Himmelskibet – Magasinet for Fantastik

Udgivet den januar 1, 2013 af Admin

Læs om Magasinet Himmelskibet

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Flip og Flop nr. 35: Da Flop skulle male Mona Lisa

Udgivet den oktober 5, 2024 af Admin

Flip og Flop nr. 35: Da Flop skulle male Mona Lisa
Tegneserie af Francisco Ibáñez
Forlaget Zoom, 2024, 46 sider, 149,50 kr.

Forlaget Zoom har i et stykke tid udgivet den spanske tegneserie Flip og Flop.

Flip og Flop kan man kalde en crazy humoristisk tegneserie. Flop er for eksempel god til at forklæde sig på alle mulige måder. Og professor Bakterius laver alle mulige skøre opfindelser.

Serien er skabt af Francisco Ibáñez i 1958. Han var bankansat, men tegnede i fritiden og han forlod bankjobbet, da han tjente mere på tegneserier end at arbejde i banken. Ibáñez var meget produktiv. Der er således over 200 albums med Flip og Flop på spansk.  Og der er lavet to spillefilm med Flip og Flop, La Gran Aventura de Mortaldo y Filemón fra 2003 og Mortaldo y Filemón. Misión: Salvar la Tierra fra 2007.

Jeg var vild med Flip og Flop som knægt, men så holdt jeg en pause med at læse Flip og Flop. Men efter at Forlaget Zoom er begyndt at genudgive Flip og Flop er jeg begyndt at læse serien igen. Og her vil jeg så anmelde et af albummene, som ikke har været udgivet på dansk før. Nemlig albummet Da Flop skulle male Mona Lisa.

Spørgsmålet er så om jeg synes serien holder. Og det synes jeg at den gør. Ibáñez er en forrygende god tegner og dygtig til at finde på sjove optrin.

Albummet handler kort om at professor Bakterius trækker DNA af Leonardo da Vinci fra et maleri og gemmer det i en flaske, som Flop så drikker af. Sjovt er det at Bakterius har undersøgt DNAet analytisk semiotisk (Semiotik er ” Semiotik er studiet af produktion, overførsel, modtagelse, fortolkning, reaktion på og lagring af betydning ved hjælp af tegn.” Kilde: Den store danske) Flop ændrer personlighed og bliver til en parodi på Leonardo da Vinci og hans kunst og opfindelser. Og det kommer der morsomme optrin ud af. I klassisk Flip og Flop stil.

Albummet indledes med en forrygende indledning om kunsthistorie, men jeg savner lidt at der gøres lidt mere nar ad kunstscenen. For eksempel lykkes det aldrig rigtig for Flop at lave et maleri til vurdering af en kunsthistoriker, så man på den måde kunne gøre lidt nar med kunstscenen. Men Flip og Flop er ikke rigtig en satirisk tegneserie, mest crazy humoristisk. Og det er fint nok. Albummet skuffer ikke. Med andre ord hvis man er til humoristiske tegneserier kan albummet anbefales.  

I de albums som Interpresse udgav var en præsentation af personerne i serien; og det savner jeg i denne nye udgave. Det er godt for nye læsere af serien at have en præsentation af personerne, synes jeg.  Men albummet har en oversigt over Flip og Flop udgivelser; der her tæller 218 album. Og det er godt.

Alt i alt et godt album. Jeg ser frem til flere album med Flip og Flop.  

Anmeldt af Jóannes á Stykki

Udgivet i Tegneserier | Tagget , | Skriv en kommentar

Anne-Marie Vedsø Olesen – Vølvens vej 4: Ormehavet

Udgivet den september 16, 2024 af Admin

Vølvens vej 4: Ormehavet
Roman af Anne-Marie Vedsø Olesen
Lindhardt og Ringhof, 2024
400 sider, 299,95 kr.

Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Ormehavet er fjerde og – hvis man skal tro forfatteren – næstsidste bind i Anne-Marie Vedsø Olesens episke fantasyserie inspireret af nordisk mytologi. Vi har i de tidligere bind fulgt vores heltinde, den unge, hvidhårede Snehild med medfødte spådomsevner, og hendes vej til at blive vølve. I bind 1, Snehild, så vi hende flygte fra en fjendtlig ypperstepræstinde og en voldtægtslysten konge gennem Alfheim, alfernes rige, til Jotunheim, jætternes rige, hvor hun blev opfostret og trænet af jættekvinden Hyrrokin og hendes ulvesønner. I bind 2, Misteltenen, drog hun på åndefærd gennem frostriget Niflheim til dødsriget Helheim og stjal en giftklo fra dragen Nidhug. I tredje bind, Ulvegabet, nedsteg hun til dværgenes rige Nidavellir og videre til ildlandet Muspelheim. Besøgene i disse riger har trænet hende i kampkunst, runemagi og spådomskunst, og hun er vokset fra at være et skræmt flygtningebarn til en kraftfuld skikkelse, der omgås på lige fod med jætter og selv aser. I Ormehavet er det naturgudernes vanernes rige Vanaheim, som får æren af hendes besøg.

Ligesom i de første bind, veksler handlingen mellem de magiske riger og de dødeliges rige Midgård, nærmere bestemt jernalderen-kongeriget Sialand (Sjælland), især kongebyen Himlinge og de omkringliggende bygder, og de Games of Thrones-agtige intriger der. Menneskets verden bliver mere og mere påvirket af den optakt til Ragnarok, som danner bagtæppet for Snehilds oplevelser. I Ulvegabet var Fenrisulven sluppet løs i Sialand, og nu skaber Midgårdsormens vridninger oversvømmelser og jordskælv, mens horder af giftslanger slipper løs fra Vanaheim. Derfor må Snehild dele pladsen med to andre kvindelige aktører, den unge krigerkvinde Berghild på hævntogt og den intrigante præstinde Ragnhild, som lige fra starten har været Snehilds modstykke. Disse tre stærke kvinder får omtrent lige mange kapitler hver, men der bliver også plads til blandt andre Himlinges unge konge Roalds rådgiver Brynjulf, som er fanget i en slem kattepine og synker stadigt dybere ned i sit indre mørke.Ormehavet byder på tilpas meget spænding, vold, død og sex, ofte i en skønsom blanding, til at fastholde læseren som bare vil underholdes, men der bliver også plads til smukke passager såsom beskrivelserne af havguderne Ægirs og Rans palads under havet såvel som tanker om skæbne og frihed og om menneskers og guders dårskab. Vi får også endelig afsløret hvem Snehilds fædrene ophav er; noget som har stået hen i det uvisse siden seriens start, om end der er lagt flere ledetråde ud til den opmærksomme læser.

I tidligere bind har Vedsø Olesen skiftet mellem et ligefremt, nøgternt fortællende sprog til begivenhederne i Sialand og et mere floromvundet sprog, præget af lange, poetiske sætninger, til meget af det, som sker i de magiske riger. I dette bind bruger forfatteren i stigende grad dette poetiske sprog i forbindelse med begivenhederne i Sialand. Om det er fordi Vedsø Olesen er blevet mere komfortabel med denne fortællestil, eller om det skal reflektere sammensmeltningen mellem riger, skal jeg ikke kunne sige, men det giver et løft til det eller nogle gange lovlig nøgternt beskrivende sprog, som har trukket en smule ned på min oplevelse af de tidligere bind, som ellers på alle andre måder er anbefalelsesværdige. En anden mindre anke er, at bøgerne fylder mere end nødvendigt i reolen. Teksten er sat i en særdeles læsevenlig fontstørrelse, og de mange korte kapitler (66 styk) begynder halvvejs nede på en ny side. Det betyder at man reelt får 66 sider mindre tekst end bogens 400. Dette har selvfølgelig kun betydning hvis man, som jeg, er ved at løbe tør for reolplads, for bøgerne er ellers flotte og bevaringsværdige og trykt på lækkert papir.

Af Yggdrasils ni verdener mangler Snehild stadig at besøge asegudernes hjem Asgård, og det kommer vi formentlig til at se i seriens femte og sidste bind, som sikkert også giver os fortællingen om Ragnarok, gudernes endeligt. Efter planen udkommer denne afslutning næste år.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Øyvind Kvernvold Myhre – Elide av Sarande

Udgivet den september 11, 2024 af Admin

Elide av Sarande
af Øyvind Kvernvold Myhre
Roman. Kolofon Forlag 2024. 223 sider.

Øyvind Kvernvold Myhre (f. 1945) er én af nestorerne i norsk science fiction. I næsten tre tiår, fra tidlig i 1970’erne til slutningen af 1990’erne, gjorde han sig stærkt bemærket på flere områder: Som redaktør for det norske science fiction-tidsskrift Nova – Fantastiske Fortellinger 1973-1978; som redaktør for fantazinet Gandalf; som bidragsyder til de ledende norske fanzines dengang. Men først og fremmest huskes han som en alsidig og underholdende forfatter: Blandt hans tyve skønlitterære udgivelser finder vi både science fiction, fantasy, historiske romaner og endog krimi. Derudover udgav han den litteraturhistoriske faktabog Magiske verdener: fantasilitteraturen fra Gilgamesj til Richard Adams (1979).

I år er det 50 år siden Øyvind Myhre debuterede med romanen Aster (1974). Dette jubilæum kunne næppe være markeret på en bedre måde, end ved udgivelse af en splinter ny roman: Elide av Sarande. Bortset fra romanen Kommer aldri levende herfra igjen (2022; tilgængelig online) er der gået hele 27 år siden hans forrige trykte bog, romanen Vindens datter, bjørnens bror (1997). At han nu er vendt tilbage med nyskrevet materiale, er desto mere glædeligt. Det er slet ikke utænkeligt, at der vil komme nye bøger fra ham; i øjeblikket er flere manuskripter i omløb blandt norske forlag.

Elide av Sarande er en fantasy-roman for voksne. Det er nærliggende at sammenligne den med Myhres fjerde bog De siste tider (1976). Mens dén bog fortalte en dyster og på mange måder ret uhyggelig historie fra en grum verden på randen af undergang, er tonen i Elide av Sarande adskillig lysere og muntrere. Bogen er et overflødighedshorn af fortælleglæde og sjove påhit. Den indeholder alle de ingredienser, man forventer at finde i den slags fortællinger: En magisk og mangefacetteret verden, ofte med en udpræget feudal opbygning, der har dens egne historier, kulturer, myter og legender. Her findes et væld af menneskelige og mytologiske væsner af ulige afskygninger: hertuger, prinser og en skøn prinsesse, herskere og tyende, troldmænd, ånder, dæmoner, guder og andre skabninger.

Hovedpersonen er den gamle vismand Brannefelso af Jebinrek, ”magus av sjette orden med mestergrad i geokinese og telemanti”, der sidder i sin borg og er fortørnet over at Det Magisofiske Laug har afvist hans epokegørende afhandling ”Verdensaltets Beskaffenhet”. Hvordan kan de dog være så forstokkede!? En dag opsøges han af den unge prins Radach af hertugdømmet Channo, der skal bruge hans hjælp til at redde sin elskede Elide, datter af markgreven af Sarande. Hun ligger i koma derhjemme, efter at hendes sjæl er blevet røvet af dæmoner. Brannefelso føler sig forpligtet til at hjælpe prinsen, på grund af sin tidligere forbindelse med hans far. At han også ser en mulighed for at tjene nogle ekstra gulddukater, gør ikke hans motivation ringere, selvom han ender op med at betale de fleste regninger af egen lomme.

Udgangspunktet er, som ofte i fantastisk litteratur, en rejse. Udstyrede med et køretøj der kaldes en flogistoped og drives af en ånd og lades med solenergi, to flaskeånder, en avatar der bor i et spejl, og flere kister med fornødenheder, lægger de ud på en farefuld færd. Først tager de til Sarande for at hente prinsessen og fylde op forsyninger, før færden går videre mod Waltin Hylled, hvor de måske kan finde hendes sjæl og bringe den tilbage til hendes livløse krop. Undervejs møder de både landevejsrøvere, pengegriske grænsesoldater, forskellige ånder og andet skrømt.

Det der driver historien fremad, er ikke så meget hvorvidt det vil lykkes for dem, for det véd læseren, de vil. Myhre er en mester i at bygge sine fiktive verdener op, og befolke dem med troværdige og interessante karakterer. Brannefelso er en selvoptaget og egentlig ret så usympatisk gammel stodder; den unge prins Radach, forblindet af ungdommelig forelskelse, er ikke meget bedre – men alligevel kan man ikke lade være med at heppe på dem. En lind strøm af personer og hændelser fører frem mod det forventlige højdepunkt, hvor blandt andet Brannefelsos hjemmeværende kone Beref spiller en vigtig rolle.

Som nævnt er Elide av Sarande udpræget fantasy, men den indeholder også elementer af science fiction. Blandt andet er de videnskabelige optegnelser, der ligger til grund for folkenes forståelse af verden omkring, baseret på systematiske iagttagelser og matematisk tilnærming. Vi bliver sågar præsenteret for en alternativ relativitetsteori, der ”beviser” at Jorden godt nok er rund, men de lever inden i den, ikke udenpå, fordi geometrien er relativ. Brannefelso, på sin side, påstår hårdnakket at Jorden er flad. Han kan bevise det også, matematisk. Sådan! En sjov detalje.

Der er også nogle svagheder ved romanen: Der tager lidt for mange sider inden rejsen sådan rigtigt

kommer i gang. Rækken af hændelser følger hinanden som perler på en snor, uden de gives anden funktion end at gøre det sværere for vore helter. Og den komatiske prinsesse Elide bliver lidt for usynlig gennem store dele af bogen; først mod slutningen vågner hun til liv på mere end én facon.

Denne anmelder har fulgt Øyvind Myhres forfatterskab omtrent siden starten. De mange år med tavshed har ikke gjort hans forfatterstemme hverken rusten eller stotrende; han virker mindst lige så veloplagt som i sine velmagtsdage. Rent sprogligt er han i en klasse for sig selv, og den lune humor gør nærværende bog til en befriende uhøjtidelig læseoplevelse. Efter en stribe afslag hos etablerede forlag, tog Myhre sagen i egne hænder og publicerede den selv hos Kolofon Forlag. Det er at håbe, det bliver starten på en ny, aktiv periode for denne begavede og betydningsfulde forfatter.

Måske er der noget om det kendte mundheld at de gamle stadig er ældst?

Anmeldt af Cato Pellegrini

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , | Skriv en kommentar

Martin Wangsgaard Jürgensen og Jacob Holm Krogsøe – Pramdrageren

Udgivet den august 31, 2024 af Admin

Pramdrageren
Roman af Martin Wangsgaard Jürgensen og Jacob Holm Krogsøe
2 Feet Entertainment, 2024, 188 sider

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Når jeg er hjemme og besøge familien i det Midtjyske går vi ofte en tur på pramdragerstien ved Gudenåen nær Ans. I dag er den en smuk hyggelig natursti, men sådan har det ikke altid været. Engang blev den brugt når gods skulle fragtes fra Randers mod Silkeborg, hvor pramdragerne har gået her og trykket deres pramme imod åens strøm. Bare det at kigge ud på Gudenåen kan man tydeligt se at der er en stræk strøm, og man er derfor heller ikke i tvivl om at det har været et hård og slidsomt arbejde som disse mænd har været på.

I bogen Pramdrageren befinder vi os i tiden hvor jernbanen er blevet etableret, så meget transport er rykket dertil. Der er således ikke så mange turer langs åen, og de der er er dårligt betalte. Således er det også ekstra interessant da en gruppe bliver tilbudt at fragte en mand og hans bagage ad åen, og de vil modtage en betaling der meget højere end hvad de før har fået. Det der gør at han er villig til at betale denne pris, er at han vil afsted inden vinterens is har sluppet åen, så det bliver en ekstra hård og farlig tur. Han søger et bestemt sted på åen, og det er meget vigtig at de tager afsted på dette tidspunkt. Han kan ikke komme nærmere ind på hvor stedet han søger er, men siger at de ikke vil være i tvivl når de kommer dertil.

Drageren Jeppe er en retskaffen mand, som er oppe i årene og han har set at hans tid ved åen er ved at være forbi. Denne tur vil give ham og familien muligheder for at flytte til et ordentligt sted at bo, og det kan måske også hjælpe ham til at finde et bedre arbejde.

Han har et lille ritual  forbindelse med at tænde sin pibe som han udfører hvert gang han tager på arbejde. Dette glemmer han dog denne gang, og da han bliver opmærksom på dette begynder han at få en fornemmelse af at dette på ingen måde er en normal tur.

Bogen er ikke opdelt i kapitler, og har kun to lidt stører afsnit opdelinger. Dette er med til at give fornemmelsen af det lange seje træk som de er på, hvor selv de stop de laver for nætterne blot er kortere pauser i det hårde arbejde.

Jeg kendte som nævnt godt til pramdragerne i forvejen, men med denne bog giver det mig blot stører respekt for set slidsomme arbejde som disse folk havde, og indsigt i de dårlige vilkår de arbejde under.

Bagsiden beskriver bogen som en historisk roman tilsat magisk realisme. Det magiske kommer i form at det mystiske sted som de leder efter, men jagten de egentligt er på, er muligheden for at bryde ud af det liv de er fanget i, og muligheden for at prøve følge med tiden.

Dette er ikke en spændings- eller actionfyldt fortælling. Men det er et interessant møde med karakteren Jeppe, og det er interessant at følge hvad denne tur gør ved ham, for denne tur opsummerede nok på flere måder hans liv, og hans jagt efter noget bedre. Det spændende i denne bog er egentligt heller ikke om de kommer frem til deres mål. Det er mere om de mon kommer hjem igen bagefter.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger | Tagget , , , , | 1 kommentar

Alien: Romulus

Udgivet den august 28, 2024 af Admin

Alien: Romulus
Film, USA, UK, Ungarn, Australia, New Zealand, Canada,  2024
Instruktør: Fede Alvarez
Medvirkende: Cailee Spaeny, David Jonsson, Archie Renaux m.fl.

Efter nogle, efter min mening knap så vellykkede Alien film, har man lavet en ny Alien film, Alien: Romulus. Handlingen foregår mellem de to første film, som også er de bedste, synes jeg.  Altså, 20 år efter Alien og 37 år før Aliens. Ridley Scott, der instruerede den første, er producer på denne film.

Handlingen i Alien: Romulus er kort den, at en gruppe er trætte at arbejde for Weyland-Yutani Corporation. De vil væk og de hører om et vrag, som de flyver til for at tage brændstoffet og flyve videre til en anden planet og starte et nyt liv der; og hvordan det går vil jeg ikke afsløre her. Historien i Alien er således ret enkel, men den fungerer.

Alien: Romulus har det en god alien film skal have: Det onde firma som har bagtanker med monstret, en android og noget gys. Og noget til science fiction fans. I Alien: Romulus foregår handlingen  på et begrænset sted, nemlig vraget. Og det fungerer godt. Det der måske mangler, er at tilføje noget afgørende nyt. Det bliver for meget en følelse af at fortælle den samme historie igen. Og låne for meget fra de andre film.

Men jeg synes dog at Alien: Romulus er en god film; jeg synes bare ikke den er helt så god, som de to første film i franchisen.  Men den er bedre end de andre film i serien.  Handlingen er spændende og særlig første halvdel er vellykket.

Jeg synes at det især er  hen i mod slutningen, at det begynder at gå ned ad bakke for filmen. Jeg vil ikke gå i detaljer; men her bliver horrorelementet mislykket og filmens tone ændrer sig efter min mening til grotesk ufrivillig humor, i stedet for en horroreffekt. Man forsøger altså at skræmme, men det mislykkes. I hvert fald for mig. Det synes jeg er synd, når man nu har et så godt designet monster som xenomorph monstret er.  Men ellers synes jeg at skuespillet var tilfredstillende. Omend personbeskrivelserne måske kunne have være bedre. En af personerne, der fungerer godt og er bedre beskrevet,  er androiden Andy. Filmen er ikke et karakterstudie, men en horror og science fiction film. Men derfor kunne personerne være bedre tegnet i filmen.

Filmen leverer således nogenlunde hvad en god Alienfilm skal kunne. Men den gør det som sagt ikke så godt som de to første film.

Karakter: 7 stjerner ud af 10

Anmeldt af Jóannes á Stykki

Udgivet i Film, Horror, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

Algernon Blackwood – Kattenes by

Udgivet den august 17, 2024 af Admin

Kattenes by
To gotiske noveller af Algernon Blackwood
2 Feet Entertainment, 2024, 140 sider
Anmeldereksemplar leveret af forlaget

I 2022 udgav 2 Feet Entertainment en samling af Bram Stokers noveller med titlen Dommerens Hus (omtalt i Himmelskibet 64). Det var en fin samling der viser at Stoker var meget mere end bare Dracula. Udgivelsen blev også starten på en serie af bøger med fortidens gotiske mestre. Bind 2 i serien var Edward F. Bensons Og ikke en fugl synger (anmeldt her på siden), og efterfølgende kom Margaret Oliphants Bibliotekets Vindue, som indeholdt 2 noveller der begge omhandlede familiehemmeligheder som personerne i historierne bliver præsenteret for, og hvor det ikke er alle der oplever det mystiske på samme måde. Både Benson og Oliphant bøgerne var for mig indgangen til forfatterskaber som jeg kun kendte lidt til i forvejen. Det samme gør sig ikke gældende med det fjerede bind Kattens by ad Algernon Blackwood. Igen en forfatter som der kun er udgivet ganske lidt af på dansk, og det der er kommet, er primært i antologier. Første gang jeg stødte på denne forfatter var efter jeg havde læst Lovecrafts lovprisning af novellen ”The Willows” (på dansk ”Pilene” i Gotiske Gysere, Carit Andersens Forlag, 1987), og efterfølgende har jeg læst en del af ham på engelsk. Det var dog en glædelig overraskelse af 2 Feet Entertainment nu valgte at være med til at bringe ham frem i lyset igen med deres nye udgivelse, for det er bestemt et forfatterskab der ikke fortjener at ryge ud i glemslen.

I titel novellen ”Kattenes by” (org. title ”Ancient Sorceries”) er står en omrejsende lidt ved et tilfælde af i toget i en lille fransk by. Hand indlogere sig på den lokale kro, men når han bevæger sig rundt i byen er det somom at der er noget der er helt forkert. Det er somom byens beboere observerer ham, og at de kun lader somom de har deres daglige gang for at kamuflerer at de holde øje med ham. Han bliver dybt fascineret at kroværtens unge datter, en interesse sm er gengældt, men igen så er det somom der er noget som ikke er helt normalt, og måske var det ikke så tilfældigt at han havnede i denne by, som han troede. Novellen er godt oversat, men jeg ved ikke helt hvor enig jeg er i oversættelsen af titlen. På den ene side så passer den rigtigt godt, men på den anden side så er det en ret afslørende titel.

Bogens anden novelle er ”Den gamle kostskole (org title: ”Secret Worship”). En forretningsmand rejser til Tyskland for at besøge det kloster og den kostskole som han gik på 30 år tidligere. I byen falder han i snak med en præst som antyder at kostskolen ikke er hvad den var dengang, men maden tager stadig hertil. Det bliver et besøg ind i fortiden, med de spøgelser og erindringer som det nu måtte vække.

Begge noveller er godt og stemningsfuldt oversat, og har man ikke stiftet bekendtskab med Blackwood før, så er dette bestemt fortræffeligt sted at starte. Kender man allerede til ham, så er der ingen undskyldning for ikke at opsøge denne bog. Og så er det jo smart at udgive bøgerne i rigtigt flotte designs, således man jo er nød til at sikre at samlingen er komplet ved at købe de bind der måtte komme fremover også.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , | Skriv en kommentar

Borderlands

Udgivet den august 10, 2024 af Admin

Borderlands
Film, USA, 2024
Instruktør: Eli Roth
Medvirkende: Cate Blanchett, Jamie Lee Curtis, Kevin Hart m.fl.

Borderlands er en film som har fået relativt dårlig kritik. Og på IMDb.com får den i skrivende stund kun 4,3 i rating og kun 29 i metascore. Men det mener jeg en forkert bedømmelse af filmen.

Filmen er baseret på et computerspil, som jeg ikke har spillet. Men det sker at film baseret på computerspil har en blandet kvalitet. Filmen om Lara Croft: Tomb Raider synes jeg er et eksempel på en mindre vellykket film baseret på et computerspil. Mens Borderlands er et eksempel på en mere vellykket film baseret på et computerspil. Nu er Borderlands en B film med et større budget og skal ikke tages for mere end den er. Men jeg synes at Borderlands er en virkelig underholdende film og ret morsom. Jeg forstår ikke den negative kritik af den, faktisk.

Filmen handler om dusørjægeren Lilith, som bliver hyret til at få fat i rigmanden Atlas´datter på planeten Pandora. Datteren er nemlig flygtet fra ham sammen med to andre personer.  I filmens univers er der en race, eridianitter, som har hersket over vores galakse og som har efterladt sig en tekonologi på planeten Pandora. En teknologi som mange vil have fat i. Lilith vil ikke påtage sig opgaven i starten og giver Atlas´folk røvfuld. Men hun påtager sig så opgaven.  Lilith kommer i sin søgen efter rigmanden Atlas´ datter i kontakt med forskellige skæve karakterer. Bl.a. andet en robot, som er årsag til mange, efter min mening, sjove optrin.  Lilith skifter side, så hun vender sig mod Atlas, af en årsag som ikke skal nævnes her. Og de bliver jagtet af Atlas og hans folk. Om det lykkes at finde teknologien og hvordan filmen ellers slutter skal ikke afsløres her. Bortset fra at jeg synes at slutningen er tilfredsstillende.

Genremæssigt er filmen action, science fiction og lidt fantasy.  Og en komedie, ikke at for glemme. Jeg synes humoren er fin nok. Og så er der skuespillet. Først og fremmest vil jeg fremhæve Cate Blanchett, som er fremragende som hovedpersonen Lilith. Og de andre skuespillere er også gode.

Filmen indeholder ikke for meget action, men den bliver serveret i rigtige doser. Med de mere stille perioder, som også skal til i en actionfilm. Historien er godt fortalt, synes jeg, med den spænding, der skal være i sådan en historie. Man kan så indvende at historien er for enkel og har for lidt på hjerte. Men jeg synes filmen har noget på hjerte og historien er nok enkel, men den fungerer. Og så er der soundtracket. De har valgt at bruge Motörhead nummeret Ace Of Spades til en slåskamp mellem vores helte og nogen fjender, nemlig psykoerne. Det fungerer meget godt.

Så til sidst vil jeg bare sige at jeg synes at Borderlands er en underholdende film. Den lykkes således med det den først og fremmest vil opnå. Nemlig at underholde.

Karakter: 8 stjerner ud af 10

Anmeldt af Jóannes

Udgivet i Film | Tagget | Skriv en kommentar

Kalki 2898-AD

Udgivet den juli 10, 2024 af Admin

Kalki 2898-AD
Film, Indien, 2024
Instruktør: Nag Ashwin
Med: Prabhas, Amitabh Bachchan, Kamal Haasan. Deepika Padukone m.fl.

Det er ikke så ofte at vi får lov til at se indiske film i danske biografer, og da slet ikke indisk science fiction. Derfor skulle jeg selvfølgelig ind og se storfilmen Kalki-2898 AD, som blander dystopisk science fiction med indisk mytologi. Det kan virke som en underlig blanding, men der er masser af vestlige film, som blander kristen mytologi med science fiction, fx The Book of Eli (2010), Prometheus (2012) og Star Wars: The Phantom Menace (1999), med en (fejlslagen) frelser født af en jomfru. Ret beset er Marvels Thor-film også en blanding af mytologi og science fiction.

Kalki-2898 AD begynder med en scene fra en mægtig krig mellem overmenneskelige krigere, beskrevet i det indiske epos Mahabaratha. Krigeren Ashwatthama bliver forbandet af Krishna (en reinkarnation af Vishnu) for sit forsøg på at dræbe et ufødt barn: Han vil leve med sine sår i årtusinder, hvor han skal redde moderen til den næste reinkarnation af Vishnu.

Vi springer så frem til år 2898, en apokalyptisk fremtid hvor det meste af verden er ørken, i bedste Mad Max-stil, og kun få kvinder er i stand til at føde børn. Den eneste større by, der er tilbage, Kasi. bliver regeret af Supreme Yalkin, som har brugt teknologi til at leve i århundreder. Han er i gang med sit Projekt K, hvor hundredvis af fødedygtige unge kvinder bliver insemineret med modificeret sæd, som slår dem ihjel senest 100 dage inde i graviditeten. Inden de dør, udtrækker maskiner et serum, som Yalkin injicerer i sig selv for at overleve. Hvis det lykkes at få en kvinde at bære et foster i 150 dage, vil han kunne opnå mere end bare at overleve, mener han.

Undervejs bliver vi præsenteret for et væld af gennemgående figurer, blandt andre dusørjægeren Bhairava, som er en uovervindelig og karismatisk, men også enormt egoistisk og selvglad kriger, hvis største ønske er at komme til at leve i Yalkins fæstning The Complex, hvor en elite lever et liv i sus og dus med opulente fester og alskens fornøjelser. Da en gravid kvinde, kun kendt som SUM-80, undslipper fra Projekt K, ser Bharaiva chancen for at score den skyhøje dusør og få sin adgangsbillet. Heldigvis for SUM80 render hun på nogle rebeller, der tager hende tilbage til deres by Shambala.

Det hele ender i en actionfyldt finale i Shambala, hvor Bharaiva og Yalkins hi-tech flåde af vimanaer (flyvende fartøjer fra indisk mytologi) begge søger at få fat i SUM-80, mens Shambalas rebeller og den genopvågnede Ashwatthama søger at beskytte hende. Hvordan det hele ender, vil jeg ikke afsløre, andet end at sige at det netop ikke ender, da filmen slutter med en cliffhanger som lægger op til en fortsættelse – eller flere?.

Det er interessant at se en science fantasy-film med mange indiske elementer, inklusive sange og danse i Bollywood-stil. Fortællesproget er fremmed for vesterlændinge og kan til tider virke ret kitschet, men måske tænker indere på samme måde på vestlige film? Der er dog også tydelige vestlige indslag i især filmens æstetik, som trækker på blandt andet Mad Max, Star Wars og Jodorowskys Inkal-tegneserier, og action-sekvenserne ligner noget fra en Marvel-film. Efter en noget langsom start, der skal introducere verdenen og de mange figurer, stiger tempoet til et hæsblæsende niveau, og jeg følte mig i hvert fald godt underholdt, selvom hovedtrækkene i plottet er ret forudsigelige.

Det er blevet annonceret at filmen er planlagt som en del af et større “Kalki Cinematic Universe”. Indtil videre har det allerede udmøntet sig i en efter traileren at dømme flot animeret prequel-miniserie, B&B: Bujji and Bhairava, om den storskrydende lejesoldat Bharaiva og hans makker, den kunstige intelligens Bujji. Både denne og Kalki 2898-AD er optaget i det dravidiske sprog telugu, men bliver i danske biografer vist i hindi med engelske undertekster.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget | Skriv en kommentar

Karsten Hallstrøm & Gorm Nissen – Mørk Viden

Udgivet den juli 4, 2024 af Admin
Mørk viden Cover

Mørk Viden
Roman af Karsten Hallstrøm & Gorm Nissen
Grey Day, 2024, 363 sider

Mørk Viden er en roman der udkom den 1 marts 2024. Den handler om Mattias, som har været ude for dårlige ting i tilværelsen. Han går til psykolog og får tiden til at gå med at handle med aktier.  Vi hører om hans venskab med Leffe. Og han observerer en smuk kvinde, som bor i en lejlighed overfor hans egen.  Alt sammen nødvendigt for historien, men det fylder bare for meget. Senere kommer i kontakt med denne kvinde, der hedder Sherin. Og så begynder der at komme gang i handlingen. Men der går for mange sider før der kommer rigtig gang i handlingen. Men som der står på bagsiden af romanen viser det sig at det ikke kun er Mattias der observerer, men at nogen har holdt øje med ham. På bagsiden står der også: Hvordan kan man have tillid til noget, man læser på en computerskærm? Og hvor langt kan man stole på sin egen hjerne? Det er en klassisk problemstilling i filosofien om man nu kan stole sanserne og om der findes en objektiv virkelighed.  Heldigvis fylder dette problem med at stole på sin egen hjerne ikke så meget i romanen. Og som jeg læser romanen så tvivler den ikke på om der findes en objektiv virkelighed og om vi kan erkende den.

Det er svært at skrive videre om handlingen uden at afsløre for meget. Og derfor vil jeg ikke referere videre af handlingen. Genremæssigt er romanen, synes jeg, en slags blanding mellem science fiction og thriller og lidt element af krimi er der også. Mørk Viden bruger som sagt for mange sider om at komme i gang med handlingen. Men Mørk Viden er første bind i en planlagt trilogi. Og det kan måske forklare at det forholder sig sådan med handlingen. Bogen er ikke dårlig eller kedelig, men den kunne have været bedre, hvis den blev strammet op. Og jeg synes at der mangler noget f.eks. stemning, der gør at man som læser vil læse den igen.

Mørk Viden er en roman, der bygger i hvert delvist på Georges I. Gurdjieffs tanker. Når jeg skriver delvist, så er det fordi at romanen tilsyneladende ikke operer med en gud eller overnaturlig magt som jeg opfatter det at Gurdjieff gør. Men hver del i romanen indledes der med et citat af Gurdjieff. Og han nævnes også i romanen. Både med en kort biografi og en indføring i hans ennegram, som jeg kommer til senere.

I romanens biografi på side 137 til 140, oplyses der, at Gurdjieff blev født enten 1866, 1872 eller i 1877. Han var født i Alexandropol (det nuværende Gyumri) i Armenien. Han rejste og studerede og skrev tre bøger: Beelzebubs Tales to His Grandson, Meetings with Remarkable Men og Life Is Real Only Then, When ”I Am”. Han døde i 1949. For folk med hang til årstal, så døde Gurdjieff samme år som Danmarks mystiker Erwin Neutzsky-Wulff blev født, der dog ikke ikke må sammenlignes med Gurdjieff. Bl.a. er Neutzsky-Wulff modstander af udviklingstanken.

I 1974 udkom der en bog om Gurdjieff skrevet af J.G. Bennet fra forlaget Thaning & Appel i den såkaldte Atlantis serie af bøger Den hedder Gurdjieff – en Ny Verden skabes. Bogen er oversat af Arne Herløv Petersen. Her står der noget mere detaljeret om hvad Gurdjieffs tanker går ud på.

Gurdjieff var nemlig en slags mystiker, der forsøgte at opstille en udviklingsteori, der ”afviger her fra mekanictiske udviklingsteorier. Han fremlægger en teori om en bevidst styret udvikling, der til sidst fører til, at der opstår bevidst og intelligent aktivitet. Mennesket afviger fra dyrene, ikke gennem sin oprindelse men på grund af den evne til yderligere udvikling, som det skylder ”den særlige opmærksomhed, der er vist det af Skaberen, hvis egen kraft virker i det.” Dette giver menneskene og lignende væsner en dobbelt natur: legeme, sjæl, og ånd og potentiellet for fuld individualisering” (s.182 i Gurdjieff – en Ny Verden skabes)  Gurdjieff lavet et symbol der kaldes ennegrammet, som ser sådan ud:

Ennegrammet illusterer den udviklingsmodel som Gurdjieff udviklede. Ifølge romanen er modellen blevet brugt indenfor forskellige områder bl.a. personlighedsanalyse, astronomi og koreografi. Ennegrammet skal ifølge bogen om Gurdjieff fra 1974,  illusterere ”omformningen af kvaliteter og tilstande”. I Gurdjieffs udviklingsmodel er der er det materielle plan (vores virkelighed, som kan erkendes), den psykiske verden og den åndelige verden. Den psykiske verden og den åndelige verden kan ikke erkendes ifølge Gurdijeff. (s.283 i bogen  Gurdjieff – en Ny Verden skabes) På bagsiden af romanen står der: ”For hvordan kan man efterhånden have tillid til noget, man læser på en computerskærm? Og hvor langt kan man overhovedet stole på sin egen hjerne.” Men forfatterne til romanen viser hvad de synes er galt og følger ikke Gurdijeffs tanke om det uerkendelige, synes jeg.

Men til slut skal jeg bare sige at jeg synes, at Mørk Viden er en læseværdig roman.

Anmeldt af Jóannes á Stykki

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Sagaen om Sejd, Anden del: Åndevølven

Udgivet den juli 1, 2024 af Admin

Sagaen om Sejd, Anden del: Åndevølven
Tegneserie af Niels Hovmand-Hansen
Stregfabrikken, 2024
69 sider, 85 kr.

Åndevølven er anden del af tegneserien Sagaen om Sejd. vi befinder os i det opdigtede land Embla, stærkt inspireret af nordisk mytologi. Hundrede år før fortællingen begynder har der været en strid mellem landet to guder, solgudinden Sovilu og måneguden Isar. Deres kamp hærgede landet, men ud af den opstod sejd, en runebaseret magi som mennesker kan lære.

Centralt i historien er tre søstre, som alle er vølver: Groa, Hylla og Mogun. Der var engang ni søstre, men i et forsøg på at opnå magt dræbte den yngste, Mogun, de andre, inden det lykkedes Groa, den ældste, at nedkæmpe hende (dette skete i første bind, som jeg ikke har læst). Nu søger Groa og Hylla at få den sidstnævntes datter Heid til hovedstaden Birkvang, hvor hun kan lære at mestre sine vølveevner under den lærde mester Vodan. Undervejs forlader Groa dem for at udspørge ånderne om hvorfor Mogun gjorde som hun gjorde, og hvad hun selv nu skal gøre for at udbedre den ubalance i sejden, som Moguns ritual medførte. Hvad hun ikke ved, er at Mogun stadig lever og har fundet ny sejd. I striden blander to krigere sig; den gode, men fredløse Gretter og den gennemført nedrige Glam. Begge tjente i kongens garde, men hader nu hinanden af et godt hjerte.

Der kan siges både godt og dårligt om Åndevølven. På den gode side byder serien på masser af drama og spænding med interessante hovedpersoner, og den runebaserede sejd-magi er et forfriskende alternativ til den traditionelle fantasy-magi, hvor troldmænd og -kvinder bare mumler besværgelser og vifter med armene, selvom sejd-magien her nogle gange kommer til at ligne en del. Et eksempel er hvor Heid på kort afstand i én bevægelse kaster tre knive efter Mogun, som alligevel når at fremsige en remse og tegne en bue på gulvet for at afværge angrebet. På den dårlige side virker tegninger ofte ret amatøragtige. Baggrundene er fint nok tegnede, men det halter med persontegningerne. Ansigterne er ofte grove og skæve, og enkelte steder kniber det med anatomien; fx på forsiden, hvor Groas ben virker helt forkerte. Andre steder er der dog fine, dramatiske positurer, og personernes hænder, som ellers kan være svære, er godt tegnet. Værre er det at fortællingens verden virker tom. Der optræder simpelthen ingen andre mennesker end de centrale figurer; ingen bønder, byboere eller tilfældigt forbipasserende. Et grelt eksempel er krigeren Glam, som er sat til at forsvare grænsefæstningen Gratteborg – helt alene.

Der er ingen tvivl om at Niels Hovmand-Hansen har meget på hjerte, og selvom dette album (i bladformat) byder på en afrundet historie, mærker man at det blot er et kapitel i en længere saga. Jeg håber at Hovmand-Hansen vokser med opgaven, for så kan der godt blive en del at se frem til.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , | Skriv en kommentar