Himmelskibet – Magasinet for Fantastik

Læs om Magasinet Himmelskibet

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Alice Aagaard & Peter Pedersen – Willumsens slagteri

Willumsens slagteri
Roman af Alice Aagaard & Peter Pedersen
Byens forlag, 2024, 532 sider

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Ved den norddjurske landsby Ilinghøj findes en lang række gravhøje. Ikke alle har fået lov at ligge i fred, men der er dele af lokalbefolkningen som ved at man skal passe på omkring disse, og ikke mindst omkring den nærtliggende mose.

I byen ligger også et nedlagt slagteri. Det har stået tomt i omkring 80 år, og i alle disse år har kommunen ejet det, men nu er bygningerne sat til salg. Lokale kræfter med hjemmeværnets kompagnichef Erland i spidsen har lagt planer for at ville købe slagteriet, for de ved nemlig hvilke hemmeligheder der gemmer sig i de gamle slagtehaller.

En der intet kender til disse hemmeligheder er Thea. Hun skal bare væk fra Århus, da hun plages af en ukendt stalker. I sidste øjeblik lægger hun det vindende bud på slagteriet, og så er hun ellers klar til at flytte til udkantsdanmark sammen med sin søn.

For politimanden Thomas er det ikke frivilligt at han også må flytte derud. Efter et par uheldige tjenestesager bliver han forflyttet til Ilinghøj. Han kender også til stalking, her er det dog ham der udfører det, da han bliver ved med at kontakte og følge efter sin ekskone.

Det lille lokalsamfund holder på sine hemmeligheder, men nogle af dem begynder da at komme frem i lyset da Thomas begynder at kigge på de sager som den tidligere landbetjente har syltet. Og byens mystiske fortid begynder at afslører sig.

Bogen betegnes som en folk-horror spændingsroman og den trækker også en masse på væsner fra gamle folkesagn. Og det er ikke kun i mosens dis at disse huserer, de opsøger også folk i deres hjem. Og så er der noget med slagteriet, hvor der er en kraft som er blevet forstyrret.

Allerede fra starten af bogen får man at vide at der inden for få dage skal finde noget sted som skal ske under dække af en hjemmeværnsøvelse. Det et der er kommet nye beboere i det nedlagte slagteri var ikke lige en del af planen.

Som så ofte i horrorromaner så tager personerne nogle underlige valg. Bl.a. da Thea er vidne til et overfald og overnaturligt drab vælger hun stadig at blive boende med sin søn, selvom de ikke har megen anden tilknytning til stedet end at sønnen har fået en kat. Men det havde selvfølgeligt også været bremsende for historien hvis hun der var rejst væk.

Der er et fint persongalleri i bogen, men dog ikke svært tidligt at regne ud hvem det er det skal gå ilde, og hvem der nok skal klare den. Den bliver aldrig sådan rigtig uhyggelig, men den har bestemt sine spændende passager, og så har den en god gang sort humor.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Cagliostros borg

Tegnefilm, 1979, restaureret i 4K 2024
Instruktør: Hayao Miyazaki
Manus: Hayo Miyazaki og Haruya Yamazaki
Stemmer: Yasuo Yamada, Eiko Masuyama, Kiyoshi Kobayashi m.fl.

Vores hovedperson, Lupin III, er barnebarn af gentlemantyven Arsene Lupin, kendt fra en række historier skrevet i starten af sidste århundrede af franskmanden Maurice Leblanc. Han går sin bedstefar i bedene som mestertyv, men af en betydelig mere atletisk karakter end sin forgænger.

I starten af Lupin III: Cagliostros borg ser vi Lupin og hans tro følgesvend, den våbenglade Jigen, flygte efter at have røvet pengeskabet i et casino. Med deres gule Fiat 500 bogstaveligt fyldt til randen med bundter af pengesedler fra alverdens lande – men de er ikke kommet langt før det går op for Lupin at alle pengene er falske. Han genkender dem som de blandt kendere næsten mytiske ‘gedesedler’ (i underteksterne fejloversat som ‘gotiske sedler’), der stammer fra lilleputstaten Cagliostro, som har en havged som våbenskjold (deraf ‘gedesedler’). Lupin forsøgte i sin ungdom at røve trykpladerne, og han beslutter sig for at gøre et nyt forsøg. Kort efter ankomsten til den lille, naturskønne stat, render Lupin og Jigen på den purunge prinsesse Clarisse, som i en Citroën 2CV flygter fra nogle skumle mænd i en pansret bil. Det fører til en af de mest hæsblæsende biljagter, jeg har set på film; på kanten (og nogle gange over) af det troværdige – men alt er som bekendt tilladt i tegnefilm.

Trods et ihærdigt (og farligt) forsøg, lykkes det ikke at redde prinsessen, som vor helte hurtigt erfarer står for at skulle giftes med sin slægtning, den fæle Grev Cagliostro, som nogle mener stod bag slotsbranden, der dræbte Clarisses forældre. Lupin beslutter sig derfor for at røve ikke bare trykpladerne, men også den unge brud. Det bliver ingen let opgave, og på vejen skal Lupin overvinde dødsfælder, skyggekrigere, vagter og Grev Cagliostro selv. Der går ikke altid godt for ham, men med en kombination af snilde, frækhed og formidable atletiske evner lykkedes det ham (næsten) altid at slippe ud af de værste kniber, med god hjælp fra Jigen. deres samuraiven Goemon og Lupins rival og nogle gange elskerinde) Fujiko, samt modstand fra Interpol-politimanden Zenigata, som har gjort det til sin livsopgave at fange Lupin.

Tegnefilmen, som er Hayao Miyazakis første biograffilm, er (især i starten) ikke så flot animeret som vi er vant til, og den er domineret af overgearet slapstick-action i højt tempo. Der bliver dog også tid til stille passager, blandt andet med drivende skyer over grønne bakker, som må være noget nær Miyazakis varemærke. Stilen er langt hen ad vejen ikke noget Miyazaki selv har valgt, da filmen er baseret på en manga fra 1960’erne af pseudonymet Monkey Punch, som inden Cagliostros borg havde affødt tre anime-serier, en biograftegnefilm og en spillefilm (og siden flere serier og tegnefilm). De tre andre Lupin III-tegnefilm, jeg har set (nr. 1, 3 og 4 i rækken) er af svingende kvalitet, men er kendetegnet af den samme slapstick-stil, så sådan skal Lupin III åbenbart være.

Cagliostros borg er løseligt baseret på Arsene Lupin-romanen La Comtesse de Cagliostro (1924), som også danner grundlaget for den franske spillefilm Arsène Lupin fra 2004. Miyazaki har dog stort set kun beholdt nogle navne fra romanen og (sammen med sin medforfatter Haruya Yamazaki) skabt en helt ny historie, med en del elementer som man genfinder i Miyazakis senere film Laputa – slottet i himlen (1986). Cagliostros borg byder kun stedvist på den magi og æstetiske animation, vi er vant til fra Miyazakis hånd, men det er stadig en ganske underholdende film med spænding, action, intriger, hemmeligheder og en smule romantik; nærmest en blanding af Den lyserøde panter. Indiana Jones og den klassiske Robin Hood fra 1938 med Errol Flynn. Selvom filmen ikke er voldsomt godt kendt i den vestlige verden, har den haft stor erkendt indflydelse på blandt andre John Lassiter og Disney-filmene Mesterdetektiven Basil Mus og Atlantis – det forsvundne rige

Filmen er blevet restaureret og genudgivet i 4K-format, måske i anledning af 100-året for La Comtesse de Cagliostro eller filmens eget 45 års jubilæum. I Danmark vises den med japansk tale og danske undertekster. Underteksterne virker, trods enkelte stavefejl og den ovennævnte fejl, generelt gode, om end jeg ikke kan japansk nok til at afgøre nøjagtigheden undtagen ved at sammenligne med de engelske undertekster på min gamle DVD-udgave. Filmen bliver anbefalet til biografgængere fra 7 år og op, men jeg ville nok have sat grænsen lidt højere på grund af enkelte barske scener og manglen på dansk tale.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Animation, Film | Tagget | Skriv en kommentar

Renegade Nell

Renegade Nell
TV-serie, USA, 2024
Skabt af: Sally Wainwright
Med: Louisa Harland, Frank Dillane, Jake Lester m.fl.
Kan ses på Disney+

Fantasyserier er blevet meget populære på streamingtjenesterne. I flæng kan man nævne Game of Thrones, The Witcher, Shadow and Bone, The Wheel of Time, Carnival Row og The Rings of Power. Disse er alle ‘high fantasy’, dvs. fantasy sat i detaljerede, opdigtede verdener uden klar forbindelse til vores egen. I den modsatte boldgade, men stadig populært, er ‘urban fantasy’, dvs. fantasy hvor magien foregår mere eller mindre i det skjulte i vores egen nutid. Her kan nævnes A Discovery of Witches, Lucifer, Sandman, Supernatural, Once Upon a Time, Wednesday og The Vampire Diaries. Noget mindre populært er en tredje fantasygenre, ‘historic fantasy’, hvor det overnaturlige foregår i en veldefineret historisk fortid med kendte personager som bi- eller hovedpersoner. Det er denne genre at serien Renegade Nell falder ind i.

Vi befinder os i England i 1705 under Queen Annes regime – samme Queen Anne som figurer i filmen The Favourite. I starten af første episode (af otte) bliver vi vidne til at den charmerende landevejsrøver Isambard Tulley (Frank Dillane) og hans kumpaner røver en drosche med en rig familie. Den unge enke Nell Jackson (Louisa Harland), der har tjent som soldat sammen med sin nu afdøde mand, rider tilfældigvis forbi og bliver blandet ind i det. Da Tulley prøver at røve hendes vielsesring, sker der noget overraskende: En lille kugle af lys kommer flyvende og trænger ind i Nell, som pludselig får superkræfter. Hun kan kaste rundt med granvoksne mænd som om de var kastebolde, hun kan dukke sig for projektiler. og hun kan parere sværd med de bare næver. Hun får jaget røverne på flugt, hvorefter lyskuglen forsvinder og hun bliver normal igen. Hun fortsætter til sin barndoms landsby, hvor hendes far driver en kro med hjælp fra Nells to yngre søstre. Landsbyen bliver plaget af sønnen af den lokale adelsmand og dommer, Thomas Blanchefort (Jake Dunn), som har det med at drikke sig fuld med sine venner og genere beboerne, blandt andet Nells kønne søster Roxy (Bo Bragason), som han har et godt øje til. Nell, som ikke er bange for ret meget, stiller sig mellem, og det fører til et større slagsmål, hvor Nell får tæv, indtil lyskuglen igen indfinder sig og gør hende stærk.

Thomas er en døgenigt, hvis far stopper hans lommepenge indtil han lærer manerer, og da han søger råd hos sin bekendte, adelsmanden Lord Poynton (Jake Lester), som beskæftiger sig med sortekunst, nævner Poynton at det, der står mellem Thomas og hans arv, er hans far, og opfordrer ham indirekte til at myrde ham. Det gør han så, og Nells far ryger samme vej, og gæt hvem der får skylden? Nell, selvfølgelig. Hun og søstrene må flygte og ernære sig som landevejsrøvere indtil de kan få renset deres navne. Hertil bliver de godt hjulpet af alfen Billy Blink, den føromtalte lyskugle, som har fået besked på at beskytte Nell, fordi hun kommer til at spille en væsentlig rolle i noget stort – men han er ude af stand til at fortælle mere.

Ingenting går dog som planlagt, og søstrene bliver blandet ind i et plot om at vælte Queen Anne og sætte hendes yngre halvbror James på tronen – et plot ledet af Lord Poynton. Undervejs sker der en mængde ting, som gør alting værre, og Nells superevner (som kun kan bruges i selvforsvar) er utilstrækkelige til at klare ærterne. Heldigvis finder søstrene allierede fra uventet kant, så at de til sidst klarer ærterne i en dramatisk finale.

Renegade Nell er en ganske underholdende røverhistorie fortalt med hjerte og en god portion humor, og der er ikke mange stille øjeblikke undervejs. Selvom der sker dystre ting undervejs, er tonen let, og spændingen ligger mere i hvordan Nell og kompagni kommer ud af de farlige situationer end om  de gør det, for det tvivler man aldrig rigtig på. Dermed ligger serien langt fra fx Game of Thrones og tættere på røverhistorier a la Robin Hood og Dick Turpin. Produktionsværdierne er gode, og musikken af Nick Foster og Oli Julian, hjulpet af sangere som Lily-Rose Depp (Johnnys datter) og Nick Cave (!), er passende dramatisk eller romantisk som situationen påkræver det. Alle skuespillerne udfylder deres roller godt, og især skal fremhæves Louisa Harland, Frank Dillane, Jake Lester og Joely Richardson som den farverige Lady Eularia Moggerhanger. Det forlyder at en sæson 2 er på vej, med et ‘time shift’, hvad man ellers skal lægge i det. Jeg er i hvert fald parat når/hvis den kommer.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Sinus Reuss – Superstorm

Superstorm
Roman af Sinus Reuss
Krabat, 2024, 194 sider

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Da jorden stort set er blevet ubeboelig pga. klimaforandringerne flygter de der har ressourcerne til Mars. De resterende må forskanse sig under gigantiske kupler for at skærme sig mod solens farlige stråler, samt de forfærdelige tornadoer der hærger. Selv de mindste hvirvelvinde kan flå arme og ben af et menneske, eller man kan risikere at blive ramt af nogle af de ting vinden har samle op på sin vej om, som nu slynges rundt med ufattelig fart.

Jannie og Ole bor med deres mor i en af disse kuppelbyer, og sammen med andre prøver de både at sikrer sig overlevelse samt arbejde på drømmen om en verden der er mindre ugæstfri. Katastrofen rammer dog en dag hvor flere store tornadoer rammer kuplen samtidig og smadre selv deres beskyttelse som hele byen. De to unge overlever mirakuløst og må nu forsøge at skabe sig en vej igennem landet til en anden kuppel  hvor de kan finde sikkerhed.

Ingen tvivl om at det er en farefuld færd de t unge begiver sig ud på, men verden udenfor er ikke helt så ugæstfri som beskrevet, og der er hjælp at hente på deres færd igennem det smadrede og øde landskab.

Den forrige bog jeg læste af Sinus Reuss var CPH under vand, hvor klimakatastrofen var begyndt at indtræde, men hvor mennesket stadig kunne nå at indrette sig på de nye forhold. I Superstorm er vi langt på den anden side af katastrofen, og mennesket er nu tvunget til at indrette sig for at have et håb om overlevelse.

Beskrivelserne af hvirvelvindene gør dem ekstra truende da den næste virker til at de har en bevidsthed og at de nærmest går fokuseret efter de få mennesker der er tilbage. Det er en både spændende og hurtigt læst ungdomsdystopi.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Dune Del 2

DUNE DEL 2
Film, USA, 2024
Instruktion: Denis Villeneuve
Manus: Denis Villeneuve & Jon Spaihts efter Frank Herberts roman
Med: Timothée Chalamet, Zendaya, Rebecca Ferguson, Javier Bardem m.fl.
Spilletid  2t 46m

Med Dune: Del 2 har Denis Villeneuve færdiggjort sin i alt 5 timer og 21 minutter lange filmatisering af Frank Herberts klassiske science fiction-roman Dune fra 1965. Romanen er filmatiseret to gange før – først af David Lynch i 1984, hvor hele bogen er presset ned på 2 timer og 17 minutter og dernæst af John Harrison i 2000 som tv-miniserie på i alt 4 timer og 25 min. Hermed er Villeneuves udgave den hidtil længste filmatisering af bogen, på trods af rygter om en 6 timer lang uklippet udgave af Lynch’s film (hvortil der kun blev optaget 5 timers råfilm). Jodorowskys kuldsejlede udgave af filmen fra 1970’erne ville være blevet 14 timer lang, men den får vi desværre aldrig at se, undtagen måske når kunstig intelligens bliver god nok til at skabe en udgave ud fra manus, concept art og arkivfilm med de intenderede medvirkende (man har lov at håbe).

Dune: Del 2 og det samlede værk er blevet godt modtaget af både publikum og kritikere, som generelt udråber den til et mesterværk. Der er da også mange rigtig gode elementer i filmen, ikke mindst den storslåede billedside, der har givet sammenligninger med Ringenes herre-filmene, og en flot lydside med musik af Hans Zimmer. Skuespillerne gør det generelt også godt, om end Chalamets ansigt synes lagt i de samme folder (eller mangel på samme) i alle scener, uanset om det handler om romantik, persondrama eller action. Det er muligvis et bevidst valg – bogens Paul Atreides er en meget indadvendt figur med mange selvovervejelser og indre monologer. Til forskel fra de to tidligere filmatiseringer bliver det også gjort klart at Paul er en modvillig messias – han vælger kun den vej, fordi det er den eneste han ser, hvor han ikke bliver dræbt. Det var en af de succeskriterier, jeg havde lagt for Villeneuves udgave, og på det punkt blev jeg heldigvis ikke skuffet. Man kan heller ikke komme uden om at Dune er en elementært spændende og dramatisk historie, som blander intriger, drama og action. Man kan diskutere om filmens meget farveløse palet bliver en kende overdreven, når nogle scener er rent sort-hvide, men det fungerer og giver en kontrast til Star Wars-universets mere kulørte farveflade, hvorved Villeneuve undgår de ellers uundgåelige sammenligninger mellem de to filmserier (serier, fordi Villeneuve planlægger en tredje film baseret på Herberts anden bog i serien, Dune Messiah; da. Profeten på Klit). Del 2 viser også tydeligt faren ved religiøs fanatisme og hvordan populister kan puste til den for at få magt; noget der må siges at være meget aktuelt.

På trods af kvaliteterne i Villeneuves film, sad jeg alligevel tilbage med en følelse af skuffelse efter at have set den. Skuffelsen bunder i at jeg har læst Herberts roman flere gange og derfor savner de mange lag og kompleksiteter, den byder på. For eksempel ser vi intet til Rumlaugets muterede navigatører og får heller ikke noget at vide om, hvordan Lauget kontrollerer rejser mellem stjernerne og dermed er en væsentlig magtfaktor i det overordnede politiske spil. Vi får intet at vide om hvorfor der ikke eksisterer computere i fremtiden (noget, som romanen gør meget ud af) og at deres opgaver derfor er erstattet af særligt trænede mennesker kaldet mentater. I en enkelt scene i starten af første film ser man Thufir Hawat lynhurtigt regne nogle ting, men det er ikke klart at han er en del af en orden, og Harkonnens mentat Piter de Vries bliver reduceret til et navnløst ansigt uden replikker. Hawat er endda helt skåret ud af Del 2, så vi går glip af hans makabre skæbne. At det er utænkeligt at Dr. Yueh i første film kan forråde Hertug Leto, fordi han er dybt hjernevasket for loyalitet (Imperial conditioning) er heller ikke noget, man kommer ind på. Dette er blot nogle få eksempler på elementer, der bidrager til rigdommen i og troværdigheden af Frank Herberts univers, som er et af de mest gennemtænkte i science fiction-genrens historie. Uden denne rigdom bliver Villeneuves film reduceret til ikke stort mere end et krigsdrama ligesom mange andre – bevares, et ganske udmærket krigsdrama, men langt fra Herberts vision. Det er dobbelt ærgerligt fordi det faktisk lykkedes Lynch’s meget kortere udgave at få det meste af dette med uden at det virker presset. Som det er, er det nødvendigt at se alle tre filmatiseringer for at få et glimt af storheden i Herberts roman. Alle tre tager sig nogle friheder med historien, og ingen af dem er helt vellykkede, men tilsammen kan de give et indtryk af, hvad Herbert ville med sin bog. Men læs bogen, hvis du ikke har det – alle filmudgaverne bliver bedre, når man mentalt kan fylde hullerne ud, fordi man kender den fulde historie.

Nu vi er ved at tage sig friheder med historien, har Villeneuve valgt at lave slutningen af historien drastisk om, formentlig for at lægge op til sin tredje film i serien, som vi må forvente også forløber en del anderledes end den bog, der ligger til grund for den. Om det viser sig at være en god eller dårlig beslutning, må vi afvente den tredje film for at se. Uanset hvad, betyder det at hans eksisterende filmduologi ikke virker så afrundet som hverken romanen eller de to andre filmatiseringer.

Anemldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Film | Tagget | Skriv en kommentar

C.C. Thybro – Komplekskakerlakkerne

Komplekskakerlakkerne
Roman af C.C. Thybro
Science Fiction Cirklen, 2023, 285 sider

Romanen Komplekskakerlakkerne af C.C. Thybro udkom 3. november i 2023.

C.C. Thybro er født i 1992 og hun debuterede i 2022 med romanen Ved verdens ende. Der oplyses i bogen at hendes historier drejer sig ofte om personer, der lever på kanten af det normale og i samfundets sprækker. Således også med Komplekskakkerlakkerne.

Komplekskakkerlakkerne er en postapokalyptisk og en dystopisk roman, vil jeg sige. Komplekskakkerlakkerne foregår efter en katastrofe; på side 12 får vi at vide verden er gået under for længe siden. Det er den postapokalyptiske side af romanen. Den dystopiske side er det dystopiske samfund, som er kommet ud af den katastrofe som har gjort at verden er gået under.

Den foregår i Danmark, men katastrofen har ikke kun ramt Danmark, men hele verden.
Romanen handler om grupper af mennesker der bor i såkaldte komplekser og ikke kan gå udenfor, men er indespærret hele tiden. Man får ikke i starten af romanen, at vide hvorfor de er indespærret i komplekserne. Og hvis man ikke bidrager til fællesskabet bliver man sat ud af komplekset på et tidspunkt. Ingen ved hvad der sker med en, hvis man bliver sat ud.

Kompleksernes samfund er kendetegnet af knaphed med ressourcer.

Vi følger i romanen en gruppe der kalder sig komplekskakkerlakkerne. De kalder sig sådan fordi de er klarer sig mindre godt i fællesskabet og er i fare for at blive sat ud. Som det står om dem i romanen på s. 16: ”Syge og ubrugelige for deres nærmeste omgangskreds. Byrder”. Og i romanen står derpå side 127 at man bør bedømme et samfund ud fra hvordan de behandler deres svageste. Og her behandles komplekskakkerlakkerne ikke så godt. Komplekskakerlakkerne har et chatroom hvor de kommunikerer med hinanden. Det er det eneste positive fællesskab kakkerlakkerne har.

Og så begynder der at ske noget. Astrid, en af komplekskakerlakkerne, vælger at forlade sit kompleks af forskellige grunde og hvad der videre sker skal ikke afsløres her.

Romanen er bygget op på den måde, at den er delt op i fem dele og en epilog. I de første fire dele møder vi en af komplekskakerlakkerne, der er hovedpersoner i den specifikke del, men Astrid må siges at være romanens hovedperson, synes jeg. Denne opbygning gør at man får oplysningerne om romanens verden løbende og det er med til at skabe spænding i romanen.
Man er som læser hele tiden spændt på at få mere at vide. Både om romanens verden og hvad der kommer til at ske i handlingen. Komplekskakerlakkerne er således en god og spændende roman. Romanen har sin egen tone og stemme og er velskrevet.

Jeg synes personbeskrivelserne er gode. Handlingen er spændende. Og romanen har en passende længde. Tendensen i romanen vil jeg kalde humanistisk. Det kan man bl.a. se i kritikken af den måde komplekskakerlakkerne behandles på i komplekset. Det er klar styrke med romanen, at den er skrevet ud fra et bevidst grundlag og livsanskuelse. Jeg har således ikke noget jeg vil kritisere romanen for. Bortset fra enkelte slåfejl, som ikke er fanget i korrekturen. Men det er småting. Jeg kan kun anbefale at man læser romanen.

Anmeldt af Jóannes á Stykki

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Edward F. Benson – Og ikke en fugl synger

Og ikke en fugl synger
Novellesamling af Edward F. Benson
2 Feet Entertainment, 2024, 149 sider

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Vi har haft en længere og fantastik periode, hvor der er udkommet mange bøger med nyskrevne danske horror noveller.  Der kommer ikke helt så mange af disse udgivelser længere, men der kommer heldigvis stadig bøger i denne genre på dansk. Nu er det de gamle mestre der begynder at bliver udgivet. Vi har i de senere år fået udgivelser som Lovecrafts samlede værker der udkom på Kandor (i perioden 2018-2019), Den store gud Pan og andre fortællinger af Arthur Machen udkom på Hoff & Poulsen i 2021, Den okkulte detektiv – de samlede Carnacki-fortællinger af William Hope Hodgson også i 2021 fra SerieKlubben,  Dommerens hus af Bram Stoker i 2022 2 Feet Entertainment, og så er der ikke mindst grotesker serien fra forlaget sidste århundrede hvor det er fortidens danske forfattere der kommer frem i lyset igen.

Edward F. Benson er en forfatter som vi tidligere kun har mødt på danske i forskellige antologier som alle er udkommet for efterhånden en del år siden, og det var meget de samme noveller der dengang blev trykt. Og ikke en fugl synger er første gang en novellesamling på dansk med Benson, og det er kun en af bogens 6 noveller der tidligere har været udgivet på dansk.

De er alle i den gotiske tradition, som kan betegnes som en af forløberne for den moderne horrornovelle. De er alle virkeligt stemningsfyldte og uhyggen og det overnaturlige gys kommer snigende i forskellig form igennem novellerne. Specielt en novellen ”Ansigtet” hvor en kvinde er begyndt at genopleve fortidens mystiske og skræmmende drømme, og hun er ved at blive drevet til vanvid af dem, og vil prøve at finde baggrunden for dem, skal fremhæves. Men også titelnovelle ” Og ikke en fugl synger” hvor der på en ellers hyggelig tur ud i naturen pludseligt opleves et stemningsskift viser hvor god en forfatter Benson var, og hvor fortjent det er at han kommer frem i lyset igen.

Lige så fantastisk som jeg syntes det var med de mange udgivelser af dansk skreven horror, lige så fantastisk syntes jeg det er at vi nu får de gamle meste udgivet på dansk, og generelt i flotte og indbydende bøger som virkeligt fortjener at stå på hylden hos genrelæsere. Nu kan man jo bare håbe at denne udgivelses række fortsætter, for der er stadig mange mestre der fortjener at bliver bragt frem igen.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , | Skriv en kommentar

Drengen og hejren

Drengen og hejren
Originaltitel: Kimitachi wa dô ikiru ka
Tegnefilm, Japan, 2023
Instruktion og manus: Hayao Miyazaki
Stemmer: Soma Santoki, Masaki Suda, Kô Shibasaki m.fl.
2t 4m

Drengen og hejren er den seneste og angiveligt sidste tegnefilm af den japanske mester Hayao Miyazaki. ‘Angiveligt’ fordi Miyazaki har erklæret at stort set alle film fra Prinsesse Mononoke og frem har været hans sidste. Han er dog efterhånden blevet 83 år, så måske er det rigtigt denne gang. Hvis det er, er Drengen og hejren absolut et værdigt punktum for en lang og glorværdig karriere.

Ligesom i Miyazakis forrige film, Når vinden rejser sig, tager denne film udgangspunkt i Japan under Anden Verdenskrig. Under et bombardement bliver drengen Mahitos mor dræbt, da hospitalet hun er indlagt på, brænder ned. Vi spoler så tre år frem, hvor Mahito og hans far flytter på landet til moderens barndomshjem på landet. Faren er i mellemtiden blevet gift med moderens lillesøster Natsuko, som nu venter barn, og han skal bestyre en fabrik i nærheden, der fremstiller dele til kampfly. Der bor en del gamle mennesker på ejendommen – måske er det et plejehjem? Det er uklart, men især syv gamle, rynkede og sammensunkne kvinder tager sig af Mahito. Mærket af sin mors død og utilfredshed med at faren så kort tid efter har giftet sig igen, er Mahito en mut og indesluttet dreng, som bruger meget tid på at gå på opdagelse i omegnen. Her møder han en mystisk hejre, som virker meget interesseret i ham og viser sig at kunne tale. Den fortæller ham, at hans mor er i live og at den kan føre ham til hende; noget som drengen naturligvis er ret skeptisk over for, især fordi hejren er temmelig creepy. I et afsides hjørne af ejendommen opdager Mahito en stor, forfalden og aflukket bygning, som han får at vide blev bygget af hans mors grandonkel, en genial og til sidst gal arkitekt, som forsvandt kort  efter at bygningen blev færdig.

Så er spillebrikkerne lagt til en eventyrlig rejse, som fører Mahito til et mærkeligt og magisk land. Jeg vil ikke afsløre for meget om hvad der sker der, blot sige at landet er mere dystert og symbolmættet end noget vi før har set fra Miyazaki, blandt andet med tydelig inspiration fra den schweiziske symbolistiske maler Arnold Böcklin. På trods af alt det dystre er der dog stadig plads til Miyazakis karakteristiske humor og glæde over natur, drivende skyer og klassiske håndværkstraditioner, men det er ikke udpræget en børnefilm. Visuelt kan man genkende elementer ikke bare fra ældre Miyazaki-film, men også fra vestlige film. Jeg synes fx jeg fandt en del slægtskab med Terry Gilliams forunderlige og mærkelige eventyrfilm. 

Fortællemæssigt giver filmen sig god tid, bortset fra visse passager mod enden, hvor tingene sker ret hurtigt og man enkelte gange føler at der mangler en mellemregning, Måske var Miyazaki utålmodig med at få færdiggjort filmen, hvis produktion begyndte allerede i 2017, men blev forsinket både af corona-epidemien og Miyazakis eget langsommere arbejdstempo. Dette til trods, er Drengen og hejren en formidabel film, som gentager Miyazakis ofte brugte tema med unge mennesker kastet ud i voldsomme begivenheder, som de håndterer med gåpåmod og en visdom ukarakteristisk for deres alder. Eller er visdommen i virkeligheden så ukarakteristisk for børn? Miyazaki synes selv at børn, som endnu ikke er blevet knækket af de voksnes kynisme og mistede uskyld, er mere klarsynede end disse og ser ting som de virkelig er, ufiltreret af facader, moral og fordomme.

Filmens rammefortælling trækker meget på Miyazakis egen opvækst. Hans familie måtte flygte fra byen Utsunomiya da denne blev bombet i 1945, og den dengang 4-årige Miyazakis tidlige minder er præget af bomber og brand. Hans far bestyrede sin bror fabrik, der fremstillede flydele,  og hans mor var meget syg da han var barn og indlagt på hospital i flere år – utvivlsomt også inspirationen til den lignende situation i Min nabo Totoro. Moderen levede dog til en alder af 72 og var en intellektuel og viljestærk kvinde, som stillede spørgsmål til sociale normer og inspirerede til flere af Miyazakis unge kvindefigurer. Filmens japanske titel kan oversættes til Hvordan lever du?, som også er titlen på en opbyggeiig og filosofisk roman for børn fra 1937, som Mahito i filmen får af sin mor. Der er ellers ingen lighed mellem bogens og filmens plot, bortset fra nogle ligheder mellem begges unge hovedpersoner. Måske ønsker Miyazaki af filmen vil inspirere kommende generationer af unge på samme måde som han selv blev inspireret af bogen.

Drengen og hejren er nok ikke Miyazakis allerbedste film. Animationen er ikke helt så detaljeret som vi er vant til fra Miyazaki, med mere stillestående (om end flotte) baggrunde, og som nævnt sker tingene lidt for hurtigt til sidst. Til gengæld er den måske hans mest interessante med sine temaer om død, længsel og personlig vækst. Til forskel fra Miyazakis tidligere unge hovedpersoner er Mahito ikke fra starten viljestærk og målrettet, men vokser  via sine oplevelser og interaktion med personer i den drømmeverden, han kommer til – personer som har fællestræk med nogle fra hans virkelige verden, lidt ligesom i filmudgaven af Troldmanden fra Oz fra 1939, som Miyazaki givetvist har set i en ung alder og er blevet påvirket af. Dette coming of age-tema giver filmen et ekstra lag af dybde (om end Miyazakis film generelt ikke mangler dybde, til forskel fra de mere ligetil Disney-film, hvor man aldrig er i tvivl om hvem der er helte og hvem der er skurke). Jeg gætter på at det er en film, som vokser ved at blive set igen (og igen), og jeg agter i hvert fald at erhverve den på Blu-ray, så jeg ikke er afhængig af streamingtjenesternes omskiftelige udbud.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Animation, Film | Tagget | Skriv en kommentar

Martin Riel – Fønix Guilden II – III – IV

Fugl i flammer – Fønix-guilden bind 2
Englenes aske – Fønix-guilden bind 3
Gudernes gøgeunge – Fønix-guilden bind 4
af Martin Riel
Science Fiction Cirklen, 2023

Jeg har valgt at anmelde de tre følgende bind II, III og IV i firebinds serien om Fønix Guilden under et af to grunde.

  1.  Jeg vil ikke risikere at røbe for meget af handlingen.
  2. Røber jeg alligevel lidt af handlingen, så risikerer jeg, at jeg i et forsøg på at give det jeg skriver mening, starter en lavine.

De, som har læst mine tidligere anmeldelser, vil huske, at jeg bruger kun at gengive forfatterens bagsidetekst for ikke at røbe mere af handlingen, end denne har ønsket.

Det undlader jeg denne gang, for jeg synes, at i tilfældet Fønix Guilden I – IV røber de for meget af handlingen, så du må nøjes med mine neutrale handlingstomme kommentarer.

I de tre følgende bind er der som i bind et smæk for skillingen, for Martin Riel skåner bestemt ikke de karakterer, som han har valgt at følge. De kommer fra flere verdensdele, fra vidt forskellige miljøer og har vidt forskellig baggrund, hvilket giver handlingen en god bredde. Sproget er stadig bramfrit på grænsen til det saftige, og de forskellige handlingsspor er fortsat spændende. Hvor realistisk forfatterens beskrivelse af udviklingen efter en altødelæggende atomkrig så er, skal jeg lade være usagt. Kun er det min oplevelse, at efterhånden som handlingen skrider frem, er det som om krigens rædsler glider i baggrunden og kommer til at ligge i skyggen af nye og meget anderledes problemer for de fire grupper af guild-medlemmer, som vi følger. Romanerne bevæger sig også, i hvert fald i min optik, væk fra egentlig science fiction, idet de mere og mere beskriver noget der, som verden ser ud i dag, desværre kunne ske om nogle få dage.

Sproget i Fønix Guilden er fortsat godt og Martin Riel ’maler’ handlingens tableauer med fine mårhårspensler og en meget detaljeret penselføring, så de hele tiden står tydeligt for læserens indre øje. Men til sidst i bind IV er det som om der bliver taget en meget bredere pensel i brug – nu skal ’billedet’ f. g. være færdigt, og det går ud over detaljer om flere hovedpersoners skæbne.

Serien lægger ud med 300 guild-medlemmer.

At Martin Riel så vælger kun at følge nogle få, det er fint nok, for sådan som deres rejse og dens fortrædeligheder skildres i en detaljerigdom, der i overført betydning kan sammenlignes med guldaldermalernes mesterværker, så ville en tilsvarende detaljeret skildring af alle tre hundrede guild-medlemmers rejse være blevet til et værk af helt uoverskuelige dimensioner.

Men i slutningen synes jeg det går for stærkt. Her savner jeg detaljer om flere af de personer, som vi har fulgt i handlingen. Hvad er deres skæbne? Som nævnt har jeg det fint med, at vi kun følger nogle få guild-medlemmer på deres rejse, men i slutningen ville jeg nu godt have hørt lidt om alle de andre. For eksempel, hvor mange af de oprindelige 300 kommer rent faktisk i mål. Her synes jeg det ville have været fint med en skitse til et sidste tableau. Et tableau, som viser hvilken kurs disse overlevende vil stikke ud for at genskabe sig en tilværelse i den verden, som krigen har ødelagt.

Anmeldt af Johannes Lundstrøm

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Poor Things

Poor Things
Film, USA, 2024
Instruktion: Yorgos Lanthimos
Manus: Tony McNamara efter roman af Alasdair Gray
Med: Emma Stone, Mark Ruffalo, Willem Dafoe, Ramy Youssef m.fl.:
2t 21 m

Der er en særlig type ekstraordinær og mærkværdigt fascinerende film, som der kun kommer én af hvert årti, og Poor Things er en af dem. Hvis man kan forestille sig en blanding af Tim Burton, Terry Gilliam, Caro/Jeunet og Frederico Fellini, kan man måske få en idé om, hvilken oplevelse, der venter en.

Ligesom i Caro/Jeunets De fortabte børns by befinder vi os i en pseudo-fortid med elementer af steampunk og Victoriana, og her også dieselpunk og art nouveau. Vi bliver introduceret til den geniale kirurg skråstreg gale videnskabsmand Godwin Baxter (Dafoe), som er værge for Bella (Stone), en ung kvinde som efter en operation, der reddede hendes liv, har mistet al hukommelse, inklusive det motoriske og sproglige, og skal lære alting fra bar bund ligesom et spædbarn, blot i en voksen krop. Når man ser hendes opførsel i starten, bliver man mindet om den gamle observation om at børn ville være monstre, hvis de var store i stedet for små – hun er virkelig ikke nem. Baxter hyrer derfor en af sine elever, Max McCandles (Youssef) til at hjælpe med hende og samtidig studere hendes fremskridt ned til mindste detalje. For at beskytte Bella, og endnu mere for at kunne studere hende, holder Baxter hende indespærret i sit store hus og underviser hende i alt muligt, blandt andet anatomi via obduktion af afdøde. McCandles indvilliger til at medvirke til dette og knytter snart et bånd til Bella, noget der får Baxter til at foreslå et ægteskab mellem de to, naturligvis på betingelse af at hun aldrig må forlade hjemmet undtagen i beskyttet selskab af Baxter og/eller McCandles.

Denne plan bliver forpurret da Baxters advokat Duncan Wedderburn (Ruffalo), en charmerende levemand og kvindebedårer, bliver betaget af Bellas skønhed og bramfri ligefremhed omkring sin gryende seksualitet. Han overtaler hende til at stikke af sammen, og dermed starter en oplevelses- og dannelsesrejse for Bella, som tager hende rundt i Europa, hvor hun møder mennesker og besøger steder, som udfordrer og former hendes verdenssyn. Hun møder det hele med naiv uvidenhed og nysgerrig fascination blandet med rationel analyse, stærke følelser og en umættelig libido (nogle gange nærmer filmen sig pornografi, dog uden at man direkte ser penetration). Hun bliver præsenteret for dobbeltmoral, kynisme, menneskelig lidelse og diverse livsfilosofier, som hun skærer fra hinanden som en kirurg obducerer et lig, og undervejs vokser hun fra at blive trukket rundt af andre menneskers vilje og lyster til at udvikle stor selvstændighed og stærk selvbestemmelse.

Filmen bliver i høj grad båret af Emma Stones præsentation af den komplekse og omskiftelige Bella, som på én gang udstråler ugraciøs klodsethed, pirrende seksualitet, uskyldighed og skarphed – bestemt en præstation, som bør udløse en Oscar-nomination. Hertil skal lægges filmens usædvanligt smukke lokaliteter, der, som ofte set hos Burton og Gilliam, mere ligner teaterkulisser end noget virkeligt, og der skiftes med stor bevidsthed mellem sort/hvidt og stærke farver. Begge dele bidrager til at give en fornemmelse af absurd uvirkelighed. Bellas kjoler er fabelagtige kreationer med enorme pufærmer, der ligesom resten af filmens dragter er designet af Holly Waddington, og vi bliver præsenteret for luftskibe, dampdrevne hestevogne, kimærer og et enormt krydstogtskib, som ville få Titanic til at dø af misundelse. Alt det opulente gejl trækker dog ikke fra filmens grundlæggende seriøsitet og menneskehedskritik, og det samme gælder Bellas grænseoverskridende handlinger, som på én gang  får en til at grine og forfærdes – for det er jo så rigtigt, alt det forkerte som hun gør.

Poor Things er uden tvivl en film der vil dele vandene, og nogle vil nok afvise den som manisk og effektsøgende ligegyldig underholdning – men selvom der kan være noget om det maniske, effektsøgende og underholdende, er filmen bestemt ikke ligegyldig. For når Bella stiller tilsyneladende naive (men i virkeligheden skarpe) spørgsmål til tingenes tilstand, bliver vi også tvunget til at overveje om verdens normer nu er så rimelige, som vi gør dem til, eller om de i virkeligheden måske er dybt urimelige, Filmuniversets uvirkelighed gør ikke de påtrængende spørgsmål mindre relevante, men sætter dem i stedet på spidsen som H.C. Andersens troldspejl, der udstiller alt det grimme i menneskeheden, som normalt bliver skjult eller hastigt forbigået som noget uundgåeligt. På trods af Bellas lyst til at have sex med stort set alle mænd (og nogle kvinder), er filmen grundlæggende stærkt feministisk, og den kan også, ved at vise uligheden og uretfærdigheden i sit univers, ses som en socialistisk fabel. Trods sine næsten 2½ time virkede filmen ikke for lang for mig. Anbefales stort herfra.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Uncategorized | Tagget | 1 kommentar