Himmelskibet – Magasinet for Fantastik

Læs om Magasinet Himmelskibet

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

C.C. Thybro – Komplekskakerlakkerne

Komplekskakerlakkerne
Roman af C.C. Thybro
Science Fiction Cirklen, 2023, 285 sider

Romanen Komplekskakerlakkerne af C.C. Thybro udkom 3. november i 2023.

C.C. Thybro er født i 1992 og hun debuterede i 2022 med romanen Ved verdens ende. Der oplyses i bogen at hendes historier drejer sig ofte om personer, der lever på kanten af det normale og i samfundets sprækker. Således også med Komplekskakkerlakkerne.

Komplekskakkerlakkerne er en postapokalyptisk og en dystopisk roman, vil jeg sige. Komplekskakkerlakkerne foregår efter en katastrofe; på side 12 får vi at vide verden er gået under for længe siden. Det er den postapokalyptiske side af romanen. Den dystopiske side er det dystopiske samfund, som er kommet ud af den katastrofe som har gjort at verden er gået under.

Den foregår i Danmark, men katastrofen har ikke kun ramt Danmark, men hele verden.
Romanen handler om grupper af mennesker der bor i såkaldte komplekser og ikke kan gå udenfor, men er indespærret hele tiden. Man får ikke i starten af romanen, at vide hvorfor de er indespærret i komplekserne. Og hvis man ikke bidrager til fællesskabet bliver man sat ud af komplekset på et tidspunkt. Ingen ved hvad der sker med en, hvis man bliver sat ud.

Kompleksernes samfund er kendetegnet af knaphed med ressourcer.

Vi følger i romanen en gruppe der kalder sig komplekskakkerlakkerne. De kalder sig sådan fordi de er klarer sig mindre godt i fællesskabet og er i fare for at blive sat ud. Som det står om dem i romanen på s. 16: ”Syge og ubrugelige for deres nærmeste omgangskreds. Byrder”. Og i romanen står derpå side 127 at man bør bedømme et samfund ud fra hvordan de behandler deres svageste. Og her behandles komplekskakkerlakkerne ikke så godt. Komplekskakerlakkerne har et chatroom hvor de kommunikerer med hinanden. Det er det eneste positive fællesskab kakkerlakkerne har.

Og så begynder der at ske noget. Astrid, en af komplekskakerlakkerne, vælger at forlade sit kompleks af forskellige grunde og hvad der videre sker skal ikke afsløres her.

Romanen er bygget op på den måde, at den er delt op i fem dele og en epilog. I de første fire dele møder vi en af komplekskakerlakkerne, der er hovedpersoner i den specifikke del, men Astrid må siges at være romanens hovedperson, synes jeg. Denne opbygning gør at man får oplysningerne om romanens verden løbende og det er med til at skabe spænding i romanen.
Man er som læser hele tiden spændt på at få mere at vide. Både om romanens verden og hvad der kommer til at ske i handlingen. Komplekskakerlakkerne er således en god og spændende roman. Romanen har sin egen tone og stemme og er velskrevet.

Jeg synes personbeskrivelserne er gode. Handlingen er spændende. Og romanen har en passende længde. Tendensen i romanen vil jeg kalde humanistisk. Det kan man bl.a. se i kritikken af den måde komplekskakerlakkerne behandles på i komplekset. Det er klar styrke med romanen, at den er skrevet ud fra et bevidst grundlag og livsanskuelse. Jeg har således ikke noget jeg vil kritisere romanen for. Bortset fra enkelte slåfejl, som ikke er fanget i korrekturen. Men det er småting. Jeg kan kun anbefale at man læser romanen.

Anmeldt af Jóannes á Stykki

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Edward F. Benson – Og ikke en fugl synger

Og ikke en fugl synger
Novellesamling af Edward F. Benson
2 Feet Entertainment, 2024, 149 sider

Vi har haft en længere og fantastik periode, hvor der er udkommet mange bøger med nyskrevne danske horror noveller.  Der kommer ikke helt så mange af disse udgivelser længere, men der kommer heldigvis stadig bøger i denne genre på dansk. Nu er det de gamle mestre der begynder at bliver udgivet. Vi har i de senere år fået udgivelser som Lovecrafts samlede værker der udkom på Kandor (i perioden 2018-2019), Den store gud Pan og andre fortællinger af Arthur Machen udkom på Hoff & Poulsen i 2021, Den okkulte detektiv – de samlede Carnacki-fortællinger af William Hope Hodgson også i 2021 fra SerieKlubben,  Dommerens hus af Bram Stoker i 2022 2 Feet Entertainment, og så er der ikke mindst grotesker serien fra forlaget sidste århundrede hvor det er fortidens danske forfattere der kommer frem i lyset igen.

Edward F. Benson er en forfatter som vi tidligere kun har mødt på danske i forskellige antologier som alle er udkommet for efterhånden en del år siden, og det var meget de samme noveller der dengang blev trykt. Og ikke en fugl synger er første gang en novellesamling på dansk med Benson, og det er kun en af bogens 6 noveller der tidligere har været udgivet på dansk.

De er alle i den gotiske tradition, som kan betegnes som en af forløberne for den moderne horrornovelle. De er alle virkeligt stemningsfyldte og uhyggen og det overnaturlige gys kommer snigende i forskellig form igennem novellerne. Specielt en novellen ”Ansigtet” hvor en kvinde er begyndt at genopleve fortidens mystiske og skræmmende drømme, og hun er ved at blive drevet til vanvid af dem, og vil prøve at finde baggrunden for dem, skal fremhæves. Men også titelnovelle ” Og ikke en fugl synger” hvor der på en ellers hyggelig tur ud i naturen pludseligt opleves et stemningsskift viser hvor god en forfatter Benson var, og hvor fortjent det er at han kommer frem i lyset igen.

Lige så fantastisk som jeg syntes det var med de mange udgivelser af dansk skreven horror, lige så fantastisk syntes jeg det er at vi nu får de gamle meste udgivet på dansk, og generelt i flotte og indbydende bøger som virkeligt fortjener at stå på hylden hos genrelæsere. Nu kan man jo bare håbe at denne udgivelses række fortsætter, for der er stadig mange mestre der fortjener at bliver bragt frem igen.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , | Skriv en kommentar

Drengen og hejren

Drengen og hejren
Originaltitel: Kimitachi wa dô ikiru ka
Tegnefilm, Japan, 2023
Instruktion og manus: Hayao Miyazaki
Stemmer: Soma Santoki, Masaki Suda, Kô Shibasaki m.fl.
2t 4m

Drengen og hejren er den seneste og angiveligt sidste tegnefilm af den japanske mester Hayao Miyazaki. ‘Angiveligt’ fordi Miyazaki har erklæret at stort set alle film fra Prinsesse Mononoke og frem har været hans sidste. Han er dog efterhånden blevet 83 år, så måske er det rigtigt denne gang. Hvis det er, er Drengen og hejren absolut et værdigt punktum for en lang og glorværdig karriere.

Ligesom i Miyazakis forrige film, Når vinden rejser sig, tager denne film udgangspunkt i Japan under Anden Verdenskrig. Under et bombardement bliver drengen Mahitos mor dræbt, da hospitalet hun er indlagt på, brænder ned. Vi spoler så tre år frem, hvor Mahito og hans far flytter på landet til moderens barndomshjem på landet. Faren er i mellemtiden blevet gift med moderens lillesøster Natsuko, som nu venter barn, og han skal bestyre en fabrik i nærheden, der fremstiller dele til kampfly. Der bor en del gamle mennesker på ejendommen – måske er det et plejehjem? Det er uklart, men især syv gamle, rynkede og sammensunkne kvinder tager sig af Mahito. Mærket af sin mors død og utilfredshed med at faren så kort tid efter har giftet sig igen, er Mahito en mut og indesluttet dreng, som bruger meget tid på at gå på opdagelse i omegnen. Her møder han en mystisk hejre, som virker meget interesseret i ham og viser sig at kunne tale. Den fortæller ham, at hans mor er i live og at den kan føre ham til hende; noget som drengen naturligvis er ret skeptisk over for, især fordi hejren er temmelig creepy. I et afsides hjørne af ejendommen opdager Mahito en stor, forfalden og aflukket bygning, som han får at vide blev bygget af hans mors grandonkel, en genial og til sidst gal arkitekt, som forsvandt kort  efter at bygningen blev færdig.

Så er spillebrikkerne lagt til en eventyrlig rejse, som fører Mahito til et mærkeligt og magisk land. Jeg vil ikke afsløre for meget om hvad der sker der, blot sige at landet er mere dystert og symbolmættet end noget vi før har set fra Miyazaki, blandt andet med tydelig inspiration fra den schweiziske symbolistiske maler Arnold Böcklin. På trods af alt det dystre er der dog stadig plads til Miyazakis karakteristiske humor og glæde over natur, drivende skyer og klassiske håndværkstraditioner, men det er ikke udpræget en børnefilm. Visuelt kan man genkende elementer ikke bare fra ældre Miyazaki-film, men også fra vestlige film. Jeg synes fx jeg fandt en del slægtskab med Terry Gilliams forunderlige og mærkelige eventyrfilm. 

Fortællemæssigt giver filmen sig god tid, bortset fra visse passager mod enden, hvor tingene sker ret hurtigt og man enkelte gange føler at der mangler en mellemregning, Måske var Miyazaki utålmodig med at få færdiggjort filmen, hvis produktion begyndte allerede i 2017, men blev forsinket både af corona-epidemien og Miyazakis eget langsommere arbejdstempo. Dette til trods, er Drengen og hejren en formidabel film, som gentager Miyazakis ofte brugte tema med unge mennesker kastet ud i voldsomme begivenheder, som de håndterer med gåpåmod og en visdom ukarakteristisk for deres alder. Eller er visdommen i virkeligheden så ukarakteristisk for børn? Miyazaki synes selv at børn, som endnu ikke er blevet knækket af de voksnes kynisme og mistede uskyld, er mere klarsynede end disse og ser ting som de virkelig er, ufiltreret af facader, moral og fordomme.

Filmens rammefortælling trækker meget på Miyazakis egen opvækst. Hans familie måtte flygte fra byen Utsunomiya da denne blev bombet i 1945, og den dengang 4-årige Miyazakis tidlige minder er præget af bomber og brand. Hans far bestyrede sin bror fabrik, der fremstillede flydele,  og hans mor var meget syg da han var barn og indlagt på hospital i flere år – utvivlsomt også inspirationen til den lignende situation i Min nabo Totoro. Moderen levede dog til en alder af 72 og var en intellektuel og viljestærk kvinde, som stillede spørgsmål til sociale normer og inspirerede til flere af Miyazakis unge kvindefigurer. Filmens japanske titel kan oversættes til Hvordan lever du?, som også er titlen på en opbyggeiig og filosofisk roman for børn fra 1937, som Mahito i filmen får af sin mor. Der er ellers ingen lighed mellem bogens og filmens plot, bortset fra nogle ligheder mellem begges unge hovedpersoner. Måske ønsker Miyazaki af filmen vil inspirere kommende generationer af unge på samme måde som han selv blev inspireret af bogen.

Drengen og hejren er nok ikke Miyazakis allerbedste film. Animationen er ikke helt så detaljeret som vi er vant til fra Miyazaki, med mere stillestående (om end flotte) baggrunde, og som nævnt sker tingene lidt for hurtigt til sidst. Til gengæld er den måske hans mest interessante med sine temaer om død, længsel og personlig vækst. Til forskel fra Miyazakis tidligere unge hovedpersoner er Mahito ikke fra starten viljestærk og målrettet, men vokser  via sine oplevelser og interaktion med personer i den drømmeverden, han kommer til – personer som har fællestræk med nogle fra hans virkelige verden, lidt ligesom i filmudgaven af Troldmanden fra Oz fra 1939, som Miyazaki givetvist har set i en ung alder og er blevet påvirket af. Dette coming of age-tema giver filmen et ekstra lag af dybde (om end Miyazakis film generelt ikke mangler dybde, til forskel fra de mere ligetil Disney-film, hvor man aldrig er i tvivl om hvem der er helte og hvem der er skurke). Jeg gætter på at det er en film, som vokser ved at blive set igen (og igen), og jeg agter i hvert fald at erhverve den på Blu-ray, så jeg ikke er afhængig af streamingtjenesternes omskiftelige udbud.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Animation, Film | Tagget | Skriv en kommentar

Martin Riel – Fønix Guilden II – III – IV

Fugl i flammer – Fønix-guilden bind 2
Englenes aske – Fønix-guilden bind 3
Gudernes gøgeunge – Fønix-guilden bind 4
af Martin Riel
Science Fiction Cirklen, 2023

Jeg har valgt at anmelde de tre følgende bind II, III og IV i firebinds serien om Fønix Guilden under et af to grunde.

  1.  Jeg vil ikke risikere at røbe for meget af handlingen.
  2. Røber jeg alligevel lidt af handlingen, så risikerer jeg, at jeg i et forsøg på at give det jeg skriver mening, starter en lavine.

De, som har læst mine tidligere anmeldelser, vil huske, at jeg bruger kun at gengive forfatterens bagsidetekst for ikke at røbe mere af handlingen, end denne har ønsket.

Det undlader jeg denne gang, for jeg synes, at i tilfældet Fønix Guilden I – IV røber de for meget af handlingen, så du må nøjes med mine neutrale handlingstomme kommentarer.

I de tre følgende bind er der som i bind et smæk for skillingen, for Martin Riel skåner bestemt ikke de karakterer, som han har valgt at følge. De kommer fra flere verdensdele, fra vidt forskellige miljøer og har vidt forskellig baggrund, hvilket giver handlingen en god bredde. Sproget er stadig bramfrit på grænsen til det saftige, og de forskellige handlingsspor er fortsat spændende. Hvor realistisk forfatterens beskrivelse af udviklingen efter en altødelæggende atomkrig så er, skal jeg lade være usagt. Kun er det min oplevelse, at efterhånden som handlingen skrider frem, er det som om krigens rædsler glider i baggrunden og kommer til at ligge i skyggen af nye og meget anderledes problemer for de fire grupper af guild-medlemmer, som vi følger. Romanerne bevæger sig også, i hvert fald i min optik, væk fra egentlig science fiction, idet de mere og mere beskriver noget der, som verden ser ud i dag, desværre kunne ske om nogle få dage.

Sproget i Fønix Guilden er fortsat godt og Martin Riel ’maler’ handlingens tableauer med fine mårhårspensler og en meget detaljeret penselføring, så de hele tiden står tydeligt for læserens indre øje. Men til sidst i bind IV er det som om der bliver taget en meget bredere pensel i brug – nu skal ’billedet’ f. g. være færdigt, og det går ud over detaljer om flere hovedpersoners skæbne.

Serien lægger ud med 300 guild-medlemmer.

At Martin Riel så vælger kun at følge nogle få, det er fint nok, for sådan som deres rejse og dens fortrædeligheder skildres i en detaljerigdom, der i overført betydning kan sammenlignes med guldaldermalernes mesterværker, så ville en tilsvarende detaljeret skildring af alle tre hundrede guild-medlemmers rejse være blevet til et værk af helt uoverskuelige dimensioner.

Men i slutningen synes jeg det går for stærkt. Her savner jeg detaljer om flere af de personer, som vi har fulgt i handlingen. Hvad er deres skæbne? Som nævnt har jeg det fint med, at vi kun følger nogle få guild-medlemmer på deres rejse, men i slutningen ville jeg nu godt have hørt lidt om alle de andre. For eksempel, hvor mange af de oprindelige 300 kommer rent faktisk i mål. Her synes jeg det ville have været fint med en skitse til et sidste tableau. Et tableau, som viser hvilken kurs disse overlevende vil stikke ud for at genskabe sig en tilværelse i den verden, som krigen har ødelagt.

Anmeldt af Johannes Lundstrøm

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Poor Things

Poor Things
Film, USA, 2024
Instruktion: Yorgos Lanthimos
Manus: Tony McNamara efter roman af Alasdair Gray
Med: Emma Stone, Mark Ruffalo, Willem Dafoe, Ramy Youssef m.fl.:
2t 21 m

Der er en særlig type ekstraordinær og mærkværdigt fascinerende film, som der kun kommer én af hvert årti, og Poor Things er en af dem. Hvis man kan forestille sig en blanding af Tim Burton, Terry Gilliam, Caro/Jeunet og Frederico Fellini, kan man måske få en idé om, hvilken oplevelse, der venter en.

Ligesom i Caro/Jeunets De fortabte børns by befinder vi os i en pseudo-fortid med elementer af steampunk og Victoriana, og her også dieselpunk og art nouveau. Vi bliver introduceret til den geniale kirurg skråstreg gale videnskabsmand Godwin Baxter (Dafoe), som er værge for Bella (Stone), en ung kvinde som efter en operation, der reddede hendes liv, har mistet al hukommelse, inklusive det motoriske og sproglige, og skal lære alting fra bar bund ligesom et spædbarn, blot i en voksen krop. Når man ser hendes opførsel i starten, bliver man mindet om den gamle observation om at børn ville være monstre, hvis de var store i stedet for små – hun er virkelig ikke nem. Baxter hyrer derfor en af sine elever, Max McCandles (Youssef) til at hjælpe med hende og samtidig studere hendes fremskridt ned til mindste detalje. For at beskytte Bella, og endnu mere for at kunne studere hende, holder Baxter hende indespærret i sit store hus og underviser hende i alt muligt, blandt andet anatomi via obduktion af afdøde. McCandles indvilliger til at medvirke til dette og knytter snart et bånd til Bella, noget der får Baxter til at foreslå et ægteskab mellem de to, naturligvis på betingelse af at hun aldrig må forlade hjemmet undtagen i beskyttet selskab af Baxter og/eller McCandles.

Denne plan bliver forpurret da Baxters advokat Duncan Wedderburn (Ruffalo), en charmerende levemand og kvindebedårer, bliver betaget af Bellas skønhed og bramfri ligefremhed omkring sin gryende seksualitet. Han overtaler hende til at stikke af sammen, og dermed starter en oplevelses- og dannelsesrejse for Bella, som tager hende rundt i Europa, hvor hun møder mennesker og besøger steder, som udfordrer og former hendes verdenssyn. Hun møder det hele med naiv uvidenhed og nysgerrig fascination blandet med rationel analyse, stærke følelser og en umættelig libido (nogle gange nærmer filmen sig pornografi, dog uden at man direkte ser penetration). Hun bliver præsenteret for dobbeltmoral, kynisme, menneskelig lidelse og diverse livsfilosofier, som hun skærer fra hinanden som en kirurg obducerer et lig, og undervejs vokser hun fra at blive trukket rundt af andre menneskers vilje og lyster til at udvikle stor selvstændighed og stærk selvbestemmelse.

Filmen bliver i høj grad båret af Emma Stones præsentation af den komplekse og omskiftelige Bella, som på én gang udstråler ugraciøs klodsethed, pirrende seksualitet, uskyldighed og skarphed – bestemt en præstation, som bør udløse en Oscar-nomination. Hertil skal lægges filmens usædvanligt smukke lokaliteter, der, som ofte set hos Burton og Gilliam, mere ligner teaterkulisser end noget virkeligt, og der skiftes med stor bevidsthed mellem sort/hvidt og stærke farver. Begge dele bidrager til at give en fornemmelse af absurd uvirkelighed. Bellas kjoler er fabelagtige kreationer med enorme pufærmer, der ligesom resten af filmens dragter er designet af Holly Waddington, og vi bliver præsenteret for luftskibe, dampdrevne hestevogne, kimærer og et enormt krydstogtskib, som ville få Titanic til at dø af misundelse. Alt det opulente gejl trækker dog ikke fra filmens grundlæggende seriøsitet og menneskehedskritik, og det samme gælder Bellas grænseoverskridende handlinger, som på én gang  får en til at grine og forfærdes – for det er jo så rigtigt, alt det forkerte som hun gør.

Poor Things er uden tvivl en film der vil dele vandene, og nogle vil nok afvise den som manisk og effektsøgende ligegyldig underholdning – men selvom der kan være noget om det maniske, effektsøgende og underholdende, er filmen bestemt ikke ligegyldig. For når Bella stiller tilsyneladende naive (men i virkeligheden skarpe) spørgsmål til tingenes tilstand, bliver vi også tvunget til at overveje om verdens normer nu er så rimelige, som vi gør dem til, eller om de i virkeligheden måske er dybt urimelige, Filmuniversets uvirkelighed gør ikke de påtrængende spørgsmål mindre relevante, men sætter dem i stedet på spidsen som H.C. Andersens troldspejl, der udstiller alt det grimme i menneskeheden, som normalt bliver skjult eller hastigt forbigået som noget uundgåeligt. På trods af Bellas lyst til at have sex med stort set alle mænd (og nogle kvinder), er filmen grundlæggende stærkt feministisk, og den kan også, ved at vise uligheden og uretfærdigheden i sit univers, ses som en socialistisk fabel. Trods sine næsten 2½ time virkede filmen ikke for lang for mig. Anbefales stort herfra.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Uncategorized | Tagget | 1 kommentar

Alex Mangor Grave – Den glemte Stjerne – Astralkompasset

Den glemte Stjerne
Astralkompasset
Romaner af Alex Mangor Grave
Forlaget mellemgaard, 2021 & 2022
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Jeg har på fornemmelsen, at der lægges meget tid og overvejelse i arbejdet med Alex Mangor Graves Fyrtårn-serie; og det virker. Kvaliteten af fortællingen er fra bind 1 til 4 forbedret med nærmest Olympiske svømmebanelængder. Universet som Grave beskriver udvides mere og mere og holder fast i at være fascinerende ungdomsfantasy med forståelse for naturvidenskab og fysik – men også med plads til at bruge religiøse elementer som engle og myten om Babelstårnet. Lange og dybe fantasy verdener fyldt med komplekse relationer og mennesker er der masser af derude lige nu, og er du fan af Robert Jordans The Wheel of Time, eller The Kingkiller Chronicle af Patrick Rothfuss vil det være interessant at læse et dansk bud på ambitiøs fantasy.

Anmeldt af Anne Dencker Bædkel

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

No One Will Save You

No One Will Save You
Film, USA 2023
Instruktion og manus: Brian Duffield
Medvirkende: Kaitlyn Dever
1t 33m
Kan ses på Hulu og Disney+

No One Will Save You lægger sig i hælene på en lang række film om invasion fra rummet og indeholder da også en mængde elementer fra ældre klassikere – men også enkelte nye elementer. I starten introduceres vi til en yngre kvinde, Brynn (Dever), som bor alene i et hus ved skoven noget udenfor en mindre amerikansk by, antageligt en af de nordlige stater. Måske er tiden 1990’erne – det er ikke helt klart, men Brynn har kun en gammeldags telefon. Hun virker at trives ved at være alene – hun bygger på en modelby, danser alene til gammel musik, passer sin have og skriver breve til en veninde. Da hun aflægger et besøg til byen, er det dog tydeligt, at hun ikke er velkommen; noget vi ikke får en forklaring på før langt senere.

En nat mens hun sover, bliver alle lys i huset tændt, og alle elektriske apparater går i gang. Hun går ned ad trappen fra sit soveværelse på første sal og ser en mørk skikkelse gå rundt dernede – og skikkelsen er ikke helt menneskelig. Det bliver starten på en række dramatiske hændelser, hvor Brynns liv syntes konstant i fare, og der er ikke nogen hjælp at hente hos de fjendtligsindede borgere i byen. Et forsøg på at slippe fra byen i bus går galt, og hun må søge tilflugt tilbage i sit lille hus.

Meget mere skal der ikke siges om handlingen, andet end at der kommer flere overraskelser undervejs, at Brynn bliver konfronteret med traumer fra sin fortid og at de invaderende rumvæseners motiver ikke altid står helt klart (men de er aliens, så man kan vel heller ikke forvente at deres motiver nødvendigvis er forståelige for mennesker). Meget af det, der sker, er i høj grad åben for fortolkning, og det synes jeg giver et løft fra film, hvor det bare handler om at få ram på morderiske rumvæsener før de får ram på en. Især slutningen er åben for fortolkning, og min fortolkning er noget anderledes end den, Wikipedia byder på. Det kan heller ikke udelukkes at alt det mærkelige kun er noget, der sker i hovedet på den traumatiserede unge kvinde, men det er blot én udlægning.

Filmen bliver i høj grad båret af Kaitlyn Dever, eftersom alle andre mennesker kun har mindre biroller. Filmen adskiller sig også fra andre lignende ved stort set ikke at have nogen dialog – blot en enkelt, hvor fem ord bliver udvekslet. Det tvinger skuespillerinden til at udtrykke alle sine følelser med ansigtsudtryk og kropslig ageren – og det synes jeg, Dever gør rigtig godt. Jeg ser frem til at se hende i sæson 2 af The Last of Us, hvor hun skal spille den hævngerrige soldat Abby.

No One Will Save You bliver næppe noget fyrtårn blandt invasionsfilm – dertil er der lidt for mange klichefyldte elementer – men rent stilmæssigt har den meget nyt at byde på, og man keder sig ikke undervejs. Det er også et plus at filmen holder sig til en stramt fortalt halvanden time, og den anbefales herfra til en halv aftens god underholdning med plads til eftertænksomhed.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | 1 kommentar

M.R. Sander-Nielsen – Skyggernes rige

Skyggernes rige
Gyserroman af M.R. Sander-Nielsen
Skriveforlaget, 2023, 156 sider

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Den lille nordjyske by Aakirkebo er i forfald. Der kommer ikke nye beboere til i samme fart som de ældre beboere falder fra. På kirkegården går den noget desillusionerede graver Peder Hansen. Han hjemsøges af fortidens minder, både i tanker og drømme, men også i form af forskellige former for gengangere. Hans erindringer genkalder sig bl.a. da han som helt ung skulle ud og tjene på en anden gård hos nogle mennesker som var alt andet end gode ved ham. Det er dog ikke kun i erindringen dette vender tilbage, for han begynder også at se en omvandrende forrådnet udgave af den gårdmand han tjente hos.

Noget andet er dog da han bliver støder på sin ungdomskæreste Agnes. De har ikke set hinanden i 50 år, men forsøger at genoptage kontakten. Peder er dog så vandt til at leve et tilbagetrukkent liv at det er svært at lukke andre ind.

Bogens tone er gennemgående trøstesløs. Peder er blevet gammel og bitter og kan ikke slippe de dårlige ting der er sket i fortiden, og har måske ikke rigtigt lyst til at slippe det. Selv da Agnes dukker op med sit livsmod, så er tristheden omkring Peder svær at trænge igennem.

Dette er forfatterens debut roman, og på mange måder en fin debut. Det virker dog som om han ikke haft en plan om hvor han ville hen med historien, og der er ting der ikke rigtigt følges til dørs. Efter endt læsninger sidder jeg med en følelse af bogen enten burde have været kortere ved at historien enten skulle have været strammet op, eller at den kunne have brugt at der blev brugt mere plads på at udbygge Peders historie.

Men en fin debut, og jeg vil da bestemt holde øje med hvad der ellers kommer fra M.R. Sander-Nielsen.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Kenneth Bøgh Andersen og Lars Gabel – 78

78o
Af Kenneth Bøgh Andersen og Lars Gabel
Gyldendal, 2023, 108 sider

I 2009 havde Kenneth Bøgh Andersen novellen ”78o” med i antologien Fimbulsommer (Tøkk, 2009) , en novelle der nu i samarbejde med Lars Gabel er blevet til en tegneserie. Jeg havde ikke læst novellen, hvilket jeg var glad for da jeg læste tegneserien, for der er et par tvist i historien som virkeligt kom bag på mig nu hvor jeg ikke kendte historien i forvejen.

Global opvarmning har gjort at der i løbet af dagtimerne kan der blive op til 78 grader udenfor hvilket stort set umuliggør at bevæge sig rundt der. Et søskende par prøver at snige sig rundt i resterne af en stegt civilisation i de kølige timer for at finde mad og ikke mindst kølige steder at opholde sig. Ud over mad og vand leder de også efter deres forældre, som der måske er et lille håb om er et sted derude. Varmen gør det ikke kun svært at overleve, men også at holde styr på tankerne da man hurtigt kommer til at hallucinerer i varmen, og kan have svært ved at holde styr på hvad der sker rundt om sig.

Historiens tvists så jeg som nævnt slet ikke komme, og specielt ved det første måtte jeg lige lægge bogen fra mig et øjeblik, for så at gå nogle sider tilbage og læse igen, fordi det var så vel udført.

Lars Gables illustrationer og Kenneth Bøgh Andersens historie passer perfekt sammen giver det en virkelig fængende læseoplevelse.

Det er en virkelig barsk historie, om et mene der må siges at være højaktuelt, hvilket jeg også tænker er grunden til at novellen er blevet taget frem igen og blevet til denne flotte udgivelse.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Science Fiction, Tegneserier | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Solarpunk

Solarpunk
Antologi
Redaktør: Helle Perrier
Krabat, 2023, 362 sider

Anmelereksemplar leveret af forlaget

Science fiction subgenren solarpunk har en setting hvor mennesket har fået løst de store problemer som meget andet science fiction antager vi vil fejle med. Det er klimaforandringer, altødelæggende krige eller andre samfundsnedbrydende ting. Solarpunk er harmoni,  en lys fremtid og fred. Umiddelbart kan man tænke at det kan være svært at skrive interessante historier i en sådan setting. Hvilket problem skal historien beskæftige sig med, og hvilke udfordring skal personerne stå over får hvis alt bare er godt? Det var netop dette spørgsmål der straks fangede min interesse, for denne antologi, da jeg ikke var stødt på denne subgenre før (eller i hvert fald ikke vor jeg har været bevidst om at det var en historie inden for denne).

Allerede forside illustrationen er interessant. Egentligt er der ikke særligt meget solarpunket over den, da det er en robot med et sørgmodigt ansigtsudtryk, men som blikfang virker den rigtigt godt, og så indikerer den at dette nok er historier hvor ikke alt er godt alligevel.

Samlingen starter hårdt ud med novellen ”Solbær” af A. Silvestri. Heri udvikler et barn et udslæt som lægerne har meget svært ved at behandle, og hun virker heller ikke rigtigt til at være syg. Det er en historier om at selvom alting er godt, så kan det stadig blive bedre. Og nu vi er ved ”bedre”, så vil jeg sige at dette var den novelle som jeg syntes bedst om i denne samling.

Der er flere af novellerne der er bygget op omkring den udvikling som unge gennemgår, ikke mindst i forhold når de oplever forelskelse. Det er oplagt at fortælle den slags historier, for selvom der er harmoni i omgivelserne så vil den personlige udvikling altid vare en god grobund for historier inden for alle genrer.

Der er også historier hvor harmonien måske alligevel ikke er helt som den skal være. Hvis nu harmonien imellem mennesker og naturen kun opretholdes fordi mennesket holdes væk fra naturen, hvad vil der så ske hvis man blander dem igen, og har mennesket overhoved lyst til at tage chancen?

Det er en interessant udgivelse, og en virkelig god præsentation af en subgenre til science fiction som nok for mange vil være ny, det var den i hvert fald for mig.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Antologi, Bøger, Science Fiction | Tagget , , , , | 1 kommentar