn back on track med mindre fjolleri og mere drama, og jeg vil efter første syn rangere den på højde med den første (måske højere), selvom jeg er sikker på at ikke alle vil dele denne holdning.

Hvor Guardians of the Galaxy Vol. 2 startede med et stort actiondrøn, begynder Vol 3 mere roligt. Vi er på Guardians hjembase Knowhere (købt af The Collector), hvor vores (anti-)helte fredeligt er i gang med forskellige gøremål. Star-Lords er at drikke sig i hegnet. Han er stadig i sorg over at have mistet sin elskede Gamora i Avengers: Infinity War og frustreret over at den Gamora, som uventet dukkede op i slutningen af Avengers: Endgame ikke kan huske deres tid sammen og kun har foragt tilovers for ham. Som for at gnide salt i såret har denne Gamora ikke slutte sig til Guardians, men i stedet til en gruppe Ravagers ledet af Stakar (Sylvester Stallone). Freden bliver brudt da en gylden person med superkræfter (Adam Warlock, spillet af Will Poulter) kommer drønende for at kidnappe Rocket på vegne af dennes skaber, Den Højtudviklede (The High Evolutionary for tegneseriefans). Adam bliver slået tilbage, men Rocket er blevet hårdt såret, og han får det værre da Guardians forsøger at helbrede ham. Det viser sig Den Højtudviklede har installeret en sikring mod at der bliver fiflet med Rockets krop, inklusive helbredelse, og den stakkels ikke-vaskebjørn (“I am not a raccoon!”) vil dø i løbet af 48 timer hvis Guardians ikke kan få fingre i den adgangskode, der kan omgå sikringen. Men det kræver at Guardians bryder ind i Den Højtudvikledes nervecenter, der er bevogtet af avanceret teknologi såvel som dødbringende kyborg-væsener.

Scenerne med Guardians forsøg på at redde Rocket bliver krydsklippet til dennes febervildelser, hvor han genopliver scener fra sin egen tilblivelse som et lille dyr, der med elektronik og genteknologi bliver opløftet til et intelligensvæsen af Den Højtudviklede, som har sat sig for at skabe et perfekt samfund med perfekte væsener. Rocket viser sig at være et vigtigt element i planen, da han er den eneste af Den Højtudvikledes skabninger, der er i stand til at tænke nye tanker og opfinde nye ting. Vi får en række hjertensskærende scener, hvor den unge Rocket danner venskab med andre af Den Højtudvikledes forsøg, som han deler bur med; en odder med robotarme, en hvalros med to store hjul i stedet for bagben og en kanin med stålkæbe og mekaniske edderkoppeben. Disse scener er det bærende element i filmen og skaber dybe indblik i hvordan Rocket er endt som det bitre væsen, han er, og i hvor langt Den Højtudviklede er villig til at gå for at opnå sit mål. Kontrasten mellem Guardians kiksede planer og fjollede samspil og de dybt rørende og alvorlige løfter filmen et niveau over bare at være en vellykket actionfilm, men for biografgængere der bare vil have popcorn-underholdning, kan de virke forstyrrende. To af dem, jeg så filmen med, synes i hvert fald ikke så godt om den som om de to første.

Selvfølgelig spiller rockmusik også en rolle i filmen, denne gang fra den Zune, Star-Lord fik i slutningen af Vol. 2. Der er nogle fine numre med, blandt andet Rainbows’ “Since You Been Gone”, men overordnet set synes jeg ikke sangene ramte så godt som især i den første film. Men det skyldes måske bare at musikken i højere grad er af nyere dato og at min musiksmag langt hen ad vejen er frosset fast i 1970’erne.

Som nævnt er dette (sandsynligvis) James Gunns svanesang for Marvel og for Guardians, som han gjorde til en af de mest populære MCU-film. Man mærker at han føler figurerne og har sat en ære i at skabe en værdig afrunding af deres historie. Der kommer givetvis flere film med Star-Lord og/eller Guardians of the Galaxy (der er penge i skidtet), men man kan fint vælge at slutte her, hvis man ikke vil se figurerne ‘ødelagt’ af nye forfattere og instruktører. Man mærker også at skuespillerne har lagt sig i selen for at gøre afslutningen god. Det gælder især Bradley Cooper som Rocket, Chris Pratt som Star-Lord og Pom Klementieff som Mantis, men også Dave Bautista som Drax leverer nuanceret skuespil, der giver figuren mere dybde end vi før har set. Alt i alt føler jeg mig rigtig godt tilfreds med filmen, og selvom eventuelle efterfølgere viser sig at være kiksede, vil det ikke ødelægge min nydelse af James Gunns trilogi, som jeg tror bliver mere udødelige klassikere end næsten alt andet fra MCU.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

SvarSvar alleVideresend
Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Renfield

Udgivet den maj 9, 2023 af Admin

Renfield
Film, USA, 2023
Instruktør: Chris Mckay
Medvirkende: Nicolas Cage, Nicholas Hoult, Awkwafina m.fl.

Dracula har optrådt mange gange på film. Og nu er der kommet en film mere om Dracula, nemlig horrorkomedien Renfield.  I denne film har Renfield taget Jonathan Harkers  rolle som rejsende til Draculas slot og som solgte Dracula en ejendom. Man får det at vide i filmen. På den måde undgår man at Renfield har kontakt med psykiatrien, som han har i romanen. Det ville ikke fungere i denne film.

Handlingen i Renfield er, at Renfield er træt af at arbejde for Dracula. Han har arbejdet for Dracula i næsten hundrede år i filmen og vil væk. Han har opsøgt en støttegruppe og indser at han bare bliver udnyttet af Dracula. Og han vil bryde samarbejdet med ham. Dracula forlanger at han skal hjælpe med finde ofre han stikke sine tænder i, da Dracula er hårdt medtaget af et sammenstød med nogle monsterjægere. Dracula forlanger nogle nonner eller nogle cheerleadere, da han vil have at ofrene er uskyldige. Renfield sidder på en restaurant hvor der både er cheerleadere og nonner til stede. Han nægter at skaffe Dracula disse og restauranten bliver angrebet af nogle gangstere, som Renfield har konfronteret før. Renfield som får styrke af at spise insekter, vinder kampen mod gangsterne, som er ret overtallige. Dracula kommer i kontakt med disse gangstere og vil have dem at arbejde for sig. Hvordan det går skal ikke røbes her.

Renfield er en gyserkomedie og fungerer fint som sådan en, synes jeg. Den er blodig og voldelig og, synes jeg, morsom. Nu er Dracula er en af mine favoritromaner og Dracula som karakter holder jeg meget af. Det farver måske min oplevelse af filmen.

Der er flere sjove optrin og rigtig gode slagsmål. Dracula er formidabelt spillet af Nicolas Cage og Nicholas Hoult er også god som Renfield. Specielt god er scenen hvor Dracula opsøger Renfield i hans lejlighed efter han forladt Dracula i første omgang. Scenen er god, fordi Cage får vist Draculas ondskabsfulde karakter på en charmerende og sjov måde.

Dracula kan komme ind i lejligheden, fordi der står ”welcome” på dørmåtten! I filmen overholdes nemlig de kendte regler for Dracula: Han kan ikke gå frit omkring i sollys, han kan ikke komme ind uden at man byder ham velkommen osv.

Filmen er sjov, men jeg kunne savne nogle rigtig gode onelinere. Hvis der havde været nogle gode onelinere, ville filmen være rigtig god. Men visuelt fungerer filmen fint og gangsterhistorien i filmen er også god. Filmen har fået blandet modtagelse. Knap så god blandt kritikere, bedre hos publikum. På www.rottentomatoes.com får den 57 % hos kritikerne og 79 % hos publikum. På www.Imdb.com  får Renfield 6,5 i rating.

Jeg er ikke enig med de fleste kritikere på dette punkt.

Filmen fungerer således bedre end en film som Dracula Untold (anmeldt i Himmelskibet nr. 45 http://himmelskibet.dk/anmelderblog/?p=4554 ) , og også  bedre end en horrorkomedie som Vamps fra 2012,  men ikke lige så godt som Hammerfilmen Dracula  aka Horror of Dracula fra 1958 eller Nosferatu: Phantom der nacht af Herzog fra 1979.  Jeg vil give den 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Jóannes á Stykki

Udgivet i Film, Horror | Tagget , | Skriv en kommentar

SISU

Udgivet den maj 7, 2023 af Admin

SISU
Film, Finland 2022, 91 min.
Instr.: Jalmari Helander
Med: Jorma Tommila, Aksel Hennie, Jack Doolan, m.fl.

Så er der en ny film i kassen hos finske Jalmari Helander; mest kendt for jule-fantasy-horror-filmen Rare Exports fra 2010. Og er du fan af de lidt mere vilde og outrerede ”voldsfilm”, skal du selvfølgelig også se Sisu!

Sisu er en finsk historisk action-film, som både er sammenbidt og sjov. Den placerer handlingen – og seeren – i det barske, øde terræn højt oppe i det nordlige Finland, hvor en gammel guldgraver bliver jaget af ondskabsfulde nazistiske soldater lige omkring slutningen på Anden Verdenskrig. Guldgraveren må tage alle ressourcer i brug for at beskytte sine kostbare ejendele, og det udvikler sig til både blod og skyderi i lange baner. Det er campy og over-the-top, men når man har set en del af dén slags film, virker det i disse John Wick-tider næsten som en helt normal action-film.

Det er en film af få ord; hovedpersonen, spillet af Jorma Tommila, siger så godt som intet; til gengæld ligner han en aldrende Arnold Schwarzenegger næsten på en prik (se bare filmplakaten!), hvilket absolut er en fordel. Han har et vejrbidt og karakterfuldt ansigt, og en anden anmelder har også beskrevet ham som ”the Punisher from Finland!” Ham ser vi meget gerne mere til. Fortællingen her handler om overlevelse, men også om hævn og stædighed, og den beskriver den voldsomme – og voldelige – vedholdenhed hos en mand, der nægter at lade sine plageånder få et eneste ben til jorden.

Kernetemaet i Sisu ligger i dens udforskning af dette titulære finske begreb om vedholdenhed og modstandsdygtighed over for modgang. Idet filmen begynder, får vi at vide at ”sisu” betyder ”knytnæve” og ”udholdenhed”; altså et svært-oversætteligt begreb om sammenbidt beslutsomhed under udfordrende forhold. Guldgraveren personificerer denne ”sisu”-ånd, og nægter at dø, selv når overmagten og skudsårene (næsten) overvælder ham.

Som sagt er der ikke meget dialog; man sidder måske lidt og savner nogle af de one-liners, der knytter sig til action-genrens klassiske eksempler; ikke mindst fordi denne film indeholder virkelig mange små vink til tidligere action-klassikere: Jagten på den forsvundne skat, Terminator, Rambo-filmene og mange flere. Den har også strukturelle referencer til Nicolas Winding Refn-film som f.eks. Valhalla. Og ja, der er også en hund…

Volds- og actionsekvenserne i ”Sisu” er underholdende – handlinger taler højere end ord! – og vil bestemt tilfredsstille de fleste action-fans, men de kompenserer ikke helt for det lidt tynde plot (hvilket dog også er helt almindeligt i rigtig mange action-film). Jeg syntes ikke at filmen indeholdt noget specielt chokerende eller ubehageligt – hvilket man så selv kan vælge om er godt eller dårligt; for mig er det positivt at den ikke er direkte ulækker. Man kan næsten sige at volden er holdt i en munter tone, så man ikke behøver at tage ret meget af det alvorligt.

Men det forbliver under alle omstændigheder en film, der har bedst af at blive oplevet på det store lærred, hvor både actionscenerne og filmens skildring af den nordfinske naturskønhed kan værdsættes fuldt ud. For filmen bruger selvfølgelig de fantastiske landskaber i Finlands Lapland-region som bagtæppe for hovedpersonens kamp. Den sparsomme cinematografi fanger på elegant vis både den majestætiske og den dystre stemning i landskabet – fra den uberørte natur til krigens ”brændte jord”-taktik. Og den har den styrke, som en god og mindeværdig film skal have: visuelt ligner den ikke nogen anden film, men er sin egen.

Karakter: 6 stjerner ud af 10.

Filmen kommer i de danske biografer d. 11. maj 2023.

Anmeldt af Tue Sørensen

 

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Peter Pan & Wendy

Udgivet den maj 3, 2023 af Admin

Peter Pan & Wendy
Film, Disney 2023
Instruktion: David Lowery
Med: Alexander Molony, Ever Anderson, Jude Law m.fl.
1 t 46 min.

Disney har en efterhånden lang tradition med at lave live action-udgaver af deres gamle tegnefilm – noget som jeg finder ganske overflødigt. De nye udgaver er ganske vist flotte og har fjernet ting, der kan virke anstødelige for et moderne publikum, men de mangler generelt originalernes charme. Denne beskrivelse passer langt hen ad vejen på Peter Pan & Wendy, som er lavet direkte til streamingtjenesten Disney+ – men heldigvis ikke hele vejen.

Begyndelsen er som vi kender den: Teenagepigen Wendy Darling (Ever Anderson) fortæller historier om Peter Pan til sine to yngre brødre John og Michael da Peter Pan (Alexander Molony) og Klokkeblomst dukker op. Peter Pan skal fange sin undslupne skygge, som Wendy hjælpsomt syr fast til hans sko, og så er det ellers afsted til Ønskeøen med hjælp fra Klokkeblomsts tryllestøv. Vi får den velkendte scene hvor børnene flyver over London, og så sættes kursen mod den anden stjerne til højre. Ved ankomsten til Ønskeøen venter Kaptajn Klo (Jude Law) og skyder kanonkugler efter børnene – så alt er som vi kender det – næsten da. For i denne udgave fanger Klo John og Michael, og det ser sort ud for drengene, indtil Peter Pan får reddet dem. Vi får også set den velkendte krokodille prøve at æde Klo. Så går turen til De Tabte Drenges tilholdssted, hvor sejren fejres.

Herfra bliver filmen straks mere mørk. Kaptajn Klo får opsporet vores helte og gør det af med Peter Pan, og alle børnene samt Klokkeblomst bliver taget til fange af Klo, som vil lade dem gå planken ud. Vi får indblik i forhistorien for Peter Pan og Kaptajn Klo, som ikke er så sort-hvid som vi er vant til – man får nærmest sympati for Klo, hvis det altså ikke var fordi han vil myrde børnene. Selvom det ser sort ud, ender alting alligevel godt, ikke mindst på grund af Wendys snarrådighed og empati. Slutningen er langt fra som vi kender den, men giver en bedre (synes jeg) afrunding på historien end i tegnefilmklassikeren.

Den underliggende tematik er ændret fundamentalt i denne film i forhold til tegnefilmen fra 1953. Dengang handlede det om Peter Pan, drengen der ikke ville være voksen, som tog børnene med på en rejse til det eventyrlige sted Ønskeøen, hvor alt bare er en leg. Helt så munter er Ønskeøen ikke i den nye film. Faktisk er den ret gold, med græsklædte klipper og vindblæste skove, lidt som Newfoundland og Færøerne (og filmen er da også optaget begge steder). De Vilde Drenges tilholdssted er en faldefærdig ruin, som skoven er ved at overtage – hyggelig, men også lidt trist. Og De Vilde Drenge (hvoraf nogle er piger) er ikke fuldt ud lykkelige. De savner noget, men kan ikke engang huske at det er deres mor, før Wendy fortæller dem hvad en mor er. Måske er det ikke så slemt at blive voksen, erkender Wendy, som ellers i starten af filmen ikke vil på højskole, men hellere lege med sine brødre. Måske er det endda på tide at Peter Pan vokser op? Det giver filmen mere dybde end originalen. Om man kan lide det eller ej, er nok en smagssag. Anmelderne på IMDb kan ikke lide det – en skriver “This isn’t the Peter Pan movie we grew up knowing,” og filmen har i skrivende stund en IMDb-karakter helt nede på 4,3. Jeg synes den fortjener mere, men man skal være klar over at der ikke er tale om et remake af den gamle tegnefilm, men mere en nyfortolkning af historien. Ellers kan man nok let blive skuffet. Omvendt ville jeg være blevet slemt skuffet hvis det bare var en 1:1 genfortælling, som det i starten så ud til at være. Men sådan er vi så forskellige.

De unge skuespillere i titelrollerne gør det ganske godt, men især Jude Law er fremragende som em tragisk Kaptajn Klo, hvis teatralske ondskab dækker over en stor smerte, som ikke kan forløses så længe Peter Pan minder ham om hans fortid. Som i alle Disney-film spiller musikken en stor rolle, og vi hører flere gange musikken fra den gamle sang “Vi kan flyve”. Der er også enkelte gode sange, men til forskel fra de fleste Disney-film, hvor hovedpersonerne bryder ud i sang ved enhver lejlighed, bliver der kun sunget her, når det passer ind i historien. Særlig en sang, som piraterne synger når Wendy går planken ud, er rigtig flot. Disney+ anbefaler filmen til børn fra 6 år og opefter, men jeg synes dog at filmen i midten er ret dyster og ville nok sætte alderen lidt højere – også fordi tematikken kan være svær at forstå for mindre børn. Det er dog ikke nødvendigt at unge seere kan læse undertekster, for det er muligt at vælge dansk tale. Jeg så den dog naturligvis med det oprindelige engelske lydspor.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves

Udgivet den april 14, 2023 af Admin

Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves
Film, USA, 2023
Instruktion & manus: John Francis Daley & Jonathan Goldstein
Medvirkende: Chris Pine, Michelle Rodriguez, Regé-Jean Page, Justice Smith, Sophia Lillis, Hugh Grant m.fl.
Spilletid: 2 t 14 m

Rollespillet Dungeons & Dragons (D&D) – blandt de ældste i verden og klart det mest populære – er fantasy af stilen anything goes. Det ses måske især i den centrale spilverden, Forgotten Realms, som er beboet af snesevis af forskellige intelligente racer og arter, fra de klassiske mennesker, dværge og elvere til mere eksotiske katte-, fugle- og fiske-folk. Forgotten Realms, nærmere bestemt området kendt som The Sword Coast, har også dannet baggrund for de populære computerspil i serierne Baldur’s Gate, Icewind Dale og Neverwinter Nights, og det er også her at man har valgt at lade historien i denne film foregå.

Det er ikke første gang at der er blevet lavet film over D&D. Der kom ikke mindre end tre spillefilm fra 2000 til 2008, og der findes også en tegnefilm baseret på de populære Dragonlance-scenarier, men man skal være stor fan af D&D for at synes at de er noget særligt, Det er bestemt ikke tilfældet med Honor Among Thieves, som er en vellykket eventyrfilm med spænding, humor og en flok sympatiske hovedpersoner. Selvom filmen er spækket med referencer til rollespillet, behøver man ikke kende noget til det for at finde filmen underholdende – det gjorde min bedre halvdel, som aldrig har været interesseret i rollespil.

Vi starter med at se to af vores hovedpersoner slippe ud af det fængsel, de i to år har siddet i efter et mislykket kup, hvor de og deres medsammensvorne blev forrådt af troldkvinden Sofina (Daisy Head). Edgin (Chris Pine) er en charmerende slyngel og har længe dannet partnerskab (men ikke par) med den hærdebrede barbarkvinde Holga (Michelle Rodriguez). Efter flugten opsøger de deres tidligere partner Forge (Hugh Grant) for at hente Edgins datter Kira og en amulet, som han skulle bruge til at genoplive sin afdøde hustru, Kiras mor. Det viser sig at Forge nu regerer byen Neverwinter (da: Vinterløs), er i ledtog med Sofina og ikke har tænkt sig at give slip på hverken Kira eller amuletten.

Edgin og Holga opsøger så nogle der kan hjælpe dem med at få befriet Kira og stoppet Forges onde planer, og de ender med en inept halvelver-magiker og en ung druidepige med dæmonblod i årerne (en tiefling for insiders). De har brug for et forlængst forsvundet magisk artefakt, som de skal gennem mange genvordigheder for at få fat på, hvorefter de lægger den ene sindrige plan efter den anden, som alle går galt – meget som det ofte sker i rollespil – indtil (næsten) alt ender godt. Hovedtrækkene i plottet er velkendte, men detaljerne er finurlige og sjove, og hver gang man tror at vores (anti-)helte nu har styr på tingene, går det helt galt for dem.

På mange måder minder Honor Among Thieves om den første Guardians of the Galaxy-film, og det er ikke det værste forbillede. Ligesom i GotG er heltene her en flok sammenbragte tabere drevet af forskellige motiver, der ikke alle er lige glorværdige, og trods uoverensstemmelser og mange genvordigheder undervejs ender de med at gøre det rigtige (og distrahere skurken på et afgørende øjeblik).

Kender af rollespillet vil nikke genkendende til mange detaljer, blandt andet flere kendte trylleformularer og monstre fra spillet samt klassiske figurer og organisationer, men disse bliver introduceret på en måde, hvor forhåndskendskab ikke er nødvendigt. Nogle ting fungerer dog anderledes end i spillet, især hvad angår figurernes evner, som sjældent følger reglerne. Edgin er en barde, men kan ikke magi, og druiden kan skifte til dyreform som det passer hende (noget som druider ellers først kan på niveau 20 af 20), men kan ikke kaste trylleformularer. Magikeren kender en del seje trylleformularer, men de virker sjældent som planlagt. Den slags ting vil sikkert genere nogle inkarnerede fans af rollespillet, men det fungerer fint i filmen, særligt fordi de mange evner og begrænsninger, som figurer i spillet har, hurtigt kan blive uoverskuelige. Det er også værd at huske at der gennem tiderne har været ikke mindre end syv meget forskellige udgaver af reglerne (inklusive Original og Basic) med en ottende på vej, så hvilken udgave skal man være tro mod? Det vigtigste er at være tro mod spillets ånd, og det er Honor Among Thieves i høj grad – inklusive de elementer der ligger i titlens Dungeons & Dragons.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Fantasy, Film | Tagget | 1 kommentar

Robin Wildt Hansen – Verden

Udgivet den april 10, 2023 af Admin

Verden
Roman af Robin Wildt Hansen
Oversat fra engelsk af Jørgen Wildt Hansen
Udgivet af Bestseller Production, 2023, 247 sider

Anmeldereksemplar er doneret af forfatteren

Robin Wildt Hansen har udgivet romanen Verden, der præsenteres på forfatterens hjemmeside som en magisk-realistisk tarotroman.

Forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff skrev i 1993 en kort tekst der hedder AME Tarok om tarokkort, som han kalder dem. Der skriver han, at tarokspillet er formodenligt 600 år gammelt. Endvidere skriver han påstanden om at tarok kan føres årtusinder af år tilbage er grebet ud af luften.

Tarot i ifølge består af af 78 kort og deraf er der 22 trumfer ifølge Wikipedia.

Romanen Verden er opbygget omkring disse 22 trumfer. 22 af kapitlerne bærer navn på en af trumferne i tarotkortene. Men de første fire kapitler i romaen hedder Pentaklernes Es, Stavenes Es, Bægrenes Es og Sværdenes Es.

 Verden handler om den unge Arkin, som har intense magiske oplevelser og derfor bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling, mistænkt for at have skizofreni. Han er bange for at verden vil falde sammen som et korthus og han bruger ritualer for at undgå det (s. 10). Og han hører stemmer (s. 50) På klinikken møder han to læger, hvor den ene af dem, dr. Memphis, vil medicinere ham med det samme. Den anden læge, John Francis, har en anden tilgang. Han tager Arkins oplevelser alvorligt og hjælper ham med at rejse ind i den åndelige verden. Resten af romanen følger vi Arkins rejse gennem den åndelige verden med små afhoppere til vores materielle virkelighed. Den åndelige rejse tager udgangspunkt i tarotkortene og hvert kapitel bærer som førnævnt navn på en trumf i tarotkortene.  Om Arkins rejse gennem den åndelige verden lykkes eller ej skal ikke afsløres her. Bogen er fortalt i første person med Arkin som fortæller.

Verden er en okkult roman, hvor jeg synes at Robin Wildt Hansen vægter budskabet  for højt på bekostning af værket som fortælling. Og desværre fylder den åndelige rejse alt for meget i hvert kapitel. Og det går ud over historien i romanen. Og det er svært at regne ud for læseren, hvorfor de ting Arkin oplever på sin åndelige rejse skulle hjælpe ham. I stedet for burde forfatteren have skåret ned i beskrivelserne af rejsen i den åndelige verden. Og fortalt mere om Arkins historie i den materielle verden.

Forfatteren formår ikke at væve sit budskab sammen med den historie han fortæller.

De oplevelser som Arkin har på sin åndelige rejse er mærkelige og lidt svære at forstå. Jeg vil vise et eksempel på dette i en beskrivelse af Arkins rejse på s. 62 – 63: ”Øjne åbner sig under mig, omkring mig, over mig. Hviskende stemmer kommer fra hvert blad. Et egern kigger frem fra siden af nabotræet og ser på mig; nu åbner træet øjnene og vinker med armerne til mig. Blomsterne der ridder på vinden, har ansigter der stråler af forårsglæde og alle træerne kigger og rører på sig. (…) Mine ben sidder fast i mudder. Jeg vader frem mod en fjern dis. Mudderet under mig er i bevægelse, det vugger mig. Jeg ser ned på græsset der langsomtglider forbi. Jeg sidder på en okse, hvis mudrede pels glimter i solen.” Jeg har i hvert fald svært ved at forstå meningen med denne beskrivelse. Det kunne måske hjælpe hvis forfatteren havde ladet Arkin snakke med John Francis om disse rejser og man som læser på den måde kunne få nogle nøgler til at tyde oplevelserne på rejsen. Om der referencer til andre værker, symboler osv. Der er lidt af det i romanen, men for lidt.

Og hvis man er interesseret i at vide, hvordan man kommer på en rejse den åndelige verden, så er der ikke meget hjælp at hente i romanen. Arkin bruger ikke rigtig nogen teknikker til at opnå de alternative bevidsthedstilstande, da han bare kan rejse. Han er jo syg eller har meget nemt ved at rejse i den åndelige verden.

Ellers er sproget i bogen ok og bogen er let læst, selv om Arkins oplevelser i den åndelige verden er lidt svære at forstå. Og jeg savner flere beskrivelser af omgivelserne i den materielle verden, som næsten ikke er der. Mens beskrivelserne af den åndelige verden mere omfattende.

Men min konklusion er således, at der er gjort for lidt ud af historien i romanen og det gør i mine øjne at bogen ikke fungerer så godt som roman. Desværre for historien har potentiale til at være bedre. Men det er nok svært at blive begejstret for romanen, hvis man ikke er interesseret i okkultisme.

Man kan besøge forfatterens hjemmeside på: www.robinwildthansen.com

Anmeldt af Jóannes á Stykki

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , | Skriv en kommentar

Teddy Vork – Ubuden

Udgivet den marts 26, 2023 af Admin

Ubuden
Novellesamling af Teddy Vork
2 Feet Entertainment, 2023,

I 2014 vandt Teddy Vork Dansk Horror Selskabs pris for årets Horror udgivelse for novellesamlingen Sprækker. Det var en samling hvor alle novellerne passede ind i samlingens titel, da de alle på en eller anden måde omhandlede sprækker i enten virkeligheden eller i de personer som vi mødte i samlingen. Hans nye samling har titlen Ubuden, og igen er det en titel der er er perfekt til temaerne i samlingen.

Det ubudne viser sig på flere forskellige måder. I novellen ”Rød Stue” følger vi den nyansatte Benjamin der skal lukke børnehaven af for dagen. Da han er på vej væk syntes han at han ser et barn i et vindue og han skynder sig ind igen.  Han kan ikke finde noget barn, men i de følgende dage er der flere ting som ikke er som det skal være. Der er helt sikkert noget ubudent i børnehaven og som vil bruge Benjamin til at få adgang til børnene.

I ”Husker du?” ser fortælleren tilbage på et kærlighedsforhold og det virker nærmest til at det er et forsøg på at få partneren til at mindes alt det gode i forholdet. Der lurer dog hele tiden en stemning over det hele så man ikke er i tvivl om at der er noget galt. Som med mange gode horror fortællinger så skal der være et tvist, og det der kom her så jeg ikke før det blev afsløret af fortælleren selv.

I ”Find Ulla” er de to unge Theo og Ida taget ud for at lege legen Find Ulla. Det går ud på at man tager ud på et øde sted for at lede efter den forsvundne pige Ulla. Man går i hver sin retning i mærket og ”leder”, og det gælder så om at se hvem der sidst lever sig så meget ind i legen at man bliver for bange til at fortsætte. Theo er forelsket i Ida og tænker at han måske på denne tur for muligheden for at finde ud af hvad hun syntes som ham. Det er dog noget helt andet han ender med at finde i mørket.

”Ønskehuset” har tidligere udgivet som en SMS novelle hvor man modtog den som en række SMS’er. Den skal derfor også læses med det i tankerne at dette er ubudne beskeder der løbende kommer til dig på din telefon. Det startet med spredte beskeder, men lige så stille så stiller de ind på at du måske ikke er en tilfældig modtager af disse beskeder

Samlingen består af 9 noveller hvoraf de 4 har været udgivet før. På trods at dette genbrug så passer de som sagt alle ind i samlingens titel, da der er noget ubudent på spil i dem alle. De holder alle samme høje niveau som vi efterhånden kender fra Teddy Vorks udgivelser, og det er bestemt ikke uden grund at han har vundet horror selskabets pris to gange, og det vil komme meget bag på mig hvis ikke Ubuden kommer med på short listen til næste års pris. I mellemtiden så skal den bestemt have en anbefaling med herfra til alle holder af velskrevet horrornoveller.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Horror, Novellesamling | Tagget , , , | Skriv en kommentar