Himmelskibet – Magasinet for Fantastik

Læs om Magasinet Himmelskibet

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Guardians of the Galaxy Vol. 2

Guardians of the Galaxy Vol. 2
Film, USA 2017, 136 min.
Instr.: James Gunn
Medv.: Chris Pratt, Zoe Saldana, Dave Bautista, Kurt Russel, m.fl.

NB: Jo, der er SPOILERE her – se helst filmen inden du læser nedenstående.

Så kom det længe ventede andet kapitel i Marvel Studios første decideret kosmiske superheltefilmserie. Den første film var om Peter Quills mor; den anden film er om hans far. Men hvor den første kun brugte moren som en rammefortælling er den anden helt og aldeles fokuseret på faren. Plottet er såre enkelt. Det kosmiske væsen Ego (i form af en Kurt Russell-personificering) dukker op og afslører sig som Peters/Star-Lords far. Han er æoner gammel, og har altid ledt efter andre af sin egen slags, uden held. Derfor har han mange gange forsøgt at få et barn som arvede hans kosmiske evner (som er forbundet til ”lyset” i hjertet af det planetlignende objekt som er hans egentlige krop), og først med Peter er dette lykkedes. Ved at koncentrere sig kan Peter også få adgang til den kosmiske kraft i Egos kerne. Men efter først at have præsenteret sig som en good guy viser Ego sig jo så at være en bad guy, og ender med at blive slået ihjel. Dermed er der heller ikke mere ”lys”, og Peter er tilbage til at være et almindeligt menneske.

Filmen er naturligvis flot; især vil jeg fremhæve de snakke-scener hvor Ego fortæller sin historie. Egentlig er det en meget lang infodump-sekvens, men i dette tilfælde fungerer det efter min mening rigtig godt. Desværre har jeg ikke ret meget andet positivt at sige om filmen. Der er ikke rigtig nogle andre plotlinjer, og ikke rigtig noget af den world-building som den første film generøst skænkede os. Jeg havde håbet på at se adskillige nye figurer i denne film, men der er kun én ny, nemlig Mantis, og hun har stort set intet andet at lave i filmen end at antyde Egos ondskab (samt selvfølgelig at være offer for smagløse vittigheder). Til gengæld er der skruet voldsomt op for komikken, på den der irriterende “klappen sig selv på rygge fordi ih-hvor er den altså morsom”-måde, som i mange tilfælde falder tungt til jorden.

Også de etablerede figurer fra den første film skuffer, for bortset fra en god snak mellem Gamora og Nebula er der stort set ingen udvikling hos nogle af dem, og de har ikke noget videre at lave i filmen. Jo, Yondu er en undtagelse; han bliver udviklet, og bliver en surrogatfar for Peter, men jeg synes ikke han er nogen særlig interessant figur, og sekvensen med hans udvikling optager alt, alt for meget af filmen. Hans historie føles ikke som specielt nødvendig; han er en bad guy som bliver gjort til en good guy for at kunne slutte sig til the Guardians, men det virker lidt kunstigt og kedeligt; som om det mest er en tjeneste overfor skuespilleren. Groot burde måske også nævnes; Baby Groot er effektivt morsom, som noget af det eneste i filmen, og den bedste sekvens i filmen er nok åbningsscenen.

Som skurke er der udover Ego nogle kedelige guld-væsner fra en planet (eller kultur) der hedder The Sovereign, men man får intet at vide om dem, udover at de producerer en dyr og eftertragtet energiform. Nåja, og så ser man til sidst at de er i gang med at skabe Warlock, hvilket forhåbentlig bliver hovedplottet i næste film (eller får en væsentlig rolle i næste Avengers-film, som bliver mere kosmisk). Det kan næsten ikke undgå at blive spændende – hvis ikke James Gunn forplumrer det igen. Jeg håber Marvel Studios giver ham en god screenwriter at arbejde sammen med til 3’eren.

Men alt i alt er der, forventningerne taget i betragtning, tale om en utrolig blodfattig Guardians-film som forsøger at holde sig oppe med komediescener som næppe bliver ret sjove at se anden, tredje og fjerde gang. Hollywood-sygdommen ”sequelitis” har slået til igen, og givet os en film der er overfyldt med det som producenterne mente at publikum godt kunne lide i den første film, men næsten blottet for både historie og personskildring. Et åbenlyst kommercielt produkt der bare skal hive penge ind. Det skuffer mig meget at hovedproducer Kevin Feige ikke kunne præstere noget bedre; jeg vil tro det skyldes at han ikke personligt er kæmpefan af Guardians of the Galaxy (altså de nyere tegneseriehistorier, som disse film er baseret på), og derfor har givet James Gunn alt for meget frihed til at slå sig løs med sin efter min mening ret tvivlsomme sans for humor. Resultatet er desværre den klart dårligste film fra Marvel Studios hidtil.

Karakter: 6 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 52

Alternativ Anmeldelse

Den første Guardians of the Galaxy er nok min favorit-Marvelfilm. Dens blanding af action, humor, musik og personkarakteristik fungerer rigtig godt og skaber i samspil en ekstremt underholdende film, der alligevel har noget på hjerte. Nu er fortsættelsen så kommet med den passende undertitel Vol. 2, med henvisning til det kassettebånd med musik, Peter Quill (Star-Lord) fik i slutningen af den første film. Lad mig med det samme sige at jeg ikke synes at 2’eren er lige så god som 1’eren. Det forhindrer dog ikke filmen i at være ganske hæderlig underholdning trods en lidt svag start.

Elementerne fra den første film går igen, men der er skruet op for det hele, og det betyder at humoren nogle gange kammer over i fjolleri og at actionscenerne bliver (endnu mere) utroværdige. Det er en svaghed, man ofte ser i film-2’ere: Man hælder lidt mere på af det, man mener gjorde den første til en succes, på bekostning af historien og troværdigheden.

Denne gang er det psykologiske fokus på Rocket og Star-Lord. Rocket, som altid har været outsider, har svært ved at være del af en større gruppe og opfører sig urimeligt for – mere eller mindre bevidst – at støde de andre ‘guardians’ fra sig, og Peter Quill længes efter den far, han aldrig har kendt. Det sidste bliver der hurtigt rettet op på, da ‘Daddy’ pludseligt dukker op i skikkelse af Kurt Russell og inviterer sønnike med til sin egen planet. Som det så ofte sker, viser den lykkelige genforening sig dog snart at være temmelig problematisk – men detaljerne skal ikke afsløres her.

I løbet af filmen slutter to af heltenes tidligere modstandere sig til gruppen, og det bidrager til et gennemgående tema om redemption– at ingen er evigt dømt for tidligere fejltagelser og at man kan rejse sig fra fortiden og gøre tingene gode igen – om end det kan indebære en høj pris. Frelse er ikke gratis. Det er en befriende afveksling fra de fleste actionfilms skarpe opdeling mellem de gode og de onde – her er man “a little bit of both”, for at citere Star-Lord fra den første film.

Først og fremmest er der dog tale om en underholdningsfilm for (nogle gange for) fuld skrue. Visuelt er der ikke en finger at sætte på filmen, og humoren virker generelt godt, selvom noget af den rappe dialog virker anstrengt i starten. I lighed med den første film bliver gamle pop-hits brugt effektivt som underlægning til actionscenerne, og det bidrager til at skabe GotG-seriens særlige identitet. Der er også tonsvis af referencer til både nye og gamle Guardians of the Galaxy-tegneserier, blandt andet en udgave af et af de gamle hold med Sylvester Stallone i spidsen som Stakar, en variation over tegneseriens Starhawk. Vi får også et gensyn med Howard the Duck og den vante cameo af Stan Lee – der denne gang lægger op til at alle hans cameos måske i virkeligheden er den samme figur.

Som sagt er filmen ikke så god som 1’eren, men den fungerer udmærket som underholdning, og efter min mening er den bedre end flere af de senere Marvel-sequels såsom Captain America: Civil War og Avengers: Age of Ultron, der også var overlæssede, men manglede den humor, der fik seriernes 1’ere til at fungere. Normalt giver jeg ikke film stjerner i mine anmeldelser, men hvis jeg skulle gøre en undtagelse her, vil jeg give Guardians of the Galaxy vol. 2 syv stjerner ud af ti, hvor den gamle godt må få hele striben. Jeg håber at den lovede 3’er slapper en smule af og skifter fokus tilbage på samspillet mellem figurerne, som i denne film lider under at gruppen i store dele af filmen er splittet op.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 52

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Passengers

Passengers
Film, USA 2016, 116 min.
Instr.: Morten Tyldum
Medv.: Chris Pratt, Jennifer Lawrence, Michael Sheen, Lawrence Fishburn, m.fl.

NB: Jo, der er SPOILERE her – se helst filmen inden du læser nedenstående.

Da jeg først hørte om Passengers udviklede jeg med det samme ultrahøje forventninger til den. Ud fra traileren lignende det en helt fantastisk velproduceret film om et generationsrumskib; en ægte, hyper-visuel sci-fi tour-de-force; en gennemført genrefilm af en kaliber som der kun dukker én af op med mange års mellemrum. Da jeg spændt sad i biografen på premieredagen, forberedt på skøn science fiction, gik der imidlertid hurtigt skår i glæden. I stedet for at handle om skibet og dets tekniske problemer; i stedet for at være en idé-drevet genrehistorie, viste det sig desværre blot at handle om den mandlige hovedpersons egne problemer – og de problemer han skaber for den kvinde, han genopliver for at kurere sin ensomhed. Nogen har kaldt filmen “romantisk”, og da den har en lykkelig slutning – skal det forestille – kunne nogen måske endda også være fristede til at kategorisere den som “romantisk komedie”, men der er ikke noget komisk ved den, og faktisk heller ikke engang noget rigtig romantisk (bortset fra det rent ritualiserede i stævnemødesekvensen). Den er et klodset drama om forholdet mellem en mand og en kvinde i ekstraordinære – og teknologiske – omstændigheder, og som sådan uundgåeligt et symbol på hele forholdet mellem kønnene i den moderne civilisation. Historien er bevidst skræddersyet til ikke at være science fiction, og til at fokusere udelukkende på personernes forhold. Dette er en stor fejl i kunstgrebet, for det forstærker netop symbolikken i den kønspolitiske tematik, og det falder mildt sagt ikke ud til filmens fordel, for det får filmen til at komme med nogle meget specifikke, meget kvindefjendske budskaber. Endda i så høj at filmen for mange kvinder bliver til en horrorfilm – og ikke på den gode måde.

Rumskibet er på vej fra Jorden til en nykoloniseret planet ved navn Homestead II; der er 5000 mennesker ombord, som alle ligger i dvale, for turen tager 120 år. Tredive år henne i rejsen bliver rumskibet ramt af nogle meteoritter som forårsager diverse småskader på skibet – bl.a. resulterer det i at én af menneskenes dvalekapsler går i stykker og får den fattige ingeniør, James, til at vågne. Han er nu alene på et automatiseret skib der stadig har 90 år tilbage af sin rejse, og han kan ikke gå tilbage i dvale. Han kan ikke aktivere nogen alarm og han kan ikke få adgang til noget kontrolrum. Han kan godt sende en email hjem til Jorden, men det vil vare årtier inden de modtager den, og til den tid vil han bare være endnu længere væk. Han kan godt få mad og bruge skibets faciliteter, så han bruger et år på at forsøge at løse forskellige problemer, altimens ensomheden æder ham op og til sidst presser ham til den desperate handling at vække en af de andre sovende mennesker; en kvinde ved navn Aurora, som han er blevet forelsket i. Derved hi­jacker han hele hendes liv og fremtid, for da hun først er vækket har hun intet andet valg end at leve resten af livet i rumskibet. Han hemmeligholder at han vækkede hende med vilje, og lader hende tro at hendes dvalekapsel også tilfældigvis er gået i stykker. I bedste sæbeopera-stil opdager hun selvfølgelig sandheden, og bliver rasende. Men efter en lang række dramatiske begivenheder hvor de redder det defekte rumskib (og hinandens liv), beslutter hun alligevel at tilgive ham, og de lever lykkeligt til deres dages ende – ved at plante træer på rumskibet og skabe deres eget lille paradis.

Det bedste man kan sige om Passengers er at den giver én en masse at tænke over. Filmen fejler frygteligt på mange områder, og man kan derfor spørge sig selv om det overhovedet er værd at bruge tid på at analysere den, men det synes jeg faktisk det er. Det er muligt at tolke filmen på mange måder, og forfatteren og instruktøren har jo håbet på at publikum ville kunne tilgive James og se det smukke i den lykkelige slutning. Men dér har de godt nok skudt sig selv godt og grundigt i alle fire fødder, eller måske skulle man sige at det er lykkes dem at lave en mærkbart mere kontroversiel film end de havde sat sig for, for filmen trykker netop hårdt og ufravigeligt på alle de knapper der fornærmer og provokerer moderne feministiske attituder. Vi har en kvinde hvis liv og fysiske omstændigheder bliver totalt kontrolleret af en mand; et rammende billede på hvad patriarkatet gennem hele verdenshistorien har gjort ved kvinder. Vi har et budskab om at kvinden skal tilgive dette, og derved frifinde manden/patriarkatet for de forbrydelser der er blevet begået mod hende. Et publikum der går ind for ligestilling kan naturligvis ikke acceptere sådan et budskab. Dette er kun én tolkning, men det er klart den mest oplagte tolkning, og det burde producenterne have været bevidste om. Filmen regenererer meget gammeldags værdier om at kvinder skal tilgive mænd for alle grænseoverskridelser, og det gør den i så meget desto højere grad ved også at regenerere bedagede konservative konventioner om stævnemøder og romantik, som virker yderligere malplaceret hundreder af år ude i fremtiden. Givetvis er dette et kommercielt forsøg på at appellere til et kvindeligt nutidspublikum, men lur mig om ikke de fleste kvinder der indløste billet til denne film nok hellere havde set en ordentlig science fiction-historie, hvor ingeniøren i stedet havde vækket en eller flere videnskabsfolk, som så kunne løse rumskibets tekniske problemer (det er i hvert fald hvad jeg ville have gjort som det første), og først bagefter prøve at hitte rede i de menneskelige relationer og omkostninger. Personligt sad jeg næsten og håbede på at de ville genoplive en hel population på flere hundrede mennesker, som så kunne skabe deres egen kultur ombord på rumskibet.

Men som sagt er det muligt at tolke filmen på flere måder, og man kunne da sagtens anlægge en vinkel hvor James’ handlinger er fuldt ud forståelige ud fra (f.eks.) et evolutionslogisk perspektiv. Hvis en mand er alene på en øde ø, men har mulighed for at få selskab af en smuk kvinde, er det så så forfærdeligt at han, frem for bare at gå døden i møde, følger en overlevelsesstrategi hvor det bliver muligt at videreføre sine gener? Er det ikke hvad de fleste dyr er naturprogrammeret til at gøre? Og hvad ville en kvinde i samme situation have gjort? Umiddelbart synes man jo (med de muligvis kulturelle fordomme, man nu har) at en kvinde nok ville være endnu dårligere til at håndtere ensomhed end en mand.

Jeg synes at Passengers er en problematisk og skuffende middelmådig film som begår utrolig mange fejltrin. Så mange af præmisserne ved skibet og situationen er fuldkommen utroværdige, og tydeligt planlagt som ad hoc
-elementer der skulle fremme et helt bestemt plot, som stort set intet har med science fiction at gøre, og samtidig er håbløst ubevidst om hvilket creepy kønspolitisk budskab historien sender. Måske kunne man have opfattet situationen som sød og sentimental i 1950erne, men det kan man (som progressiv samfundskritiker) ikke rigtig i dag.

Men jeg er stadig ikke færdig med at tænke over filmen. Den sætter en masse spørgsmål i gang, og jeg kommer hele tiden i tanke om nye argumenter, både for at det er en dårlig film, og for hvordan man måske kunne tolke den anderledes (Aurora er jo fra forfatterens side tydeligvis ment som en Tornerose-figur, så intentionen har vitterligt været et romantisk rumeventyr). Dét fører igen til en masse betragtninger over hvordan og hvorfor vi generelt tolker film som vi gør, og dét er interessant. Derfor er det bestemt muligt at jeg vil se filmen igen, og måske endda tage den op til genovervejelse. Men den storslåede og perfekte sci-fi film som jeg havde håbet på; tjah, den venter jeg stadig på.

Min karakter: 6 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 52

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Your Name

Your Name
Animationsfilm, Japan 2016, 106 min.
Originaltitel: Kimi no na wa
Instr.: Makoto Shinkai

Your Name har slået alle rekorder for animationsfilm i hjemlandet Japan, og filmen er da også klart blandt de bedre inden for genren. Den er målrettet et yngre publikum (teenagere), men kan sagtens ses af voksne – og også de lidt yngre, om end mindre børn vil have svært ved at forstå den. Eftersom den i Danmark kun bliver vist med japansk tale og danske undertekster, er det nok ikke et problem.

Filmens to hovedpersoner er teenage­drengen Taki fra Tokyo og den jævnaldrende pige Mitsuha fra en mindre by oppe i bjergene, langt fra større byer. Deres liv bliver omvæltet da de en dag, uforklarligt, vågner op i hinandens kroppe og senge, med forventelige absurde og pinlige situationer til følge. Næste dag er de sig selv igen, men freden er kort. Hver anden dag er de i deres egne kroppe, hver anden dag i den andens. De husker kun lidt af hvad de oplever i den andens krop og har for eksempel svært ved at huske hinandens navne – deraf filmens titel. De begynder at skrive i hinandens dagbøger og mobiltelefoner om hvad der er sket mens de har byttet krop, så de ikke fremstår totalt skizofrene for deres venner, og prøver i det hele taget at få det bedste ud af situationen.

Hertil ligner filmen mange andre krops­bytningskomedier som for eksempel Freaky Friday eller 13 Going on 30, men så begynder der at ske ting, der får filmen til at skifte karakter. Pludselig holder Taki og Mitsuha op med at bytte krop, og Taki sætter sig for at finde hende i hendes lille bjergby – men det han finder, er noget helt andet end det han forventer. Jeg vil ikke her afsløre hvad det drejer sig om, men det indebærer et stort drama, der rækker sig langt ud over de to hovedpersoners skæbne og trækker tråde tilbage til fortiden.

Filmen er flot animeret, med malede baggrunde af høj kvalitet og fantastisk smukke lyseffekter hvor påkrævet. Persontegningerne er klassisk karikeret animestil, tættere på fx Pokémon end på Miyazakis film, men det vænner man sig hurtigt til. Uden at afsløre for meget, kan jeg sige at filmen tematisk har en hel del tilfældigt med animefilmen The Girl Who Leapt Throuigh Time (2006); i den grad at jeg var overbevist om at det var samme forfatter og instruktør (men det er altså ikke tilfældet). Jeg får også mindelser om den amerikanske film Timescape fra 1992.

Jeg kunne vældig godt lide filmen, selvom jeg ikke synes den er helt på højde med det bedste af Miyazakis oeuvre (med det er nu også en høj barre at sætte). Hvis jeg skal kritisere noget,er det at man aldrig får en helt fyldestgørende forklaring på hvorfor tingene sker – hvorfor er det lige Taki, som Mitsuha bytter krop med, og hvad er det der får det til at ske? Men det kan godt være at enhver forklaring ville falde fladt og trække ned på filmens helhedsindtryk.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 52

Udgivet i Animation, Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Rogue One

Rogue One
Film, USA 2016, 133 min.
Instr.: Gareth Edwards
Medv.: Felicity Jones, Diego Luna, Ben Mendelsohn, Mads Mikkelsen m.fl.

NB: Jo, der er SPOILERE her – se helst filmen inden du læser nedenstående.

Another year, another Star Wars movie. Selv om jeg hadede den forrige film (Episode VII: The Force Awakens, se min anmeldelse i Himmelskibet nr. 47), og anser Star Wars-universet efter Episode VI for at være ødelagt, så er jeg fast besluttet på at give hver ny film en fair chance for at bevise sit værd. Man kan jo under alle omstændigheder ikke som ægte science fiction fan lade være med at gå ind og se de nye big-budget sci-fi film, vel? Selvfølgelig kan man ikke det.

Rogue One var – især efter Episode VII – en positiv overraskelse. Filmen er en direkte prequel til Episode IV: A New Hope, og det er historien om hvordan Oprørsalliancen bliver indgydt med dette nye håb. Plottet drejer sig om at Alliancen skal have undermineret Imperiets nye super-våben, og til dette formål indhenter de Jyn Erso, datter af Dødsstjernens hovedingeniør, Galen Erso, som er blevet rekrutteret til projektet af Imperiet imod sin vilje. Dele af plotlinjerne virker lidt uklare (i hvert fald når man kun har set filmen to gange!); sender Alliancen Jyn ud til Saw Gerrera (som de ved har forbindelse til Galen) for at få fat i den besked som Galen har sendt piloten ud til Saw med, eller sender de hende af sted for at lokalisere Galen (som de endnu ikke ved om er på deres side eller ej), så de kan dræbe ham, og dermed måske (så vidt de ved) sabotere super-våbnet? Eller begge dele? Enten er de helt præcise detaljer lidt dårligt formidlet, eller også er der nogle ret usandsynlige tilfældigheder på spil (well, måske begge dele).

Ikke desto mindre er der god fremdrift i historien, på trods af enkelte småkedelige sekvenser, og den er ganske visuelt vellykket, især i den meget actionfyldte afsluttende tredjedel, som foregår på en strand-planet (optaget på Maldiverne). Man sidder helt bestemt med en følelse af at det her foregår godt og grundigt i Star Wars-universet, selv om der også er en del univers-relaterede ting man godt kunne forlange lidt mere af. Blandt filmens fremmeste mangler kan nævnes at der ikke rigtig er ret meget nyt på færde her. Hvor er de nye seje og ikoniske rumskibs-designs? Hvor er de nye, spændende, ikke-menneskelige figurer? Hvor er de gode og fremmedartede navne på figurer og steder? Hvor er vores hovedpersoners kulørte person-ligheder? Man kan ligeledes spørge hvor plottets twists er henne; hvorfor der ikke rigtig sker noget uventet i løbet af historien. Der plantes kim til diverse twists (f.eks. at piloten udsættes for et tankelæsende væsen som det antydes vil gøre ham sindssyg), men de manifesterer sig aldrig.

Men disse fejl opnår aldrig en sådan styrke at de ødelægger historien eller filmoplevelsen – i hvert fald ikke fatalt. En af de ting, jeg er mest imponeret over, er at samtlige vores hovedpersoner dør til sidst. I en Star Wars-film! Fra Disney! Jeg er normalt ikke fan af at slå figurer ihjel, men der er en pointe med det her. Vores helte må på tragisk vis ofre deres liv for en større sag. Det fungerer godt. Nogle anmeldere har kaldt Rogue One for en mørk film, og det er den også på visse punkter. Den mandlige helt (med det kedelige navn Cassian Andor, som bare er en omskrivning af Lando Calrissian) er en af Alliancens snigmordere, som hele sit liv har gjort hvad der var nødvendigt for at tjene Oprørsalliancens sag. Han er en intens figur med flere lag.

Jyn Erso er lidt mindre interessant, for hun har hverken rigtig nogen motivation eller anden baggrund. Man kan sige at hun radikaliseres via sin fars død et godt stykke inde i filmen, men bortset fra det kunne man virkelig godt ønske sig noget mere substans, kulør og karisma omkring hendes figur. Det ville f.eks. havde hjulpet en del hvis bare hun havde haft et mere spændende og stilfuldt udseende: en outreret frisure eller et eller andet kulørt kostume – noget der lignede en fremmedartet kultur fra en anden galakse for længe siden. Men nej; hun er desværre kun grå og almindelig/kedelig. Er det fordi almindelige publikummer skal kunne identificere sig med hende? Det synes jeg ikke fungerer ret godt. Som sagt finder hun sin oprørsmission til sidst, men jeg sidder lidt med følelsen af at det fortælleteknisk er meningen hun skal dø som straf for at hun intet andet har udrettet i livet, og aldrig har gidet engagere sig i kampen mod Imperiet. Well, dét er der vel også en slags logik i. Men, i betragtning af at en række virkeligt ikoniske scener fra den første trailer ikke var med i den færdige film (hva’ helvede!?), sidder man med følelsen af at vi ikke har set den rigtige, oprindelige, mere stilfulde og mere meningsfulde version af filmen – og dermed et stærkt ønske om at se en Director’s Cut eller Extended Version eller Original Version. Sådan noget plejer de jo ikke at lave med Star Wars-film, men jeg håber nu alligevel at de gør det med denne, for det lader altså til at vi er gået glip af noget godt og spændende – en følelse som vil blive ved med at gnave som en sten i skoen indtil vi får mere at vide!

Noget af dét, der fungerer bedst i filmen, er beskrivelsen af Imperiet. Hele konstruktionen af Dødsstjernen er jo holdt hemmelig for senatet; kejseren, Darth Vader og Grand Moff Tarkin (og andre medsammensvorne) er i gang med at kuppe Imperiet. Og jeg kunne især godt lide den nye figur Director Krennic, som er den imperie-officer der leder konstruktionen af Dødsstjernen. En ganske kompetent (om end selvfølgelig fascistoid) nøglefigur, hvis tilstedeværelse i netop denne historie er eminent logisk (og jeg kan også godt lide skuespilleren, Ben Mendelsohn). På den anden side gør filmen ikke nok ud af at udvikle forholdet mellem de forskellige hovedaktører. Krennic har i tyve år levet side om side med Jyns ingeniørfar; man skulle tro at ham og Jyn ville have nogle mere bidende personlige anekdoter at udveksle da de mødes til sidst. Man kunne indvende noget lignende hvad angår Jyn og Cassian; i Alliancens hovedkvarter gentager hun hvad Cassian sagde til hende tidligere i filmen, at ”a rebellion is built on hope”. Hvorfor er Cassian ikke til stede i den scene, og nikker anerkendende over at Jyn har lært lektien? Det synes jeg kunne have været en stærk og tilfredsstillende bonding-scene for de to. Men hvem ved; måske kommer der bøger, tegneserier og/eller andre produkter som går ind i nogle af denne type detaljer.

Filmen er, til trods for manglerne, bestemt mere voksen og realistisk i sin persontegning end de andre film i serien, men jeg syntes egentlig ikke filmen var specielt mørk eller dyster – faktisk havde jeg gerne set lidt mere sjov og spas i go’ gammel Jens Lyn-stil, men producenterne syntes nok ikke at det ville være passende i en sådan mere alvorlig film. Det havde måske også været en svær balancegang, men hvis man havde kunnet få det til at virke, så tror jeg det kunne have fået underholdningsværdien helt op i topfeltet. Hvor filmen faktisk er pænt tæt på at være allerede.

Min karakter: 8 stjerner ud af 10. Filmen opfylder sin essentielle funktion i yderst tilfredsstillende grad: den fortæller forhistorien til plottet i den første Star Wars-film. Det er ikke meningen at denne film skal være en stor saga i sig selv; den er tværtimod netop lavet som en moden og moderne fodnote til det større univers. Og som sådan fungerer den fremragende.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 52

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Downfall Redux / The Cat Lady / The Silent Age

Downfall Redux / The Cat Lady
Downfall Redux, 2016
The Cat Lady, 2012
Udviklet af Harvester Games
Til Windows (Steam og GOG) og Linux

Jeg har spillet disse to horrorspil mens det var koldt i vejret. De er adventure-spil som er styret ved hjælp af piletasterne. De er side-scrollere. The Cat Lady starter med at man spiller Susan Ash­worth, som er en 40-årig dame som en aften beslutter sig for at begå selvmord. Hun sluger en hel masse piller og siger farvel til verden. Derefter kommer hun til en anden verden, hvor hun møder Døden i form af en gammel dame.

Døden giver hende en ny chance for at leve, hvis hun kan slå fem menneskelige parasitter ihjel. Hun kommer tilbage til livet i en hospitals-seng.

Man kommer senere ud af hospitalet og hjem til Susans lejlighed. Her passede det godt i spillet med at det regnede. Det danske vejr var også sådan. Man spiser også en cheese-burger, drikker kaffe og ryger tobak som The Cat Lady. Det syntes jeg var ret sejt. Man får senere en veninde som er syg af kræft.

Downfall er et spil af samme firma i samme stil som The Cat Lady. Redux er en moderne version af spillet. Man spiller en karakter fra The Cat Lady som hedder Joe Davis. Han er taget på et hotel med sin kone for at prøve at redde deres ægteskab.

Her på hotellet sker mystiske horrible ting. Joe skal også slå fem parasitter ihjel ligesom The Cat Lady men for at redde sin kone.

Der kommer også et nyt spil i serien som hedder Lorelai, hvor man spiller Døden.

Parasitterne er blandt andet en kannibal med hans kone i The Cat Lady. Der er flere veje igennem spillene og mange hemmeligheder at finde. Der er mindst fire slutninger i The Cat Lady.

Spillene er groteske og uhyggelige. De er meget morbide. Jeg glæder mig til Lorelai kommer ud. The Cat Lady er bedre end Downfall Redux; The Cat Lady er mere fokuseret og struktureret. Spillene er ikke særligt svære men gysene er gode selv ved anden eller trejde gennemspilning. Spillene er ikke for børn. Jeg vil give spillene 9,5 ud af 10 stjerner.

 

The Silent Age
Udgivet 2015
Udviklet af House on Fire
Til iOS, Android, Kindle Fire, Mac, Windows (Steam)

The Silent Age er et tidsrejse-spil som er lavet af House On Fire fra Humlebæk i Nordsjælland. Det er en side-scroller. Spillet foregår i 70’erne og en post-apokalyptisk fremtid. Man spiller Joe som er en vicevært på et firma. Firmaet har netop fyret Joes kollega. Joe skal også passe sin kollegas arbejde fra nu af.

Man kommer ned i en kælder, hvor der er en videnskabsmand. Han er blevet skudt og i sine sidste øjeblikke siger han til Joe at han skal finde ham. Han giver Joe et tidsrejse-apparat. Joe bliver fanget af politiet og forhørt på politi-stationen. Han undslipper politiet ved at trykke på apparatet.

70’erne i spillet er lavet meget flot. Det er et godt handlingsunivers. Den post-apokalyptiske fremtid er også godt lavet. Typiskt skal man rejse mellem de to tider for at løse gåderne.

Der hvor spillet ikke er så godt, er på spillets historie. Historien er ikke godt fortalt og den hænger ikke godt sammen.

Jeg syntes også at spillet er for let at gennemføre. Der er flere hemmeligheder at finde i spillet. Der er omkring 15 kapitler i spillet. Man kan springe til et bestemt kapitel for at prøve at finde hemmelighederne. Spillet kan spilles af børn sammen med deres forældre. Det virker med controller men det er en lidt mærkelig måde at styre spillet på. Det er bedst med mus. Noget af spillet har indtalt dialog men ikke det hele. Jeg vil give spillet 6 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet nr. 52

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

Incorporated – Sæson 1

Incorporated – Sæson 1
TV-Serie
USA 2016-2017– 10 Afsnit
Medv.: Sean Peale, Allison Miller, Julia Ormond m.fl.

I disse år drukner vi næsten i nye tv-serier, også i de fantastiske genrer, og en del af dem er gode. Der er dog også mange skuffende serier, især når det kommer til rendyrket sci-fi, som sjældent kan kombineres vellykket med markeds-mekanismernes kommercielle kriterier for overfladisk underholdning. Serier som f.eks. Extant og The Expanse har jeg personligt fundet skuffende, med uspændende plots og personer, og uoriginal world-building. Andre serier, som f.eks. Defiance og The 100 er ren teenage-action som i sidste ende har meget lidt med science fiction at gøre. Men der er dukket én skøn og dybt tilfredsstillende sci-fi serie op, præsenteret uden den store fanfare fra tv-selskabet SyFy (den gamle Sci-Fi Channel), og den hedder Incorporated.

I år 2074 styres verden af gigantiske multi-nationale virksomheder. To af de største, Spiga og Inazagi, er konkurrenter som til tider ligger i åben krig med hinanden. Det er en farlig verden af spionage, afhopperi og kontrol, hvor det mindste fejltrin kan føre til at man får slettet sin hukommelse (konsekvensen af sin Non-Disclosure Agreement!).

De, der er ansat hos en virksomhed, nyder enorme privilegier og bor i gated communities, mens flertallet af verdens ludfattige befolkning bor i zoner styret af kriminelle bander, uden væsentlig adgang til hverken et sundhedssystem eller et arbejdsmarked. Virksomhederne rekrutterer og uddanner dog udvalgte folk fra de fattige zoner, mest til prostitution og som sikkerhedsvagter. Hovedpersonen i serien er Aaron, som kommer ude fra zonerne, men ved hjælp af teknisk snilde og gode forbindelser får skabt sig en falsk identitet som Ben Larson, og bliver gift med datteren til Spigas C.E.O. Dette er et led i en plan om at genfinde og redde sin barndomskæreste Elena, som er blevet prostitueret i den eksklusive klub Arcadia, hvor kun de højest-placerede virksomhedsfolk har adgang. Det meste af første sæson går med at Ben forsøger at blive forfremmet, så han kan få adgang til Arcadia. Han er en af hovedudviklerne på teknologien EverClear, som nærmest kan læse folks tanker. På et tidspunkt hvor han mistænkes for at stå bag et mord, bliver han nødt til at slette sin rigtige (Aaron-)identitet, og kun beholde sin Ben Larson-identitet, for at afholde virksomheden fra at afsløre ham.

Det tredje af de ti afsnit er helt i særklasse, og jeg blev nødt til at gense det igen kort efter at have set det første gang (en følelse man også har efter hele sæsonen: dét skal fanme genses!). De to plots om at han leder efter Elena, og at han skal forestå en kompliceret ekstraktion af en medarbejder fra Inazagi som afhopper til Spiga, er så fantastisk vævet sammen at man helt mister pusten af forbløffelse. Et fortælleteknisk forbilledligt fortalt afsnit. Hele sæsonen er så spændende at det er helt stressende, og det endda uden noget videre klassisk action; uden biljagter eller store eksplosioner. Det er menneskelige ting der er i klemme, og mestendels teknologiske elementer der udgør både truslerne og løsningerne. Samtidig handler det selvfølgelig også om hvor uetisk store virksomheder opfører sig; de vil hellere skade konkurrenten end redde teknologier der kan brødføde verden.

Jeg vil kalde Incorporated for den bedste sci-f i tv-serie i mange år. Den eneste nyere serie, jeg kan komme i tanke om, som kommer op på siden af den, er den svenske Ægte mennesker (anmeldt i Himmelskibet nr. 35). Jeg vil græde bitre tårer hvis ikke Incorporated bliver fornyet til en anden sæson!

Min karakter: 9 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen Himmelskibet nr. 52

Udgivet i Science Fiction, tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Iron Fist – Sæson 1

Iron Fist – Sæson 1
TV-Serie
Netlfix USA – 13 Afsnit
Medv.: Finn Jones, Jessica Henwick, David Wenham, Tom Pelphrey og Jessica Stroup

Så skete det: Med Iron Fist har Marvel (den del der er associeret med Marvel Studios) fået sit første anmelder-flop. Serien er baseret på nogle tegneserier der først udkom i 1974, hvor den netop afdøde Bruce Lee og kung fu-film var højeste mode.

Danny Rand mistede sine forældre som ca. 10-årig under en tur til Himalaya, og blev fundet og adopteret af munke fra byen K’un Lun (som ligger i en anden dimension, og kun er tilgængelig fra vores verden hvert 10. eller 15. år, alt efter om man går efter tegneserien eller tv-serien). Her blev han oplært i kampsport, og opnåede det ypperste mulige: at blive det levende våben ‘the Iron Fist’ (via intet mindre end en drages mellemkomst), med superevnen til at kanalisere sin ‘chi’ (livskraft) ud i sin knytnæve, så den bliver et overmenneskeligt våben. Da K’un Lun igen forbindes med vores verden, rejser Danny tilbage til New York, hvor han (måske lidt for bekvemt) er arving til en kæmpe virksomhed og medfølgende kæmpe formue. Her involveres han i alle mulige intriger i processen med at modtage sin arv, og må samtidig tage kampen op mod ninjaklanen The Hand, som hele hans tid i K’un Lun har forberedt ham på. De har naturligvis en finger med i spillet hvad angår hans forældres død. Han møder desuden den seje karate-pige Colleen Wing, som også viser sig at være involveret i ting og sager.

I forhold til at serien reelt er en 13-timers film, kan man godt med rette indvende at handlingen går lidt langsomt, og at der ikke er kød nok på historien. Har anmelderne og de andre kritikere så ret i deres negative vurdering? Well, det er lidt af et kompliceret spørgsmål, især hvis man gerne vil kunne lide serien, og faktisk føler sig umiddelbart underholdt af den. Men jeg må medgive at det er rigtigt at serien på mange måder ikke rigtig holder til at blive grundigt analyseret. Kampsports-indholdet og action-scenerne er ikke gode nok (hvilket nok er det største problem). Seriens producenter har valgt en skuespiller til titelrollen udelukkende pga. hans udseende og fordi han er kendt fra Game of Thrones, og desværre overhovedet ikke fordi han var egnet til en kampsportsrolle, som ellers burde være et af de vigtigste kriterier for denne figur. Udover en række spredte og (med enkelte undtagelser) uinteressante dueller, har kampsport besynderligt nok ikke nogen rigtig væsentlig betydning for denne series plot.

Andre problemer virker som funktioner af et lavt budget: der er stort set ingen spektakulære, superhelte-agtige elementer i serien, og baggrunden med eventyrlandet K’un Lun hører man kun ganske lidt om, selvom det ville have været en oplagt måde at få lidt visuelt lir med i serien på. I det hele taget er det en alvorlig fejldisponering at serien ikke har den kulør som tegneserieudgaven – og superheltetegneserier generelt – har, men i stedet er ‘played straight’, og tager sig selv lige lovlig seriøst. Et superheltekostume kan f.eks. ikke komme på tale. Men på den anden side må man jo medgive at de andre tre serier i samme tv-univers – Daredevil, Jessica Jones og Luke Cage – er blevet en succes ved netop at være meget seriøse og sammenbidte! Problemet er at samme tone fungerer langt dårligere til Iron Fist, og derfor må man også konkludere at den er den ringeste af de fire serier. Men det må næsten siges at være et rent uheld.
Producenterne har jo blot forsøgt at videreføre den samme stemning som i de andre serier, som generelt faldt i god jord hos anmelderne. For Iron Fist-konceptet fungerer dén stil bare mindre godt.

Et andet kritikpunkt er at Danny overhovedet ikke virker som om han har spenderet de sidste 15 år (alle sine teenage-år og det første af sit voksenliv) med at kung fu-træne i en eventyrby af krigermunke. Da han kommer tilbage er han en typisk udadvendt, glad og snakkesagelig all-American kid, som ikke giver indtryk af at være specielt disciplineret eller meditativ (selv om han faktisk mediterer i en scene eller to).

Jeg ville ellers have forventet at han mindede om Gordon Lius figur i The 36th Chamber of Shaolin, da han kommer ud af klostret efter at have færdiggjort sin årelange træning. No such luck! Måske skyldes det igen at det desværre ikke var et element der passede særligt godt til den skuespiller, de valgte til titelrollen. Det er bestemt ærgerligt, og hænger nok igen sammen med at Finn Jones ikke rigtig kan noget kampsport. Det vel nok mest ødelæggende for denne serie er at instruktørene har været nødt til at klippe actionscenerne sammen på uhyrlige måder for at forklæde heltens mangel på kampevner. Et af konceptets allervigtigste elementer er derved blevet ubærligt kastreret, og actionsekvenserne fungerer utrolig dårligt.

Ikke desto mindre er jeg forbavset over hvor underholdt jeg alligevel var af serien. Jeg kunne generelt godt lide personerne og skuespillet, og blev også fastholdt af plottet, som trods alt havde mange referencer til tegneserierne. Serien er måske nok (meget) langt fra at være den ultimative eller bedst mulige tv-udgave af Iron Fist-tegneserien, men den fungerede alligevel helt okay som en Iron Fist-inspireret historie; som en lettere low-budget action-serie hvor tegneserie-elementerne var præsenteret i mere realistiske rammer. Jeg havde foretrukket noget mere eskapistisk, men underholdningsværdien fornægter sig imidlertid ikke. Visse kulørte elementer er bibeholdt, som f.eks. The Hand’s evne til at genoplive de døde (noget der egentlig kommer fra Frank Millers Daredevil-tegneserier). Og det er, for mig, godt nok til at man har lyst til at både se og gense serien.

Min karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 52

Udgivet i tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

Ana ved Verdens Ende

Ana ved Verdens Ende
Tegneserie af Michael Lindal og Peder Riis
Æther Publishing, 2017

Hvad gør et menneske til et menneske? Det er spørgsmålet, som vækkes til live i tegneserien Ana ved verdens ende. Teksten dertil står Michael Lindal bag, mens det er Peder Riis, der har skabt tegningerne.

Det er på sin vis en form for filosofisk undersøgelse af, hvad der kendetegner et menneske. Ana er vores robot, vores rejseleder. Hun kommer til verden under en opfinders hånd. Hun er unik, en androide, hvorfor alt er nyt og interessant. Dog varer det ikke længe, førend spørgsmål om eksistens og berettigelse i denne menneskenes verden melder sig. Hun undersøger det nøje, og hun får kontakt til et vaskeægte menneske, der indleder et varmt forhold til hende, og som forelsker sig hovedkulds i hendes mekanik. Det er farligt, for kan en androide ikke også formere sig?

Der går 500 år, og Ana kæmper ihærdigt for at forstå, hvad mennesker er for en størrelse, og hun har særdeles svært ved at kapere, at hun er den udødelige type. Hun vil meget gerne hjælpe menneskene, men det er umuligt, og undergangen er meget nær.

Vi møder indledningsvist Ana. Hun sidder ved verdens ende og filosoferer. I slutningen møder vi hende samme sted, og vi har da været igennem et lækkert flashback, hvor menneskenes sidste tid på denne jord bliver fremtegnet og fremskrevet.

Tegningerne er i de mere dystre nuancer, og der er brag og storladne perspektiver. Man er ikke i tvivl om, at der her er noget på færde.

Anmeldt af Martin Rytter Handberg i Himmelskibet nr. 52

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Patrick Leis – Udrensning

Udrensning
Gotisk Krimi af Patrick Leis
H Harkens Productions, 2016, 160 sider, 139 kr.

Udrensning er Patrick Leis´ første krimi. Serien er udgivet i forlaget H. Harksen Productions serie af gotiske krimier. Og at Udrensning er en gotisk krimi er grunden til at den bliver anmeldt i Himmelskibet. Gotiske krimier er ifølge forlaget “om for-brydelser der er dystre, uhyggelige, groteske, det undertrykte og det ukontrollable – og opklaringen af disse forbrydelser.” Krimigenren er traditionelt en realistisk genre som ikke opererer med fantastik. Og forlaget gør sig således ikke nogen tanker eller krav om hvordan krimiens realisme forholder sig til gotikken. Gotiske romaner accepterer fantastiske og overnaturlige forklaringer. Kendte gotiske romaner er Mary Shelleys Frankenstein og Bram Stokers Dracula.

Patrick Leis har så valgt delvist at opretholde krimiens realisme krav, idet Vögel ikke arbejder med fantastiske forklaringer på forbrydelserne i bogen. Men videre til handlingen.

Handlingen i Udrensning er kort den, at der europæiske storbyer hærges af mordbrande. Specialagent Vögel er sat på opgaven at opklare disse mordbrande. I starten er der ikke mange spor at gå efter. Men lidt efter lidt får han flere spor at gå efter. Men vi følger ikke kun specialagent Vögel. Vi følger også pyromanen og en person der ligesom Vögel jagter pyromanen. Hvordan det slutter vil jeg ikke afsløre her. Jeg vil dog afsløre at der er der noget overnaturligt eller fantastisk blandet ind i handlingen.

Og spørgsmålet er om det fantastiske element er vævet godt nok ind i historien. Måske har Patrick Leis også tænkt det. I hvert fald lader Patrick Leis Vögel diskutere pyromanens motiver med kommissær Eriksen. Vögel har sin egen forklaring på pyromanens motiver, som ikke er fantastisk. Han forklarer sine tanker til kommissær Eriksen. Og Eriksen svarer ikke med samme. Hans tid i politiet, at verden er mere kompleks end de fleste går rundt og tror. Til sidst rømmer han sig. “Hvad nu hvis han [pyromanen] har ret? Vögel sender kommissæren et uforstående øjekast. Jeg forstår vist ikke helt…?” (s.147-148).

Med andre ord ville det efter min mening have været bedre, hvis Vögel var en detektiv, der accepterede fantastikken som romanens realitet. I lighed med Erwin Neutzsky-Wulffs okkulte detektiv Adam Hart. Og dermed ikke delvist opretholdt krimigenrens krav om realisme, når det nu er en gotisk roman.

Bogen er som sådan velskrevet, men jeg synes den har en lidt tung start. Dette selvom der lægges ud med at pyromanen er i gang med at påsætte en mordbrand. Men det er særlig afsnittene med personen som forfølger pyromanen som er lidt tunge at læse og man skal noget ind i bogen før end handlingen begynder at fange en. Efter min mening er afsnittene med Vögel de mest spændende at læse.

Der er ikke så mange metaforer i bogen. Dog er der enkelte effektive som disse: “Naboer og genboer kikker ud gennem vinduer og fordøre som frygtsomme kaniner” (s. 146) og “smilede som en sjakal” (s. 50)

Der er enkelte irriterende fejl som ikke er blevet rettet i korrekturen. For eksempel øverst på s. 60 “spisestolog” i stedet for “spisestol og”. På s. 41 står der “Jeg kniber øjnene hårdt samme” i stedet for sammen.

Men spørgsmålet er så om forbrydelsen i bogen er dyster og uhyggelig som forlaget har som krav til den gotiske krimi. Og til det kan der svares ja, det er forbrydelsen i bogen. Bogen opnår trods sine fejl sit mål.

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet nr. 52

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Martin Schjönning – Kværnen

Kværnen
Roman af Martin Schjönning
Calibat, 2017, 118 sider, 325 kr.

Kværnen er et kæmpe køretøj som er designet til at pløje sig igennem horder på flere tusinde zombier, for på den måde at give dem evigt hvile, samt at genbruge hvad der vil kunne genbruges af de udødes rådnende kroppe.

Rebecca er chauffør, eller måske rettere pilot på kværnen, men hun er ikke alene om at sikre dens fremdrift. En række hyrder sørger for at lede flokke af zombier hen til kværnen, og en af disse er hendes kæreste Johnny. Han forsvandt dog under nedlæggelsen af en gigantisk horde, og Rebecca drukner nu sine sorger i stoffer og alkohol. Hun bliver dog hentet ud af sin sump for at skulle lede kværnen til et område hvor der er forlydender om at en flok overlevende holder sig forskanset.

Den første del af bogen gør meget ud af at beskrive Kværnens tilblivelse, så man skulle tro at bogen ville handle om det monstrøse køretøjs fremdrift. Det er dog kun en lille del der handler om dette, for Kværnen bruges nærmest blot som transportmiddel frem til bogens virkelig handling, som finder sted da den lille gruppe af soldater forlader køretøjet for at trænge ind i det område hvor der skulle være overlevende.

Bogen har både blodige kampscener, og intriger imellem gruppens medlemmer og ikke mindst så har den spændende passager hvor man ved at ikke alle kommer igennem i live.

Det bedste ved bogen er dog illustrationerne. Endnu en gang viser Tom Kristensen hvor god han er til at fange stemning og handling i sin streg. En ting der dog kunne gøre det endnu bedre var hvis der havde været en interaktion imellem illustrationerne og handlingen, så det mere blev en grafisk roman, end “blot” en illustreret roman. Der er lidt af det hvor en tegnet action-sekvens bidrager med mere end teksten gør. Noget sådant havde jeg gerne set mere af.

Jeg kunne også godt have brugt noget mere omkring Kværnen selv, men hvis man læser med på forfatterens blog, så har han luftet at dette nok ikke bliver sidste gang han skriver om den, så det kan man jo så bare glæde sig til.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.52

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar