Himmelskibet – Magasinet for Fantastik

Læs om Magasinet Himmelskibet

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Jesper Wung-Sung & Palle Schmidt – Den uægte

Den uægte
Grafisk roman af Jesper Wung-Sung & Palle Schmidt
Høst & Søn, 2018, 104 sider

Den 17 årige Joakims største passion er at løbe, og faktisk er det kun når han løber at han føler at han er sig selv. Han er så dygtig og hurtig en løber at der bliver lagt mærke til ham. Efter et løb hvor han endelig har vundet over den tidligere lokale mester, bliver han kontaktet af en mystisk mand som gerne vil give ham et tilbud om at gøre ham til den største stjerne. Joakim ender med at tage med til mødet og den medfølgende løbetest. De vil give ham et stipendium til et eliteuniversitet hvor der vil være en løbeturnering med de bedste løbere. De ønsker dog ikke kun at træne ham op til at vinde løbet, han skal også afsløre at en af modstanderne er en robot.

Historien finder sted i en verden meget lig vores, dog med den forskel at historiens verden har rejst sig efter en ødelækkende krig imellem menneskene og den teknologi og de robotter vi har udviklet. Mennesket vandt krigen, men der er stadig robotter der lever i skjul, og da man ikke tør tage for meget teknologi i brug, så skal der andet til at afsløre dem. Håbet er nu at robotten vil afslører sig selv i løbet.

Joakim tager mod tilbuddet (og missionen), også selvom det betyder han må rejse fra sine forældre og sin kæreste. Den løber der er under mistanke for at være en robot, er pigen Jennifer. Joakim finder dog hurtigt sympati for hende, og jo bedre han lære hende at kende, jo mere finder han ud af hvor ens de er. Med den sympati han får for hende, vil han så kunne fuldføre missionen?

Man følger Joakims dilemma igennem historien op til det store og afgørende løb. Historien handler meget om at finde sig selv, samt finde rundt i, og sortere i, de oplysninger man bliver givet af andre.

Det er en interessant science fiction-setting, med en verden der virker til at være kommet sig fantastiks godt efter en ødelæggende krig og hvor en hverdag kører stille og roligt igen, men hvor der alligevel er rester fra krigen der gemmer sig.

Anmeldereksemplaret er venligt stillet til rådighed af forlaget.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Bøger | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Pernille L. Stenby – Inkarnation

Inkarnation
Mestenes-serien, bog 1
Roman af Pernille L. Stenby
Ulven og Uglen, 2018, 432 sider

Da hun vågner, er det eneste hun kan huske tågen og at der i tågen er en der kalder på hende. Hun husker ikke noget, end ikke sit eget navn, men sedlen hun har om foden siger “Mestenes”. Dette må være hendes navn. Hun begiver sig ud af rummet og rundt i den bygning hun befinder sig i, for at prøve at finde tilbage til tågen.

Mestenes er blevet genoplivet fra de døde, men alting er uklart, sågar om det er hendes egen krop, hun er blevet vækket i. Hun er vågnet på Roevel Akademi, en uddannelsesinstitution for unge der alle har specielle færdigheder, om det så er at kunne sanse eller at kunne dræne energi. Hele institutionen er i en midlertidig undtagelsestilstand, da der er skiftere løs. Det er mennesker der har skiftet til andre former, mere dæmoniske former, og som nu er fri i gangene. Dette, sammenholdt med at der nu mangler et lig, giver uro på akademiet.

Mestenes finder hurtigt en professor som fornemmer at der er noget specielt ved hende, men hun er meget i tvivl om hans tilbud om at hjælpe er oprigtigt og hvad hans motiver er. Han får givet hende identifikationspapirer så hun ikke skal være helt så bange for at blive afsløret.

Hun møder også drengen Axten, og der opstår straks en kemi imellem de to. Da han hører hendes historie, tilbyder han at hjælpe hende med at komme tilbage til den tåge hun husker. De har dog travlt, for det ritual han har i tankerne, skal finde sted inden 24 timer. Det er dog ikke alle der er lige begejstret for det nye venskab. Axtens ældste veninde ikke er begejstret for konkurrencen om hans opmærksomhed.

Bogens bagside og salgstekst nævner at den indeholder LGBTQ-elementer (Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender, Queer). Jeg kan godt forstå at dette fremhæves, da det nok kan være med til at skille bogen ud fra den store mængde af ungdomsfantasy der udgives, men omvendt så vil jeg helst ikke have vidst det på forhånd, da det er med til at afslører en af boges ‘forvirrende’ elementer.

Dette er en ungdoms-urban fantasy-bog, som godt nok indeholder magiske elementer, men også computere og mobiltelefoner. Alting er forvirrende omkring Mestenes, og de ting som for et øjeblik siden var det hovedpersonerne troede på, viser sig at hænge sammen på en anden måde. Denne forvirring er også det der gør bogen spændende, da man som læser ikke ved mere en Mestenes gør og derfor også skal regne ud hvordan tingene hænger sammen. Alt afsløres selvfølgeligt ikke, da dette kun er bind ét i en ny serie.

Anmeldereksemplaret er stillet til rådighed af forlaget

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Astrid Ehrencron-Kidde – Det sukker så tungt udi skoven

Det sukker så tungt udi skoven
Novellesamling af Astrid Ehrencron-Kidde
Forlagene Escho & Sidste Århundrede 2018, 214 sider

Det sukker så tungt udi skoven er en samling udvalgte noveller om vandringsmanden Martin Willén forfattet i perioden 1909-1924 af Astrid Ehrencron-Kidde (1871-1960). Historierne følger alle Martin Willén, som oftest på hans ture gennem det svenske landskab i midten af 1800-tallet, men også under hans studieophold i England.

Det er nærmest gotiske spøgelseshistorier på randen af en magisk virkelighed, hvor usete kræfter nogle gange lader deres indflydelse forme Martin Willéns oplevelser. Novellerne veksler mellem hans egne sære oplevelser og historier, han får fortalt af andre, og som han fortæller videre. Nogle af historierne genfortæller han for os langt senere i sit liv, hvor han er kommet godt op i årene.

Fælles for historierne er, at det er små, skæve skæbnefortællinger. Det er ikke hårdt pumpet action, ej heller gys, som svælger i det ækle, men derimod spøgelseshistorier, som gennem et stærkt sprog skaber levende billeder for ens indre blik og lader historierne blive hængende længe efter, man har lagt bogen fra sig. Det er historier, som skal opleves for deres sprog, og den stemning, de levere. Sæt noget passende musik på anlægget, læg telefonen væk og lad dig fordybe i de simple, men stærke historier. Det er historier om spøgelser, hypnotisører, folk drevet til vanvid af kærlighed og ulykkelige hændelser, som ekkoer på tværs af tiden, og som samles op af den sensitive Martin Willén, som tager os med på eventyr i den svenske natur mellem små landsbyer og i kosmopolitiske London.

Jeg vil ikke forsøge at beskrive de enkelte historier. Dertil er de hurtigt læste, og det vil være synd at afsløre indholdet af dem på forhånd. Blot vil jeg bemærke, at novellesamlingen åbnes og lukkes på forbilledlig vis, som gør historierne værd at læse i den rækkefølge, som udgiver har valgt at give dem. Forfattet i begyndelsen af 1900-tallet og givet et let bedaget sprog for at afspejle fortællerens egen periode fra midten af 1800-tallet har udgiver undladt at foretage for store sproglige tillempelser. Det har bevaret den sproglige kraft, som Astrid Ehrencron-Kidde har indlejret i sine tekste, og denne tidskapsel af en udgivelse er en ren nydelse at dykke ned i.

Anmeldereksemplaret er venligt stillet til rådighed af forlaget.

Anmeldt af Morten Greis Fakkelskov i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Bøger, Novellesamling | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Christian Kronow – Blodets bånd

Blodets bånd
Roman af Christian Kronow, Illustr. af Kim Herlig Holm
Mellemgaard, 2018, 293 sider
ISBN: 978-87-7190-925-8

Fantasy, sagn og myter

Den 13-årige Saxo bor alene sammen med sin far. Han har aldrig kendt sin mor, der døde kort efter hans fødsel. Saxos far arbejder på skolebiblioteket, men for nogle måneder siden var han ude for en ulykke, og nu sidder han i kørestol. Siden ulykken har faren været nervøs, og på sin 13 års fødselsdag finder Saxo ud af hvorfor.

Saxo har så længe, han kan huske, haft et tilbagevendende mareridt om en kvinde, der bliver dræbt. Nu viser det sig, at det slet ikke er en drøm, men et minde! Saxos mor var blodmagiker i et parallelt univers kaldet Orator, hvor hun havde evnerne til at vække figurerne fra de gamle sagn til live og holde den parallelle verden fri fra monstre. Efter at hun blev dræbt, har faren skjult Saxo, men nu har den onde magiker, Brage, fundet dem.

Saxo har meget svært ved at tro på historierne om trolde og magikere, og ikke mindst at faren skulle være en slags hemmelig agent. Men da han pludselig står ansigt til ansigt med en trold, er han nødt til at acceptere fakta. Så da oratoragenten Bitten bliver dødeligt såret, må Saxo og faren sammen med sagnfiguren Holger Danske tage til Orator for at redde Bitten og standse Brage.

Blodets bånd er dansk fantasy, der tager udgangspunkt i danske myter og sagnfigurer og fører dem ind i nutiden, hvor oratoragenter bruger plasmapistoler og granater til at bekæmpe trolde og andre eventyrlige væsner. Romanen er Christian Kronows debut, og jeg synes, han er sluppet godt fra det. Tempoet er støt stigende gennem historien, som er fyldt med action og også lidt humor.

Jeg kan godt lide ideen om at genbruge vores gamle sagn, som ofte er både blodige og underholdende. Og jeg er helt på linje med Christian Kronow, som i et interview opfordrer til at “pille lidt i vores egen navleuld”. Mange af de gamle sagn og myter har noget eviggyldigt over sig, så hvorfor ikke udnytte den skattekiste af fortællinger i stedet for altid at se mod USA efter inspiration?

I Blodets bånd hører vi bl.a. sagnet om Beowulf og hans kamp mod Grendel, historier om Holger Danske, om trolden fra Lønne og mange andre mytiske skabninger. Det er både farverigt og spændende, og jeg er sikker på, at mål­gruppen +12 år vil leve sig helt ind i historien.

Blodets bånd er illustreret af Kim Herlig Holm. Der indledes med et kort over Orator, som det hører sig til i en rigtig fantasyroman, mens flotte afdæmpede akvarel-tegninger pryder enkelte kapitler undervejs. Jeg må indrømme, at jeg ikke kendte illustratoren på forhånd, men han kan klart anbefales. Tjek eventuelt hans hjemmeside  og nyd flere af hans monstre.

Også andre forfattere har ladet sig inspirere af den danske kulturarv. Bl.a. har Teddy Vork udgivet Diget i 2010, om drengen Knud der bliver begravet levende som offer til guderne og beroliger sig selv ved at genfortælle de gamle sagn. I Kenneth Bøgh Andersens Den store djævlekrig har den nordiske mytologi også en plads. Og i 2017 udgav Lars Kramhøft fantasyromanen Djævelens hjerte, der har middelalderens Danmark som kulisse. For blot at nævne nogle få.

Selvom jeg ikke som sådan tilhører målgruppen, var jeg vældig underholdet af Blodets bånd. Sproget flyder let, og historien er spændende. Og så er jeg som sagt vild med at forfatteren giver vores gamle sagn nyt liv.

Anmeldt af Jette S. F. Holst i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Jørgen Moranis – Nøglen til korncirklerne

Nøglen til korncirklerne
Roman af Jørgen Moranis
Indian Hawk, 2018
343 sider, kr. 249,00

En af mine forfatterkollegaer i seniorgruppen i Dansk Forfatterforening sendte for nogle år siden et manuskript til Gyldendal, men fik afslag. Senere fik han at vide af en god bekendt med tilknytning til forlaget, at afslaget skyldtes, at det ville kræve flere redaktørtimer at rette manuskriptet til, end Gyldendal ville investere.

På den ene side kan jeg godt forstå, at et stort forlag skal tænke økonomi af hensyn til deres aktionærer. På den anden synes jeg indimellem, at de er nogle ‘tøsedrenge’ der er bange for at tage chancer. Derved går læserne uden tvivl glip af mange udmærkede danske romaner på bekostning af de ‘sikre’ udenlandske, som forlagene hellere excellerer i.

Heldigvis er der en del af de forfattere, der får afslag af de store forlag, som enten udgiver selv eller på medudgiverforlag. Til dem hører Jørgen Moranis, der med garanti også ville have fået afslag, hvis han havde sendt sit manuskript til Nøglen til korncirklerne ind til et af de store forlag. Ikke fordi spottet er dårligt. Tværtimod, for med gode beta- og korrekturlæsere ville det være blevet en perfekt roman.

Nu er bogen, som Jørgen Moranis har udgivet på sit eget forlag Indian Hawk, blevet et upoleret produkt, som jeg rent sprogligt vil sammenligne med en gammel Ford-vogn, der koldstarter og ikke rigtig vil i gang. Ind imellem er det nemlig som om Jørgen har haft lidt svært ved at komme i gang med et kapitel. Teksten er tung og hakkende. Men så efter et par sider begynder teksten at glide, præcist som Ford-vognens motor begynder at spinde, når den er blevet varm. OK, ind imellem forekommer der et mindre udfald, men ikke noget alvorligt. Derfor er der heldigvis lange stræk, hvor det bare er en sand fornøjelse at køre med.

Min anbefaling af Nøglen til korncirklerne er derfor følgende: Læs bogen, lad dig underholde af den spændende handling i vidt forskellige lande og miljøer, og se gennem fingrene med at sproget til tider ikke er så elegant. Hvis du ikke som jeg er navigatøruddannet, vil du formodentlig ikke opdage, at det er Jørgen i hvert fald ikke, men lad dig som nævnt fængsle af plottet og nyd den spændende handling.

Bortset fra at der mangler forskydning, er bogen nydeligt sat op, og der er meget tæt på ingen stavefejl, så den del af korrekturlæsningen har været helt perfekt. Men, hvor min egen svaghed, som du sikkert allerede har opdaget, er den, at jeg har det med at konstruere nogle til tider megalange sætninger, så er Jørgens den stik modsatte.

Jeg har efterhånden anmeldt en del bøger, og til dig der ikke kender min stil, skal jeg røbe, at jeg læser bogen mindst to gange, inden jeg skriver en anmeldelse.

Du kan se at der ikke er ret langt til slutningen af min anmeldelse og er derfor begyndt at undre dig over, at jeg, I modsætning til mange andre anmeldere, ikke for længst er begyndt at skrive noget om handlingen. Den har jeg ikke tænkt mig at uddybe, for så tager jeg jo toppen af fornøjelsen fra dig som læser. I stedet skriver jeg, som du allerede har konstateret, om teknikken, både på plus- og minussiden, så forfatteren også får noget ud af anmeldelsen.

Dog kan jeg godt, uden at jeg dermed går på kompromis med det, som jeg netop har skrevet, røbe, at handlingen, der er en forfriskende blanding af science fiction og spiritualisme, primært foregår i to perioder med ca. 70 års mellemrum. Plottets hovedspor levendegøres af at foregå i yderst forskellige miljøer og fører bl.a. de danske hovedpersoner til Malta, Indien, Jugoslavien og Sydengland, der, som mange sikkert ved, er kendt for sine enormt flotte og meget komplicerede korncirkler.

I et parallelt handlingsspor er hovedpersonerne engelske søfolk, der udsættes for nogle endog meget dramatiske og spændende hændelser, både når de er i havn og på deres færd over verdenshavene. Rigtig god fornøjelse.

Du kan læse forfatterens egen præsentation af bogen på hans hjemmeside.

Anmeldt af Johannes Lundstrøm i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Kommentar: The Last Jedi

Kommentar: The Last Jedi
Flemming R.P. Rasch kommenterer Tue Sørensens an-meldelse i sidste nummer af The Last Jedi

Da jeg som redaktør af Himmelskibet 54 modtog Tues anmeldelse af The Last Jedi, bemærkede jeg at der var en del ting jeg var uenig i, men da jeg ikke er tilhænger af censur, lod jeg den stå som Tue skrev den. Men jeg synes jeg vil kommentere den nu, om ikke andet for at skabe lidt debat.

Blandt andet mener jeg der manglede lidt info om selve filmen, så jeg vil meget kort opsummeret: Den nye unge helt Rey har opsøgt den gamle helt Luke Skywalker for at få ham til at hjælpe oprørsbevægelsen og/eller for at blive en jedi som ham. Det viser sig at Luke er blevet desillusioneret over Jedi-ordenen og ikke vil hjælpe. Rey opsøger da Lukes nevø Kylo Ren, i håb om at få ham vendt til oprørernes side. Samtidig er de to andre nye helte Finn og Poe sammen med Lukes søster Leia, der er leder af oprørerne, i kamp mod det nye imperium. Det hele ender på en planet hvor Kylo Ren, nu leder af The New Order, forsøger at gøre det af med oprørerne, da Luke pludselig dukker op. Mere vil jeg ikke afsløre, hvis der skulle være enkelte som ikke har set filmen endnu.

Som jeg forstår Tues kritik af filmen, så kan han ikke lide at Disney har gjort Rey til en ‘grå jedi’. Grå jedier er (i det righoldige Star Wars expanded universe) en betegnelse for jedier som ikke følger jediernes traditioner og ikke er underlagt jediernes råd. Siden der ikke har været noget jedi-råd i mange årtier da vi møder Rey, finder jeg det lidt underligt at kalde Rey grå jedi. Og grunden til at hun opsøger Luke er netop for at lære om jediernes traditioner.

Men hvis vi lader det med grå jedier ligge, så kritiserer Tue filmen for ikke at være heroisk nok – der er ikke nok “de gode mod de onde”. Det kan jeg ikke forstå. Filmen handler mere eller mindre om en gruppe oprørere som risikerer deres liv for at bekæmpe det onde imperium. Rey prøver at vinde en af de onde over på oprørernes side. Præcis som Luke gjorde i den gamle trilogi.

Jeg vil også gerne hive den virkelige synder frem i lyset: Prequel-filmene (dvs. The Phantom Menace og efterfølgerne). Hvor den gamle trilogi havde en enkel tilgang til moral, med de gode jedier og de gode oprørere mod det onde Imperium, blev der rodet grundigt op i det i prequel-filmene. I stedet for at jedierne generelt var gode og i harmoni med the Force, blev de til bare til en blandt flere grupper som kunne bruge the Force til deres formål. Den vise, gamle Yoda, som var ét med the Force, blev til en inkompetent og arrogant lille hidsigprop, der brugte the Force til sine politiske formål. Skurken var blot en smule mere magtgal og samvittighedsløs end jedierne.

The Last Jedi prøver netop at reetablere Star Wars-universet som det var i den gamle trilogi. Rey afspejler temmelig godt den unge Luke i sit forsøg på at finde magien i verden, kæmpe for det godes sag og forsøge at omvende de onde. Det vi har hørt til Kylo Rens forhistorie, gør ham til en meget mere troværdig jedi der vender sig til den mørke side, end Anakin Skywalker var det i prequel-filmene. Heltene er generelt modige mennesker som sætter livet på spil for at bekæmpe ondskaben, der er klart og tydeligt repræsenteret af det nazi-agtige nye imperium. Så selv om jeg også synes Disney på mange måder minder om et ondt imperium, vil jeg da selvfølgelig stadig følge med i hvad de finder på at lave med Star Wars-universet. Indtil de måske løber tør for gode ideer.

Flemming R.P. Rasch

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Avengers: Infinity War

null

Avengers: Infinity War
Film, USA 2018, 149 min.
Instr.: Anthony & Joe Russo
Medv.: Josh Brolin, Chris Evans, Robert Downey Jr., Chris Hemsworth, Tom Holland, m.fl.
NB: Denne anmeldelse indeholder spoilers!

Så skete det: Så ankom Avengers: Infinity War; braget som mange af de foregående – man kunne endda sige alle – atten film i Marvels Cinematiske Univers har ledt op til. Kulørt action for rigtig mange penge! Efter at Guardians of the Galaxy-filmene har banet vejen, er det cinematiske univers nu gearet helt op i kosmisk skala, og megaskurken over dem alle, Thanos, påbegynder nu sin søgen efter alle Infinity-stenene, som kan gøre ham til det mægtigste væsen i universet. I Avengers: Infinity War skal heltene forsøge at forhindre ham i at anskaffe sig hele samlingen, og det gør de også – forsøger, altså! Filmen er en mesterligt redigeret action-fest hvor masser af figurer på masser af lokationer hele tiden driver plottet frem og interagerer meningsfuldt med hinanden. Det skorter ikke på personlighedsskildring, men udover Thanos’ fremskridt i sin jagt på Infinity-stenene er der nu ikke meget reelt plot i filmen – det er der ikke tid til; der er for meget action! Og det er fantastisk flot og super-underholdende, med masser af sjov dialog, og ikke noget der irriterede mig alt for voldsomt. At mange af heltene (over halvdelen, tror jeg!) dør til sidst er jeg ikke så oprevet over; jeg har læst Infinity Gaunlet-tegneserien og forventede til fulde – ja, nærmest håbede – at netop dette ville ske. Og der kommer jo en film mere hvor de døde med 99,9% sikkerhed bliver bragt til live igen.

Men er Infinity War så endt med at blive det, vi meget gerne ville have at den skulle være: en af de allerbedste MCU-film; et værdigt og passende klimaks på de atten foregående film? Well, ingen tvivl om at det er en god film, supergodt skruet sammen på rigtig mange måder, men mit svar på dette spørgsmål er ikke desto mindre “nej”. Den formår ikke (muligvis bl.a. fordi det er første del af en to-parter) at leve helt op til de forventninger som alle de foregående film har stillet os i sigte, og den største grund til dette er at de foregående film simpelthen er for gode!! De er så superlative i sig selv, at vejen mod klimakset er blevet mere interessant end klimakset selv.

En anden stor grund er at hovedpersonen i Infinity War er Thanos selv og ikke i så høj grad de nogle-og-tyve deltagende superhelte. Jeg har intet i mod at Thanos er midtpunkt, men problemet er at de foregående film har forberedt os på alt andet end netop Thanos som person. Hans ankomst er blevet forberedt, ja, men vi har ikke hørt noget videre om hvem han egentlig er. His character. Hvad er hans baggrund? Hvorfra har han sine vilde superkræfter (stærkere end Hulk!)? Hvad er det *egentlig*, han vil? Hans motivation indtil videre er hverken eksplicit eller tilfredsstillende, og lever slet heller ikke op til de filosofiske elementer vi kender fra Thanos-sagaerne i tegneserierne. Dét er mit eneste store kritikpunkt ved filmen. Hvis vi er heldige, kommer der lidt mere substans om ham i næste film. Men det er også muligt at denne film skal forestille at kunne stå relativt alene. Thanos vinder jo. Han får stenene, udsletter tilsyneladende halvdelen af universets befolkning og sidder glad og tilfreds med sit værk til sidst. The bad guy won!

Ja, det kan Marvel jo naturligvis ikke lade stå, så der kommer helt sikkert et sekundært opgør med Thanos i næste Avengers-film. Spørgsmålet er om hans motivation bliver yderligere udpenslet. I tegneserierne er hele Thanos’ projekt jo at tilbede og imponere Mistress Death, men i Infinity War er der ikke et pip om Death (Marvel-filmene er måske for familievenlige til at være så morbide?); muligvis har de ændret hans figur til at fokusere på liv i stedet for død; at han på øko-terroristisk vis ud-sletter halvdelen af universets befolkning for at undgå rovdrift på ressourcer og give ordentlig plads til de overlevende – men det giver jo i sidste ende ingen mening, for hvis alle intelligensvæsner i universet nødvendigvis driver rovdrift på deres ressourcer og ALTID udnytter og udpiner deres planeter til det yderste (som er eneste måde at retfærdiggøre at halvdelen af ALLE i universet fortjener udslettelse), så er det jo kun et spørgsmål om tid før de har formeret sig og gør nøjagtig det samme igen. Så skulle Thanos være udødelig og sidde og gøre det samme igen hver gang der er gået tusind år eller lignende? En Living Tribunal (som er en anden kosmisk figur fra netop disse tegneserier)…?! I don’t know. Det virker lidt besynderligt. Men vi må bare se hvad der sker. Spændende er det, men jeg er ikke super-optimistisk omkring hvor meget mening det kommer til at give. Film-Thanos er simpelthen ikke nuanceret nok.

Mange anmeldere har lagt vægt på hvor mange gange de blev overrasket af hvad der skete i Avengers: Infinity War, men jeg må indrømme at selv om jeg ikke forudså alt hvad der ville ske, så blev jeg nu aldrig rigtig voldsomt overrasket. Eller overvældet. Flot, flot film, mageløst godt struktureret, men den havde ikke samme effekt på mig som de bedste MCU-film har haft, herunder de to første Avengers-film, alle tre Iron Man-film, samt (selvfølgelig) de to første Captain America-film. Så selv om Infinity War er fed, så er den ikke blandt de bedste MCU-film for mig.

For at sætte min holdning til Infinity War i det rette perspektiv, vil jeg her fremvise den komplette liste over mine karakterer for alle nitten MCU-film, i kvalitetsrækkefølge [med karakter angivet til højre. Red.]:

Captain America: The First Avenger (2011) 10
Captain America: The Winter Soldier (2014) 10
Avengers (2012) 10
Iron Man 2 (2010) 10
Avengers: Age of Ultron (2015) 10
Black Panther (2018) 10
Iron Man (2008) 10
Iron Man 3 (2013) 9
Avengers: Infinity War (2018) 9
Doctor Strange (2016) 9
Thor: Ragnarok (2017) 9
Ant-Man (2015) 9
Guardians of the Galaxy  (2014) 8
Thor: The Dark World (2013) 8
Thor (2011) 8
Captain America: Civil War (2016) 7
Spider-Man: Homecoming (2017) 7
The Incredible Hulk (2008) 6
Guardians of the Galaxy Vol. 2 (2017) 4

Men anyway! Min teori for Avengers 4 om et år er at de fleste af de helte der overlevede Infinity War, sikkert vil ofre deres liv for at bringe alle de bortknipsede tilbage. Det ville give mening, fordi skuespillerne bag de tre store (og i denne film overlevende) figurer, Iron Man (Robert Downey Jr.), Thor (Chris Hemsworth) og Captain America (Chris Evans), dermed kunne afslutte deres Marvel-kontrakt, som vi jo nærmest allerede nu ved vil ske. Og samtidig kunne mange af de “mindre” figurer til gengæld få større roller – det fortjener de! Wanda (Scarlet Witch/Elizabeth Olsen) kommer helt sikkert til at få en større rolle (muligvis drevet sindssyg af Visions død – hvilket kunne resultere i at titlen på Avengers 4 bliver Avengers Disassembled), og Sam Wilson (Falcon/Anthony Mackie) kunne i min optik sagtens gå hen og overtage rollen som Captain America, med Steve Rogers’ velsignelse. Og Black Panther er der ingen tvivl om at vi kommer til at se mere til. Der er også nye rygter ude om at Black Widow endelig får sin egen solo-film om et par år. Og endelig er Rhodey (War Machine/Don Cheadle) jo stadig til overs til at overtage rollen som Iron Man (som han i perioder har haft i tegneserierne). Så bare bind an med næste MCU-fase; det skal nok blive godt!

Min karakter: 9 stjerner ud af 10.

Anmeldet af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.54

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Star Wars: The Last Jedi

Star Wars: The Last Jedi
Film, USA 2017, 152 min.
Forfatter/instruktør: Rian Johnson.
Medv.: Daisy Ridley, Mark Hamill, Carrie Fisher, John Boyega, Oscar Isaacs, m.fl.

Inden The Last Jedi havde premiere, sad jeg og så en del Star Wars-videoer på Youtube. Der er titusindvis af dem, og de dækker alle mulige og umulige fan-teorier om hvad der vil ske i de nye film. Jeg fæstnede mig ved en bestemt teori som jeg var alvorligt bange for at filmproducenterne ville bruge, og som ville være noget nær det værste valg af overordnet plot, jeg kunne forestille mig: ideen om the Grey Jedi.

De grå jedier er en form for jedier (hvis man da stadig kan kalde dem det) som kan bruge Kraften, men ikke bekymrer sig så meget om hvorvidt de bruger den mørke eller den lyse side af Kraften. Gråzonejedier. Det er en form for figurer som ikke rigtig anerkender forskellen på det gode og det onde, men som bare ser det mørke og det lyse som noget der bør være i balance med hinanden; en yin/yang-blandingstilstand som i sidste ende er uundgåelig. I mine øjne en stasis-tilstand, som afviser hele “godt og ondt”-problematikken ud fra den filosofi at intet i virkeligheden er objektivt godt og ondt. Ifølge denne filosofi kan heroisme og heroisk moral ikke eksistere (helte og skurke opfattes som lige ekstreme og lige problematiske), og i Star Wars resulterer dette derfor i en fuld dekonstruktion – en sabotage – af alt hvad der har været allermest karakteristisk for handlingsuniversets nøgleelementer hidtil: de gode Jediriddere, de onde Sithfyrster samt desuden den lyse og mørke side af Kraften.

Og det er desværre netop dette de gør i de nye Star Wars-film. Rey hedder “Rey” fordi hun er en GRey Jedi – hun går også udelukkende i grå klæder. Luke er efter sine problemer med sine studerende også blevet en grå jedi (ja, han går også i grå gevandter) som ikke længere føler noget heroisk ansvar, og i The Last Jedi hvor Yoda smadrer de konventionelle, gamle jediers tempeltræ, godkender han basalt set (og det gør Luke også til sidst) at det er Reys grå jedistatus som det hele nu skal gå i arv til. “The Last Jedi” er dobbelttydig; titlen refererer både til Luke som den sidste klassiske jedi og til Rey som den sidste jedi-lignende figur der er tilbage efter Luke – om end Rey jo nok er den første af en ny generation af grå jedier. Selve Kraften er også geniscenesat som grå; Rey er nemlig en personificering af Kraften (eller, Kraften har valgt hende som avatar); det er jo i hende at “the Force awakens” i den forrige film. Hendes forældre er faktisk ikke vigtige; humlen er ikke HVEM hun er, men HVAD hun er. Hun er naturligvis den person som den gamle profeti hentyder til, og som vi tidligere har troet var Anakin: den der skal bringe balance til Kraften. Dét bliver uden tvivl en nøglepointe i Episode IX.

Det er præcis disse ting der gør at jeg ikke kan udstå de nye Disney-producerede Star Wars-film. Jeg har ikke noget imod humoren i The Last Jedi; jeg har ikke noget imod at Leia flyver i rummet, eller at Kraften bliver brugt på nye måder. Men jeg går ind for heroisk fiktion, og anser dén for progressiv, hvorimod enhver underminering af det heroiske kun kan resultere i et mere konservativt og kujonagtigt budskab der fraskriver sig enhver drift efter at gøre det gode og bekæmpe det onde. Sådan en holdning giver kun mening ud fra to perspektiver: enten det meget establishmentarianistiske synspunkt at vi allerede lever i den bedste af alle mulige verdener (et perfekt samfund der aldrig kan blive bedre – altså den holdning som vor tids politiske midte har; at vi helst ikke skal yderligere mod hverken højre eller venstre), hvor der slet ikke er behov for at bekæmpe noget ondt, eller den holdning at ingen bør sætte sig op mod det etablerede system, for ingen har moralsk ret til at vide bedre end det overordnede system! Sidstenævnte er selvfølgelig direkte totalitarisme, og jeg ser det som den Kool-Aid som Disney serverer for Star Wars-fans med disse film: Alle I forbrugere skal være vores små søde nikkedukker der bare ukritisk accepterer hvad vi giver jer, og tager imod vores lektion om aldrig at tænke selv! Obey! Consume! Conform! For enhver idé om he-roisme er jo farlig for det etablerede system, specielt hvis det er et kapitalistisk system, for der findes ingen anden kapitalitisk helt end forretningsmanden; profitjægeren. Og det er ikke ham der er helten i heroisk fiktion.

For mig er det mest ulideligt ironiske og paradoksale ved alt dette at forfatter-instruktør Rian Johnson, som fik stor frihed til at skrive The Last Jedi (indenfor Disneys fastsatte rammer om udviklingen af de grå jedier, naturligvis), og muligvis andre der er involveret i produktionen, sandsynligvis selv mener at de har lavet en progressiv historie! Med denne film har de fokuseret på kompetente kvinder og inkompetente mænd (og derved kritiseret patriarkatet – det ville jeg ikke i sig selv have noget problem med, hvis ikke det havde været så klodset gjort som det er her); de har pillet heroisme fra hinanden til fordel for gråzoner fordi de lider under den misforståelse (grundet arven fra Nietzsche og nazismen) at det heroiske er fascistisk mens gråzonemoral er realistisk. Med andre ord har de udsat Star Wars for den snobbede, finlitterære mainstream-holdning at realisme er en mere kunstnerisk genre end de “underlødige” popkultur-genrer, og således basalt set smadret franchisens genrekonventioner. De har sagt, “Ja, se, de store ideer i sci-fi og fantasy er sgu da noget hø; lad os nu få det her ned på et fornuftsplan hvor det handler om at personerne er i realistisk eksistentiel tvivl om hvad der er godt og ondt, hvis de da overhovedet anerkender at noget er godt og ondt!” Og det er netop derfor at så godt som alle mainstream-anmeldere har givet filmen overstrømmende positive omtaler: som professionelle literati er de selvfølgelig enige med dette snobberi. Og de tror selv at de har en god og progressiv sag: de siger jo at figurerne nu er blevet mere menneskelige, og at man, i stedet for “kongelige” figurer hvor alt går i arv og man kun er god nok hvis man f.eks. er en del af Skywalker-linjen, nu blot har almindelige (arbejderklasse-) mennesker. Rogue One-filmen gjorde det samme: de ændrede undervejs i produktionen eksplicit historien fra at være om heroiske rebeller til at være om knap-så-heroiske almindelige, halvkyniske mennesker, der alligevel klarede ærterne. De nye Star Wars-film har specifikt mandat til at skulle handle om “almindelige mennesker” i stedet for mytiske, legendariske helte-figurer. Producenterne tror tilsyneladende at de på den måde er mere politisk korrekte og mere progressive; tjener almindelige menneskers interesser bedre. Men det er så forkert og misforstået som noget kan være! For det springende punkt er: almindelige mennesker i hvilket samfund? Udfra hvilken samfundsmoral? Almindelige mennesker i et kapitalistisk samfund kan kun reproducere deres eget samfunds moral. Hvis der skal progressive boller på suppen som skal kunne kæmpe for et bedre samfund, så skal der en type figurer til som repræsenterer/symboliserer et andet samfund; et bedre samfund. Der skal vaskeægte, anti-establishment oprørere til. Og det er her at Disney-filmene, og hele denne mainstream-filosofi, spiller fallit: i de historier, de laver, kæmpes der reelt kun for vores egen, kapitalistiske samfundsorden. De “almindelige mennesker” repræsenter udelukkende den borgerlige middelklasse, og ikke den politisk progressive, anti-kapitalistiske arbejderklasse. Kun hvis der er helte med heroisk moral som vil reformere samfundet til noget der afspejler deres heroiske moral, er vi ude i at kæmpe for et bedre samfund end vores; kun da er det faktisk den revolutionære arbejderklasse der repræsenteres. Hvad vi får i disse film er derfor rendyrket politisk centrisme; ikke noget der på nogen måde er progressivt eller radikalt, men kun samfundsbevarende. Og det er en generel tommelfingerregel at samfundsbevarende kunst er dårlig kunst. At Disney bruger arbejderklasse-figurer til at repræsentere middelklassens ideologi og værdier er ganske enkelt den værste form for appropriering og forfladigelse af de venstrefløjsidealer som handler om at revolutionere samfundet til noget andet og bedre, og som næsten altid er implicitte i stor kunst, specielt heroisk fiktion. Disneys SW-film tager den originale trilogis rigtige helte og ændrer dem til forkæmpere for almindelige, fantasiløse, borgerlige værdier og kapitalisme. De smadrer en progressiv genre med deres konservative, samfundsbevarende tankegang. Det er frygteligt.

Når man ser på The Last Jedi gennem disse kritiske øjne, så falder hele manuskriptet fra hinanden; der er intet ved det der fungerer. Det agenda som producenterne har, skinner alt for tydeligt igennem, og fungerer katastrofalt dårligt i heroisk genre-regi. Resten af historiens struktur er bare sammensat efter de allermest oplagte klichéer: Der skulle være så meget som overhovedet muligt på spil for hovedpersonerne; de skulle miste alt, og al handlingen skulle forløbe så maksimalt “uventet” som overhovedet muligt. Antageligt fordi de så skal kunne vinde stort i næste film (for hvis de ikke gør det, er denne udvikling da virkelig deprimerende!). Men disse skriveteknikker er håbløst gennemsigtige; de er ikke ledsaget af nogen form for god historie, gode ideer eller underliggende logik, og figurerne bliver ikke mere spændende af at blive gjort mere forvirrede.

Der kunne have været én virkelig sej scene i The Last Jedi: Der hvor Finn er ved at ofre sig, og bliver forhindret i det af Rose: Hvis nu Rose havde ofret sit liv i stedet for, og fuldendt kamikaze-missionen i Finns sted; dét ville have fungeret utroligt godt, og have tilført filmen i det mindste ét væsentligt element af effektiv pathos som kunne have bragt en tåre frem. Men nej, i stedet bliver den scene til en af filmens værste: de kysser mens modstandsbasen eksploderer i baggrunden!! Det er uden sidestykke det mest moralsk frastødende der er sket i en Star Wars-film. “Lad os tænke på romantik og os selv imens vi lader vores allierede dø og ignorerer vores ansvar om at bidrage til en galakse uden et totalitært regime!” Helt ufatteligt for mig at Rian Johnson & co. øjensynlig anså sådan en scene for… smuk. WTF? Men det passer jo godt ind i den amerikanske vulgærfilosofi, regenereret i utallige film, om at det er mere forsvarligt at redde sine egne få nærmeste frem for at redde diverse folk længere væk som man ikke kender, uanset hvor mange der er af dem; uanset om det er hele planeter og uanset hvor ondt og grusomt et samfund der truer dem. Amerikanernes foretrukne empatisfære strækker sig generelt kun til familie og venner, og dét er jo ikke kompatibelt med den heroiske empatisfære, som omfatter alle, overalt. Så The Last Jedi er virkelig et direkte statement imod heroisme. Det ville være voldsomt deprimerende hvis det ikke var fordi vi også har Marvel-filmene og superheltegenren generelt, som heldigvis stadig holder den heroiske fiktion i hævd og derved udgør en af de ret få ægte progressive manifestationer af amerikansk kultur.

Summa summarum er at The Last Jedi var en komplet fiasko fra mit synspunkt; den er værre end nogle af prequels’ene, og faktisk den absolut værste Star Wars-film hidtil. Det er en film der på et meget dybt plan får mig til at ønske aldrig at give Disney nogle af mine penge ever again, i hvert fald ikke hvad angår Star Wars-relaterede ting. Bevares, jeg tager da nok ind og ser de kommende film også, men jeg vil fremover bestræbe mig meget på kun at indløse billet én gang og ikke støtte disse produktioner økonomisk på nogen anden måde efterfølgende. Hvem skulle have troet at Disney så hurtigt og totalt ville smadre verdens mest populære filmfranchise? Det er ganske uforståeligt – og det er vi faktisk en væsentlig procentdel af filmens publikum, der synes: 20% af IMDb.com-brugere har rated filmen negativt, og der er laviner af negative video-anmeldelser på Youtube. Næsten alle, jeg har snakket med, har udtrykt negative følelser om filmen, og jeg er nu blevet overbevist om at så meget som 50% af de samlede fans – inkl. de såkaldte casual viewers som ikke er aktive i fandom – var dybt skuffede.

Jeg kan kun håbe på at Disney ender med at tage noget af den massive kritik af The Last Jedi til efterretning og forsøger at reparere filmseriens integritet med de kommende episoder. Et godt første skridt ville være at tage J.J. Abrams ved kraven og smide ham ud på røv og albuer. Han har næsten egenhændigt ødelagt både Star Trek og Star Wars, og mange fans kommer til at drage et enormt lettelsens suk når den mand en dag er ude af billedet. Rian Johnson kan passende få den næste fyreseddel, for han har fuldendt Star Wars-franchisens udvikling fra en genial science fiction-saga til fuldbyrdede trash-film (med kæmpe budget, men stadig trash-film)! Dét betyder at en meget stor del af de tilbageværende fans nu vil tage ind og se de kommende Star Wars-film med negative forventninger, og brænde efter at pille dem fra hinanden med højlydt og hånlig kritik. Der skal noget helt særligt til for at redde denne franchise nu – uanset om Disneys intention var at lave noget nyt og anderledes for et “mere voksent” publikum. Star Wars og heroisk fiktion skal ganske enkelt ikke være “mere voksent”; det skal være klar symbolik, eskapisme og idoldyrkelse. Det er det, vi kritiske fans vil have, og som Disney i deres håbløse vildfarelse ikke gav os. Vores vrede kommer ikke til at mildnes før Star Wars en dag vender tilbage i en kompetent og genreværdig inkarnation, og dette kommer måske aldrig til at ske. Jeg kan overhovedet ikke acceptere The Last Jedi som en kanonisk del af Star Wars-universet, og Episode VIII konsoliderer blot min holdning fra Episode VII om at Star Wars-universet nu er ødelagt. Det er et tragisk og ufatteligt stupidt tab af et på samme tid enkelt og nuanceret sci-fi univers med et uendeligt og oplagt potentiale.

Karakter: 1 stjerne ud af 10.

Anmeldet af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.54

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Black Panther

Black Panther
Film, USA 2018, 134 min.
Instr.: Ryan Coogler
Medv.: Chadwick Boseman, Michael B. Jordan, Lupita Nyong’o, Danai Gurira, Letitia Wright, Martin Freeman, Andy Serkis, m.fl.

Superhelten The Black Panther blev introduceret i Fantastic Four-serien i 1966 og har æren af at være den første superhelt af afrikansk afstamning. Allerede dengang var figuren på enhver måde fantastisk; vi skal nok hovedsageligt takke Jack Kirby for baggrunds-historien om Wakanda, det højt teknologisk udviklede land midt i Afrika, som aldrig har været koloniseret, og som har formået at hemmeligholde sin eksistens fra omverden. The Black Panther har altid været en af mine yndlingsfigurer fra Marvels univers (ligesom jeg også altid har været fascineret af de farlige kattedyr af samme navn). Udover de let overmenneskelige kampevner er figuren desuden en højt intelligent monark med enorme ressourcer til rådighed, samt en international diplomat som i tegneserierne kan tale mange sprog. Han er på mange måder Marvel-universets Batman; en rig og snedig planlægger som altid er to skridt foran alle andre. Det var også sådan han blev skrevet af den sorte tegneserieforfatter Christopher Priest (ikke at forveksle med den britiske SF-romanforfatter af samme navn) i den Black Panther-serie der kørte fra 1998-2003, hvor skildringen af figuren efter min mening når sit moderne højdepunkt.

Heldigvis er der en hel del referencer til tegneserien i den skønne nye filmatisering, som er det nok mest kulørte kapitel i the Marvel Cinematic Universe hidtil (og det siger en del – især efter den forrige film, Thor: Ragnarok). Everett K. Ross – en figur oprindeligt baseret på Michael J. Fox, i filmen spillet af Martin Freeman – kommer f.eks. direkte fra Priest-perioden, og det samme gør bodyguard-korpset Dora Milaje. Udover filmens selvstændige kvaliteter er det endnu en kilde til begejstring at man kan genkende en masse elementer fra forlægget og hele vejen gennem filmen får stærk lyst til at læse flere Black Panther-tegneserier.

Men filmen står i sig selv også rigtig godt alene. Bortset fra at den selvfølgelig refererer den forrige konge af Wakandas død, som skildret helt tilbage i Captain America: Civil War fra 2016 (vi har i mellemtiden fået ikke mindre end fire film at se fra samme serie: Doctor Strange, Guardians of the Galaxy Vol. 2, Spider-Man: Homecoming og Thor: Ragnarok), så bliver denne historie overhovedet ikke forstyrret af plot-elementer fra de øvrige film i MCU-serien! Black Panther-figuren, hans verden og de folk der har lavet filmen, har fået frihed til at præsentere deres helt eget statement, uden at andre ting skulle stjæle en væsentlig del af opmærksomheden. Ligesom Marvels Netflix-serie, Luke Cage, er Black Panther nemlig en produktion stort set udelukkende lavet af sorte amerikanere og i meget høj grad holdt i deres stemme og diskurs; en diskurs som ellers alt for ofte afbrydes og/eller undertrykkes af ufølsomme eller ignorante hvide med ringe forståelse for den overordnede historiske og sociale situation. Slave- og kolonitiden virker langt væk for de fleste hvide, men det gør den ikke for de fleste sorte, som på mange måder stadig lever under efterdønningerne fra den tid; stadig mangler mange af de samme friheder, muligheder og den levestandard som de fleste hvide tager for givet. Samtidig appellerer dette fokus selvfølgelig også til det ret store sorte publikum i USA, så det giver også god kommerciel mening.

Racepolitikkens helt centrale spørgsmål er at der er brug for en form for opgør med den stadig pågående hvide undertrykkelse af sorte, dels i USA og dels i den post-koloniale verden. Der er brug for en officiel undskyldning fra de vestlige regeringer, og måske endda en form for erstatning (det har forfatteren Ta-Nehisi Coates, som også har skrevet Black Panther-tegneserien de sidste par år, skrevet en god artikel om, som kan findes på nettet: “The Case for Reparations”). Hvis ikke dette sker, vil der være radikale sorte som måske vil opildne til racekrig, for med den stadig stærkere stemme de sorte med tiden har fået, og i stadig stærkere grad vil få fremover, bliver de forståeligt nok stadig mindre villige til at lade denne situation fortsætte. Den overordnede diskussion er enorm og involverer en masse historiske faktorer og kulturelle identiteter som de færreste hvide nok ved ret meget om, men burde sætte sig mere ind i.

Det fine ved Black Panther-filmen er at dette store spørgsmål netop har en helt central placering i filmens plot. Den handler om et rigt og teknologisk magtfuldt afrikansk land der kritiseres for ikke at gøre mere for undertrykte farvede overalt i verden, og skurken er optændt af netop den radikale vrede der meget nemt kunne vælge krig mod de hvide som “løsningen” på problemet. Filmen diskuterer altså hvad der bør gøres og ender med en konstruktiv mellemvej der afviser krig og går ind for at bruge det rige lands ressourcer til afhjælpning af humanitære og sociale kriser. Der præsenteres et eksempel til efterfølgelse, og det er et smukt budskab.

Filmens plot har rigeligt med substans, og den er desuden ganske storslået når det kommer til world-building og visuelt design. Wakandas rigdom kommer fra rum-metallet vibranium, som kan bruges til mange forskellige ting, og derfor er Wakanda et højt udviklet land, som dog stadig har bevaret sin oprindelige kultur, hvor fem forskellige stammer deler landet. Vi ser masser af detaljer og ritualer fra disse stammer, og som ventet i enhver MCU-film er det hele naturligvis krydret med vilde, og vildt flotte, action-scener. Det er en spændende verden der skildres, og man kan kun håbe at der vil komme mange flere film der bygger videre på denne del af det cinematiske Marvel-univers.

Kritikpunkter har jeg ikke mange af, men der er da nogle klicheer hist og her, og jeg kan også ærgre mig over at Andy Serkis’ velspillede skurk, Klaue, slåes ihjel så tidligt i filmen, for han er jo en af de tegneserieskurke som vender tilbage mange gange og har større potentiale end som så. Men mine forventninger til filmen er blevet mere end opfyldt, og jeg smutter snart ind og ser den igen og har vist aldrig glædet mig mere til at få en film hjem på Bluray end jeg gør med Black Panther!

Min karakter: 10 stjerner ud af 10.

Anmeldet af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.54

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Mordenkainen’s Tome of Foes

Mordenkainen’s Tome of Foes
Regelsupplement til Dungeons & Dragons 5th edition.
Wizards of the Coast, 2018, 256 sider.

Da Wizards of the Coast lancerede den femte udgave af deres berømte bordrollespil i 2014, var det delt op i de tre bind som det har været traditionen siden Advanced Dungeon & Dragons udkom sidst i 1970’erne. En bog med de generelle regler, en med vejledning til dungeonmasteren, samt et katalog over monstre.

Det var så forventet at de ville fortsætte med at udgive supplementer med nye regler i en lind strøm. At de modstod fristelsen til at gøre det, vil jeg give dem stor ros for. Der er kommet en række nye bøger, men de har mest handlet om at beskrive en verden eller en serie af eventyr.

I stedet har de udgivet en enkelt bog i 2016 (Volo’s Guide to Monsters), en bog sidste år (Xanathar’s Guide to Everything) og nu en tredje bog, der kan betragtes som egentlige regeludvidelser. I Volo’s Guide valgte de i stedet for en tradiotionel “monster manual” at lave en bog der var halvt katalog over nye monstre, og halvt uddybning af enkelte monstre, hvor hvert monster fik et helt kapitel med detaljer om monstret og dets plads i eventyrverdenen. I Xanthar’s Guide fik de forskellige eventyrprofessioner ekstra specialiseringer, og der blev tilføjet nogle flere trylleformularer, magisk udstyr og andre nyttige ting for en dungeonmaster.

Den seneste bog fra troldmanden Mordenkainen er en udbygning af Volo’s Guide. Men her er fokus mere på de sejere monstre, hvor Volo spredte sig ud over hele feltet. De uddybende kapitler har man valgt at lade handle om to monstre, som er hinandens modsætninger eller fjender. Vi får blandt andet historien om hvorfor djævle og dæmoner slås hele tiden. I det hele taget fylder disse “D&D” monstre lidt rigeligt meget af bogen, hvor jeg godt kunne have tænkt mig lidt mere variation.

Men som de to forgængere er Mordenkainen’s Tome en rigtig god bog for dem der gerne vil have nogle nye ting til spillet.

Anmeldet af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.54

Udgivet i Fantasy, Spil | Tagget , , | Skriv en kommentar