Himmelskibet – Magasinet for Fantastik

Læs om Magasinet Himmelskibet

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Star Wars – Episode VII: The Force Awakens

Final-Poster-of-Upcoming-Star-Wars-Film-ReleasedStar Wars – Episode VII: The Force Awakens
Film, USA 2015, 135 min.
Instr.: J.J. Abrams
Medv.: Daisy Ridley, John Boyega, Harrison Ford, Carrie Fischer, Oscar Isaac, m.fl.

Min kærlighed til Star Wars går langt tilbage. Som barn var det Star Wars-figurer jeg ønskede mig til jul og fødselsdag, og de første tegneserier jeg købte som ikke var Anders And-blade, var de danske Star Wars-tegneserier. På mange måder var Star Wars derfor også mit første møde med de fantastiske genrer.

Den oprindelige trilogi har jeg set et utal af gange, og selvom jeg både har haft dem stående på både VHS og DVD, så kan jeg alligevel ikke lade være med også at se dem hvis de vises i fjernsynet. Den anden (prequel-) trilogi er jeg dog ikke så meget for, da den ikke havde den stemning af eventyr over sig som var i de oprindelige. Det var derfor med nogen spænding jeg satte mig i biografen for at se The Force Awakens. Hvad ville det betyde at Lucas ikke længere er inde over, ville det være positivt eller negativt? Og hvad ville det betyde når Star Wars nu var blevet en del af Disney-maskinen? Ville man lægge sig op af de animationsserier som kører for tiden, som primært henvender sig til børn, ville man forsøge at skabe en ny historie, eller ville man lægge sig i tråd med de gamle film?

Jeg havde holdt mig fra at læse for meget om den nye film, men havde set trailers og var godt klar over at flere af de oprindelige skuespillerne var med igen og spillede de roller som jeg elsker.

Jeg var også godt klar over at man havde valgt at ‘nulstille’ universet, så den udvidelse der var sket igennem årene via bl.a. bøger, tegneserier og rollespils-source bøger nu ikke længer var i spil. Denne nulstilling passer mig fint, for det er længe siden jeg holdt op med at prøve at holde styr på the expanded universe, og meget af det jeg havde læst, var ikke specielt godt. Hvis de ikke havde nulstillet den del af universet, så ville der være blevet lagt mange restriktioner på den nye film, for at den skulle kunne holde sig inden for de mange rammer der så ville være.

Lad mig bare allerede nu slå fast at jeg er vild med den nye film. Jeg kan sagtens følge mange af de kritikpunkter som nogle har, men det er jo heller ikke fordi der ikke er ting man kan kritisere den oprindelige trilogi for. Og ja, der er lånt meget i den oprindelige trilogi, hvilket jeg synes er helt fint. The Force Awakens gjorde det som alle første afsnit i trilogier skal. Den satte en stemning og slår tonen an for de efterfølgende film. Selvfølgelig skal den også fungere som en selvstændig film, men det synes jeg også den gør.

Jeg var rigtigt godt underholdt, og både historien og tonen i filmen gik ind og ramte mig på de helt rigtige punkter og vækkede en barnlig glæde i mig. Ingen tvivl om at der blev brugt mange billige tricks, ved at have masser af referencer til de gamle film, ting som ikke havde nogen betydning i den nye, men som udelukkende var der for at fans som jeg skulle sidde og glæde mig over at genkende disse referencer.

Med de billetsalgstal og rekorder som denne film har, så er der ingen tvivl om at det ikke kun er gamle fans som jeg der har taget den til sig, men den har ramt bredt.

Nu vil jeg vente med spænding på hvad de næste film vil bringe, når der nu skiftes instruktør igen, men jeg tænker at med den store succes som The Force Awakens har haft allerede, så vil de næste lægge sig i samme spor.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 47

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Star Wars – Episode VII: The Force Awakens

Final-Poster-of-Upcoming-Star-Wars-Film-ReleasedStar Wars – Episode VII: The Force Awakens
Film, USA 2015, 135 min.
Instr.: J.J. Abrams
Medv.: Daisy Ridley, John Boyega, Harrison Ford, Carrie Fischer, Oscar Isaac, m.fl.

Den nye Star Wars-film er en smuk film, rent visuelt. Desværre har historien og verdensbeskrivelsen et utal af problemer.

For det første er filmen, som de fleste kan se, en slavisk imitation af især den ældste film, Episode IV: A New Hope, med elementer fra The Empire Strikes Back og Return of the Jedi. Man kan nemt vinkle et referat af The Force Awakens så det svarer 100% til et referat af A New Hope, blot med nye navne (og køn) til figurerne. Denne film er århundredets skuffelse for mig; jeg ville have en ny historie som udvidede Star Wars-universet og fortsatte sagaen. I stedet har jeg fået et komprimeret opkog på noget der blev lavet meget bedre i 1977. En slags reboot/remake, eller en typisk Hollywood sequel der bare casher in på at vise folk scener de kan huske fra den første film. Hvilket fusk! Hvilken styg misdåd! I dag er det åbenbart acceptabelt at være aggressivt og stolt overfladisk og bare spytte mere-mere-mere af det samme og det samme ud. Suk! For mig gør dette mennesket J.J. Abrams fuldkommen uskelnelig fra Hollywoods grådige, sjælløse pengemaskine som helhed. De to størrelser vil åbenbart det samme, og kan gøre det, ikke bare ustraffet, men tilmed med thunderous applause fra publikum! This is how art and originality die…

Resultatet af al denne ripping off af den første film er at også plottet er en kopi af den første film, med den ikke-fungerende krølle at planen i droiden er et kort der kan lokalisere den for­svundne Luke Skywalker (som er gået i mangeårigt eksil nøjagtig ligesom Yoda i The Empire Strikes Back). Hvorfor Modstandsbevægelsen overhovedet vil finde Luke, er ikke særligt klart, udover at det er dét, publikum gerne vil se. Nårh jo, de vil have ham til at træne nye Jedier – men det er jo netop fordi han ikke vil det, at han er gået i eksil. Leia erkender også selv i filmen at det nok var en ret dum plan! Og da den så er stort set spillet ud, så kommer de i tanke om at de egentlig nok også lige hellere må ødelægge den nye Starkiller Base som lige har sprængt Republikkens fem (!!) regeringsplaneter i luften, sådan bare lige, med overlys-energimissiler, uden at filmen i øvrigt nævner noget som helst om Republikkens samfund.

Hvordan fungerer denne Starkiller Base? Jo, den suger energi fra en (sin egen? en tilfældig?) stjerne på en totalt uforklarlig måde, og er i øvrigt tyve gange større end Dødsstjernen. Og da dens våben affyres, kan det ses på dagshimlen fra planeter i helt andre solsystemer!! Der er ingen naturlove der overholdes i dette idiotiske miskmask.

Den politiske situation i galaksen er også komplet og aldeles uklar. General Hux siger i sin store tale at Republikken kun i hemmelighed støtter Modstandsbevægelsen, og nævner også at Republikken har sin egen flåde. Hvorfor er den flåde ikke indsat mod The First Order? Hvorfor kan Republikken ikke offentligt støtte Modstandsbevægelsen (hvis det overhovedet er sandt at den gør det hemmeligt)? Der er hundreder af denne type spørgsmål, og det virker ekstremt usandsynligt at de skulle blive besvaret i de næste film. Og så er jeg ikke engang begyndt på figurernes indbyrdes relationer, som jo også er determineret af at plottet skal være ligesom i den første film.

Desværre er filmen og dens figurer domineret af Abrams’ stålsatte mission om at gøre alt i denne film mere spektakulært end i den første. Derfor smadrer han den Republik som vores helte kæmpede i hele den originale trilogi for at opnå. Og derfor giver han The First Order (som slet ikke er ligeså store og magtfulde som Imperiet var) et våben som kræver fuldkommen latterligt enorme ressourcer og overtræder fysikkens love. Og derfor gør han Han og Leias søn til den store skurk og lærling for den kejser-agtige Snoke. Han har altså fuldstændig smadret alt hvad vores helte nogensinde vandt og opnåede, og dermed gjort dem til totale tabere. Han har også gjort de tredive år siden Episode VI mørke og deprimerende, og i samme åndedrag gjort en løgn ud af Episode VIs titel om Jedi-riddernes tilbagevenden. I “the Extended Universe”, som er beskrevet i massevis af romaner og tegneserier efter de forrige film, har alle forfattere (incl. George Lucas selv) antaget at vores helte naturligvis får en glorværdig fremtid efter deres sejr over Imperiet, men med den nye film er alle de historier og alt det potentiale der var i de ideer nu blevet fuldstændig kvast. Forkastet til fordel for nederlag på nederlag. Alt hvad de kæmpede for er tabt, og deres liv er ødelagt.

Hvis dét ikke er en chokerende og eklatant mangel på respekt for de gamle films historier og figurer og deres spin-offs i andre medier, hvad er det så? Og alt dette har han gjort bare for at kunne lave en genindspilning hvor vores helte igen må starte på bar bund og kæmpe for et samfund og en sejr som den nye films producenter tydeligvis ikke er en pind interesserede i på nogen ledder og kanter. Dette er rendyrket dollar-tilbedende anti-kunst – et substansløst, kapitalistisk kopiprodukt, som nu også kan lykønske sig selv med at have haft held til at forføre en stor majoritet af de ukritiske masser.

J.J. Abrams (et bedre navn ville være Jar Jar Sell-Out) er en action-instruktør, og hans forstår ikke science fiction. I rumopera skal en del af handlingen foregå i rummet, ved hjælp af rumskibe. I science fiction er det en del af præmisset at man skildrer rumskibe og (både som forfatter og publikum) gør sig tanker om hvordan de fungerer, og f.eks. hvor hurtigt de kan flyve. Her skal der være nogle regler som virker realistiske i konteksten. Abrams gider ikke sådan noget, og der er slet ikke rumscener nok i denne film. Ligesom han i de nye Star Trek-film introducerer planet-to-planet beaming, så der ikke er nogen grund til at rode rundt i rummet, får han i The Force Awakens Tusindårsfalken til at hyperjumpe direkte fra en docking bay til overfladen af en planet, thi for Abrams er det jo bare spild af tid at vise rumskibe der flyver i rummet. Han fatter ikke at rumscener er noget af det sejeste, en ægte sci-fi fan ved.

Det ironiske er at jeg længe, for den underholdende rumoperas skyld, har efterlyst en vellavet kopi af eller variation over Star Wars – men som nyt, stand-alone film-univers; ikke som en del af det allerede eksisterende Star Wars-univers! At kopiere sig selv er filmisk kannibalisme; det er en film der føles som om den er lavet af en fyr der kun har set andre film, og ikke kan tilføje nogen dybere substans; ej heller noget der matcher den originale films mange tilfælde af at stå i tydelig gæld til tidligere værker (mytologi, tegneserier, film og tv-serier).

Er der underholdningsværdi i filmen? Jo, her og dér. Er sceno­grafien cinematisk flot og i den klassiske Star Wars-stil? Indrømmet, det er den. Er personerne til at holde ud at se på? Ja, bevares, især de nye. Men er der reelt noget nyt, spændende eller dygtigt lavet ved historien eller personerne? Nej, det er der ikke. Denne film er ikke bare dårligt skrevet; den er dårlig fan fiction. At de primære producenter af en officiel Star Wars-film på nogen måde kan synes at sådan noget er godt nok, viser med al tydelig klarhed at vi lever i en tid hvor folk – både Hollywood og forbrugerne – på tragisk vis ikke har begreb skabt om hvad ‘kvalitet’ er. Det er åbenbart tilstrækkeligt at overøse folket med genkendelsens glæde, og få dem til glade at betale for det samme igen-igen.

Filmen er ganske enkelt lavet specifikt for fans af de gamle film og som en rutinepræget typisk sequel (eller ‘requel’, som nogen har kaldt den), og ikke som en ny ting i sig selv. Jeg er selv fan af de gamle, men håbede inderligt på mere end blot et velproduceret kopiprodukt. Man skal ikke bare genopleve det gamle endnu en gang eller sytten; man skal også opleve noget nyt. Og på det punkt mener jeg at The Force Awakens har fejlet frygteligt. Også selv om Rey er en sej heltinde som sikkert også vil gøre det relativt behageligt at sidde gennem de næste to film. Men i sidste ende synes jeg faktisk at denne film er lige så dårlig som den dårligste af prequels’ene – omend selve underholdningsværdien er en del mere velfungerende.

Det eneste man kan glæde sig over ved denne film er at dens enorme succes nu forhåbentlig betyder at Hollywood vil satse endnu mere på stort anlagte sci-fi film. Så måske, hvis vi er heldige, er der gode ting i vente fra andre kanter.

Karakter: 3 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 47

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

The Geek’s Guide to the Galaxy

geeks_galaxyThe Geek’s Guide to the Galaxy
Wired podcast
Vært: David Barr Kirtley

Denne anmeldelse skyldes min begejstring for en podcast fra Wired, der inviterer dig inden for i de fantastiske universer og ikke er bange for at bruge en hel time på et interview med en bestemt forfatter eller producent eller på at dykke ned i et bestemt emne.

Showet blander nyt og gammelt. Holdet bag showet er rimeligt gode til at få fat i aktuelle forfattere, f.eks. Ernest Cline Ready Player One, Andy Weir The Martian og Ken Liu The Grace of Kings. Dem måtte der gerne være lidt flere af. På samme måde er der også interviews med filmfolk, f.eks. Chris Williams, medinstruktør på Big Hero 6, Terri Tatchell, medforfatter på Chappie og Alex Garland, forfatter på Ex Machina.

Der er også afsnit der har karakter af anmeldelser, hvor et lille panel tager film under behandling, f.eks. den nye Star Wars-film The Force Awakens, Interstellar, Exodus og Syfy-showet The Expanse. Disse episoder kan være meget gode, fordi det er folk med interesse og viden om emnet, der kaster deres indtryk og holdninger frem og tilbage.

Nogle afsnit er mere perifere. Et afsnit omhandlede f.eks. uafhængige boghandlere og deres situation. Et andet afsnit kigger på Pixel Art, som er ved at være en døende kunstform i spil. Af personlig interesse har været flere afsnit der kiggede på Dungeons & Dragons og spillets historie.

Showet er meget amerikansk, både i sin form og i de emner som showet tager op. Jeg tror at hvis man talte op, kunne antallet af gæster som ikke er amerikanere, tælles på få hænder. Når man bruger så meget tid på en forfatter eller på et emne, kan det heller ikke undgås at samtalerne en gang bliver lidt på skemaform, f.eks. er spørgsmålet, “Hvordan begyndte du at interessere dig for xx…” fast inventar i alle interviews. Showet er i øvrigt crowdfunded, så man skal også lige høre om støtter der har prist showet på Facebook eller sendt en skilling.

Nogle episoder er bedre end andre, men jeg har kun hørt få afsnit som overhovedet ikke interesserede mig – og med næsten 190 afsnit er der noget for enhver smag.

Anmeldt af Bjarne Sinkjær i Himmelskibet 47

Udgivet i Uncategorized | Tagget , | Skriv en kommentar

Fallout 4

Fallout-4Fallout 4
Spil (Playstation 4, Xbox One og PC), USA 2015
Udvikler: Bethesda

Civilisationens endeligt som følge af en altudslettende atomkrig mellem verdens supermagter har i mange år været et populært udgangspunkt for postapokalyptiske fiktionsværker som fx den oprindelige Planet of the Apes-serie og 2015s Mad Max: Fury Road. Som navnet antyder, er det også tilfældet for Fallout-serien, der fik sin begyndelse i 1997. Selvom seriens gameplay igennem årene har ændret sig kraftigt, er retro-scifi-tonen, den mørke humor og den moralske ambiguitet heldigvis intakt. Ud fra et gameplay-mæssigt perspektiv er der tale om et førstepersons rollespil med kraftige FPS-tendenser, og dermed videreføres traditionen fra de to seneste udgivelser, Fallout 3 og Fallout: New Vegas (2008, 2010).

Tematisk er der dog et klart skridt væk fra disse titler, som i høj grad skildrede en fortabt verden hvor kun bittesmå glimt af håb lyste gennem sprækkerne. I Fallout 4 er spilverdenen – denne gang kaldet Commonwealth – stadig barsk og ubarmhjertig, men genopbygningen af samfundet er et gennemgående tema, som siver ned i både historiefortælling og gameplay – komplet med Minecraft-inspireret basebygning (som man dog i store træk har mulighed for at ignorere). Spilleren sættes i skoene på en unavngiven mand eller kvinde, der søger efter sin eneste søn. Det starter simpelt, men efterhånden som man møder de fire faktioner, der kæmper om kontrollen i Commonwealth, kompliceres tingene kraftigt. Hver faktion har sine bevæggrunde og mål (der selvfølgelig er i konflikt med de andres), og med et plot der både berører menneske vs. maskine vs. mutant og genetik vs. arv, er der mange svære og interessante valg at træffe igennem den udmærkede main quest.

Som det også er tilfældet med udvikleren Bethesdas andre spil (Fallout 3, Skyrim) får man dog kun det optimale ud af Fallout 4 ved at løsrive sig fra hovedhistorien og gå på opdagelse i Commonwealth, hvor ens nysgerrighed bliver belønnet med både lange side quests og små, isolerede historier. Der mangler ikke dystre og makabre fortællinger, men man kan også støde på hjertevarmende episoder i den golde verden.

Hvor end man kigger er verdenen fyldt med interessant indhold, og Bethesda har da heldigvis også formået at skabe omgivelser, der med gennemført art direction, flot lyssætning og en udpræget sans for detaljen er med til at gøre verdenen i Fallout 4 til et troværdigt sted, som er en sand fornøjelse at gå på opdagelse i. Knap så godt lavet er spillets figurer, der fremstår livsløse, ligesom dialogen og det dertilhørende stemmeskuespil er et stykke under The Witcher 3: Wild Hunt, der tidligere i maj 2015 satte en ny standard på dette punkt. Et niveau fra netop The Witcher 3 er også quest-designet, som i lidt for høj grad sidder fast i den velkendte skabelon “tag hen til punkt x og dræb fjenderne / find genstanden og vend tilbage”, som The Witcher 3 ellers så fremragende gjorde op med.

Når dette er sagt, skal der ikke herske nogen tvivl om, at Fallout 4 er både vellavet, opslugende og underholdende – også selvom det gameplaymæssigt lægger sig en smule for tæt op ad sine to seneste forgængere. Fans af serien, rollespil og/eller postapokalyptisk fiktion generelt kan roligt investere i Fallout 4 og drage på eventyr i ”the Commonwealth”.

Anmeldt af Ketil Skotte i Himmelskibet 47

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

Spandex Force: Champion Rising

Spandex ForceSpandex Force: Champion Rising
Spil til PC, Android og iOS
Indiespil; kan købes på Steam

Spandex Force: Champion Rising (SFCR) er et spil til PC, Android og iOS. Det er hvad man kalder et ‘casual’-spil, hvilket vil sige et man kan spille når man har tid, behov og ikke skal lægge større engagement i. Den slags spil er typisk meget afhængigheds-skabende og det er SFCR også.

SFCR starter ved at en troldmand i den lokale by laver et væddemål med en ukendt person om han kan lave en superhelt ud af en almindelig person på kun en måned. Man har derfor en måned i spillets tid til at gennemføre det. Hver gang man gør noget, tager det tid, særligt når man går fra sted til sted, og det gør at man skal passe på ikke at bruge for meget tid.

Man skal alle de ting i spillet som en superhelt skal. Man skal redde gamle damer over vejen, man skal redde deres katte ned fra træerne, man skal bekæmpe skurke, man skal udvikle sine superkræfter, man skal redde byen fra den onde robot, etc. Man skal dog også arbejde for at tjene penge.

Spillet er opbygget i nogle akter som skiftes efter at dele af historien er blevet gennemført. Ved enden af hver akt skal man ind i en dungeon for at bekæmpe de superskurke som holder til der. Der er forskellige slutninger. Der er mindst en god og en dårlig slutning. Der er også valg undervejs som man må træffe.

Man løser spillets opgaver ved et spil med bolde. Her skal man vælge mindst tre bolde i en række efter hinanden for at opnå point. Point kan komme i mange former: Physical, Mental, Elemental, Reputation, Random, Money, etc. Ved at vælge mere end fem bolde på en gang, får man også de omkringliggende bolde. Det er noget som man skal stræbe efter.

Jeg kan anbefale spillet. Jeg fik Steam-udgaven i et bundle på Indiegala.com, og Android-udgaven fik jeg gratis. Jeg har spillet Android-versionen. Jeg vil give spillet 7 ud af 10 point.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet 47

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

NaissanceE

1392745326_naissanceeNaissanceE
Computerspil af Limasse Five
UDK / Steam 2014

NaissanceE foregår i et futurisk beton-kompleks ude i en ukendt fremtid. Her styrer man pigen Lucy, som skal undslippe komplekset. Hun bliver jaget af et monster i starten af spillet, falder ned gennem et hul i en gang og undslipper dermed monstret. Hun begynder nu sin lange vej ud af komplekset.

Komplekset er meget flot designet. Der leges med lyset og store panoramaer. Det får spillet til at se større ud end det i virkeligheden er. Man skal bruge lyset i form af lysbolde for at komme videre i spillet. Spillet er i gråtoner og blåt visse steder for at skabe den rette stemning. Det indeholder alle mulige slags rum som f.eks. barer og mekaniske installationer.

Man skal hoppe over afgrunde visse steder og også bruge sit åndedræt. Åndedrættet skal times, når man løber, sådan at Lucy ikke mister pusten. Der er sekvenser med det som godt kan være ret frustrerende. Visse steder skal man begynde helt forfra, hvis man træder ved siden af og falder ned. Dette er også meget frustrerende.

Spillet foregår i første person. Der er mange puzzles som man skal løse. Der måtte godt have været fødder på Lucy, så man bedre kunne se hvor man hopper fra og hvor man står.

Senere i spillet kommer du som Lucy mere ind på hvad der i virkeligheden foregår. Det bliver ret spændende hen mod slutningen. Naissance uden dobbelt ‘e’ betyder fødsel på fransk. Måske hentyder det til at det er starten på en lang række spil i en serie fra udvikleren. Slutningen lægger op til at mange spørgsmål ikke er besvaret og jeg kan sagtens forestille mig en fortsættelse.

Spillet er ikke særligt langt for den øvede spiller. Det kræver en vis vedholdenhed, og det er måske ikke noget for en ny-begynder. Det fås til PC på Steam og er fra 2014. Det er anbefalelsesværdigt, særligt hvis du ser det på tilbud eller i et bundle. Jeg vil give spillet 8 ud af 10 for at være originalt, men ikke fulde point for at være frustrerende visse steder.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet 47

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

Familie & Ære

Familie ÆreFamilie & Ære
Bordrollespil af Bjarne Sinkjær
Rollespilsforlaget 2015
144 sider, 265 kr.
www.rollespilsforlaget.dk

Familie & Ære er et nyt bordrollespil (til forskel fra live-rollespil eller computerrollespil) af Bjarne Sinkjær, som for nogle år siden udgav rollespillet Ulvevinter. Hvor Ulvevinter især henvendte sig til børn, er Familie & Ære helt specifikt henvendt til voksne med større fokus på intriger og forræderi.

Inspirationen er helt klart det gamle Romerrige. Omdrejningspunktet er landet Thallus, en koloni af et ældre rige der nu er gået under. Thallus ligger på nordsiden af et kontinent, hvor man længere mod syd finder et mere primitivt og lyslødet folkefærd, som thalerne kalder ‘de skovvilde’ og som de gerne tager til fange for at bruge til slaver.

Der er seks adelsfamilier som slås om magten i Thallus, men ikke mere end at de godt kan samles om at bekæmpe ydre fjender – Thallus’ fortsatte eksistens er trods alt vigtigere end personlige ambitioner.

Thallus blev oprindeligt skabt til en stor rollespilskampagne i rollespilsforeningen Avalon. Her var der typisk 12-15 spillere involveret hver gang, fordelt på de seks familier, og spillet skiftede mellem intriger og mere almindelige rollespilseventyr hvor man skulle slås med skovvilde, udøde eller andet ondskab – gerne i grupper med repræsentanter fra flere familier. Denne bog lægger mere op til en typisk rollespilsgruppe på 4-6 spillere, hvor figurerne er langt fra magten, og hvor personligt venskab måske betyder mere end fjendskabet mellem familiernes overhoveder.

Det lægges op til at man kan spille Familie & Ære med stort set ethvert fantasy-egnet rollespil, og blandt andet Savage Worlds (der blev brugt i Avalon) og Dungeons & Dragons. Bogen kommer dog med sit eget regelsystem, Saga, der er en videreudvikling af det meget enkle sys­tem, der blev brugt i Ulvevinter. Da stats på monstre og andre modstandere i de medfølgende eventyr er baseret på Saga-systemet, er det dog mest ligetil at spille med disse regler.

Bogen begynder med en generel introduktion til spillets verden og hvordan man laver sine spillerfigurer. Herefter følger en beskrivelse af hvordan man spiller spillet med Saga-reglerne, inklusive et bredt udvalg af trolddomsformularer for dem der kan lave den slags. Så bliver landet Thallus og omegn beskrevet i flere detaljer, med særligt fokus på provinsbyen Lucinda, der kan være fokusområde for spillet. Endelig er der en lille håndfuld scenarier og eventyr, man kan spille, og ideer til hvordan man kan lave en længere kampagne.

Uden at have prøvet at spille spillet, har jeg svært ved at vurdere hvor godt Saga-reglerne vil fungere, men der ser ud til at være hvad der er brug for. Jeg lagde mærke til et par sjuskefejl, fx at figurer kan starte spillet med Styrke 20 til 70 – men reglerne for hvad man kan bære går ikke længere ned end Styrke 30. Det er dog ikke noget som man ikke let kan sjusse sig frem til.

I betragtning af hvor lille et land Danmark er, er der udkommet ganske mange særligt danske rollespil, fra Viking og LEF til Fusion og Ulvevinter. Det er de færreste af spillene der opnår nogen videre popularitet eller levetid, men det stopper ikke forfattere som Bjarne Sinkjær i at blive ved med at lave nogle. Måske er Familie & Ære det danske rollespil, der slår bredere igennem. I hvert fald er der lagt op til nogle spændende eventyr i et miljø der er tilpas anderledes end de gængse fantasy-rollespil, og hvis man ikke kan lide Saga-reglerne, er det som sagt muligt at spille spillet med sine yndlingsregler.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 47

Udgivet i Rollespil | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Som et urværk – Lige under overfladen 10

UrværkSom et urværk
Lige under overfladen 10
Antologi
Red. Carl-Eddy Skovgaard
Science Fiction Cirklen 2015

Science Fiction Cirklen har siden 2007 udgivet antologi-serien Lige under overfladen. Serien redigeres af Carl-Eddy Skovgaard, og alle bind får navn efter en novelle i samlingen. Som et urværk er taget fra novellen af samme navn af Flemming R.P. Rasch. Titlen er nok mere valgt som navngiver af Lige under overfladens bind 10 for sit flot klingende navn end for hvorvidt netop Raschs novelle siger noget om resten af antologien.

Redaktøren slår i det korte forord et slag for, at læseren skal gå på opdagelse i antologien uden en egentlig forudsætning for at mene noget om novellerne på forhånd. Antologien skal ikke læses efter et tema eller en symbolik, men som en randomiseret science fiction-oplevelse. Den skal give et øjebliksbillede af dansk science fiction. En ambition jeg har stor respekt for.

Det er et meget modigt træk, men det er også risikabelt. Ved hver novelle starter læseren helt fra scratch. Det virker nogle gange. Andre gange føles det lidt for abrupt. Jeg skulle efter hver 10-15 sider skifte verden, stemning, hovedpersoner og tema fra genren “5 minutter ude i fremtiden” til “Månerejser” til meget eksistentielle og filosofiske noveller. Det faldt mig ikke så naturligt. Måske fordi jeg læser de fleste noveller enten i samlinger af bestemte forfattere, med temaer som kærlighed eller rumrejser, eller fordi jeg for tiden støder på og læser langt de fleste noveller på internettet.

På internettet præsenteres noveller nogle gange med anonyme forfattere og gerne alene og uafhængige af andre. Næsten som Skovgaard også ønsker det med Lige under overfladen. Forskellen er, at i en bog giver novellerne, om man vil det eller ej, automatisk smag, duft og karakter til oplevelsen af hinanden. Om man springer frem og tilbage i antologien, læser lidt af gangen, eller det hele på en gang, står novellerne ikke for sig selv.

Jeg beklager mig meget over form. For det første fordi en rød tråd virkelig kan hjælpe læseoplevelsen og læseflowet og uden tvivl hjælpe til et bedre helhedsindtryk af Som et urværk – selv om jeg sympatiserer med redaktørens idé. For det andet fordi det er svært at brokke sig over den skønne samling af meget forskellige noveller i antologien.

Lige under overfladen er meget varieret. Befriende varieret, og et opløftende bidrag til dansk science fiction. To noveller stikker særligt ud for mig. De to var Hans Peter Madsens “Pindsvinet” og Richard Ipsens “Skøjteløber”.

“Pindsvinet” er meget velskrevet, men er også en interessant og lidt anderledes måde at læse en novelle på. Samtidig præsenter den en idé jeg endnu ikke har læst i science fiction (tror jeg). Stemningen i “Skøjteløber” er så unik, at jeg vendte tilbage og læste den igen med det samme, selvom historien ikke lige faldt i min smag. Og igen et par dage efter.

Anmeldt af Anne Dencker Bædkel i Himmelskibet 47

Udgivet i Antologi, Bøger, Science Fiction | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger

Slaget_ved_LyngbySlaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger
Antologi; red. Niels Dalgaard
Science Fiction Cirklen, 2011. 254 sider
ISBN: 978-87-90592-55-4
Omslag: Carl-Eddy Skovgaard

Denne udgivelse fra Science Fiction Cirklen er ikke helt ny, men eftersom novellerne heri i forvejen har omkring 100 år på bagen, gør et par år fra eller til vist ikke den store forskel i forhold til en anmeldelse.:)

Som undertitlen antyder, handler de seks noveller om tænkte fremtidige krigsscenarier og følger i den retning samme tråd som en tidligere udgivelse i serien ‘Gammel Dansk Science Fiction’, nemlig Karl Larsens Dommens dag der oprindelig udkom i 1908 og blev genudgivet af SFC 100 år senere i 2008.

I Dommens dag angriber Tysk­land Danmark, hvis militær er blevet nedprioriteret, og det er samme udgangspunkt her i titelnovellen “Slaget ved Lyngby”. Tyskland invaderer Danmark, som forgæves håber på hjælp fra Rusland da det danske militær slet ikke kan hamle op med den effektive tyske krigsmaskine. P. N. Nieuwenhuis står bag novellen, der udkom i 1880. Nieuwenhuis havde en lang militærkarriere bag sig, og fortællingen sprudler da heller ikke ligefrem litterært, men tynges i stedet af alenlange militære opremsninger.

Samlingens anden novelle er langt lettere at læse og dermed også (i mine øjne) mere underholdende. “Københavns belejring i 189*” er skrevet af R-r, og igen trues Danmarks grænser af en tysk invasion. Men i stedet for kun at se på situationen i Danmark, lader R-r konflikten sprede sig til hele Europa, idet Frankrig og Rusland står overfor Tyskland og Østrig. Danmark forsøger at holde sig neutralt, men invaderes alligevel, og endnu engang beskrives det danske militær som aldeles utilstrækkeligt. Modsat “Slaget ved Lyngby” må den ukendte forfatters motiv altså være at advare mod en militæroprustning.

“Den store revolution 1904” er ligeledes skrevet af en anonym forfatter og blev trykt som en avisføljeton i 1901. Her er der ikke tale om en udenlandsk invasion af Danmark, men derimod en anarkistisk revolution i København. Historien er på den ene side satirisk med masser af ‘name dropping’ af datidens kendte, men samtidig indeholder den ret voldsomme og udpenslede scener, som beskrivelsen af, hvordan anarkisterne torturerer og dræber børn af rige forældre.

Viggo Schiwe har skrevet novellen “Lynet”, hvor den tyske kejser Wilhelm for at forberede sig på krig med England og Frankrig flytter tropper til Danmark for at ‘tilbyde’ at hjælpe kong Frederik d. 8. med at bevare landets neutralitet. Skulle kongen nægte, bliver tropperne alligevel, men så som besættelsesmagt og med store økonomiske konsekvenser for landet. Endnu engang ender det med, at slaget udkæmpes på dansk jord med danskerne som de store tabere, der nogle år efter krigen må indgå i en skandinavisk forsvarsunion med Sverige og Norge. “Lynet” udkom i 1908, samme år som Dommens dag, og blev i første omgang udgivet anonymt, men da en mistanke om plagiat blev luftet, meldte Schiwe sig på banen med afvisninger af dette. Ligesom P. N. Nieuwenhuis er Schiwe tilbøjelig til at remse alt for mange tal og navne op, men “Lynet” er dog alligevel langt mere læsevenlig.

Som et modsvar til Schiwes pessimisme udgav Ekstra Bladet, ligeledes i 1908, fortællingen “Skypumpen” der tykt parodierer historier som bl.a. “Lynet”. Historien er skrevet af Julius Magnussen og Frejlif Olsen og er en ret morsom fortælling om, hvordan tyskerne vil invadere os, men i stedet ender Danmark med at herske over hele Europa pga. danskernes store tapperhed og fædrelandskærlighed. “Skypumpen” hører klart til de bedre læseoplevelser i samlingen, og de to forfattere var da også journalister og derfor vant til at skrive.

Samlingens sidste fortælling hedder “Angrebet på København 8. juli 1918 skildret af et øjenvidne”. Den udkom i et månedsblad i 1909 og er af en ukendt forfatter. Historiens fortæller er tidligere militærmand, som pga. en skade har måtte lade sig pensionere. Han er dog stadig stærkt optaget af landets forsvar og forsøger – forgæves – at gøre den militær ledelse opmærksom på, at man trods oprustning og udbygning af forsvarsværker helt glemmer ‘det vertikale forsvar’. Ingen vil dog lytte til ham, men heldigvis er han på plads til at hjælpe, da tyskerne angriber med luftskibe, som det danske forsvar er fuldstændigt hjælpeløse overfor. Historien er en blanding af en heltefortælling og en fremtidskrigsfortælling, som vil fortælle en underholdende historie og gøre opmærksom på at det ikke nytter at stagnere i sin militære tankegang, men at man er nødt til at holde de nye våben og metoder for øje.

Udgivelsen sluttes af med et oplysende efterord af Niels Dalgaard, som både forklarer om perioden, genren og særlige omstændigheder for historierne og som også fungerer som opslagsværk over de mange navne og betegnelser der bruges undervejs.

Som altid er Dalgaards efterord fremragende til at give en forståelse af historierne og hvorfor de er valgt til udgivelsen. Det hjælper på oplevelsen at få sammenhængen til sidst, men jeg må indrømme, at jeg undervejs i læsningen til tider havde lyst til at lægge bogen fra mig. Især titelnovellen var uhyre kedelig, men jeg forstår alligevel godt bevæggrundene for at tage den med i samlingen og også hvorfor den står først. Det gør den desværre bare ikke til underholdende læsning. I den anden ende af spektret er “Skypumpen”, hvis satiriske tone og betydeligt bedre fortalte historie stadigvæk er morsom og læseværdig.

Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger er et godt indblik i en genre, der i denne særlige form kun eksisterede i en kortere periode. Samlingen er ikke så umiddelbart tilgængelig som hverken Dommens dag eller Slaget ved Dorking, og jeg tænker, at man skal have en vis interesse i enten militærhistorie eller større kendskab til tidens politiske og kulturelle klima, end jeg har, for at få fuldt udbytte af udgivelsen.

Anmeldt af Jette S. F. Holst i Himmelskibet 47

Udgivet i Antologi, Bøger, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Claire North – Harry Augusts første femten liv

Harry_AugustHarry Augusts første femten liv
Roman af Claire North
Rosinante, 2016. 468 sider
Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild efter The First Fifteen Lives of Harry August
Omslag: Mikkel Henssel
ISBN: 978-87-638-4094-1

Harry Augusts første femten liv er en velskrevet, veldrejet og anderledes tidsrejse-roman, der både vækker til eftertanke og underholder på samme tid.

Sidste år læste jeg Kate Atkinsons roman Liv efter liv, som omhandler pigen Ursula, der fødes igen og igen og må gennemleve et utal af liv uden at vide, hvorfor hun nogle gange har på fornemmelsen, at hun har oplevet en begivenhed før. Liv efter liv var fremragende skrevet, og da jeg hørte om Harry Augusts første femten liv, tænkte jeg, at den lød lidt i samme boldgade, men nok ikke kunne være ligeså god. Jeg tog fejl.

Harry Augusts liv starter på dametoilettet på jernbanestationen Berwick-upon-Tweed, nyt­årsdag 1919. Moren dør efter fødslen, og da Harrys far er den lokale herremand, Rory Hulne, hvis familie ikke er interesseret i at få en bastard i huset, så vokser Harry op hos Harriet og Patrick August, der arbejder som opsynsmand for familien Hulne.

Harrys liv er ganske almindeligt, og han dør i 1989 som en fraskilt, barnløs folkepensionist, og så burde den historie være forbi. Men i stedet for fødes Harry igen nytårsdag 1919, og det hele starter forfra, og modsat Ursula i Liv efter liv husker Harry hver en detalje fra sit første liv.

Claire North lader Harry selv fortælle sin historie, som han starter ved afslutningen af sit ellevte liv. Her ligger han for døden, da en lille pige opsøger ham på hospitalet, hvor hun beder ham overbringe en besked, der lyder: “Verdens ende er på vej, som den nødvendigvis altid må være det. Men det går hurtigere og hurtigere.”

Herfra springer vi tilbage til begyndelsen, dvs. til Harrys fødsel og første liv, og så videre frem med spring i både i liv og tid mens vi følger Harrys erindringer fra tidligere liv, som både kan være 10 år før og samtidig 150 år senere. Det kunne blive temmelig forvirrende, men North har styr på sin fortælling, der trods sin snørklede struktur er både spændende og letforståelig.

Det viser sig, at Harry ikke er den eneste af sin slags. I Kronos-logen møder han andre udødelige som har organiseret sig, bl.a. for at kunne hjælpe medlemmerne nemmere gennem barndommen når de genfødes med et sind, der kan være hundredvis af år gammelt. Logen holder dog også øje med, at ingen piller for meget ved de temporale begivenheder, så tidens forløb ændres, hvilket beskeden på Harrys dødsleje dog tyder på, at nogen er i gang med. Og Harry har en idé om, hvem det kan være.

Ud over den umiddelbart spændende handling er Harry Augusts… også en roman om determinisme og fri vilje, om venskab, kærlighed og selve eksistensens kompleksitet.

Jeg er duperet, hvordan North indarbejder forholdsvis komplekse fysikteorier ved at lade Harry diskuterer muligheden af paralleluniverser, kvantespejle og forståelsen af universet, uden at det på nogen måde går ud over hverken flow eller spændingsniveau. Og da hun samtidig har kreeret nogle personer, der er interessante og troværdige, ender Harry Augusts første femte liv som en overvældende oplevelse, der efterlader læseren både følelsesmæssigt og intellektuelt grebet.

En helt igennem imponerende roman af Claire North (som i øvrigt er et pseudonym for den britiske forfatter, Catherine Webb, der har skrevet en række romaner, hvor Harry Augusts… dog er den første, der er blevet oversat til dansk).

Ville de skyde Hitler?” spurgte jeg. Han skulede olmt. ”Jeg troede lige, vi havde fastslået, at der er en vis sandsynlighed for, at universet bliver ødelagt ved en sådan temporal indgriben.”

“Vi postulerede også et parallelunivers, som De muligvis ville kunne forskåne for krigens prøvelser,” svarede jeg. “Vi fremsatte endog en hypotese om en verden, hvori De selv ville kunne opleve glæden ved en sådan fred, paradokset desuagtet.”

Han trommede med fingrene på kanten af stolen. Så røg han det ud af ham. “Der er også socioøkonomiske kræfter at tage i betragtning. Var Hitler eneårsag til krigen? Nej, vil jeg mene.” “Men den drejning, krigen tog…?”

“Det er jo lige netop det!” udbrød han, på ny med øjenbrynene i fuldt sving. “Hvis jeg træffer beslutningen om at skyde Hitler, hvordan kan jeg så vide, at en, der er mindre villig til at kæmpe med Rusland midt om vinteren, eller til at belejre byer med minimal strategisk værdi på bekostning af hundredtusindvis af mænd, eller begynde at bombe London og ikke dens flyvepladser – hvordan kan jeg vide, at denne anden, mere tilregnelige krigsmager ikke opstår af de eksisterende betingelser?”

“Hævder De kompleksitet som undskyldning for inaktivitet?”

Anmeldt af Jette S. F. Holst i Himmelskibet 47

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar