Himmelskibet – Magasinet for Fantastik

Læs om Magasinet Himmelskibet

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Et studie i ondskab

Et studie i ondskab
Antologi red. Nikolaj Højberg
Kandor, 2019

Anmeldereksemplaret er leveret af forlaget

I 2015-17 udgav forlaget Kandor en serie af kort-romaner hvor forskellige forfattere havde skrevet om Satan. Det blev til i alt 9 bøger (hvis man tæller Stephan Garmarks Syndefald med, som skulle have været en del af serien, men først udkom senere). Det var en interessant serie, og det føltes lidt som en temaantologi fordelt over 9 bøger. Forlaget har nu samlet de 9 bøger i en bog, så det nu er en rigtig antologi. Ud over de 9 historier, så er der et længere velskrevet efterord af Kirsten Nielsen omkring satan og ondskab.

Har man de 9 bøger stående så er der ikke nogen grund tal at anskaffe sig denne bog, men har man ikke så bør man bestemt købe den.

Nedenfor er et lille uddrag og link til de oprindelige anmeldelser

Indhold:

  • Jakob Friis Andersen: ”En sand kunstner” (anmeldt i Himmelskibet nr. 45)
    ” Jeg skal ærligt indrømme at jeg kun ved meget lidt om reformationens Firenze, men så velskrevet som bogen er, kan man sagtens sætte sig ind i den tid og det sted som beskrives heri. Den Satan-karakter der beskrives heri, er den klassiske fristerskikkelse, som ikke dikterer eller beordrer folk til at gøre ting, men kun frister og påvirker dem til at gøre andet end de oprindeligt ville have gjort, simpelthen ved at tale til deres undertrykte lyster og instinkter.”
  • Irene S. Rasmussen: ”Ormeføde” (anmeldt i Himmelskibet nr. 47)
    ” Ormeføde er en bog om en kvindelig journalist der bliver sat til at følge op på en sag om en kvinde der mishandlede sin datter til døde. Datteren var blevet spærret inde uden adgang til lys, og hun havde til sidst spist noget af sit eget hår, blot for at at få noget i maven.”
  • Maya Salonin: ”Menneskesønnen” (anmeldt i Himmelskibet nr. 51)
    ” Bogen passer godt ind i serien og har en vinkel som ingen af de andre forfattere har valgt. Ud over at være godt fortalt, så belyser den også at ondt og godt ikke nødvendigvis er noget der kan dels op i sort/hvidt, men at det er nødvendigt at sætte sig ind i de bevæggrunde som ligger til grund for en handling. Og i denne bog et alternativt bud på hvad konflikten imellem Gud og Satan skyldes, end hvordan det normalt belyses.”
  • Stephan Garmark: ”Syndefald” (anmeldt i Himmelskibet nr. 51)
    ” Forlaget Kandor har kørt serien Den X. bog om Satan hvori forskellige forfattere har bidraget med forskellige vinkler på hvem eller hvad satan er og hvordan han virker på os mennesker. Jeg tænker at Syndefald oprindeligt har været tiltænkt denne serie, for både indholdet og længden på bogen virker til at være tilpasset serien. ”
  • Kirsten Nielsen: ”Et studie i ondskab”

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Antologi, Bøger, Horror | Tagget , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Teddy Vork- Mulm

Mulm
Roman af Teddy Vork
Kandor, 2020, 202 sider

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

I 2014 udgav Teddy Vork en novelleantologi med titlen Sprækker. Samlingens titel var velvalgt, da der i alle novellerne var en eller anden form for sprækker i virkeligheden, hvorigennem der trængte noget anderledes og skræmmende igennem. I romanen Mulm er der også tale om sprækker. Der er sprækker i Jacob og Majas forhold efter hun er blevet indlagt på en psykiatrisk afdeling, og Jacob nu kæmpe for at få hverdagen til at hænge sammen for ham selv og deres søn. Samtidig begynder der at opstå sprækker i Jacobs virkelighedsopfattelse. Sønnen Johannes på 5 år har fået sig en usynlig ven han kalder Svupben. Johannes er begynd at bygge små stendysser på sit værelse, og det er ved disse at han taler med Svupben. Inden sin indlæggelse var Maja begyndt at se skygger i deres hjem, og hun bliver mere og mere overbevist om at noget ond er ved at få kontakt til Johannes.

Som læser følger vi Jacobs forsøg på at holde sammen på det hele. Situationen bliver dog sværere og sværere for ham. Han er hele tiden nervøs for hvor lang tid der vil gå inden Maja bliver rask igen, samtidig med at han bliver mere og mere overbevist om at hendes oplevelser med skyggerne måske ikke blot er indbildning, og at der moske er noget efter deres søn.

Som læser sidder man ikke og er bange for at der skal ske hovedpersonen Jacob noget, men man er i høj fanget i hans frygt for at ser skal ske noget med hans søn. At en historie benytter forældres frygt for at der skal ske noget med deres børn til at indfange læseren er ikke nyt, og det er et utroligt effektfuldt virkemiddel når forfatteren mestre det. Og det mestre Teddy Vork. Han er på ingen måde landets mest produktive forfatter, men når han så endeligt udgiver noget, så har det altid været ventetiden værd. Han bygger gerne på væsner og sagn fra folkeminder og folklore, hvilket virker rigtigt godt til at fortællingen bliver troværdig, da man under læsningen indfanges af at der er noget gammel og glemt derude, som blot skal have en lille sprække for at skabe kontakt til den verden vi lever i.

Anmeldt af Thomas Winther

 

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Critters Attack!

Critters Attack!
Film, 2019
Medvirkende: Tashiana Washington, Dee Wallace, Ava Preston, Jaeden Noel m fl.
Instruktør: Bobby Miller.
Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic

I den første Critters film (fra 1986), landede en flok altædende rumvæsner på jorden. De var små, havde røde øjne, pigge de kunne skyde med, og så rullede de når de skulle bevæge sig rundt. I hælene på dem var intergalaktiske, formskiftende dusørjægere, der sammen med de lokale fik bekæmpet de invaderede små udenjordiske djævle. Det viste sig dog at de overså nogle æg, og vi var dermed klar til Critters 2 i 1988. Det er mange år siden jeg så disse film, men husker dem som underholdende, og de står bestemt på listen over film jeg skal have genset på et tidspunkt.

Jeg husker faktisk ikke om jeg nogen sinde fik set Critters 3 fra 1991 (med bl.a. en ung Leonardo DiCaprio på rollelisten). Jeg ved jeg aldrig fik set Critters 4 fra 1992, og jeg havde fuldstændigt overset Critters: Bounty Hunter fra 2014. På IMDB står der også noget om en TV-serie fra 2019, som jeg heller ikke havde hørt om. I franchises som denne er det sjældent noget problem at man ikke har set alt, så med de gode minder om de to første film, satte jeg mig til rette for at se den nyeste omgang altædende små monstre i Critters Attach!

Critters–01/16/2019–Marcos Cruz / 2019 Warner Bros. Entertainment Inc. All Rights Reserved.

Drea skal passe et par store børn for sin underviser. De er ikke meget modtagelige for hendes forslag til aktiviteter, men hun får dem da med i parken. Her finder de et mystisk, men på sin vis nuttet lille dyr (en hvid Critter), som de tager med sig, for at aflevere til parkbetjentene. Og så er der ellers gang i balladen. Det viser sig at dette er en hun Critter, og hun er ikke blot ude på at æde, men vil gerne hjælpe med til at forsøge at stoppe de glubske hanner.

Der er selvfølgelig ikke nogen der tror på de unges historie om de angribende monstre, før det er for sent. Dog er der en som har holdt øje med himmelrummet, og har registreret at væsnerne er tilbage. Hun er dusørjæger, og hun er både bevæbnet og klar til kamp. Denne dusørjægerne er spillet af Dee Wallace, som også var med i den første film, men jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke kan huske om det var den samme rolle (og imdb gjorde mig ikke klogere).

Critters–01/28/2019–Marcos Cruz / 2019 Warner Bros. Entertainment Inc. All Rights Reserved.

Langt de fleste effekter er praktisk (dukker eller animatronics), og kun ganske lidt cgi, noget der bestemt er et plus. At det så nogle gange måske nok er lidt for tydeligt at det er en hånddukker kan jeg sagtens leve med i en film som denne.

Som forventet så kunne denne sagtens ses uden at have set hele serien optil. Dog tror jeg det er en fordel at have set de første dengang, og dermed kunne se denne som et gensyn med noget underholdende. Det er bestemt ikke stor filmkunst, og filmen har heller ikke samme charme som de oprindelige, men jeg var godt underholdt, og der var flere sjove indslag, bl.a. da den kiksede parkbetjent er i bad og forveksler en critter med en vaskesvamp. Dette slipper han selvsagt ikke levende fra.

Anmeldt af Thomas Winther

Critters–01/15/2019–Marcos Cruz / 2019 Warner Bros. Entertainment Inc. All Rights Reserved.

Udgivet i Film, Horror | Tagget | Skriv en kommentar

Joker

Joker
Film, USA, 2019, 122 min.
Instr.: Todd Phillips
Medv.: Joaquin Phoenix, Robert De Niro, Zazie Beetz, m.fl.

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic

På film er det muligt at lave mange og meget forskellige versioneringer af figurer og historier fra tegneserier, og det står specielt tydeligt frem i disse dage, hvor der produceres rigtig mange film fra disse tegneserieuniverser. Med film som Joker og Venom (se anmeldelse i Himmelskibet nr. 56) ser vi spin-off figurer fra superhelteuniverserne: de første superskurke-film, hvor heltene slet ikke er med. Skurkene definerer sig traditionelt i forhold til heltene, men når de er hovedpersoner i deres egne film bliver det muligt at gøre nye ting med dem. Der er stort behov for at forny netop Joker-figuren, for han er allerede Batmans mest kendte ærkefjende, og vi har set ham på film og tv mange gange allerede, helt tilbage fra Batman tv-serien fra 1966. Indenfor de sidste tre årtiers film er der nu tradition for at de helt store skuespillere tackler Joker-rollen – Jack Nicholson spillede ham i Tim Burtons Batman-film fra 1989, Heath Ledger var en legendarisk Joker i The Dark Knight fra 2008, og nu er turen kommet til at ingen ringere end Joaquin Phoenix skal gøre figuren til sin egen.

Man kommer ikke uden om at Phoenix er en af sin generations bedste skuespillere. Man kommer ikke uden om at han leverer en pragtpræstation i denne film. Og man kommer heller ikke uden om at selv den bedste skuespiller i rollen kun fungerer hvis filmens manuskript også er vellykket – og det er det heldigvis. Visuelt kører Todd Phillips en linje der fokuserer på Jokerens farver – grønt og hvidt, tilsat lidt rødt – og konstruerer hele filmens og Gotham Citys dunkle og trøsteløse stemning ud fra dette farveskema. Med sikker instruktion og en skuespiller som Phoenix i centrum er resultatet en film hvori alle scener og sekvenser føles fuldkommen ikoniske, ja, næsten skæbnebestemte. Samtidig er det en film der handler om depression og fortvivlelse, hvilket jo er passende når man skal skildre en superskurk. Optimisme hos heltene, pessimisme hos skurkene. Det ikke bare giver mening; det er mening. Og meningen begrænser sig ikke til Jokerens egen figur – tværtimod: det handler helt overordnet om måden hvorpå det moderne samfund både skaber og forsømmer folks problemer. Dermed skriver den sig ind i en langt større debat om sociale problemer i et samfund med store afgrunde mellem rige og fattige, og hvordan kriminalitet er et symptom på et sygt samfund.

Som tegneserielæser har jeg personligt altid haft et problem med måden både Batman og Jokeren er blevet skildret på i tegneserierne siden midt-1980erne. På baggrund af Frank Millers The Dark Knight Returns (1986), som er en dystopisk fremtidsfortælling der slet ikke foregår i det egentlige DC-univers, blev denne nye mørke og sammenbidte Batman så uendeligt populær at han også i de almindelige tegneseriehistorier begyndte at gå i den retning: I stedet for at være en traditionel helt blev han en overdrevet indædt bad-ass som dels kunne vinde over ALLE andre (også superhelte med vilde kræfter, såsom Superman), og som blev mere og mere voldelig overfor kriminelle. Man kan næsten sige at han tilnærmede sig en Judge Dredd-agtig fascisme, og ikke længere repræsenterede klassisk heroisme. Af samme grund har han i mange af de mere kendte historier siden dengang været uvenner med Superman. Det er som om der har udviklet sig en faktion af fans som synes at Batman bør være en sådan bitter og grum eksponent for ultravold, som hader alle de øvrige og spejderdrenge-agtige superhelte, selv om det samtidig gør at Batman ikke er nogen klassisk helt længere, men bare en voldsfanatiker der er sunket til samme niveau som de kriminelle (eller for den sags skyld samme niveau som de hensynsløse rige, som han i kraft af sin Wayne-formue er en del af). Det er også sådan han skildres i den efter de flestes mening – inkl. min – dybt mislykkede 2016-film Batman v Superman: Dawn of Justice (anmeldt både af undertegnede og af Flemming Rasch i Himmelskibet nr. 48).

Men problemet med Jokeren er faktisk værre endnu. Jokeren skal jo være en værdig fjende for den mørkeste af mørke Batmænd, og derfor er han gennem årene gradvist blevet mere og mere sadistisk og massemorderisk. Han myrder løs, og fordi han er en ikonisk figur som Batman altid skal spejle sig selv i, bliver han aldrig reelt straffet for sine forbrydelser (udover nogle måneder på et sindssygehospital nu og da), men vender altid tilbage for at begå nye. Jeg finder ikke dette hverken holdbart eller acceptabelt. En ordentlig helt kan ikke bare lade en skurk blive ved og ved med at myrde løs igen og igen. Og ironisk nok er Batman heller ikke nogen ordentlig helt længere, MEN han holder stadig fast i sit princip om aldrig at slå nogen ihjel (uanset hvor brutal han i øvrigt kan være). I min optik fungerer det slet ikke, og jeg kan simpelthen ikke læse eller på anden måde støtte sådan nogle historier. En skurk så slem som Jokeren bliver en ordentlig helt nødt til at uskadeliggøre permanent. Men fordi Batman og Jokeren er så ikoniske figurer, bliver de ved og ved med at danse omkring hinanden, og vedligeholde en uholdbar situation. På den måde opfylder historierne i tegneserierne i hvert fald ikke længere mine krav til hvad god heroisk moral er.

Men, her kommer så Todd Phillips’ Joker-film med en historie hvor Batman slet ikke er med. Så bliver det pludselig muligt at anlægge en helt anden vinkel på figuren, hvor det overhovedet ikke drejer sig om Jokerens interaktion med Batman. Phillips vælger i denne film at bruge en variant af samme idé som Christopher Nolan forsøgte at anvende på superskurken Bane i 2012-filmen The Dark Knight Rises. Nemlig at skurken i yderste konsekvens er et billede på den undertrykte og forsømte arbejderklasse der gør oprør mod det etablerede og elitære system, som bl.a. repræsenteret af den rige Bruce Wayne og/eller hans forældre. Gotham City portrætteres som en koncentreret udgave af et urbant samfund hvor byforfald og kriminalitet er gået amok pga. elitens forsømmelse og ligegyldighed overfor de laveste klassers problemer. Ud af denne situation opstår Jokeren som en oprørsfigur der inspirerer mange andre til også at sige fra og protestere. I denne version er der det yderligere twist at Jokeren måske er, eller tror at han er, Bruce Waynes illegitime bror. Og at Bruce Waynes forældre myrdes i de optøjer som Jokeren inspirerer den rebelske folkemængde til. Her er det altså Jokeren der indirekte skaber Batman – og spørgsmålet er så hvilken Batman der kommer ud af dét. Hvis Jokeren repræsenterer social uretfærdighed, og Batman bliver hans ærkefjende, så må Batman jo komme til at repræsentere det undertrykkende og elitære samfundssystem. Så må Batman blive en skurk, mens Jokeren er helten. Symbolsk, i hvert fald. Om det er en holdbar situation der kan anvendes i yderligere historier som fortsættelse til denne film, kommer til at stå hen i det uvisse indtil vi finder ud af om denne film får en fortsættelse. Umiddelbart lader det ikke til det, og jeg tror også at jeg vil foretrække at denne film står alene. For symbolikken, og den yderligere skade dette vil forvolde på den klassiske version af Batman-figuren, kan meget nemt gå hen og blive noget frygteligt rod. Men som helt selvstændig film virker Joker utroligt godt. Figuren er her blevet til en working class hero, hvor hans forbrydelser repræsenterer en retfærdig modstand mod et hensynsløst og mareridtsagtigt samfund, hvilket er et soleklart budskab fra Todd Phillips om at alt ikke just er fryd og gammen i Guds eget land.

Jeg kunne i begyndelsen ikke helt bestemme mig for om jeg syntes at filmens løsrivelse fra tegneserienes versioner af figuren var en god eller en dårlig ting, men jeg må sige at jeg ender med at godkende denne films valg et hundrede procent. Og dermed er filmen faktisk intet mindre end… perfekt.

Karakter: 10 stjerner ud af 10.

– Tue Sørensen

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Susanne Aalling Ovesen – Experimentet 1- De andre

Experimentet 1- De andre
Roman af Susanne Aalling Ovesen
LS Books & Games, 280 sider

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Sophia er lige blevet student. Da hun nu har brug for at slappe af er hun taget alene op til sine forældres sommerhus. Hun har det generelt bedst med ikke at være i nærheden af for mange mennesker, da hun har en speciel evner der bl.a. gør at hun fornemmer andres følelser, hvilket påvirker hende kraftigt. På en indkøbstur bliver hun pludseligt ramt af en helt ny fornemmelse, og hun bliver meget påvirket af en ung mands tilstedeværelse. Værre går det dog, da der lige pludseligt er noget mystisk der jager hende, noget der bestemt ikke vil hende det godt. Den unge mand (William) kommer hende dog til undsætning.

William tager hende med hen til sine forældre. Det viser sig at William også har specielle evner, han kender dog til hvor disse evner stammer fra. Sammen med sine forældre kan han fortælle Sophia om ”De Fremmede”. Det et udenjordiske væsner der har lavet experiemter på mennesker, hvilket der er kommet nogle børn med specielle evner ud af, og både William og Sophia høre til disse. Det viser sig også at Sophia egentligt er adopteret, men hos de forældre som hun også troede var hendes biologiske forældre finder hun en mappe med en masse informationer om hendes biologiske mor.

Sophie får rigtigtig mange informationer fortalt af William, eller via den mappe hun finder. Bogen handler derfor ikke så meget ikke så meget om at hun skal finde informationerne, men mener om at hun skal forholde sig til dem, og ikke mindst til de følelser som hun hurtigt får for William.

Bogen er bind 1 i en ny serie, og det er meget tydligt at denne bog mest af alt er til for et etablerer nogle karakterer og relationer, som vil skulle bruges i de kommende bind. Bogen kan derfor dårligt læses selvstændigt, men så er det heldigt at bind 2 allerede er udkommet (den har jeg dog ikke fået læst endnu).

Bogen har såvel gyser- som science fiction-elementer, men mest af alt er det historien om en ung kvinde der altid har følt sig anderledes, og som nu lige pludseligt skal forholde sig til, hvorfor hun ikke er som de fleste, men også skal forholde sig til at hun har fundet en der er ligesom hende.

Det var ikke sådan at jeg efter endt læsning tænkte at jeg straks ville gå i gang med bind 2, men ingen tvivl om at jeg nok skal få det bind læst også. Bagsiden af bind 2 fortæller at i dette bind rejser Sophia og William til London, for at mødes med andre der er lige som dem. Det der forfølger Sophia har dog ikke opgivet jagten endnu.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Konkurence – Valnir Rok

Konkurence:

Vi har fået mulighed for at give 10 af vores læsere adgang til at spille PC-spillet Valnir Rok. Det er et OpenWorld multiplayer rpg sat i en viking-verden, med et stort tilskud af monstre.

Valnir Rok at Steam: https://store.steampowered.com/app/658980/Valnir_Rok_Survival_RPG/

See the Valnir Rok trailer here: https://youtu.be/JxEzGamnXwU

 

For at deltage i konkurencen skal du blot svare på flgende:

Hvad er titlen på Himmelskibets jubilæumsbog.

Svaret sendes til kasserer@fantastik.dk inden den 20-Marts-2020

 

Præmien er sponseret af PR NORDIC

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Ad Astra

Ad Astra
Film, Regency Enterprices, Fox m.fl, 2019, 123 minutter
Instruktion: James Gray, Cast: Brad Pitt, Tommy Lee Jones m.fl.
Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic

I Ad Astra følger vi McBride (Brad Pitt) på en farefuld rejse fra Jorden, via Månen og Mars til et sted i den ydre del af solsystemet, hvor hans far (Tommy Lee Jones) forsvandt for mange år siden, i nærheden af Neptun, mens han ledte efter aliens. Det er et plot de fleste af os er stødt på mange gange før, i film som 2001 og Event Horizon, men selve rejsen er altid lidt forskellig, og den MacGuffin der venter for enden af rejsen kan varieres i det uendelige.

Selve rejsen er heldigvis den største del af filmen. For det virker som om budgettet og/eller ideerne slap op da man endelig havde fået Brad Pitt ud til Neptun (Jeg vil ikke afsløre om han faktisk møder sin far – Tommy Lee Jones er også med i nogle scener der foregår før man mistede kontakten med McBride senior). Men en god scene eller to venter der da stadig derude.

Ad Astra er på én gang en rigtig god science fiction-film og en ret middelmådig action- / space opera-film. I den gode sf-film spiller Brad Pitt en meget overbevisende astronaut, i en utrolig flot og autentisk udseende rejse fra en Jorden i en ikke så fjern fremtid, til de ydre planeter. Men af en eller anden grund var det ikke nok for James Gray. I stedet for bare at finde sin far, og efterforske hvad der var sket, skulle McBride senior også udstyres med at dommedagsvåben der er løbet løbsk, og truer med at udslette Jorden (ude fra Neptuns bane – enhver med lidt forstand på fysik ville have fortalt Gray at det er komplet idiotisk). I stedet for at nøjes med lade uheld og astronautiske udfordringer give spænding, får vi nogle mystiske politiske kræfter som modarbejder McBrides mission, og tilføjer diverse action-scener, hvor man ikke forstår de involveredes motivation. Og i stedet for bare at lade McBride være en astronaut af Neil Amstrongs støbning, skal vi absolut have ham psykologiseret, og på en lidet overbevisende måde have hans personlighed forklaret ved hjælp af forholdet til hans far.

Med al den kritik virker det nok som om jeg synes at Ad Astra er en dårlig film. Både og: Hvis man kan abstrahere fra plottets tåbeligheder, er det en utrolig flot film, hvor cinematografi, billede og lyd fungerer nær perfekt, godt suppleret af en velspillende Brad Pitt. Så jeg kan anbefale filmen til dem der hadede fysik i skolen og bare gerne vil have noget rum-action, men også til dem som sukker efter film med en realistisk fremstilling af hvordan det er at være ude i rummet, og kan leve med at realismen kun udstrækker sig til det man faktisk ser, og ikke plottet bagved.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Hanne Lykke Rix- Prins af Okenos – Kongestenen 4

Prins af Okenos – Kongestenen 4
Roman af Hanne Lykke Rix
Forlaget DreamLitt, 2019, 440 sider.

Anmeldereksemplar er venligt stillet til rådighed af forlaget.

Middelalderfantasylandet Okenos er besat af Demurgien, som har indgået en alliance med den opportunistiske nabokonge Flod af skovriget Furien. Efter en barndom med vanrøgt får den forræderiske konges teenagesøn, Falk, endegyldigt nok og siger fra ved at flygte med kronjuvelen Kongestenen.

Under navnet Fioron bliver den tidligere prins frihedskæmper. Nu skal han dygtiggøre sig, vokse med opgaven og, sammen med sit umage helteteam, bringe Kongestenen til Kong Leos på modstandsbasen Sønderfæstning i den anden ende af landet. Lukt gennem de farlige, besatte områder!

Således er scenen sat til 4 bind af Hanne Lykke Rix’ saga om Kongestenen. Fra starten har det været klart, at Rix’ besidder fortælleglæde og en intuitiv forståelse af fantasy- og young adult-genrenes grundelementer. Der er teenageproblemer, sværd, magi og naturligvis en helt særlig skæbne i vente for Fioron.

Sagaens fortælling er samtidig så fremskreden nu, at en retfærdig omtale nødvendigvis må inddrage noget af det tidligere, som jeg er så heldig også at have anmeldt.

Efter elegant, at have undveget klicheen om ”den svære 2’er” med en girlpower-fortælling om Fiorons nok fremtidige udkårne, Ellin, og dernæst skrevet sig igennem en noget frustrerende 3’er, er Rix vist for alvor ved at finde kampformen.

Sproget, der siden debuten har været præget af en god enkelhed, som desværre også let afslører fejl og mangler, er for første gang ikke alvorligt fejlbehæftet. Det nager mig stadig, at fantasypersoner her kan sige, at noget er ”pisseirriterende”, som var de nutidsunge, men det kan vi lade være et stilvalg. Men der er generelt ikke stort blik for, at skriftsprog som genre opfattes mere formelt og forskelligt fra talt sprog.

Præcision i beskrivelser og personernes talegaver kan derfor svigte til tider.

Noget bør næppe beskrives som ”gigantisk” hvis to mennesker uden videre løfter det. Oprørsild brænder fjenden op – ikke ud af landet.

Det er heller ikke den slags en ungdomsfortælling skal brænde for! Det er således langt mere interessant at se Fioron flytte sig fra en retningsløs teenager fanget i vredeståge, til en mere moden ung mand, der gradvist begynder at forstå, at han har forpligtelser overfor verden omkring sig, og må flytte sig hensiddes sin offermentalitet og selvretfærdighed, hvis han skal opnå sine mål. I den forrige bog kunne han ikke se ud over sig selv og tage konkret ansvar.

Den følelsesmæssige transformation skrives her overraskende nemt ud.

Rix er god til teenagefølelser. Også venskab og kærlighedsanliggender berøres med en god nænsomhed. Vi får også en stadig større nuancering af fiktionsverdenen med temaer som værnemageri, guerillakrig, forræderi og nye geografiske, politiske forhold.

Det er en temmelig jordnær fantasy vi har med at gøre. Personlig udvikling, ansvar og moral fylder meget. Det er konkret forankret og der er action, hvilket er godt, men de filosofiske overvejelser føres sjældent helt igennem.

Er værnemageren, som kun undtagelsesvis sætter sig selv på spil for hovedpersonerne nu på de godes side? Er hans tidligere (eller fremtidige) gerninger nu godtgjorte?

Er guerillakrigerne, der udveksler fanger med fjenden gode eller onde? Svarene bogen giver er halvfærdige.

Vi får ligeledes forsøgsvis en forklaring på, hvordan magi og metafysik tilsyneladende virker i Okenos fra den kloge og moderlige heks Marion, som forfatteren øjensynligt gerne vil skildrer som meget vis. Magi minder om new age-energier, selvudvikling og positiv visualisering. Tænk det og det sker. Sjælen skal give slip på sin jordiske bagage og drage videre.

Lad os håbe fjenden ikke også ved disse ting om verdens sammenhæng, så de kan tænke helten til døde. Magi i fantasy er altid en kompleks balancegang.

Tilgangen til relationer og reaktioner forbliver fra forfatterens side en anelse for didaktisk og docerende. Modne, voksne bipersoner antager ofte ukritisk 16-årige Fiorons vigtighed og evner, og de ret entydige persontræk, forfatteren gerne vil påhæfte hovedkaraktererne, udtales gerne meget stærkt og tit næsten ordret af andre, fremfor at blive levendegjort i dem selv via skrivekunsten.

Alt i alt står vi tilbage med god, gedigen ungdomsfantasy, der har skabt sin egen personlige identitet, men som netop derfor også har både huller og ønsker, der kan overgøres og nogle gange skade fortællingens helhed. Jeg sidder med indtrykket af Rix som en følelsernes forfatter, hvor der ikke er langt fra indskydelse til skrift.

Det er godt og har sin plads! Men hvis der ikke indtræder en større og alvorligere stringens omkring de lidt komplekse ideer og følelser, forfatteren selv bringer på bane, kan fortællingerne komme til at fremstå ureflekterede. Som en trædesten læserne taknemmeligt kan udvikle sig på, inden de bliver så dygtige, at de nødvendigvis må gå andre steder hen.

Og fred være med det. Ikke alle forfattere skal kunne alt. Rix er en lovende ungdomsforfatter.

Anmeldt af Aske Sparrebro

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Crawl

(2019)
Film, USA/Canada/Serbien 2019, 88 min.
Instr.: Alexandre Aja
Medv.: Kaya Scodelario, Barry Pepper, m.fl.
Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic

”Action/horror/thriller” beskrives denne film som; et andet term for denne type film er ”creature feature”: en spændingsfilm hvor hovedpersonerne forsøger at overleve sammenstødet med et eller flere farlige dyr. Når man sætter sådan en film på og den tydeligvis foregår i et vandmiljø, så forventer man næsten pr. automatik at det skal handle om hajer, men i Crawl er vi i Florida under en orkan, og her er det alligatorer der udgør faren på færde. Under et stormvarsel mister den ca, 18-årige konkurrencesvømmer, Haley (Kaya Scodelario), kontakten til sin far (Barry Pepper), og beslutter at køre tilbage til den lille hjemby, Coral Lake, for at få ham ud fra stormområdet. Da hun ankommer er stormen taget så meget til at det er umuligt at komme derfra igen – og hendes far ligger såret og bevidstløs i et svært fremkommeligt hjørne af den snart oversvømmede kælder, offer for en glubsk alligator, som også sørger for at holde Haley fanget i samme kælder… mens vandet stiger og stiger. Og så kan man jo dårligt tro andet end at dét nok skal give anledning til at Haley får brug for sine evner som elite-svømmer.

Det bedste ved filmen er Kaya Scodelarios skuespil i spændingsscenerne, hvor hun er meget overbevisende panikslagen og stakåndet. Desuden imponeres man markant af de meget virkelighedstro visuelle effekter. Der er over 45 minutters ekstramateriale på Blu-rayen, hvor man finder ud af at hele filmen er optaget i et studie (i Serbien!), og samtlige effekter til både storm og alligator består af computer-animation. Her er der for én gangs skyld tale om god CGI, inkl. en lyssætning der ser særdeles ægte ud, og hele cinematografien er virkelig vellykket.

Filmen kommer til os fra horror-producent Sam Raimi og horror-instruktør Alexandre Aja, som samlet har lavet en hel håndfuld kendte og elskede horror-film, fra The Evil Dead og Drag Me To Hell og til The Hills Have Eyes og Piranha 3D, så de er et par erfarne herrer. Filmen gik da også aldeles udmærket i biograferne, hvor den indtjente over 90 millioner dollars, baseret på et budget på kun 13,5 millioner. Ifølge Wikipedia har Quentin Tarantino ligefrem kaldt Crawl for hans yndlingsfilm i 2019, hvoraf man måske kan udlede at der ikke var ret mange andre anstændige horror-film sidste år?

Skal man finde noget at kritisere må man nok pege på at den overordnede historie er meget tynd – der er et tema om at far og datter finder sammen igen efter forældrenes skilsmisse, men filmen bruger ikke meget tid på at gå i dybden med dette. Hvilket på sin vis er forståeligt nok, når det nu er en action- og spændingsfilm – publikum kommer jo for at se monster-action! Og det får man også i rigt mål, selv om filmen i sidste ende er den form for rendyrkede popcorn-underholdning hvor man godt kan slå hjernen fra det meste af tiden… undtagen måske krybdyrhjernen!

Karakter: 6 stjerner ud af 10.

– Tue Sørensen

Udgivet i Film, Horror | Tagget | Skriv en kommentar

Ready or not

Ready or not
Film, USA, 2019
Intruktør : Matt Bettinelli-Olpin, Tyler Gillett
Medvirkende : Samara Weaving, Adam Brody, Mark O’Brien
DVD fra Twentieth Century Fox Home Entertainment
Bonus materiale DVD & Blu-ray: Let the Games Begin: The Making of Ready or Not, Gag Reel, Audio Commentary by Radio Silence and Samara Weaving, Gallery

Anmelder eksemplar leveret af distributøren

To drenge løber igennem et stort hus, som var der nogen efter dem. Det viser sig dog at det ikke er dem der bliver jagtet, men den mand der er offeret bliver indhentet af sine forfølgere da han er lige ud for drengene, så de ser ham blive skudt med en armbrøst, hvorefter han bliver slæbt skrigende bort. Det er drengenes familie der har jagtet og skudt manden.

Samara Weaving in the film READY OR NOT. Photo by Eric Zachanowich. © 2019 Twentieth Century Fox Film Corporation All Rights Reserved

30 år senere er vi på det ungt par Grace og Alexs bryllupsdag. Hun er meget opsat på at ville giftes, hvor han halvt i sjov joker med at de ikke behøver at blive gift, for hvis de bliver det, så bliver hun en del af hans mærkelige, men stenrige, familie. Familien har skabt deres formue på at producere og sælge brætspil, og om aftenen efter brylluppet bliver bruden introduceret for en familietradition. Der placerer et blankt kort i en mystisk boks, hvorefter hun skal trække kortet ud. Kortet fortæller nu hvilket spil de skal spille den aften. Det kan være spil som skak eller Sorteper. Det hun trækker er gemmeleg. Da hun læser højt fra kortet bliver alle meget alvorlige, og hun kan tydeligt mærke at der er noget helt mærkeligt i gang. Hun får at vide at for at vinde skal hun gemme sig og undgå at blive fundet før daggry. Hun forlader rummet for at finde et sted at gemme sig, og familien gør klar til at lede efter hende. Den måde de gør sig klar er ved at bevæbne sig med pistoler, armbryst og økser.

Det viser sig at familien tror at deres rigdom skyldes en aftale som deres oldefar lavede med en djævel, og hvis der til dette ritual trækkes Gemmeleg, så skal de finde og dræbe den der har trukket kortet som et offer til dæmonen, ellers vil dæmonen dræbe dem. Alex er dog ikke med på at jagte sin brud, så han gør hvad han kan for at hjælpe hende, noget som familien bestemt ikke billiger

Dette kunne lige så godt have været indledningen til en splattet B-film, men det vi for er en både underholdende og overraskende film. Overraskende fordi den har en masse gode ideer som den udføre virkeligt fint, og underholdende fordi man følger spændt med, og der er flere steder man ikke kan andet end lade sig underholde af de grotekse dødsfald og jagtscener som filmen byder på.

Samara Weaving in the film READY OR NOT. Photo by Eric Zachanowich. © 2019 Twentieth Century Fox Film Corporation All Rights Reserved

Nu er det ikke fordi familien er trænede dræbere, da det er 30 år siden den sidst har været en der trak gemmeleg. De har derfor ikke alle helt lige godt styr deres våben. Ham der får armbrøsten må bl.a. kigge på youtube for at finde ud af hvordan han skal bruge den. Andre vil rigtigt gerne vise at de vil følge familietraditionerne, så de bliver lidt for ivrige, hvilket ender i at de får myrdet de forkerte.

Denne blodige gyserkomedie om familiens jagt på Grace og hendes udvikling fra jaget kvinde i brudekjole til en overlever der tager kampen op, skal man bestemt ikke snyde sig selv for.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Film, Horror | Tagget | Skriv en kommentar