Den 22. september 2019 kl. 13:13 går alle verdens ure i stå – nogle af dem eksploderer endda. Man mister også kontakten til en rumfærge over Bermuda-trekanten, og nogle dage senere begynder forsvunde skibe fra tidligere i verdenshistorien at dukke op på havene igen, fra Titanic til forliste tyske u-både fra Anden Verdenskrig. Da urene gik i stå begyndte en rekonstruktion af Antikythera-mekanismen at gå i gang – men det varede kun tre timer, hvorefter de stoppede ure gik i gang igen. I Prometheus bind 1: Atlantis portrætteres disse gådefulde begivenheder via en række spring mellem forskellige steder og figurer i verden, specielt nyhedsfolk på tv-stationer og eksperter, videnskabs- og militærfolk med forbindelse til Kennedy Space Center. Samtidig opsummeres historier fra gammel græsk mytologi om guderne og Prometheus (der gav ilden til menneskene og blev straffet for det). Implikationen er at de gamle guder måske var en slags ondsindede rumvæsner som nu er kommet tilbage… Da rumfærgen på mystisk vis lander igen, er der kun én overlevende fra besætningen…
I Prometheus bind 2: Blue Beam Project står det klart at der sker nye katastrofer kl. 13:13 (universaltid UTC) hver dag. F.eks. begynder alle fly og rumfartøjer på uforklarelig vis at falde ned på jorden. Samtidig dukker der vrag af urgamle ikke-menneskeskabte rumskibe op forskellige steder, både på jorden og på månen. På tv snakker en fyr om en kæmpe sammensværgelsesteori, Blue Beam Project, som har til formål at nedbryde alle tidligere religioner og naturvidenskab, og erstatte dem med en ny religion som kan forene verden… På statsoverhovedernes bonede gulve er det dog de hemmeligholdte rumvæsner som er på alles læber; væsner som lader til at ville straffe menneskene for at forsøge at nå ud i verdensrummet.
Som fortsat ”katastrofefilm” med Prometheus/Ikaros-tema og sci-fi/horror islæt fungerer tegneserien udmærket (bind 2 skal fortsætte i et bind 3). Selvom den nærmest dokumentariske nyhedsstil i bind 1 går lidt langsomt, indfanges man gradvist af spændingen, og vil gerne vide mere om de mystiske og tilsyneladende vrede rumvæsner (hvis de da overhovedet er fra rummet – måske er det en tidligere intelligent art fra Jorden). Begivenhederne er dog så store at der indtil videre ikke rigtig er noget, nogen af menneskene kan gøre; de er blot passive vidner til hvad der foregår. Man kommer ikke ind under huden på nogle af figurerne – det kan godt minde om en tv-serie fyldt med talking heads; især da flere af figurerne tydeligt er tegnet af efter skuespillere (f.eks. Fred Ward; ham der spiller Gus Grissom i filmen Mænd af den rette støbning).
Tegningerne er teknisk set ganske gode; der er styr på både seje fartøjer og den menneskelige anatomi. Selve den sekventielle fortælleteknik er dog mindre imponerende, og lige lovlig konservativ. Man kan ikke påstå at der er meget bevægelse eller dynamik i afbildningen af figurerne, og det hæmmer læserens forsøg på at engagere sig mere i fortællingen. Det skal så siges at denne anmelder er forvænt med amerikanske superhelte-serier, så måske vil læsere med primær kærlighed til europæiske tegneserier have en anderledes holdning. Under alle omstændigheder bliver det spændende at se hvor denne historie udvikler sig hen; vil det hele eksplodere i horror i næste bind, eller fortsætte i det lidt astadige tempo, hvor kortene holdes tæt ind til kroppen? Jeg håber på en eksponentiel spændingskurve, hvor tingene meget snart går op i en spids.
The Capacity to Serve and Other Stories Novellesamling af Simon Christiansen SiChris Productions, 68 sider, 2023
Anmeldereksemplar leveret af forfatteren
Pingviner er ikke længere nogle der lever i den vilde natur, men blevet kæledyr som folk nu har i deres hjem. Men tænk nu hvis disse pingviner nu også kunne begynde at hjælpe til, i stedet for bare at vralte rundt. Den tanke fører til udviklingen af tentakler til pingvinerne, eller Pentakler om man vil.
Eller hvad med at vågne en morgen og vækkeuret er gult, hvor det skulle have været rødt. Personen i den novelle må så ringe til sin chef og fortælle at han ikke kommer på arbejde, for han skal hen og indrapporterer denne ”bug”. Chefen har fuld forståelse, da han vågnede var hans seng forsvundet. Det virker til at folk har vænnet sig til at den verden de lever i er fyldt med fejl, desværre er det bureaukratisk tungt at indrapporterer, og man kan blive sendt fra kontor til kontor. Han vælger at prøve at springe køen over, ved selv at prøve at finde det rigtige kontor. Han bliver dog opdaget, og må lade somom han er en anden for ikke at komme i problemer. Men det er netop sådan hans problemer starter.
The Capacity to Serve and Other Stories indeholder 6 noveller der alle bygger på skæve og underholdende ideer som de ovenstående. Bogen indeholder sågar også en kode til et spil der bygger på en af novellerne (jeg har dog ikke prøvet dette spil). Jeg kendte ikke til forfatteren Simon Christiansen inden jeg læste denne bog, men hans bog Power Armor for Poltergeists! skal jeg også have læst, for ideen med at genoplive døde sjæle og placerer dem i militære power armors fortalt i gennem den samme skæve fortællerhjerne der placere tentakler på pingviner, kan næste også kun være en underholdende læsning.
Forældrene der blev væk Af Thomas Knuth-Winterfeldt og Torsten Jacobsen Character, 2023, 108 sider
Anmeldereksemplar leveret af forlaget
Det er meget passende at denne udgivelse er rene illustrationer uden tekst, da den bl.a. handler om at have mistet nogle at tale med. Et barn lever med illusionen af sin far, en illusion som skabes af en robot der projekterer faderes billede for barnet. Faderen sidder ukontaktbar og er koblet op via hovedtelefoner.
At robotter har overtaget de fleste funktioner understreger ensomheden og isolationen som menneskene føler, og selv ønsket om at ville gøre oprør og bryde ud kan være svært, for hvad er det egentligt der kan gøres oprør imod.
Historien kræver mere end én gennemlæsning, og der er ting i den der endnu ikke er faldt på plads for mig, men det er en bog som fortjener at man bruger god tid på den, og netop går i gennem den flere gange, da hver gennemgang sætter tanker i gang.
Ved verdens ende Roman af C.C. Thybro Leitura, 2022,
Historiens hovedperson har altid holdt sig lidt for sig selv, og ikke blandet sig alt for meget med andre mennesker. Da nye pandemier iblandt mennesker og dyr, resulterer i at verden bliver overrendt af zombier, har hun det også fint med at overleve på egen hånd. Hun er bevæbnet med et brækjern som er let at svinge, og så går hun med en tung jakke der er svær at bide igennem. Når zombierne angriber må hun skynde sig at iføre sig solbriller og mundbind, for det er ikke kun via bid at smitten breder sig, men igennem alle de kropsvæsker de rådne lig spyr om sig med.
En dag da hun søger skjul i en stald finder hun en skræmt, udmagret og udpint hest. Denne vækker minder i hende fra da hun var mindre og selv havde hest, og hun beslutter sig for at tage hesten med sig. Den tillader dog ikke at hun ridder på den, så på mange måder er den egentligt blot en byrde, men den er også selskab, og på flere måder gør den at hendes fokus går fra at overleve, til rent faktisk at prøve at leve.
Andre ser dog hesten som en værdi, eller ser den for mad, og ønsker at tage den fra hende. Som i så mange andre zombiehistorier viser det sig at de levende kan være en endnu stører trussel end de døde, men hun har på ingen måde tænkt sig bare at overgive sig.
Zombiehistorien er rammen om hovedpersonens udvikling fra blot at overleve fra dag til dag til at finde noget hun gerne vil leve og kæmpe for.
En anbefaling herfra til både læsere af zombie- og hestebøger
Jan Erik Bergfjord: Cinnabar One Kaleri AS 2023. 441 + 7 sider. NOK indb. 429,-/hft. 329,-/ebok 249,- ISBN 978-82-693323-0-8 – Trykt, innbundet (hard perm/hardcover) ISBN 978-82-693323-1-5 – Trykt, heftet (myk perm/softcover) ISBN 978-82-693323-2-2 – E-bok (ePub)
Jan Erik Bergfjord, f. 1970, debuterer i år på forlaget Kaleri AS, med science fiction-romanen Cinnabar One, beregnet på voksne læsere. Han er uddannet inden IT og markedsføring, og bor i Øygarden kommune udenfor Bergen. Ifølge forhåndsomtalen er han drengen, der som tiårig ønskede sig skrivemaskine til sin fødselsdag, men ikke fik det. Først da han var fyldt 50 år havde han mod på at begynde at skrive.
En tidlig version af manuskriptet blev tilbudt andre forlag, men ringe respons medførte, at forfatteren besluttede sig for at udgive den selv. Resultatet er blevet en æstetisk tiltalende og fyldig udgivelse. Romanen giver unægteligt et mægtig indtryk. Gennem flere parallelle handlingsforløb fortæller den en troværdig historie, der omfatter en lang række karakterer – både mennesker og rumvæsener. Sproget flyder uanstrengt og effektivt, med korte, beskrivende sætninger. Bogen formidler kosmiske visioner, en udstrækning i tid og rum, der ligner umiskendeligt på dem, man kan finde i klassisk science fiction; dét mange kalder ”sense of wonder”.
Handlingen spænder over et tidsrum på knap 725000 år. Den udspiller sig dels på planeten Aldanrey i Barnards Star-systemet, næsten 6 lysår fra vår sol, dels forskellige steder på Jorden og på Mars, i fortid og nær fremtid. Forfatteren veksler smidigt mellem forskellige tidsperioder og lokationer. Hvert kapitel indledes med en angivelse af sted og tid, hvilket gør det let at følge med på hvor og hvornår vi befinder os. De forskellige dele griber ind i hinanden og bringer historien fremad mod et logisk klimaks.
Som læser finder jeg de kapitler, der omhandler Kalivenerne på Aldanrey, mest interessante. Vi bliver præsenteret for deres historie, kultur, folklore og mytologi. Jeg blev simpelthen glad for at lære disse charmerende væsener at kende og engageret i deres skæbne. Deres meget nære forhold til træer, leder mine tanker til ”the pequeninos” i Orson Scott Cards roman Speaker for the Dead (1986). Den trussel, de stilles overfor, er dog ikke en virus som i ”Speaker …”, men derimod en kosmisk katastrofe, der uvægerligt vil føre til artens og sandsynligvis hele planetens undergang.
Kalivenerne har et levevis, der i mangt og meget kan ligne på Jordens naturfolk. Alligevel har de en overraskende videnskabelig tilgang til verden. Selv en nærmest metafysisk tilstedeværelse på planeten er givet en organisk oprindelse. På trods af at de tilsyneladende ikke kender til brugen af metaller, er de til gengæld fortrolige med forskellige ”mekaniske” indretninger. De har for eksempel opfundet en ”stjernebetragter”, der består af udhulede træstammer og er forsynet med linser af bjergkrystal, ligesom en kikkert. En lille, men sjov detalje er, hvordan de lærer at benytte bladsaft fra en bestemt plante til at dæmpe dunsterne fra deres kroppe, når de ikke ønsker at indgå i forplantning/kønsakt.
På Jorden bliver der foretaget et videnskabeligt eksperiment, der involverer biologisk modificering. Rumfarten er ligeså videreudviklet fra sådan, vi kender den i dag. Kapitlerne i bogens første tredjedel virker noget fragmentariske, og gør brug af hurtige skift. De er nødvendige for at skabe præmisserne for resten af historien, men i knappeste laget. Blandt andet skulle jeg ønske, at de følelsesmæssige bånd mellem den kvindelige hovedperson og hendes ”foster”-far var blevet foldet ud i lidt større bredde.
I en grotte ved foden af vulkanen Arsia Mons på Mars, befinder der sig noget hemmeligt, der har fået navnet Cinnabar One – som jo også er romanens navn. Det blev fundet otteogtyve år tidligere og er meget fremmedartet. Det har holdt menneskerne fuldt beskæftigede i den mellemliggende periode. I år 2069 bliver en ny ekspedition udstyret for at foretage den lange rejse til den røde planet. Hvad de finder dér, og hvilken betydning det får, overlader jeg til læseren selv at finde ud af. Jeg vil kun nøjes med at forsikre, at det er vel anvendt tid, hvis man er til den her slags meningsfuld, ”hård” science fiction, med islæt af ”bløde” videnskaber som antropologi m.fl.
Det er ikke hverdagskost at norske fabelprosa-forfattere skriver sådanne romaner. En lang periode var der vist ikke rigtigt nogen interesse for fantastisk litteratur. Stadig er de store forlag kolde overfor genren, medmindre man allerede er en etableret, skønlitterær forfatter eller skriver for børn. Det er desto mere glædeligt, at en ny generation af mere specifikke genre-forfattere er begyndt at dukke op indenfor de senere år. At deres bøger udkommer på små/egne forlag er en udvikling som måske kan give genren større muligheder og bedre vilkår end den almindelige bogindustri kan give.
Jan Erik Bergfjord skriver sig således ind i en litterær tradition, der har lange røtter også i Norge. Cinnabar One bliver dermed endnu et tegn på en genre, der mod alle odds igen og igen har vist sig at være højst livskraftig. Forfatterens frodige fantasi, solide sprogbehærskelse og videnskabelige forståelse understreger, at han har gode forudsætninger for at denne udmærkede roman kan blive starten på et spændende og forhåbentligvis langvarigt forfatterskab.
Opsigtsvækkende god science fiction som det her vokser ikke ligefrem på træer.
En mere detaljeret beskrivelse af baggrunden for historien samt de første kapitler kan læses her:
NIMONA Tegnefilm, Netflix, 2023 101 min. Instruktion: Nick Bruno og Troy Quane Manus: Robert L. Baird, Lloyd Taylor og Pamela Ribon Med: Grace Chloë Moretz, Riz Ahmed. RuPaul m.fl.
Nimona er løseligt baseret på tegneserien af samme navn fra 2015, skrevet og tegnet af Noelle (nu Nate eller ND) Stevenson, som nok er mere kendt som showrunner på den moderne udgave af tegnefilmserien She-Ra (anmeldt i Himmelskibet 63). Der er dog betydelige forskelle mellem tegneserie og tegnefilm, så der vil være meget nyt for dem, der har læst tegneserien.
Vi befinder os i et kongerige, som blander middelalderlige normer og roller med futuristisk teknologi. Engang i fortiden reddede heltinden Gloreth kongeriget fra et gyseligt, sort monster og oprettede derefter et korps af riddere, som tager sig af trusler fra andre monstre. Til dette formål er der også bygget en høj og uigennemtrængelig mur rundt om kongeriget, der i det store og hele består af en enkelt, stor by. Noget nyt er ved at ske, for Dronningen har brudt århundreders traditioner og tilladt en ikke-adelig mand at blive trænet som ridder, og denne mand, Ballister Boldheart (Riz Ahmed), har overvundet alle andre ridderkandidater og skal nu slås til ridder – indtil han slår dronningen ihjel ved et fælt attentat. Han bedyrer sin uskyld, men hele landet var vidner til drabet via tv, foruden de hundredvis af gæster, som var tilstede under ceremonien, så Ballister ryger direkte i fængsel, hvor han afventer henrettelse. Han bliver befriet af en underlig, energisk rødhåret og punket pige, Nimona (Chloé Grace Moretz), som viser sig at kunne skifte form til diverse dyr; alt fra en lille fugl til en stor blåhval – eller rettere rødhval, for alle dyrene er røde. Nimona vil helst bare slå ridderne ihjel og omstyrte systemet, men Ballister insisterer på at bevise sin uskyld uden brug af vold. Det går selvfølgelig ikke så let, og Nimoma må redde den naivt heltemodige Ballister ud af den ene knibe efter den anden, mens de bliver jagtet af Ballisters ekskæreste, ridderen Ambrosius Goldenloin, som er direkte efterkommer af Gloreth. Mellem de tos hæsblæsende eskapader har de tid til at lære hinanden at kende, og Ballister kommer til at hold af den sære pige, selvom han også er bange for hendes evner. For er hun i virkeligheden et af monstre, som han burde beskytte kongeriget mod?
Nimona byder på meget drama og mange forviklinger, og sløret bliver løftet for mysterier, som trækker tråde helt tilbage til Gloreths tid. Mange af hovedpersonerne må revidere deres syn på hvordan verden er strikket sammen og hvad deres rolle er i den, og det hele ender i et mægtigt klimaks, hvor det er tid til at tage stilling til hvilken side man er på, om nogen. Alt i alt er det en ganske underholdende film med sympatiske hovedpersoner og mange visuelle gags mellem al alvoren, med satire over samfundstræk, som man kan fine paralleller til i den virkelige verden. En god oplevelse, som kan nydes af både voksne og større børn.
BARBIE Spillefilm, USA, 2023 114 min. Instruktion: Greta Gerwig Manus: Greta Gerwig og Noah Baumbach Med: Margot Robbie, Ryan Gosling, Helen Mirren m.fl. Tagline: “Barbie is everything. Ken is just Ken.”
Ideen om at legetøj har et hemmeligt liv kan spores tilbage i hvert fald til H.C. Andersen og hans eventyr “Nøddeknækkeren”, “Den standhaftige tinsoldat”, “Hyrdinden og skorstensfejeren” m.fl. Siden har vi haft bl.a. Toy Story-filmene, og nu er turen kommet til Barbie-dukken (som i øvrigt var med i Toy Story 2). Til forskel fra forgængerne lever Barbie-dukkerne dog ikke et hemmeligt liv i børnenes værelser, når der ikke er nogen, der kigger. I stedet har hver udgave af Barbie-dukkerne en menneskelig avatar i Barbieland, hvor vi blandt andre finder Astronaut-Barbie, Præsident-Barbie, Læge-Barbie, Højesterets-Barbie, Havfrue-Barbie – og så den meste populære; den oprindelige, stereotype Barbie (Margot Robbie), som lever i sit eget lyserøde hus omgivet af alt muligt lyserødt. I Barbieland finder man også alle mulige andre dukker i Barbie-serien, bl.a. Allan, Skipper, Midge og selvfølgelig Ken, som også findes i flere udgaver, der dog ikke har nogen funktion ud over at være eye candy for Barbie. Barbierne lever i lykkelig bevidsthed om at deres dukke-udgaver i den virkelige verden har inspireret millioner af piger til at opnå de vigtigste embeder og jobs i verden, som i kraft deraf er domineret af kvinder.
Lige indtil det går galt for stereotype Barbie. Pludselig, en dag, mister hun sine særlige dukkeevner. Hun kan ikke længere svæve fra altanen ned i bilen, som båret af en hånd, og hun kan ikke længere stå på tæer og er nødt til (gys!) at stå på flad fod. Hvad værre er, er hun begyndt at få appelsinhud! Med andre ord er hun ved at blive til et almindeligt menneske. Det nærmeste Barbieland har på et orakel, Weird Barbie, kan fortælle at det sker fordi en pige i den virkelige verden har mistet troen på Barbie. Der er ikke andet for end at Barbie må tage til den virkelige verden, I selskab med en strand-Ken (Ryan Gosling), som er ikke særlig hemmeligt (og ikke særlig gengældt) forelsket i stereotype Barbie.
Vejen til den virkelige verden er ikke let, og vores to menneskelige dukker lander i det tætteste, vores verden har på Barbieland: Venice Beach i Californien, hvor legetøjsfirmaet Mattel, som laver Barbie-dukkerne, har til huse. Der følger en masse ‘fisk ude af vandet’-halløj, som ender med at Barbie og Ken bliver arresteret og løsladt flere gange. I mellemtiden opdager Mattel at Barbie er i den virkelige verden, og det kan gå gruelig galt, så hun må fanges ind igen. Ken er lige meget; han er trods alt ikke særlig vigtig, hvad han udmærket godt selv ved. Det kommer derfor som en overraskelse for ham at det er mænd, der dominerer i den virkelige verden, og han tager en masse nye (for ham) ideer om et patriarkat med tilbage til Barbieland, mens han lader Barbie i stikken som fange i den virkelige verden. Hvordan skal det hele dog ende…?
Der skal ikke afsløres mere af plottet, for det er heller ikke så vigtigt som filmens tema om kønsroller. Du skal ikke finde dig i de roller, andre pådutter dig; du skal være dig selv, uanset om du er mand eller kvinde og uanset om det er svært, synes moralen at være. Der er dog ikke tale om nogen moraliserende film. Barbie er først og fremmest en yderst morsom film med sit sjove Barbie-univers, og den overholder alle Hollywoods uskrevne regler for hvordan sådan en film skrues sammen, med helte og skurke (som i virkeligheden ikke er så slemme) og muligheden for at vokse, når problemerne virker uoverskuelige og umulige. Barbieland har sine helt egne spilleregler og naturlove, men det er stadig let for publikum at spejle sig selv og deres omgangskreds i dukkernes fokus på det ydre, som i bund og grund bunder i på eksistentiel usikkerhed. Der er mange sjove referencer til nogle af de mere bizarre dukker fra Barbie-universet, som er lavet gennem tiden, og flere af dukkerne bliver spillet af kendte stjerner såsom Dua Lipa, Michael “Scott Pilgrim” Cera, John “Peacemaker” Cena og Simu “Shang Chi” Liu. Filmen kan fint ses af både feminister og ikke-feminister, bare de ikke tager sig selv for alvorligt – for det gør filmen heller ikke. En anbefaling herfra!
Tanker om at flygte af A. Silvestri Screaming Books, 136 sider, 2023
Tanker om at flygte af A. Silvestri er en speciel læseoplevelse, der blander genrer og udfordrer læserens forståelse af virkeligheden. Silvestri tager os på en tur gennem ti noveller, der hver på sin måde udforsker forskellige facetter af flugt. Bogen, der er hans 20. udgivelse, vidner om en forfatter, der ikke er bange for at bryde konventioner og udfordre sine læsere.
I hver historie udforsker Silvestri forskellige aspekter af flugt – både konkret og metaforisk. Det kan være flugten fra virkeligheden, fra ansvar, fra hævngerrige tanker, eller fra en brutal virkelighed, man ikke ønsker at erkende. Flugt bliver præsenteret som både en nødvendighed og et valg. Silvestri opfordrer sin læser til at tænke over, hvornår flugt er den rette vej, og hvornår det er en undvigelse af virkeligheden.
Silvestris skrivestil er lige så mangfoldig som historierne. Han leger med sproget og skaber billeder, der er både smukke og uhyggelige. Han formår at gøre det velkendte fremmed og det fremmede velkendt. Hans fortællinger tvinger os til at se på verden på nye og uventede måder. I mange af novellerne skaber han en fornemmelse af, at noget er forkert, eller at noget underligt og uforklarligt lurer lige under overfladen.
Tanker om at flygte er ikke en let bog at læse. Det er en bog, der kræver tid og tålmodighed, men belønner læseren med et dybt og berigende indblik i det menneskelige sind og vores evige trang til at flygte fra det, der er svært.
Hvis du er åben for en udfordrende læseoplevelse, der vil tvinge dig til at tænke over dine egne forestillinger om virkelighed, liv og flugt, så er Tanker om at flygte en bog for dig. Du skal dog være forberedt på, at det sandsynligvis ikke er alle novellerne, hvis mening du vil forstå fuldt ud. Efter at have hørt lydbogen sidder jeg stadig tilbage med meget forundring.
Slutteligt vil jeg nævne, at jeg varmt kan anbefale lydbogsversionen af Tanker om at flygte. A. Silvestri er selv oplæser af lydbogen, hvilket gør at hver novelle bliver præsenteret på præcis den måde, det var tiltænkt.
Anitra H. Lykke: The Mars Vintage and Other Stories. A Speculative Fiction Collection. YMR Publishing 2020. 102 sider ISBN 978-82-692-344-1-1 https://anitralykke.wixsite.com/ymrpublishing
«Traveling is a nice way to see other places, but living elsewhere and being forced to think in another dialect or another language is the real test. You are lead into the wondrous place where you see your own country, youy people and yourself from the outside. I never quite could return to the mental place I once inhabited. That’s probably why I love science fiction and fantasy.»
Sådan lyder forordet i debutsamlingen til den norske science fiction-forfatter Anitra Heiberg Lykke (f. 1964): The Mars Vintage and Other Stories. A Speculative Fiction Collection (2020). Lige netop rejsemotivet går igen i flere af novellerne. Som titlen antyder, er der tale om ægte science fiction i den ”hårde”, dvs. naturvidenskabelige, skole. Bogen sprudler af fantasi og fortællerglæde, og hun har godt greb om de stilistiske virkemidler. Efter jeg havde læst samlingen til ende, sad jeg tilbage med en fuldendt læseoplevelse, til trods for dens beskedne omfang.
Før jeg kommer nærmere ind på bogen, er det imidlertid nærliggende at sige nogle ord om sproget, eftersom den er skrevet på engelsk. De senere år har der været en tendens til at skandinaviske forfattere av science fiction og fantastik i stigende grad vælger engelsk fremfor sit eget sprog. Det er ikke desto mindre fuldt forståeligt, at forfattere ønsker at nå ud til et bredt publikum, all den tid nåleøjet er blevet stadig trangere hos de hjemlige forlag. Heldigvis findes der engelsksprogede antologier, trykte magasiner og et stort antal netsteder, hvor håbefulde og etablerede forfattere kan sende deres tekster ind. Eller sådan, Anitra H. Lykke har valgt: at udgive sin bog på eget forlag.
Dem der deltog på årets Fantasticon havde mulighed for at møde forfatteren (som almindelig deltager). Hun er tilknyttet Stabburet skrivekollektiv i Tromsø i det nordlige Norge. I tillæg til The Mars Vintage har hun publiceret andre noveller i amerikanske antologier, samt i norske og udenlandske magasiner. På bagsiden bliver der anført, at forfatteren har baggrund fra matematik og socialvidenskab. Det borger for solid teoretisk forankring og forståelse for hvordan teknologi og samfundsforhold virker ind på menneskers – og fremmede livsformers – livsbetingelser. Lykke har således et godt grundlag for at skrive teknisk overbevisende science fiction, og det lykkes for hende.
Vi befinder os i en tænkt fremtid (eller måske flere tænkte fremtider), der romfart er almindeligt, og menneskerne har koloniseret dele af solsystemet og de nærmeste stjerner. Man er for længst stødt på, og har til en vis grad lært at omgås, udenomjordiske intelligensvæsener. Samspillet mellem vidt forskellige livsformer er et sentralt motiv i flere historier. Velbekendte scenarier for de fleste sf-læsere, alligevel føles novellerne nye og friske. Man bliver nysgerrig på at få mere at vide om karaktererne og de fiktive verdener, de opererer indenfor.
De seks noveller er gennemsyrede af finurlig opfindsomhed og stor fortælleglæde. Personerne – som slet ikke kun består af repræsentanter for Homo Sapiens – fremstår som kompetente, med en stærk livsvilje og evne til at takle opståede kriser. Et fællestræk ved dem er, at hovedpersonen bringes ud af ligevægt, og gennem egne handlinger og øgende indsigt til sidst genopretter en slags tryghed. Men hun er ikke nødvendigvis længere den samme, som før krisen indtraf.
Jeg vil ikke afsløre for meget af, hvad hver enkelt novelle handler om i detalje, men overlader til læseren at lade sig underholde og forundres. Samlingen indledes med «Trade», en kort, men effektiv fortælling med en overraskende synsvinkel og en logisk pointe. Tittelnovellen «The Mars Vintage» foregår på Mars, og er betydeligt længere, med en højst plausibel konflikt og opklaring. «All I Need Is a Spacesuit» er ikke mindre dramatisk, både på det ydre og det indre plan. Den virker genkendelig på en måde, og har for meget indre monolog, men den reddes af en charmerende hovedperson. Halvvejs gennem samlingen griber jeg mig selv i at nikke anerkendende: Dette funker, både som spændende historier og som videnskabeligt funderet tankeleg.
«The Ultimate Thrill» er en kort novelle, der er over inden den rigtigt når at starte. Modsat føles «Thirst» lidt for lang. Den starter som en slags vampyr-historie, men her synes jeg ikke afslutningen virker logisk i forhold til udgangspunktet. «The Orphan and the Troll» er en ‘første kontakt’-historie, der er både sympatisk og tankevækkende. At sammenligne rumvæsenerne med troldene i norske folkeeventyr, er måske ikke en ny idé. Men forfatteren kender godt til folkloren fra Asbjørnsen & Moe (der er verdensberømt for at have samlet hundredvis af eventyr), og bruger denne kundskab til at kreere en helstøbt novelle.
Alt i alt er The Mars Vintage den reneste «hårde» science fiction-novellesamling af en norsk forfatter siden Øyvind Kvernvold Myhre skrev sine Mars-noveller i Stjerner over Tharsis (1995). Blandt nyere udgivelser stikker den sig derfor ud som et glædeligt tegn på, at der stadig dukker nye science fiction-forfattere op, som tydeligvis kender deres genrehistorie og ikke er bange for at vise det. Fantastik og magisk realisme er udmærkede genrer til sit formål, men nogle temaer og problemstillinger er uløseligt knyttet til (natur-)videnskapelig erkendelse og teknologiske løsningsmodeller.
Ifølge professor A. Stuart Robinsons forord er bogen et resultat af en skrivegruppe, som han ledede i forkant av udgivelsen. Dynamikken i gruppen må antageligvis have været rigtigt god, og jeg sidder tilbage med en følelse af, at Anitra Lykke ikke ville slippe manuskriptet fra sig, før hun var helt tilfreds med resultatet. Undertegnede har al grund til at være lige fornøjet, og imødeser næste novellesamling med stor interesse og forventning. The Mars Vintage viser en forfatter og en genre, der trives i bedste velgående, og forhåbentligvis viser vej mod fortidens storhed her til lands.
Asteroid City Film, USA 2023, 105 min. Instruktion: Wes Anderson Historie: Wes Anderson & Roman Coppola Med: Jason Schwartzman, Scarlett Johansson, Tom Hanks, Tilda Swinton, Bryan Cranston m.fl.
Wes Anderson er kendt for at lave skæve, lidt underlige film, og Asteroid City er ingen undtagelse. Faktisk er det den mest underlige af hans film, som jeg har set, på flere måder.
Titlens Asteroid City er en lille ørkenby, mest kendt for det meteorkrater som har givet byen navn og for den rest af meteoren som er udstillet samme sted.. Ellers er der ikke meget andet end et motel, en diner, et bilværksted og en forskningsstation. Året er 1955, hvor byen lægger hus til en Junior Stargazer Convention. En snes unge, rum-interesserede mennesker og deres forældre er samlet til prisoverrækkelse for ungernes (meget imponerende) opfindelser og opdagelser og for at se et årligt tilbagevendende himmelfænomen, som kun kan ses fra meteorkrateret i Asteroid City: tre røde lysprikker på linje. Dette år bliver mere usædvanligt end normalt, for der sker noget, som får militæret til at afspærre området og stoppe al uautoriseret kommunikation med omverdenen. Børn og forældre er nu fanget i Asteroid City, og der opstår romancer og andre relationer mellem både børn og forældre. Blandt forældrene er en krigsfotograf (Schwartzman), en filmstjerne (Johansson), en millionær (Hanks), en forsker (Swinton), et cowboyband (med bl.a. Jarvis Crocker og Seu Jorge) og en bilmekaniker (Matt Dillon). I centrum er krigsfotografen, som lige har mistet sin kone og har ladet ham alene med fire børn; noget som han ikke er emotionelt udrustet til at håndtere; filmstjernen, som går rundt med selvmordstanke; og deres rebelske (og forelskede) børn. Det tvungne fangenskab sætter gang i selvrefleksion og nye følelser og tanker, som måske, måske ikke finder forløsning mod slutningen, hvor alle går hver til sit.
Men faktisk er dette slet ikke handlingen i filmen. I ‘virkeligheden’ er det en fiktiv dokumentar (mockumentary), hvor Bryan Cranston i sort-hvide scener fortæller om det berømte skuespil Asteroid City og dets forfatter, instruktør og hovedrolleindehavere og de skæbner, der er forbundet med disse. De farvescener, der udgør det meste af filmen, er et forsøg på at overføre skuespillet til farve-tv, med de samme skuespillere.
Dette er endda ikke helt rigtigt, for figurerne fra dokumentar, skuespil og tv-film vandrer frit frem og tilbage mellem disse tre og kommenterer det, der sker i et forsøg på at finde en mening med det hele. Denne sammenfiltring af metalag af uvirkelighed gør Asteroid City til en ret mærkelig oplevelse, som næppe alle vil bryde sig om – og man kan også spørge sig selv om det ikke er lige lovlig prætentiøst. I det hele taget er det svært at finde ud af hvad Anderson egentlig vil med filmen.
Det skal man dog ikke lade sig afskrække af. Filmens pastelfarvede retrounivers er rigtig flot, og de mange små optrin mellem personerne er sjove, skæve, velspillede og sært underspillede på vanlig Wes Anderson-facon. Filmen efterlader mange mysterier, blandt andet betydningen af hændelsen, der sætter handlingen i gang, og af en remse, der bliver messet sidst i filmen, men netop denne åbenhed for fortolkning pirrer fantasien hos den nysgerrige filmgænger. Jeg kunne i hvert fald rigtig godt lide den.
