Blackthorns ulv Roman af William Goshawk Skriveforlaget, 2026, 256 sider
Anmeldereksemplar leveret af forlaget
Ved siden af den verden vi mennesker bevæger sig rundt i, er der Det Magiske Samfund. Overgangene imellem de to samfund er dækket af magi, men det betyder at i blandt os er der varulve, vampyrer, elvere og mange andre magiske og mystiske skabninger. Der gøres meget for at holde Det magiske Samfund skjult, så det betyder også at hvis der sker forbrydelser der kunne ske at afslører denne skjulte verden, så lægges der gerne et røgslør ud for at vi mennesker ikke skal opdage det.
En sådan forbrydelse, er det brutale drab på et ældre ægtepar. De er blevet flået i småstykker af en umenneskelig kraft, og privatdetektiven Michael Stoker bliver sat på sagen. Med hans magiske kræfter kan han hurtigt se at dette er en varulvs værk. Stoker er halvt menneske og halvt myrkalf, og det er denne anden halvdel der giver ham evner ud over hvad hans menneskelig del har givet ham. Det viser sig hurtigt at dette ikke var et tilfældig overfald, men at der nok er tale om en forbandelse der har været knyttet til de dræbtes familie i hundrede af år, lige siden en forbrydelse som ikke er blevet glemt. Forbandelsen omtales som Blackthorns ulv, og her været inspirationen til Sherlock holms historien om Baskervilles hund, da Conan Doyle kendte til Det Magiske Samfund.
Igennem bogen er der flere af disse overgange imellem den menneskelige verden og den magiske verden, hvilket meget fint viser at de to verdner nok er ved siden af hinanden, men at der også interageres imellem dem. Det med at holde det magiske samfund skjult er dog ikke noget der fylder særligt meget i denne bog, da fokus er på at løse mysteriet.
Der er også fint med referencer til begivenheder og personer som ikke direkte har noget med denne historie at gøre, men som giver et godt indtryk af at dette er en gammel verden, som selvfølgelig har sine egne historiske referencer.
Der er flere referencer til den virkelige verdens klassiske genrer forfattere. Hovedpersonen heder Stoker, han har vennen Hawthorne, og så er der ravnene Edgar og Byron. At lave den slags referencer med at opkalde de fiktive karakterer efter forfattere er set mange gange før, bl.a. i film som Cast a Deadly Spell og Witch Hunt, men det vigtigste er at det ikke benyttes i en grad så det bliver forstyrrende, hvilket det heller ikke gør i Blackthorns ulv. Det at forfattere har skrevet sig selv ind som en af hovedpersonernes venner der hjælper ham på vej med oplysninger, er jeg lidt mindre tilhænger af, men igen ikke noget der direkte forstyrrer.
Alt i alt en fin detektiv roman tilsat varulve og andre overnaturlige væsner, i en underholdende historie.
Ved dette spyd skal jeg herske! Roman af Peter Béliath Det Poetiske Bureaus Forlag, 2025, 270 sider
Anmeldereksemplar leveret af forlaget
Fantasy er nok den af fantastiske genrer, hvoraf der for tiden udkommer mest på dansk. Mange af disse, er forskellig afarter af den samme klassiske skabelon, hvor en hovedperson, eller en gruppe, drager ud på en opgave, som ofte viser sig at have omfattende konsekvenser i en stører konflikt.
Det er egentligt også den skabelon som Ved dette spyd skal jeg herske! bygger på, men måden den fortæller sin historie, gør at den skiller sig markant ud fra de andre. Den er nemlig ikke skrevet som romaner er flest, med beskrivende scener og indblik i karakterernes tanker og valg via en første person stemme.
Denne bog er mere skrevet som genfortællingen af en myte eller en saga. Dette gør at der er skruet ned for omfattende action sekvenser, men der er derimod skåret ind til benet når konflikter eskalerer. Og der er masser af konflikter for hovedpersonen. Vejen fra hun flygter som barn for at undgå at blive dræbt, til hun kan udfordre tronraneren er lang, blodig og hun må udstå flere omgange af tortur og overgreb i jagten på oprejsning.
Bogens bagside fortæller at dette er en bog skrevet i en episk tone, af en der i mange år har skrevet om dansk heavy metal. Og inspirationen netop derfra kan man sagtens fornemme. Netop det med hurtigt at komme igennem scenerne, kan man godt se som at scenerne kunne have været musiknumre hvor hver sangene skal fortælle sin del af historien, samtidig med at det samlet komponerer et værk.
Bogen er ikke nødvendigvis til den klassiske fantasy læser, men hvis man gerne vil opleve fantasy der udfordre på andre parametre, så er der bestemt en læseoplevelse her som venter.
Memory of Princess Mumbi (DOX: 2026) af Damien Hauser
Når CPH:DOX viser afrofuturistisk mockumentary, er Himmelskibet selvfølgelig på pletten.
Science fiction og fantasy vælter ud af flere afrikanske lande i disse år – fra cyberpunk hos Lauren Beukes til både magiske skoler og hard sci-fi hos Nnedi Okorafor – og derfor var forventningerne også høje til kenyansk-schweiziske Damien Hausers Memory of Princess Mumbi, som endda var udtaget til hovedkonkurrencen i Venedig Filmfestival 2025.
Filmen er ikke en dokumentar, men en slags meta-mockumentary, der velvilligt – og lidt forvirrende – kommenterer på dokumentarfilmens brug af AI, samtidig med at den selv bruger enorme mængder AI, både deklareret og udeklareret. Om det er en pointe i sig selv, eller bare lidt for meget leg med værktøjskassen, er svært at afgøre.
Memory of Princess Mumbi lægger ellers stærkt ud. Filmens fortæller, dokumentaristen Kuve (Abraham Joseph), introducerer projektet som en dokumentar om prinsesse Mumbi, der drømte om at blive filmstjerne, men døde, før hun nåede det. Handlingen udspiller sig i slutningen af det 21. århundrede – fra omkring 2093 – i en verden præget af ødelæggende krig og et konservativt tilbageslag, hvor “neo-teknologier” er blevet forbudt (dog åbenbart ikke AI) og helt nye spændende lande som Umata (hele østafrika) og Nordania (tidligere Schweiz).
Problemet er, at filmens visuelle side ofte spænder ben for sig selv. Der er så meget AI i baggrundsbillederne, at de flere steder fremstår “fuzzy” og urolige – i en grad hvor man næsten får lyst til at kigge væk. Om det er bevidst æstetik eller bare AI-sjusk, er uklart, men det understreger en større udfordring: AI udvikler sig så hurtigt, at det er en risikabel strategi at basere en films visuelle identitet på teknologien. Det, der virker cutting edge i dag, kan fremstå forældet og gennemskueligt om få måneder.
Filmens tilgang til konflikt er ikke klassisk. Man forventer som publikum mere dramatik og sammenstød – især i en dokumentarisk ramme – men hovedpersonerne vælger ofte at løse deres problemer ved simpelthen at tale om dem og være venlige over for hinanden. Det er på papiret forfriskende, men filmisk fungerer det ikke helt. Fraværet af egentlig konflikt dræner fortællingen for spænding.
Der er dog klare lyspunkter. En tilbagevendende gimmick, hvor scener vises på en gammel billedrørsskærm med AI-deklaration nederst og prompten øverst, er både morsom og idéstærk – her fungerer filmens meta-lag faktisk rigtig godt.
Og så er der Shandra Apondi som Mumbi. Hun lyser ganske enkelt ud af skærmen med en sjælden karisma, der næsten alene bærer filmen gennem dens svagheder. Det er svært ikke at håbe, at hun dukker op i noget mere – og noget bedre – meget snart.
Memory of Princess Mumbi er en film med mange interessante idéer og enkelte virkelig gode greb, men også en film, der bliver fanget i sin egen fascination af AI og sine egne koncepter. Den vil gerne sige noget om både fremtid, teknologi og fortælling – men ender med kun delvist at lykkes.
Det er gode år for gyserfilm. Med både Scream 7 i biografen og Final Destination 6 i frisk erindring, er det tydeligt, at den klassiske gyser er tilbage i fuld form. Bone Lake placerer sig solidt i den tradition – og føles på mange måder som en opdateret version af slut-90’ernes og de tidlige 00’eres teen-gyser.
Her er det dog ikke en hytte i skoven, men snarere en luksuriøs ”mansion in the woods”. Præmissen er velkendt: to par, der ikke burde være sammen, ender samme sted – og det går selvfølgelig galt.
Filmen arbejder med en ret enkel, men effektiv kontrast: det “pæne” par (så moderne, at de naturligvis kører elbil) over for det mere outrerede og umiddelbart sjovere par (der selvfølgelig kører en hurtig benzinbil).
Der er hemmelige rum, en creepy baghistorie og en konstant snigende fornemmelse af, at noget er helt galt. Men den egentlige spænding ligger et andet sted: i frustrationen. For man sidder som publikum og tænker: Hvorfor skynder de sig ikke bare væk når de fornemmer at noget ikke er helt som det skal være?
Kvinden i det pæne par siger det endda direkte – “viben er off” – men som så ofte i gyserfilm bliver den kvindelige intuition ignoreret. Det skaber den klassiske spænding mellem publikum og karakterer, som Christian Tafdrup med Speak No Evil udnyttede super effektivt.
I Bone Lake trækkes denne ubehagelighed måske en anelse langt ud, men det virker også bevidst. Det er ikke bare ondskaben, der er skræmmende – det er behovet for at opretholde den gode stemning. Den sociale akavethed bliver skurken.
Visuelt er filmen til gengæld virkelig stærk. Der er klare New England-vibes, smukke filmlokationer og masser af stemning. Ja, der er også en storm, og ja, strømmen går (måske) – men klichéer gør ofte ikke noget i gysergenren. Klichéerne kan fungere som orientering for publikum, a la ”nu starter det tredje akt og det bliver alvor”.
Filmen er samtidig tydeligt moderne. En karakter refererer til en TikTok-video om at slippe fri fra gaffatape, og en harddisk bliver ødelagt i stedet for bare en skærm. Små detaljer, men befriende.
Bone Lake er måske ikke den mest originale gyser, men klart underholdende med masser af fantasifulde body horror-elementerne. Det er den slags film, der vil fungere perfekt en lørdag aften, gerne som del af et gysermarathon, hvor man både vil være lidt skræmt og godt underholdt.
Ni noveller der alle er skrevet til at krybe ind under huden på læseren er samlet i denne bog. Allerede titlen Rău clovn eller ”ond klovn” varsler hvad der er i vente her. Klovnen dukker op i form af en dukke købt på et markedet, og tænkt som en gave til en dukkemager. Det virker dog til at dukken ikke er det ondeste i den novelle, og at køberens kæreste bestemt ikke er glad for hverken den eller andre dukker i det hele taget. At hun derfor skal ud og besøge hans mor, som er dukkemager, er ikke noget hun ser frem til, og det virker til at der er andet en blot et hyggeligt visit planlagt.
Af andre urovækkende ting i denne samling er børn, der virker som et varsel om snarlig død, og moderen til et endnu ufødt barn, som enten er ved at få en psykose, eller også så er der et eller andet der bestemt ikke er som det skal være.
Det er en stor ting at skrive under på skødet til sit første hus, hvilket i sig selv kan være skræmmende. Men når nu drømmehuset er der, og det er til en yderst fornuftig pris så gælder det om at slå til. Men hvad nu hvis der er en grund til at prisen ser næsten for fornuftig ud?
Det er netop der hvor fortælling bliver mest skræmmende, der hvor de tager udgangspunkt i noget velkendt og vender det om. Og sådanne er denne bog fyldt med, som i eksemplerne ovenfor, Men der er også venskaber der viser sig at være dødeligt forræderiske, og så er der personer der ikke længere kan stole på deres egen forstand og sind.
Novellerne kommer godt rundt i den krybende uhygge, men de har også alle samme klang, så det bliver en helstøbt samling af gys, der skiller sig ud fra hvad vi ofte ser. Det er derfor en bog der helt bestemt kan anbefales.
Cory Doctorow har haft en enormt spændende og alsidig karriere. Jeg stødte første gang på ham i 00’erne, hvor jeg læste mange blogs som io9, Gizmodo og Boing Boing, og for mange år siden læste jeg hans hacker-romantik-cyberpunk-roman Little Brother (Tor Books).
Science Fiction Cirklen er generelt rigtig gode til at udgive forskellige former for fantastik uden at gå på kompromis med kvaliteten. Så fremmed et sted – og andre science fiction-noveller af Cory Doctorow er en oplagt bog at have liggende og læse i lidt ad gangen: en historie før sengetid, mens maden bliver færdig, eller på en kort bustur.
Samlingen rummer ni fortællinger samt et glimrende efterord af oversætteren Jesper Mark Pedersen. Han beskriver blandt andet Doctorow som både forfatter og internetaktivist. Jeg er selv stor fan af den slags kontekst omkring litteratur, og jeg nød også Doctorows egne små forord til flere af novellerne. Samtidig er jeg generelt glad for både gammel og ny cyberpunk – en genre hvor der stadig kan skrives stærk litteratur, måske mere end nogensinde i en tid hvor store techfirmaer og sociale medier fylder så meget.
De ni fortællinger er meget forskellige i både længde og tone. Doctorows mest kendte novelle er nok “Craphound” (på dansk Møghund), som åbner samlingen. Hvis jeg skal være helt ærlig, er tiden dog løbet lidt fra historiens pointe om monetær værdi og nostalgi; den virker ikke helt så overraskende eller original som den nok gjorde i 1990’erne. Samtidig skæmmes den danske udgave af nogle lidt mærkelige oversættelsesvalg – for eksempel bliver living environment til “levemiljø” og beer garden til “ølhave”. Titelnovellen “Så fremmed et sted” er derimod næsten Heinlein-agtig og absolut anbefalelsesværdig.
Men den historie der virkelig blæste mig bagover, var “Tilbage til Slaraffenland”. Den fik mig til at blive bange for noget, jeg ikke har været bange for i mange år. Slaraffenland er “Pleasure Island” fra Disneys Pinocchio, og jeg var nok for lille som barn til rigtigt at forstå hvor uhyggeligt det egentlig er: at drenge bliver lokket til en forlystelsespark, giver efter for deres lyster – og forvandles til æsler.
Hos Doctorow findes forlystelsesparken stadig, men en enkelt sætning fortæller os at den ikke findes i 1950erne længere, men i nutiden (uhyggelig tanke!)
Novellens fortæller og hovedperson arbejder i en bod, der deler candyfloss ud. Hovedpersonen George beskriver sin hverdag i dette horrorunivers og sit almindelige liv – for eksempel aftensmad med sine brødre efter arbejde – som noget helt trivielt. Det er et genialt greb. Langsomt går det også op for læseren, at George og hans brødre ikke er mennesker. De kalder mennesker for “de bløde”, men hvad de selv er, afsløres aldrig helt.
Jeg var så opslugt af “Tilbage til Slaraffenland”, at jeg bagefter kunne se, at jeg slet ikke havde taget noter under læsningen. Som fan af horrornoveller må jeg indrømme, at jeg aldrig rigtig har tænkt over hvor uhyggelig Pinocchio faktisk er som voksen. Slaraffenland bliver kun mere skræmmende jo ældre man bliver og jo mere man tænker over det. Novellen er på niveau med de bedste horrornoveller af Richard Matheson – eller de få, men virkelig gode, som Agatha Christie også skrev.
Singularitet, ChatGPT og bevidsthed
Doctorow skriver i et af sine små forord: “Jeg tror der er en voksende fornemmelse af at vi nærmer os Singulariteten…” Traditionelt er singulariteten det tidspunkt hvor kunstig intelligens overgår menneskets evner og måske opnår bevidsthed. I dag virker det perspektiv næsten lidt gammeldags. For nylig hørte jeg AI beskrevet mere pragmatisk som “det, vi før troede kun et menneske kunne gøre”. Det er egentlig en ret præcis beskrivelse af de seneste års udvikling, især inden for sprogmodeller som ChatGPT. Dette fjerner desværre noget af den klassiske science fiction-magi omkring AI, der mere og mere begynder at ligne et værktøj. Omvendt sker der i disse år store fremskridt i forskningen i dyrs bevidsthed, som viser at alt fra myrer til aber har langt mere komplekse mentale liv, end vi tidligere troede. Der er derfor brug for masser af science fiction om Singularitet, AI og bevidsthed.
Det her blev næsten et lille essay – men det siger måske noget om Doctorows noveller, at de sætter tankerne i gang. Og hurra for udgivelserne fra Science Fiction Cirklen. Science fiction behøver ikke altid handle om flyvende biler; nogle gange er det langt mere interessant med en verden, der ligner vores egen, bare med ét fremmed element, som ændrer noget – men ikke det hele.
At der nu er kommet en samling med M.R. James (Montague Rhodes James 1862-1936) i klassikerserien fra 2 Feet Entertainment, må siges at være passende. M.R. James har tidligere været oversat og udgivet i 17 forskellige danske antologier, men har faktisk kun 2 gange tidligere selv haft sit navn på ryggen af en dansk oversat bog. Kun få andre forfattere har tidligere været udvalgt til så mange antologier. Dette er et tegn på at der her er tale om en forfatter med klassikerstatus.
Der er adskillige spøgelseshistorier i M.R. James forfatterskab. Jeg har samlingen M.R. JamesCollected Ghost Stories fra Wordswother classics stående på hylden, og i denne er der 31 forskellige noveller, så der har været nok at vælge imellem til den nye danske samling. Fem noveller er blevet udvalgt.
I dem er fortællerne alle stødt på noget mystisk og skræmmende, og de forsøger at finde ud af hvad årsagen er.
Igennem novellerne viser det uhyggelige viser sig i forskellig former. Det er genfortællinger af oplevelser sket for længe siden, men som alligevel relaterer sig til hvad der sker omkring dem. Der er gamle forbandelser som med tiden er blevet glemt, og hvor det der er blevet gjort for at holde dem i ave nu også er glemt og derfor ikke vedligeholdes.
Samlingen starter med ”Fløjt, og jeg kommer min ven”, hvor det er en fløjte med en gammel inskription, fundet i en ruin der er kilden til ubehaget. Dette viser sig bl.a. ved at det pludseligt virker til at der er endnu en beboer på det værelse som ham der fandt fløjten har lejet. Der er dog heldigvis en der tror ham, og som gerne vil hjælpe ham med at slippe af med det mystiske der sker.
I title-novellen ” Middoth-traktaten” er det centrale jagten på en bestemt bog. Da dette bestemte bind kan indeholde informationer, der kan være afgørende i en arvestrid. Da en bibliotekar skal finde bogen i samlingen, så er der en skikkelse der skræmmer ham så meget at han besvimer. Efterfølgende bliver han blandet ind i afklaringen om bogens historie.
Som det er med meget af den tids spøgelseshistorier så er det ofte langsomt opbyggende, og undersøgende tilgang, der lige så stille afdækker de mystiske hændelsers natur. Så læst med nutidens øjne kan de syntes langtrukne og måske kedelige. Men hvis man forstår hvad det er man sidder med, og er sig det bevidst, og som Ambrose Bierce skriver om i ”The Suitable surroundings” skaber sig de rette omgivelser, så er det en virkelig god læseoplevelse. Historier som disse er netop ikke nogen man skal sidde og læse i toget, eller mens man delvist følger med i en anden tåbelighed på Netflix. Historier som disse kræver, og fortjener din fulde opmærksomhed, og giver man dem det, så belønner de dig så rigeligt.
Som med de andre bind i serien så skal boghåndværket også fremhæves for dette bind. Hele denne serie er flotte og indbydende bøger, trykt så både papiret og omslaget føles godt at bladre i, og som er flotte at have på hylden.
The Thing with Feathers (2025) Film, Storbrittanien, 2025, 98 min. Instruktør: Dylan Southern Medvirkende: Benedict Cumberbatch Baseret på en pressevisning fra Another World Entertainment
Der findes film om sorg, som rammer én med et tyst, menneskeligt chok: de lader tabet sive ind i hverdagens små bevægelser, så man mærker, hvordan et menneske gradvist mister sin tyngdekraft og langsomt må genopfinde sin måde at være til på. Og så findes der film, der vælger en anden vej: de gør sorgen til et væsen, et billede, et fysisk nærvær: en symbolsk “gæst”, der kan gå rundt i rummet, sætte sig i møblerne og tage ordet.
The Thing with Feathers, instrueret af Dylan Southern og baseret på Max Porters prisbelønnede roman Grief is the Thing with Feathers, hører til den sidste kategori. Filmen præsenterer en far (Benedict Cumberbatch), der står alene med sine to sønner efter tabet af sin kone. Familien forsøger at få dagene til at hænge sammen, og midt i den sørgelige, praktiske kamp for normalitet dukker et mystisk fuglelignende væsen op: en krage, som begynder at fylde mere og mere i hjemmet og i den måde sorgen bliver levet, udlevet og oplevet på. Genren er magisk realisme, og i pressematerialet nævnes paralleller til The Babadook: et sørgevæsen som både trussel, spejl og mental manifestation. Cumberbatch (som i filmen kun hedder ”Dad”) er tegneserietegner, og kragefiguren kommer fra hans seneste tegneserieprojekt – uden at tegneserier dog i øvrigt spiller nogen speciel rolle i plottet.
På mange måder er det en stærk idé, og filmen er tydeligvis båret af en seriøs intention: at give sorgen form, stemme og krop. Cumberbatch er da også filmens store aktiv. Han spiller ikke “sorg” som en enkelt følelse, men som en fysisk tilstand, en uro i huden. En mand, der hele tiden holder sig oprejst af hensyn til børnene, mens noget inde i ham samtidig falder sammen. Det er et præcist portræt af den type forælder, der ikke tillader sig selv at bryde helt ned, fordi det ville efterlade børnene uden anker. Man mærker en glødende anspændthed i hans spil: en handlekraft med revner.
Også det tekniske og det visuelle håndværk har en kvalitet, der fortjener respekt. Filmen er flot fotograferet, og produktionsdesignet skaber en gennemgående stemning af et hjem, der stadig er et hjem, men hvor luften er blevet tyk af fravær. Kragefiguren (flot stemmeført af David Thewlis) er iscenesat med en effektiv blanding af det fremmede og det uundgåelige: den er ikke bare et monster, men en slags konstant, påtrængende kommentator. Lidt efter lidt begynder både faren og de to små sønner også selv at opføre sig som denne figur.
Alligevel må jeg dog indrømme, at filmen ikke rigtig greb mig. Ikke fordi temaet ikke er vigtigt, og ikke fordi den mangler ambition, men fordi symbolikken ofte føles så tydelig og så insisterende, at den kommer til at stå i vejen for den menneskelige oplevelse. Sorgen bliver meget hurtigt “kragen”, og kragen bliver meget hurtigt “sorgen”, og dermed forsvinder noget af den friktion, som ellers gør sorgfilm virkelig stærke: tvivlen, det uventede, de små realistiske detaljer, hvor man pludselig genkender sig selv.
Jeg savnede især, at filmen i højere grad lod sorgen spejle sig i den tid, der var før tabet. At have set hovedpersonen glad i et lykkeligt ægteskab før konens død, ville have suppleret den kontrast, der skulle til for at lidelsen ved tabet virkelig kunne mærkes. For netop kontrasten mellem “sådan var det” og “sådan er det nu” er for mange mennesker en stor del af sorgens brutalitet: at man stadig kan se lyset i hukommelsen, mens man går rundt i en hverdag, der ikke længere har samme klang. Når filmen primært forbliver i den mørke bearbejdning, kan sorgen komme til at virke mere som et poetisk koncept end som et liv, der er blevet revet over.
Derfor tog jeg mig også i at blive distraheret adskillige gange i løbet af fimen. Ikke af kedsomhed i banal forstand, men af en oplevelse af, at filmen hele tiden vil have mig til at “forstå” den i forvejen meget indlysende symbolik, snarere end at lade mig føle den. Det giver en oplevelse af, at filmen er for “forklarende” i sin måde at være poetisk på. Her er The Babadook måske mere effektiv, fordi den på en anden måde lader det overnaturlige forblive ubehageligt tvetydigt, og fordi den er stærkere forankret i hverdagens konkrete konflikter.
Filmens/bogens titel vælger går i dialog med en linje fra et berømt Emily Dickinson digt: “Hope is the thing with feathers”. Men netop derfor bliver substitutionen også lidt problematisk: at sætte sorg ind i håbets syntaks kan føles som en poetisk kortslutning, hvor associationen er stærkere end tanken bag den. Jo, man kan læse titlen som en antydning af, at sorgen, når det engang er lykkes at bearbejde den, kan give plads til nyt håb. Men denne type tab bliver sjældent fuldt ud behandlet; det skifter snarere form og bliver en permanent del af tilværelsen. Set i dét lys kommer referencen til at virke mere dekorativ end oplysende.
Når det er sagt: Hvis man er til en tydelig, magisk-realistisk sorgfortælling, hvor symbol og psyke går hånd i hånd, vil man sandsynligvis opleve filmen som både gennemført og rørende. Og det er nemt at forstå, hvorfor materialet har vakt begejstring i bogform: grundideen har en poetisk enkelhed, og filmens ambition er oprigtig.
For mig blev helheden bare lidt for programmatisk. Den vil så gerne være et stærkt billede, at den nogle gange glemmer at være en levende fortælling. Men det er bestemt en film, der fortjener at blive set af dem, der søger en mere fabulerende og symbolbåret måde at tale om sorg på, og som gerne vil se Benedict Cumberbatch i en rolle, der kræver både kontrol og sårbarhed.
I tusmørket er alle katte blå Novellesamling af Morten Carlsen Enter Darkness 2025, 272 sider
Anmeldereksemplar leveret af forlaget
Bagsiden på denne bog skriver at dette er er Morten Carlsens første selvstændige udgivelse. Det betyder dog langt fra at dette er en debuterende forfatter, for hans navn har været at finde i flere af de antologier der udkom i den storhedstid som horror antologierne have imellem 2010 og 2020.
Han havde noveller med i en af Harksens Cthulhu mythos udgivelser, i to af Kandors tema antologier, og også haft noveller med i Himmelskibet af et par omgange. Også i forlaget Enter Darkness antologier har han været af finde tre gange, og det er novellerne fra alle disse antologier der er blevet samlet med fem nye noveller i denne udgivelse.
For flere vil nogle af novellerne således være gensyn, men da det generelt vil være fem til ti år siden de har været læst så er det et fint tidspunkt til at genbesøge fortællingerne.
Det mørke og ubehagelige går igen i dem alle på forskelligt vis og i meget forskellig form. Samlingen starter med ”Hændelsen i dr. Francos laboratorium” som kunne lyde som en mad-scientist fortælling, men den starter i Paris jazzmiljø hvor en tournerene musiker, efter en knap så velbesøgt koncert, bevæger sig ud i byens natteliv og kommer til en mystisk klub. Her kommer han i kontakt med et par der gerne vil vise ham noget, som så føre til laboratoriet. Hændelsen er dog ikke videnskabelig baseret, men det er bestemt en hændelse er efterlader ham varigt forandret.
I den anden ende af bogen er den afsluttende novelle en fortælling om en mand der fysisk rejser tilbage i fortidens traumer ved at besøge en gård han jævnligt besøgte som barn og ung. Dengang kom han for at besøge en kammerat, men dennes bror var utilregnelig og en dyrplager. Det er mindet om broren og dennes skæbne der plager fortælleren, og som gør at han tager denne rejse tilbage i fortiden traume.
Novellerne ind imellem spænder over mødet med det mystiske i form af monstre, mystiske malerier og plagede menneskesind.
Der er efterhånden flere af de forfattere der har deltaget i en række antologier, der samler deres bidrag i udgivelser som denne. Dette er en rigtigt fin måde at samle forfatterskaber, som ellers kun er mixet ind i mellem andres. Det giver en rigtigt god mulighed for os som læsere at få genbesøgt fortællingerne samlet som her, et besøg der også i dette tilfælde bestemt er værd at tage på.
Såvel i 2025 som i 1949 lever vi i et propagandamareridt. Dét er budskabet i denne film, og jeg er voldsomt enig. I Raoul Pecks nye dokumentarfilm, Orwell: 2 + 2 = 5, præsenteres vi for en biografisk gennemgang af Eric Arthur Blairs (a.k.a. George Orwells) livshistorie, med fokus på hans dårlige helbred i de sidste måneder. Allerede i sin pureste ungdom var Blair udstationeret i Indien og Burma, hvilket formede hans kritiske holdninger til Vestens imperialisme, og siden blev udbygget til et rasende had mod totalitær propaganda og statskontrolleret folkeforførelse.
I filmen placeres George Orwells profetier – for dét er hvad de er – direkte i vores eget nutidige geo-politiske kaos. Vi konfronteres med et samtidsspejl, der er så poleret og nådesløst, at det gør ondt at se ind i det, for tingene har ikke ændret sig noget særligt siden Blairs egen tid. Der er også i dag utallige brændpunkter og lokale rædselsregimer over hele verden, hvor der stadig begås tortur, voldelige undertrykkelse, folkedrab, og andre umenneskelige uhyrligheder.
Hvor Kammerat Napoleon (1945) var en bidende satire over fortidens totalitarisme, står 1984 som det ultimative varsel. Raoul Peck og den kompromisløse producer Alex Gibney – manden bag afslørende værker som Taxi to the Dark Side og The Bibi Files – viser os med kirurgisk præcision, hvordan de berømte slagord ”Uvidenhed er styrke” og ”Krig er fred” ikke længere er litterære virkemidler, men aktive strategier i moderne politik. Filmen væver mesterligt citater sammen med optagelser fra vores egen tid, og ender med at plastre disse Orwell-citater op på billboards og reklamestandere i indkøbscentre – fuldstændig som vi så det i John Carpenters samfundskritiske sci-fi mesterværk They Live! Fra 1988. Vi bevidner fremtoningen af fascismens grimme ansigt i takt med Trumpismens indtog, hvor sandheden er blevet en flydende størrelse, der gradbøjes af dem med adgang til den største megafon: de milliardær-ejede nyhedsmedier.
Specielt må omtales sekvenserne om Kinas massive sociale overvågningssystem med ”social credits” og allestedsnærværende ansigtsgenkendelse. Jeg havde godt hørt om det før, men her perspektiveres det med Orwells ord: ”Imagination does not breed in captivity”. Det er en skarpt rammende kritik af et samfund, der praler med have trukket millioner ud af fattigdom, men i sin maniske iver efter at ”eliminere kriminalitet” gennem total kontrol (hver eneste lille overtrædelse sendes straks til alle personens familiemedlemmer, så vedkommende udskammes maksimalt!), alligevel ender med blot at producere social udstødelse, indskrænket frihed og ny fattigdom – mens al kritik af staten forbydes, hvilket selvfølgelig er det egentlige formål.
Her i 2025 erfarer vi, hvordan algoritmer og ”dark money” i amerikansk politik (som Gibney også belyser i Dark Money Games) skaber den samme form for mentale lænker, som Orwell frygtede. Raoul Peck trækker på en imponerende arv af politisk filmkunst, fra I Am Not Your Negro til hans udforskning af den unge Karl Marx. I Orwell: 2 + 2 = 5 bruger han eksklusivt arkivmateriale og referencer til bl.a. Terry Gilliams dystopiske Brazil for at understrege pointen: Orwell så det hele komme. Han analyserede det, og han advarede os. Eneste plaster på såret er at hans ord faktisk også er blevet meget udbredte, så vi i det mindste holder bevidstheden om hvad der foregår i live, og dermed håbet om en skønne dag at kunne gøre noget ved det.
Det er ikke tilfældigt, at filmen var nomineret til Golden Eye i Cannes. Det er en teknisk overlegen montage, der fryser beskuerens øjne fast på lærredet. Som Peck selv formulerer det, er vi nødt til at konfrontere myten med realiteterne i det ulideligt klare lys af en overhængende fare: ”I vore usikre tider er 2+2 helt sikkert lig med 5, hvis vi ikke vågner op nu.” Så Orwell: 2 + 2 = 5 er helt enkelt et politisk opråb. Den er en hilsen fra graven til vores forkvaklede nutid, skabt af indignationen over, at vi har ladet historien gentage sig, selvom vi fik udleveret manuskriptet for 75 år siden. Gå ind og se den – før tankepolitiet beslutter, at du ikke må. Frihed er ikke slaveri.
