Himmelskibet – Magasinet for Fantastik

Læs om Magasinet Himmelskibet

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Birds of Prey

Birds of Prey
Film, USA 2020, 109 min.
Instr.: Cathy Yan
Medv.: Margot Robbie, Ewan McGregor, Ella Jay Basco, m.fl.

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic.

The DCEU – the DC Extended Universe – er en franchise som der er er overraskende meget spræl i. Med dét mener jeg at franchisen i sig selv er kommercielt sejlivet, selv om mange af de tidligere film i serien har høstet dårlige anmeldelser. DCs filmiske universe startede i 2013 med Superman-filmen Man of Steel, som var en anstændig og visuelt flot, men efter manges mening lidt for mørk, film. Dens efterfølger i 2016 blev gentænkt fra at være Man of Steel 2 til at være Batman v Superman: Dawn of Justice; en set-up film for Justice League, som kom et år senere. I 2016 kom også Suicide Squad, hvor vi for første gange mødte Margot Robbies Harley Quinn. Den fik heller ikke gode anmeldelser – men siden da er der kommet tre DCEU-film som er mere vellykkede, nemlig Wonder Woman (2017), Aquaman (2018) og Shazam! (2019). Birds of Prey fra indeværende år er altså den ottende DCEU-film i rækken, og fortsætter Harleys historie fra Suicide Squad. Vi ser heller ikke det sidste til hende i denne film, for der er endnu en Suicide Squad-film på tapetet, instrueret af James Gunn, som efter planen skal komme i 2021, hvor hun også er med. Faktisk er Warner Bros. ifølge diverse medierapporter i gang med at planlægge ikke mindre end TREDIVE yderligere film i denne franchise over de næste ti år, om end det nok er næsten 100% sikkert at de ikke alle bliver til noget. Rapporter siger at Warners nye ejere, AT&T, er meget opsatte på at lave flere DC-film, men, de er ikke helt sikre på hvilken retning, de skal gå i. Nu har Zack Snyder jo efter tre år fået lov til at lave sin egen version af Justice League, denne gang som en 6-parts-serie til streamingtjenesten HBO Max. Rygter fortæller at HVIS hans udgave går hen og bliver super-populær, så vil de måske fortsætte i en Snyder-inspireret, mørkere retning, mens mange andre nylige rygter siger at de fremover hellere vil lave lysere DC-film i en mere upbeat og Marvel-agtig stil. F.eks. siges det at the DCEU vil få et ”soft reboot” i den kommende Flashpoint-film, hvorefter Superman og Batman vil være gode venner, ligesom i de fleste af tegneserierne, og endda få en World’s Finest team-up film! De arbejder efter sigende også på nye film med New Gods, Booster Gold, Supergirl, Deathstroke, Lobo, Plastic Man, m.fl., og et spin-off til Wonder Woman kaldet The Amazonians. Så planer er der nok af, men hvad der kommer til at ske afhænger selvfølgelig også af hvor mange billetter disse film sælger. Det sjove er at selv om en stor del af DCEU-filmene har fået dårlige anmeldelser, så har de faktisk solgt en hel del billetter, og det er derfor at de bliver ved med at lave dem. Birds of Prey er dog lidt omvendt. Den var ingen stor succes, men tjener sig kun hjem via streaming og disc-salg; til gengæld fik den anstændige anmeldelser, med 78% positive omtaler ifølge Rotten Tomatoes. Men hvad synes denne anmelder så om filmen?

Titlen ”Birds of Prey” refererer til en tegneserie med figurerne Black Canary og Oracle (Barbara Gordon, som sidder i kørestol). I de senere år kom også Huntress med i serien, og der gæsteoptrådte mange andre helte og heltinder. Harley Quinn, som er hovedpersonen i filmen, har dog mig bekendt så godt som intet at gøre med Birds of Prey-tegneserien, så allerede her undrer man sig over hvorfor filmen hedder som den gør (den burde have heddet Harley Quinn. Eller Gotham City Sirens havde også været mere passende). Godt nok er en anden version af Black Canary også med i den som en baggrundsfigur, der kun en enkelt gang bruger sine soniske skrigekræfter, og Huntress har også en rolle. Men derudover er der ikke meget fra tegneserierne som går igen i filmen. En anden væsentlig figur er Cassandra Cain, som i tegneserierne er en meget sej Batgirl i en periode (hun er stum, men blev opfostret af en lejemorder som lærte hende den vildeste kampsport); i denne film er hun bare en tilfældig gadetyv uden anden relation til tegneserieudgaven end at hun er asiatisk og har samme navn. I disse politisk korrekte tider kan man undre og ærgre sig over at en Birds of Prey-film med Cassandra Cain i en markant rolle hverken tænker på at få en figur i en rullestol (som Oracle/Barbara Gordon i tegneserien) eller en stum figur (som Cassandra i tegneserierne) med i filmen – til gengæld hører man i Blu-rayens ekstra-materiale at filmen primært er lavet af kvinder og for kvinder, uden det maskuline blik, og uden egentlige superhelte-kostumer, men blot med en (i Harley Quinns tilfælde ret outreret) tøjstil som de kvindelige figurer ville have det godt med. Og det kunne da være dejligt hvis sådan en film fungerede. Desværre er den alt for anderledes i forhold til tegneserierne, og balancen mellem den konstante komedie og så en to-tre alvorlige scener virker slet ikke. Huntress-figurens baggrund i filmen er faktisk næsten 100% tro mod tegneserien, MEN, i stedet for at respektere den sammenbidte intensitet som figuren har, bruger de den her kun til at gøre nar af og koge komediesuppe på.

At filmen vil være sin egen og opfinde helt nye designs, selv om der var SÅ meget ikonisk grafik de kunne have nuppet fra tegneserierne, er ikke den eneste grund til at Birds of Prey blev en dårlig film, men det er en af de ting som er nemmest og mest oplagt at kritisere ved den, når den nu ikke fungerer ret godt. Instruktionen virker uefaren og plottet er alt for tyndt; udover noget baggrund og noget intro af figurerne, går selve plottet først i gang 40 minutter inde i filmen, og handler om at Cassandra Cain sluger en diamant som de onde vil have fat på. Action. Og det er så dét. Selvfølgelig er der en masse person-relationer, men det er ikke rigtig noget der kan gøre det ud for historie. Visse visuelle detaljer er gode (f.eks. hyænen!), men langt de fleste faldt desværre ikke i min smag. Der var slet ikke kød nok på denne film, og den føltes ikke ret meget som en film i et superhelteunivers – eller en film som overhovedet betød noget eller ville noget. Det var en film som var gearet til et kvindeligt publikum, men der dukkede ikke store mængder kvinder op i biograferne, trods Margot Robbies popularitet. Jeg er fan af Robbie, men desværre lader det ikke til at hun har det store held med at vælge sine projekter – senest er det f.eks. meldt ud at hun, sammen med screenplay-forfatteren til Birds of Prey, Christine Hodson, skal genoplive Pirates of the Caribbian-franchisen for Disney. Slår dét nogen som en specielt spændende idé? Næppe. Men grunden til at Birds of Prey ikke kunne tiltrække noget massepublikum er sandsynligvis at filmens figurer slet ikke er lige så kendte som de andre store superhelte-figurer – og når filmen samtidig ikke mindede ret meget om de tegneserier, den ellers skulle forestille at være baseret på, så var der heller ikke meget begejstring at hente hos tegneseriefans’ene. Spot til skade tilføjer det nok også at filmen var R-rated, og derfor forbudt for de yngre publikummer. Det eneste vi kan gøre nu er at se frem til James Gunns The Suicide Squad næste år, og håbe at han kan bibringe the DCEU den samme magi som han bibragte Marvels cinematiske universe med The Guardians of the Galaxy.

Karakter: 4 stjerner ud af 10.

Tue Sørensen

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Terminator: Dark Fate

Terminator: Dark Fate
Film, USA 2019, 128 min.
Instr.: Tim Miller
Medv.: Mackenzie Davis, L. Hamilton, A. Schwarzenegger, Natalia Reyes, Gabriel Luna

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic.

Terminator: Dark Fate er både den sjette og den tredje film i sin franchise. Det er den sjette Terminator-film i det hele, men den tredje som James Cameron har haft noget at gøre med. Og han giver pokker i film nr. 3, 4 og 5, og lader denne være en fortsættelse til hans første to. Han synes nemlig, lige som rigtig mange fans, at film nr. 3-5 er ret dårlige. Personligt synes jeg nu at film nr. 3 og 5 er stort set lige så gode som de første to, mens film nr. 4 – Terminator Salvation fra 2009 – var en svipser.

I denne sjette film er der på papiret meget at være begejstret for. Budgettet er højt, effekterne er gode, actionscenerne er underholdende, instruktionen er fin (Tim Miller har tidligere instrueret den første Deadpool-film) og skuespillerne er gode – men desværre fejler filmen på det mest afgørende punkt: historien. James Cameron, som er et af navnene blandt den håndfuld forfattere (ja, hele fem af slagsen) der er krediteret for historien, dvs. de ideer som manuskriptet er skrevet ud fra, bestemte at han ikke kunne lave en Terminator-film uden Arnold Schwarzenegger, og derfor er hele plottet tilrettelagt ud fra hvordan man kunne give endnu en Schwarzenegger-terminator en væsentlig rolle at spille i filmen. Og det endte med at han så måtte være den terminator som endelig får slået John Connor ihjel. Wait, what? Samme John Connor som samtlige fem foregående film har handlet om at redde? Jep. Det er desværre helt ekstremt respektløs overfor alle de tidligere film, og de publikummer som har investeret sig i de films historie. Og hvad medfører John Connors død så i den nye film? Jo, at der simpelthen er en anden sej person der så bliver oprørsleder i fremtiden i stedet for John Connor, OG som terminator’ne nu bliver sendt til fortiden for at dræbe. Det fjerner al spændingen fra plottet, for nu ved vi jo at hvis den nye fremtidige oprørsleder bliver dræbt, så kommer der bare en ny, og så gentager det hele sig i det uendelige. På denne måde afsløres franchisen som værende intet andet end et kommercielt hylster som bare vil have vores penge, men ikke længere har noget originalt at tilbyde. Af samme grund blev denne film straffet af publikum ved at floppe fælt, og høste dårlige anmeldelser.

Men filmen kunne sådan set måske stadig have fungeret hvis den havde være spændende og innovativt fortalt. Det er den bare ikke. I stedet for at være en fortsættelse til de to første Cameron-film, virker historien i Dark Fate ikke som andet end et halvhjertet opkog på dem. Det er nøjagtig samme elementer og samme struktur som før; det er som om Cameron er overbevist om at fans’ene bare vil have det samme igen-igen. Samme flugt over plankeværket med den fremtidige oprørsleder, samme sammenbidte super-terminator som i Terminator 2: Judgment Day, masser af scener der virker som kopier af scener fra de gamle film, og samme sentimentale slutning på den søde, rare Arnold-terminator til sidst. Det er den filmsygdom man på engelsk kalder for ”sequelitis”; når en efterfølger lider af alt for mange call-backs til den eller de forrige film i franchisen. Og at de fleste af hovedpersonerne nu er kvinder er bare ikke nok til at gøre det interessant. Man havde virkelig forventet noget bedre fra James Cameron, men han er simpelthen blevet for kommerciel – hvilket jo får én til at frygte lidt for de fire Avatar-efterfølgere, han er i gang med at lave…!

Ydermere kan man indvende at Terminator: Dark Fate med sine to timer er for lang; den har ikke historie nok til mere end halvanden time. Især kunne stort set alle de kedelige TYVE minutter de bruger på at krydse grænsen mellem Mexico og USA med fordel have været skåret væk. Som hjernedød og i øvrigt flot actionfilm kan man da sagtens sidde og stene til denne film, men der er ikke noget spændende ved historien. Og selv om skuespillerne er ganske fine, så kommer man aldrig rigtig særlig dybt ned i deres personskildring. Linda Hamiltons Sarah Connor er god, men de øvrige er overfladiske, og det viser også at der er for mange hovedpersoner i denne film. Der er Sarah Connor, Grace (den nye super-soldat fra fremtiden), Dani (den fremtidige oprørsleder) og så Arnolds T-800 terminator, og de skal alle sammen have ca. lige meget tid, hvilket gør at der ikke rigtig er tid nok til at skildre nogen af dem tilstrækkelig meget til at de bliver levende for os. Paradoksalt nok er REV-9, den nye super-terminator spillet af Gabriel Luna, en mere spændende og velspillet figur end nogle af de andre. Desværre er han på flere måder uoriginal, og ikke spor mere avanceret end Robert Patricks kviksølv-agtige T-1000 i Terminator 2: Judgment Day. Jeg sad og kunne forestille mig masser af langt mere avancerede måder, den kunne få slået Dani ihjel på, men manuskriptforfatterne havde åbenbart ikke den store fantasi at gøre godt med. Desværre en Dark Fate dermed også en svipser, og faktisk den ringeste Terminator-film i hele serien. Denne franchise bør dermed lægges i graven, for den gør hvad så mange Hollywood-efterfølgere har gjort før den: i stedet for at tilbyde noget nyt og interessant, kannibaliserer den blot sine foregængere ved at bruge alle de samme elementer endnu en gang og derved ende som en parodi på sig selv. Stop nu. Please.

Karakter: 4 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget | Skriv en kommentar

Indre Dæmon

Indre Dæmon
Film, Danmark, 2019, 80 min
Instruktør: Mikael Rasmussen
Medvirkende: Heine Sørensen, Kim Kofod m.fl.

Teaser

Indre Dæmon er en dansk indie-horrorfilm, der havde premiere i  Husets Biograf 7/10-2019, hvor jeg så den.

Filmen Indre Dæmon handler om forfatteren Oskar Louis Thestrup, der er i eksistentiel krise og har skriveblokade.  Hans forlægger vil gerne have ham at skrive en bog om dæmoner og eksorcisme. Forlæggeren giver ham adresser til nogle folk, der har forstand på den slags. Det går ikke så godt i starten, men så kommer han i forbindelse med en eksorcist, som tager ham ud til mange folk, der er besatte af dæmoner. Dette hjælper ham ikke i første omgang til at komme i gang med at skrive sin bog, men så begynder begivenhederne at tage fart. Hvordan skal ikke afsløres her.

Indre Dæmon er en fin lille film, selv om det kan mærkes, at det er en amatørfilm. Men instruktøren har fået meget ud af et meget lille budget. Skuespillet er efter min mening tilfredsstillende. Historien fanger en, og filmen er så lang, som historien kan bære. Men filmen vil gerne skræmme – og det synes jeg desværre kun lykkes i begrænset omfang. Nu tager filmen udgangspunkt i eksorcisme, som er blevet brugt på film før med større og mindre held. Endvidere kendes eksorcisme fra bl.a. katolicismen.

I filmen spørger Oskar eksorcisten hvorfor han ikke er blevet præst. Eksorcisten svarer,  at det er på grund af dogmer. Han har en mere fri tilgang til det han laver. Men måske skulle instruktøren, der også er manuskriptforfatter på filmen, have lavet en mere dogmatisk eksorcist, netop fordi det er noget der praktiseres i den katolske kirke, i den virkelige verden.

Efter min mening er det meget skræmmende, at eksorcisme stadigvæk praktiseres i den katolske kirke, omend at dette ifølge hjemmesiden kristendom.dk bruges mindre i dag, end før.  Men her kunne instruktøren med fordel have lagt sig meget tættere på den virkelige praksis  i den katolske kirke. På den måde kunne instruktøren have skabt en mere skræmmende film, synes jeg.

Men selv efter disse bemærkninger, synes jeg at filmen fortjener udbredelse, og jeg håber at filmen bliver distribueret, så folk kan få fat i den.

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet nr. 58

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

The Rise of Skywalker

The Rise of Skywalker
Film, Disney 2019
Star Wars: Episode IX
Instruktør: J.J. Abrams
Med: Adam Driver,
Daisey Ridley m.fl.

IMDb

Trailer

Efter J.J. Abrams havde gødet jorden med rigeligt nostalgi i første film i den seneste Star Wars-trilogi, tog Rian Johnson vores helte, skurke og bipersoner i en noget anden retning. Der var skæg og ballade med Poe og Finn, men også et rigtig godt persondrama med Rey, Kylo Ren og Luke Skywalker. Men det brød Star Wars-fandom sig slet ikke om, så Disney fyrede Rian Johnson, og det endte med at J.J. Abrams sad tilbage i instruktørstolen igen.

Og hvad gør man så? Fortsætter med det Rian Johnson havde startet? Nok ikke – det var jo nok fordi hans måde at lave Star Wars på ikke behagede Disney at han blev fyret. Så kunne man prøve at lave noget helt nyt og tredje, der byggede på begge foregående film? Nej, det var der nok ikke tid til med den korte deadline Abrams formentlig havde fået til at hente mere guld op af Star Wars-minen til Disney. Så tilbage blev der: Fortsætte hvor han sluttede i The Force Awakens og lade som om The Last Jedi ikke var sket.

Der skulle klippes, retconnes og kittes en hel del. En vigtig skurk var død. Nok lidt for dovent bare at genoplive ham. Men så kan man da genoplive en skurk fra de gamle film. En skuespiller var død. Jamen så kan man da bruge fraklip fra de foregående film og redigere lidt, så det kommer til at se ud som om hun stadig er i live, og så lade hende dø af et passende plot-element, når man ikke har flere gamle klip med hende at bruge. Luke Skywalker i The Last Jedi opførte sig ikke som mange af hans fans forventede. Ikke noget problem – vi retconner forklaringen på hans handlinger til noget helt andet og ignorerer at de så bliver helt uforståelige.

Star Wars: The Rise of Skywalker har alt hvad man kan ønske sig af hæsblæsende action, rumskibe, eksotiske planeter og dueller med lyssværd. Men det virker desværre meget som et remake hvor instruktøren ikke helt kunne bestemme sig for hvilken film det skulle være et remake af. I The Force Awakens virkede det fint at få repeteret hvad Star Wars går ud på med nye ideer og nye karakterer. En blanding af nostalgi og nytænkning af gamle ideer. I The Rise of Skywalker er det gået over genvind med nostalgien.

Men hvad der er værre – i bestræbelserne på at få både retconnet The Last Jedi, at fylde op med nostalgi og fanservice og at prøve at nytolke gammelt stof, er det gået galt med både at få plottet til at hænge ordentligt sammen og at få personernes handlinger til at give mening. Eksempelvis har den store skurk store problemer med at forklare os hvad hans plan egentlig er – det veksler lidt fra scene til scene. Og naturligvis har han fundet på et nyt dommedagsvåben, der som traditionen foreskriver, skal have en svaghed som vores helte kan udnytte. Men med den svaghed dommedagsvåbenet er udstyret med her, må våbnets designer have lidt af kraftigt fremskreden demens.
Man kan se The Rise of Skywalker som en popcorn-actionfilm, og man kan knibe en lille tåre ved at se hvad der formentlig bliver de gamle karakterers sidste optræden i franchisen. Der er en del gode scener og generelt udmærket skuespil, heriblandt en herligt overspillende Richard E. Grant som general. Men jeg forventede bare lidt mere af en Star Wars-film. Selv George Lucas prequel-film virkede – trods deres mange fejl og svagheder – som ægte Star Wars-film. Her er man hoppet over hajen, som man siger om tv-serier der ikke formår at være originale mere, men desperat prøver at være det. Eller hoppet omkring på den nedfaldne Dødsstjerne, som tilfældet er her.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr. 58

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Joker

Joker
Film, 2019
Instruktør: Todd Phillips
Med: Joaquin Phoenix,  Robert De Niro, Zazie Beetz m.fl.
IMDb

Trailer

Nogle mennesker har det ikke nemt. Det gælder blandt andet for Arthur Fleck (Jaoquin Phoenix), en midaldrende mand med mange problemer og få muligheder. Han har en mængde psykiske lidelser, blandt andet at han nogle gange ler ukontrolleret på upassende tidspunkter. Han har engang været indlagt (en tid han betegner som den lykkeligste i hans liv), men er nu ude, om end han jævnligt besøger en psykolog (som virker ret ligeglad) og får et helt batteri af psykofarmaka. Han bor hos sin syge mor i en udslidt lejlighed i en udslidt ejendom i en udslidt del af byen Gotham City. Han forsøger at ernære sig som klovn, for hans elskede mor har fortalt ham at han “er sat i verden for at få folk til at le”.

Selvom stakkels Arthur ikke har det nemt i begyndelsen af filmen, får han det hurtigt værre. Han bliver overfaldet og gennemtævet af en bande unge, han kommer i overhængende fare for at miste sit job, og kommunen sparer psykolog og medicin væk. Eneste lyspunkter er den søde, enlige mor Sophie Dumond (Zazie Beetz) som bor på samme sal som ham og syntes at finde sympati for ham, og så tv-showet Live With Murray Franklin, hvor komikeren Murray Franklin (Robert De Niro) har forskellige gæster på besøg foran et live-publikum. Arthur drømmer om selv engang at være med i showet, men det er en drøm, der synes at have lange udsigter.

Gotham City er, som vi kender det fra historierne om Batman, en by med stor polarisering mellem rig og fattig, plaget af kriminalitet. Situationen bliver ikke bedre af en skraldemandsstrejke, som gør at affaldet hober sig op i gaderne. Det lover borgmesterkandidaten og milliardæren Thomas Wayne at rette op på, hvis han bliver valgt. Arthurs mor har engang arbejdet for Wayne og skriver jævnligt breve til ham, hvor hun beder om hjælp, men der kommer aldrig noget svar. Det er uklart præcist hvornår det er meningen at filmen udspiller sig, men det er klart før internet og mobiltelefoner. Klassiske biler som dem vi kender fra gangsterfilm, kan få en til at tro at vi skal meget langt tilbage, mens andre detaljer får en mere til at tænke på 1980’erne.

Tingene går langsomt fra slemt til værre for Arthur, som oplever en masse uretfærdighed fra det offentlige såvel som fra de mennesker, han troede han kunne stole på. Han finder også ud af at flere ting fra hans fortid ikke er som han troede de var; noget der bidrager til at han synker længere ned i sin sindssyge, så han efterhånden har svært ved at skelne virkelighed fra fantasi (og det er i nogen grad op til seerne at afgøre hvad der er hvad). Hvad det præcist er, der får det til at kamme helt over for Arthur, så han bliver den Joker, vi kender fra Batman, vil jeg ikke afsløre for de, der endnu ikke har fået filmen set.

Joaquin Phoenix er mesterlig som Arthur Fleck, og rollen har allerede indbragt ham en filmpris og har fået ham nomineret til flere. Han er en helt anden type Joker end Jack Nicholsons selvsikre gangster eller Heath Ledgers psykopatiske anarkist, og man kan ikke lade være med at fatte en hel del sympati med ham. Phoenix har ladet sig udmarve til rollen, og Arthur er ikke meget mere end skind og ben; lige så dårligt klædt på fysisk som mentalt til at klare de prøvelser, han bliver udsat for.

Arthur Flecks nedtur i filmen gav mig en del mindelser om Martin Scorceses film Taxi Driver fra 1976, hvor Robert De Niros figur Travis Bickle gennemgår en lignende nedtur i fortvivlelse og og vold – om end med et noget anderledes udfald (om end Arthur Flecks Joker ender med at blive hyldet som en helt af borgere, der er utilfredse med tingenes tilstand, lidt på samme måde som Travis Bickle bliver hyldet som lokalhelt i slutningen af Taxi Driver). Jeg kan derfor ikke lade være med at tro at Robert De Niros optræden i Joker er mere end en tilfældighed.

Joker er en rigtig fed film, men på trods af referencerne til Batman-universet (blandt andet i form af en meget kendt mordscene), er der ikke tale om en superheltefilm i klassisk forstand. Filmen har langt mere tilfælles med psykologiske og samfundskritiske dramaer som for eksempel netop Taxi Driver. Superheltefans kan nyde filmen for den anderledes og til nu mest detaljerede baggrundshistorie for Jokeren, men filmseere, der ellers ville gå i en lang bue ude om superheltefilm, kan også få meget ud af filmen, både skuespillermæssigt og scenografisk.

Det kan diskuteres om Arthur Fleck virkelig er den Joker, vi kender fra Batmans tegneserie- og filmuniverser. Han virker lidt for sølle til at kunne få succes som manisk superskurk, og aldersforskellen mellem Fleck og Bruce (Batman) Wayne er lovlig stor. Fleck skal nok forestille at være på alder med Jaoquin Phoenix, dvs. omkring 45 år, mens Dante Pereira-Olson, som spiller den meget unge Bruce, er 9 år. Hvis der går 20 år før Bruce springer ud af skabet i flagermusedragt, vil Jokeren være på kanten af pensionsalderen. Jeg foretrækker derfor at tænke på Joker som en selvstændig film, der trækker på elementer i Batman-universet uden egentlig at være en del af det. Der har dog været rygter om en fortsættelse, og hvis vi er heldige, kommer den til at handle om en ny Joker – ham vi kender fra tegneserierne – der lader sig inspirere af Arthur Fleck og dermed binder denne film sammen med det større Bat-univers.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 58

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Eli

Eli
Film, Netflix, 2019
Instruktør: Ciarán Foy
Med:  Charlie Shotwell, Kelly Reilly, Max Martini m.fl.

IMDb

Trailer

Eli er en ny film på Netflix. Det er en gyser. Der er to halvdele af filmen. Anden halvdel er på en helt anden måde end første halvdel. Jeg synes at det er noget makværk. Første halvdel er som sagt fin nok, men jeg havde nok ladet den fortsætte på en helt anden måde, hvis jeg var instruktøren. Han kunne have ladet den være meget mere uhyggelig. Den ender bare på en rigtig mærkelig måde. Skiftet fungerer slet ikke.

Filmen handler om en dreng som har en sygdom der gør at han ikke kan tåle sine omgivelser. Han kan ikke tåle almindelig luft, vand og mad. Han lever under desinficeret plastik rundt og over hans seng. Hans forældre tager ham til en læge der arbejder i en stor villa, der er komplet desinficeret. Intet fra omverdenen kan komme ind. Han skal nu have lægebehandling her som vil gøre ham rask.

Han oplever dog spøgelser på stedet om natten. De forfølger ham. Måske er det fordi sygdommen er ved at forlade hans krop. Hans forældre vil have at behandlingen fortsætter trods oplevelserne med spøgelserne. Gysene er rigtigt gode. Jeg kan godt lide den slags gys. Som sagt hopper handlingen af i anden del, men jeg vil ikke røbe hvad der sker. Nogle på Facebook kan godt lide hele filmen som den er. Det var dog ikke lige noget for mig.

Skuespillet er dog udmærket. Netflix har også midlerne og viljen til at lave noget godt. Jeg tror ikke filmen kan ses af børn. Jeg synes noget af filmen var udmærket, men ikke den hele. Jeg vil give filmen 5 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas Søe i Himmelskibet nr.58

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Dark, Sæson 1

Dark, Sæson 1
TV-serie, Netflix, 2019
Skabt af Baran bo Odar og Jantje Friese
Med:  Karoline Eichhorn, Louis Hofmann, Jördis Triebel m.fl.
Tysk tale, danske undertekster
Genre: Science fiction-gyser

IMDb

Trailer
Dark er en ny tv-serie på Netflix. De har lavet to sæsoner, men vil gerne lave en tredje. Der er rigtigt gode skuespillere med. De spiller bare rigtigt godt. Dark skulle være lidt ligesom Stranger Things, men den tv-serie har jeg ikke set, så jeg kan ikke sammenligne. Dark er mørk og dyster. I starten er der meget gys, men det bliver mindre hen ad vejen. Jeg er ikke så bange for gysere længere. Jeg kunne godt lide at Dark er så mørk her op til halloween.

Dark foregår i den tyske by Winden. Den ligger tæt på Rhinen. Der er et stort atomkraftværk tæt ved byen som mange i byen arbejder på. De er derfor afhængige af kraftværket. Der begynder at ske mørke mærkelige ting i byen. Det er en cyklus som gentager sig hvert 33. år. Det er sket i 1953, 1986 og 2019. Der er et stort stort hul i en klippe i den lokale skov som skaber tidsrejser mellem 1986 og 2019. Man ser så hvad det har af konsekvenser for folk at blive smidt ind i en anden tid. Der er mange unge og børn som er forsvundne. Nogle unge bliver fundet i skoven med deres øjne brændt ud og med ting fra en anden tid. Der er også fugle og en bondemands får som får deres trommehinder sprængt ud. Hvad foregår der egentlig i den by? En del af det at se Dark, er at komme nærmere på nogle af alle disse hemmeligheder.

Skuespillet er som sagt fremragende. Tv-serien er dog ikke så uhyggelig. Der er mange mystiske personer i serien. Serien er heller ikke bange for at lade børn komme galt afsted. Jeg har været godt underholdt. Det ser ikke ud til at serien er blevet lige så populær som Stranger Things. Måske kan den ikke fortsætte i lige så lang tid.

Der er ikke de store plothuller i den. Man håber det skal gå godt for folkene i serien, men som regel går det den anden vej. Man følger fire generationer, og man følger dem i forskellige tidsaldre. Der er også folk som bare bliver tabt i tiden og aldrig rigtigt finder sig selv igen. Det er en tv-serie som kræver man holder øje med hvad der sker. Jeg tænker ikke at den kan ses af børn. Der er mange plot tråde. Der er også karakterudvikling. I det hele taget er det en ret god tv-serie. Jeg vil give den 9,5 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas Søe i Himmelskibet nr.58

Udgivet i tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Doom Patrol

Doom Patrol
TV-serie, sæson 1, 2019
15 afsnit af ca. 1 time
Skabt af Jeremy Carver efter tegneserien af samme navn
Med: Diane Guerrero, April Bowlsby, Alan Tyduk, Brendan Fraser, Timothy Dalton m.fl.
Kan ses på HBO

IMDb

Trailer

Nogle mennesker har det ikke nemt. Det gælder blandt andet en lille flok individer, som er blevet horribelt forvandlet af forskellige begivenheder og som videnskabsmanden Niles Caulder (Timothy Dalton), kaldet “The Chief”, har taget under sine vinger og ind i sit hus. Der er den tidligere racerkører Cliff Steele (Brendan Fraser), som efter en ulykke er blevet reduceret til en hjerne i en robotkrop, den tidligere jagerpilot Larry Trainor, i hvis krop et energivæsen har taget bo, så han hele tiden må gå med kemisk behandlede bandager på hele kroppen, skuespillerinden Ríta Farr, der har mistet kontrollen over sin egen krop, der deformerer eller vokser ukontrolleret, og Kay “Crazy Jane” Challis, som har 64 personligheder med hver sin superevne (og hvert sit traume). Ingen af dem er særligt lykkelige for deres tilværelse, selvom de alle på den ene eller anden måde er udødelige – fx var Rita Farr en stor filmstjerne i Hollywoods guldalder, men ligner stadig (når hun har kontrol over sin krop) en ung kvinde.

Gruppens triste dagligdag bliver brudt da Mr. Nobody (Alan Tyduk) kommer ind i billedet. Han er en superskurk, der kan manipulere med virkeligheden, og han har åbenbart et horn i siden på The Chief, som han bortfører under særdeles mærkelige omstændigheder, og så må vores (anti-)helte tage affære.

“Særdeles mærkelig” er et udtryk der passer godt på serien som helhed. Vores hovedpersoner kommer ud for den ene dybt bizarre situation efter den anden og render på adskillige sære personligheder, der har forbindelse til The Chiefs fortid – og måske også deres egen. Hele verdens eksistens er på spil ved flere lejligheder, og vores ‘helte’ er særdeles dårligt klædt på til at håndtere situationerne – selv efter at de får følgeskab af Cyborg fra Teen Titans, som ellers er en erfaren superhelt.

TV-serien er baseret på DC Comics’ tegneserie af samme navn, som debuterede i 1963, kort før X-Men gjorde det hos konkurrenten. Der har været snakket meget om lighederne mellem de to serier – begge har et hold martrede outsider-helte under ledelse af en ældre mand i rullestol – men konsensus er vistnok at det er et tilfælde. Serien blev aldrig voldsomt populær og lukkede i 1968. Flere forsøg på at genoplive serien slog fejl indtil forfatteren Grant Morrison overtog serien i slutningen af 1980’erne sammen med tegneren Richard Case. Morrison tog udgangspunkt i det der havde været seriens særkende fra starten, nemlig bizarre skurke og situationer, og gav det hele en tand mere eller hundrede. Det groteske og absurde tog førersædet, ofte med elementer af eksistentialistisk horror, men det lykkedes Morrison at skabe vedkommende og spændende historier selv når det blev mest mærkeligt – og det var særdeles mærkeligt.

TV-serien baserer sig især på Grant Morrisons historier, om end Rita Farr er et levn fra den originale serie, som ikke optrådte i Morrisons udgave. Den rammer meget godt det absurde og groteske, men kammer oftere over i det fjollede end det var tilfældet hos Morrison, og horror-elementerne er noget nedtonet. Det ændrer dog ikke på at TV-serien er ganske underholdende og også kan ses af folk, der mere er til absurd humor end til superhelte. Heltenes tragiske liv og deres ikke specielt vellykkede forsøg på at håndtere deres skæbner fylder meget, og samspillet mellem skuespillerne er helt i top.

I løbet af de 15 episoder får man løftet sløret for mørke detaljer fra hovedpersonernes og ikke mindst The Chiefs fortid. Tingene viser sig ikke at være helt som vores helte forestillede sig, og de må stille en hel del spørgsmål til sig selv – og ikke mindst The Chief når de til sidst får muligheden. Flere detaljer skal ikke afsløres her – sæt jer ind og se serien! Den kan varmt anbefales, og jeg er ikke ene om anbefalingen. Seriens karakter på IMDb er 8,0, og den får et score på ikke mindre end 96% på Rotten Tomatoes.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.58

Udgivet i tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

Cast a Deadly Spell

Cast a Deadly Spell
TV-film, HBO 1991
Skrevet af Joseph Dougherty
Instrueret af Martin Campbell
Med: Fred Ward, Clancy Brown,  Julianne Moore, David Warner
Kan ses på HBO
IMDb

Trailer

Forestil dig en verden, der ligner vores, bortset fra at magi eksisterer og er ret almindeligt. Forestil dig så en noir-krimi, der udspiller sig i denne verden i 1948 i Los Angeles, med en lurvet, men hårdkogt privatdetektiv, som ikke kan eller vil bruge magi. Og forestil dig at privatdetektiven er denne verdens udgave af H.P. Lovecraft, som har valgt en noget anden karriere end i vores verden. Så har du et meget godt billede af filmen Cast a Deadly Spell, som HBO lavede i 1991 og som nu i nogen tid har kunnet ses på HBO Nordic. Selvom der ikke er tale om nogen ny film, vil den og dens fortsættelse (omtalt nedenfor) nok være nye for mange, så derfor synes jeg at det er passende med en anmeldelse.

Fred Ward spiller privatdetektiven Harry Philip Lovecraft (med et lidt anderledes navn end virkelighedens H.P. Lovecraft – så måske alligevel ikke helt den samme?). Han bliver hyret af rigmanden Amos Hackshaw til at finde en sjælden bog – Necronomicon – som er blevet stjålet fra ham. På sporet af bogen render Lovecraft på flere personer fra sin fortid, blandt andre Harry Bordon (Clancy Brown), hans makker fra dengang han var politimand, som nu driver en natklub og har fingrene nede i en del skumle forehavener, og Connie Stone (Julianne Moore), hans ekskæreste, som nu synger i Bordons natklub og måske, måske ikke, har noget kørende med Bordon. Han kommer også i karambolage med gamle venner fra politiet, som ikke er lige begejstrede for Lovecrafts nye karriere, og Hackshaws kønne     teenagedatter, som gerne jagter mænd – med bue og pil.

Ikke overraskende udvikler historien sig til at handle om mere end bare at få en stjålen bog tilbage, for selvfølgelig har Hackshaw skumle planer med den – planer som næppe kommer mange andre end ham selv til gode. Lovecraft deler kontor med en woodoo-heks, Hippolyta Kropotkin, som advarer ham om at der er noget meget slemt magisk på færde, og at Lovecraft bør gøre som hende og stikke af til Florida, så langt fra Los Angeles som man kan komme i USA.

I ægte noir-stil er der masser af forviklinger, og man kan ikke vide hvem man kan stole på. Det hele ender i en apokalyptisk finale, hvor Lovecraft må redde verden. Stilen er en blanding af hårdkogt krimi og tongue-in-cheek-humor, og selvom der ikke er tale om en stor film, er den absolut værd af se – især for Lovecraft-fans. Det hjælper også at hovedrollerne bliver spillet af en håndfuld særdeles kompetente skuespillere.

I 1994 lavede HBO en fortsættelse, Witch Hunt, der finder sted i 1950’erne, hvor heksejagten på kommunister er erstattet af en heksejagt i mere bogstavelig forstand – noget som Lovecrafts hekseveninde Hippolyta kommer i klemme i. Igen er historien skrevet af Joseph Doughterty, men filmen er instrueret af Paul Schrader, og Dennis Hopper spiller nu en lidt ældre H.P. Lovecraft. I andre roller ses forholdsvist kendte skuespillere som Julian Sands og Penelope Ann Miller.

Denne film mangler noir-charmen fra den første film, men er ellers skåret over samme læst og er da også værd at se for Lovecraft-fans, om end den ikke helt er på højde med Cast a Deadly Spell, og den får da heller ikke helt så høj en karakter på IMDb (5,7 mod 6,6). Plottet har ikke helt så meget apokalyptisk horror som i den første film, men til gengæld fungerer krimiplottet måske en smule bedre.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 58

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

Snatchers

Snatchers
Film, USA, 2019, 96 min
Instruktør: Stephen Cedars, Benji Kleiman
Medvirkende: Mary Nepi, Gabrielle Elyse, J.J. Nolan mfl.

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic

Ca. en halv time inde i denne film ankommer to unge piger til en mands hus. Hurtigt bliver han sat ind i situationen med følgende ordstrøm:

Sara havde sex med en fyr og blev gravid, så vi tog hen på klinikken hvor hun fødte en mærkelig ting, der sprængte lægens hoved i luften og styrede en sygeplejerske som en marionetdukke, og nu har hun en til i sig og vi skal have den ud.

Dette opsummerer ikke blot handlingen ind til da, men giver også en ganske god ide om hvad dette er for en film. En ung pige har sex og bliver inficeret med en mystisk parasit. Næste dag føder hun et monster insekt, der sætter sig fast på nakken af folk, og kan dermed bruge dem til at transportere sig rundt, med et blodigt spor af død og ødelæggelse efter sig.

Det går op for pigerne at hvis de ikke får stoppet væsnet så vil det formerer sig, hvilket sikkert vil mange doble antallet af døde. De bevæbner sig derfor, og tager så afsted til den fest hvor flere fra skolen er, da de har en formodning om at alle de hormoner de fulde unge udskiller vil tiltrække væsnet.

På ekstramaterialet beskriver folkene bag filmen den som en popcorns-horror-komedie, hvilket er en meget passende beskrivelse. Det er tydligt at de ikke har forsøgt at skabe en ny klassiker inden for monsterfilm, men egentligt bare gerne vil lave en film der kan underholde.

Dette lykkedes også ganske godt i actionscenerne, men der er nogle noget passager hvor man sidder og tænker ”kom nu videre”. Kæresten er alt for karikkeret og overspillet, så jeg mest havde lyst til at spole fremad når han var med.

Filmen skal bestemt roses for masser af praktisk effekter, både i form af afrevne lemmer og det mystiske kryb, som helt sikkert har givet flere af skuespillerne ondt i nakken, da de har skullet gå (og nogle gange løbe) imens de kiggede ned i jorden med en insektdukke spændt på hovedet.

Dette er som nævnt ikke en film der kommer til at gå over i historien, men til en gang popcorn og cola er den glimrende underholdning.

Anmeldt af Thomas Winther

 

Udgivet i Film, Horror | Tagget | Skriv en kommentar