Himmelskibet – Magasinet for Fantastik

Læs om Magasinet Himmelskibet

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

H.P. Lovecraft’s kronologiske værker – 1917

H.P. Lovecraft’s kronologiske værker – 1917
Noveller af H.P. Lovecraft
HN Publishing, 2016
e-udgivelser

Det at Lovecrafts historier er i public domain, sammenholdt med e-bogs-formatet har gjort det lettere og billigere at udgive bøger, betyder at vi ser flere og flere danske Lovecraft-e-bøger. En del af disse udgivelser er af enkeltstående noveller. Forlaget Valeta har udgivet “Erich Zanns Musik”, og i Himmelskibet 46 anmeldte jeg forlaget Lingo Publishings lille stribe af udgivelser af oversatte Lovecraft noveller.

Forlaget HN Publishing har sat sig for at udgive Lovecrafts samlede udgivne værker i den rækkefølge som de oprindeligt er blevet udgivet. Det har indtil nu ført til udgivelsen af de tre noveller “Graven” (“The Tomb”), “Dagon” (“Dagon”) og “Erindringer om Dr. Samuel Johnson” (“A Reminisence of Dr. Samuel Johnson”), som hver deres e-bog. Omkring årsskiftet til 2017 blev de tre noveller så samlet i én udgivelse med titlen H.P. Love­craft’s kronologiske værker – 1917.

Graven

Starten på “Graven” (The Tomb) er et godt eksempel på hvorfor mange finder Lovecraft svært tilgængelig. Den starter meget knudret og i en stil hvor mange læsere nok vil springe fra. Man skal dog ikke snyde sig selv for at læse videre, for stilen indrammer perfekt historien om en ung mands fascination af historien om en gammel slægts endeligt. En slægt som de lokale hvisker gyselige ting om, hvis palæ brændte ned efter et lynnedslag. Den unge mands interesse centrerer sig om det gravsted hvor slægten er begravet, et gravkammer der ikke har været åbnet i 50 år. En dag finder han dog nøglen til gravkammeret, og hans undersøgelser fører ham ad mystiske veje. Dette er den første Lovecraft-udgivelse fra HN Publishing, men det bør ikke være her en ny læser begynder. Så bør man hellere starte med deres anden udgivelse “Dagon”. Hvis man så, som jeg, er til Lovecrafts stil, så kan/bør man vende tilbage til “Graven” og udforske forfatterskabet videre.

Dagon

Under første verdenskrig strander en sømand på havet i en redningsbåd, efter hans skib er blevet angrebet af den tyske flåde. Båden ender på et kæmpe stykke hævet havbund, hvor han finder beviser for at der findes væsner i havets dyb som er så afskyelige, at han ikke kan holde ud at leve videre med denne viden.

Novellen er en klassisk Lovecraft-novelle, hvor en person har fået en viden, der har drevet ham ud i sindssyge, og han sidder nu på det sidste og nedfælder sin viden.

Novellen er skrevet af Lovecraft inden han havde fået etableret sine mytologinoveller. På mange punkter er handlingen nærmest en tidlig udgave af novellen “The Call of Cthulhu”.

Lovecraft er svær at oversætte, men jeg syntes faktisk at denne oversættelse fanger novellens stemning godt. Den vil være et glimrende sted at starte for de der ønsker at stifte bekendtskab med Lovecraft.

Erindringer om Dr. Samuel Johnson

I denne historie er skribenten over 200 år gammel, men det er egentligt ikke så meget sin egen historie han fortæller, mere lidt om sit bekendtskab med Dr. Samuel Johnson. Novellen virker til at være en indledning til en længere beretning om bekendtskabet, men den kommer aldrig så langt, og så vidt jeg ved, skrev Lovecraft ikke andre noveller der samler op hvor denne stopper.

Denne historie skal nok læses som en humoristisk kommentar på Lovecraft selv og den kritik han fik af sin skrivestil. Den er hverken blandt de bedste eller mest interessante af hans værker, men det gør det næsten blot mere prisværdigt at den her bliver oversat. Andre ville nok have sprunget denne over, men det at forlaget vælger at oversætte og udgive den, viser at de har tænkt sig at udgive hele striben af Lovecrafts udgivne noveller, og det skal de bestemt have ros for. Historien selv er dog næppe interessant for andre end Lovecraft-fans.

Som Lovecraftfan ser jeg det som et prisværdigt projekt som forlaget har kastet sig ud i, specielt fordi de ikke udelukker at de senere vil samle deres oversættelser til en samlet bog der kunne ske at komme i print, men indtil videre må vi tage imod dem som de kommer.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Maya Salolin – Menneskesønnen

Menneskesønnen
Den 8. bog om Satan
Kortroman af Maya Salolin
Kandor, 2016, 66 sider

Ottende og sidste bind i Kandors serie, hvor forskellige forfattere giver deres bud på en fortælling om Satan, er skrevet af Maya Salolin. Denne gang tages der udgangspunkt i den kristne skabelsesberetning. Den starter helt inden universets skabelse, med Lucifer der bevæger sig rundt i mørket uden at kende til andet. Da universet skabes, bliver han både forundret og nysgerrig, så i stedet for at slutte sig til englekoret der bruger alt deres tid til at lovsynge og prise Gud og hans skaberværk, begiver Lucifer sig rundt på Jorden for at lære mere om denne verden. Gud konfronterer ham flere gange og byder ham at deltage i de andre engles kor, men Lucifer bliver ved med at være draget af jorden og skabningerne der lever her.

Det ender med at Gud sender Lucifer ud af Himmelen og fratager ham englestatussen, så han nu må leve som menneske. Hvor andre mennesker dog ikke har nogen sjæl, og de derfor forgår efter døden, så lever Lucifer videre på et åndeligt plan efter døden. Det samme gør de efterkommere som er kommet efter de børn som Lucifer fik som menneske, og efterhånden bliver der flere og flere sjæle der ikke har noget sted at tage hen efter døden. Lucifer må prøve at få Gud til at give dem plads i Himmelen, også selvom Lucifer godt ved at han aldrig selv vil blive lukket ind.

Denne historie er fortalt fra Satans synsvinkel og giver et bud på hvordan han måtte have oplevet det at blive kastet ud af Himmelen. Gud er i denne fortælling den gammeltestamentlige gud som på ingen måde er tilgivende og som ikke tolererer at nogen stiller spørgsmål ved den store skabelsesplan (samtidig med at han ikke vil fortælle hvad planen går ud på).

Bogen passer godt ind i serien og har en vinkel som ingen af de andre forfattere har valgt. Ud over at være godt fortalt, så belyser den også at ondt og godt ikke nødvendigvis er noget der kan dels op i sort/hvidt, men at det er nødvendigt at sætte sig ind i de bevæggrunde som ligger til grund for en handling. Og i denne bog et alternativt bud på hvad konflikten imellem Gud og Satan skyldes, end hvordan det normalt belyses.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Lars Kramhøft – Således forgår alverdens herlighed

Således forgår alverdens herlighed
12 Aspekter af ny, nordisk horror
Novellesamling af Lars Kramhøft
Illustreret af Mark Tholander
Calibat, 2016, 294 sider

Lars Kramhøft har efterhånden leveret historier til en række forskellige antologier, men dette er første gang vi ser en samling udelukkende med hans noveller. 12 styks er det blevet til, i en samling med undertitlen 12 aspekter af ny, nordisk horror.

De forskellige aspekter strækker sig over den skjulte uhygge, som da en bogsamler og forfatter opdager at en fiktiv person har sneget sig ind i litterære hovedværker og er begyndt at ødelægge dem indefra, bl.a. ved at dræbe hovedpersoner, til det mere direkte ubehag med en sindsforstyrret person, der er i gang med at spise sig selv.

Kramhøft viser også aspekter af klassiske horrorvæsener. Det værende den afdøde, som ikke går af vejen for at besætte de levende, blot for selv at få kontakt og afslutning med sin kæreste. Et andet aspekt er en vinkel på zombieficeringen, hvor man nu er ved at gøre det til en naturlig del af livet, at efter døden kommer en zombietilværelse, som de efterladte så må forholde sig til. I novellen “Aftenrøden” samles gamle mennesker i sikrede områder for at myndighederne netop kan være beredt på den dag de går over til næste fase. I novellen er det dog et tilfælde hvor lægernes monitorering ikke har været helt god, som følges.

I Kramhøfts fortolkning er vampyrmyten blev til et væsen der dræner folk for livsenergi, og lysarbejderen er ham der forsøger at befri verden for drænerne.

I “Jakes far” har drengen Jake ikke set sin far i måneder. Faderen har låst sig inde på sit laboratorium, og Jakes eneste kontakt med ham, er når Jake sender mad op via den lille elevator. Ingen tvivl om at der sker mystiske ting i laboratoriet og at der er noget derinde som ikke må slippe ud. Jake får dog problemer den dag nogen bryder ind i huset, for hvordan holder han dem væk fra faderen og laboratoriet?

I novellen “Cestoda” er over halvdelen af jordens befolkning inficeret med forskellige farlige parasitter, der bl.a. kan få folk til at ændre personlighed. Der er nogle der ønsker at studere nogle af disse parasittyper, specielt de parasitter der stammer fra rummet. I novellen følger vi dog ikke dem der fortager studierne, men derimod de som ufrivilligt er blevet udvalgt som testpersoner.

I en anden af samlingens noveller er det også fra rummet, at kimen til det ubehagelige stammer. Her er det en kæmpe meteorit, der har ramt jorden og sendt verden ind i en mørk tidsalder. Der er det yderligere problem, at nedslaget har åbnet op til det indre af jorden, og de væsner der nu er sluppet ud, er ikke venligt stemte over for os der bor på overfladen.

Dette er blot eksempler på nogle af de aspekter of horror-fortællinger som er i denne bog. Fælles for alle novellerne er at det er den stille horror der kommer snigende, som beskrives, fremfor at der smides en spandfuld blod og indvolde i hovedet på læseren. Dermed ikke sagt at bogen er blodfattig, det er blot ikke det som er det primære virkemiddel. Kramhøft er virkelig god til at give sine fortællinger den stemning som hører sig til for en god horrorfortælling.

Et andet af bogens virkemidler er at Mark Tholander til hver novelle har lavet en simpel, men stemningsunderbyggende illustration. De er med til at vise hvordan man med få virkemidler kan opnå noget godt.

Jeg må med skam erkende at jeg ikke er ordentligt inde i hvad der udkommer af horrorlitteratur i de andre nordiske lande og kan derfor ikke udtale mig om hvordan denne bog passer ind i forhold til ny nordisk horror. Jeg kan dog sige at bogen passer rigtigt godt ind i den nye danske horrortradition, som er blevet oparbejdet i de senere år, hvor en række forfattere har bragt nye stemmer og aspekter til.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Jon Bing – Tanz – Gådernes planet

Tanz – Gådernes planet
Roman af Jon Bing
Science Fiction Cirklen
2016, 160 sider

Den norske forfatter Jon Bings bøger om biblioteksskibet Alexandria fortæller om det mægtige rumskib, som rejser imellem koloniserede planeter for at opsamle og dele viden imellem de mennesker der bor rundtomkring i galaksen. Der er ingen der længere har overblikket over hvor mange verdner der er blevet koloniseret, da mange kolonier er udsprunget af andre kolonier og man derfor for længst har mistet kontakten med Jorden. Der har dog (så vidt bibliotekarerne på Alexandria ved) aldrig været kontakt med intelligenser som ikke var mennesker.

I de tre første bind af serien ankom Alexandria til en ny verden i hvert bind. Via deres interaktion og vidensdeling hjalp de med til at løse konflikter som den verden måtte have. I dette fjerde (og sidste bind) er Alexandria på sin rejse imod de to tvillingeplaneter Flod og Ebbe. På den lange færd er de fleste af bibliotekarerne i dvale, men der er dog nogle som er vågne for at studere den viden som det mægtige skib indeholder. Skibet selv er programmeret til at afbryde sin færd hvis nogle af de sonder den konstant sender ud, støder på noget mystisk eller interessant.

Ved bogens start har Alexandria netop afbrudt sin færd og igangsat vækningen af nogle af de bibliotekarer, som ligger i dvale. Det de står op til, er en stor asteroide som ser ud til måske at være en planet som er undsluppet sit solsystem. Ved at granske asteroidens overflade finder de en formation som ser ud til at stave ordet TANZ. Et hold bliver sendt ned for at undersøge dette. Holdet består af de venner som vi kender fra de første bøger, men det viser sig hurtigt at være en noget anderledes mission, for asteroiden virker ubeboet, men der er et eller andet der fanger dem i en labyrint som de nyt må slippe ud af og i forsøget derpå måske også lykkes med at løse gåden om Tanz.

Det er en skam at Bing (der døde i 2014) aldrig fik skrevet mere end fire bøger om Alexandria, for det er en interessant ide at have et rumskib flyvende rundt med det ene formål, at sørge for at viden bliver opsamlet og delt. Tanz – Gådernes planet adskiller sig som nævnt fra de tre første bøger, hvilket bestemt er en god ting, for det er med til at udvide fortællingen om bøgernes univers.

Har man læst de første tre bind, så bør man bestemt også læse dette fjerde, og selvom serien er en ungdomsserie, så er der som sagt nogle gode ideer i den, som man også som den voksne læser vil kunne underholdes af. Det er bestemt også en serie man kan anbefale til den unge læser som gerne vil starte op på at læse science fiction.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Patrick Leis – Necropolis

Necropolis
Roman af Patrick Leis
Valeta, 2016

I 2003 udgav Patrick Leis zombiebogen Requiem på forlaget Carlsen. Dette virkede til at være en selvstændig bog, men det viste sig at den blot var en i en serie af zombiebøger fra hans side. Faktisk viste den sig at passe ind i en sammenfletning af flere af hans bøger, en sammenfletning som løbende er blevet mere udvidet.

I 2006 udkom Pax Immortalis på forlaget Facet, og der tegnede sig nu en trilogi om de dødes genopstandelse fra graven. Da næste bog, Necropolis, udkom i 2008 på Facet, viste det sig at det ikke var sådan at tingene forholdt sig, for her var tale om en prequel, som berettede om hvordan verden var gået under og hvad der havde ført til at zombiefaren havde udviklet sig. Bogen var ikke en decideret roman, men en samling af beretninger og fortællinger der sammensatte forhistorien. Samtidig trak den tråde til Leis’ science fic­tion-bog Psykonauten (Klim, 2007) og til en endnu ikke udgivet fortsættelse til denne.

Næste bind viste sig heller ikke at være afslutning, for her var der tale om to-binds udgivelsen Camp 41 (Facet, 2011) som rent tidsmæssigt finder sted midt i Necropolis. I bøgerne er der heldigvis en oversigt der viser hvordan de forskellige bøger er flettet sammen.

Nu er det ikke fordi der ikke er kommet horrorbøger fra Leis siden da, men sidste/næste bind i zombieserien har vi måttet vente på. Men nu er der nyt.

Planen er at hele serien skal udgives på forlaget Valeta, men i stedet for at starte med Requiem igen, har man valgt at udgive dem i den kronologiske rækkefølge og er derfor startet med Necropolis.

Jeg ved ikke om dette nødvendigvist er det kloge valg, da jeg tror denne bog fungerer bedst ved at blive læst som en prequel, men det må næsten være en der ikke har læst de andre bøger, som skal vurdere om det fungere at starte med dette bind. Noget der dog gør at folk, der allerede kender serien, bør læse denne genudgivelse, er at der her mere er tale om en ny udgave end blot en genudgivelse. Teksten er blevet gennemarbejdet, og der er både kommet nye kapitler, samt udvidelse til de eksisterende.

I stedet for at gentage den anmeldelse som jeg i sin tid lavede da bogen første gang udkom (kan læses i Himmelskibet nr. 19 eller på www.himmelskibet.dk), vil jeg mere gå ind i hvad det er for en type bog. Dette er ikke den klassiske zombiefortælling, hvor vi følger en lille flok menneskers kamp for at overleve interne stridigheder og trusler udefra fra andre desperate overlevende og de udøde. Det er den historie der fortælles i Requiem.

I Necropolis er det en række mindre beretninger i forskellig fortællestil, der fortæller om verdens undergang. Ved at det er en prequel, så ved man at det hele ender skidt og at stort set ingen af dem man følger, vil overleve; omvendt er der heller ingen som man rigtigt kommer til føle noget for og håber på deres overlevelse, da man kun følger dem kort. Dette fungerer i en bog som denne, da det netop ikke er beretningen om de enkelte mennesker, men om samfundets forfald.

Hvis man kigger i den oversigt der er i bogen over sammenhængen imellem bøgerne, så er der også knyttet nye bøger ind i sagaen nu, bl.a. Kafkalatte (udkommet på PrintXpress i 2013), hvilket også har resulteret i mindre omskrivninger af Necropolis for at få det hele til at passe sammen.

For de der allerede kender serien, er der som sagt stadig nyt at hente i denne bog i forhold til første udgave, og for de der ikke gør, så ved jeg ikke helt om ikke det vil være en fordel at de venter til Requiem udkommer og så starter der, for så at gå tilbage til Necropolis, men uanset hvad, så er det en serie der kan anbefales hvis man ønsker at læse en god serie om de levende døde, som er ved at indtage jorden, og om hvordan de overlevende forsøger at skabe et nyt samfund. Nu er det blot spændende hvor lang tid der går inden det hidtil uudgivne sidste bind udkommer og om de bøger der ligger inden Necrodemic-serien, nu også udgives/ genudgives.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Novellesamling | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Jesper W. Lindberg – Bigfoot og Yetien

Bigfoot og Yetien
Myter og mysterier #2
af Jesper W. Lindberg
Tellerup, 2016, 87 sider

Der er af flere omgange udkommet bøger, der har redegjort for forskellige myter, sagn og mysterier, og hvor det tiltænkte publikum har været unge. Forlaget Tellerup er ved at udgive en ny serie af sådanne bøger, og de første tre bind er udkommet, og har emnerne “Uhyret i Loch Ness”, “Bigfoot og Yetien” og “Jack the Ripper”. I denne anmeldelse er det bogen om “Bigfoot og Yetien” som er omdrejningspunkt.

Bogen gennemgår en række af de bedst kendte observationer af bigfoots, yetier og andre store menneskeaber, både de der er blevet afsløret som fup og de der stadig regnes som værende ‘beviser’ for disse væseners eksistens. Det er næsten sjovest at læse om de der er blevet afsløret som fup, for det er utroligt så mange der har forsøgt at få opmærksomhed og tjene nogle penge på at lave billeder af disse væsner.

Bogen er en god indgang til at give en oversigt over myterne, uden at man føler at den prædiker at man enten skal tro eller ikke tro. Den har nærmest en vinkel der siger, at selvom meget er afsløret som svindel eller værende observerede bjørne og andre dyr, og vi ikke har et endeligt bevis, så kan tvivlen godt kom­me myten til gode, og mysteriet kan holdes åbent.

Bogen er således ikke til folk der allerede er velbevandret i emnet, men den er en god indgang for de der gerne vil præsenteres for nogle af de myter og mysterier som findes derude.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Faglitteratur | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

A. Silvestri – Sand og sten, stål og glas

Sand og sten, stål og glas
Udvalgte fortællinger af A. Silvestri
Calibat, 2016, 222 sider

Hvis man har fulgt Silvestri på Facebook eller på hans blog, så har man også kunnet følge hans planer om at samle de forskellige noveller han har fået udgivet i magasiner (som Himmelskibet) og antologier, da noveller udgivet på den måde ofte hurtigt ‘forsvinder’. Disse vil han nu samle i en række novellesamlinger, som i starten kun var tænkt til at skulle være ebogs-udgivelser. På bloggen lagde han op til læserne at komme med input til formatet, og det endte med at der kom et kort efterord til hver af novellerne, noget jeg syntes fungerer rigtigt godt.
Den første samling der er udkommet, er Sand og sten, stål og glas, som er en samling af science fiction-noveller. Den består af otte noveller, hvoraf de syv har været udgivet tidligere, primært i forskellige udgivelser fra Science Fiction Cirklen, mens den sidste udgives for første gang.

Verdens undergang er en form for tema i disse noveller, eller man skal måske nærmere sige verdens forandring. For jorden stopper ikke med at rotere, men menneskets levevilkår er eller bliver forandret. I nogle af novellerne er forandringen på vej, mens vi i andre befinder os i perioden hvor en ny verdensorden er ved at blive bygget. Om det så er ved at de overlevende nu skal klare sig med ældre tiders teknologi, eller ved at de er ved at skulle skabe grobund for at kommende generationer skal kunne overleve.

I samlingens første novelle har et nyt styre taget over, men vi følger alligevel tilblivelsen ved at en af det nye styres skabere sidder og beretter om tilblivelsen og om hvor meget bedre verden er blevet. Imellem alle de lovprisende ord kan man dog hurtigt spore diktaturet, og novellen sluttes da også af med at tilhøreren må møde det nye styres konsekvens. Flere af de andre noveller har refereret til denne indledende tekst. Novellerne kan læses som uafhængige tekster, men de kan også læses som værende nogen der beskriver den samme verdens udvikling, blot set fra meget forskellige tidsperioder.

I bogens anden novelle, “Glemmer du, så husker jeg alt”. er der endnu en person der møder den konsekvens som styret lader ramme sine kritikere. Her er det en forfatter, der igennem flere bøger har været kritisk overfor styret, men en dag hentes han, og hans hukommelse slettes. Hver morgen vågner han nu op med en mental tilstand der er på barnestadiet, og så langsomt opbygges han til sit voksne sind i løbet af dagen. Hans kone gør hvad hun kan for at sørge for at han bliver sig selv i løbet af dagen, på trods af at han altid har været voldelig over for hende, men da det er det hun forbinder med hans kærlighed til hende, så er det det hun nærmest prøver at få frem hver dag.

Dette er en novelle hvori det efterord som er knyttet til hver novelle, virkeligt giver noget ekstra med, da Silvestri her skriver om hvordan det netop har været det at nogen voldsramte kvinder bliver i det voldelige forhold, som han ville bruge i denne novelle.

I den næste novelle er efterordet også interessant at få med som læser. Novellen er skrevet som en ordblind der forsøger at skrive sin beretning, og i efterordet fortæller Silvestri lidt om sit forarbejde med at sætte sig ind i hvordan ordblindes fejl er opbygget. Det er et interessant eksperiment, og som læser vænner man sig hurtigt til at læse igennem skribentens formuleringer og stavemåder.

“Matthæus 20:16” er en tidsrejsehistorie, hvor det er lykkedes en mand at rejse frem i tiden. Her er han ventet, og der venter ham en vigtig mission og en stor beslutning. Der er ingen mulighed for at rejse tilbage igen. Fremtiden er således noget helt andet end han havde forestillet sig, for hans formål med at rejse, var egentligt blot for at gøre det, og så kunne vende tilbage og hovere overfor sine kolleger i de videnskabelige kredse.

“Ukrudt” er en dyster beretning om en flok mennesker der er ved at sikre sig at en planet i fremtiden vil være beboelig for mennesker. Dette kan dog kun ske ved at planetens fauna efterhånden bliver skræmt fra at gøre mennesker fortræd, noget der dog kun kan sikres via store ofre. Dette er nok min favorit i samlingen, og den beskriver en form for terraforming som jeg ikke har set beskrevet før.

“I sit ansigts sved” er fortællingen om hvordan plattenslagere forsøger at klare sig i en verden hvor maskiner og elektriske apparater ikke længere fungerer og hvor gamle arbejdsmetoder nu skal sikre at der stadig produceres fødevarer og andre produkter.

I “Sand og sten, stål og glas” er samfundet nu kommet til et punkt hvor styret vurderer at der kun er plads til folk så længe de kan bidrage til samfundets udvikling. Vi følger her en af dem som skal sidde og tage beslutninger om hvornår folk ikke længere bidrager nok. En dag finder han dog en fejl i systemet, noget som han slet ikke kan forholde sig til, for i hans øjne så kan systemet ikke lave fejl, så hvad skal han nu gøre?

“Den allersidste dans”. Dette er en undergangssymfoni og er en interessant tekst at læse, en tekst som giver en god afslutning på denne samling.

Silvestris projekt med at samle sine noveller må siges at være lykkedes i dette første bind. Når man nu sidder med slutresultatet, fornemmer man ikke at dette ‘blot’ er en opsamling, men man sidder faktisk med en samling der fungerer som en selvstændig novellesamling, der genremæssigt og tematisk hænger sammen. Skulle man have læst de af novellerne der tidligere har været udgivet i forvejen, så er der stadig noget at komme efter her, da enkelte historier ofte kan drukne i antologier der har 15-20 noveller i sig, men hvor de her mere fungerer som en del af enhed. Ligeledes har han været igennem dem igen og har omskrevet og strammet dem op hvor han har fundet det nødvendigt.

Ud over de mange antologier som Silvestri har bidraget til, har han også en række selvstændige bøger bag sig, og denne bør stå i bogsamlingen ved siden af de andre, og har man ikke stiftet bekendtskab med science fiction-delen af hans forfatterskab, så er dette bestemt et godt sted at gøre det.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Novellesamling, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Mikkel Harris Carlsen – M

M
Roman af Mikkel Harris Carlsen
Kandor, 2016, 170 sider

Selvom Fuglene af Mikkel Harris Carlsen, som jeg netop har anmeldt herover,adskiller sig i sin opbygning fra hans tidligere udgivelser såsom Kakerlakmennesket (anmeldt i Himmelskibet 38) og Midnatsmuse (anmeldt i Himmelskibet 44), så er der en genkendelighed i de groteske og mystiske fortælling han beskriver. I 2016 udgav han også romanen M, som adskiller sig fra alle de tidligere. Her er decideret tale om en roman, også selvom der har sneget sig en novelle ind som et kapitel.

Vi følger en ung forfatterspire, som egentlig var udset til at skulle overtage sin fars forretningsimperium, men for hvem drømmen om at leve som forfatter trækker. Han er flyttet væk fra forældrene og har slået sig ned under sit pseudonym, og han prøver nu at skrive historier til forskellige magasiner for at brødføde sig den vej. Han er dog ramt af en skriveblokade og forsøger nu at finde inspiration omkring sig. I den gade hvor hans pensionat ligger, er der et antikvariat som han begynder at besøge flere gange om ugen. Indehaveren kan fortælle ham meget om området, og ikke mindst om litteratur i alle dets former. Det viser sig at der tidligere har boet en kæmpende forfatter ved navn Thomas Bradbury på samme værelse som vores hovedperson, og han forsøger at grave i denne forfatters historie og skæbne. Dette leder ham til den prostituerede M, som var blevet Bradburys ven og på mange måder også hans muse. Bradbury er dog forsvundet, og der er ikke rigtig nogen spor der leder til hvad der er sket.

På mange måder misunder hovedpersonen Bradburys mys­tiske skæbne, for netop det at være en forhutlet kæmpende forfatter, er netop det som hovedpersonen søger, måske også i sit forsøg på at fjerne sig fra den plan som forældrene har lagt for ham.

Der er mange punkter hvorpå denne bog adskiller sig fra Mikkel Harris Carlsens andre bøger. Til dels er det en roman, men det er også en historie der ikke begiver sig ud i det groteske på samme måde som de andre. Godt nok er nogle af de historier som M fortæller om sit arbejde til hovedpersonen groteske, men med undtagelse af én, så er der ikke nogen der indeholder noget mystisk eller overnaturligt. I den ene er der dog indeholder noget sådant, er det mystiske meget fysisk, men ikke noget der for alvor ændrer på bogens overordnede fortælling.

Bogens bagside fortæller at dette er en hyldest til gamle bøger, magiske ord, fabulerende fortællelyst og litterære mysterier. Ingen tvivl om at Harris Carlsen skriver i en tone som er fabulerende, men den historie som han fortæller her, måtte meget gerne have været mere fabulerende og mystisk.

Ingen tvivl om at jeg mere er til historierne i hans andre bøger end i denne, men omvendt så er det også helt rart at se ham kaste sig ud i en roman fremfor de korte fortællinger som vi normalt ser fra hans hånd. Det er altid spændende når en forfatter forsøger sig på noget nyt og ikke blot bliver ved det sikre og velkendte. Jeg skal så også som læser huske at lægge de forrige bøger fra mig når jeg sidder med den næste og derved give forfatteren plads til at udfolde sig på nye måder.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Novellesamling | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Mikkel Harris Carlsen – Fuglene

Fuglene
Roman af Mikkel Harris Carlsen
Forlaget Æther, 2016, 144 sider

Forlaget beskriver selv Mikkel Harris Carlsens nye bog som en ‘absurd roman’, og absurd er en meget passende beskrivelse, men om det er en roman, er mere et spørgsmål.

Vi følger regnskabsmedarbejderen John igennem en lang række groteske episoder. De har ikke anden sammenhæng end at de omfatter ham, og der er ingen konsekvens imellem historierne, så når John i et brudstykke maltrakteres i en slagterbutik, har det ingen indflydelse på at han i et efterfølgende skal til at motionere mere.

Bogen har sammenhæng og giver mening på samme måde, som en nats drømme kan tage drømmeren igennem et hav af forskellige scenarier, som imens drømmen står på, føles som sammenhængende, men efterfølgende kun kan gengives i usammenhængende brudstykker. Det er det samme der gør sig gældende i denne bog, så den kan være svær at kalde en roman, men omvendt er det heller ikke en novellesamling, for den fungerer bedst som et samlet værk, som giver et indblik i Johns mærkelige verden. En verden der på trods af sine groteskheder, og det at hovedpersonen dør et par gange, stadig hænger sammen, da den nulstilles for hver fortælling.

Havde det været en novellesamling, ville jeg i anmeldelsen have fremhævet de noveller jeg syntes bedst om, men dette er ikke noveller. Jeg vil dog kort beskrive et par af brudstykkerne for at give et indtryk af bogen.

Det er valgdag, og John er netop gået ind i boksen for at stemme. Imens hans øjne løber hen over stemmesedlen, hører han en presset mand fra boksen ved siden af, der beder ham om at række noget papir ind under, da der er løbet tør derinde. John er en flink mand, så han deler sin stemmeseddel i to og rækker den ene del under til den trængende mand ved siden af.

I en anden stiger John ind i en overfyldt elevator. Selvom den er helt fyldt, så bliver folk ved med at stige på, og til sidst kan ingen røre sig, og ingen kan stige af. Menneskeklumpen ender med at stå samlet i elevatoren i flere måneder, hvilket bl.a. fører til kannibalisme for at de kan overleve. Da de endelig kommer ud, går de hvert til sit.

Sådan følger den ene korte tekst den anden, og samlet giver den en fortælling om det groteske univers som John er fanget i.

Det der gør at dette fungerer så godt som det gør, er at forfatteren skriver i en bekrivende stil som perfekt understøtter universet.

Dette er Harris Carlsens fjerde bog, og han har flere gange haft noveller trykt i Himmelskibet (senest i nummer 46), så der har været rig mulighed for at stifte bekendtskab med hans groteske historier tidligere, og hvis disse faldt i din smag så skal du bestemt ikke undlade at anskaffe sig Fuglene, for her er endnu et indblik i et fantastisk fortælleunivers.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Monster

Monster – 11 horror-noveller
Antologi
Teddy Vork, A. Silvestri, Lars Ahn Pedersen m.fl.
Kandor, 2016, 218 sider

Forlaget Kandor er for nyligt blevet lagt ind under forlaget Dreamlitt, da Kandor var et enmandsforlag, hvor arbejdet efterhånden var ved at overstige hvad der var sjovt for redaktøren. Kandor videreføres som navn, så vi vil se flere bøger med dette labl lpå, men der er da også stadig et par bøger under det gamle setup, som vi endnu ikke har fået omtalt i Himmelskibet.

En af disse er antologien Monster. Kandor har tidligere udgivet antologierne Vampyr og Varulv, der hver især indeholdt forskellige vinkler på de klassiske monstre. Denne gang er emnet blot monstre, hvilket giver mulighed for endnu bredere fortællinger. For selvom der var mange vinkler på at fortælle om f.eks. varulve, så var det også noget, der gjorde at det var svært at blive overrasket som læser, da det var givet at det var en variant af lige netop dette monster som de enkelte historier handlede om.

I Monster har der været mere frit spil, og det er også en god variation i det monstrøse som hver af de 11 bidrag byder på.

Teddy Vorks “Tomme Kar” indleder samlingen, og den har en religiøs tilgang til emnet, da der her er tale om besættelse og forsøg på eksorcisme. Det er på mange måder en klassisk Vork-novelle, hvor historien skrider stille og roligt fremad, imens uhyggen opbygges.

Det næste bidrag er også et bidrag som på mange måder er let genkendeligt for forfatteren. Det er A. Silvestris “Om blod og blæk”. Silvestri har flere gange skrevet i samme weird fiction-tradition som bl.a. Clive Barker, og denne novelle er i denne tradition. Her er det monstrøse meget fysisk, men også meget hemmeligt. Det lurer skjult og kræver et offer fra sine følgerer, et offer som skal komme fra personen selv, men omvendt så bliver man også en del af væsenet. Dette er lige en novelle for mig, da den ikke kun handler om at beskrive et ubeskriveligt monster, men også i højere grad handler om at beskrive den indflydelse som mødet har på hovedpersonen.

En forfatter, der i lige så høj grad som Silvestri ynder at lege med genrer, og som ikke lader sig styre af de opstillede konventioner, men som stadig navigerer rundt i dem og sammensætter dem på nye spændende måder, er Lars Ahn Pedersen. I bidraget til denne antologi fortæller han en spøgelseshistorie. En forfatter har sat sig for at skulle skrive en spøgelseshistorie og har taget logi i en hjemsøgt lejlighed. I starten oplever han ikke noget, men dette ændrer sig. Sideløbende fortælles en historie fra bygningens fortid hvor den var et sindssygehospital. Alt dette lyder meget klassisk indenfor spøgelseshistorier, men Lars Ahn formår alligevel at bringe andre vinkler ind i historien.

Dette var tre eksempler på samlingens monsterfortællinger. Derudover er der fortællinger hvor det er i mennesket det monstrøse bor, og andre hvor der er forskellige udefra-kommende trusler. Der er sågar en historie med en af de andre klassiske monstre nemlig en mumie, eller i hvert fald et mumificeret monster.

Samlingen kommer godt rundt i et stort emne, men er på ingen måde udtømmende. Dens force er netop at det ikke på forhånd er klart for læseren hvilket monster der er tale om, så det giver mulighed for overraskelser.

En negativ ting ved denne antologi er at redaktøren, ligesom i Varulv, ikke har inddraget et forord eller en præsentation af samlingen og novellerne. Da Monster bygger på en novellekonkurrence, synes jeg det kunne have været interessant at læse noget om hvilke udvælgelseskriterier der var blevet brugt og på den måde have fået bogens noveller linket sammen og skabt en mere helstøbt samling. Det er desværre de færreste antologi-redaktører der gør dette, og i Monster mangler det også.

Så vidt jeg kan se, så fortsætter Kandor-brandet som et selvstændigt brand under Dreamlitt, men det bliver alligevel spændende at se hvad der sker fremover, og om vi får flere antologier af den generelt høje kvalitet som forlaget har været garant for.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Antologi, Bøger, Horror | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar