Himmelskibet – Magasinet for Fantastik

Læs om Magasinet Himmelskibet

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Jesper Wung-Sung – Kopierne

Kopierne
Grafisk roman skrevet af Jesper Wung-Sung
Illustreret af Søren Jessen
Høst og Søn, 2015, 112 sider

I 2010 udkom romanen Kopierne skrevet af Jesper Wung-Sung. Bogen blev samme år tildelt  Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger, og er senere blevet oversat og udgivet i Holland og Frankrig. I 2015 udkom bogen så igen, men denne gang i form af en grafisk roman hvor Søren Jessen har stået for illustrationen, og det er denne udgave det handler om her.

Jonas har lige spillet sit livs fodboldkamp, hvor han har scoret et hatrix. Efter kampen taler den smukke Maria til ham og giver ham en lille gave. Alt tyder på at dette bliver den bedste dag i hans liv. Men da han kommer hjem, vil hans forældre ikke lukke ham ind, og han syntes han kan skimte en dreng inde i huset som ligner ham selv. Forældrene taler om at noget må været gået galt, men at de vil ring efter nogen der vil løse det. To mænd kommer for at tage Jonas med, men det lykkedes ham at flygte ud i den nærliggende skov. Her møder han Ian, som også er på flugt.

Det viser sig at begge drenge er kopier, som er blevet klonet ud fra syge, eller tilskadekomne børn. De rigtige børn er så blevet lagt i dvale til de kan helbredes, hvorefter kopierne så er overflødige.

Kopierne er på flugt fra Kopi Befrierne, men rygtet vil at der ved havet er et skib hvor de kan være i sikkerhed. Ud over flugten fra den fysiske trussel, så skal Jonas også forholde sig til at virkeligheden ikke var som han troede, samt det faktum at kopierne måske ikke er så stabile når de er uden for de rammer de var skabt til.

Der er ikke kun tale om en illustreret udgave af historien, men en udgave hvor illustrationerne er direkte samarbejder med teksten om at fortælle historien. Det er yderst veludført og effektfuldt, og mange vigtige detaljer findes her kun i samspillet imellem illustrationerne og teksten, og ikke blot i en af delen.

Der er kun få detaljer om hvordan teknologien med kopierne virker, men da personerne i bogen ikke kender disse, så er det næsten befrienede at de ikke bliver forklaret for læseren, men meget af det antydes igennem handlingen, og den process kopierne gennemgår under deres flugt.

Bogen formår virkeligt at “show, don’t tell”, og selvom jeg har lyst til at læse den oprindelige bog, så er det lige før at jeg tror jeg vil risikerer at blive skuffet, da den næppe kan leve op til denne grafiske roman udgave.Bogen er nok en ungdomsbog, men den er bestemt også anbefalelsesværdig for andre.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , | En kommentar

Marissa Meyer – Scarlet – Lunar Krøniken 2

Scarlet – Lunar Krøniken 2
Roman af Marissa Meyer
Høst & Søn, 2017, 416 sider

I Scarlet møder Rødhætte og Askepot hinanden i et fantastisk sci-fi univers.

Scarlet er efterfølgeren af den fremragende historie om Cinder, den uduelige cyborg. Cinder blev fængslet for statsforræderi i den foregående historie. Allerede i starten af bogen lykkes det hende at flygte sammen med en anden forbryder ved navn Carswell Thorne. Hele forbundets militær bliver sat efter hende og hun bliver den mest efterlyste fange nogensinde.

På den anden side af Jorden, i Frankrig, møder man Scarlet Benoit. Hun bor på landet med sin bedstemor Michelle. En dag er Michelle forsvundet. Hendes ID-chip ligger på køkkenbordet, så hun er umulig at spore. Scarlet har knyttet et meget tæt bånd til Michelle og vil derfor gøre alt for at finde hende.

På landsbykroen møder Scarlet gadekæmperen Ulv, som aldrig har smagt en tomat. Ulv vil gerne hjælpe Scarlet med at finde Michelle. Scarlet er meget mistroisk overfor Ulv, da han meget gerne vil arbejde på hendes gård. Ulv får dog overtalt Scarlet til at rejse med ham til Paris, hvor han mener Michelle befinder sig. De rejser hastigt afsted; først med et tog og senere til fods, da der er pestudbrud på toget. På den lange rejse falder Scarlet hurtigt for Ulv. Men Ulv viser sig senere ikke at være den, han giver sig ud for at være.

I Cinder foregik historien i New Beijing, som var en meget proppet og rodet by. I Scarlet foregår historien på landet i Frankrig. Landsbylivet bliver beskrevet virkelig godt, da alle kender alle når de mødes på kroen. Jeg er også ret vild med Scarlet og Michelles gård, den virker bare så hyggelig!

Historien foregår selvfølgelig også i Paris. I dag er Paris en storslået og smuk by, men efter Fjerde Verdenskrig er den smadret. Der har ikke været ressourcer til at genopbygge de sønderbombede bygninger. Derfor ligger halvdelen af byen i ruiner. Michelle bliver holdt fanget i en gammel operabygning. Den er helt mørklagt, men man kan se hvor spektakulær en bygning den var engang.

Scarlet er en virkelig sej hovedperson. Hun har et meget højt temperament og får derfor ofte raserianfald. Hun har et stort, krøllet hår og går i en rød hættetrøje, ligesom rødhætte. Hun elsker sin bedstemor meget højt. Michelle tog Scarlet til sig da hun var meget lille. Scarlets rejste fra sin far da hun var teen­ager. Michelle gav hende lov til at bo hos hende, og der har hun boet lige siden. Scarlets viljestyrke er ustoppelig. Hun går altid med en pistol på sig og er ikke bange for at bruge den. Hendes viljestyrke er ustoppelig, og så kan hun endda flyve et rumskib!

Ulv giver sig ud for at være en helt normal gadekæmper. Han er fyldt med ar og sår. Men hans tænder er spidse som en ulvs. Hans sanser er også helt overnaturlige. Han fortæller Scarlet at han var medlem af en bande. Banden var som et stort ulvekobbel. Ulv var en beta-ulv, en der var lavest i rangordenen, og han har forladt banden. Men kan man stole på Ulv?

Bogen er en fantastisk efterfølger til Cinder. Det fungerer virkelig godt med at Marissa Meyer blander gamle eventyr med en helt ny sci-fi verden. Det var også helt okay at følge to personer, jeg har nemlig oplevet bøger hvor det bare ikke fungerede. Jeg glæder mig allerede til næste bog i serien, som er baseret på eventyret om Rapunzel, og det sidste bind der kommer til at handle om Snehvide.

Forlaget Høst & Søn har sponseret anmeldereksemplaret.

Anmeldt af Ea Marie Løfstedt i Himmelskibet nr. 53

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

David Mack – Star Trek – Discovery: Desperate Hours

Star Trek – Discovery: Desperate Hours
Roman af David Mack
Gallery Books 2017, 368 sider

I forbindelse med den nye tv-serie Star Trek: Discovery er der samtidig udgivet den første Trek-roman med tilknytning til den nye serie. Den foregår dog før serien, så den har reelt ikke noget med stjerneskibet USS Discovery at gøre. Til gengæld fokuserer den på et eventyr som er et cross-over mellem Michael Burnhams tid på stjerneskibet USS Shenzhou og Christopher Pikes periode som kaptajn på USS Enterprise (ham der sad i kaptajnsædet før James T. Kirk).

I denne historie er der en ni millioner år gammel ‘alien juggernaut’; et rumskib som har ligget i dvale og som vågner til live og begynder at angribe den minekoloni som det befinder sig på. Dens teknologi og ødelæggelsesevne er så avanceret at Starfleet er bange for at den vil flyve til adskillige nabosystemer og lægge dem øde. Derfor indkalder de ikke bare den humane kaptajn Georgiou med stjerneskibet USS Shenzhou, men også den åbenbart meget hårdkogte kaptajn Pike og Enterprise, hvis besætning også tæller Spock. For Starfleet har nemlig i sinde at ofre hele mine-kolonien og de 300.000 kolonister for at beskytte de større omkringliggende kolonier, og de ved at Georgiou nok ikke vil være enig i den beslutning, men at de kan regne med at Pike nok skal adlyde sådan en ordre.

Så nu må besætningerne på de to stjerneskibe dels arbejde sammen, dels slås om hvilket synspunkt er mere moralsk rigtigt end det andet. I dette præmis kan man godt undre sig over hvorfor Starfleet bare går ud fra at Georgiou ikke vil adlyde en ordre om at ofre planeten og hvorfor de overhovedet har givet hende en kaptajntjans hvis hun ikke vil adlyde ubehagelige ordrer fra sine overordnede. Men åbenbart er de meget fleksible omkring deres kaptajners forskellige moral. Ja, for samtidig undrer man sig selvfølgelig over hvorfor det er klart for Starfleet at Pike da naturligvis vil gøre alt hvad de beder ham om, uanset hvor moralsk anløbent det end måtte være. Men det er jo en kompleks problemstilling som romanen ikke går yderligere bagom, men det fører da til en del spændinger og skænderier mellem Georgiou og Pike.

Kernen i historien er at Burnham og hendes stedbror, Spock, bliver sendt ind i denne fremmede ‘juggernaut’ for at se om de kan lukke den ned i tide til at redde både denne og de nærliggende kolonier. Inde i det ældgamle rumskib bliver de udsat for en række meget svære prøvelser, som skal teste deres niveau af intelligens, og som bliver stadig mere avancerede. Så de kommer ordentligt på prøve, og det er disse prøvelser, som har forskellige former for videnskabelig beskaffenhed, der er bogens klare styrke. Ideen om et ‘dødens palads’ fyldt med dødsensfarlige faldgruber og gådefulde intelligenstests, er ikke original; den virker klart inspireret af f.eks. Doctor Who-historien “Death to the Daleks” (1974), samt andet album i Don Lawrences tegneserie Storm, som netop hedder Dødens palads (udkom på dansk i 1984). Men den er ganske effektiv, og gør Desperate Hours til en underholdende roman – til trods for at den (som de fleste Trek-romaner sikkert er) er skrevet i en neutral og farveløs stil uden noget særligt forsøg fra forfatterens side på at tilføje sin egen subjektive skrivemåde. Der er, som sædvanligt i franchise-romaner, masser af action og ikke så meget plot-dybde, men personskildringen er bestemt ikke dårligere end i den typiske Star Trek tv-serie-episode. Så det var såmænd en udmærket Trek-roman. Dem tror jeg da, jeg skal have læst nogle flere af.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 53

Udgivet i Bøger, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Thor: Ragnarok

Thor: Ragnarok
Film, USA 2017
Instr.: Taika Waititi
Medv. Chris Hemsworth, Tom Hiddleston, Cate Blanchett, Jeff Goldblum, Tessa Thompson, Idris Elba

Marvels Thor har altid været en særegen hybrid mellem mytologi, superhelt og science fiction. Dengang Stan Lee og Jack Kirby skabte serien, havde de kun et overfladisk kendskab til nordisk mytologi, og det var tydeligt. Thor blev en glatbarberet blondine, Odin havde begge sine øjne, Asgård var en højteknologisk kultur, og der blev introduceret en mæng­de aser (eller Asgardians) som var frit opfundet af skaberne: Skurge the Executioner, The Warriors Three, Enchantress og mange flere. Senere forfattere, blandt andre Walt Simonson, satte sig mere ind i mytologien, men da var ‘skaden’ allerede sket.

Denne særegenhed er afspejlet i Marvel-filmene om Thor, og den nye film, Thor Ragnarok, rammer måske bedst blandingen af de tre genrer mytologi, superhelt og science fiction, hvor de to tidligere især har fokuseret på det mytologiske, om end Marvel-udgaven af mytologien.

Filmen begynder in media res med Thor som fange hos ildjætten Surtur. Allerede i denne scene bliver filmens fokus på humor og action over drama lagt fast: Man skal ikke tage tingene alt for seriøst. Det kan virke som et underligt valg når nu filmen handler om selve den nordiske udgave af Dommedag, Ragnarok, men hvis man kan abstraher fra det, er filmen enormt underholdene, og man fornemmer at alle de involverede går ind i deres roller med stor entusiasme.

Det er ikke fordi der mangler ting, der kunne gøres til stort drama: Dødsgudingen Hela (Cate Blanchett) er undersluppet fra underverdenen og vil erobre Asgård; Odin er forsvundet, og Loki har taget hans plads på Asgårds trone.

Thor får hurtigt ordnet de sidste to problemer, godt hjulpet af Doctor Strange i sin første filmoptræden siden filmen om ham fra 2016, men inden han når at gøre noget ved Hela, bliver han slynget gennem et ormehul til en planet i den anden ende af universet, hvor en figur kaldet Grandmaster (muntert spillet af Jeff Goldblum) arrangerer gladiatorkampe mellem mægtige krigere, som han har taget til fange – nu også Thor. Og Thors første modstander viser sig at være Hulk, udstyret med rustning og kæmpeøkse.

Herfra går tingene slag i slag, både på Grandmasters planet og i Asgård, hvor Hela gør sin entré. I filmens sidste akt når Thor tilbage til Asgård i selskab med gamle og nye allierede, tidsnok til måske, måske ikke at forhindre Ragnarok.

Filmens instruktør Taika Waititi, som er fra New Zealand og er halvt maori, har som sagt valgt at fokusere på kvik humor og rap action, en blanding der fungerede fint i Guardians of the Galaxy, men der er delte meninger om hvorvidt det er passende til historien om Ragnarok. Personligt havde jeg ingen problemer med det, og man bør ikke glemme at Thor-tegneserien, når den har været bedst, heller ikke har taget sig selv alt for alvorligt.

Filmen er fuld af easter eggs for Marvel-kendinge, blandt andet i form af henslængte bemærkninger, der refererer til klassiske tegneseriehistorier, som den af Walt Simonson, hvor Loki forvandler Thor til en frø. I kulisserne på Grandmasters planet er der også en del at finde for den opmærksomme. Påskeæggene er dog lagt så subtilt ind, at folk der ikke kender henvisningerne, ikke opdager at der er noget de er gået glip af.

Til sidst får vi selvfølgelig de obligatoriske teasers under rulleteksterne. I den første og væsentligste støder Thor og kompagni i det ydre rum på et kolonormt rumskib, som sandsynligvis skal forestille at tilhøre superskurken Thanos, der har rumsteret i baggrunden på efterhånden mange Marvel-film, men som kommer i front som den store skurk i den næste Avengers-film, Infinity War, der får premiere næste år. Der er således lagt op til at Thor kommer til at spille en væsentlig rolle i denne film, i selskab med Avengers, Guardians of the Galaxy og hvem der nu ellers kan finde på at kigge forbi.

Til opsummering vil jeg anbefale Thor: Ragnarok til folk, der gerne vil underholdes uden det store Shakespeare-drama og som holder af klassiske historier fra Thor-tegneserien, især fra Walt Simonsons stjerneperiode. Hvis jeg skal give filmen stjerner, må det blive 8 ud af 10.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 53

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Star Trek: Discovery

Star Trek: Discovery
Sæson 1, episode 1-5
Tv-serie, USA 2017
De første 5 ud af 15 episoder
Medv.: Sonequa Martin-Green, Michelle Yeoh, Doug Jones, James Frain, m.fl.

Ja, så er der startet en ny Star Trek tv-serie – den første i 12 år. Der er i skrivende stund kommet fem afsnit ud af de femten i første sæson af Star Trek: Dis­covery, og de kan ses på Netflix. Vi har desuden allerede hørt at der også kommer en sæson 2. Serien er endnu en retro-serie, der foregår efter den forrige serie (Star Trek: Enterprise), men ti år før Kirks tid i Star Trek: The Original Series. Så The United Federation of Planets er stadig meget ung, og første sæson af Discovery fokuserer på en krig mod klingonerne.

Jeg havde egentlig skrevet en rimelig positiv anmeldelse af det indledende dobbeltafsnit af Dis­covery, som nærmest er en indledende film, der fortæller om tiden før handlingen på rumskibet USS Discovery. Men efter afsnit 3 blev min lurende skepsis og mine bange anelser desværre realiseret, og jeg måtte trække den første anmeldelse tilbage.

Nu har jeg så haft tid til at kigge nærmere på de i skrivende stund seks udkomne afsnit, og min holdning til serien er desværre overvejende negativ. For der trædes godt og grundigt på Gene Roddenberrys utopiske vision i den nye serie. Nu må officererne på Føderationens stjerneskibe pludselig gerne opføre sig som røvhuller overfor hinanden. Og sige “fucking”. Producenterne her gør sig umage for at blæse på alle de utopiske elementer som gør Star Trek til Star Trek. Og de dekonstruerer og destruerer derved hele konceptet. Samtidig kannibaliserer de sig selv i kraftigere grad end nogensinde før ved at lade alle plotpunkter og alt design i den nye serie være totale efterligninger af de seneste tre Abrams-producerede film. I hvert eneste afsnit er der ting som ikke passer med de gamle seriers kanoniske elementer.

Det værste er at hele stemningen ikke er det mindste Star Trek-agtig; den er tværtimod meget nutidsagtig. Figurernes sociokulturelle referencerammer er alt for meget ligesom vores i dag; serien forestiller sig ikke rigtig et anderledes fremtidssamfund. Dermed er der ikke længere ret meget science fic­tion over det – det er bare blevet til overfladisk visuelt lir og forfejlet fan-service. Fan-fiktion.

Star Trek er gået samme vej som Star Wars og Doctor Who i de senere år: det er blevet for mainstream; for udvandet; for fantasiløst; for kommercielt – al den gammelkendte substans er erstattet af ren action og meta-elementer der klapper sig selv på ryggen. Bare fordi der er en masse politisk korrekt indhold som den identitetspolitiske bølge kan glæde sig over (og som jeg i øvrigt ikke har noget i mod), betyder det desværre ikke, som producenterne i deres indbildskhed lader til at tro, at der samtidig er automatisk kvalitet i historierne. Og dét kunne jeg skrive side op og side ned om i min retfærdige harme og forargelse. Om hvordan referencer til tidligere episoder (i Doctor Who såvel som i Star Trek) i gamle dage var motiveret af et ønske om world building; om at udvide handlingsuniverserne, mens referencerne i dag er næsten ren ‘sequelitis’; en kommerciel formularisering der indsnævrer handlingsuniverserne! Men jeg skal nok spare jer, og i stedet komme nærmere ind på de første afsnit af Star Trek: Dis­covery.

Seriens indledende dobbeltafsnittet, som består af episoderne “The Vulcan Hello” og “Battle at the Binary Stars”, er en slags prequel-film, som skildrer begivenheden der ligger til grund for den overordnede historie i resten af sæsonen. En ny og spændende ting for en Star Trek-serie er at Discovery ikke følger en kaptajn, men en person der starter som First Officer og derefter gennemgår degradering og vanære. Hovedpersonen, Commander Michael Burnham (Sonequa Martin-Green), virker til at begynde med som en spændende, velspillet og sympatisk figur. Hun er et menneske der er opvokset på Vulcan, men i de sidste syv år har tjent på stjerneskibet USS Shenzhou under kaptajn Philippa Georgiou (en skøn rolle at se kampsportsstjernen Michelle Yeoh i – selvom kampsporten dog udebliver), hvor hun har lært at temperere sin vulcanske opdragelses rendyrkede logik med menneskelige følelser, som hun har problemer med at kontrollere. Burnham er i øvrigt Spocks stedsøster, opdraget af hans forældre, Sarek og Amanda, og det kan man læse mere om i den ganske anstændige nye Discovery-roman, Des­perate Hours af David Mack (også anmeldt her i bladet).

Burnhams forældre blev, da hun var helt lille, dræbt som en del af en større massakre begået af klingons, og hendes karriere på USS Shenzhou ender med at få en brat afslutning da de løber ind i en omgang fundamentalistiske klingoner, der insisterer på at starte en krig med The United Federation of Planets. Kunstgrebet i dette dobbeltafsnit ligger i måden Burnham er skildret på og hendes uheldige rolle i en krise som hun egentlig ikke kan lave om på. Hun og kaptajn Georgiou har én chance for at forhindre krigen, nemlig at tage den klingonske krigerprofet T’Kuvma til fange, så han fremstår som svag i sine artsfællers øjne. T’Kuvma planlægger selv at starte krigen ved at lade sig dræbe i kamp som en martyr. Burnham er ganske klar over situationen og (næsten) kompetent nok til at gøre hvad der skal gøres, men så sker uheldet: T’Kuvma slår kaptajn Georgiou ihjel – og så skyder Burnham ham i hævngerrig vrede. Og udløser dermed krigen – en altomfattende krig mellem de nyligt forenede 24 huse i det Klingonske Imperium og så Føderationen. På den ene side ville krigen være kommet alligevel, og på den anden side er Burnham kompetent nok til at være heltinden der kunne have stoppet den. Men nu må hun tage ansvaret for sin handling og blive syndebuk for krigsudbruddet – hun ender med intet mindre end at blive idømt livsvarigt fængsel (!!), hvilket virker som en ret overdrevet straf.

Men når man analyserer situationen i bakspejlet, så er det egentlige problem med Burnhams handlinger at hun er blevet for følelsesladet og har mistet evnen til at skelne mellem hvornår noget er rationelt og hvornår det er emotionelt. For at redde sin kaptajn og besætning fra klingonerne, begår hun mytteri ved at forsøge at gøre køb på Starfleets princip om aldrig at skyde først. Hun sætter altså kaptajnen og besætningen før Starfleets regler og idealer, hvilket en rationel vulcaner (eller bare en god Starfleet-officer) aldrig ville gøre. Kaptajnen bliver dræbt alligevel, så mytteriet var forgæves, om end man kan argumentere for at hun måske reddede nogle af besætningsmedlemmerne. Under alle omstændigheder er det noget rod, og det gør Burnhams figur endnu mere forvirret og konfliktfyldt end jeg tror forfatterne havde til hensigt.

Det kan ikke benægtes at det er en flot serie med masser af fede SFX. Det overordnede design er måske ikke hyper-originalt; de blå uniformer og grå skibsvægge minder lige lovlig meget om farveskemaet i Enterprise. Stilen er også lidt mørk i det, hvor jeg personligt langt hellere så noget mere lys og kulør. Et af de væsentlige punkter hvorpå serien kan kritiseres, er at den lægger sig utrolig meget op ad de tre nyeste, JJ Abrams-producerede Star Trek-film (hvoraf de to sidste er rigtig dårlige). Discovery starter f.eks. med en sekvens hvor vores hovedpersoner skal redde nogle aliens fra en lokal apokalypse, ligesom i Star Trek into Darkness. Der er en actionscene hvor vores heltinde tager en farlig tur i rumdragt, præcis som i begge de to første Abrams-film. Der er lens flares (endda en voldsomt stærk én i form af Klingonernes beacon) og adskillige andre call­backs til de nye film (som foregår i the Kelvin timeline; en divergeret tidslinje) – men der er samtidig også ganske rigeligt med referencer til klassisk Trek (den såkaldte Prime timeline); f.eks. er scenen hvor de indser at Burnham måske er død, ganske mage til den tilsvarende scene med Kirk i filmen Star Trek: Generations – hvilket ikke helt fungerer; dels fordi Burnham måske er lige knap så vigtig en figur som Kirk, og dels fordi det viser i alt for overdreven og elitær grad at der gøres forskel på folk, hvilket ikke er i tråd med Føderationens idealisme. Faktisk er det, bl.a. af disse grunde, stadig ikke helt klart om Discovery foregår i Prime-tidslinjen eller i Kelvin-tidslinjen. Producenterne har gentagne gange insisteret på at det er Prime-tidslinjen (og det må jeg da sige at jeg også tror på), men det overordnede indtryk ville indtil videre stort set passe ligeså godt ind i Kelvin-tidslinjen.

Tredje afsnit starter seks måneder inde i Burnhams aftjening af sin strenge livstidsdom. Kaptajn Gabriel Lorca fra stjerneskibet USS Discovery inddrager Burnham i krigsindsatsen mod klingonerne. Lorca er en hårdkogt og kynisk fyr som allerede har mistet en besætning i denne krig, og nu vil gøre hvad som helst for at vinde krigen, uanset hvor uetisk det end måtte være. Ombord på Discovery finder vi den besætning som er vores ensemble-hovedpersoner (de introduceres dog ikke alle i dette afsnit), f.eks. ingeniøren Cadet Sylvia Tilly, som er en Barclay-agtig figur med anlæg for overdrevet nervøsitet, og løjtnant Paul Stamets, som er en astromykolog der øjensynlig er hamrende bitter over at hans forskningsprojekt er blevet overtaget til anvendelse i krig, og som er konstant uenig med kaptajn Lorca. Der er også den usympatiske sikkerhedschef, Landry, som i selvudslettende grad er loyal overfor Lorca. Og der kommer flere til i næste afsnit, om end de øvrige ikke virker så vigtige som disse. Det firkløver vi følger, ser ud til at blive Burnham, Lorca, Tilly og Stamets (med førsteofficer Saru som et femte hjul ude på sidelinjen).

Discovery er et videnskabsfartøj med mange videnskabelige eksperimenter ombord, det vigtigste af hvilke er en spændende ny måde at rejse med overlyshastighed på: de forsøger at navigere gennem et galaktisk svampenetværk, så de kan materialisere sig øjeblikkeligt et hvilket som helst sted i galaksen. Hvilket jo er brugbart når der er en krig mod klingonerne i gang. Men, vi ved jo allerede fra de andre serier, der foregår senere, at denne transportform ikke vil være brugbar på længere sigt. Og der foregår også underlige ting i laboratoriet, med folk der ser ud til at fase ind og ud af eksistens. Det lader til at det kommer til at have noget at gøre med en parallel dimension: the Mirror Universe! Det fede ved svampenavigationen er dog at ideen er baseret på en rigtig teori om et kæmpe svampenetværk der måske strækker sig over hele Jorden. En af hovedpersonerne i tv-serien, videnskabsofficeren Paul Stamets, er sågår opkaldt direkte efter virkelighedens videnskabsmand af samme navn.

Discoverys søsterskib, the USS Glenn, udfører lignende eksperimenter, men er ude for en ulykke der dræber alle ombord. Besætningen fra Discovery må derover og redde udstyret og møder et underligt og farligt rumuhyre derovre. Glenns besætning er blevet revet i stykker af en ukendt kraft, og det er som om at dette afsnit specifikt skal give minder om en Alien-film, og/eller The Thing.

Ser man bort fra at afsnit 3 ikke er spor utopisk eller Star Trek-agtigt, så fortæller det faktisk en robust historie med udmærket world building for det nye Discovery-miljø. Jeg var ganske vist skuffet over det, men ved anden gennemkigning havde det alligevel noget potentiale; noget substans der kunne arbejdes videre med. Desværre blev dette potentiale ikke opfyldt i de efterfølgende episoder.

Afsnit 4-6 springer alt for hurtigt videre og byder ikke på ret mange interessante udviklinger. Jeg begyndte faktisk at finde serien trættende og uværdig til anmeldelse, og derfor vil jeg ikke gå noget videre i detaljer omkring de efterfølgende afsnit. F.eks. går det hurtigt ned ad bakke med skildringen af Burnham. Hendes status som anti-autoritær mytterist bliver definerende for hendes efterfølgende handlingsmønster, hvilket ikke gør figuren nogen tjenester. Det var meningen at hun skulle reformere og forbedre sig; råde bod på sine fejl. I stedet for bliver hun ved med at mene at det er rigtigt at fortsætte med at være en egensindig og arrogant regelbryder, som er alt for drevet af følelser. Historien tager ikke konsekvenserne af dens egne udviklinger; der kommenteres ikke på dilemmaerne, og figurerne reagerer ikke på dem, for i næste afsnit er vi allerede et par uger inde i en ny udvikling. Dette gør måske nok historien uforudsigelig, men det efterlader også en masse løse ende og plotpunkter, og skaber et forvirret og dårligt struktureret helhedsindtryk. Der er ikke tid til at komme nærmere ind under huden på andre figurer end Burnham og måske en lille smule kaptajn Lorca; som ensemble eller besætning betragtet er denne serie en omgang ufatteligt tyndt øl.

Og den eklatant manglende utopiske dimension ender med at ødelægge rigtig meget af det essentielle Star Trek-indhold, og gør desværre serien til noget der (for nu at parafrasere Douglas Adams) er næsten fuldkommen, men ikke helt, ulig Star Trek. Det er ganske utilgiveligt.

Karakter: 4 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 53

Udgivet i tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

Blade Runner 2049

Blade Runner 2049
Film, USA 2017, 163 min.
Instr.: Denis Villeneuve
Medv.: Ryan Gosling, Harrison Ford, Ana de Armas, Jared Leto, Robin Wright, m.fl.

Advarsel: Denne anmeldelse indeholder spoilers!

Hvordan laver man en efterfølger til Blade Runner? Det er denondelynemig svært! Især når den originale films fans er opdelt i to grupper: dem der mener at Deckard er en replikant, og dem der mener at han ikke bør være det (den sidste gruppe, som jeg også selv tilhører, har siden udgivelsen af Director’s Cut været i mindretal, men lader til at være vokset gevaldigt i de senere år)! Så hvad gør man når man skal lave en film som alle fans’ene helst skal kunne lide? Jamen, man bygger da bare hele filmen op omkring dette spørgsmål, og giver ikke noget endegyldigt svar! Man kommer med væsentlige spor der kunne tyde på at han er en replikant, og andre væsentlige spor der tyder på at han ikke er. På den måde kan begge fanlejre gnække i skægget og gnide sig i sine små hænder, og føle at filmen netop opfylder deres præference. Som sagt, så gjort. Så har man ikke fornærmet nogen, og alles fandom er intakt. Er det fan-service? Er det et kommercielt hensyn?

Well, det er faktisk lidt lige meget om det er dette eller hint, for filmen er ganske enkelt ufattelig flot, og har sin egen opslugende historie, med sine egne budskaber, sin egen æstetik og sine egne mysterier. Forfatteren, Hampton Fancher, er om noget blot blevet bedre i de forløbne 35 år, og til vores utrolige held understreger Blade Runner 2049 at en af dette århundredes største instruktører er kæmpe science fiction fan. Villeneuves næste projekt er intet mindre end en ny filmatisering af Dune! Man udbryder næsten “Hallelujah!”

Men tilbage til den aktuelle replikant-film. Ryan Gosling spiller ‘K’ – en ‘blade runner’ under L.A.P.D. der, ligesom Deckard, jager og ‘pensionerer’ løbske skin jobs. Da jeg satte mig til rette i biografen regnede jeg ikke med at det hurtigt ville blive afsløret at ‘K’ også selv er en replikant (jeg havde slet ikke formuleret nogen holdning til om han var det eller ej), men det gjorde det. Logisk nok, tænkte jeg; hvem bedre til at jage replikanter end dertil indrettede replikanter?

Der er gået 30 år siden handlingen i den første film, og en del er forandret. Nexus 6-modellerne, som ikke havde følelser (i hvert fald ikke noget videre), er for længst væk; efter deres pensionering var det Nexus 8-modellerne, der overtog. Rachael var den første af disse, og de har følelser og ingen begrænsning på deres levetid (om dette så betyder at de ældes naturligt, ligesom mennesker, eller er udødelige, får vi intet endeligt svar på). Dette var imidlertid så problematisk, at Nexus 8’erne forsøgte at frigøre sig selv, og ikke adlød menneskenes ordrer. Derfor blev de udrenset, og der er nu kun en mindre gruppe tilbage på fri fod.

Den nye standardmodel af replikanter, som nu er overalt, er en type som er programmeret til at adlyde ordrer, uden undtagelse. Såvidt vides er vores hovedperson, ‘K’, en af disse. Selvom denne model ikke har helt fri vilje, så har de rigeligt med følelser, og lever noget der ligner en normal tilværelse til forveksling. ‘K’ har endda købt sig en virtuel kæreste, en intelligent og følende Joi-model, som opvarter ham i hans lejlighed pr. hologram-automatik – og giver ham menneskenavnet ‘Joe’. Meget tyder på at replikanter ikke har lov til at indgå i forhold med mennesker; mange mennesker opfører sig dybt racistisk overfor ‘huddukkerne’. Et centralt tema i filmen er altså følende kunstige intelligenser som er blottet for rettigheder og lever et rent slaveliv.

‘K’ finder ud af at han muligvis er mere end han tror. Det viser sig at Deckard og Rachael fik et barn sammen og at Rachael og dette barn (og Deckard – måske!) således er de eneste replikanter som indeholder hemmeligheden om hvordan de kan forplante sig – en viden som den onde replikant-producent, Wallace, er såre interesseret i at få fingre i. I sine undersøgelser begynder ‘K’ at tro at han selv er det barn de fik for 30 år siden. Han opsøger derfor Deckard, som han efter en del strabadser sporer til den ‘nominelt’ radioaktive spøgelsesby som fremtidens Las Vegas er blevet til. Det er meget morsomt at byen beskrives som ‘nominelt radioaktiv’, for det kan jo både tolkes som at den faktisk er radioaktiv, eller at den kun kaldes radioaktiv uden reelt at være det. Er den radioaktiv, kan der ikke være normale mennesker derinde, hvilket er et spor om at Deckard er replikant. Men er den kun ‘nominelt’, altså såkaldt, radioaktiv, kan mennesker godt være der, og så kan Deckard godt være et menneske. Clever, clever!

Filmens sidste del indeholder en del actionscener. Måske også tiltrængt, da filmen på dette tidspunkt har varet i over to timer. Og så alligevel: actionscenerne er faktisk det mindst interessante i hele filmen. Det er de lange, stemningsfulde, støv-futuriske sekvenser man længes efter at blive opslugt af, krydret med orange sandfarver så insisterende at man sværger på at man kan smage både kobber og svovl. Blade Runner-stemning? Også i dén grad! Dette er en film der kæler så meget for sit publikum at det næsten er en seksuel oplevelse. En utrolig præstation fra instruktørens side.

Hvad historien ender med skal jeg ikke gå i detaljer med her, men det bliver ikke endeligt fastlagt om ‘K’/Joe egentlig er en normal, lydig, moderne replikant, eller om han måske er en Nexus 8-model (måske har han handlet ud fra fri vilje, eller måske var det hele en del af hans programmering). Så han får sit eget mysterium, præcis ligesom Deckards status som enten replikant eller menneske. Og historien har mysterier nok til at den sagtens kan fortsætte i en film mere, men denne flotte film står nu spektakulært godt alene. Den er helt og aldeles guddommeligt filmet og kommer helt sikkert til at vinde nogle Oscars til næste Academy Award-ceremoni, specielt for cinematografien. Man føler for alle figurerne, og henrykkes over de episke visuelle vingesus der kærtegner biograflærredet, også i form af et soundtrack inspireret af, men ikke identisk med, Vangelis’ oprindelige. En stor, stor, smuk, smuk film som jeg ser frem til at fordybe mig i igen og igen! Et mesterværk.

Karakter: 10 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 53

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

Twin Peaks sæson 3

Twin Peaks sæson 3
Tv-serie, USA 2017, 18 afsnit à ca. 56 min.
Forfattere: Mark Frost og David Lynch
Instruktør: David Lynch
Medvirkende: Sheryl Lee, Kyle MacLachlan, David Lynch, Mädchen Amick, m.fl.

Advarsel: Der forekommer spoilers i denne anmeldelse.

Skal jeg opsummere mit indtryk af den tredje sæson af David Lynchs Twin Peaks i ét ord, så kan det kun blive “Wow!” Man sidder med kæben helt nede på gulvet til sidst – ikke bare fordi man er imponeret over hvor godt det er, men også fordi man undrer sig over hvad satan der foregår. Det er helt exceptionelt tv. Noget helt andet end alt andet – ikke bare historiemæssigt, men også produktionsmæssigt. David Lynch er ikke nogen run-of-the-mill tv-instruktør. Når han sidder i stolen bliver ingenting overladt til tilfældet, hverken plotmæssigt eller rent visuelt. Han insisterede på at få penge nok til at realisere sin vision for denne sæson, og det må man sandelig sige at han har gjort. I forhold til at det nemt kunne blive lidt pinligt med en masse skuespillere der pludselig kommer tilbage efter 25 år for at lave en efterfølger til en af verdens største kult-tv-serier – en efterfølger som mange måske kunne frygte ville blive halvhjertet og anti-klimaktisk – så tager jeg hatten af for en helt fantastisk præstation.

Tredje (og forhåbentlig ikke sidste!) sæson af Twin Peaks er et produkt som instruktøren har fuldstændig i sin magt, og i hans hænder er der skabt kunst af høj klasse. Det er flot. Det er hamrende tankevækkende. Det er dybt bizart. Og der er så meget af det som er næsten totalt uforståeligt! Så mange spørgsmål som man aldrig får svar på. Men der er dog svar og struktur nok i det til at man ikke er i tvivl om at det er stor kunst. Eller om at David Lynch stadig er på sit højdepunkt, sprudlende af ideer og entusiasme.

Hvordan skal man fortælle om denne serie; denne overnaturlige krimi-thriller? Der er myriader af personer og plottråde, tæt sammenvævet med mystik og symbolik. Der er dobbeltgængere (trippelgængere?), der er engle og dæmoner, der er andre verdener, og man kan aldrig være sikker på hvem der er hvem, hvad der kun er symbolsk, eller om det hele foregår i en drøm. Til sidst i denne sæson er der tilsyneladende sågar tidsrejse involveret. Det er utroligt underligt, men det er også utroligt underholdende.

Overordnet set handler det jo – kind of – om mordet på Laura Palmer. Men alle historiens øvrige kvaliteter til trods, så virker det også som om Lynch er interesseret i helt andre ting end dem der på overfladen har betydning for plottet. Her i tredje sæson har vi det meget mystiske afsnit 8 (tallet 8 refereres også i sidste afsnit – det lader til at være noget med en tidsløkke), hvor man ser at kæmpen (spillet af Carel Struycken), som er en gudelignende figur der kaldes The Fireman (!), tilbage i 1956 (!) skaber Laura Palmers sjæl (!) som en modvægt til at dæmonen Bob bliver sluppet løs (!). Helt sikkert et af tv-historiens allermest mind-blowing afsnit; fuldkommen psykedelisk.

Men hvad er det egentlig man som publikum og fan af det gamle Twin Peaks gerne vil se i denne tredje sæson? Jo, man vil gerne se Agent Cooper igen. Man vil gerne høre hvad der skete efter den anden sæsons super-fede cliffhanger, hvor Cooper – well, ret beset hans dobbeltgænger – var blevet besat af dæmonen Bob! Hvad gik denne dobbeltgænger rundt og lavede i 25 år?? Og man vil selvfølgelig også gerne have den gammelkendte Cooper tilbage. Men Lynch giver ikke ved dørene! Vi får næsten ikke noget substantielt at vide om disse ting i sæson 3. Cooper (dvs. Kyle MacLachlan) er med, men han render rundt i to forskellige dobbeltgængerformer; en der er dæmonbesat og involveret med diverse knap så specificerede kriminelle typer, og så én der er stort set katatonisk, som fungerer som en slags back-up plan, i fald den ægte Cooper ikke kunne komme ud af The Black Lodge. Først i afsnit SEKSTEN (gaaah!) ud af atten kommer den rigtige Cooper endelig tilbage, kun lige i tide til at smutte tilbage i tiden og lave om på det hele!

Hvad der egentlig foregår i denne sæson (og i Twin Peaks i det hele taget) er der naturligvis mange fan-teorier om, og jeg har også min egen teori, men for ikke at spoile slutningen fuldstændig, og fordi det ville gøre denne anmeldelse for lang, vil jeg afstå fra at gå i detaljer omkring den. Imidlertid vil jeg sige at jeg synes det stærkt tyder på at der er logiske elementer og huller i sagaen som Lynch lader til at være ganske ligeglad med, og aldrig kommer til at give os svar på. Jeg synes tredje sæson er genial, men den er det på en anden og langt mere ikke-lineær måde end de to gamle sæsoner. I tredje sæson er der langt mere weirdness, mere langsom handling, mindre overordnet plot, mere visuel skønhed og flere overnaturlige elementer end der var i den gamle serie. Men det hænger alligevel på en eller anden måde utrolig godt sammen, især pga. den bro mellem anden og tredje sæson som 1992-filmen Fire Walk With Me udgør. Sæson 3 har rigtig mange referencer til filmen, og man bør absolut (gen)se filmen lige inden man ser sæson 3. Fordi der er flashbacks og til sidst også tidsrejser med, er der en del meget veludførte effekter som sammenklipper gamle og nye scener, mens der er andre effekter hvor man på acceptabel vis bare har brugt billeder af skuespillerne, f.eks. Frank Silva’s Bob og Don S. Davis’ Major Briggs.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at diskutere slutningen, for den er relevant for hvordan man håndterer tidsrejser i science fiction-historier, men jeg tror jeg vil stoppe her. Som tidligere nævnt har den nye sæson imponeret mig meget, og det er helt sikkert noget jeg vil se igen, og svælge i (for)underligheden af. Min status som kæmpe Twin Peaks-fan er intakt efter denne sæson, selvom den ikke gav os hvad vi troede, vi ville have. Til gengæld gav den os en kunstnerisk oplevelse af karat. Så vidt jeg ved er der ingen planer om en fjerde sæson, men jeg ville være den første til at klappe i hænderne hvis en sådan alligevel skulle blive annonceret. Jo tak, jeg vil gerne have mere, for Lynch & Frosts hjerne- og hjertebarn er en smuk, smuk ting.

Karakter: 10 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 53

 

Udgivet i tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

The Circle

The Circle
Film, USA 2017, 110 min.
Instr.: James Ponsoldt
Medv.: Emma Watson, Tom Hanks, John Boyega, Karen Gillan, m.fl.

Advarsel: Der forekommer spoilers i denne anmeldelse.

Jeg var så imponeret over denne film at jeg straks købte og læste den roman af Dave Eggers som filmen er baseret på. Bogen er ikke kategoriseret som science fiction, men det er den.

The Circle er et magtfuldt social netværk, som nok skal forestille en kombination af Facebook, Google og Twitter. Det integrerer folks aktiviteter i en sådan grad at netværkets dominans bliver mere og mere total; med tiden kan netværket overvåge alt og alle i samfundet (og alle skal have en Circle-profil), og til sidst skal (skal!) man også stemme via The Circle når der er valg. Samtidig har ledelsen i The Circle ultrahøje idealer om demokrati og åbenhed (information wants to be free!) og hjælper politikere med at ‘go transparent’, så al deres politiske aktivitet er overvåget og korruption derfor ikke længere kan forekomme. Infocommunism er et ord der bruges i bogen.

Det store tema i både bogen og filmen (især i filmen, som af pladshensyn må skære nogle af de øvrige temaer bort) er bort-eroderingen af folks privatliv. Er privatliv i virkeligheden vigtigt hvis vi med total åbenhed kan skabe et ideelt og demokratisk samfund? Er behovet for privatliv ikke bare baseret på skam og lavt selvværd; ting som hurtigt ville forsvinde i et perfekt og inkluderende samfund?

Vi følger Mae Holland, som er heldig at få et eftertragtet job i The Circle. Hun starter med at svare på brugernes klager, men stiger hurtigt i virksomhedens grader, fordi hun med tiden lærer at acceptere dens basale og radikale værdier. Hun gennemgår forskellige oplevelser, hvor hendes egne grænser for privatlivets fred bliver sat på prøve og hvor hun må stå skoleret foran sine ledere for ikke at leve op til deres idealer. Men hun omfavner bravt åbenhedsprincipperne og ofrer sit privatliv ved selv at ‘go transparent’, dvs. hun bliver udstyret med kamera og højtaler, så alle altid kan følge med i alt hvad hun laver (undtagen om natten og på badeværelset). Som toneangivende medlem af The Circle’s ledelse er hun hyperaktiv på de sociale medier, fortæller offentligheden om virksomhedens mange banebrydende nye ideer og projekter og promoverer alle mulige produkter ved at anbefale dem til sine millioner af følgere. Hun er faktisk typen der accepterer denne opløsning af privatlivet, med henvisning til at man som offentlig person kan udrette uendelig meget mere for sine medmennesker ved at dele alle sine oplevelser med dem, og indgå i forskellige konstruktive sammenhænge med andre. Og at man i øvrigt opfører sig mere moralsk når alle kigger med.

Det, der er virkelig spændende ved denne historie, er hvordan modtageren reagerer på den. Folk som synes at privatliv er meget vigtigt (og det er utvivlsomt flertallet af forbrugerne i vores nuværende samfund) vil se udviklingen i denne historie som en slags dystopi, der krænker og overskrider folks grænser. Men hvis man kan se, og acceptere, at mange af disse udviklinger alligevel er uundgåelige og at de faktisk vil føre enorme samfundsforbedringer med sig (fordi alting vil blive mere demokratisk og velfærdsbaseret) og at behovet for privatliv i høj grad er irrationelt i yderste konsekvens, så vil historiens udvikling i stedet virke utopisk og positiv for modtageren.

Dette er derfor en historie af sjælden kunstnerisk kvalitet, som formår at sige noget substantielt og nuanceret om modtagerne, og dermed om samfundet og dets udvikling og fremtid. Den sætter en lang række spændende problemstillinger på dagsordenen og kommenterer på næsten alle aspekter af sociale medier og deres fremtidige udvikling. Som sådan burde filmen være på skemaet i enhver skoleklasse, for dette er emner og situationer som unge især bør tænke over og forberede sig på.

Filmen (såvel som bogen) består stort set af snak; der er ikke noget tempofyldt action. Både derfor, og fordi den typiske modtager vil værne nidkært om sit privatliv, er filmen blevet et enormt flop, med næsten udelukkende negative anmeldelser. I dette tilfælde tager anmelderne dog meget fejl, og det er ganske ufatteligt for mig at de alle sammen kan være så uforstående overfor så visionær og vigtig en fremtidsfortælling. Den skildrede udvikling virker tydeligvis dystopisk i deres øjne, men det er kun fordi de frygter det ukendte og ikke kan abstrahere fra deres nuværende tilværelse. Som sagt er mange af disse udviklinger helt givet uundgåelige, og derfor er vi bedre tjent med at forberede os på dem og tage kontrol med dem i stedet for bare at løbe væk fra dem.

Bogen og filmen følges ganske meget ad. Filmen har selvfølgelig ikke alt fra bogen med; bl.a. er to figurer fusioneret til én, og Maes romantiske/seksuelle forviklinger er ikke med i filmen (lidt ærgerligt, måske, men det ville have gjort filmen alt for lang). Den eneste væsentlige forskel er måden de to versioner slutter på, og det er håndteret virkelig godt. I bogen ender Mae med at forblive loyal overfor The Circle’s ledelse, som i sidste ende er dobbeltmoralske forretningsfolk der planlægger at blive verdens herskere. Bogen ender altså som en cautionary tale, hvor tingene er gået galt, fordi The Circle er blevet en totalitær big business der kontrollerer alt og måske nok kan indgyde verden med væsentlig mere demokrati, men også selv har magten til at omskrive og kontrollere alt hvad der sker i samfundet, herunder at misbruge folks nye mangel på privatliv. Den ender altså – men kun i allersidste korte kapitel – på en måde så de modtagere, der finder udviklingen dystopisk, kan ånde lettet op og forsikre sig selv om at udviklingen faktisk var dystopisk! Men er det nu også hvad forfatteren faktisk mener…?

I filmen (som jeg tror at forfatteren har haft en finger med i) er budskabet en del tydeligere: Her ender det med at de korrupte Circle-ledere bliver afsat, og alle idealerne om åbenhed bliver gennemført uden den kapitalistiske overbygning som lederne havde planlagt – altså ægte demokrati og utopisme! Med det budskab at privatliv ikke er essentielt, eller videre ønskværdigt, hvis man er typen der elsker åbenhed og humanisme. For hvis alt hvad vi foretager os er normalt og ikke på nogen måde fordækt, og vi ikke behøver skamme os over vores eventuelle ‘grimme’ sider (som nok alligevel er almenmenneskelige), hvilken nytte er privatliv så til? I bogen sættes situationen naturligvis på spidsen; i virkeligheden skal man selvfølgelig ikke være ‘på’ hele tiden; det er klart at sådan et samfund også skal respektere behovet for at vi engang i mellem har brug for at koble af og tage en pause fra det hele. Naturligvis skal samfundssystemet generelt respektere at vi er individer og har lyst til forskellige ting, så selvfølgelig skal vi ikke alle sammen være sociale på samme måde, de samme steder, omkring de samme emner. Men så længe den respekt eksisterer (hvad den implicit gør i dette tilfælde), så kan jeg ikke se at privatliv er noget vi skulle have specielt brug for. Og dermed hjælper denne historie os til at forstå og måske acceptere nogle af de utopiske aspekter som fremtidens sociale udvikling vil byde på.

Karakter: 10 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 53

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

Kathy Rain

Kathy Rain
Computerspil til PC (Steam og GOG), Android, IOS
Kategori: Supernatural fantasy
Kan fås på Humblebundle, Bundlestars, Green Man Gaming.
Har achievements og trading cards på Steam
Udvikler: Clifftop Games, 2016

Jeg spiller mange point-&-click adventurespil. Lige nu spiller jeg Broken Sword-spillene til PC. Kathy Rain spillede og gennemførte jeg, mens jeg var i bus i Polen og Slovakiet med Vitus Rejser. Det var på Android.

Kathy Rain handler om en ung pige som hedder Kathy Rain. Hun studerer til journalist. Det foregår i USA i slutningen af 90’erne. Hun skal opklare mysteriet om hendes bedstefar og om hvad der skete med ham. Det er en detektivhistorie som senere også får noget overnaturligt ind over sig. Dette er dog ikke helt forklaret, og jeg vil tro at der kommer en hel serie af spil om Kathy Rain, hvis udviklerne får nok penge. Slutningen i Kathy Rain afslutter ikke så godt.

Kathy Rain er lavet med pixeleret grafik. Det skal ligne gamle spil som Sam & Max. Der er et rigtigt godt soundtrack. Al tale er indtalt. Denne fungerer rigtigt godt. Senere i spillet bliver det også lidt horroragtigt. Det bliver faktisk ret uhyggeligt. Det minder meget om Gabriel Knight-spillene. Der er noget af den samme atmosfære over spillet.

Jeg var godt underholdt af Kathy Rain. Spillet har også den rigtige sværhedsgrad. Jeg spillede Broken Sword 5 som også er lavet til moderne spillere. Her skal man slå ‘hints’ fra, ellers giver spillet dig bare løsningen til gåderne, og oplevelsen bliver helt ødelagt. Kathy Rain gør ikke dette. Man kan sidde fast i Kathy Rain, og dette gør at man får mere glæde, når man kommer videre.

Kathy Rain er lidt af en rebel. Hun ryger og drikker. Hun skjuler det for hendes bedstemor. Man skal også bruge rygningen i spillet til at komme videre på et tidspunkt.

Computerne i spillet skal man ind i mellem hacke. Disse er sat op som var det computere fra slutningen af 90,erne, som også er den tid spillet foregår i. Der var én af dem som mindede om en Amiga. Der er også plakater bl.a. én af filmen Titanic som kom ud i slutningen af 90’erne. Udviklerne har gjort meget for at spillet skal se ud som at komme og foregår i den tidsperiode.

Jeg syntes godt om Kathy Rain. Jeg håber at der kommer flere spil om hende. Jeg tror ikke at spillet er for børn. Det ville passe godt til en teenager. Det skal helst spilles, mens det er koldt og det regner. Så skabes den rigtige stemning. Jeg vil give spillet 8 ud af 10 stjerner. Det bliver spændende at se om der kommer mere fra den kant.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet nr. 53

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

Jeanette Hedengran & Tina Sanddahl – Sikanias arvinger: Mørkets søn 3

Sikanias arvinger: Mørkets søn 3
Fantasyoman af Jeanette Hedengran & Tina Sanddahl
Ulven & Uglen, 2017. 625 sider
Omslag: Mette Breth

Krigen mod Koru er vundet, og Destan og Celina er sammen igen, men alt er alligevel ikke lykkeligt her i 3. og afsluttende bind i serien om Mørkets søn: Sikanias arvinger.

Under slaget mod Koru blev Destan såret, og en inhyse fløj bort med ham og efterlod ham langt fra slagmarken. Mod alle odds lykkes det ham her at finde Celina, og sammen søger de tilbage mod Heikan og sikkerheden.

Rejsen er dog langt fra ufarlig. Ikke kun er vintervejret imod dem. Destans sår gør det vanskeligt for dem at komme frem, og oveni kan de heller ikke stole på menneskene, de møder. Flere gange undervejs undslipper de kun med nød og næppe fjendtlige soldater og røvere.

Mens Destan er væk fra Heikan, vokser intrigerne imod ham. Rådgiver Kastor har fået vendt Destans moder mod ham og prøver nu at overtage magten i riget. Han ønsker under ingen omstændigheder at opretholde alliancen med hersker Ragn og lysets folk, og snart er alliancen, og alt hvad Destan og Celina har kæmpet for, i alvorlig fare.

Oveni indhentes Destan af sin fortid. Før han mødte Celina, var han ikke bleg for at lave ulykker og løbe fra sit ansvar. Selvom han har fortalt Celina om meget af det, er der dog én ting, han har fortiet. Nu dukker denne gamle hemmelighed op igen og risikere at ødelægge kærligheden mellem Destan og Celina.

Jeg må indrømme, at jeg er blevet ret bidt af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahls fantasyserie om Destan og Celina og deres fælles verden Sikania. Dels er her tale om en elementær spændende handling, som hele tiden får én til at læse videre for at finde ud af, hvordan det hele nu ender. Dels har forfatterne skabt en troværdig og fascinerende verden med riget Sikania, der er delt op i lysets og mørkets folk. Også personerne vokser med fortællingen, og vedbliver at udvikle sig og vise nye facetter af deres personlighed, som heldigvis er mere komplekse end bare gode og onde.

Som de tidligere bind er historien i Sikanias arvinger en vellykket blanding af action, kærlighed og et fængslende univers. Forfatterne skriver godt, sproget flyder let og underholdningsniveauet er højt. Det er en historie om kærlighed og mod og om hvor lang et menneske er villig til at gå, hvad enten det er for kærligheden eller for magten.

Sikanias arvinger er med andre ord et vellykket punktum for en medrivende fantasyserie for både unge og voksne.

Forlaget Ulven og Uglen har sponseret anmeldereksemplaret.

Anmeldt af Jette S. F. Holst i Himmelskibet nr. 53

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar