Himmelskibet – Magasinet for Fantastik

Læs om Magasinet Himmelskibet

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Batman v Superman: Dawn of Justice

Batman-V-Superman-Poster-2Batman v Superman: Dawn of Justice
Film, USA 2016, 153 min.
Instr.: Zack Snyder
Medv.: Ben Affleck, Henry Cavill, Gal Gadot, Jesse Eisenberg, m.fl.
NB: Denne anmeldelse indeholder spoilere!

Batman v Superman er en film der ikke tilnærmelsesvis formår at leve op til sit eget ambitionsniveau. Dens plot er forceret og usammenhængende, dens world-building er håbløst utilstrækkelig, dens personer er alle sammen uheroiske og én-dimensionelle og fortællestilen er så kaotisk at det gør ondt.

Nørj, hvor er der udmattende meget at sige om denne film! Især er der meget at rive sig i håret sig over, da jeg kan afsløre med det samme at jeg er meget imod de versioner af både Superman og Batman som vi bliver præsenteret for i denne film. I værste fald er disse figurer nu blevet ødelagt for altid, men man håber selvfølgelig at det ikke står helt så slemt til. Selv om den følgende anmeldelse er lang – det er sikkert Anmeldelsen fra Helvede som Ingen Gider Læse til Ende – så er den på ingen måde fyldestgørende, for denne film sætter enormt mange tanker og analyser i gang omkring hvilke typer figurer Superman og Batman bør være; hvad de bør repræsentere, etc. At dykke ordentligt ned i de temaer ville kræve en hel bog. I det følgende vil jeg blot præsentere en spredt håndfuld af mine observationer og holdninger til den nye film, også relateret til den første film i serien (Man of Steel).

Et af de helt store problemer med både de nye DC-film og faktisk også den 2. sæson af Daredevil tv-serien, er at de bruger for mange af de store ideer fra tegneserierne for hurtigt! De kaster om sig med plot-elementer og twists som i tegneserierne er blevet brugt til at markere overgange mellem årelange storylines, eller er kommet som klimakser på sådanne lange storylines – og så smider de enten disse store ideer væk efter kun lige at have introduceret dem (Daredevil gør det i læssevis!), eller også bruger de et dusin af dem på én gang til at lave én stor über-spektakulær historie som bare er alt for overdrevet og overgearet – som nu her i Batman v Superman: Dawn of Justice.

I henved to år har superheltefilm-fans gået med kæmpe forventninger til denne fortsættelse til Superman-filmen Man of Steel fra 2013 (anmeldt til lunkne 6 stjerner ud af 10 af undertegnede i Himmelskibet nr. 37). Filmselskabet Warner Bros. har i al denne tid udsendt masser af teaser-materiale for filmen, og gejlet fansene mere og mere op. Nu hvor filmen så er kommet, er der sandelig også mange fans der højt erklærer at de elsker den. I visse Facebook-grupper (som f.eks. den engelsksprogede SuperheroeS, samt de grupper der specifikt er dedikeret til filmen) er der stort set nedlagt moratorium mod negative kommentarer om Batman v Superman: Dawn of Justice. De opgejlede fans nægter at anerkende de professionelle anmelderes dom, som har vist sig at være tordnende negativ. En version af denne splittelse så vi også med Man of Steel, men med den nye efterfølger er det langt værre. Anmeldere laver lange lister over hvordan intet i den nye film fungerer; hvor gudsjammerligt dårligt den er fortalt; hvor højtideligt den tager sig selv; hvor totalt humorforladt den er; hvor dårligt den portrætterer især Superman; hvor meget kampene i den bare ligner en umoden og uregerlig drengs vilde leg med action-figurer, og hvordan den opstiller et utal af spørgsmål og plothuller som ikke adresseres. Jeg er selv stor fan af velproducerede superheltefilm, men jeg har måttet sande at de (mindst) $250 millioner som Batman v Superman: Dawn of Justice (herefter: BvS) har kostet – en af de dyreste film nogensinde! – er virkeligt dårligt givet ud. Anmelderne har ret denne gang: det er simpelthen en frygtelig film. Langt værre end Man of Steel. Man of Steel havde nogle mægtig gode ideer og elementer, selv om det ikke i sidste ende gjorde den til en super-vellykket film, men jeg kan ikke identificere noget lignende i efterfølgeren.

BvS-BatArmorEn af de tidlige scener i BvS er også den mest spektakulære, og stort set den eneste scene, jeg vil rose: Man ser den store klimaktiske storbydestruktion fra den forrige film igen fra Bruce Waynes synspunkt, og det er imponerende at se rumskibe der langsomt skærer sig igennem skyskrabere som var de lavet af smør. Et af de store kritikpunkter som fans havde om den forrige film var at destruktionen var for overdrevet, og at en heroisk Superman skulle have sørget for at flytte kampen væk fra storbyen. I den nye film tror jeg at Snyder & co. svarer på denne kritik ved at vise nogle konsekvenser af kampen, nemlig at Bruce Waynes forretningshovedkvarter i Metropolis synker i grus med masser af ansatte stadig i bygningen, og det er dette som får Bruce Wayne (/Batman) til at blive rasende over Superman.

Men, filmens svaghed – noget som den første film også led af – er at man ikke rigtig ser nogen detaljer ved verdens reaktion på hvad der er sket. Man hører ikke noget om at nogen er bevidste om at Superman faktisk reddede verden; man hører stort set kun (og kun lidt) om at folk tværtimod bebrejder Superman for det hele. Zack Snyder har selv fortalt i interviews at det er sådan det er for Superman i denne filmverden: Han kan intet gøre uden at folk vil tolke det i et negativt perspektiv. Han kan ikke gøre noget rigtigt i omverdenens øjne, og dette forøger selvfølgelig hans tvivl og manglende selvtillid. Når ingen andre opfatter ham som en helt, kan han heller ikke selv gøre det. Man kan argumentere for at dette er en interessant vinkel at lægge på figuren (især hvis man gerne vil have at filmen skal være dyster, og dét vil producenterne tydeligvis gerne), men det burde i min optik ikke være den eneste vinkel man hører om.

Ikke desto mindre fortsætter filmen på denne måde, da også Lex Luthor udhænger Superman, først for en skudepisode i Afrika, og derefter for et bombeattentat, hvor der dør en masse mennesker. Superman er forpint over at han ikke gennemskuede det, men han gør tilsyneladende intet forsøg på at forklare sin egen uskyld for offentligheden. Og man ser ikke offentlighedens reaktion på bombeattentatet, men det virker implicit som om de bebrejder ham for det, lige så vel som han bebrejder sig selv. I øvrigt bruger Superman aldrig sit røntgen-syn i BvS, selvom det blev tydeligt etableret i Man of Steel at han besidder denne evne. Scenerne med røntgen-synet i MoS er rigtig flotte og ser dyre ud; det virker som om de i BvS bare valgte at bruge alle effektpengene på action-scener i stedet. Argh.

Den nye films helt store overordnede problem, bortset fra det absurd dårlige manuskript, er at den ikke bringer noget nyt til bordet (udover dysterhed!). Den fornyer ikke superheltefilmen på anden måde end at vise os Superman mod Batman for første gang på film, og måden de tørner sammen på er alt for klodset til at få seerens adrenalin til at flyde, og desuden hænger detaljerne i det slet ikke sammen. Batman har været så heldig at få fat i noget kryptonit, så han har et effektivt våben mod Superman. Det viser sig at det er Luthor som har spillet de to ud mod hinanden, og jeg havde godt forudset inden jeg satte fod i biografen at det ville ende med at den ene skulle vinde over den anden, for en af filmens officielle (hash)taglines var #WhoWillWin? Jeg kunne også godt se på filmens dystre, Frank Miller-inspirerede stil – som tydeligvis er i tråd med den efter min mening utroværdige og i øvrigt møgirriterende fan-holdning at Batman bare er så sej at han kan klare bogstaveligt talt hvem som helst – at vinderen af denne kamp ville være Batman, og ganske rigtigt. Ved hjælp af kryptonitten får Batman gjort Superman bevidstløs, og skal lige til at dræbe ham (for sådan er denne ekstra-mørke Batman nemlig), da Superman pludselig får fremstammet sin mors navn: Martha. Som tilfældigvis også er Batmans mors navn.

Muligvis er der, et sted i multiverset, en variant af dette plot-twist som kunne have fungeret, men i denne film virker det bare latterligt at, fordi deres mødre hedder det samme, så er de pludselig gode venner igen og alt fjendskab er glemt. Man ruller med øjnene og med hele hovedet! Desuden opsøgte Superman kun Batman for at få ham til at hjælpe sig med at finde den kidnappede Martha Kent, så hvorfor i alverden går Superman i gang med at slås med den provokerende Batman i stedet for at forklare hvorfor han er der?! Fordi de lige synes at de skal give publikum smæk for skillingen når nu de befinder sig i en film der hedder Batman v Superman? Talk about “meta”, man!

BVSmelancholy!Forfatterne/instruktøren mener desuden at en virkelig fed idé til en god scene med en superhelt som specifikt ikke vil slå nogen ihjel (i dette tilfælde Superman) er at få en skurk til at slå en masse mennesker ihjel og beskylde superhelten for det. Dette gør Luthor overfor Superman hele to gange i filmen, plus det løse. Dét er efter min mening en type scene som kun et røvhul kan finde på; den tjener intet andet formål end at skurken (og forfatteren og de fnysende, kyniske publikummer som hader superhelte) kan grine helten op i ansigtet og sige, “Haha, jeg slog en masse folk ihjel bare fordi du ikke ville have det! Hvad mener du om det, hva’!” Det er intet andet end en nem, vulgær, hjerneløs chok-effekt som på skadefro vis skal knække superheltens “naive” heroisme. Det er en idé som på ingen måde hører det mindste hjemme i en superheltehistorie. Og i øvrigt den samme idé som Batmans ærkefjende Jokeren er baseret på, hvilket viser at Luthor i BvS faktisk er skrevet som en kombination af tegneseriens Lex Luthor og Jokeren. Filmens dialog er også præget at det meta-niveau at replikker i flere tilfælde kun eksisterer for publikums skyld, men ikke giver mening inde i historien. Hvorfor synes Luthor f.eks. at det er fedt at Clark Kent og Bruce Wayne mødes til hans fest??

Nå, men i anden halvdel af filmen skal vores helte så kæmpe imod det kryptonianske monster Doomsday, som Luthor (ved hjælp af teknologi fra nedstyrtede rumskibe fra forrige film) har fået skabt som en back-up plan, i tilfælde af at heltene ikke fik dræbt hinanden. Frem dukker så også Wonder Woman, imponerende kropsliggjort af Gal Gadot, som deltager i kampen, og er virkelig perfekt castet til rollen (glæder mig meget til hendes solo-film!), men ikke har nogen betydning for plottet. En af de seje replikker fra traileren – Superman: “Is she with you?”; Batman: “I thought she was with you!” – falder også til jorden som ulogisk, fordi Bruce Wayne selv har mødt Wonder Woman (som Diana Prince, men hun har jo ingen maske, så han kan ikke undgå at genkende hende), og endda selv emailet hende om hjælp! Manuskriptet virker bare håbløst ugennemarbejdet.

Filmen kulminerer i en slags overraskelse (“en slags” kalder jeg det, fordi jeg kender den tegneserie hvor det samme sker), nemlig at Superman ofrer sig selv og dør! Nå-hå. Jaså. Han vedbliver jo nok ikke med at være død, men man spørger sig selv hvilket formål hans død skal tjene. I tegneserierne i 1993 var Supermans død et mediestunt. Hvad er ideen med at genbruge det i denne film? Det eneste formål, jeg kan se, er at formidle et budskab om at en figur som Superman ikke (længere) passer til vores postmoderne verden. Det er sikkert også et plotmæssigt formål hvad angår de næste film – mere herom længere nede i anmeldelsen.

Dét med at bruge for mange ideer fra tegneserierne for hurtigt kan bl.a. også ses i denne films forhold mellem Superman og Lois Lane. I den forrige film ender de med at kysse hinanden, men i denne film er de allerede et etableret par der nærmest er flyttet sammen. Tegneserierne har brugt over et halvt århundrede på at skildre deres mere eller mindre romantiske dynamik, uden at de faktisk blev kærester før engang i 1990erne (og kort før en af de store nulstillinger af universet blev de også gift, men den historie er undtagelsen der bekræfter reglen). I BvS springes der bare over det hele, og der er ikke den mindste kurre på tråden i deres parforhold; det er perfekt og lykkeligt, just like that. Så føles det altså ikke længere som de figurer, vi kender. De bør være mere definerede af deres skænderier og rivaliseren end af at være et lykkeligt par. Eller i det mindste burde de have haft en længere kurtiseringsperiode. På den anden side kan man selvfølgelig sige at BvS er så stopfyldt med rod i forvejen at et mere kompliceret forhold bare ville gøre det hele endnu mere rodet, hvad der virkelig ikke er brug for. Det hjælper heller ikke at Lois Lanes og Martha Kents fremmeste betydning for plottet er at udgøre damsels in distress.

Det bedste ved BvS er efter min mening at den i sammenligning gør Man of Steel fra 2013 til en markant bedre film. Min lidt reserverede holdning til Man of Steel er især farvet af slutningen, hvor Superman slår skurken ihjel, og af den overordnede stemning, som jeg anser for værende for mørk. Men i sammenligning med BvS er det en langt bedre film; helstøbt på mange måder, klar i fortællestilen, visuelt velkomponeret, imponerende i stedet for meningsløse actionscener, og rigtig godt sci-fi indhold i især begyndelsen. Henry Cavill spiller også bedre i den første film, og nu hvor jeg har genset den i kølvandet på BvS har jeg faktisk hævet min rating af MoS fra 6 til 7 stjerner.

Men netop de elementer fra Man of Steel som ikke fungerer særlig godt – den dystre stemning (uanede mængder af nat og regn), den overfladiske personskildring, manglen på reaktioner fra omverden og ikke den mindste anerkendelse af Supermans heroisme – er forstærket off-the-scale i BvS, og gjort katastrofalt meget værre endnu. Alle scener med både Daily Planet-folkene, Lois Lane og Batmans butler Alfred er så få og korte at de ikke engang kvalificerer sig som sidebemærkninger. Der er alt for meget hæsblæsende og ulogisk action som ikke fører til noget, og en masse vigtige detaljer vedrørende specielt Superman som vi aldrig hører noget om. F.eks. kender Luthor pludselig Supermans hemmelige identitet henimod slutningen af filmen. Det bliver ikke adresseret på nogen måde. Ikke at Clark Kent-identiteten overhovedet betyder noget i denne film (eller den forrige film, eller den næste film); den findes udelukkende som endnu et throwaway-element der slet ikke kommer i spil. Og hvorfor har Superman f.eks. ikke “gjort rent” efter kampen i slutningen af Man of Steel, så luskede typer som f.eks. Luthor ikke bare kan finde kryptoniansk super-teknologi alle mulige steder og bruge det til alle mulige morderiske uartigheder? Og en af de ting der irriterer mig mest er at Superman overhovedet kan flyve med kryptonitspyddet til sidst, når han få sekunder forinden blev bevidstløs af at være i dets nærhed. Det logiske at gøre i den situation ville være at få Wonder Woman eller Batman til at dræbe Doomsday. Men så var vi selvfølgelig blevet snydt for Supermans død, som nok er et vigtigt plot-element i den kommende Justice League-film.

Jeg synes denne historie er noget kunstigt og overfladisk rod uden skyggen af suspension of disbelief, og der er simpelthen intet ved Superman eller hans handlinger som fungerer. Skildringen af Batman er der fokuseret mere på, men ikke mere end at det kun føles som overfladen af en historie, og som en alternativ Batman (måske nærmest en ældre udgave af ham fra Frank Millers All-Star Batman and Robin?) som i sig selv ikke virker spor interessant på mig, selvom jeg synes at Affleck er udmærket i rollen. Jeg synes egentlig også at Jesse Eisenberg som sådan spiller udmærket som en underligt flagrende og psykopatisk ung Luthor (eller rettere: Luthor jr.; han skal forestille at være søn af en ældre Luthor); bare ærgerligt at hans motivation er håbløst utilstrækkeligt forklaret, og de fleste af hans handlinger ikke giver meget mening. Blu-ray versionen af filmen bliver en halv time længere; forhåbentlig vil dét udmønte sig i en forbedring af historiens flow og sammenhæng.

BvS Bat mod SuperDa BvS jo netop også er tænkt som en introduktion til den kommende Justice League-film, havde jeg håbet at man allerede i nærværende film ville se en slags proto-version af Justice League, men det blev kun til en række små klodsede “trailere” om de kommende medlemmer, som hver især kun optræder i ganske få sekunder. Det største spor vi får til hvad der kommer til at ske i Justice League-filmen(e), er en forvirrende sekvens som kaldes “the Knightmare”, hvor Batman får en vision om fremtiden fra The Flash som kortvarigt er rejst tilbage i tiden. Det er en nær fremtid hvor Batman kæmper mod paradæmoner fra Apokolips, og også mod soldater der har Superman-tegn på skulderen. Og Flash siger til Batman at hans bange anelser om Superman er korrekte. Dette viser ganske klart at, ikke bare er Apokolips-herskeren Darkseid skurken i den kommende Justice League-historie, men han vil også genoplive Superman i en ond version som han vil bruge til at undertrykke verden med, og det er denne trussel Justice League kommer til at kæmpe imod. Nu må vi se om det kommer til at fungere når den første Justice League-film kommer i 2017.

Producer Deborah Snyder har udtalt at Justice League-filmene bliver en lille smule “lighthearted” i forhold til de sidste to film. Det må vi da sørme håbe. Jeg må sige at jeg er skeptisk, især fordi disse films skildring af Superman er ganske forskrækkelig: I den første film slår Superman ihjel. I den anden film bliver han dræbt. I den næste film kommer han sikkert til at dræbe en masse mennesker under Darkseids tvang. Hvordan, åh, hvordan skal Supermans i forvejen yderst sparsomme heroisme i disse film nogensinde komme til hægterne igen efter dette?! Det er jo endnu en ydmygelse og dekonstruktion af Supermans heroisme og ikonstatus.

Nu kan jeg så med en vis glæde heldigvis rapportere at Zack Snyder faktisk er blevet fjernet som show-runner for de kommende film, og erstattet af den rimeligt erfarne tegneserieforfatter Geoff Johns. Producenterne kunne nok godt se på reaktionerne at det sikkert er en bedre idé fremover at skildre især Superman som lidt tættere på tegneseriernes version af figuren. Netop nu er DC-tegneserie-universet også ved at blive fornyet for bogstaveligt talt 8. eller 9. gang, og den seneste New 52-version af Superman, som var ret anderledes end den klassiske, bliver nu skiftet ud med den gammelkendte version. Og fandom drog et lettelsens suk!

Jeg håber sandelig at den cinematiske Superman i det mindste ender filmserien med at blive super-selvtillidsfuld og beslutsom, og lærer at bruge sine kræfter til at løse denne type problemer mens de stadig er i deres vorden, så han langt om længe, efter hele fire film, kan beskytte folk og fremover forhindre at denne form for død og ødelæggelse sker igen. For hvis ikke det er dét, det ender med, så er portrætteringen af Superman-figuren ganske enkelt under al kritik og fuldstændig forfejlet. Indtil videre har Henry Cavills Superman været en handlingslammet tvivler som helst slet ikke vil være nogen helt, og det har han fra sine forældre, som er/var overbeviste om at verden ikke var parat til at acceptere ham. Også dette er en stor misforståelse af figuren og hans adoptivforældre; som en anden anmelder skrev bør Superman da netop have sin heroisme og integritet fra sine forældre, og da ikke tværtimod være opfostret med tvivl og moralske mindreværdskomplekser. Indrømmet, hans forældre nævner et par gange at de tror på at han “en dag” vil ændre verden og gå sin storslåede skæbne i møde (tror jeg nok – med mindre det skal tolkes som at det netop er hvad han allerede gør i disse to films respektive klimakser), men filmens fokus ligger et helt andet sted, på noget langt mørkere og mere pessimistisk.

Problemets rod er at denne films producenter/instruktør/forfattere har valgt at skildre Superman (og Batman) i et Watchmen-univers; et univers som i sin realisme-æstetik skal ligne den virkelige verden med dens moralske gråzoner og dystre magtpolitik og korruption. En verden hvor en ny magtfuld aktør bliver genstand for manipulation fra det bestående samfunds amoralske magthaveres side; en verden der er ufattelig anderledes end den tegneserieverden som figurerne kommer fra, og som derfor heller ikke kan fortælle den type historier som blev fortalt i de klassiske tegneserier. Superheltegenren med sin højstemte moral og sine viljestærke rollemodeller er blevet byttet ud med en rå, kynisk realisme hvor det nærmest er tilfældigt og meningsløst når nogen gør det rigtige og løser et problem, for lige om hjørnet er der andre der kun tjener egne interesser og en verden af problemer som aldrig kan løses. Superhelten er dermed ikke længere handlekraftig, men handlingslammet, og har stort set ingen reel rolle at spille i de konflikter der findes i denne verden. Uanset hvad han gør er verden stadig grå og grum bagefter. Der er intet lys for enden af tunnellen. Det er selvfølgelig muligt – men lidet sandsynligt – at producenternes plan som tidligere nævnt er at Superman skal vinde det hele til sidst og stå tilbage som en triumferende figur der har inspireret alle til at gøre verden til et bedre sted, men hvis de havde den intention, så skulle de ikke allerede have spildt to hele (og lange) film på kun at fortælle indledningen og forhistorien. På den måde kommer langt det meste af historiens stemning til at være opgivende og nedslående. For hvis helten alligevel ikke kan gøre en forskel, så er der heller ikke rigtig noget på spil; noget der skaber spænding. Jo, Superman får i både Man of Steel og BvS dræbt skurken (det er endda den samme fyr i begge film!), men den skildrede verden er så grundlæggende dyster og korrupt at seeren egentlig ikke føler at helten har udrettet noget der virkelig betyder noget.

Her tror jeg at stemningen og det visuelle udtryk i filmene også spiller en enorm rolle; mennesker associerer lys med glæde og tryghed og mørke med frygt og depression. Selv om Superman redder planeten, så foregår det hele i en mørk verden som ikke er attraktiv at leve i (og i BvS foregår klimakset sågar om natten), og det forhindrer seeren i at huje på Superman og føle noget for hans sejr. Sådan har jeg det i hvert fald.

Min konklusion er at disse film er lavet af og i høj grad for folk som ikke mener at der er løsninger på verdens problemer. At verden er en gråzone af uoverskueligt kaos, hvor det sjældent står klart hvad der er rigtigt at gøre, og hvor der endnu sjældnere er nogen der rejser sig for at udrette noget godt, fordi folk af denne overbevisning er “comfortably numb” hvad angår store, samfundsrelevante spørgsmål. Det handler faktisk om politisk indstilling; gråzone-mennesker er typisk centrister, altså hørende til den politiske midte. Klassiske superhelte-historier – ja, også dem med Captain America – befinder sig til gengæld typisk i den radikale og progressive lejr, hvor det er ret klart hvad problemet er og også ret klart hvad løsningen er, og hvor heltene får fingrene ud og løst problemet med det vuns!

Handlekraft er for mig noget af det allermest essentielle i en ordentlig superheltehistorie, men den kan kun udløses hvis man ved hvad problemet er, og hvad løsningen er. Det er dérfor at meget enkle historier om det gode mod det onde, som i nogle tilfælde måske bare virker kommercielle, faktisk ofte er mere progressive end alle mulige komplekse og “artsy” gråzone-historier – og det er derfor at kvaliteten af popkultur ofte sagtens kan konkurrere op med kvaliteten af finkultur. For mig er det særligt kunstnerisk hvis forfatteren (og heltene i historien) er klar over hvad der må gøres i den givne situation; hvad det moralsk rigtige er. Og det illustreres så dejligt klart af heltene og skurkene i masser af klassiske superhelte-tegneserier.

Jeg ved godt at rigtig mange publikummer er mere til figurer og plottyper hvor det hele er mere gråt og moralsk tvetydigt, og det kan også være fint nok; jeg mener bare ikke at det passer til superheltegenrens essentielle konventioner. Mener man at verden kun er grå og grum og fuld af uløselige problemer og konflikter, så kan man ikke lave effektive historier med heroiske og mægtige helte som Superman, for så er der sjældent hverken noget på spil eller noget som kan løses med heltens overmenneskelige kræfter – og hvad skal han så bruge dem til, andet end vild ødelæggelse? På denne måde kommer superkræfterne ikke til at symbolisere potentialet og viljen til positiv forandring, men da de jo stadig er tilstede i historien må de derfor symbolisere noget andet; en situation hvor de ikke kan bruges på anden vis end destruktivt. Superkræfterne kommer så i stedet til at repræsentere Heming­waysk afmagt og fortvivelse over ikke at kunne få afløb for sine frustrationer over verdens uretfærdighed. Så bliver helte-figuren – og den læser, der identificerer sig med ham – til den stakkels rasende Hulk som aldrig kan finde hverken fred eller definitive løsninger på de problemer han støder ind i. Dén vinkel fungerer for netop Hulk, som i de fleste klassiske historier er et følelsesstyret barn, men den fungerer ikke for voksne, rationelle superhelte der kan bruge deres store kræfter målrettet, og mindst af alle for Superman, som er prototypen på en superhelt. En superhelt er en super-problemløser. Og Superman har så store kræfter at han burde kunne løse meget store problemer – netop derfor er det svært at skrive Superman-historier, for hvordan stiller man ham overfor en udfordring der passer til hans niveau af superkræfter? Den eneste løsning på dette dilemma er at præsentere ham for noget som han har mulighed for at overvinde, om end kun lige netop – ellers bruger man jo ikke hans specifikke kræfter og evner til noget. Historiens konflikt skal skræddersyes til ham, og han skal placeres i en verden hvor hans blotte tilstedeværelse allerede har løst en lang række problemer.

Den eneste verden der troværdigt kan indeholde en figur som Superman er en verden som allerede er delvist utopisk, og som Superman på messias-lignende vis er den kontinuerlige beskytter af. At placere ham i en realistisk verden fyldt med gråzoner og uløselige problemstillinger à la Watchmen, sådan som Snyder & co. reelt gør i de nye DC-film, er på ingen måde en effektiv anvendelse af Superman-figuren. Det er symbolforbistring, og det tilkendegiver på sørgelig vis at disse films producenter hverken forstår figuren eller genren. I Man of Steel fra 2013 reddes historien i væsentlig grad af den flotte visuelle dimension, acceptabel fortælleklarhed og de seje science fiction-elementer, men ingen af disse er tilstede i BvS, som aldrig hæver sig op over et intetsigende action-rod med dystre og dybt korrumperede udgaver af de klassiske figurer.

Karakter: 2 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 48

Udgivet i Film | Tagget , , , , | En kommentar

King’s Quest – Kapitel 1

King's_Quest_2015_coverKing’s Quest – Kapitel 1
Computerspil til Windows (på Steam), Playstation 3+4 og Xbox 360+One (2015)
Udviklere: The Odd Gentlemen

King’s Quest er en serie af computerspil som blev lavet af et firma som hedder Sierra On-Line i 80erne og 90erne. De nåede at lave otte spil, hvor de fire første er tekst-eventyr, de tre næste point-og-click eventyr, og det sidste et action-rollespil. Det første udmærkede sig ved at have grafik og ikke kun tekst, hvilket skabte en stor succes for firmaet. I dag er det første spil ikke det store, men da jeg var barn var det fantastisk. Jeg så det i min folkeskole på skolens IBM-PCere, og jeg kiggede på om jeg selv kunne køre det derhjemme. Jeg havde Commodore 64, så det kunne jeg ikke.

Sierra On-Line er senere opkøbt af Blizzard-Activision som står bag World of Warcraft. De har nu fået frie hænder til at genetablere gamle klassiskere på markedet her i blandt King’s Quest. King’s Quest er nummer ni i serien. Man spiller Graham, som er en ung mand der gerne vil være ridder. Graham skal igennem nogle prøver: en styrkeprøve, en hurtighedsprøve og en prøve på klogskab. Han må ud i verdenen for at forbedre sig på prøverne og vinde disse.

Historien er fortalt gennem Graham som bedstefar til hans barnebarn. Man er i kongeriget Daventry som de gamle spil tildels også foregik i. Her møder man drager, trolde med broer på ryggen og meget andet. Det er meget eventyrligt lavet, hvor man blandet andet også får udsigten til et slot. Jeg syntes at grafikken var fantastisk; særligt på mit nye grafikkort som kunne klare det.

Spillet er ikke et point­-og-click adventure. Man styrer Graham ved hjælp af taster og trykker på mellemrumstasten når man vil interagere med noget. Man kan også bruge ting på dette noget fra ens rygsæk ved at trykke på tab. Det fungerer meget godt. Det er lavet sådan, fordi spillet også skulle have mulighed for at køre på konsol. Spillet har en lidt for let sværhedsgrad, men jeg kunne godt lide det på grund af den verden som det foregår i, og den stemning som det har. Det er opdelt i fem kapitler og hvert af kapitlerne koster 10 euro, hvilket er lidt meget, da man kan gennemføre et kapitel på 5 timer. Al dialog er indtalt med stemmer. Der er blandet andet Christopher Lloyd som bedstefaren. Der er mange steder i spillet, hvor der er nogle actions-sekvenser à la Dragon’s Lair. Disse fungerer rigtigt godt, syntes jeg.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Andreas Søe i Himmelskibet 48

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

Brandon Sanderson – Calamity

CalamityCalamity
Roman af Brandon Sanderson
Delacorte Press, 2016, 432 sider

Calamity er tredje og sidste bog i Brandon Sandersons superhelte-romanserie The Reckoners. [Den danske udgave af det første bind, Stålhjerte, blev anmeldt i Himmelskibet nr. 46. –Red.] Som konklusion på serien lever Calamity fuldt op til forventningerne; hæsblæsende action i et kæbedroppende smukt miljø med onde superhelte i konstant territorial magtkamp med hinanden. Vi følger stadig vores hovedperson, David Charleston, nu også kendt som Steelslayer, i hans kamp mod verdens ondskab. Davids rebelgruppe, The Reckoners, er i kamp med den nærmest udødelige superskurk Limelight – og denne gang skal han ikke bare overvindes, men også overtales til at slutte sig til det godes side.

Som de to forrige bøger finder historien sted i en dystopisk fremtid i Amerika, med en enkelt by som udgangspunkt for handlingen. I første bog så vi at Chicago var blevet forvandlet fuldstændigt til stål, og borgerne levede i total undertrykkelse, men med adgang til elektricitet. I anden bog levede indbyggerne i det oversvømmede Manhattan et langt mere afslappet liv, fordi træer med skinnende frugter voksede inden i byens skyskrabere, og alle kunne leve fra hånd til mund uden at skulle bekymre sig om arbejde. Calamity præsenterer os endnu en gang for et overdådigt baggrundslandskab – denne gang i byen Atlanta, hvor alting er blevet forvandlet til salt. Byen flytter sig langsomt over Amerikas golde marker ved at blive nedbrudt i den ene ende og genopbygget i den anden. Dette tvinger beboerne til at flytte konstant, efterhånden som deres hjem langsomt opløses af tidens gang.

Sproget er letlæseligt og spækket med humor. Hvert kapitel er indledt med en af Davids smertefuldt dårlige metaforer og fulgt op af tør ironi gennem karakterernes interaktion med hinanden. Kampscenerne er veldetaljerede og tilfredsstillende uden at være forvirrende, og kærlighedsscenerne er søde, men uden at tage for meget opmærksomhed fra selve plottet. Der er selvfølgelig også en hel del eksplosioner og pulverisering af bygninger – i klassisk Reckoners stil. Calamity er alt i alt et velskrevet værk, og en god afrunding på serien. For fantasyfanatikere og gamle tegneseriefans er serien et absolut must-read, og første bog i serien, Steelheart, er selvsagt også et glimrende sted at starte.

Anmeldt af Nicolai D. Just Olesen i Himmelskibet 48

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

Marie-Louise Rønning – Lysets Kvinder – Helbrederen

Lysets kvinderLysets Kvinder – Helbrederen
Roman af Marie-Louise Rønning
forlaget Egolibris 2015, 311 sider.

Med Helbrederen indleder Marie-Louise Rønning sin serie om Lysets Kvinder. Første del har de to 18-årige, Victoria Engelbrandt og Matthew Rivers, som hovedpersoner. Matthew er halvblods vampyr; i bogen kaldet Tusmørkebarn. Victoria er ikke en helt almindelig gymnasiepige. Victoria bor sammen med sine “søstre”, som hun ikke er i familie med. Victoria kender ikke sine forældre eller ret meget om sin egen baggrund. Som der står på s. 86: “Victoria besad ingen erindring om hverken mor eller far. Det var en omstændighed, hun havde lært at leve med, men det nagede hende alligevel fra tid til anden. Hun savnede dem ikke, for hvordan kunne man savne nogen man ikke kendte? Nej, det var ikke savn, der gnavede i hende, det var nærmere det faktum, at hun intet anede om dem.” Hun og hendes søstre har en cirkel der kaldes Lysets Kvinder, og de bekæmper vampyrer.

Bogen starter med at Matthew og hans to makkere, Will og Eva, i bogen kaldet søskende (på trods af i de ikke genetisk er relaterede), ankommer til Hillerød og starter på Frederiksborg Gymnasium. Matthew havner i samme klasse som Victoria. De tvinges af matematiklæreren Johannes til at sidde ved siden af hinanden. De er ikke gode venner i starten, men man er som læser ikke i tvivl om at det nok skal ændre sig. Som der selvironisk står i bogen: “Det mindede hende om en af de ungdomsknaldromaner, hun læste som teenager. En af dem hvor hovedpersonen blev tvunget til at sidde sammen med ærkefjenden, kun for at ende i hans arme halvtreds sider længere fremme” (s.81). Og hun ender også i armene på Matthew, omend der går mere end halvtreds sider før det sker.

Selv om man som læser hurtigt kan se hvilken vej det bærer hen ad med Victoria og Matthew, er der heldigvis et andet spørgsmål som ikke er så indlysende klart: Gåden om gymnasiepigen Celine Knudsens forsvinden. Dette bliver ikke opklaret, så første bind fremstår ikke som en afsluttet historie. Men læseren er spændt på at få mere at vide om Victoria og Celines forsvinden i de næste bind.

Men kan Helbrederen så kaldes en ungdomsknaldroman? Ja, må svaret være. Men bogen er spændende at læse, og sproget fungerer, selv om det måske ikke er stor litteratur. Der er også en ironisk henvisning til Twilight (s.26) og en reference til Hobitten (s.120) og til Buffy The Vampire Slayer (s.168), som Helbrederen også læner sig lidt opad, med jagt på vampyrer, m.m. Og så er der gennem bogen benyttet metaforer, hvoraf nogle er gode. Et eksempel er denne fine iagttagelse af lys: “Solen kastede lange, gyldne stråler igennem de store panorama-vinduer, og smykker af forskellig slags sendte dem glitrende rundt i lokalet som en diskokugle” (s.32). Et andet eksempel på en metafor der fungerer er denne: “Will sendte et blændende smil af sted som en torpedo med et sikkert mål i sigte. Torpedoen ramte en uigennemtrængelig mur og gik i tusind stykker.” (s.45) Endvidere er Victoria og Matthews historie spændende og engagerende. Bogen skal helt sikkert nok skabe lykke blandt målgruppen.

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet 48

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Sku ikke hunden på hårene – og 10 andre noveller om ordsprog

SkuikkehundenSku ikke hunden på hårene – og 10 andre noveller om ordsprog
Antologi
Forlaget Silhuet 2016, 246 sider.

I sommeren 2015 afholdt forlaget Silhuet en novellekonkurrence, hvor præmissen var at tage udgangspunkt i et ordsprog eller en talemåde og herudfra skrive en gyser/spændings-novelle rettet mod unge (12+). Silhuet modtog i alt 67 noveller, og ud af disse blev denne samlings 11 noveller udvalgt af dommerpanelet, der bestod af en ungdomsforfatter, en børnebibliotekar, Silhuets redaktør samt en 13-årig dreng som repræsentant for målgruppen.

Forfatterne er en blanding af debutanter og erfarne forfattere, og hver novelle er forsynet med et gyser-barometer på op til fem kranier, så læseren på forhånd advares om uhygge-niveauet.

Gudrun Østergaard er en af de mere garvede forfattere med flere bidrag til diverse novelleantologier samt romanen “Regnfaldet” udgivet på forlaget Kandor og novellesamlingen “Tidsfordærv” udgivet på Science Fiction Cirklen. Hun åbner ballet med “Sku ikke hunden på hårene”, der får fire kranier, og handler om drengen Baldur som en dag tager med sin kammerat Vilgot ud til byens ydergrænse for at se bæsterne, som lurer på at komme ind i byen og dræbe dem alle. Men oplevelsen bliver helt anderledes end Baldur troede, og novellen er både barsk og velskrevet og rammer ordsproget lige på kornet.

Annette Skibby debuterer med den mere humoristiske “Den der ler sidst ler bedst”, som får to kranier. Jonas deler værelse med storebroren Morten, som altid driller ham og fortæller uhyggelige historier. Da Jonas en nat hører nogle mærkelige lyde, fortæller Morten ham, at det er ‘Dødstoget’ som samler de døde for at køre dem til Helvede. Jonas bliver virkelig bange, men da Morten skal i praktik på jernbanen med skolen, får han en særlig opgave, som heller ikke han synes er så sjov.

“Med ondt skal ondt fordrives” er skrevet af Maria Kjær-Madsen, som både har en række krimier samt novellebidrag på CV’et. Her er vi oppe på tre kranier, og historien handler om Frederik, hvis kammerat Januz får en hund. Men hunden er ikke en nuttet lille hvalp, og Januz er ikke den samme længere.

Flemming Johansen har skrevet “Utak er verdens løn”, som har fået tre kranier, og handler om kammeraterne Vincent og Thor som har væddet med to piger fra klassen om, at de kan sove en nat på den gamle forladte skovkro. Midt om natten hører Vincent dog en lyd, og da han undersøger det nærmere, opdager han kroens ukendte beboer. Også Johansens novelle hører til blandt mine favoritter, for selvom den ‘kun’ får tre kranier, så sætter historien sig i læseren og illustrerer meget tydeligt og ondt sit ordsprog.

I Francesca Kurtains “Blind høne kan også finde korn” (to kranier) har en 15-årig dreng mistet sine forældre i en ulykke, og er nu for første gang alene i hjemmet. Mens han samler mod til at gå ind, går han en tur ud på marken som omgrænser grunden. Her falder han i staver, og da han vågner igen, kan han hverken se huset eller andet han kender. Og så dukker pigen Isa op. Kurtains novelle er nok den, jeg mindst synes rammer essensen i sit ordsprog, da den for mig i langt højere grad handler om at komme gennem sorgen, end om med lidt held at kunne løse en opgave. Historien er dog udmærket, omend mere symbolistisk end de øvrige noveller.

Michael Ganz Andersen bidrager med “Det stille vand har den dybe grund” (tre kranier) om Amanda, som bliver mobbet frygteligt i skolen. Men måske kan hendes bedstemors hemmelige gave hjælpe?

“Farlig er den, der intet har at miste” får også tre kranier og er skrevet af Pernille Grand Moestrup. Lines veninde Olivia har begået selvmord efter at nogen har postet et nøgenbillede af hende på Facebook. Line burde være ked af det, men i stedet venter hun bare på, at Olivia bliver begravet. Det gør Olivias mor også.

Susanne Thranes novelle “Lige børn leger bedst” om pigen Sif fra Lilleø får fire kranier, og hører også til blandt samlingens bedste. En dag får øens skole en ny pedel, og samtidig begynder alle omkring Sif at opføre sig mere og mere mærkeligt. Selvom ordsproget måske bruges en smule kunstigt, så er selve historien både uhyggelig og velskrevet med en slutningen, der virkelig overrasker.

Veteranen A. Silvestri bidrager med novellen “Klæder skaber folk” (et kranie), hvor drengen Thorkild besøger sin bedstefar og her hører en temmelig besynderlig historie om en familiehemmelighed.

Også Nikolaj Johansen har tidligere fået udgivet flere noveller samt romanen Skygger fra Oktoberland. Hans fortælling “Hvor ådslet er, der vil gribbene flokkes” får fem kranier, og er da også samlingens mest blodige fortælling. Den er også virkelig skræmmende og hører til blandt mine favoritter. Drengene Snarre og Esben er på tur, da de pludselig hører et voldsomt brag og ser en lastbil drøne forbi dem. Da de går tilbage, opdager de en lille personbil, som er blevet slynget af vejen og ligger fuldstændigt smadret på en mark. Esben vil have Snarre til at ringe efter politiet, men Snarre skal først lige tage nogle billeder med sin mobil. Passagererne er jo alligevel døde.

Dette ordsprog var det eneste, jeg ikke lige umiddelbart havde hørt før, men et tjek viser, at det stammer fra biblen, Matthæusevangeliet 24,28 og bruges i forbindelse med Apokalypsen.

Samlingen afsluttes med Sofie Boysens novelle “At slå tiden ihjel”, som slet ikke får nogen kranier. Det er nu ellers en ret uhyggelig historie for en voksen læser, for i novellen finder politiet et lig, som viser sig at være Tiden.

”Sku ikke hunden på hårene” er en rigtig underholdende og generelt velskrevet antologi, som nok er rettet mod unge, men bestemt også indeholder noveller en voksen læser kan hygge sig med. Jeg kunne godt ønske mig, at forlaget havde lavet et kort forord til hver novelle med en beskrivelse af de enkelte ordsprog og hvorfor forfatterne har valgt netop dem. Men det er slet ikke sikkert, at målgruppen vil synes, det mangler.

Alt i alt en fin antologi for unge, som både indeholder gys og lidt grin i forskellige grader.

Anmeldt af Jette S. F. Holst i Himmelskibet 48

Udgivet i Antologi, Bøger | Tagget , , , , | En kommentar

Aspíciens Haufniensis – Københavns skygger

Købehavns skyggerKøbenhavns skygger
Roman af Aspíciens Haufniensis
Forlaget Ulven og Uglen 2016, 325 sider.

Jeg er begejstret over Københavns skygger og kan knap vente på den fortsættelse, jeg håber kommer snart. Genremæssigt er vi i urban fantasy.

Thor starter på Københavns universitet og bliver inviteret til at deltage i et særligt kursus for de magisk begavede. Her opdager han, at der findes et parallelt København og uhyggelige monstre, som man skal vare sig med at tilkalde med begynderniveaumagi. Romanen er samtidig udviklingshistorie og en beskrivelse af venskabet mellem den naive Thor og hans geniale ven Janus. Læseren ser alt fra Thors synsvinkel og det bygger en spænding op om hvorvidt Janus virkelig har fat i den lange ende, eller om Janus bare er en legesyg trickster.

For dem der kender København er det altid skønt at få den oldgamle by beskrevet fra en ny vinkel af en kender. Jeg vil fremover passere de i bogen nævnte lokaliteter med større nysgerrighed – og forsigtighed.

At lade handlingen foregå nu og her (eller hisset?) er nyt og forfriskende i en historie om magi. Haufniensis kender tydeligvis sin egen verden godt, men kan kunsten kun at fortælle hvad der er nødvendigt for handlingen.

Sproget i romanen er voksent, varieret og behageligt og en del af den store fornøjelse det er at læse romanen. Men måske også en forhindring i forhold til unge læsere, som måske er den største målgruppe for fantasy?

Forfatternavnet er selvfølgelig et pseudonym. På Ulven og Uglens hjemmeside citeres han (?) bl.a. i et interview for følgende: “Pseudonymet sætter forfatteren fri til at tale eller fortælle uden at skulle tænke for meget på sig selv undervejs. Det er ofte godt for processen og resultatet. Her i narcissismens tidsalder bliver pseudonymet aktuelt igen på ny facon.”*

Det er en fin og beskeden intention – og lægger i øvrigt et ekstra lag af inciterende mystik over udgivelsen.

Jeg tænker at det ikke er Haufniensis første udgivne tekst, og at det er ærgerligt at forfatteren skal starte forfra med at brande et navn, selvom det er sympatisk at ville lade hvert værk stå for sig selv.

Københavns skygger får en stor anbefaling herfra, og jeg håber mange vil købe romanen, så forlaget vil udgive en toer.

*https://www.ulvenoguglen.dk/den-vidtskuende-koebenhavner-interview-med-forfatteren-bag-koebenhavns-skygger/

Anmeldt af Majbrit Høyrup i Himmelskibet 48

Udgivet i Bøger | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Mythos ABC

mythos-abcMythos ABC
Bog af Mads Brynnum, Rollespilsfabrikken 2015, 50 sider
Illustreret af Tom Kristensen, Mathias Bottfeldt. m.fl.

Det seneste crowd funding-projekt, jeg har støttet, var en bog med cthulhuide børnerim. Det er ikke første gang at der er spundet børnebøger eller rimbøger over Lovecrafts skabninger og monstre, men det er første gang jeg har set en sådan på dansk. Dette var derfor et projekt som jeg gerne ville støtte, og det var der også nok andre der ville, så projektet og bogen blev til noget.

Mythos-abc-2Bogen er en gennemillustreret hardcover-bog, som er sat rigtigt flot op. Tonen i rimene er flydende, og nogle man derfor sagtens ville kunne bruge til at læse op. Den er mest henvendt til børn, så selvom det er unævnelige væsner der beskrives, så er det på ingen måde en skræmmende, men mere en hyggelig uhygge-bog. Illustrationerne er næste alle virkeligt gode, med enkelte der falder igennem. Specielt illustrationen af Azathoth er noget ved siden af. Azathoth er en dæmon der sidder i universets mørke i lyden af mystiske fløjter. I denne bog er han gengivet som en overspiret kartoffel. Der er dog så mange andre virkeligt fede illustrationer i bogen at det opvejer fejlskudene.

Bogen skal ikke læses som en egentlig Lovecraft-bog, men som en hyggelig hyldest til Lovecraft. Den findes både på dansk og engelsk, hvor jeg dog kun har læst den danske. Det er en flot og underholdende udgivelse, og den er en god kærlig hilsen til en af de store gysermestre.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 48

Udgivet i Bøger | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Claus Holm – Uplink

UplinkUplink
Roman af Claus Holm
Egolibris, 2015, 112 sider.

Dette er egentligt en ret banal og ofte fortalt kærlighedshistorie. Overklassepigen søger spænding og tager på besøg hos underklassen. Her møder hun en underklassedreng, og de forelsker sig. Familien er imod forholdet, så det unge par stikker af for at leve i kærlighed.

I Uplink er rammen en fremtidsverden hvor over- og underklassen i byen er ved at blive adskilt ved etableringen af en stor mur. Befolkningen på sydsiden er fattige, og da stoffer kan trækkes lovligt i automater, er de fleste afhængige af disse, og af at være koblet op på nettet via kabler, der plugges til i stik i deres baghoveder.

Patrick har ikke været på nettet i 3 år, da han bruger sin tid på at forsørge familien og passe sine mindre søskende, fordi faderen er en junkie. En dag hvor Patrick sidder på et værtshus med sin kammerat, kommer to piger fra nordsiden ind. Han falder i snak med dem, og fatter specielt interesse for den ene af dem, og da stedet bliver angrebet af myndighederne, stikker de af, og har aftenen sammen, hvor han viser hende sydsiden. Da hun drager tilbage til nordsiden, tror de begge at de aldrig kommer til at se hinanden igen, men Patrick vil det anderledes og begiver sig afsted til nordsiden for at snige sig med til hendes 21-års fødselsdagsfest, hvor hendes forlovede også er til stede. Og så skal det selvfølgeligt også nævnes at hendes far er byens sikkerhedschef, og en mand man ikke har lyst til at komme på tværs af.

Da jeg læste bogen sad jeg med en fornemmelse af at der var noget 1990 over den. De science fiction-elementer der var deri, virkede meget til at høre hjemme i ungdoms-science fiction fra den tid. Dette sammenholdt med en inspiration fra William Gibson, og scener der stort set var stjålet direkte fra filmen Total Recall (taxaerne med de halve robot-chauffører fra filmen optræder i bogen) blev ved med at sige 90erne til mig. Forklaringen fandt jeg på forlagets hjemmeside. Her er et interview med forfatteren, der fortæller at det er 20 år siden han skrev bogen, og at han dengang var 19. Dette fik brikkerne til at falde på plads. Ikke at dette 90er-(nu retro-)udtryk nødvendigvis er noget negativt der taler imod bogen, men jeg kunne godt have brugt er efterord i bogen med denne information og andet fra interviewet.

Bogens titel spoiler tildels slutningen, eller giver i hvert fald et kraftigt hint om hvad der sker. Da begrebet “uplink” forklares i bogen, er det på et tidspunkt hvor det ikke er relevant for handlingen, men man kan tænke sig til at det må være mere end blot en del af beskrivelsen af fortællingens univers, netop fordi det er bogens titel. Man er derfor ret hurtigt klar over at her er noget centralt, og jeg sad allerede her med fornemmelsen af at det ville være en væsentlig del af slutningen. Jeg vil dog ikke spoile yderligere ved at komme nærmere ind på det her.

Disse ting skal ikke ses som noget negativt, men mere som betragtninger omkring bogen. Bogen er hurtigt læst, da den har en ret lineær handling (med få flashbacks der giver noget baggrund om hovedpersonens opvækst) og er skrevet i et let sprog. Der er ikke de store overraskelse i den, men den underholder alligevel, om ikke andet så netop ved at være en form for retro-SF som er rammen om en ret banal kærlighedshistorie. Jeg vil dog mest anbefale den til den unge læser, og ikke til den garvede science fiction læser.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 48

Udgivet i Bøger, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Eva Egeskjold – Næslandet 1: Legenden om Querqus Skjoldet

Næslandet 1Næslandet 1: Legenden om Querqus Skjoldet
Roman af Eva Egeskjold
Forlaget Andersen og Vig 2014, 345 sider.

Oona er en ung pige som står overfor at træde ind i de voksnes rækker. I hendes landsby foregår det via et indvielsesritual, som egentligt er ganske harmløst. For Oona sker der dog andet end at der blot holdes en fest. Det viser sig at hun har været beskyttet af en besværgelse, der har gjort at onde kræfter ikke har kunnet finde hende. Hun er nemlig den udvalgte, der er profeteret til at finde det legendariske, magiske Querqus-skjold, som vil kunne få afgørende betydning i kampen imod de onde Radixfolk.

Hun bliver ført ud af byen og bliver bl.a. taget forbi dronningen, som beder hende om at hjælpe med at finde prinsessen, der er blevet bortført. På hendes færd bliver hun fulgt af modige krigere, og får hjælp af magiske væsner, og mere end en gang er både missionen og hendes liv i farer. Hun finder hurtigt ud af at verden er meget større end den landsby, hun er opvokset i. Pludseligt er hun fanget midt i en krig, hvor det virker til at hun er udset en afgørende rolle, uden at hun selv kan blive helt klog på hvad det egentligt er, der gør hende så speciel.

På mange måder er bogen opbygget omkring den klassiske Young Adult Fantasy-skabelon, med et ungt menneske som det viser sig har specielle kræfter, og som er udvalgt til noget større. Godt nok har denne skabelon været brugt i mange bøger, men det kan man sige om mange genreskabeloner, og det betyder jo ikke at der ikke kan komme gode nye bøger ud af det.

Oona kender kun meget lidt til den verden hun er kastet ud i, men mens hun rejser igennem verden lærer både hun og vi læsere langsomt hvordan Næslandet er opbygget. Bogen tager sig god tid til at lære os om sine personer og at fortælle sin historie, men den er godt skrevet, så bogen bliver ikke kedelig. Når de kommer til nye byer, så bliver vi fortalt små anekdoter om nogle af indbyggerne. Anekdoter som ikke har relevans for Oonas fortælling, men som er med til at give bogens univers troværdighed, og det er også tydeligt at forfatteren har lagt mange tanker i opbygningen af sin verden.

Der er allerede udkommet tre bind i serien om Næslandet, og et fjerde og afsluttende bind er på vej. Indtil nu har jeg kun læst det første bind, men jeg tænker bestemt at jeg også skal have læst de resterende, for selvom den er skrevet til et Young Adult publikum, så blev jeg også optaget af historien om Oona og Næslandet.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 48

Udgivet i Bøger, Fantasy | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Martin Schjönning – Afsind

AfsindAfsind
Roman af Martin Schjönning
Kandor 2016, 294 sider.

Når der har været noveller af Martin Schjönning med i antologier, jeg har anmeldt her i Himmelskibet, så har hans bidrag ofte været nogle af dem jeg har fremhævet blandt de bedste i samlingerne. Han skriver virkeligt godt, og har nogle vinkler på sine historier som gang på gang overrasker. På dagen hvor bogen Afsind udkom skrev forlaget følgende på Facebook: “I dag udgiver vi den grummeste bog vi har læst. Martin Schjönnings Afsind. Bogen er en tour de force i fysiske og psykiske ubehageligheder og efterlader læseren med følelsen af at have været vidne til sin egen undergang.” Det var derfor også med stor forventning at jeg satte mig med bogen.

Bogen starter hårdt ud med at et foto af en kvinde, der er blevet tortureret, bliver skubbet ind under sin bror, Gregors, dør. Gregor har været i behandling for psykisk sygdom siden sine forældres død, og han vælger at søge hjælp hos sin psykiater, Lacedon. Denne bliver meget overrasket over at se billedet, for han ved at søsteren, Iris, er en som Gregor godt nok tror er virkelig, men at hun ikke er det. Han kan dog ikke komme udenom at kvinden på billedet passer til de beskrivelser, som Gregor altid er kommet med af søsteren.

Det er ikke kun billedet, der er noget galt med. På den psykiatriske institution er helvede ved at bryde løs, da de syge gør oprør, og også i verden omkring spreder vanviddet sig, så politi og hospitaler har travlt, da folk går amok i umotiveret vold. Der er sluppet noget dæmonisk løs, og Gregor er en central person omkring dette, og i jagten på søsteren kommer han nærmere de dæmoner der via ham forsøger at komme igennem til vores verden.

Med den salgstale som forlaget havde lagt ud, havde jeg glædet mig til at komme igang med bogen. Efter 30 sider var jeg dog tæt på at lægge den helt fra mig igen, bl.a. pga. to personer der var blevet introduceret, som jeg ikke kunne holde ud at skulle følge bogen igennem. Den ene er en kvinde som lever i et voldeligt forhold. Problemet er at hendes passager er skrevet i en førstepersonsfortæller, med et talesprog jeg fandt forstyrrende og irriterende, og som brød markant med de andre afsnit i bogen. Den anden var en karikeret politikommisær. Han er fordrukken i en grad så han på et gerningssted går hen og tager en drink i offerets barskab, efter han på stedet har analyseret alle spor og fundet ud af at det er et makabert selvmord han står over for. Det viste sig heldigvis at begge personer blot er med for at vise at galskaben er begyndt at brede sig, og de forsvinder hurtigt igen (kommissæren dukker kort op igen senere, mens kvindens sidste afsnit afsluttes, så man ikke er i tvivl om at vi ikke ser mere til hende). Det havde måske været fint hvis de havde været med i en tydelig afgrænset prolog, men her introduceres de som om de er en del af historien, hvilket de heldigvis ikke var. De havde måske passet ind hvis forfatteren havde ladet flere personer komme ind i løbet af bogen for at vise hvordan afsindet spredte sig. De er dog de eneste, der har sådanne afsnit. De virker næsten som noveller, som forfatteren har syntes skulle passes ind i bogen.

Jeg læste heldigvis videre, og bogen bliver betydelig bedre, da den begynder at fokuserer på hovedpersonerne, og på hvordan afsindet breder sig. Schjönning skriver rigtigt godt, og bygger en god historie op omkring Gregor, der gør at dette er en karakter, man gerne vil følge.

Bogen bliver desværre aldrig rigtig farlig. Selvom det nævnes flere gange så giver den ikke rigtigt fornemmelsen af, at det er hele verden der er i fare, men blot at det er noget der sker omkring hovedpersonerne.

Om man kan lide en bog hører ofte sammen med forventninger, og denne levede desværre ikke op til mine. Schjönning har skrevet flere rigtigt gode noveller, hvor han har twistede historier der har overrasket mig flere gange. Det skete desværre ikke i denne roman, men ingen tvivl om at jeg ser frem til at læse mere fra ham fremover.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 48

Udgivet i Bøger, Horror | Tagget , , , , | Skriv en kommentar