Himmelskibet – Magasinet for Fantastik

Læs om Magasinet Himmelskibet

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Warcraft

warcraft_ver8_xlgWarcraft
Film, USA 2016, 123 min.
Instr.: Duncan Jones
Medv.: Travis Fimmel, Paula Patton, Ben Foster, Dominic Cooper, Toby Kebbel m.fl.

Filmen Warcraft, som i danske biografer har fået undertitlen The Beginning, er ikke. som man let kunne forledes til at tro. baseret på det populære online-spil World of Warcraft, men i stedet på det gamle realtime-strategispil til PC m.m. Warcraft fra 1994 og frem.

Warcraft-spillene er fantasy, der henter mere inspiration fra rollespil som Dungeons & Dragons end fra episke værker som Ringenes herre. Man bliver ganske vist introduceret til både dværge og elverfolk, men det er en konflikt mellem mennesker og orker, der er omdrejningspunktet for filmen – ligesom i det første computerspil, der har undertitlen Orcs & Humans.

Filmen starter i orkernes verden, Draenor, der er ved at dø. En mægtig orkshaman ved navn Gul’dan skaber en magisk portal, der sender ham selv og en mindre orkhær til en anden og mere frodig verden, beboet af mennesker. Deres opgave er at fange en mængde mennesker, der kan ofres for at åbne porten længe nok til at resten af orkfolket kan komme igennem til den nye verden.

Gul’dan behersker en grøn, nekromantisk magi kaldet fel-magi, der også kan gøre orkkrigere større og stærkere. Orkhøvdingen Duratan er mistroisk over for denne magi og begynder at tro at den måske bærer skylden for Draenors død. Han beholder dog til at begynde med sine betænkeligheder for sig selv, for det handler trods alt i første gang om hans folks overlevelse.

Ikke overraskende bryder menneskene sig ikke om at orkerne kommer væltende og begynder at plyndre og tage fanger. Modstanden ledes af Llane Wrynn (spillet af Dominic Cooper, som vi har set som Howard Stark i Captain America og Agent Carter), kongen af landet Stormwind, som orkerne er dumpet ned i. Han får hjælp af sin hærfører Anduin, den unge troldmand Khadgar og Medivh, en mægtig troldmand, der udfylder rollen som rigets Vogter. En kvindelig halvork ved navn Garona tilbyder sin hjælp og lover at skaffe kontakt til Duratan, som måske kan overtales til at vende sig mod Gul’dan og hans onde magi.

Selvom filmen handler om en konflikt mellem mennesker og invaderende orker, er orkerne ikke portrætteret som onde væsener som i Ringenes herre, men som et stolt nomadefolk der er blevet ledt på afveje af Gul’dan, og det viser sig også at Gul’dan har en allieret i menneskenes verden. Så filmen handler ikke om en klassisk kamp mellem godt og ondt, men har et lige så klassisk tema: forræderi og tragedie. Tolkien krydset med Shakespeare, så at sige.

Filmen er blevet kritiseret for mere at være et oplæg til en filmserie end en historie, der hviler i sig selv, men det synes jeg er uretfærdigt. Selvom der er mange uløste konflikter når filmen slutter, er der en fin afrunding på historien, som man selv kan digte videre på, hvis der ikke kommer flere film: The Beginning, not the End, som man nogle gange ser i bøger.

Det er faktisk lidt åbent om der kommer flere film. Warcraft er tænkt som den første film i en trilogi, men filmen tjente ikke ret mange penge i USA (under $ 50 mio.), og selvom den blev meget populær på det kinesiske marked, har den ikke tjent sit budget ind, trods at den er blevet den computerspilbaserede film med størst indtjening nogensinde.

Filmen er flot lavet med overbevisende motion capture-animation af orkerne og farverige special effects på magien, der bestemt er mere kulørt end i Tolkien-filmatiseringerne. Selv­om ingen af skuespilpræsentationerne ligefrem imponerer, fungerer skuespillerne udmærket i deres roller. Design af dragter og arkitektur er også ganske udmærket. Omvendt er vi efterhånden blevet forvænt med gode produktionsværdier, og det er ikke længere nogen garanti for succes. Se bare ellers udmærkede film som John Carter og Solomon Kane, der i øvrigt også begge er baseret på kendte forlæg – om end ikke så kendte af nutidens unge som Warcraft.

Instruktøren Duncan Jones (søn af David Bowie) har tidligere lavet to udmærkede science fiction-film med moderat budget (Moon og Source Code), men dette er hans første film med stort budget ($ 160 mio). Det går ofte galt når talentfulde instruktører får lov til at slå sig løs med enorme budgetter, men jeg synes faktisk at Jones gør det ganske godt her. Jeg håber ikke at filmens manglende succes betyder at det bliver sidste gang han får lov at lave en storfilm, for jeg synes faktisk Warcraft er en underholdende film ikke helt blottet for dybde.

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 49

Udgivet i Fantasy, Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Knights of Sidonia

knights-of-sidonia-3Knights of Sidonia
Animeret tv-serie, 2014-15

Knights of Sidonia er en japansk anime-tv-serie. Netflix har købt rettighederne til denne sammen med en masse andre anime-serier, og de kan lige nu ses på Netflix i Danmark.

Knights of Sidonia er en mecha-serie, dvs. den handler om mennesker i robotter som slås mod nogle aliens kaldet Gauna. Gauna har ødelagt jorden, og nogle mennesker er undsluppet i rumskibe. Det eneste kendte rumskib er Sidonia med en befolkning på en halv million. De andre skibe er måske gået til grunde. Man ved det ikke.

Sidonia flyver evigt ud gennem rummet. Ridderne i robotterne forsvarer det mod Gauna. Gauna består af en kerne som er omgivet af ena. Når ena er væk, destrueres kernen ved at man skyder på den.

Sidonia er en kultur baseret på Japan. De har også skabt menneskelig fotosyntese, asek­suel reproduktion og menneskelig gensplejsning. Der er rygter om at toppen i samfundet har lært udødelighed.

Handlingen foregår omkring en mand som hedder Nagate Tanikaze og hans vej til at blive en ridder og hvordan det går mellem ham og hans kvinder.

Jeg kunne godt lide serien. Jeg kunne specielt godt lide anden sæson. Jeg syntes at den er godt fortalt, og jeg kunne godt lide kampene mellem mecha Gauna. Den er også lavet som tegneserie, hvis man ikke har Netflix. Tegneserien har været på Humble Bundle og kommer det måske igen. Jeg vil give tv-serien 9 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet 49

Udgivet i tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Stranger Things

stranger-things-posterStranger Things
Tv-serie, USA (Netflix) 2016
Sæson 1, 8 episoder
Instr.: Matt & Ross Duffer
Medv.: Winona Ryder, David Harbour, Finn Wolfhard, Millie Bobby Brown, m.fl.

Efter succes-serier som Daredevil og Jessica Jones kommer Netflix nu igen med en ny original tv-serie, hvor hele sæsonen er udkommet på samme tid. Stranger Things er en horror/sci-fi-serie som foregår i 1983. Man følger et sæt voksne, et sæt unge og et sæt børn, som alle har vigtige roller i en historie om et statsligt koldkrigseksperiment der er kommet til at åbne en dimensionel portal til en parallelverden hvor menneskeædende uhyrer nu kan undslippe til vores verden.

Den centrale person er den ca. 10-årige pige Eleven, som hele livet har været forsøgsperson inden for eksperimentet og har udviklet en form for mentale kræfter, der udover telekinese også sætter hende i stand til at kunne sanse og påvirke den anden dimension. Eksperimenterne har været hårdere og hårdere for hende, og derfor er hun stukket af fra den hemmelige forsøgsbase og har søgt tilflugt hos nogle andre børn i den lille omkringliggende by, Hawkins. Disse børn – Mike, Dustin og Lucas, samt Will, som forsvinder ind i den fremmede dimension i første afsnit – er ivrige rollespillere og tegneserielæsere og ved alt om superkræfter.

Det der hovedsageligt driver seriens handling, er konsekvenserne af at Will forsvinder. Hans mor (spillet af Winona Ryder) er konstant på randen af et nervøst sammenbrud, især da hun finder ud af at hun kan kontakte den forsvundne Will i paralleldimensionen via lysinstallationerne i sit hus – noget som alle andre i byen naturligvis tolker som det rene vanvid. Men der er flere spor at følge, og både de voksne, de unge og børnene følger hver deres spor og logik. Nogle gange kommer den ene gruppe til kort, men så kommer en af de andre grupper videre i sagen. En udmærket fortællestruktur.

Det er mest børnene der er hovedpersonerne, og stemningen minder særdeles meget om noget vi har set før, nemlig Spielberg-produktioner som E.T., The Goonies og Poltergeist, men også Close Encounters, Alien og The Thing. Og det er jo ikke de værste ting at lade sig inspirere af – omend det dog betyder at der er meget som ikke virker frygteligt originalt. Det er lige før det ender med flyvende cykler…

Og mens man således må sige at originaliteten af både historien, figurerne og dialogen kan ligge på et ret lille sted, og at en hel del af handlingen er meget enkel og forudsigelig, så må man samtidig se dette i lyset af at serien helt givet skal sigte efter et pænt ungdommeligt publikum som måske ikke har set disse ting før. Og i betragtning af hvor velproduceret serien er, og hvor effektivt spændende den alligevel også er, måske specielt fordi skuespillerne virker meget troværdige (bortset fra en sine steder frygtelig klichéfyldt dialog), samt i forhold til at det skal være en uhyggelig serie for et ungt publikum, så må man faktisk udråbe både fortællestilen og indholdet som værende meget vellykkede. En dimension for voksne er der såmænd også, idet man kan argumentere for at det overordnede tema handler om at forældre der ikke har prioriteterne i orden, forsømmer at tage sig ordentligt af deres børn.

I sidste ende mener jeg dog at serien alligevel ikke leverer helt så meget POW! for skillingen som man kunne have ønsket. Der står en del ubesvarede spørgsmål tilbage, og følelsen af at vi har at gøre med en veldrejet men kommerciel og klichédrevet serie, som mest har til formål at forløbe uendeligt uden at fortælle en ordentlig, afsluttet historie, er alligevel relativt stærk. Jo, jeg skal da sikkert være en af de første der ser anden sæson, men det vil godt nok være rart hvis plottet og budskabet får bare en anelse mere kød på. Underholdningsværdien fornægter sig imidlertid ikke.

Min karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 49

Udgivet i tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

The Legend of Tarzan

legend-of-tarzan-posterThe Legend of Tarzan
Film, USA 2016, 110 min.
Instr.: David Yates
Medv.: Alexander Skarsgård, Margot Robbie, Samuel L. Jackson, Christoph Waltz, m.fl.

Tarzan er tilbage på det store lærred – og det store spørgsmål er: kan historien om den heroiske hvide betvinger af Afrikas natur overhovedet fungere længere…?

Den nye film springer den sædvanlige oprindelseshistorie over (en del af den vises dog i en serie flashbacks); nu er Tarzan allerede blevet til Lord Greystoke og har skabt sig en tilværelse i England sammen med Jane. Edgar Rice Burroughs originale historier blev jo skrevet i 1910’erne, og det var også i den tid historierne foregik. I denne film er historien dog blevet flyttet til omkring 1890, og plottet er faktisk skræddersyet til den tid vi lever i nu. Den magtfulde belgiske kong Leopold II var i 1890’erne nemlig i gang med en storstilet og hårdhændet udbytning af Belgisk Congo (som her også er stedet Tarzan kommer fra), som kostede millioner af afrikanere livet. Tarzan og Jane drages ind i disse omstændigheder, naturligvis på afrikanernes side, selvom belgierne og englænderne forsøger at bruge dem i deres egen propagandas tjeneste. Og hvor filmen bevarer ideerne om at Tarzan er opdraget af aber (en speciel gorilla-art som siden er uddød), svinger sig rundt i lianer og mere eller mindre kan snakke med dyrene, så handler det ikke længere om at han også er ‘dyrenes konge’ og hele tiden vinder over vilde dyr i drabelige kampe. Tværtimod; den eneste gang han kæmper mod et dyr i filmen (sin gorilla-bror) taber han!

Som sådan er filmen ganske alvorlig, realistisk og respektfuld, set med moderne øjne, og nogle anmeldere har således indvendt at filmens klimaks, hvor Tarzan får sine løve- og gorilla-venner til at genne en kæmpeflok bissende gnuer ned gennem kolonimagtens vigtige havneby, virker lidt for ‘pulpy’ og latterlig i forhold til resten af filmens tone. I det hele taget har mange anmeldere haft negative ting at sige om filmen, hvilket vel skyldes at de synes at filmens balance mellem moderne politisk korrekthed og tro-mod-forlægget ‘pulpiness’ ikke fungerer; nogle mener der er for lidt af det ene, andre at der er for lidt af det andet. Jeg mener dog at der faktisk er netop den rigtige mængde af begge dele til at få filmen til at fungere i dag. Den har både det moderne hjerte og den oprindelige fascination af pulp fiction, og det kan ærgre at mange anmeldere ikke deler denne opfattelse.

Min karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 49

Udgivet i Film | Tagget , | En kommentar

Star Trek Beyond

startrekbeyondposter1Star Trek Beyond
Film, USA 2016, 120 min.
Instr.: Justin Lin
Medv.: Chris Pine, Zachary Quinto, Simon Pegg, Anton Yelchin, Zoe Saldana, Karl Urban, Sofia Boutella, Idris Elba, m.fl.
NB: Denne anmeldelse indeholder spoilers.

Så kom vi endelig til en Star Trek-film hvor J.J. Abrams ikke længere har stor indflydelse på produktet. Den tidslinje som de nye Trek-film skildrer er med tiden kommet til at hedde “the Kelvin Timeline” blandt fans, fordi den starter med Kirks fars død ombord på stjerneskibet USS Kelvin. De to første film (anmeldt af undertegnede i hhv. Himmelskibet nr. 21 og 37) foregår før den fem-års-mission som delvist skildres i The Original Series (1966-69), og selvom der selvfølgelig er en del forandringer i forhold til den klassiske tidslinje, så skal det dog forestille at Kelvin-tidslinjen er en parallel tidslinje til den gamle, hvor en del ting udspiller sig på en lignende måde. F.eks. møder den nye filmbesætning også skurken Khan, og i den anden film refereres der f.eks. til “the Mudd incident”, og der er også flere andre referencer i Kelvin-tidslinjen til den gamle serie.

I Star Trek Beyond er Kirk & co. så startet på fem-års-missionen; faktisk er vi sprunget tre år frem i tiden, så den allerede er tre femtedele overstået! Aha – men så er vores kære Enterprise-besætning vel blevet godt og grundigt sammentømret og rutineret og har affundet sig godt og harmonisk med deres job og mission og er behørigt duperet over alle deres fantastiske oplevelser i galaksens afkroge? Nej! Overhovedet ikke. Figurerne har nærmest ikke skiftet tøj siden forrige film, og føles overhovedet ikke tre år ældre. Godt nok er der en lille og lidet overbevisende sekvens som fortæller at de romantiske forhold mellem besætningsmedlemmer­ne har bølget lidt frem og tilbage, men det ser man næsten ingen tegn på. Og Kirk går gudhjælpemig stadig og hænger med næbbet over at han “only joined Starfleet on a dare”, og således ikke rigtig har nogen dybere bevæggrund for at udfylde sin position som kaptajn. Det virker som om deres mission hidtil bare har været kedelig Starfleet-rutine, hvilket er noget af en hån mod både den gamle tv-serie og fans’ene.

Anyway, lad os kigge på historien. Filmen starter med en sjov diplomati-sekvens hvor Kirk skal overrække et gammelt artefakt som gave til en fremmed kultur, som led i en form for fredsslutning mellem denne og en anden kultur. Disse væsner er imidlertid så bange for at den anden kultur bare vil spise dem, at de afslår gaven. Vi får desværre aldrig at vide om det er rigtigt, eller om de bare var paranoide, for filmen følger herefter kun det gamle artefakt, som senere skal vise sig at være et frygteligt våben; en såkaldt ‘abronat’.

Enterprise ankommer herefter til den nye og super-avancerede Yorktown Starbase, hvor besætningen har orlov. Med Yorktown får vi faktisk serveret en portion visuelt ‘sense of wonder’ der måske ikke er set bedre siden The Motion Picture, idet Yorktown ikke bare er en base, men en gigantisk rumby der næsten er en hel kunstig planet i sig selv. Det er superflot designet, men netop i lyset af at Kelvin-tidslinjen skal være relativt parallel med den originale tidslinje, så virker det faktisk som et alt for højt teknologisk niveau i forhold til tiden. Noget der ville passe bedre til niveauet for f.eks. ”The Next Generation” et århundrede eller deromkring senere. Men det er jo en af de virkelig svære ting ved science fiction genren: at skildre typer af fremtidsteknologi der befinder sig på et ca. lignende niveau i forhold til hinanden – det kan være en såre svær balancegang.

Kort efter at orloven er startet, ankommer der en rumflygtning til Yorktown og beder om assistance til en konflikt der foregår i et isoleret solsystem. Da det flere år gamle Enterprise er det mest avancerede rumskib på denne splinternye Starbase (jaså …) bliver orloven inddraget, og Enterprise sendt ud for at hjælpe. Det viser sig at være en fælde, og Enterprise bliver smadret (som den jo efterhånden gør i hver eneste film nu), og besætningen strandet på en mystisk planet. De kan ikke komme væk, og de kan ikke sende besked efter hjælp. Planeten styres af den mystiske krigs­herre Krall som pga. en eller anden (mystisk) egenskab ved planeten kan suge livskraften ud af andre væsner. Dette har ingen betydning for plottet, men skal blot vise hvor ond han er.

Vores helte er så så mega-svine-heldige at de ikke bare finder et ældgammelt nedstyrtet Federation-rumskib, men også en sød rumpige som har gået og repareret på det i årevis, så det nu er stort set klart til at flyve! Da Krall får fat i abronaten og sender sin dronesværm af sted for at angribe Yorktown og derefter (hvis det første lykkes) hele the Federation, kan vores heroiske besætning lige netop sætte efter ham, og lige i tide ødelægge hans dronesværm – ved hjælp af rockmusik!

Jamen, okay, da! Problemet her er ikke at rockmusikken i sig selv. Dét synes jeg er en ganske sjov idé, selvom jeg ikke er fan af Beastie Boys. Problemet er at scenen falder fortællemæssigt til jorden fordi den udføres casually, i stedet for at blive forberedt og beskrevet ordentligt – der mangler (som sædvanlig i de nye film) noget godt technobabble. Desuden kommer Scotty med en kommentar om at (han synes at) musik i det hele taget er ‘gammeldags’ – skal det betyde at i Føderationens utopiske samfund er der ikke længere nogen interesse for musik?! Det er jo komplet absurd – og forhåbentlig bare mig der overfortolker Scottys subjektive holdning.

Filmens helt store og afgørende problemer afsløres til sidst, som det så ofte er tilfældet i dårligt skrevne film. Skurken Krall er i virkeligheden en 200 år gammel præ-føderativ soldat som synes at krig og død bare er fedt. Meget ligesom Khan i den forrige film. Og hans dronesværm viser sig at være fremmede rumvæsners gamle minedriftsudstyr. Meget ligesom Neros romulanske ditto i 2009-filmen; hvis man skifter Yorktown ud med Jorden, er det overordnede plot stort set det samme. Og diplomati-sekvensen i begyndelsen er i det væsentlige ikke meget forskellig fra åbningssekvensen i Into Darkness, hvor Kirk også er nede blandt nogle stakkels uudviklede rum­væsner. Og abronaten er et nonsens-våben der overhovedet ikke tilbydes nogen form for forklaring på, præcis ligesom med ‘the red matter’ i 2009-filmen.

Har Paramount/CBS sat som mandat for disse film at de kun må bruge elementer fra de forrige film i samme franchise?? Herved bliver de til typiske Hollywood-sequels, som bare vader rundt i de samme ideer som de forrige film og ikke smider noget som helst nyt på bordet. Argh! Et bedrøveligt ringe manuskript.

Star Trek Beyond er simpelthen en kedelig film. Omkring to tredjedele af filmen foregår på den mystiske planet, og der er bare action-scene efter action-scene, næsten fuldkommen uden ordentlig plot-udvikling eller personskildringer. De individuelle medlemmer af vores besætning har godt nok mere at lave end i forrige film, hvor de kun spillede baggrundsviolin i skyggen af Khan, men i sidste ende bliver det ikke til noget der er bare en lille smule mindeværdigt. Filmen byder i stedet på en masse plothuller og tilhørende spørgsmål, men i sidste ende er den i samme kategori som for­glemmelige Trek-film som f.eks. Star Trek III: The Search for Spock. Der foregår ikke noget spændende, der sker ikke noget interessant med figurerne, og der er ingen videnskabelige elementer.

Det er virkelig, virkelig tyndt sci-fi, som kun scorer points på den flotte visuelle dimension. Chris Pine, som var en ganske udmærket Kirk i 2009-filmen, er ukarismatisk og uengagerende her. Genremæssigt vil jeg ikke engang kalde Star Trek Beyond for ‘space opera’, for det er en fornærmelse mod den episke bredde og dybde der kan være i space opera. Denne film, hvis man skal give den en genre-kategori, er simpelthen ‘space action’ og intet andet.

Nu må man bare håbe at den kommende tv-serie, Star Trek: Discovery, som kommer til januar, bliver mere interessant…

Min karakter: 5 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 49

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 49

Himmelskibet49Sommer, 2016
60 sider. 65kr
Forsideillustration: Martin Pedersen
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Klaus Æ. Mogensen

Indhold
Den Fantastiske Virkelighed – Af Flemming R.P. Rasch
Fars lejlighed – Novelle af Regina Svinth Ebbesen
Hvad fa’n er … genrer – Artikel af Klaus Æ. Mogensen
Danske bogsalgsplatforme – Artikel af Pernille Andersen
Safari – Tegneserie af Peder Riis
Bag glas – Novelle af A. Silvestri
Anmeldelser
Film
• Star Trek Beyond
• The Legend of Tarzan
• Stranger Things
• Knights of Sidonia
• Warcraft
• The Shannara Chronicles
Bøger
• Den afskyelige – Charlotte Weitze
• Lockwood & Co. – Jonathan Stroud
• Aziru – Bech og Ingo Milton
• Maresi – The Red Abbey Chronicles – Maria Turtschaninoff
• Atlantis – Det sunkne kontinent – C.J Cutcliffe Hyne
• Odinsbarn – Siri Pettersen
• In absentia – Daniel Henriksen
• MORF – Frank Brahe
• Ti noveller fra fantasiens univers (Antologi)
• Vintersjæl II: Skæbneblod – Emil Blichfeldt
• Mørkets søn – Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl
• Grænselandet – Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl
Spil
• Siege of Dragonspear
• The Last Door
• Gabriel Knight 1: Sins of the
Fathers, 20th Anniversary
Edition

Bridget – Novelle af Torben Mogensen
Sf-tegneserier: Yoko Tsuno 7: Titanerne – Artikel af Tue Sørensen
Darwyn Cooke 1962-2016 – Nekrolog af Klaus Æ. Mogensen
Til min far – Novelle af Thomas Winther
Fantasy-tegneserier: Zebra Girl – Artikel af Klaus Æ. Mogensen
Nyt om fantastik – Ved Klaus Æ. Mogensen
Ny fantastik på dansk – Ved Janus Andersen

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | En kommentar

Batman v Superman: Dawn of Justice

Batman-V-Superman-Poster-2Batman v Superman: Dawn of Justice
Film, USA 2016, 153 min.
Instr.: Zack Snyder
Medv.: Ben Affleck, Henry Cavill, Gal Gadot, Jesse Eisenberg, m.fl.
NB: Denne anmeldelse indeholder spoilere!

Batman v Superman er en film der ikke tilnærmelsesvis formår at leve op til sit eget ambitionsniveau. Dens plot er forceret og usammenhængende, dens world-building er håbløst utilstrækkelig, dens personer er alle sammen uheroiske og én-dimensionelle og fortællestilen er så kaotisk at det gør ondt.

Nørj, hvor er der udmattende meget at sige om denne film! Især er der meget at rive sig i håret sig over, da jeg kan afsløre med det samme at jeg er meget imod de versioner af både Superman og Batman som vi bliver præsenteret for i denne film. I værste fald er disse figurer nu blevet ødelagt for altid, men man håber selvfølgelig at det ikke står helt så slemt til. Selv om den følgende anmeldelse er lang – det er sikkert Anmeldelsen fra Helvede som Ingen Gider Læse til Ende – så er den på ingen måde fyldestgørende, for denne film sætter enormt mange tanker og analyser i gang omkring hvilke typer figurer Superman og Batman bør være; hvad de bør repræsentere, etc. At dykke ordentligt ned i de temaer ville kræve en hel bog. I det følgende vil jeg blot præsentere en spredt håndfuld af mine observationer og holdninger til den nye film, også relateret til den første film i serien (Man of Steel).

Et af de helt store problemer med både de nye DC-film og faktisk også den 2. sæson af Daredevil tv-serien, er at de bruger for mange af de store ideer fra tegneserierne for hurtigt! De kaster om sig med plot-elementer og twists som i tegneserierne er blevet brugt til at markere overgange mellem årelange storylines, eller er kommet som klimakser på sådanne lange storylines – og så smider de enten disse store ideer væk efter kun lige at have introduceret dem (Daredevil gør det i læssevis!), eller også bruger de et dusin af dem på én gang til at lave én stor über-spektakulær historie som bare er alt for overdrevet og overgearet – som nu her i Batman v Superman: Dawn of Justice.

I henved to år har superheltefilm-fans gået med kæmpe forventninger til denne fortsættelse til Superman-filmen Man of Steel fra 2013 (anmeldt til lunkne 6 stjerner ud af 10 af undertegnede i Himmelskibet nr. 37). Filmselskabet Warner Bros. har i al denne tid udsendt masser af teaser-materiale for filmen, og gejlet fansene mere og mere op. Nu hvor filmen så er kommet, er der sandelig også mange fans der højt erklærer at de elsker den. I visse Facebook-grupper (som f.eks. den engelsksprogede SuperheroeS, samt de grupper der specifikt er dedikeret til filmen) er der stort set nedlagt moratorium mod negative kommentarer om Batman v Superman: Dawn of Justice. De opgejlede fans nægter at anerkende de professionelle anmelderes dom, som har vist sig at være tordnende negativ. En version af denne splittelse så vi også med Man of Steel, men med den nye efterfølger er det langt værre. Anmeldere laver lange lister over hvordan intet i den nye film fungerer; hvor gudsjammerligt dårligt den er fortalt; hvor højtideligt den tager sig selv; hvor totalt humorforladt den er; hvor dårligt den portrætterer især Superman; hvor meget kampene i den bare ligner en umoden og uregerlig drengs vilde leg med action-figurer, og hvordan den opstiller et utal af spørgsmål og plothuller som ikke adresseres. Jeg er selv stor fan af velproducerede superheltefilm, men jeg har måttet sande at de (mindst) $250 millioner som Batman v Superman: Dawn of Justice (herefter: BvS) har kostet – en af de dyreste film nogensinde! – er virkeligt dårligt givet ud. Anmelderne har ret denne gang: det er simpelthen en frygtelig film. Langt værre end Man of Steel. Man of Steel havde nogle mægtig gode ideer og elementer, selv om det ikke i sidste ende gjorde den til en super-vellykket film, men jeg kan ikke identificere noget lignende i efterfølgeren.

BvS-BatArmorEn af de tidlige scener i BvS er også den mest spektakulære, og stort set den eneste scene, jeg vil rose: Man ser den store klimaktiske storbydestruktion fra den forrige film igen fra Bruce Waynes synspunkt, og det er imponerende at se rumskibe der langsomt skærer sig igennem skyskrabere som var de lavet af smør. Et af de store kritikpunkter som fans havde om den forrige film var at destruktionen var for overdrevet, og at en heroisk Superman skulle have sørget for at flytte kampen væk fra storbyen. I den nye film tror jeg at Snyder & co. svarer på denne kritik ved at vise nogle konsekvenser af kampen, nemlig at Bruce Waynes forretningshovedkvarter i Metropolis synker i grus med masser af ansatte stadig i bygningen, og det er dette som får Bruce Wayne (/Batman) til at blive rasende over Superman.

Men, filmens svaghed – noget som den første film også led af – er at man ikke rigtig ser nogen detaljer ved verdens reaktion på hvad der er sket. Man hører ikke noget om at nogen er bevidste om at Superman faktisk reddede verden; man hører stort set kun (og kun lidt) om at folk tværtimod bebrejder Superman for det hele. Zack Snyder har selv fortalt i interviews at det er sådan det er for Superman i denne filmverden: Han kan intet gøre uden at folk vil tolke det i et negativt perspektiv. Han kan ikke gøre noget rigtigt i omverdenens øjne, og dette forøger selvfølgelig hans tvivl og manglende selvtillid. Når ingen andre opfatter ham som en helt, kan han heller ikke selv gøre det. Man kan argumentere for at dette er en interessant vinkel at lægge på figuren (især hvis man gerne vil have at filmen skal være dyster, og dét vil producenterne tydeligvis gerne), men det burde i min optik ikke være den eneste vinkel man hører om.

Ikke desto mindre fortsætter filmen på denne måde, da også Lex Luthor udhænger Superman, først for en skudepisode i Afrika, og derefter for et bombeattentat, hvor der dør en masse mennesker. Superman er forpint over at han ikke gennemskuede det, men han gør tilsyneladende intet forsøg på at forklare sin egen uskyld for offentligheden. Og man ser ikke offentlighedens reaktion på bombeattentatet, men det virker implicit som om de bebrejder ham for det, lige så vel som han bebrejder sig selv. I øvrigt bruger Superman aldrig sit røntgen-syn i BvS, selvom det blev tydeligt etableret i Man of Steel at han besidder denne evne. Scenerne med røntgen-synet i MoS er rigtig flotte og ser dyre ud; det virker som om de i BvS bare valgte at bruge alle effektpengene på action-scener i stedet. Argh.

Den nye films helt store overordnede problem, bortset fra det absurd dårlige manuskript, er at den ikke bringer noget nyt til bordet (udover dysterhed!). Den fornyer ikke superheltefilmen på anden måde end at vise os Superman mod Batman for første gang på film, og måden de tørner sammen på er alt for klodset til at få seerens adrenalin til at flyde, og desuden hænger detaljerne i det slet ikke sammen. Batman har været så heldig at få fat i noget kryptonit, så han har et effektivt våben mod Superman. Det viser sig at det er Luthor som har spillet de to ud mod hinanden, og jeg havde godt forudset inden jeg satte fod i biografen at det ville ende med at den ene skulle vinde over den anden, for en af filmens officielle (hash)taglines var #WhoWillWin? Jeg kunne også godt se på filmens dystre, Frank Miller-inspirerede stil – som tydeligvis er i tråd med den efter min mening utroværdige og i øvrigt møgirriterende fan-holdning at Batman bare er så sej at han kan klare bogstaveligt talt hvem som helst – at vinderen af denne kamp ville være Batman, og ganske rigtigt. Ved hjælp af kryptonitten får Batman gjort Superman bevidstløs, og skal lige til at dræbe ham (for sådan er denne ekstra-mørke Batman nemlig), da Superman pludselig får fremstammet sin mors navn: Martha. Som tilfældigvis også er Batmans mors navn.

Muligvis er der, et sted i multiverset, en variant af dette plot-twist som kunne have fungeret, men i denne film virker det bare latterligt at, fordi deres mødre hedder det samme, så er de pludselig gode venner igen og alt fjendskab er glemt. Man ruller med øjnene og med hele hovedet! Desuden opsøgte Superman kun Batman for at få ham til at hjælpe sig med at finde den kidnappede Martha Kent, så hvorfor i alverden går Superman i gang med at slås med den provokerende Batman i stedet for at forklare hvorfor han er der?! Fordi de lige synes at de skal give publikum smæk for skillingen når nu de befinder sig i en film der hedder Batman v Superman? Talk about “meta”, man!

BVSmelancholy!Forfatterne/instruktøren mener desuden at en virkelig fed idé til en god scene med en superhelt som specifikt ikke vil slå nogen ihjel (i dette tilfælde Superman) er at få en skurk til at slå en masse mennesker ihjel og beskylde superhelten for det. Dette gør Luthor overfor Superman hele to gange i filmen, plus det løse. Dét er efter min mening en type scene som kun et røvhul kan finde på; den tjener intet andet formål end at skurken (og forfatteren og de fnysende, kyniske publikummer som hader superhelte) kan grine helten op i ansigtet og sige, “Haha, jeg slog en masse folk ihjel bare fordi du ikke ville have det! Hvad mener du om det, hva’!” Det er intet andet end en nem, vulgær, hjerneløs chok-effekt som på skadefro vis skal knække superheltens “naive” heroisme. Det er en idé som på ingen måde hører det mindste hjemme i en superheltehistorie. Og i øvrigt den samme idé som Batmans ærkefjende Jokeren er baseret på, hvilket viser at Luthor i BvS faktisk er skrevet som en kombination af tegneseriens Lex Luthor og Jokeren. Filmens dialog er også præget at det meta-niveau at replikker i flere tilfælde kun eksisterer for publikums skyld, men ikke giver mening inde i historien. Hvorfor synes Luthor f.eks. at det er fedt at Clark Kent og Bruce Wayne mødes til hans fest??

Nå, men i anden halvdel af filmen skal vores helte så kæmpe imod det kryptonianske monster Doomsday, som Luthor (ved hjælp af teknologi fra nedstyrtede rumskibe fra forrige film) har fået skabt som en back-up plan, i tilfælde af at heltene ikke fik dræbt hinanden. Frem dukker så også Wonder Woman, imponerende kropsliggjort af Gal Gadot, som deltager i kampen, og er virkelig perfekt castet til rollen (glæder mig meget til hendes solo-film!), men ikke har nogen betydning for plottet. En af de seje replikker fra traileren – Superman: “Is she with you?”; Batman: “I thought she was with you!” – falder også til jorden som ulogisk, fordi Bruce Wayne selv har mødt Wonder Woman (som Diana Prince, men hun har jo ingen maske, så han kan ikke undgå at genkende hende), og endda selv emailet hende om hjælp! Manuskriptet virker bare håbløst ugennemarbejdet.

Filmen kulminerer i en slags overraskelse (“en slags” kalder jeg det, fordi jeg kender den tegneserie hvor det samme sker), nemlig at Superman ofrer sig selv og dør! Nå-hå. Jaså. Han vedbliver jo nok ikke med at være død, men man spørger sig selv hvilket formål hans død skal tjene. I tegneserierne i 1993 var Supermans død et mediestunt. Hvad er ideen med at genbruge det i denne film? Det eneste formål, jeg kan se, er at formidle et budskab om at en figur som Superman ikke (længere) passer til vores postmoderne verden. Det er sikkert også et plotmæssigt formål hvad angår de næste film – mere herom længere nede i anmeldelsen.

Dét med at bruge for mange ideer fra tegneserierne for hurtigt kan bl.a. også ses i denne films forhold mellem Superman og Lois Lane. I den forrige film ender de med at kysse hinanden, men i denne film er de allerede et etableret par der nærmest er flyttet sammen. Tegneserierne har brugt over et halvt århundrede på at skildre deres mere eller mindre romantiske dynamik, uden at de faktisk blev kærester før engang i 1990erne (og kort før en af de store nulstillinger af universet blev de også gift, men den historie er undtagelsen der bekræfter reglen). I BvS springes der bare over det hele, og der er ikke den mindste kurre på tråden i deres parforhold; det er perfekt og lykkeligt, just like that. Så føles det altså ikke længere som de figurer, vi kender. De bør være mere definerede af deres skænderier og rivaliseren end af at være et lykkeligt par. Eller i det mindste burde de have haft en længere kurtiseringsperiode. På den anden side kan man selvfølgelig sige at BvS er så stopfyldt med rod i forvejen at et mere kompliceret forhold bare ville gøre det hele endnu mere rodet, hvad der virkelig ikke er brug for. Det hjælper heller ikke at Lois Lanes og Martha Kents fremmeste betydning for plottet er at udgøre damsels in distress.

Det bedste ved BvS er efter min mening at den i sammenligning gør Man of Steel fra 2013 til en markant bedre film. Min lidt reserverede holdning til Man of Steel er især farvet af slutningen, hvor Superman slår skurken ihjel, og af den overordnede stemning, som jeg anser for værende for mørk. Men i sammenligning med BvS er det en langt bedre film; helstøbt på mange måder, klar i fortællestilen, visuelt velkomponeret, imponerende i stedet for meningsløse actionscener, og rigtig godt sci-fi indhold i især begyndelsen. Henry Cavill spiller også bedre i den første film, og nu hvor jeg har genset den i kølvandet på BvS har jeg faktisk hævet min rating af MoS fra 6 til 7 stjerner.

Men netop de elementer fra Man of Steel som ikke fungerer særlig godt – den dystre stemning (uanede mængder af nat og regn), den overfladiske personskildring, manglen på reaktioner fra omverden og ikke den mindste anerkendelse af Supermans heroisme – er forstærket off-the-scale i BvS, og gjort katastrofalt meget værre endnu. Alle scener med både Daily Planet-folkene, Lois Lane og Batmans butler Alfred er så få og korte at de ikke engang kvalificerer sig som sidebemærkninger. Der er alt for meget hæsblæsende og ulogisk action som ikke fører til noget, og en masse vigtige detaljer vedrørende specielt Superman som vi aldrig hører noget om. F.eks. kender Luthor pludselig Supermans hemmelige identitet henimod slutningen af filmen. Det bliver ikke adresseret på nogen måde. Ikke at Clark Kent-identiteten overhovedet betyder noget i denne film (eller den forrige film, eller den næste film); den findes udelukkende som endnu et throwaway-element der slet ikke kommer i spil. Og hvorfor har Superman f.eks. ikke “gjort rent” efter kampen i slutningen af Man of Steel, så luskede typer som f.eks. Luthor ikke bare kan finde kryptoniansk super-teknologi alle mulige steder og bruge det til alle mulige morderiske uartigheder? Og en af de ting der irriterer mig mest er at Superman overhovedet kan flyve med kryptonitspyddet til sidst, når han få sekunder forinden blev bevidstløs af at være i dets nærhed. Det logiske at gøre i den situation ville være at få Wonder Woman eller Batman til at dræbe Doomsday. Men så var vi selvfølgelig blevet snydt for Supermans død, som nok er et vigtigt plot-element i den kommende Justice League-film.

Jeg synes denne historie er noget kunstigt og overfladisk rod uden skyggen af suspension of disbelief, og der er simpelthen intet ved Superman eller hans handlinger som fungerer. Skildringen af Batman er der fokuseret mere på, men ikke mere end at det kun føles som overfladen af en historie, og som en alternativ Batman (måske nærmest en ældre udgave af ham fra Frank Millers All-Star Batman and Robin?) som i sig selv ikke virker spor interessant på mig, selvom jeg synes at Affleck er udmærket i rollen. Jeg synes egentlig også at Jesse Eisenberg som sådan spiller udmærket som en underligt flagrende og psykopatisk ung Luthor (eller rettere: Luthor jr.; han skal forestille at være søn af en ældre Luthor); bare ærgerligt at hans motivation er håbløst utilstrækkeligt forklaret, og de fleste af hans handlinger ikke giver meget mening. Blu-ray versionen af filmen bliver en halv time længere; forhåbentlig vil dét udmønte sig i en forbedring af historiens flow og sammenhæng.

BvS Bat mod SuperDa BvS jo netop også er tænkt som en introduktion til den kommende Justice League-film, havde jeg håbet at man allerede i nærværende film ville se en slags proto-version af Justice League, men det blev kun til en række små klodsede “trailere” om de kommende medlemmer, som hver især kun optræder i ganske få sekunder. Det største spor vi får til hvad der kommer til at ske i Justice League-filmen(e), er en forvirrende sekvens som kaldes “the Knightmare”, hvor Batman får en vision om fremtiden fra The Flash som kortvarigt er rejst tilbage i tiden. Det er en nær fremtid hvor Batman kæmper mod paradæmoner fra Apokolips, og også mod soldater der har Superman-tegn på skulderen. Og Flash siger til Batman at hans bange anelser om Superman er korrekte. Dette viser ganske klart at, ikke bare er Apokolips-herskeren Darkseid skurken i den kommende Justice League-historie, men han vil også genoplive Superman i en ond version som han vil bruge til at undertrykke verden med, og det er denne trussel Justice League kommer til at kæmpe imod. Nu må vi se om det kommer til at fungere når den første Justice League-film kommer i 2017.

Producer Deborah Snyder har udtalt at Justice League-filmene bliver en lille smule “lighthearted” i forhold til de sidste to film. Det må vi da sørme håbe. Jeg må sige at jeg er skeptisk, især fordi disse films skildring af Superman er ganske forskrækkelig: I den første film slår Superman ihjel. I den anden film bliver han dræbt. I den næste film kommer han sikkert til at dræbe en masse mennesker under Darkseids tvang. Hvordan, åh, hvordan skal Supermans i forvejen yderst sparsomme heroisme i disse film nogensinde komme til hægterne igen efter dette?! Det er jo endnu en ydmygelse og dekonstruktion af Supermans heroisme og ikonstatus.

Nu kan jeg så med en vis glæde heldigvis rapportere at Zack Snyder faktisk er blevet fjernet som show-runner for de kommende film, og erstattet af den rimeligt erfarne tegneserieforfatter Geoff Johns. Producenterne kunne nok godt se på reaktionerne at det sikkert er en bedre idé fremover at skildre især Superman som lidt tættere på tegneseriernes version af figuren. Netop nu er DC-tegneserie-universet også ved at blive fornyet for bogstaveligt talt 8. eller 9. gang, og den seneste New 52-version af Superman, som var ret anderledes end den klassiske, bliver nu skiftet ud med den gammelkendte version. Og fandom drog et lettelsens suk!

Jeg håber sandelig at den cinematiske Superman i det mindste ender filmserien med at blive super-selvtillidsfuld og beslutsom, og lærer at bruge sine kræfter til at løse denne type problemer mens de stadig er i deres vorden, så han langt om længe, efter hele fire film, kan beskytte folk og fremover forhindre at denne form for død og ødelæggelse sker igen. For hvis ikke det er dét, det ender med, så er portrætteringen af Superman-figuren ganske enkelt under al kritik og fuldstændig forfejlet. Indtil videre har Henry Cavills Superman været en handlingslammet tvivler som helst slet ikke vil være nogen helt, og det har han fra sine forældre, som er/var overbeviste om at verden ikke var parat til at acceptere ham. Også dette er en stor misforståelse af figuren og hans adoptivforældre; som en anden anmelder skrev bør Superman da netop have sin heroisme og integritet fra sine forældre, og da ikke tværtimod være opfostret med tvivl og moralske mindreværdskomplekser. Indrømmet, hans forældre nævner et par gange at de tror på at han “en dag” vil ændre verden og gå sin storslåede skæbne i møde (tror jeg nok – med mindre det skal tolkes som at det netop er hvad han allerede gør i disse to films respektive klimakser), men filmens fokus ligger et helt andet sted, på noget langt mørkere og mere pessimistisk.

Problemets rod er at denne films producenter/instruktør/forfattere har valgt at skildre Superman (og Batman) i et Watchmen-univers; et univers som i sin realisme-æstetik skal ligne den virkelige verden med dens moralske gråzoner og dystre magtpolitik og korruption. En verden hvor en ny magtfuld aktør bliver genstand for manipulation fra det bestående samfunds amoralske magthaveres side; en verden der er ufattelig anderledes end den tegneserieverden som figurerne kommer fra, og som derfor heller ikke kan fortælle den type historier som blev fortalt i de klassiske tegneserier. Superheltegenren med sin højstemte moral og sine viljestærke rollemodeller er blevet byttet ud med en rå, kynisk realisme hvor det nærmest er tilfældigt og meningsløst når nogen gør det rigtige og løser et problem, for lige om hjørnet er der andre der kun tjener egne interesser og en verden af problemer som aldrig kan løses. Superhelten er dermed ikke længere handlekraftig, men handlingslammet, og har stort set ingen reel rolle at spille i de konflikter der findes i denne verden. Uanset hvad han gør er verden stadig grå og grum bagefter. Der er intet lys for enden af tunnellen. Det er selvfølgelig muligt – men lidet sandsynligt – at producenternes plan som tidligere nævnt er at Superman skal vinde det hele til sidst og stå tilbage som en triumferende figur der har inspireret alle til at gøre verden til et bedre sted, men hvis de havde den intention, så skulle de ikke allerede have spildt to hele (og lange) film på kun at fortælle indledningen og forhistorien. På den måde kommer langt det meste af historiens stemning til at være opgivende og nedslående. For hvis helten alligevel ikke kan gøre en forskel, så er der heller ikke rigtig noget på spil; noget der skaber spænding. Jo, Superman får i både Man of Steel og BvS dræbt skurken (det er endda den samme fyr i begge film!), men den skildrede verden er så grundlæggende dyster og korrupt at seeren egentlig ikke føler at helten har udrettet noget der virkelig betyder noget.

Her tror jeg at stemningen og det visuelle udtryk i filmene også spiller en enorm rolle; mennesker associerer lys med glæde og tryghed og mørke med frygt og depression. Selv om Superman redder planeten, så foregår det hele i en mørk verden som ikke er attraktiv at leve i (og i BvS foregår klimakset sågar om natten), og det forhindrer seeren i at huje på Superman og føle noget for hans sejr. Sådan har jeg det i hvert fald.

Min konklusion er at disse film er lavet af og i høj grad for folk som ikke mener at der er løsninger på verdens problemer. At verden er en gråzone af uoverskueligt kaos, hvor det sjældent står klart hvad der er rigtigt at gøre, og hvor der endnu sjældnere er nogen der rejser sig for at udrette noget godt, fordi folk af denne overbevisning er “comfortably numb” hvad angår store, samfundsrelevante spørgsmål. Det handler faktisk om politisk indstilling; gråzone-mennesker er typisk centrister, altså hørende til den politiske midte. Klassiske superhelte-historier – ja, også dem med Captain America – befinder sig til gengæld typisk i den radikale og progressive lejr, hvor det er ret klart hvad problemet er og også ret klart hvad løsningen er, og hvor heltene får fingrene ud og løst problemet med det vuns!

Handlekraft er for mig noget af det allermest essentielle i en ordentlig superheltehistorie, men den kan kun udløses hvis man ved hvad problemet er, og hvad løsningen er. Det er dérfor at meget enkle historier om det gode mod det onde, som i nogle tilfælde måske bare virker kommercielle, faktisk ofte er mere progressive end alle mulige komplekse og “artsy” gråzone-historier – og det er derfor at kvaliteten af popkultur ofte sagtens kan konkurrere op med kvaliteten af finkultur. For mig er det særligt kunstnerisk hvis forfatteren (og heltene i historien) er klar over hvad der må gøres i den givne situation; hvad det moralsk rigtige er. Og det illustreres så dejligt klart af heltene og skurkene i masser af klassiske superhelte-tegneserier.

Jeg ved godt at rigtig mange publikummer er mere til figurer og plottyper hvor det hele er mere gråt og moralsk tvetydigt, og det kan også være fint nok; jeg mener bare ikke at det passer til superheltegenrens essentielle konventioner. Mener man at verden kun er grå og grum og fuld af uløselige problemer og konflikter, så kan man ikke lave effektive historier med heroiske og mægtige helte som Superman, for så er der sjældent hverken noget på spil eller noget som kan løses med heltens overmenneskelige kræfter – og hvad skal han så bruge dem til, andet end vild ødelæggelse? På denne måde kommer superkræfterne ikke til at symbolisere potentialet og viljen til positiv forandring, men da de jo stadig er tilstede i historien må de derfor symbolisere noget andet; en situation hvor de ikke kan bruges på anden vis end destruktivt. Superkræfterne kommer så i stedet til at repræsentere Heming­waysk afmagt og fortvivelse over ikke at kunne få afløb for sine frustrationer over verdens uretfærdighed. Så bliver helte-figuren – og den læser, der identificerer sig med ham – til den stakkels rasende Hulk som aldrig kan finde hverken fred eller definitive løsninger på de problemer han støder ind i. Dén vinkel fungerer for netop Hulk, som i de fleste klassiske historier er et følelsesstyret barn, men den fungerer ikke for voksne, rationelle superhelte der kan bruge deres store kræfter målrettet, og mindst af alle for Superman, som er prototypen på en superhelt. En superhelt er en super-problemløser. Og Superman har så store kræfter at han burde kunne løse meget store problemer – netop derfor er det svært at skrive Superman-historier, for hvordan stiller man ham overfor en udfordring der passer til hans niveau af superkræfter? Den eneste løsning på dette dilemma er at præsentere ham for noget som han har mulighed for at overvinde, om end kun lige netop – ellers bruger man jo ikke hans specifikke kræfter og evner til noget. Historiens konflikt skal skræddersyes til ham, og han skal placeres i en verden hvor hans blotte tilstedeværelse allerede har løst en lang række problemer.

Den eneste verden der troværdigt kan indeholde en figur som Superman er en verden som allerede er delvist utopisk, og som Superman på messias-lignende vis er den kontinuerlige beskytter af. At placere ham i en realistisk verden fyldt med gråzoner og uløselige problemstillinger à la Watchmen, sådan som Snyder & co. reelt gør i de nye DC-film, er på ingen måde en effektiv anvendelse af Superman-figuren. Det er symbolforbistring, og det tilkendegiver på sørgelig vis at disse films producenter hverken forstår figuren eller genren. I Man of Steel fra 2013 reddes historien i væsentlig grad af den flotte visuelle dimension, acceptabel fortælleklarhed og de seje science fiction-elementer, men ingen af disse er tilstede i BvS, som aldrig hæver sig op over et intetsigende action-rod med dystre og dybt korrumperede udgaver af de klassiske figurer.

Karakter: 2 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 48

Udgivet i Film | Tagget , , , , | En kommentar

King’s Quest – Kapitel 1

King's_Quest_2015_coverKing’s Quest – Kapitel 1
Computerspil til Windows (på Steam), Playstation 3+4 og Xbox 360+One (2015)
Udviklere: The Odd Gentlemen

King’s Quest er en serie af computerspil som blev lavet af et firma som hedder Sierra On-Line i 80erne og 90erne. De nåede at lave otte spil, hvor de fire første er tekst-eventyr, de tre næste point-og-click eventyr, og det sidste et action-rollespil. Det første udmærkede sig ved at have grafik og ikke kun tekst, hvilket skabte en stor succes for firmaet. I dag er det første spil ikke det store, men da jeg var barn var det fantastisk. Jeg så det i min folkeskole på skolens IBM-PCere, og jeg kiggede på om jeg selv kunne køre det derhjemme. Jeg havde Commodore 64, så det kunne jeg ikke.

Sierra On-Line er senere opkøbt af Blizzard-Activision som står bag World of Warcraft. De har nu fået frie hænder til at genetablere gamle klassiskere på markedet her i blandt King’s Quest. King’s Quest er nummer ni i serien. Man spiller Graham, som er en ung mand der gerne vil være ridder. Graham skal igennem nogle prøver: en styrkeprøve, en hurtighedsprøve og en prøve på klogskab. Han må ud i verdenen for at forbedre sig på prøverne og vinde disse.

Historien er fortalt gennem Graham som bedstefar til hans barnebarn. Man er i kongeriget Daventry som de gamle spil tildels også foregik i. Her møder man drager, trolde med broer på ryggen og meget andet. Det er meget eventyrligt lavet, hvor man blandet andet også får udsigten til et slot. Jeg syntes at grafikken var fantastisk; særligt på mit nye grafikkort som kunne klare det.

Spillet er ikke et point­-og-click adventure. Man styrer Graham ved hjælp af taster og trykker på mellemrumstasten når man vil interagere med noget. Man kan også bruge ting på dette noget fra ens rygsæk ved at trykke på tab. Det fungerer meget godt. Det er lavet sådan, fordi spillet også skulle have mulighed for at køre på konsol. Spillet har en lidt for let sværhedsgrad, men jeg kunne godt lide det på grund af den verden som det foregår i, og den stemning som det har. Det er opdelt i fem kapitler og hvert af kapitlerne koster 10 euro, hvilket er lidt meget, da man kan gennemføre et kapitel på 5 timer. Al dialog er indtalt med stemmer. Der er blandet andet Christopher Lloyd som bedstefaren. Der er mange steder i spillet, hvor der er nogle actions-sekvenser à la Dragon’s Lair. Disse fungerer rigtigt godt, syntes jeg.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Andreas Søe i Himmelskibet 48

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

Brandon Sanderson – Calamity

CalamityCalamity
Roman af Brandon Sanderson
Delacorte Press, 2016, 432 sider

Calamity er tredje og sidste bog i Brandon Sandersons superhelte-romanserie The Reckoners. [Den danske udgave af det første bind, Stålhjerte, blev anmeldt i Himmelskibet nr. 46. –Red.] Som konklusion på serien lever Calamity fuldt op til forventningerne; hæsblæsende action i et kæbedroppende smukt miljø med onde superhelte i konstant territorial magtkamp med hinanden. Vi følger stadig vores hovedperson, David Charleston, nu også kendt som Steelslayer, i hans kamp mod verdens ondskab. Davids rebelgruppe, The Reckoners, er i kamp med den nærmest udødelige superskurk Limelight – og denne gang skal han ikke bare overvindes, men også overtales til at slutte sig til det godes side.

Som de to forrige bøger finder historien sted i en dystopisk fremtid i Amerika, med en enkelt by som udgangspunkt for handlingen. I første bog så vi at Chicago var blevet forvandlet fuldstændigt til stål, og borgerne levede i total undertrykkelse, men med adgang til elektricitet. I anden bog levede indbyggerne i det oversvømmede Manhattan et langt mere afslappet liv, fordi træer med skinnende frugter voksede inden i byens skyskrabere, og alle kunne leve fra hånd til mund uden at skulle bekymre sig om arbejde. Calamity præsenterer os endnu en gang for et overdådigt baggrundslandskab – denne gang i byen Atlanta, hvor alting er blevet forvandlet til salt. Byen flytter sig langsomt over Amerikas golde marker ved at blive nedbrudt i den ene ende og genopbygget i den anden. Dette tvinger beboerne til at flytte konstant, efterhånden som deres hjem langsomt opløses af tidens gang.

Sproget er letlæseligt og spækket med humor. Hvert kapitel er indledt med en af Davids smertefuldt dårlige metaforer og fulgt op af tør ironi gennem karakterernes interaktion med hinanden. Kampscenerne er veldetaljerede og tilfredsstillende uden at være forvirrende, og kærlighedsscenerne er søde, men uden at tage for meget opmærksomhed fra selve plottet. Der er selvfølgelig også en hel del eksplosioner og pulverisering af bygninger – i klassisk Reckoners stil. Calamity er alt i alt et velskrevet værk, og en god afrunding på serien. For fantasyfanatikere og gamle tegneseriefans er serien et absolut must-read, og første bog i serien, Steelheart, er selvsagt også et glimrende sted at starte.

Anmeldt af Nicolai D. Just Olesen i Himmelskibet 48

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

Marie-Louise Rønning – Lysets Kvinder – Helbrederen

Lysets kvinderLysets Kvinder – Helbrederen
Roman af Marie-Louise Rønning
forlaget Egolibris 2015, 311 sider.

Med Helbrederen indleder Marie-Louise Rønning sin serie om Lysets Kvinder. Første del har de to 18-årige, Victoria Engelbrandt og Matthew Rivers, som hovedpersoner. Matthew er halvblods vampyr; i bogen kaldet Tusmørkebarn. Victoria er ikke en helt almindelig gymnasiepige. Victoria bor sammen med sine “søstre”, som hun ikke er i familie med. Victoria kender ikke sine forældre eller ret meget om sin egen baggrund. Som der står på s. 86: “Victoria besad ingen erindring om hverken mor eller far. Det var en omstændighed, hun havde lært at leve med, men det nagede hende alligevel fra tid til anden. Hun savnede dem ikke, for hvordan kunne man savne nogen man ikke kendte? Nej, det var ikke savn, der gnavede i hende, det var nærmere det faktum, at hun intet anede om dem.” Hun og hendes søstre har en cirkel der kaldes Lysets Kvinder, og de bekæmper vampyrer.

Bogen starter med at Matthew og hans to makkere, Will og Eva, i bogen kaldet søskende (på trods af i de ikke genetisk er relaterede), ankommer til Hillerød og starter på Frederiksborg Gymnasium. Matthew havner i samme klasse som Victoria. De tvinges af matematiklæreren Johannes til at sidde ved siden af hinanden. De er ikke gode venner i starten, men man er som læser ikke i tvivl om at det nok skal ændre sig. Som der selvironisk står i bogen: “Det mindede hende om en af de ungdomsknaldromaner, hun læste som teenager. En af dem hvor hovedpersonen blev tvunget til at sidde sammen med ærkefjenden, kun for at ende i hans arme halvtreds sider længere fremme” (s.81). Og hun ender også i armene på Matthew, omend der går mere end halvtreds sider før det sker.

Selv om man som læser hurtigt kan se hvilken vej det bærer hen ad med Victoria og Matthew, er der heldigvis et andet spørgsmål som ikke er så indlysende klart: Gåden om gymnasiepigen Celine Knudsens forsvinden. Dette bliver ikke opklaret, så første bind fremstår ikke som en afsluttet historie. Men læseren er spændt på at få mere at vide om Victoria og Celines forsvinden i de næste bind.

Men kan Helbrederen så kaldes en ungdomsknaldroman? Ja, må svaret være. Men bogen er spændende at læse, og sproget fungerer, selv om det måske ikke er stor litteratur. Der er også en ironisk henvisning til Twilight (s.26) og en reference til Hobitten (s.120) og til Buffy The Vampire Slayer (s.168), som Helbrederen også læner sig lidt opad, med jagt på vampyrer, m.m. Og så er der gennem bogen benyttet metaforer, hvoraf nogle er gode. Et eksempel er denne fine iagttagelse af lys: “Solen kastede lange, gyldne stråler igennem de store panorama-vinduer, og smykker af forskellig slags sendte dem glitrende rundt i lokalet som en diskokugle” (s.32). Et andet eksempel på en metafor der fungerer er denne: “Will sendte et blændende smil af sted som en torpedo med et sikkert mål i sigte. Torpedoen ramte en uigennemtrængelig mur og gik i tusind stykker.” (s.45) Endvidere er Victoria og Matthews historie spændende og engagerende. Bogen skal helt sikkert nok skabe lykke blandt målgruppen.

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet 48

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar