Himmelskibet – Magasinet for Fantastik

Udgivet den januar 1, 2013 af Admin

Læs om Magasinet Himmelskibet

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Gudrun Østergaard – Kæntrede Træer

Udgivet den januar 12, 2025 af Admin

Kæntrede Træer
Af Gudrun Østergaard
Forlaget Leitura. 276 sider, 2024

Gudrun Østergaard har udgivet romanen Kæntrede Træer, der handler klimaforandringerne og hvordan de påvirker os, med vægt på hvordan de på virker os på psyken. Gudrun Østergaard har skrevet om klimaforandringer før i novellen Vejrskifte, der er udgivet i antologien Komplekskuller udgivet af Science Fiction Cirklen. Og novellen Vejrskifte er også behandlet i podcasten Robotter på loftet afsnit 52: 052 Vejrskifte – Robotter På Loftet

Kæntrede Træer har vundet Forlaget Leituras romankonkurrence.

Kæntrede Træer har tre hovedpersoner, Bjørg, Brynja og Hjørdis, der er søstre.

Kæntrede Træer er således opdelt i tre dele med hver søster som hovedperson, som så hedder efter hovedpersonen i, altså Bjørg, Brynja og Hjørdis.  

Hver del er desuden forsynet med en vignet i starten. Bjørgs del er den længste del. Den fylder ca. det samme som de to andre søstres dele til sammen. Bjørgs del bliver brugt til at introducere os til romanens verden. Romanens virkelighed foregår som sagt i fremtiden, så der er nogle ting der er anderledes i forhold til vores verden. Så disse ting skal lige introduceres.

Og desuden er der en prolog og en epilog, der samler trådene. I bogen, der foregår i en fremtid, hvor klimaforandringerne er blevet værre end de er nu. Men forandringerne er ikke blevet apokalyptiske endnu i romanens verden. Og de værste konsekvenser kan stadig bremses. Og det er er et af temaerne i bogen. Som brugeroplysning kan det siges at der er ikke meget action i bogen. Men det betyder ikke at der ikke er spænding i bogen, for det er der. For klimaforandringerne får konsekvenser for hovedpersonerne. Og de bliver nødt til at handle.   Jeg vil ikke komme nærmere ind på handlingen for ikke at spoile.    

Forfatteren viser endvidere hvordan det er at leve med klimaforandringerne.  Og hvordan klimaforandringerne påvirker os psykisk. Bl.a. den usikkerhed der følger med. Og det er lykkes godt for forfatteren at vise disse ting.

Jeg ved ikke hvad de kæntrede træer i titlen hentyder til. Der er ikke nogen referencer i bogen til kæntrede træer. Jeg kunne i hvert fald ikke finde nogen. Men det kan være at de hidtil mislykkede tiltag til at stoppe klimakrisen, er de kæntrede træer, da klimakrisen ikke er bremset. Forfatteren vil måske på en eller anden måde også kritisere, synes jeg, at man ikke gør nok i dag med at løse klimakrisen. Og det kan jeg godt lide. Både den konkrete kritik. Og jeg kan også godt lide når en bog generelt har noget at sige. Men det er i hvert fald en stilfærdig kritik. Forfatteren råber ikke budskabet ned i læseren. Og det er også udmærket.

Der er ikke nogen kapitler i bogen, men der er mellemrum i teksten, som man kan sige fungerer som kapitler på den måde. 

Bogen er velskrevet og sproget i bogen er godt. Der er ikke så mange metaforer i romanen, men der er f.eks. denne her: 

 “…hvor hendes perfekt formede øjenbryn blev til sorte slanger, der vogtede sultent oven over hendes lysebrune øjne” (s. 247) og den synes jeg er god. Jeg synes at Kæntrede Træer er en god bog, som kan anbefales. Men bogen kræver lidt af sin læser og det tog lidt tid for mig at læse den færdig. Men det er udmærket med bøger, der kræver lidt af sin læser. Og som sagt, så er Kæntrede Træer en god bog.

Anmeldt af Jóannes á Stykki

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

C. C. Thybro – I skyggen af Udgårdsø

Udgivet den december 21, 2024 af Admin

I skyggen af Udgårdsø
af C. C. Thybro
Read.Die.Repeat, 2024, 600 sider

På Bibliotek.dk kan du i ’Bibliotekernes vurdering’ af C. C. Thybros bog, der er en elegant moppedreng på 600 sider, læse følgende under anmeldelser:

Hvis man undlader at stille spørgsmål ved plot­mæssige udfordringer, såsom hvad et indkøbscenter og et psykiatrisk hospital laver på en lille, småt befol­ket ø og blot nyder uhyggen, er der timevis af god un­derholdning.

Netop det, at C. C. Thybro lader handlingen foregå i et lille øsamfund, synes jeg gør hele romanen dejligt over­skuelig og bevirker, at man som læser hurtigt bliver fortrolig med stedet og personerne, ikke mindst fordi bogen indeholder både et kort over Udgårdsø og et detaljeret persongalleri.

Jeg har aldrig læst særlig meget hverken fantasy el­ler horror. Faktisk kan jeg ikke huske at have be­skæftiget mig rigtigt med de to genrer siden jeg var ulveunge, hvor vi fortalte hinanden bloddryppende gy­serhistorier, når vi var på sommerlejr og lyset var blevet slukket på sovesalen.

Derfor har I skyggen af Udgårdsø for mit vedkom­mende været en rejse ind i et nyt univers, som jeg begav mig ud på af nysgerrighed. Jeg havde redige­ret C. C. Thybros roman Komplekskakkerlakkerne, der også udkom i 2023, og måtte simpelthen se, hvor­dan Cecilie gebærdede sig i dette helt anderledes univers. Jeg blev imponeret. Plottet er selvfølge­lig helt anderledes, men hvad der i særlig grad imponerede mig, var sproget. Det er så anderledes, at jeg flere gange forledtes til at tænke, at I skyggen af Ud­gårdsø måtte være skrevet af en anden forfatter.

Beskrivelsen af miljøet i øens uhyggelige parallelle univers synes jeg er genial. Hvorfor finde på sofi­stikerede begreber, når mørke, tåge og skygge dækker fint. Eller hvorfor lade hovedpersonerne traske rundt i mær­kelige substanser, når aske kan gøre det samme. Og hvorfor komme med komplekse psykologisk inspi­rerede beskrivelser af personer, som er fortabte i det uendelige mørke miljø, når det kan klares med at beskrive dem som tomme?

Og nu vi er ved enkelthed. Jeg synes, at forklaringen på hovedpersonen Adams evne til at finde personer, er rigtig fin. Den er, siger han, at det er ligesom om han følger en tråd.

Som jeg plejer, så røber jeg ikke mere om handlingen i mine anmeldelser end forfatteren selv gør i sin bagsidetekst, hvor jeg dog lige må gøre en enkelt undtagelse. Det er heldigt, at der står en lygtepæl nedenfor Runas’ lejlighed. Men tilbage til bagsideteksten, der lyder:

’Det er en alment kendt sandhed på Udgårdsø, at alle forsvinder før eller siden, og at ingen vil lede efter dig eller gøre noget, når det sker. Tværtimod.’

Da en gruppe unge amerikanske turister på spøgel­sesjagt forsvinder på en lille ø i Kattegat, bliver Adam Winther – en mand, der efter sigende kan finde alt – sat på sagen. Men det eneste han finder, er et tabt kamera med en grynet optagelse.

Rosemarie Udgaard har altid drømt om at komme væk, men inden hun rejser, vil hun til bunds i myste­riet om øens forsvundne. Der er bare det problem, at ingen tør bryde tavsheden.

Mosemanden tager nemlig efter sigende dem, der stiller for mange spørgsmål, og gennem årene er øboerne blevet gode til at ignorere mørket, der har fortættet sig og ligger som en tæt tåge over øen.

Omstændighederne får det umage par til at slå sig sammen om at løse mysteriet, men for hvert skridt de kommer tættere på sandheden, træder skyggerne dem i hælene, og det bliver mere og mere usikkert, om de nogensinde vil komme af øen i live.

Til plottet, som jeg allerede har omtalt, må jeg lige tilføje, at jeg synes flugten sidst i bogen godt kunne være kortet ned, for der er vel meget dacapo i beskrivelserne af den overlast, som personerne udsættes for.

Tilbage er kun sproget, hvor C. C. Thybro gerne excellerer i anvendelsen af fremmedord. Det er, som i Komplekskakkerlakkerne, elegant og flydende. og da I skyggen af Udgårdsø er første bog i en planlagt serie med titlen Om Skyggeaksens kald, så ser jeg allerede frem til at læse næste bind.

Til slut; jeg er meget imponeret over, at C. C. Thybro har klaret at skrive to bøger med så forskellige handlinger som Komplekskakerlakkerne og I skyggen af Udgårdsø næsten samtidigt. Derfor er det synd, at forlagets korrekturlæser ikke har leveret, hvad jeg synes man bør kunne forvente, i det mindste ved at bruge autokorrektur.

Anmeldt af Johannes Lundstrøm

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Mulm

Udgivet den november 29, 2024 af Admin

Mulm
Film, Danmark, 2024, ca. 90 min.
Instruktør: Martin Vrede Nielsen
Medv.: Jens Sætter-Lassen, Julie Christiansen, Louis Trinskjær, Martin Geertz, m.fl.

Anmeldelsen er baseret på en pressevisning afholdt af distributøren, Another World Entertainment. Filmen har biografpremiere d. 5. december 2024.

Det er ikke så tit at danske horror-forfattere formår at få en af deres romaner filmatiseret, men det er ikke desto mindre hvad der er sket for Teddy Vork – en forfatter som gennem årene har haft adskillige noveller trykt her i Himmelskibet, hvor hans roman, Mulm, også har været anmeldt. Fælles for filmen og romanen er at vi følger Jacob og Majas parforhold, som langsomt forværres samtidig med at en overnaturlig, og givetvis oldnordisk, dæmonisk entitet lader til at yde indflydelse på deres 6-årige søn, Johannes, som en ”usynlig ven”. Maja er har ladet sig indskrive på en psykiatrisk afdeling, fordi hun frygter for sin egen mentale sundhed, og også for hvad der muligvis reelt er et uhyggeligt skyggevæsen i deres hus, som især interesserer sig for deres søn. Jacob går til psykologisk terapi, og begynder at opleve det samme som Maja, men vil ikke helt indse det. Sønnen Johannes vil snart ikke længere lege med sine jævnaldrende børn, men kun med Svupben, den usynlige ven som også har mange andre navne, og påvirker Johannes til at bygge små stendysser. Til ofringer. Mon dét ender godt?!

Man kan undre sig over hvorvidt den dæmoniske indflydelse er et symbol på det skrantende parforhold, eller måske omvendt, men spørgsmålet er om de to overhovedet kan adskilles. Er det ene mere primært end det andet, eller er de to flettet fuldkommen sammen? Jeg har desværre ikke læst romanen, men der er ingen tvivl om, at den indeholder langt flere detaljer om specielt figurerne og deres emotionelle tilstand, end en halvanden times film kan gøre sig håb om, og derfor virker filmen også som om den overnaturlige indflydelse, som nødvendigvis må fylde en del i plottet, er mere primær, og årsag til parrets problemer, mere end det omvendte er tilfældet. Som sådan virker filmen måske mere som ”ren horror”, hvor jeg forestiller mig at bogen nok indeholder flere og stærkere elementer af socialrealisme. Den rædsel, historien skyder sig soleklart ind på, er forældres frygt for at der skal ske noget med deres børn – en rendyrket rædsel, som man godt kunne forestille sig, at der indenfor horrorgenren var en hel undergenre for (og det er der måske! Så unik og nyskabende er denne historie trods alt heller ikke). Det er dog også en grænseoverskridende rædsel, som næsten er så unævnelig, at den kan virke så umoralsk og overvældende, at den nok aldrig rigtig kan blive mainstream, selv indenfor horrorgenren – det brede publikum vil ganske enkelt finde denne slags horror for forstyrrende. Men det lidt smallere horror-publikum vil nok lade sig spændt tiltrække. Og dette er naturligvis en film de skal se.

Anmeldt af Tue Sørensen

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

Martin Wangsgaard Jürgensen – Drømmenes pris – H.P. Lovecrafts liv og litteratur

Udgivet den oktober 29, 2024 af Admin

Drømmenes pris – H.P. Lovecrafts liv og litteratur
Af Martin Wangsgaard Jürgensen
Kandor, 2024, 444 sider

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Det er ca. 5 år siden at det sidste bind med oversættelsen af Lovecrafts samlede værker udkom på forlaget Kandor. Nu er der udkommet en bog om Lovecraft på forlaget, og lad mig allerede fra her sige at bare synet af bogen gør at den må være et must-buy hvis man har de andre bøger. Omslaget er i den samme hvide tone som de andre, og så er den prydet af en svag men stemningsfuldt Lovecraft silhuet.

Forfatteren til Drømmenes pris – H.P. Lovecrafts liv og litteratur er Martin Wangsgaard Jürgensen, som ud over også selv at skrive skønlitteratur inden for det overnaturlige gys (senest Pramdrageren), også har udgivet fagbogen Skrækvisioner – Den moderne gysers udvikling (Syddansk Universitetsforlag, 2020). Jeg må med skam indrømme at selvom jeg selvfølgelig har købt Skrækvisioner så har jeg desværre ikke har fået læst den endnu.

Drømmenes pris er ikke en direkte biografi, men derimod en bog der kombinerer en gennemgang af Lovecrafts liv med udgangspunkt i de historier han skriv, og hvornår han skrev dem. Det er således mere en analyse af hans værker og hans udvikling som forfatter, sammenstillet med hvordan hans liv artede sig, og hvordan han udviklede sig.

Jeg skrev selv en Lovecraft biografi i første nummer af mit Lovecraft fanzine Nyarlathotep (2003), men når jeg læser Drømmenes pris, og kigger tilbage på det jeg skrev, så kan jeg tydeligt se at der er sket meget i analysen for forståelsen af hvem Lovecraft var, og at de værker jeg byggede min biografi på var af de ældre biografier, og ikke de nyere eller de mange tekster der er blevet skrevet om Lovecraft. Og der er blevet skrevet meget om Lovecraft. Litteraturforskeren S.T. Joshi joker selv med at det han har skrevet om Lovercraft, fylder mere end Lovecrafts samlede værker. Med alt det der er skrevet og udgivet om Lovecraft kan man selvfølgelig godt tænke om der er behov for endnu en bog. Efter endt læsning af Drømmenes pris må jeg sige at denne bog bestemt har sin berettigelse. Ikke kun fordi det er det første udgivelse på dansk der så grundigt går til stoffet, men også fordi den ikke bare er en et opkog af andre biografier, men Jürgensen har lavet et grundigt analytisk arbejde.

Den sidste del af bogen omhandler Lovecrafts indvirken på eftertiden, og de mange der har ladet sig inspirere af hans værker. En af konklusionerne som drages i dette afsnit, og som jeg er enig med forfatteren i, er at man i dag støder på Lovecraft referencer rigtigt mange steder, men at langt de fleste af disse faktisk ikke referer Lovecraft, men derimod mere hans kunst-mytologi som oftest betegnes Cthulhu-mythos. Lovecraft gik meget op i stemning og mange af de væsner han beskrev var kun løseligt beskrevet og gerne i termer der skulle vise at den menneskelige opfattelse ikke kunne rumme disse væsner. I dag så ser man tentakelvæsner flere steder i pop-kulturen, hvor man tydeligt kan se at det tager afsæt i Cthulhu-mytologien, men at der ikke er meget Lovecraft tilbage i det. Jeg var selv i mange år Lovecraft samler, og købte hvad jeg stødte på at film, bøger og tegneserier. Mængden steg dog så meget, og meget af det kunne jeg se ikke rigtigt havde noget med Lovecraft at gøre alligevel, så jeg begrænsede mig til at samle hvad der kom på dansk, men efterhånden så gik jeg også fra at skulle samle alt, til en noget mere selektiv tilgang.

I Drømmenes pris nævnes kun et par enkelt danske værker som tager afsæt i Lovecraft, og jeg kunne da godt have tænkt mig at der var blevet brugt noget mere plads på den del, specielt med de tegneserier og andet der er udgivet på dansk.

Opsummeret så er dette et værk som bestemt hørre hjemme i en Lovecraft samling, men også ikke fans vil bestemt kunne finde bogen interessant, specielt den del der omhandler hvordan eftertiden har taget Lovecraft til sig, og hvordan hans værker har fået nyt liv i mange forskellige former.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Faglitteratur | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Magtringene, sæson 2

Udgivet den oktober 27, 2024 af Admin

Magtringene, sæson 2
Tv-serie, USA 2024
Skabt af: Patrick McKay og John D. Payne
Med: Morfydd Clark, Charlie Vickers, Charles Edwards m.fl.

Den første sæson af Magtringene, Amazon Prime Videos prequel til Ringenes herre baseret på dennes appendikser, fik en ret blandet modtagelse af publikum, blandt andet fordi den tog sig nogle friheder med oplægget – men det samme kunne siges om Peter Jacksons filmatiseringer af Ringenes Herre og ikke mindst Hobbitten, uden at det gik ud over karakteren på IMDb. Som jeg skrev i min anmeldelse af første sæson, synes jeg at den ret skrappe kritik af sæson 1 var uretfærdig. Nu har jeg så set sæson 2, og efter min mening burde den få al kritikken til at forstumme (selvom jeg godt ved at det ikke vil ske).

Første sæson sluttede med at de tre magiske elverringe blev smedet af elversmeden Celebrimbor med hjælp fra den gådefulde Halbrand, og vi fik også til sidst afslører hvor Sauron havde gemt sig siden hans formodede død. Fokus i denne sæson er på hvordan Sauron i en ny forklædning manipulerer Celebrimbor til at smede syv ringe til dværgenes herrer og menneskenes konger, men vi følger også en række andre samtidige narrativer. I øriget Númenor kæmpes en magtkamp mellem den retmæssige tronarving Miriel og den ambitiøse Pharazôn; i landet Rhûn mod øst prøver to hobbitter at hjælpe den mystiske, himmelfaldne Fremmede til at finde sin skæbne; i dværgenes rige Khazad-Dûm får en katastrofe den aldrende konge Durin II til at søge nye veje til at bringe lys til den underjordiske by; I Lindon er Galadriel og Elrond uenige om hvorvidt man kan stole på elverringene; i Mordor søger den mørkeramte elver Adar at samle en orkhær, og den unge Isildur må kæmpe for at overleve i Sønderlands ødemark efter første sæsons katastrofale vulkanudbrud og støder på flere overlevende, blandt andre elverbueskytten Arondir og drengen Theo. Der er meget at holde styr på, men hvert afsnit begynder med hjælpsomme referater af hvad der hidtil er sket, og Prime Video har også lagt et referat af hele sæson 1 op, og det hjælper.

Sæsonen otte afsnit er på omkring en time hver, så sæsonen er altså omtrent lige så lang som Jacksons tre Ringenes herre-film tilsammen, men den virker ikke for lang, I de første mange afsnit er vægten lagt på intriger, magtkampe og Saurons manipulation af snart sagt alle og enhver, og det giver en knugende spænding, der varsler at noget må springe i luften til sidst, og det gør det også (næsten bogstaveligt) i sæsonens sidste tre afsnit, hvor der er action nok til at tilfredsstille de, der sætter pris på den slags. Mange af sæsonens konflikter bliver forløst, men andre venter forude i de næste sæsoner, hvoraf der er planlagt i alt (mindst) fem. Jeg håber at vi får lov til at se serien til ende, men det er langt fra en sikkerhed i disse streaming-tider, hvor et lille hik i seertal kan få direktørerne til at stoppe serier, uanset hvor gode anmeldelser de får. Jeg var i hvert fald godt underholdt af denne anden sæson, som jeg synes står stærkere end den første – og selv kritikerne må indrømme at Magtringene er ualmindelig flot.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Sirocco og vindenes verden

Udgivet den oktober 27, 2024 af Admin

Sirocco og vindenes verden
Tegnefilm, Frankrig 2024
Instruktør: Benoît Chieux
Danske stemmer: Lars Mikkelsen, Anette Støvelbæk, Henrik Koefoed m.fl.

Vi bliver præsenteret for en magisk verden, hvor vindmesteren Sirocco, stormenes behersker, skaber nogle træfigurer til at underholde sig, men hurtigt bliver træt af dem og blæser dem langt væk. Så skifter vi til den virkelige verden, hvor vi bliver klar over at Sirocco er den centrale figur i en række børnebøger skrevet af den unge forfatter Agnes. Hun har skrevet hele natten og vil til at sove, da det ringer på døren. Hun havde glemt at hun skulle passe venindens to piger, Carmen og Julie, i weekenden! Hun beder børn underholde sig med nogle af hendes bøger, mens hun lægger sig til at sove. Alt mens børnene skændes, dukker en af Siroccos træfigurer op! Den laver hurtigt en portal til Siroccos verden, og pigerne hopper med ind. Ved ankomsten er de forvandlet til kattepiger! Træfiguren insisterer på at tage dem tilbage med det samme (det vil også transformere dem tilbage), men den energiske Julie overtaler ham til at vise dem noget af sin verden først. Siroccos verden viser sig at være befolket af en mængde sære væsener, nogle venlige, nogle fjendtlige; nogle hjælpsomme og andre ligefrem farlige, og pigerne bliver hurtigt rodet ind i nogle lokale skærmydsler, som de må prøve at rode sig ud af. Vejen hjem synes lang og umulig, og den bringer dem godt omkring i vindenes verdens sære landskaber med lige så sære bygninger. Undervejs byder filmen på spænding, komik, romance og tragedie, som jeg gætter på nogle steder kan virke stærke for mindre børn – men godt for dem! Stærke indtryk giver stærke minder, og børn skal ikke overbeskyttes.

Filmens historie giver minder om Studio Ghiblis fabulerende verdener, hvor unge piger kommer i knibe, måske mest The Cat Returns og Chihiro og heksene, men tegnestilen er mere enkel end især sidstnævnte, men ikke dårligere af den grund. Den skarpe, enkle streg mindede mig om Robot Dreams, en anden nyere europæisk tegnefilm, mens designet af væsener og især arkitektur mindede mig en hel del om den sære amerikanske tegner Jim Woodring. I Danmark bliver filmen markedsført til børn og vist med (glimrende) dansk tale med bl.a. Lars Mikkelsen, Anette Støvelbæk og Henrik Koefoed, men filmen kan sagtens ses af voksne, der ligesom filmens hovedpersoner vil blive suget ind i Siroccos magiske verden. En klar anbefaling herfra.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Animation, Film | Tagget | Skriv en kommentar

Flip og Flop nr. 35: Da Flop skulle male Mona Lisa

Udgivet den oktober 5, 2024 af Admin

Flip og Flop nr. 35: Da Flop skulle male Mona Lisa
Tegneserie af Francisco Ibáñez
Forlaget Zoom, 2024, 46 sider, 149,50 kr.

Forlaget Zoom har i et stykke tid udgivet den spanske tegneserie Flip og Flop.

Flip og Flop kan man kalde en crazy humoristisk tegneserie. Flop er for eksempel god til at forklæde sig på alle mulige måder. Og professor Bakterius laver alle mulige skøre opfindelser.

Serien er skabt af Francisco Ibáñez i 1958. Han var bankansat, men tegnede i fritiden og han forlod bankjobbet, da han tjente mere på tegneserier end at arbejde i banken. Ibáñez var meget produktiv. Der er således over 200 albums med Flip og Flop på spansk.  Og der er lavet to spillefilm med Flip og Flop, La Gran Aventura de Mortaldo y Filemón fra 2003 og Mortaldo y Filemón. Misión: Salvar la Tierra fra 2007.

Jeg var vild med Flip og Flop som knægt, men så holdt jeg en pause med at læse Flip og Flop. Men efter at Forlaget Zoom er begyndt at genudgive Flip og Flop er jeg begyndt at læse serien igen. Og her vil jeg så anmelde et af albummene, som ikke har været udgivet på dansk før. Nemlig albummet Da Flop skulle male Mona Lisa.

Spørgsmålet er så om jeg synes serien holder. Og det synes jeg at den gør. Ibáñez er en forrygende god tegner og dygtig til at finde på sjove optrin.

Albummet handler kort om at professor Bakterius trækker DNA af Leonardo da Vinci fra et maleri og gemmer det i en flaske, som Flop så drikker af. Sjovt er det at Bakterius har undersøgt DNAet analytisk semiotisk (Semiotik er ” Semiotik er studiet af produktion, overførsel, modtagelse, fortolkning, reaktion på og lagring af betydning ved hjælp af tegn.” Kilde: Den store danske) Flop ændrer personlighed og bliver til en parodi på Leonardo da Vinci og hans kunst og opfindelser. Og det kommer der morsomme optrin ud af. I klassisk Flip og Flop stil.

Albummet indledes med en forrygende indledning om kunsthistorie, men jeg savner lidt at der gøres lidt mere nar ad kunstscenen. For eksempel lykkes det aldrig rigtig for Flop at lave et maleri til vurdering af en kunsthistoriker, så man på den måde kunne gøre lidt nar med kunstscenen. Men Flip og Flop er ikke rigtig en satirisk tegneserie, mest crazy humoristisk. Og det er fint nok. Albummet skuffer ikke. Med andre ord hvis man er til humoristiske tegneserier kan albummet anbefales.  

I de albums som Interpresse udgav var en præsentation af personerne i serien; og det savner jeg i denne nye udgave. Det er godt for nye læsere af serien at have en præsentation af personerne, synes jeg.  Men albummet har en oversigt over Flip og Flop udgivelser; der her tæller 218 album. Og det er godt.

Alt i alt et godt album. Jeg ser frem til flere album med Flip og Flop.  

Anmeldt af Jóannes á Stykki

Udgivet i Tegneserier | Tagget , | Skriv en kommentar

Anne-Marie Vedsø Olesen – Vølvens vej 4: Ormehavet

Udgivet den september 16, 2024 af Admin

Vølvens vej 4: Ormehavet
Roman af Anne-Marie Vedsø Olesen
Lindhardt og Ringhof, 2024
400 sider, 299,95 kr.

Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Ormehavet er fjerde og – hvis man skal tro forfatteren – næstsidste bind i Anne-Marie Vedsø Olesens episke fantasyserie inspireret af nordisk mytologi. Vi har i de tidligere bind fulgt vores heltinde, den unge, hvidhårede Snehild med medfødte spådomsevner, og hendes vej til at blive vølve. I bind 1, Snehild, så vi hende flygte fra en fjendtlig ypperstepræstinde og en voldtægtslysten konge gennem Alfheim, alfernes rige, til Jotunheim, jætternes rige, hvor hun blev opfostret og trænet af jættekvinden Hyrrokin og hendes ulvesønner. I bind 2, Misteltenen, drog hun på åndefærd gennem frostriget Niflheim til dødsriget Helheim og stjal en giftklo fra dragen Nidhug. I tredje bind, Ulvegabet, nedsteg hun til dværgenes rige Nidavellir og videre til ildlandet Muspelheim. Besøgene i disse riger har trænet hende i kampkunst, runemagi og spådomskunst, og hun er vokset fra at være et skræmt flygtningebarn til en kraftfuld skikkelse, der omgås på lige fod med jætter og selv aser. I Ormehavet er det naturgudernes vanernes rige Vanaheim, som får æren af hendes besøg.

Ligesom i de første bind, veksler handlingen mellem de magiske riger og de dødeliges rige Midgård, nærmere bestemt jernalderen-kongeriget Sialand (Sjælland), især kongebyen Himlinge og de omkringliggende bygder, og de Games of Thrones-agtige intriger der. Menneskets verden bliver mere og mere påvirket af den optakt til Ragnarok, som danner bagtæppet for Snehilds oplevelser. I Ulvegabet var Fenrisulven sluppet løs i Sialand, og nu skaber Midgårdsormens vridninger oversvømmelser og jordskælv, mens horder af giftslanger slipper løs fra Vanaheim. Derfor må Snehild dele pladsen med to andre kvindelige aktører, den unge krigerkvinde Berghild på hævntogt og den intrigante præstinde Ragnhild, som lige fra starten har været Snehilds modstykke. Disse tre stærke kvinder får omtrent lige mange kapitler hver, men der bliver også plads til blandt andre Himlinges unge konge Roalds rådgiver Brynjulf, som er fanget i en slem kattepine og synker stadigt dybere ned i sit indre mørke.Ormehavet byder på tilpas meget spænding, vold, død og sex, ofte i en skønsom blanding, til at fastholde læseren som bare vil underholdes, men der bliver også plads til smukke passager såsom beskrivelserne af havguderne Ægirs og Rans palads under havet såvel som tanker om skæbne og frihed og om menneskers og guders dårskab. Vi får også endelig afsløret hvem Snehilds fædrene ophav er; noget som har stået hen i det uvisse siden seriens start, om end der er lagt flere ledetråde ud til den opmærksomme læser.

I tidligere bind har Vedsø Olesen skiftet mellem et ligefremt, nøgternt fortællende sprog til begivenhederne i Sialand og et mere floromvundet sprog, præget af lange, poetiske sætninger, til meget af det, som sker i de magiske riger. I dette bind bruger forfatteren i stigende grad dette poetiske sprog i forbindelse med begivenhederne i Sialand. Om det er fordi Vedsø Olesen er blevet mere komfortabel med denne fortællestil, eller om det skal reflektere sammensmeltningen mellem riger, skal jeg ikke kunne sige, men det giver et løft til det eller nogle gange lovlig nøgternt beskrivende sprog, som har trukket en smule ned på min oplevelse af de tidligere bind, som ellers på alle andre måder er anbefalelsesværdige. En anden mindre anke er, at bøgerne fylder mere end nødvendigt i reolen. Teksten er sat i en særdeles læsevenlig fontstørrelse, og de mange korte kapitler (66 styk) begynder halvvejs nede på en ny side. Det betyder at man reelt får 66 sider mindre tekst end bogens 400. Dette har selvfølgelig kun betydning hvis man, som jeg, er ved at løbe tør for reolplads, for bøgerne er ellers flotte og bevaringsværdige og trykt på lækkert papir.

Af Yggdrasils ni verdener mangler Snehild stadig at besøge asegudernes hjem Asgård, og det kommer vi formentlig til at se i seriens femte og sidste bind, som sikkert også giver os fortællingen om Ragnarok, gudernes endeligt. Efter planen udkommer denne afslutning næste år.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Øyvind Kvernvold Myhre – Elide av Sarande

Udgivet den september 11, 2024 af Admin

Elide av Sarande
af Øyvind Kvernvold Myhre
Roman. Kolofon Forlag 2024. 223 sider.

Øyvind Kvernvold Myhre (f. 1945) er én af nestorerne i norsk science fiction. I næsten tre tiår, fra tidlig i 1970’erne til slutningen af 1990’erne, gjorde han sig stærkt bemærket på flere områder: Som redaktør for det norske science fiction-tidsskrift Nova – Fantastiske Fortellinger 1973-1978; som redaktør for fantazinet Gandalf; som bidragsyder til de ledende norske fanzines dengang. Men først og fremmest huskes han som en alsidig og underholdende forfatter: Blandt hans tyve skønlitterære udgivelser finder vi både science fiction, fantasy, historiske romaner og endog krimi. Derudover udgav han den litteraturhistoriske faktabog Magiske verdener: fantasilitteraturen fra Gilgamesj til Richard Adams (1979).

I år er det 50 år siden Øyvind Myhre debuterede med romanen Aster (1974). Dette jubilæum kunne næppe være markeret på en bedre måde, end ved udgivelse af en splinter ny roman: Elide av Sarande. Bortset fra romanen Kommer aldri levende herfra igjen (2022; tilgængelig online) er der gået hele 27 år siden hans forrige trykte bog, romanen Vindens datter, bjørnens bror (1997). At han nu er vendt tilbage med nyskrevet materiale, er desto mere glædeligt. Det er slet ikke utænkeligt, at der vil komme nye bøger fra ham; i øjeblikket er flere manuskripter i omløb blandt norske forlag.

Elide av Sarande er en fantasy-roman for voksne. Det er nærliggende at sammenligne den med Myhres fjerde bog De siste tider (1976). Mens dén bog fortalte en dyster og på mange måder ret uhyggelig historie fra en grum verden på randen af undergang, er tonen i Elide av Sarande adskillig lysere og muntrere. Bogen er et overflødighedshorn af fortælleglæde og sjove påhit. Den indeholder alle de ingredienser, man forventer at finde i den slags fortællinger: En magisk og mangefacetteret verden, ofte med en udpræget feudal opbygning, der har dens egne historier, kulturer, myter og legender. Her findes et væld af menneskelige og mytologiske væsner af ulige afskygninger: hertuger, prinser og en skøn prinsesse, herskere og tyende, troldmænd, ånder, dæmoner, guder og andre skabninger.

Hovedpersonen er den gamle vismand Brannefelso af Jebinrek, ”magus av sjette orden med mestergrad i geokinese og telemanti”, der sidder i sin borg og er fortørnet over at Det Magisofiske Laug har afvist hans epokegørende afhandling ”Verdensaltets Beskaffenhet”. Hvordan kan de dog være så forstokkede!? En dag opsøges han af den unge prins Radach af hertugdømmet Channo, der skal bruge hans hjælp til at redde sin elskede Elide, datter af markgreven af Sarande. Hun ligger i koma derhjemme, efter at hendes sjæl er blevet røvet af dæmoner. Brannefelso føler sig forpligtet til at hjælpe prinsen, på grund af sin tidligere forbindelse med hans far. At han også ser en mulighed for at tjene nogle ekstra gulddukater, gør ikke hans motivation ringere, selvom han ender op med at betale de fleste regninger af egen lomme.

Udgangspunktet er, som ofte i fantastisk litteratur, en rejse. Udstyrede med et køretøj der kaldes en flogistoped og drives af en ånd og lades med solenergi, to flaskeånder, en avatar der bor i et spejl, og flere kister med fornødenheder, lægger de ud på en farefuld færd. Først tager de til Sarande for at hente prinsessen og fylde op forsyninger, før færden går videre mod Waltin Hylled, hvor de måske kan finde hendes sjæl og bringe den tilbage til hendes livløse krop. Undervejs møder de både landevejsrøvere, pengegriske grænsesoldater, forskellige ånder og andet skrømt.

Det der driver historien fremad, er ikke så meget hvorvidt det vil lykkes for dem, for det véd læseren, de vil. Myhre er en mester i at bygge sine fiktive verdener op, og befolke dem med troværdige og interessante karakterer. Brannefelso er en selvoptaget og egentlig ret så usympatisk gammel stodder; den unge prins Radach, forblindet af ungdommelig forelskelse, er ikke meget bedre – men alligevel kan man ikke lade være med at heppe på dem. En lind strøm af personer og hændelser fører frem mod det forventlige højdepunkt, hvor blandt andet Brannefelsos hjemmeværende kone Beref spiller en vigtig rolle.

Som nævnt er Elide av Sarande udpræget fantasy, men den indeholder også elementer af science fiction. Blandt andet er de videnskabelige optegnelser, der ligger til grund for folkenes forståelse af verden omkring, baseret på systematiske iagttagelser og matematisk tilnærming. Vi bliver sågar præsenteret for en alternativ relativitetsteori, der ”beviser” at Jorden godt nok er rund, men de lever inden i den, ikke udenpå, fordi geometrien er relativ. Brannefelso, på sin side, påstår hårdnakket at Jorden er flad. Han kan bevise det også, matematisk. Sådan! En sjov detalje.

Der er også nogle svagheder ved romanen: Der tager lidt for mange sider inden rejsen sådan rigtigt

kommer i gang. Rækken af hændelser følger hinanden som perler på en snor, uden de gives anden funktion end at gøre det sværere for vore helter. Og den komatiske prinsesse Elide bliver lidt for usynlig gennem store dele af bogen; først mod slutningen vågner hun til liv på mere end én facon.

Denne anmelder har fulgt Øyvind Myhres forfatterskab omtrent siden starten. De mange år med tavshed har ikke gjort hans forfatterstemme hverken rusten eller stotrende; han virker mindst lige så veloplagt som i sine velmagtsdage. Rent sprogligt er han i en klasse for sig selv, og den lune humor gør nærværende bog til en befriende uhøjtidelig læseoplevelse. Efter en stribe afslag hos etablerede forlag, tog Myhre sagen i egne hænder og publicerede den selv hos Kolofon Forlag. Det er at håbe, det bliver starten på en ny, aktiv periode for denne begavede og betydningsfulde forfatter.

Måske er der noget om det kendte mundheld at de gamle stadig er ældst?

Anmeldt af Cato Pellegrini

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , | Skriv en kommentar

Martin Wangsgaard Jürgensen og Jacob Holm Krogsøe – Pramdrageren

Udgivet den august 31, 2024 af Admin

Pramdrageren
Roman af Martin Wangsgaard Jürgensen og Jacob Holm Krogsøe
2 Feet Entertainment, 2024, 188 sider

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Når jeg er hjemme og besøge familien i det Midtjyske går vi ofte en tur på pramdragerstien ved Gudenåen nær Ans. I dag er den en smuk hyggelig natursti, men sådan har det ikke altid været. Engang blev den brugt når gods skulle fragtes fra Randers mod Silkeborg, hvor pramdragerne har gået her og trykket deres pramme imod åens strøm. Bare det at kigge ud på Gudenåen kan man tydeligt se at der er en stræk strøm, og man er derfor heller ikke i tvivl om at det har været et hård og slidsomt arbejde som disse mænd har været på.

I bogen Pramdrageren befinder vi os i tiden hvor jernbanen er blevet etableret, så meget transport er rykket dertil. Der er således ikke så mange turer langs åen, og de der er er dårligt betalte. Således er det også ekstra interessant da en gruppe bliver tilbudt at fragte en mand og hans bagage ad åen, og de vil modtage en betaling der meget højere end hvad de før har fået. Det der gør at han er villig til at betale denne pris, er at han vil afsted inden vinterens is har sluppet åen, så det bliver en ekstra hård og farlig tur. Han søger et bestemt sted på åen, og det er meget vigtig at de tager afsted på dette tidspunkt. Han kan ikke komme nærmere ind på hvor stedet han søger er, men siger at de ikke vil være i tvivl når de kommer dertil.

Drageren Jeppe er en retskaffen mand, som er oppe i årene og han har set at hans tid ved åen er ved at være forbi. Denne tur vil give ham og familien muligheder for at flytte til et ordentligt sted at bo, og det kan måske også hjælpe ham til at finde et bedre arbejde.

Han har et lille ritual  forbindelse med at tænde sin pibe som han udfører hvert gang han tager på arbejde. Dette glemmer han dog denne gang, og da han bliver opmærksom på dette begynder han at få en fornemmelse af at dette på ingen måde er en normal tur.

Bogen er ikke opdelt i kapitler, og har kun to lidt stører afsnit opdelinger. Dette er med til at give fornemmelsen af det lange seje træk som de er på, hvor selv de stop de laver for nætterne blot er kortere pauser i det hårde arbejde.

Jeg kendte som nævnt godt til pramdragerne i forvejen, men med denne bog giver det mig blot stører respekt for set slidsomme arbejde som disse folk havde, og indsigt i de dårlige vilkår de arbejde under.

Bagsiden beskriver bogen som en historisk roman tilsat magisk realisme. Det magiske kommer i form at det mystiske sted som de leder efter, men jagten de egentligt er på, er muligheden for at bryde ud af det liv de er fanget i, og muligheden for at prøve følge med tiden.

Dette er ikke en spændings- eller actionfyldt fortælling. Men det er et interessant møde med karakteren Jeppe, og det er interessant at følge hvad denne tur gør ved ham, for denne tur opsummerede nok på flere måder hans liv, og hans jagt efter noget bedre. Det spændende i denne bog er egentligt heller ikke om de kommer frem til deres mål. Det er mere om de mon kommer hjem igen bagefter.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger | Tagget , , , , | 2 kommentarer