Himmelskibet – Magasinet for Fantastik

Læs om Magasinet Himmelskibet

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Kenneth Bøgh Andersen – Skæbnemageren

Skæbnemageren
Graphic novel af Kenneth Bøgh Andersen & Lars Gabel
Høst & Søn, 2017

Simon og Tim er tvillinger. Simon har altid følt sig i skyggen af Tim. Deres mor troede kun at hun var gravid med Tim. Simon kom som en overraskelse. Det er altid Tim der får opmærksomheden og Simon er altid i baggrunden. En dag bliver Simon så træt af Tim, at han ønsker Tim væk.

Næste morgen er Tim forsvundet fra alle billeder i huset, han har aldrig eksisteret. Deres forældre har glemt Tim og Simon er også ved at glemme ham. Han fortryder det straks. Han får heldigvis en chance for at redde hans bror. Et maleri på Simons værelse åbner sig som en portal til en anden verden. Han må begive sig ud på en farefuld færd for at redde sin bror fra spindelheksen. Spindelheksen tager uønskede søskende og putter dem i sit edderkoppespind. Simon får hjælp at et løjerligt væsen ved navn Tom, som minder lidt om Yoda. Sammen rejser de igennem en ny og anderledes verden, som meget gerne vil gøre det af med Simon.

Skæbnemageren er en smuk og fangende graphic novel. Lars Gabel har virkelig formået at skabe en dyster, men også smuk stemning. Hans tegninger minder mig lidt om Hayao Miyazakis fantastiske univers. Bogen starter med flere helt sorte sider, hvor der kun er en enkelt taleboble på hver. Det gjorde at jeg blev nysgerrig og fanget fra første side. Når Simon rejser gennem portalen bliver man nødt til at vende bogen på hovedet. Der er mange forskellige små sjove ting som gør fortællingen lidt mere levende og spændende.

Jeg har altid beundret Kenneth Bøgh Andersens evne til at skabe og fortælle virkelig gode historier. I Skæbnemageren har han igen skabt en fantastisk fortælling. En fortælling om at finde sig selv og skabe sin egen skæbne.

Forlaget Høst og Søn har sponseret anmeldereksemplaret

Anmeldt af Majbrit Høyrup i Himmelskibet 53

Udgivet i Bøger, Horror | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

JG Gylling – Endorfino

Endorfino
Roman af JG Gylling
Forlaget Brændpunkt, 2017, 179 sider

Endorfino er en roman af makkerparret (?) JG Gylling, som beskriver en nær fremtid i et næsten kendt miljø. Bogen er en skildring af et samfund der er gået fitness-amok. Den lægger op til en debat om vores samtid.

Vi følger moren i en lille familie med far, mor og fire børn. Far har fået et godt job, mor arbejder for kommunen og er ved at segne over også skulle være direktør og logistiker for familien og ansvarlig for det al emotionelle arbejde med børnene.

Helt ned i børnehaven skal de små træne og leve op til samfundets krav til konstant positiv attitude og et præsentabelt (instagram-egnet) liv og et BMI under 30. Hvis det kniber med at leve op til kravene, bliver man sendt til livstilscoach … som stjæler endnu mere af den tid, der skulle gå til familiens samvær og ægte kontakt.

De, som ikke kan leve op til de mange krav; de fede, de der ryger, de der er sindssyge; bliver sendt ud i et reservat for at dø. Bogens dramatiske højdepunkt er en dannelsestur, hvor moren og den ældste datter i familien besøger det uhyggelige reservat.

Sproget i bogen er i velskrevet og letlæst. Der er et par fejl i udgivelsen, stavefejl, grammatiske fejl, mystiske ord der ikke er fanget af redaktionen m.m. Der er valgt bindestreg til at angive direkte tale, hvilket flere gange gjorde at jeg måtte læse sætninger igen, for at finde ud af om de hørte med i den direkte tale eller ej.

Jeg var fint underholdt af romanen mens jeg læste den, og jeg vil anbefale den til mine læsevenner, så vi kan snakke om de tendenser i vores nutid, som den beskriver og overdriver.

Forlaget Brændpunkt har sponseret anmeldereksemplaret

Anmeldt af Majbrit Høyrup i Himmelskibet 53

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Jacob Kokkedal – Ørkenrose

Ørkenrose
Den trofaste bror bind 2
Roman af Jacob Kokkedal
Ulven og Uglen, 2017, 563 sider

Ørkenrose er anden del af fantasyserien Den Trofaste bror af Jakob Kokkedal. Mens handlingen i første bind foregik i den nordlige del af Gudshave, foregår denne i den sydlige del. Her har vampyren Silassi invaderet byen Bahruin i landet Parsien med hjælp fra rottemænd og janisharkerne, ørkenens forhadte røvernomader. Parsien var regeret af Shahen Marmatin og adelklassen, og “størstedelen af adelen og resten af den kongelige familie blev henrettet allerede dagen efter” (s. 45) at vampyren Silassi satte sig på Bahurins trone. Dog når Shahens datter Jasmin at flygte sammen med sin onkel Baba Al’Bakshiban. Og Jasmin vil have hævn over Silassi og erobre magten fra Silassi. Silassi har nemlig indgået en aftale med Parsiens nabostater om afholdelse af en årlig turnering med gladiatorkampe på liv og død. Den som vinder kampen, kan få magten i Parsien. Jasmin og Baba kommer i kontakt med Balt, som vi mødte i første bind, og vil have ham til at kæmpe mod Silassis gladiator, Gengangeren, som har vundet alle kampene som har været hidtil. Balt siger ja til at kæmpe imod Gengangeren, og de tager så til Parsien. Men det er en rimelig lang rejse med forhindringer på vejen. Spørgsmålet er også om Silassi vil afgive magten hvis Balt vinder kampen mod Gengengangeren.

En emne bogen tager op, er undertrykkelsen af homoseksualitet. Her er det dværgen Enrod der bliver udvist fra dværgenes samfund for at have gjort oprør mod dværgenes love om undertrykkelse af homoseksualitet.

Endvidere er der en voldtægt af Jasmin, som er direkte beskrevet. Jeg synes at forfatteren burde have holdt stilen fra første bind og ikke beskrive voldtægten så direkte. Balt fungerer som en slags lærer for Jasmin. Og Balt hjælper hende med at bearbejde oplevelsen med forskellige øvelser. Men jeg synes ikke at det virker så overbevisende, at disse øvelser skulle virke så hurtigt som de gør i bogen. Eller om de skulle virke i det hele taget.

Jasmins liv har ikke handlet om andet end hævn, og Baba “kunne faktisk ikke huske hvornår hans sidst havde set sin niece le – om hun da på noget tidspunkt havde gjort det i løbet af det seneste årti” (s. 340), og Balt lærer Jasmin at hævn ikke er alt. Og hvis hun kan få magten fra Silassi, må hun kæmpe for andre værdier såsom afskaffelse af slaveri. Det gode er med andre noget der skal læres ligesom i første bind. Og Jasmin skal igennem en udvikling ligesom kongesønnen Eumon i første bind.

Således ligner historien måske for meget historien i bind 1, omend den er en smule mere kompliceret. Og de onde er virkelig onde, ligesom i bind 1. De onde kunne med fordel ikke have været beskrevet så overdrevet onde som tilfældet er.

Ørkenrose kan læses som en afsluttet historie ligesom bind 1, I døden og videre, og er fyldt med action. Jeg synes at det andet bind en smule bedre end første bind i serien. Det kan vises ved denne fine landskabsbeskrivelse som der godt kunne være flere af: “En flig af månen kom op over bakkerne. Dens blåhvide lys fejede ind over ørkenen og fik sandet til at glimte som et ocean af diamanter. Klitterne (…) kastede i månelyset spidse og riflede skygger som stivnede bølger på et hav, indtil den allestedsnærværende vind skubbede til skyer på himlen eller sandet på jorden og lidt ad gangen omformede landskabet.” (s. 218). Endvidere er der nogle metaforer som fungerer, bl.a.: “Lyse op på slagmarken som små lanterner i dagens sidste lysstråler” (s. 93) og “Eftermiddagssolen trak med mellemrum den buttede købmands øjenlåg ned som tunge gardiner” (s. 195). Gardiner er en metafor som forfatteren også brugte i første bind I døden og videre: “Kraftig mos hang fra små træers tyngede gren som klamme gardiner” (I døden og videre s.83). Her fungerer den dog bedre end i det første bind.

Ørkenrose kan anbefales.

Forlaget Ulven og Uglen har sponseret anmeldereksemplaret

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet 53

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Mette Sejrbo – Varulvens forbandelse

Varulvens forbandelse
Roman af Mette Sejrbo
Ulfhedin-saga, 2
Candied Crime, 2016. 470 sider
Omslag: Caroline Kjellberg Juul Mortensen

“Low dark mytologisk horror fantasy med lidt paranormal romance, erotik og slikken på ruder.” Sådan beskriver Mette Sejrbo selv sin mytologiske fantasy-serie for voksne. Og det er faktisk lige på kornet.

Varulvens forbandelse er anden del i Ulfhedin-sagaen. Første bind hedder Heksens kald, og her blev vi introduceret for Emilie; en stille og genert pige, der i løbet af første bog både forelskede sig i HF-kammeraten Jonas, mødte den fascinerende natklub-ejer Sebastian og fandt ud af, at hun var kaldet som vølve.

Heksens kald sluttede med noget af en cliffhanger. Emilies veninde Maria blev myrdet, og samtidig opdagede Emilie, at Jonas var en varulv – eller hamramme som vølverne kalder dem, og som de har forpligtet sig til at udrydde.

Varulvens forbandelse starter umiddelbart efter. Jonas er fuldstændig ødelagt over Emilies reaktion og føler ikke at livet er værd at leve. Derudover har han frygtelig dårlig samvittighed overfor sin familie, som nu er nødt til at flytte endnu en gang, fordi han har eksponeret dem for vølverne.

For at gøre ondt værre, ser det ud til, at også Jonas lillebror, Andreas, bærer varulvegenet, så midt i flytningen må Jonas sammen med sin onkel Martin tage med Andreas til Norge. Her har Andreas fået kontakt med en gruppe, der ved rigtig meget om varulvenes historie, og Jonas håber på, at de kan give et svar på, hvordan han slipper af med forbandelsen.

Imens prøver Emilie at finde balancen og komme sig over både Marias død og afsløringen af Jonas’ hemmelighed. Som vølve er det hendes pligt at ud­slette alle varulve, men kan hun se ud over sine følelser for Jonas? For at komme videre sætter Emilie alle kræfter ind på at finde Marias morder, og det fører vølverne i kontakt med en hidtil ukendt kraft – den mørke.

Ligesom i første bind er Varulvens forbandelse en blanding af action, spænding, erotik og masser af spændende detaljer fra den nordiske mytologi tvistet med hekse, varulve og vampyrer. Det lyder måske umiddelbart som et Twilight-ripoff, men det er det bestemt ikke. Mette Sejrbo giver læseren smæk for skillingen både hvad angår action og erotik, så serien er bestemt for voksne, selvom her også bliver plads til lidt romantik.

Bortset fra min personlige fordom mod en ung, kvindelig hovedperson, der tiltrækker mænd og væsener en masse, så er jeg blevet godt grebet af Ulfhedin-sagaen. Sejrbo skriver flydende og med sans for at fremmane historien nærmest som en film for læserens indre blik. Her i Varulvens forbandelse kommer vi mere ind i Jonas’ historie, hvor Sejrbo åbner for en interessant forbindelse mellem vikingernes bersærkere og varulvemyten. Og ligesom i bind et lader Sejrbo en bombe falde til slut.

Trods mine forbehold før jeg begyndte at læse serien, må jeg sige, at Mette Sejrbo kan sit kram. Ulfhedin-sagaen er underholdende fantasy for voksne, som både er spændende og til tider næsten fik mig til at rødme.

Forlaget Candied Crime har sponseret anmeldereksemplaret

Anmeldt af Jette S. F. Holst i Himmelskibet 53

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 53

Efterår, 2017
60 sider. 65kr
Forsideillustration: Klaus Æ. Mogensen
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Klaus Æ. Mogensen

Den fantastiske virkelighed – Artikel af Flemming R.P. Rasch
Natarbejde i Sortetårnet – Tegneserie af Peder Riis
Deus ex machina – Novelle af Sebastian Reinert Scheuer
Anmeldelser
Film & TV
• The Circle
• Twin Peaks sæson 3
• Blade Runner 2049
• Star Trek: Discovery
• Thor: Ragnarok
Bøger
• Star Trek – Discovery: Desperate Hours – af David Mack
• Varulvens forbandelse – af Mette Sejrbo
• Ørkenrose – af Jacob Kokkedal
• Endorfino – af JG Gylling
• The Grace of Kings – af Ken Liu
• Skæbnemageren – af Kenneth Bøgh Andersen & Lars Gabel
• Horror zeitgeist – Auteur Larry Cohen – af Jacob Lillemose & Karsten Wind Meyhoff
• Scarlet – Lunar Krøniken 2 – af Marissa Meyer
• Skyggen over Mundstrup – af Mads L. Brynnum
• Når en drage drager ud – af Mads L. Brynnum
• Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos – af Lars Ahn
• Klovn – af Michael Kamp
• De Ualmindelige – den bøjede mønt – af Jennifer Bell
• Martin Fox – Rejsen til Ursopia – af Jesper Gullemann
• En sag for Luckner: Den samlede portefølje 1973-2017 – af Per Sanderhage
• Mare, Mare minde – af Teddy Vork
• Reservedelenes by – af Lise Bidstrup
• Sikanias arvinger: Mørkets søn 3 – af Jeanette Hedengran & Tina Sanddahl
Spil
• Kathy Rain
Et halvt spøgelse – Novelle af Mikkeline W. Gudmand-Høyer
Brian W. Aldiss 1925-2017 – Nekrolog af Stig W. Jørgensen
Skyggen – Novelle af Thomas Strømsholt
Fantasy-tegneserier: Monstress – Artikel af Klaus Æ. Mogensen
Anátema, del 2 – Novelle af Manfred Christiansen
Nyt om fantastik – Ved Klaus Æ. Mogensen
Ny fantastik på dansk – Ved Janus Andersen
Sirenens sang – Novelle af Rune Meikle

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | Skriv en kommentar

Christian Engkilde – En cirkel af blod

En cirkel af blod
Af Christian Engkilde
Silhuet, 2017. 268 sider
Omslag: Nathascha Friis

Børne/ungdomsgyser: 2. del af ”Skygger i mørket”

I 2016 udkom første bind i Christian Engkildes gysertrilogi for børn og unge: Skygger i mørket. Det var historien om fodbolddrengen Sebastian, der fik som opgave at hjælpe den blinde Thomas til rette i klassen. Det viste sig, at selvom Thomas var blind, kunne han se mærkelige skygger, der tilsyneladende forfulgte Sebastian og lavede ulykker, som fik Sebastian i problemer. Skyggerne var afdøde ånder, og første bind sluttede med et voldsomt opgør i skolens gange, som bl.a. involverede den lokale museumsdirektør Botved, og hvor Sebastian kom slemt til skade.

En cirkel af blod starter umiddelbart efter. Sebastian ligger på hospitalet med hovedet indbundet i bandager. Han har fået syre i øjnene, og lægerne ved ikke, om han får synet igen. Indtil videre skal øjnene i hvert fald være i totalt mørke.

Udover at være dybt bekymret for sit syn har Sebastian også andre problemer. Ingen tror på hans og Thomas’ historie om, hvad der virkeligt skete på skolen. I stedet har Botved fået overbevist alle om, at Sebastian står bag det omfattende hærværk. Kun Thomas og deres klassekammerat Caroline, som er indlagt på hospitalet med et brækket ben, tror på hans uskyld.

Oveni er Sebastian også begyndt at se skyggerne. Og mere skræmmende – han ser en skygge besætte pigen Maja, som også er indlagt på hospitalet. Naturligvis tror ingen af lægerne på Sebastian, da han fortæller dem om Maja, og både han og Thomas er sikre på, at Maja er i fare pga. skyggens besættelse. Men hvordan kan de redde hende?

Endelig viser det sig at drengenes sammenstød med Botved langt fra er slut. Endnu en gang må de stå op imod museumsdirektøren, som ikke har opgivet at bevise sin tese om, at den gamle munkeorden Fakkelbrødrene kunne fremmane dæmoner.

Her i andet bind har Christian Engkilde i den grad skruet op for uhyggen. Hvor jeg særligt var begejstret for beskrivelsen af Sebastian og Thomas og udviklingen af deres venskab i første bind, og ikke fandt fortællingen så skræmmende, så leverer En cirkel af blod på alle planer. Her er masser af spænding, men samtidig udbygges især Sebastians karakter. Bekymringerne om blindheden, og reflektionerne over hvordan det påvirker både ham og Thomas, som er født blind, er yderst troværdige og til tider helt gribende.

Afslutningen er til gengæld fuld af tjubang. Caroline er også blevet involveret i opgøret med Botved, og bind to afsluttes med en forrygende redningsaktion under ruinerne af Fakkelbrødrenes kloster. Her er naturligvis tale om en børne/ungdomsgyser, så visse ting står lidt utroværdigt for en voksen læser, men ikke desto mindre var jeg klart underholdt og glæder mig til bind tre, der ifølge forlaget udkommer senere i 2017.

Forlaget Silhuet har sponseret anmeldereksemplaret.

Anmeldt af Jette S. F. Holst

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Louise Haiberg – Død verden

Død verden
#1 – Monstre
#2 – Utopia
#3 – Håb
Af Louise Haiberg
Tellerup, 2017, 255s./256s./288s.


I den gamle verden hed hun Rebecca, men den hun var engang er ikke den hun er i dag. Den gamle verden er væk, og overtaget af en hvor horder af zombier der hærger. I denne verden kalder hun sig Nera, og sammen med vennen Aidan forsøger hun at overleve ved hele tiden at holde sig i skjul og lede efter mad, vand og sikkerhed. De har haft slået følge med flere grupper igennem tiden, men grupperne har det med hele tiden at blive mindre når de støder på de levende døde, men også når de støder på de monstre som er levende. Disse levende monstre er mennesker der med vold og magt tager hvad og hvem de vil have. Og der er mangel på alt, og alle sulter. Man havde håbet at zombierne ville gå til af sult, men de tørrer blot ind og fortsætter.

Nera føre dagbog hvorigennem hun prøver at huske dem de mister, og holde lidt fast i den gamle verden.

Deres lille gruppe bliver en dag først overrasket af en flok mennesker der bortføre en af kvinderne, og efterfølgende bliver gruppen fanget i en kælder af en stor flok zombier. Da det ser sortest ud bliver de dog reddet af to soldater der nedkæmper zombierne. De tilbyde at gruppe kan komme med til en sikker zone der er blevet oprettet. Det har dog en pris, da dette er ikke almindelige soldater. De er fra et folk der har levet skjult igennem tiden. Mennesker har kaldt dem alt fra elvere til vampyrer, og der er lidt af hver af myterne der passer på væsnerne. De kan gå ude i solskin men lever af blod fra mennesker. Da menneskene er ved at uddø pga. zombie epidemien, så har disse vampyrelvere oprettet sikre zoner, som de kan forsvarer. For at mennesker kan få lov at bo der skal de indvilge i at give blod så vampyrelverne kan overleve. Halvdelen af Neras gruppe indgår aftalen og drager afsted med de to soldater Bane og Kira. En anden af myterne der også passer er at disse væsener har en tiltrækningskraft der er umulig at stå for, og Nera tiltrækkes da også af Bane og indleder et forhold til ham, noget der ikke er uden komplikationer da også en anden af kvinderne i gruppen er faldet for ham.

Det første bind handler om mødet med vampyrelverne og rejsen til den sikre zone kaldet Vira. I bind to skal Nera prøve at få et liv i den sikre zone, men hun har meget svært ved at lægge den frygt og mistro bag sig som hun har lever med i mange år. Der er hemmeligheder og spørgsmål i byen som hun ikke får svar på, og som gør at hun ikke kan slappe af. Det er spørgsmål som hvad der sker med dem der ikke kan tilpasse sig, hvad er det for nogle symboler lægen sætter i sin lille sorte bog når han undersøge nyankomne, og hvorfor er det ikke alle der bliver bedt om at give blod? Det er spørgsmål som disse der er ved at slide hende op.

Hun har mareridts der tynger hende med dårlig samvittighed over at være i Vira, når andre stadig dør udenfor, og hun vil gerne gøre mere for at hjælpe

Det tredje bind har titlen Håb. Det henviser både til et håb om at hun kan finde ro, og at hun kan få en fremtid med Bane, men måske også et håb om en kur for zombieepedimien.

Serien er selvfølgelig en zombieserie, men nok i endnu højere grad en paranormal romance-serie, da forholdet mellem Nera og Bane er den primære historie. Dette skal man lige gøre sig klart inden man sætter sig med bøgerne, så man ikke forventer tre bøger fyldt med flugten fra og nedkæmpelsen af zombier. Bogen er godt skrevet, og dagbogs-elementerne fungerer rigtigt godt, da de er flettet ind på en måde så de understreger Neras frustrationer og frygt, men uden at de bruges til at over forklarer

De tre bind i serien er udkommet samtidig, så man er sikker på at hele historien er tilgængelig, ikke som med As The World Dies hvor kun de to første bind kom på dansk

Hele ideen med hvordan vampyrer vil forholde sig, hvis deres føde er ved at blive forurenet er en god ide, og en god ramme for historien.

Paranormal romance er som nævnt hoveddelen af historien, så fans af de mere klassiske zombie fortællinger skal lige gøre sig det klart inden de går i gang med bøgerne, men er man med på den præmis så kan bøgerne bestemt anbefales.

Forlaget Tellerup har sponseret anmeldereksemplaret.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Michael Kamp – Klovn

Klovn
Af Michael Kamp
Tellerup, 2017, 171 sider

Michael Kamp har på Facebook afsløret at det ikke er helt tilfældigt at udgivelsen af hans nye bog Klovn er timet med biografpræmieren på den nye udgave af filmatiseringen af Stephen Kings It. Ud over dette, er der dog ikke det store sammenfald, selvom der er dæmoniske Klovne med i begge værker.

En trend har bredt sig fra USA med at nogle tager klovnekostumer på og så udøver hærværk og skræmmer folk. Et par af rødderne i den lille by Ullerup, hvor Oscar bor, er gået med på klovne-trenden, og de skræmmer Oscar godt og grundigt en nat hvor han kigger ud af vinduet og ser en klovn stavre rundt. I skolen dagen efter er klovnen samtaleemnet. Men det skal snart blive meget værre. De to ballademagere Jannick og Anders sætter sig for at finde ud af om der er noget om det rygte der siger at der skulle være resterne af et gammelt cirkus i en nærliggende privat skov. De håber at de kan finde noget de kan bruge til deres klovnekostumer. De finder resterne af cirkusset, men da den ene af dem kommer til at rive sig på et søm, så der drypper blod ud i skovbunden, vækkes der en flok dæmoniske klovne. Den følgende nats hærgen er nu ikke længere kun drengestreger, men dødeligt alvor.

Det viser sig at det glemte cirkus ikke er den lille bys eneste hemmelighed og at der er en grund til at ingen taler om den gamle cirkusplads. Klovnenes hærgen er blodig og brutal og et hævntogt for hvad der skete for mange år siden.

Bogen er fyldt med action og blod og er en glimrende ungdomsgyser, hvor der gerne må være godt med fart på, og bogen holder i høj grad det som forsiden lover.

Forlaget Tellerup har sponseret anmeldereksemplaret.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 53

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Wonder Woman

Wonder Woman
Film, USA 2017, 141 min.
Instr.: Patty Jenkins
Medv.: Gal Gadot, Chris Pine, David Thewlis, Connie Nielsen, m.fl.

NB: Jo, der er SPOILERE her – se helst filmen inden du læser nedenstående.

Wonder Woman-film har vi endelig fået en film med det sidste medlem af DC Comics’ ”trinity”-trekløver som er i samme (retfærdighedens) liga som de to andres bedste film, som vi dog skal over et kvart århundrede tilbage i tiden for at finde: Superman I-III med Christopher Reeve og Tim Burtons første Batman-film. Det holdt hårdt, men nu er der endelig hul på bylden, også hvad angår superheltinde-film i det hele taget. Forhåbentlig åbner Wonder Womans succes op for muligheden for en Black Widow solo-film med Hollywoods højst betalte kvindelige skuespiller, Scarlett Johansson. Joss Whedon skulle desuden have en Batgirl-film på vej. Og Sony, som har rettighederne til de Spider-Man relaterede figurer, har også meddelt at de vil producere Silver & Black; en film med de seje kvindelige Marvel-figurer Silver Sable og Black Cat. Og vi glemmer selvfølgelig ikke Marvel Studios’ kommende Captain Marvel. Forhåbentlig vil der komme mange flere film med superkvinder, nu da Wonder Woman har banet vejen.

Joss Whedon blev jo for ti år siden hyret til at lave en Wonder Woman-film. Producenterne endte med at forkaste hans ideer og aflyse projektet, da de ikke delte hans vision, men et af de hovedelementer som Whedon bidrog med, var at filmen skulle foregå under Anden Verdenskrig. Filmen vi nu har fået foregår jo under Første Verdenskrig, så man kan sige at de nok alligevel har brugt en variation af Whedons idé. Og det er en fin idé, som ligesom mange andre elementer i den nye film kommenterer på diverse historier fra WW-tegneserierne.

Wonder Woman starter som Diana, en amazone på paradisøen Themiscyra, hvor et folk af kvindekrigere lever i magisk isolation fra omverdenen. Hun er datter af krigerdronningen Hippolyta, som her spilles af den blonde (og danske) Connie Nielsen. I tegneserierne er Hippolyta imidlertid som snydt ud af næsen på den mørkhårede Diana, og det er endda blevet etableret at den Wonder Woman der rendte rundt i tegneseriernes DC-univers i 40erne, under Anden Verdenskrig, var Hippolyta. I de senere tegneserier (siden George Pérez revampede figuren i 1987) er Diana helt ung; omkring de 20, og sendes til ”mændenes verden” som goodwill-ambassadør for Paradisøen. I den nye film er der lavet om på dele af denne historie. Diana er nok stadig omkring 20 da hun mod sin mors vilje tager til mændenes verden for at kæmpe for fred i slutningen af Første Verdenskrig, 1918 (hvilket jo gør hende til over 100 år gammel i filmens 2017-rammefortælling, men det er OK, for hun ældes ikke). Jeg har kun ét stort kritikpunkt ved filmen, og det er at det ikke giver nogen mening overhovedet at Hippolyta ikke vil kamptræne den unge Diana. Vi hører at krigsguden Ares, hvis han har overlevet en tidligere kamp, vil komme efter Diana, og derfor er det selvfølgelig kun det eneste rigtige at kamptræne hende. Men Hippolyta går rundt i en beskyttelsesberuselse hvor hun har overbevist sig selv om at Ares nok aldrig kommer, men det er da noget af en dum chance at tage – og fuldstændig ukarakteristisk for en hel kultur af krigerkvinder. Det er det eneste væsentlige element i filmen som ikke fungerer. Heldigvis insisterer Diana på at kamptræne sig i hemmelighed, og tager også på eget initiativ ud for at finde og bekæmpe Ares, da en spion fra krigen nødlander på Paradisøen.

Et lidt mindre kritikpunkt er at Dianas kampstøvler har høje hæle! Argh – sådan noget er det umuligt at slås i. I tegneserien smed de hælene ud i 1987, og så vidt jeg ved har hun aldrig haft dem siden. I 2009-tegnefilmen var der en sjov scene hvor hun fik smidt et par højhælede støvler i hovedet under en kamp, og brugte et sekund på at undre sig over dem. De giver jo ikke mening for en kriger.

Herfra har jeg dog kun stadigt mere positive ting at sige om filmen. Både handlingen og dialogen er fyldt med gode ting. Det er et skønt kunstgreb at Diana tror at Ares har orkestreret hele Første Verdenskrig, og både seeren og Dianas mandlige følgesvende i filmen begynder langsomt at tro på at denne dybfølte overbevisning måske er rigtig. Virkeligheden viser sig at være lidt mere kompleks, og involverer også en tysk kommandør der får superkræfter af superskurkinden Dr. Poison. Det er en ægte overraskelse da det afsløres hvem Ares er, og så kommer selvfølgelig den store afsluttende kamp, som nogle (da ikke helt ukorrekt) har betegnet som et ”CGI-helvede”. En del anmeldere skriver at de godt kunne lide filmens første del, mens de var mindre vilde med det klimaktiske CGI-lir. For mig er det lige omvendt; det er denne slutsekvens der får filmen helt op og ringe. En af de ting som får mig til at acceptere og tilgive CGI-spektaklet er at det understøtter den bronze- og ild-farvede ikonografi som Wonder Woman i de senere år har fået tildelt via en række flotte tegninger, nogle af dem lavet af fans, og som også går igen på WW-filmplakaterne. Det skaber et mere episk look for figuren.

Men den største grund til at slutsekvensen er megafed er historie-baseret. Det afsløres i denne kamp mod Ares at Diana faktisk er datter af Zeus, og derved selv en gudinde. Da hun selv indser dette får hun et power-boost som bl.a. gør at hun kan flyve – ligesom i tegneserierne! Og så hænger hun ellers krucifiksisk i luften som en hævnende engel, der regner retfædighed ned over Ares. Eller som en frelser – en kvindelig Jesus. Ja, man kan faktisk med stor ret hævde at de tre græsk-mytologiske aktører, Zeus, Ares og Diana her med overlæg nærmere repræsenterer Gud, Lucifer og Jesus i den kristne trosverden – og dermed er Diana præcis gjort til den messiasfigur som flere berømte tegneserieforfattere mener at den arketypiske superhelt repræsenterer. Bemærk hvordan Bryan Singer gjorde det samme med Superman i sin 2005-film (som desværre var ret mislykket på de fleste punkter). Og i tegneserien har Diana faktisk også været gudinde i en eller to storylines, så filmens handling er upåklageligt underbygget af forlægget.

Nu er der endelig en kvindelig superhelt på film som ikke står tilbage for sine mandlige modstykker i frelsersymbolikken. Jeg elsker denne slutning som på næsten kosmisk vis gør Wonder Woman til netop den magtfulde primærheltinde som hun er i tegneserierne. Vi har fået en film som er Wonder Woman værdig! En gudindefilm.

Karakter: 9 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 52

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Guardians of the Galaxy Vol. 2

Guardians of the Galaxy Vol. 2
Film, USA 2017, 136 min.
Instr.: James Gunn
Medv.: Chris Pratt, Zoe Saldana, Dave Bautista, Kurt Russel, m.fl.

NB: Jo, der er SPOILERE her – se helst filmen inden du læser nedenstående.

Så kom det længe ventede andet kapitel i Marvel Studios første decideret kosmiske superheltefilmserie. Den første film var om Peter Quills mor; den anden film er om hans far. Men hvor den første kun brugte moren som en rammefortælling er den anden helt og aldeles fokuseret på faren. Plottet er såre enkelt. Det kosmiske væsen Ego (i form af en Kurt Russell-personificering) dukker op og afslører sig som Peters/Star-Lords far. Han er æoner gammel, og har altid ledt efter andre af sin egen slags, uden held. Derfor har han mange gange forsøgt at få et barn som arvede hans kosmiske evner (som er forbundet til ”lyset” i hjertet af det planetlignende objekt som er hans egentlige krop), og først med Peter er dette lykkedes. Ved at koncentrere sig kan Peter også få adgang til den kosmiske kraft i Egos kerne. Men efter først at have præsenteret sig som en good guy viser Ego sig jo så at være en bad guy, og ender med at blive slået ihjel. Dermed er der heller ikke mere ”lys”, og Peter er tilbage til at være et almindeligt menneske.

Filmen er naturligvis flot; især vil jeg fremhæve de snakke-scener hvor Ego fortæller sin historie. Egentlig er det en meget lang infodump-sekvens, men i dette tilfælde fungerer det efter min mening rigtig godt. Desværre har jeg ikke ret meget andet positivt at sige om filmen. Der er ikke rigtig nogle andre plotlinjer, og ikke rigtig noget af den world-building som den første film generøst skænkede os. Jeg havde håbet på at se adskillige nye figurer i denne film, men der er kun én ny, nemlig Mantis, og hun har stort set intet andet at lave i filmen end at antyde Egos ondskab (samt selvfølgelig at være offer for smagløse vittigheder). Til gengæld er der skruet voldsomt op for komikken, på den der irriterende “klappen sig selv på rygge fordi ih-hvor er den altså morsom”-måde, som i mange tilfælde falder tungt til jorden.

Også de etablerede figurer fra den første film skuffer, for bortset fra en god snak mellem Gamora og Nebula er der stort set ingen udvikling hos nogle af dem, og de har ikke noget videre at lave i filmen. Jo, Yondu er en undtagelse; han bliver udviklet, og bliver en surrogatfar for Peter, men jeg synes ikke han er nogen særlig interessant figur, og sekvensen med hans udvikling optager alt, alt for meget af filmen. Hans historie føles ikke som specielt nødvendig; han er en bad guy som bliver gjort til en good guy for at kunne slutte sig til the Guardians, men det virker lidt kunstigt og kedeligt; som om det mest er en tjeneste overfor skuespilleren. Groot burde måske også nævnes; Baby Groot er effektivt morsom, som noget af det eneste i filmen, og den bedste sekvens i filmen er nok åbningsscenen.

Som skurke er der udover Ego nogle kedelige guld-væsner fra en planet (eller kultur) der hedder The Sovereign, men man får intet at vide om dem, udover at de producerer en dyr og eftertragtet energiform. Nåja, og så ser man til sidst at de er i gang med at skabe Warlock, hvilket forhåbentlig bliver hovedplottet i næste film (eller får en væsentlig rolle i næste Avengers-film, som bliver mere kosmisk). Det kan næsten ikke undgå at blive spændende – hvis ikke James Gunn forplumrer det igen. Jeg håber Marvel Studios giver ham en god screenwriter at arbejde sammen med til 3’eren.

Men alt i alt er der, forventningerne taget i betragtning, tale om en utrolig blodfattig Guardians-film som forsøger at holde sig oppe med komediescener som næppe bliver ret sjove at se anden, tredje og fjerde gang. Hollywood-sygdommen ”sequelitis” har slået til igen, og givet os en film der er overfyldt med det som producenterne mente at publikum godt kunne lide i den første film, men næsten blottet for både historie og personskildring. Et åbenlyst kommercielt produkt der bare skal hive penge ind. Det skuffer mig meget at hovedproducer Kevin Feige ikke kunne præstere noget bedre; jeg vil tro det skyldes at han ikke personligt er kæmpefan af Guardians of the Galaxy (altså de nyere tegneseriehistorier, som disse film er baseret på), og derfor har givet James Gunn alt for meget frihed til at slå sig løs med sin efter min mening ret tvivlsomme sans for humor. Resultatet er desværre den klart dårligste film fra Marvel Studios hidtil.

Karakter: 6 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 52

Alternativ Anmeldelse

Den første Guardians of the Galaxy er nok min favorit-Marvelfilm. Dens blanding af action, humor, musik og personkarakteristik fungerer rigtig godt og skaber i samspil en ekstremt underholdende film, der alligevel har noget på hjerte. Nu er fortsættelsen så kommet med den passende undertitel Vol. 2, med henvisning til det kassettebånd med musik, Peter Quill (Star-Lord) fik i slutningen af den første film. Lad mig med det samme sige at jeg ikke synes at 2’eren er lige så god som 1’eren. Det forhindrer dog ikke filmen i at være ganske hæderlig underholdning trods en lidt svag start.

Elementerne fra den første film går igen, men der er skruet op for det hele, og det betyder at humoren nogle gange kammer over i fjolleri og at actionscenerne bliver (endnu mere) utroværdige. Det er en svaghed, man ofte ser i film-2’ere: Man hælder lidt mere på af det, man mener gjorde den første til en succes, på bekostning af historien og troværdigheden.

Denne gang er det psykologiske fokus på Rocket og Star-Lord. Rocket, som altid har været outsider, har svært ved at være del af en større gruppe og opfører sig urimeligt for – mere eller mindre bevidst – at støde de andre ‘guardians’ fra sig, og Peter Quill længes efter den far, han aldrig har kendt. Det sidste bliver der hurtigt rettet op på, da ‘Daddy’ pludseligt dukker op i skikkelse af Kurt Russell og inviterer sønnike med til sin egen planet. Som det så ofte sker, viser den lykkelige genforening sig dog snart at være temmelig problematisk – men detaljerne skal ikke afsløres her.

I løbet af filmen slutter to af heltenes tidligere modstandere sig til gruppen, og det bidrager til et gennemgående tema om redemption– at ingen er evigt dømt for tidligere fejltagelser og at man kan rejse sig fra fortiden og gøre tingene gode igen – om end det kan indebære en høj pris. Frelse er ikke gratis. Det er en befriende afveksling fra de fleste actionfilms skarpe opdeling mellem de gode og de onde – her er man “a little bit of both”, for at citere Star-Lord fra den første film.

Først og fremmest er der dog tale om en underholdningsfilm for (nogle gange for) fuld skrue. Visuelt er der ikke en finger at sætte på filmen, og humoren virker generelt godt, selvom noget af den rappe dialog virker anstrengt i starten. I lighed med den første film bliver gamle pop-hits brugt effektivt som underlægning til actionscenerne, og det bidrager til at skabe GotG-seriens særlige identitet. Der er også tonsvis af referencer til både nye og gamle Guardians of the Galaxy-tegneserier, blandt andet en udgave af et af de gamle hold med Sylvester Stallone i spidsen som Stakar, en variation over tegneseriens Starhawk. Vi får også et gensyn med Howard the Duck og den vante cameo af Stan Lee – der denne gang lægger op til at alle hans cameos måske i virkeligheden er den samme figur.

Som sagt er filmen ikke så god som 1’eren, men den fungerer udmærket som underholdning, og efter min mening er den bedre end flere af de senere Marvel-sequels såsom Captain America: Civil War og Avengers: Age of Ultron, der også var overlæssede, men manglede den humor, der fik seriernes 1’ere til at fungere. Normalt giver jeg ikke film stjerner i mine anmeldelser, men hvis jeg skulle gøre en undtagelse her, vil jeg give Guardians of the Galaxy vol. 2 syv stjerner ud af ti, hvor den gamle godt må få hele striben. Jeg håber at den lovede 3’er slapper en smule af og skifter fokus tilbage på samspillet mellem figurerne, som i denne film lider under at gruppen i store dele af filmen er splittet op.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 52

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar