Himmelskibet – Magasinet for Fantastik

Læs om Magasinet Himmelskibet

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Anne-Marie Vedsø Olesen – Vølvens vej: Snehild

Vølvens vej: Snehild
Roman af Anne-Marie Vedsø Olesen
Lindhardt & Ringhof, 2021
416 s, hardcover

Dansk Jernalder. Midt om vinteren flygter den unge kvinde Asdis fra krigere, der angriber hendes landsby, mens hendes ufødte barn presser på for at komme ud. Barnet bliver født i et læskur med jættekvinden Hyrrokin som jordemoder og nornerne Verdande, Skuld og Urd som vidner. Tretten år senere bor barnet, Snehild, i kongebyen Himlinge i riget Sialand. Hendes mor er nu en æret lægekyndig, og Snehild er begyndt at få profetiske syner. Hun får lov at studere sammen med kongens tvillingesønner Roar og Aslak, som hun også træner kampkunst med. Begge begærer den smukke pige med det viltre, hvide hår, og hun begærer dem igen, mest den smukke, snedige Aslak.

Alt tegner godt for den unge pige, men virkeligheden kommer i vejen i form af høvdingedrab, pest og en jaloux ypperstepræstinde. Snart må hun flygte, alene gennem en snestorm, til landet på den anden side af floden Tryggveld. Her bor jætter og alfer, og Asgård ligger kun en regnbue væk. Hyrrokin og hendes ulvesønner træner hende i sejd og kampkunst. År senere vender hun tilbage til Himlinge, netop som intriger, hævn og ærgerrighed ramler sammen under et blodigt bryllup.

Det er kort sagt handlingen i Anne Marie-Vedsø Olesens roman Vølvens vej: Snehild, der er planlagt som en trilogi, men ifølge forfatteren måske ender med at være ni bind – en for hver af den ni verdener i nordisk mytologi. Historien veksler fermt mellem to verdener, den jordnære, som Olesen (med en vis ret) kalder Game of Thrones-sporet, og den mytologiske hvor guder og jætter vandrer på jord. Mens intrigerne spidser til i Himlinge, udspiller parallelle intriger sig i Asgård, og Snehild oplever begge dele gennem sine syner, som bliver stadigt mere sikre. Den jordnære handling udspiller sig ikke i rent opdigtede omgivelser, men på Stevns, hvor Olesen bor: Floden Tryggveld er Tryggevælde Å, og kongebyen Himlinge er Himlingøre. Det skaber en ekstra jordforbindelse for handlingen, som kan mangle i meget andet fantasy.

Trods sine over 400 sider er bogen hurtigt læst. Tekststørrelsen er læsevenlig, og kapitlerne er korte, ofte kun 3-4 sider, og det giver også en del luft. Dertil flyder sproget let, både i beskrivelsen af realistiske begivenheder og i de mere mytologiske, der ofte fortælles med lange, drømmende sætninger. Der citeres flittigt fra Eddaen, og Anne-Marie Vedsø Olesen bidrager selv med vers i samme stil. Man aner en erfaren forfatter, der har fundet sin egen stil.

Allerede inden udgivelsen var bogen dømt til succes, solgt til elektronisk udgivelse på otte andre sprog, og siden er det kommet frem at historien om Snehild skal blive til en streaming-serie produceret af Piv Bernths selskab Apple Tree Productions. Godt gået!

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Ry Kristensen – Dragesten

Dragesten
Bind 1 : Dragehjerte, 2019, 204 sider
Bind 2 : Sersi Wicca, 2021, 290 sider
Romanserie af Ry Kristensen
Forlaget Evig

Søskendeparret Le og Mark har hørt historier om krigen imellem dragemeneskene og heksene, og om hvordan den nuværende Kong Nok sammen med de 6 hekseklaner overtog magten og besejrede dragemenneskene. De to børn havde dog næppe forstillet sig at de snart skulle blive inddraget i konflikten, men da deres familie bliver angrebet af hekse bliver familiens hemmeligheden endeligt afsløret for dem. De er dragemennesker, men for at beskyttet dem har de aldrig fået dette at vide. Nu er krigen dog ved at bryde ud igen, og det er nu nødvendigt for dem at kende sandheden. Da de dog aldrig har været i deres drageform, så kan heksene ikke fornemme deres sande natur. De beslutter sig derfor for at vil hjælpe med at indfiltrer konge slottet for og hjælpe med at skaffe nogle af de dragesten der kan give dem deres drageform. Deres mor er dog modstander af at de skal indblandes, så de sniger sig afsted uden hendes viden. Le ender med at tage tjeneste ved en ond  heks, og i et forsøg på at sætte efter Le ender Mark med at arbejde i slottes stalde.

Det lykkede at skaffe nogle af dragestenen, noget som Kong Nok til at blive nervøs for om dragemeneskene skal blive magtfulde igen. Bog to starter derfor med at han torturerer en række folk for at få oplysninger om vor dragemenenskene befinder sig. Krigen er dermed rykket endnu tættere på.

Allerede i bind 1 begynder der at vise sig tegn på at der er en sammenhæng imellem hekse og dragemenneske, og at de måske er afhængige af hinanden. Dette er der yderligere spor af i bind 2. Her bliver det også tydeligt at alt ikke er sort/hvidt, og at der er gode og onde på begge sider af konflikten, og at problemet bl.a er gammelt had og ønske om hævn. Det er nu op til de unge at prøve at få konflikten løst, og undgå den helt store krig.

Der er fuld fart over historien, og man kommer hurtigt ind i universet og konflikterne. Det er ganske glimrende fantasy skrevet til unge. Bøgerne er hurtigt læst, og de holder både højt tempo og spændingsniveau hele vejen igennem. Så nu er det bare at vente på næste bind i serien.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Titane

Titane
Film, Frankrig/Belgien, 2021, 108 min.
Instr.: Julia Ducournau
Medv.: Agathe Rousselle, Vincent Lindon, m.fl.

Titane er en ubehagelig og bizar arthouse horror-film af den belgiske instruktør Julia Ducournau. Alexia er en ung kvinde som tilsyneladende altid har været lidt speciel. Som barn forårsagede hun en bilulykke, som ledte til at hun fik indopereret en titanium-plade i kraniet, og lige siden har hun tilsyneladende haft et stort set erotisk forhold til biler, og måske generelt til metal. Som voksen arbejder hun som danser til undergrunds-bilshows, hvor hun b.la. har sit hyr med at afvise tilnærmelser fra diverse mænd. Hun begynder så at slå disse mænd ihjel. Efterfølgende indleder hun forhold til kvinder, men det ender ligesådan. Da hun nu er seriemorder og på flugt fra myndighederne, skifter hun identitet, og udgiver sig for ”Adrien”, en dreng som forsvandt for mange år siden. Adriens far, Vincent, er så desperat efter at få sin ”søn” igen efter alle disse år at han accepterer Alexia, og giver hende ubetinget kærlighed, selvom han efterhånden bliver klar over at hun jo nok ikke er hans forsvundne søn. I mellemtiden er Alexia blevet gjort gravid af en bil (ja, der er tyk symbolik på færde her), og der vokser et metallisk væsen i hendes mave, som til tider lækker bil-olie. Umiddelbart lægges der op til at et monster kommer til verden… men det udvikler sig ikke helt som man forventer.

Selvom det, der foregår på biograflærredet, i ret høj grad er frastødende og afstumpet, er Titane en yderst tankevækkende film, som indbyder til interessante fortolkninger. Efter filmen lagde jeg hovedet i blød for at finde den vinkel som kunne få filmen til at give mening, og med lidt hjælp fra kommentarer og analyser fundet på nettet, mener jeg at have fundet den. Det hårde metal, bilerne, Alexias hengivelse til dem, samt hendes (selv)had til det kødelige, skal symbolisere toksisk maskulinitet – noget der er unaturligt og forvredet af samfundet, og som alle, også kvinder, er fundamentalt influeret og fordærvet af. Alexia er dog mere ødelagt af det end de fleste, fordi hun (tolker jeg det i hvert fald som) som lille er blevet misbrugt af sin far. Filmen er særdeles vellykket fordi den formår at tilføre de gamle horror-troper ny og progressiv mening, og bruge nogle af de gammelkendte klicheer på spændende og originale måder. Vi har her en horror-film som ikke længere bare for den sjove traditions skyld forbinder sex med synd og død, men introducerer en maskulinitets-symbolik som den kilde – den nådesløse metalliske og erektile hårdhed – der fordærver og forråder både livet og alle dets drifter. Men ikke i så total grad at der ikke også levnes plads til forløsning og helbredelse via dybe og naturlige følelser. Som sådan inviterer Titane eventuelt også til en revurdering af den cronenbergske body horror som den er arvtager til, samt måske til at se mange andre gamle horror-film i et nyt lys.

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Tue Sørensen

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

Jane Killick – Terraforming Mars – I skyggen af Deimos

I skyggen af Deimos
Roman af Jane Killick
Character Publishing, 2021

I skyggen af Deimos er en techno-thriller, som udspiller sig på Mars trehundrede år ude i fremtiden, hvor terraformingen af Mars er begyndt, historien er baseret på brætspillet Terraforming Mars.

De seneste år har brætspil haft en kraftig fremvækst, og spilforlagene har søgt at brede spillenes universer ud på flere platforme.
Det har været set før med for eksempel filmatiseringerne af Clue og Sænke slagskibe, og udviklingen af rollespil baseret på brætspil fra RuneQuest til Legend of the Five Rings, og i disse år forsøges i stigende grad også med romaner og tegneserier. Et forlag, som fokuserer på dette er Aconyte Books, som står bag den engelske udgave af denne bog.

Brætspillet Terraforming Mars fra det svenske spilforlag Fryxx (og deres amerikanske samarbejdspartner Stronghold Games) var en succes fra det øjeblik, det udkom i 2016, og det er siden blevet suppleret af flere udvidelser og en spinoff, samt en dansk oversættelse (hvilket langt fra er normen for et spil, hvor samtlige kort er unikke og derfor kræver sin egen oversættelse frem for at udgiver nøjes med at vedlægge en regelbog på fire sprog).
Det var med nogen skepsis, jeg derfor gav mig i lag med bogen, fordi man i brætspillet følger ansigtsløse megacorporations gennem adskillige generationer, mens de gør Mars beboelig for menneskeheden, for hvem skulle man følge i bogen, og over hvilken tidsperiode?

Bogen åbner med den tyske migrant Luka, der sammen med mange andre har ladet sig lokke til Mars i håbet om et bedre liv, og ved hans ankomst bevidner han en ulykke. Ved siden af ham følger vi Julie, der er chef for United Nations Mars Initiative, og som bliver pålagt at undersøge ulykken nærmere.

Ulykken, som begynder historien, er en løssluppen asteroide, som er blevet slynget mod Mars’ overflade, som et led i terraformingen eller beboeliggørelsen af Mars, og kendere af brætspillet ved hvilket kort, der er tale om og genkender straks den krog, som forfatteren har valgt at forbinde bog og spil med. Undervejs vil brætspilleren genkende flere andre teknologikort, som historien skrider frem og verdensbygningen etableres. Derfra forløber historien over stok og sten, der forvarsles på behørig vis, men bogens forsøg på at moralisere over at vi som mennesker bringer vores dårlige sider med til andre verdener er kun halvhjertet udført.

Historien er fortalt gennem to point of view karakterer, der har trukket flere af deres træk i moderne Hollywood science fiction film. Den ene er den unge kvinde, der har valgt karrieren over familie og til sin ærgelse må se sine forældre favorisere søsteren og dennes børn, mens den anden er den unge mand, der bærer på et traume ubevidst forårsaget af en af bogens semi-skurke, som gør at de to karakterer har deres obligatoriske klimaks mod slutningen af bogen, så den traumatiske fortid kan skrinlægges.

Bogens Hollywood-skabelon forstærkes af at bortset fra nogle enkelte beskrivelser af at livet på jorden grundet klimakatastrofer er blevet værre, så er der grundliggende ikke sket noget i de tre hundrede år, som er mellem læserens nutid og bogens fremtid. Jorden er i et udefinerbart nu – blandt andet eksemplificeret ved Julies forældres kejtede evne til at bruge ækvivalensen til Zoom, som gennem tre hundrede år er uforandret til trods for at det er verden, hvor man har brugt det i generationer – og fremtiden er således kun på Mars. Det er et kunstgreb, hvor forfatteren springer over at kere sig om, hvad tre hundrede år betyder for livet på Jorden, og kun skal fokusere på, hvad det betyder for kolonier på Mars med sparsomme ressourcer. Med andre ord er det en bog, som udspiller sig på Mars, hvis vi i dag var i gang med at terraforme den. De få referencer til for eksempel en verdensregering gør det ikke ud for verdensbygning, og det fungerer fint for et brætspil men for en bog bliver det en utilfredsstillende oplevelse.
Oversætteren har gjort et godt stykke arbejde med teksten, og som læser er der ikke sætninger, man snubler åbenlyst over, og de tekniske forklaringer er ikke forsøgt oversat af en oversætter for hvem science fiction er fremmed, heldigvis, og det gør at sproget flyder let og naturligt.
I skyggen af Deimos er en triviel og lidt middelmådig techno-thriller skrevet med intention om at blive filmatiseret påduttet en brætspilslicens for at trække på brætspillets fanskare som læsere. Den er hurtig læst og giver en eftermiddags underholdning.

Anmeldt af Morten Greis

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

The Suicide Squad

The Suicide Squad
Film, USA 2021, 132 min.
Instr.: James Gunn
Med: Margot Robbie, Idris Elba, John Cena, Joel Kinna-man, Michael Rooker m.fl.

Efter af være blevet (midlertidigt) fyret fra Marvel/Disney på grund af nogle uheldige, gamle udtalelser, fik Guardians of the Galaxy-instruktøren og -forfatteren James Gunn hyre hos konkurrenten DC/Warner, og The Suicide Squad er resultatet deraf.

Hov, vent, vil nogle sikker indvende: Har der ikke allerede været en film, der hed Suicide Squad? Jo, det har der – den kom i 2016 og blev ikke nogen større succes. Den lille forskel er et “The” i titlen på den nye film, som tilsyneladende er en fortsættelse til den første (som jeg ikke har set). I hvert fald er Margot Robbie igen med som Harley Quinn og Viola Davis som Amanda Waller, det styrer holdet med det officielle navn ‘Task Force X’, bedre kendt til ‘Suicide Squad’.

“Styrer” er det helt rette ord her, for Suicide Squad er ikke en gruppe superhelte, men en gruppe forhærdede skurke med en vis (typisk lille) mængde superevner; eller de er blot veltrænede. De er blevet tilbudt at tage på en selvmordsaktion mod at deres straf bliver nedsat med 10 år – og for at være sikre på at skurkene makker ret, har de alle fået indopereret en kapsel med sprængstof i nakken, som kan bringes til eksplosion over afstand. De bliver samtidig konstant videoovervåget for at sikre sig at de gør som beordret.

Selvmordsmissionen handler om at trænge ind i østaten Corto Maltese (navnet er en gammel joke, der går tilbage til Frank Millers The Dark Knight Returns). Corto Malteses USA-venlige diktator er blevet afsat ved et militærkup, og det er ikke så godt. da østaten lægger hus til et ultrahemmeligt amerikansk forsøg på at udvikle et supervåben. Tårnet med forsøget skal derfor destrueres, og videnskabsmanden bag det (spillet af Peter “Doctor Who” Capaldi) skal bringes sikkert hjem til USA.

Missionen går galt grueligt nærmest før den begynder, og vores (anti-)helte må kæmpe lige så meget for at overleve som for at fuldføre deres mission. Nærmest ingenting går som planlagt, og det bliver mere og mere mudret hvem der er helte og hvem der er skurke. Mere af plottet skal ikke afsløres, andet end at det tager en del overraskende drejninger i løbet af filmen.

På mange måder minder filmen om den første Guardians of the Galaxy (GotG). En gruppe outsidere bliver bragt sammen mere eller mere tilfældigt og skal finde ud af at samarbejde samtidig med at de skal redde verden. Også i lighed med GotG bliver kendte rocknumre brugt som baggrundsmusik. Hvorfor fucke med en formel der virker?

The Suicide Squad er ikke nogen Guardians of the Galaxy, men den har sin egen charme. Der er masser af ultrasort humor (og en del splat – Gunns fortid som splatter-instruktør fornægter sig ikke), og man får efterhånden sympati for flere af figurerne undervejs trods deres status af skurke. Det gælder især figuren  Ratcatcher 2 (Daniela Melchior), som også Idris Elbas figur Bloodsport får varme, faderlige følelser for. Et plus er også noget meget kreative kapiteltitel-sekvenser, og i det hele tage er filmen flot og velspillet. Margot Robbie er som sædvanlig en fornøjelse som Harley Quinn, der også brillerede i filmen Birds of Prey: And the Fantabulous Emamcipation of One Harley Quinn fra sidste år (som ellers ikke havde meget andet at byde på).

Alt i alt er The Suicide Squad en underholdende superheltefilm, der faktisk skiller sig ud ved at have et anti-amerikansk budskab, eller i hvert fald værende kritisk overfor amerikansk imperialisme, hvor man støtter diktatorer der gerne vil samarbejde og hvor efterretningstjenesten opererer som en stat i staten uden demokratisk kontrol.

DC/Warner har haft blandet held med at efterligne Marvel/Disneys succes med superheltefilm, og en del af skylden er blevet lagt på de ofte ret mørke DC-film. Man kan godt se The Suicide Squad som en kommentar til dette, for filmen er ret mørk, men tager samtidigt tykt pis på sig selv.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 62

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Hilda

Hilda
Tv-serie, Netflix 2018-2020
To sæsoner
Skabt af Kurt Mueller og Stephanie Simpson efter Luke Pearsons tegneserie
Med: Bella Ramsey, Ameerah Falzon-Ojo, Oliver Nelson, John Hopkins m.fl.

Det går ikke altid godt når man forsøger at overføre tegneserier til animation, men i tilfældet med Luke Pearsons Hilda er det gået godt – endda rigtig godt. Tegneserien tog verden med storm da det første album, Hildafolk, udkom i 2010, og siden da er det blevet til indtil videre 6 bind, og serien har vundet masser af priser. Det er derfor ikke underligt at Netflix har valgt at lave en tegnefilmserie over den – og det er streamingtjenesten som sagt sluppet godt fra, blandt andet ved at bevare tegneseriens enkle og skarpe streg. Selvom Hilda især er rettet mod børn, kan den sagtens ses af voksne, der vil finde andre ting at more sig over end børnene – og man kan ikke undgå at blive charmeret af hovedpersonens gåpåmod og positive indstilling til livet.

Hilda foregår i et univers, der minder om det moderne Norge, blot tilsat en mængde fabelvæsener, som folk i almindelighed udmærket kender til. Det ville også være underligt andet, da nogle af dem flyver i flokke over himlen og fordi man man rende på mange af dem i skovene og bjergene omkring byen Trollberg (som minder mig en del om Stavanger). Ikke alle fabelvæsenerne er ufarlige, men pigen Hilda er ret frygtløs og forstår at omgås dem og ligefrem blive venner med nogle af dem. Det viser sig da også at kun få af væsenerne er direkte ondsindede, og man kan tale sig til rette med de fleste – selv spøgelser, trolde og kæmper. På den måde bliver det aldrig rigtig uhyggeligt, og Hilda er en af de hyggeligste serier jeg har set og har potentiale til at blive lige så klassisk som Mumitroldene, af mere eller mindre de samme årsager.

Hilda er vokset op som en fri ånd ude i bjergene sammen med sin mor, der arbejder som freelancegrafiker, og Hildas trofaste kæledyr, hjorteræven Twig. Hvad der er blevet af faderen bliver aldrig nævnt. I de første afsnit af serien sker der ting, der tvinger den lille familie til at flytte til byen Trollberg, der hedder sådan fordi den er bygget i et område beboet af trolde og er omgivet af en høj mur, der skal beskytte borgerne mod troldene. Trollberg minder mig meget om Stavanger, både i arkitekturen (bortset fra bymuren) og ved at være en havneby i bunden af en fjord, omgivet af fjelde. Hilda er bekymret for at hun kommer til at kede sig i byen, men der begynder hurtigt at ske en mængde mystiske og dramatiske ting, som Hilda bliver hvirvlet ind i – eller lader sig hvirvle ind i.

Til tv-serien er der introduceret flere nye figurer i forhold til tegneserien. Blandt andet bliver Hilda medlem af et spejderkorps, hvor hun får to nære venner, den boglige Frida og den nervøst anlagte David. Byen er heller ikke helt så fri for fabelvæsener som den ser ud til at være ved første øjekast – bl.a. bliver vi præsenteret for den uhyggelige Rottekonge og en kæmpemæssig sort hund, der begynder at hærge byen.

Den første af de indtil videre to sæsoner af tv-serien er langt hen af vejen baseret på de første fem albums i tegneserien, mens anden sæson er nye historier, hvor Hilda får et nemesis i form af Erik Ahlberg, leder af Trollbergs sikkerhedspatrulje, der ønsker at opnå hæder og ære ved at beskytte byen mod troldene omkring den, men som regel ender med at skabe en masse problemer, som Hilda og hendes venner så må løse.

Hilda kan ses med dansk tale, men jeg valgte at se den med den oprindelige engelske tale, hvor Hilda bliver (glimrende) stemmelagt af Bella Ramsey, som mange vil huske som den unge klanleder Lyanna Mormont i game of Thrones. Serien byder også på flere kendte gæstestemmer såsom Andy Serkins og Eurythmics-stjernerne Dave Stewart og Annie Lennox. Hver sæson er på 13 afsnit af ca. 25 minutter – et format kendt fra japanske anime-serier, måske med henblik på det japanske marked. En tredje sæson blev annonceret i juni 2021.

Netflix har udgivet 6 billedbøger om Hilda, baseret på afsnit i serien. Dem har jeg ikke læst og kan derfor ikke udtale mig om dem.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 62

Udgivet i Film, tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

What If…?

What If…?
Tv-serie, USA 2021, sæson 1
Instr.: Bryan Andrews
Med: Jeffrey Wright, Chadwick Boseman, Mark Ruffalo, Jeremy Renner, Benedict Cumberbatch, Samuel Jackson m.fl.

What If…? er en animeret serie med uafhængige afsnit, der er bundet sammen af et fælles tema, nemlig: Hvad kunne der være sket, hvis nogle begivenheder i Marvel Cinematic Universe (MCU) havde udviklet sig anderledes end hvad vi har set i filmene og tv-serierne. Historierne bliver introduceret af den mystiske figure The Wathcer (Jeffrey Wright), som kan se alt, men ikke må blande sig i noget. Gennem afsnittene bliver vi præsenteret for et bredt udvalg af de helte og bipersoner, vi har lært at kende i MCU, og en hel del (men ikke alle) af disse er stemmelagt af de skuespillere, der spillede rollerne i filmene og tegneserierne.

Serien er baseret på en gammel Marvel-tegneserie af samme navn, som er baseret på samme idé: At fortælle nogle alternative historier, hvor lidt mere er tilladt end normalt. For eksempel kan helte dø, andre figurer kan påtage sig deres rolle, eller universet gå gå under.Tegneserien What If…? har i perioder været rigtig god, blandt andet i en årrække i 1980’erne hvor forfatteren Peter B. Gillis skrev serien.

Tv-serien holder også en høj kvalitet og tør gå lige så langt som tegneserien gjorde det, og det er ofte ret kringlede og temmelig dramatiske historier, der bliver fortalt når fortatterne ikke behøver at bekymre sig om hvordan fortællingerne kommer til at påvirke fremtidige historier med heltene. Fans har det med at blive for sure hvis man laver for meget om på deres favorit-helte eller udsætter dem for lidt for grumme ting, men det er ikke et problem her: Det er jo bare fantasihistorier (som om superheltehistorier ikke er det i forvejen).

I skrivende stund er der blevet vist 7 afsnit (af 9) på Disney+, med følgende hvad-nu-hvis’er:

  1. What If… Captain Carter Were the First Avenger?
  2. What If… T’Challa Became a Star-Lord?
  3. What If… The World Lost Its Mightiest Heroes?
  4. What If… Doctor Strange Lost His Heart Instead of His Hands?
  5. What If… Zombies?! (løseligt baseret på tegneserien Marvel Zombies)
  6. What If… Killmonger Rescued Tony Stark?
  7. What If… Thor Had Been an Only Child

Animationen er flot og realistisk, med en dramatisk farvepalette, der viser at Marvel-tegnefilm er kommet langt siden tv-serierne fra sidste årtusinde. Mere, tak!

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i himmelskibet nr. 62

Udgivet i Film, tv-serie | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Loki

Loki
Tv-serie, USA 2021, sæson 1
Skabt af: Michael Waldron
Med: Tom Hiddleston, Owen Wilson, Gugu Mbatha-Raw, Sophia di Martino, Wummi Musaki m.fl.

I løbet af filmen Avengers: Endgame (2019) rejser nogle af heltene tilbage i tiden til lige efter den første Avengers-film for at få fat i en infinity stone. I den opståede forvirring lykkedes det Loki (Tom Hiddleston) at undslippe med den pågældende infinity stone- Derved skaber han en ny tidslinje, der potentielt kan udvikle sig meget anderledes end den velkendte, der som bekendt ender med Lokis død.

Ikke alle er lige glade for nye tidslinjer og det bøvl, de kan give. Særligt bekymrede er organisationen Time Variance Agency (TVA), der kidnapper Loki og tager ham med til deres hovedkvarter, der ligger uden for tiden. TVA’s opgave er at stoppe afvigende tidslinjer før de når at udvikle sig, så den ‘rigtige’ tidslinje bliver bevaret. Varianter – udgaver af folk fra den ‘rigtige’ tidslinje, der bebor en afvigende tidslinje, bliver afhørt i hovedkvarteret og derefter bortskaffet. Den skæbne vil Loki naturligvis gerne undgå, så han prøver at undslippe – men forgæves. TVA er ikke til at spøge med.

Det ser således sort ud for variant-Loki, men TVA har et problem, som den erfarne TVA-agent Mobius (en behageligt afdæmpet Owen Wilson) vil rekruttere Loki til at hjælpe med: En person, der kan rejse i tiden, slår TVA-agenter ihjel i tide og utide (bogstaveligt talt).

Det er ikke en opgave som Loki er vild med at påtage sig – hans sympati for TVA kan ligge på et ekstremt lille sted – men alternativet, som man siger, er værre, så han accepterer, selvfølgelig med planer om at mele sin egen kage ved først givne lejlighed. Flugt er en tiltalende løsning, men efter at Loki har indset at TVA er den mest magtfulde organisation i universet, vil han heller ikke have noget imod at blive kalif i stedet for kaliffen, så at sige.

I løbet af seks afsnit kommer Loki vidt omkring i forskellige tidslinjer og støder på flere … interesante … personager, og det går op for ham at ingenting er helt som det ser ud til at være. Alting – eller næsten alting – går op i en højere enhed i sidste afsnit, der i den grad lægger op til en fortsættelse, enten i en sæson to af Loki eller måske snarere) i den næste Avengers-film.

Serien er sjov, spændende og sær og proppet til randen med easter eggs for fans af Marvel-film og især Marvel-tegneserier. Sammenspillet mellem hovedpersonerne er fantastisk, og jeg følte mig rigtig godt underholdt. Det generer mig dog lidt hvis fortsættelsen skal findes et andet sted end i sæson 2 – jeg hader at blive tvangsindlagt til alt muligt andet for at få slutningen på en historie jeg troede jeg havde betalt for det hele af.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i himmelskibet nr. 62

Udgivet i Film, tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings

Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings
Film, USA, 2021, 134 min.
Instruktør: Destin Daniel Cretton
Med: Simu Liu, Awkwafina, Tony Chiu-Wai Leung, Michelle Yeoh, m.fl.

Som fan af de gamle kung fu-tegneserier (som også udkom på dansk i Kung Fu Magasinet) har jeg været ret spændt på hvordan Marvels nye film Shang-Chi ville blive. Tegneserien udkom jo i kølvandet på Bruce Lees succes og kung fu-filmens storhedstid i 1970erne, og tegneserien er meget 70er-agtig. Der har derfor hele tiden hersket stor tvivl om hvorvidt den nye film overhovedet ville minde om tegneserierne på nogen måde. Og det gør den sådan set heller ikke. Hovedpersonen er især meget svær at genkende uden tegneseriefigurens karakteristiske 70’er-frisure, men alligevel er visse elementer bevaret. Parallellerne mellem tegneserie og film går umiddelbart så vidt som til at Shang-Chi er oppe mod sin far (der har trænet ham i kampkunst som lille, men som Shang-Chi gjorde oprør mod som ung, og nu bruger han sine evner imod faren), som med magiske evner har levet i mange generationer og også har en hær af sortklædte kung fu-kæmpende banditter under sin kommando. Herudover går filmen mere ind på Iron Fist-territorie, da figurerne kommer frem til en hemmelig kinesisk by som beskyttes af en drage (rygterne siger at en ny udgave af Iron Fist kommer med i næste Shang-Chi film). Men historien består ligeså meget af   flash­backs, hvor man ser Shang-Chis forældres historie; hvordan de blev forelskede, og hvordan farens tendenser til tyranni og kung fu-kultledelse blev holdt i ave af kærligheden til hans familie (Shang-Chi har også en søster).

Men er historien så vellykket? Ja, det er den. Filmen er effektivt følelsesfuld, spektakulært action-fyldt og visuelt overdådig, og frem for alt har den en kulørt perlerække af utrolig flotte kung fu-sekvenser. Filmen er også tydeligt – næsten i overdrevet grad! – tilpasset til det asiatiske marked, f.eks. med hele sekvenser hvor figurerne taler kinesisk, en stærk rolle til den kinesiske skuespiller-darling Tony Leung (som spiller faren) og et fokus på kinesiske drage-legender. Filmen har dog i skrivende stund (10. september) endnu ikke haft premiere i Kina, så det bliver spændende at se hvordan de reagerer på den. Hollywoods forsøg på at tækkes Kina har det med at mislykkes, måske som et led i Kinas propaganda-kamp mod Vesten; et eksempel herpå er jo den seneste live-action Mulan film, som    flop­pede på flere måder, men som jeg selv syntes var utrolig vellykket, også på en måde som kineserne burde have sat pris på.

Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings er en Marvel-film, og som sådan er den et ekstremt velpoleret produkt. Intet er efterladt til tilfældet; alle de rigtige bokse er tjekket af, så man var sikker på at det blev en publikumsvenlig film, og det har i høj grad også virket. F.eks. er der en række sekvenser som er direkte referencer til andre famøse film – actionfilm-eksperten Ric Meyers, som jeg følger på Facebook, nævner i flæng: Hero, Crouching Tiger Hidden Dragon, Matrix, God of Gamblers, Old Boy, Speed, 007: Skyfall, Jackie Chan’s Rumble in the Bronx, Shaolin Soccer og Dragon Ball Z! Man mærker tydeligt at der er postet mange penge i dette produkt, og pengene er godt givet ud, til folk der ved hvad de laver. Shang-Chi er en skøn film, og jeg er helt oppe på 9 stjerner ud af 10 i min karakter for denne. Så venter vi bare med spænding og længsel på årets to sidste MCU-film, Eternals og Spider-Man: No Way Home, som rammer biograferne i hhv. november og december!

Anmeldt af Tue Sørensen i himmelskibet nr. 62

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Black Widow

Black Widow
Film, USA, 2021, 134 min.
Instruktør: Cate Shortland
Med: Scarlett Johansson, Rachel Weisz, Florence Pugh, David Harbour, m.fl.

Jeg kan jo bedst lide at se (vigtige) film to gange før jeg anmelder dem, så jeg har lige genset Black Widow. Det er desværre ikke en af de bedste MCU-film. I stedet for at lave et fedt, nyt Black Widow-eventyr bruges filmen til at udfylde nogle huller i den overordnede MCU-storyline, såsom referencer til Budapest, andre dele af hendes baggrund/fortid, “the red in her ledger” (trættende udtryk) og hvor hun var efter Captain America: Civil War, som denne film foregår lige efter. Således er den en prequel til de seneste par års MCU-film, inklusive Avengers: Infinity War og Avengers: Endgame. Red Room-fortiden er vistnok også baseret på nogle Black Widow-tegneserier, men jeg har ikke læst dem og har derfor ikke noget nostalgisk forhold til dem. Store dele af denne films plot er således en smule skuffende. Budapest-sekvensen er utrolig kort, og først anden gang, jeg så filmen, syntes jeg at jeg fik et ordentligt hint om hvad der egentlig skete dér. Som sædvanlig med Disney, udvander den også den oprindelige idé, i og med at filmen afslører at Natasha i virkeligheden slet ikke har dræbt Dreykov’s datter, som hun ellers troede. Det minder mig om f.eks. sæson 1 af tv-serien Veronica Mars, som handler om hvor ked hun er af at hun måske er blevet bedøvet og voldtaget til en fest, men det viser sig så til sidst at det er hun ikke. Det er lidt for typisk og pussenusset at introducere noget meget slemt og traumatiserende for så bare at afsløre at det alligevel slet ikke er sket. Det er nærmest et anti-horror-twist. Det er da godt at det værste alligevel ikke er sket, men skriveteknisk virker det bare som en sjofling af noget alvorligt. Som en historie baseret på et problem man ikke behøver at tage sig af alligevel, fordi det aldrig virkelig var der. Og hvad er så substansen i historien?

Anyway, action-sekvenserne i Black Widow er også en smule kedelige, for de har ikke den store plotfremmende funktion. Hvorfor skal Natasha og hendes søster Yelena slås da de mødes første gang? Det er der overhovedet ingen grund til – udover at det selvfølgelig altid er cool med en god action-sekvens. Og den sekundære skurk i filmen, Task­master, er en fantastisk figur fra tegneserierne, som desværre bare bliver brugt af navn og ikke ret meget af gavn i filmen. I tegneserierne har han den superevne at kunne efterligne alle andres kampevner til perfektion. I filmen er det bare en midlertidig teknologisk programmering. I tegneserien har han en organisation som træner håndlangere og hjælpere til andre markante superskurke – det ellers yderst spændende aspekt er helt udeladt i filmen. Så det er desværre en lidt spildt figur. Øv.

En MCU-film er selvfølgelig altid flot, og det er Black Widow også. Rigtig god lyssætning i rigtig mange scener. Ganske velpoleret. Men historien er ikke stærk nok. Ray Winstone som Dreykov er ikke spændende nok, og hvad han egentlig gør ved alle sine kvindelige kamp-slaver går filmen slet ikke dybere ind i – det er jo Disney! Så det bliver desværre lidt tandløst.

Det bedste ved filmen er ‘familie’-forholdet mellem de fire hovedfigurer. Natasha og hendes ‘lillesøster’ Yelena var iscenesat som døtre af et ærkeamerikansk ægtepar, som i virkeligheden var russiske spioner, og de var kun en familie i tre år tyve år stidligere, men – med visse vanskeligheder – bliver de alligevel sammentømret igen, og det er ganske rørende. Når man ser filmen første gang er det ret uklart i hvor høj grad forældrene mener hvad de siger, og i hvor høj grad de stadig bare er kolde spiontyper, og det er faktisk en del af det fængslende ved disse scener. Ved andet gennemsyn er der lidt mere styr på det, og det gør bare indtrykket endnu varmere. Sekvensen med al familiesnakken ved svinefarmen udenfor Skt. Petersborg er klart det bedste i filmen, og det eneste ved den der fungerer rigtig godt. Første gang var jeg velunderholdt, men anden gang var plotmanglerne mere tydelige. Så jeg ender på en karakter på 7 stjerner ud af 10, som for mig er atypisk lavt for en MCU-film.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 62

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar