Himmelskibet – Magasinet for Fantastik

Læs om Magasinet Himmelskibet

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

A.K. Hansen – Fede Frelser Inc

Fede Frelser Inc
Roman af A.K. Hansen
Udgivet foråret 2022
Forlag: Gymnoten
Paperback i A format (115 x 185 mm), 135 sider.
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Bagsidetekst:

Kunstmaler og forhenværende fodterapeut Sysser Panoptikon bliver inviteret med på en eftertragtet kunstudstilling.

Andetsteds sættes en metafysisk plan i værk.

Og ved overlæg og tilfælde vikles disse to ting sammen med en række kunstnere og søgende sjæle.

Fede Frelser Inc er et unaturligt afkom af Scherfig og Lovecraft, hvor en forsmået kunstverden, alternative vejledere og spiritualitetens bannerførere udsættes for sort satire og urimelige hændelser.

Min umiddelbare reaktion, da jeg gik i gang med at læse denne lille roman af A. K. Hansen var, at det her hverken er science fiction, fantasy eller horror, og dermed ikke et værk, som bør anmeldes i Himmelskibet.

Når jeg alligevel holdt ved med at læse, så var det fordi jeg blev fanget ind af forfatterens mange passager hvor denne leger mesterligt med ord. Jeg tænker på ordkonstruktioner som TV vært Bille Brixvolds programmer Billes Bilferie, og Ind under hemmelighuden.

Eller beskrivelsen af Randi Weiz, der edderrådme så slidt ud.

Dertil kom forfatterens lange rækker af maleriske metaforer, hvor vedkommende med ord maler abstrakte satiriske billeder af det kunstnermiljø, som handlingen foregår i. Flere gange greb jeg mig selv i for mit indre øre at høre Dan Turèll læse op fra bogen.

Og min vedholdenhed bar frugt, for godt inde i bogen kom de første ’penselstrøg’ som antydede, at de billeder, som A. K. Hansen danner for læserens indre øje med ord, også indeholder elementer af fantasy. Efterhånden kom flere til, ligesom der også dukkede strejf af science fiction op på ’lærredet’.

Fede Frelser Inc. glimrer på ingen måde ved at være en spændingsroman, hvor den ene cliffhanger afløser den næste. Det er forfatterens kreative leg med ord, som gør ’maleriet’ værd at dvæle ved.

En ting savner jeg ved bogen, og det er en forfatterpræsentation. Hvem er ’ordmaleren’ A. K. Hansen?

Anmeldt af Johannes Lundstrøm

Udgivet i Bøger | Tagget , , | Skriv en kommentar

Finn Ehlers – De 29 Spejle

De 29 Spejle
Roman af Finn Ehlers
Udgivet foråret 2022
Skriveforlaget
Paperback, 245 sider.
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Bagsidetekst:

Da Lene og Lennart køber et spejl og et gammelt billede, der fo­restiller en nonne, ved de ikke, at de er på sporet af en sprængfar­lig hemmelighed, og at spejlet vil vise dem ting, de ikke troede mulige. Men kigger man i spejlet, kommer en helt anden virkelig­hed til syne, og nonnen på billedet har tilsyneladende en hemmelig kode. Det får alt sammen indflydelse på Lenes arbejde, for snart får plejerobotterne på plejehjemmet en farlig virus, mens Lene og Lennart kommer på sporet af hemmelige skrifter og ulovlige eksperimenter.

De 29 Spejle af Finn Ehlers er vanskelig at anmelde. På den ene side, så er det en rimeligt fængende roman med et spændende plot i et genremiks med nogenlunde lige dele science fiction og fan­tasy. På den anden side, så er det en roman, hvor Skriveforlaget, der er et medudgiverforlag, efter min mening har svigtet forfatte­ren.

På forlagets hjemmeside skriver de: ’Vi er garant for en toppro­fessionel udgivelse.’

Sådan har jeg da også oplevet andre af forlagets udgivelser, hvor­for det undrer mig, at de her udgiver en roman, der i den grad burde have været gennemarbejdet sammen med en god betalæser, før den blev sendt til trykning. At forfatteren måske har insisteret på, at bogen skulle udgives i denne form, er efter min mening in­gen undskyldning, for skulle det være tilfældet, så burde forlaget ikke have udgivet den.

Historien er sådan set god nok, der er meget få stavefejl, og jeg er ikke i tvivl om, at Finn Ehlers har en god fantasi og en stor fortæl­lelyst.

Det duer bare ikke, når vi fire gange næsten ordret får denne historie:

’De går ud til deres selvkørende bil, og snart efter sidder de i en lang bilkø, mens el-cykler og fodgængere passerer forbi inde bag vejens støjskærme.

Det kan dog more lidt, når forfatteren mener, at morgenmylder-trafikkens ulidelige problem med endeløse bilkøer stadig ikke er løst i et fremtidssamfund, hvor der findes frodige menneskelig­nende sexrobotter, hoteller på Månen og madprintere. Usandsyn­ligt er det nok ikke.

Det duer heller ikke, når tre af fire korte sætninger lige efter hinanden indledes med ’Lene bliver – -,’ ’Lene går – -,’ ’Lene kom­mer – -’.

Navnene på romanens personer er i sig selv underholdende, ind imellem tydeligt inspireret af deres beskæftigelse. For eksempel heder en astronom Vida Aftenstjerne. Det er sjovt nok også navnet på en beboer på plejehjemmet Curadomus, som har en central rolle i begyndelsens af romanen. Der er dog ingen angivelse af, om de skulle være i familie, men OK – hun interesserer sig for astronomi.

I det hele taget er sproget i De 29 Spejle præget af korte abrupte sætninger uden glid og elegance. Noget, som Finn Ehlers bør arbejde med i sine fremtidige udgivelser.

Romanen? Jamen hvis du kan bære over med de ting, jeg har nævnt, så skal du selvfølgelig læse den, for som nævnt i indled­ningen, så er den rimeligt fængende og har et spændende plot.

Anmeldt af Johannes Lundstrøm

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Stine Bahrt – Urværkerne – Kuppelbyens Hemmeligheder

Urværkerne – Kuppelbyens Hemmeligheder
Roman af Stine Bahrt
Forlaget KRABAT, 389 sider, 2021

Anmeldereksemplaret leveret af forlaget

Første bind i spændende steampunk-sci-fi serie, der kender sine læsere og ved hvad den vil.

15-årige Nil bor i Kuppelbyen – et kunstigt samfund i en ødelagt verden engang i fremtiden. Kuppelbyen har eget landbrug, atmosfære, møntfod og sociale systemer. Indbyggerne er opdelt i evneløse og urværkerer, hvor “urværkerer” dækker over alle typer opfindere, mekanikere, landbrugsarbejdere og endda ledelse af byen. De evneløse har modsat urværkerne ikke særligt vigtige funktioner, men varetager alle (ifølge urværkerne) “restopgaver” i samfundet som undervisning af andre evneløse, butiksassistenter etc.

De fleste børn og unge i Kuppelbyen drømmer derfor om, at deres evner som urværker bliver opdaget i en vigtig test og, at de derefter kan blive optaget på Urværkerskolen, der svæver højt over resten af byen.

Alle mennesker, har i deres barndom (og langt videre), drømt om, at være hemmelige magikere eller skjulte prinser og prinsesser, om uglepost fra Hogwarts eller optagelse på en hvilken som helst skole for “gifted children”. Det fungerer helt fint, at Stine Bahrt i Urværkerne – Kuppelbyens Hemmeligheder også benytter sig af dette greb for at fange sine læsere.

Det er et godt greb til at illustrere, hvordan det at have særlige evner og blive “opdaget”, næsten altid viser sig at være både en velsignelse og en forbandelse.

Læseren finder nemlig hurtigt ud af, at der er noget rivende galt med Kuppelbyen, og at der er uretfærdigheder, der ikke kan forklares – eller afhjælpes som systemet fungerer nu. Det er selvfølgelig Nils opgave at hjælpe med optrevlingen af systemet.

Sød sci-fi steampunk

Romanen er en god blanding af steampunk, fantasy og science fiction. Tempoet er hurtigt og der er meget i handlingen, der er herligt let genkendeligt, som for eksempel fuckboys, kærestesorger, tøjkriser, sure skolelærere og forældrekonflikter.

Det hjælper også, at der er masser af let genkendelige elementer fra forskellige genrer, for eksempel fra Wool, Divergent, Harry Potter, Earthsea, Det Gyldne Kompas, Carnival Row, Shadow and Bone, X-Men og mange andre universer.

Steampunk-æstetikken, der beskrives i bogen, er gennemgående i alt fra påklædning til zeppelinere som transportmidler, tandhjul på byporten og skarpe victorianske samfundshierarkier. Beskrivelserne føles levende, fede og gennemførte. Og det er let at forestille sig Kuppelbyen og dens indbyggere når man læser.
Cli-fi

En del af den spændende historie om Kuppelbyen består af, at teknologi og samfund i Kuppelbyen er gået tilbage i udvikling siden en stor katastrofe, hvor de sidste overlevende mennesker måtte søge tilflugt under kuplen. Jeg har en stor forkærlighed for alt apokalyptisk og postapokalyptisk og det er dejligt at læse, at også denne genre udvikler sig!

I Urværkerne – Kuppelbyens Hemmeligheder er der tale om en økologisk katastrofe og der tales (uden forklaringer og som en selvfølge) om tabt biodiversitet og insekters masseuddøen. Det var ikke ofte, jeg stødte på begreber som “biodiversitet” og “insekters masseuddøen” i de post-apokalyptiske romaner, jeg læste, som yngre.

Men i 2022 er det en klimakatastrofe, der vil være en genkendelig og altoverskyggende frygt for mange læsere – ligesom zombie- eller masseforbrugs-apokalypser og atom-krigskatastrofer var det for mange af os andre i 1980’erne og 1990erne. Climate fiction, eller cli-fi er en gammel genre, der fortjener en opblomstring og mange klimaaktivister vil få meget ud af at læse for eksempel After London fra 1885, hvor en katastrofe gør, at byer vender tilbage til “the wild” – den vilde naturtilstand før industrialiseringen og urbaniseringen. En naturtilstand som mange, tror jeg, stadig længes efter – eller i hvert fald ynder at læse om.

Urværkerne – Kuppelbyen Hemmeligheder er meget velskrevet og underholdende, nok mest for de lidt yngre læsere, og der holdes et godt tempo uden at man taber en forbindelse til opbygningen af universet og hovedpersonerne. Varme anbefalinger herfra.

Anmeldt af Anne Dencker Bædkel

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Kim Larsen – Den fortabte

Kim Larsen
Den fortabte
Udgivet foråret 2022
Skriveforlaget
Paperback, 288 sider.
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Bagsidetekst:
Under en videnskabelig ekspedition i Amazonas bliver Dr. Hans Bilthoven, en utilpasset og fordrukken belgisk forsker, bortført af nogle store mærkelige væsner fra en fremmed planet. Væsner, der hverken har øre, næse eller mund, og da slet ikke nogen forståelse for den menneskelige behovspyramide.

Gennem adskillige års fangenskab må Bilthoven og andre bortførte mennesker undergå torturlignende eksperimenter. Situationen bliver ikke bedre af, at forholdet mellem de bortførte mennesker hurtigt synker ned i et kaos, hvor kun jungleloven gælder.

Da Bilthoven opdager, at han har en vis evne til at kommunikere med sine fangevogtere, begynder han at planlægge et flugtforsøg. Ved hjælp af svig og bedrag lykkes det ham at komme hjem og tilbyde jorden ny og revolutionerende teknologi. Den desillusionerede Bilthoven er dog i tvivl om, hvilken hjemkomst han kan forvente sig og tager sig sine forholdsregler.

En hæsblæsende science fiction roman med noget på hjerte.

Anmeldelse:
Indledningsvist skal det lige slås fast, at vi har med et navnesammenfald at gøre – det er ikke den hedengangne sanger Kim Larsen, der i hemmelighed har været ved tastaturet. ’Vores’ Kim Larsen er spillevende, uddannet biolog fra Københavns universitet og har en Ph.d. i zoologisk systematik.

Det spores hurtigt i handlingen og giver den et kæmpe løft i forhold til andre science fiction romaner, som jeg har læst. Dr. Bilthovens beskrivelser af de klodsedes (det kalder han fremmede), eksperimenter med de mange væsner, herunder mennesker, som de har indsamlet under talrige hemmelige besøg på Jorden, viser tydeligt, at forfatteren har en faglig viden, som rækker langt ud over, hvad en ellers pertentlig forfatter kan slå op.

Eksperimenterne foregår ikke kun i avancerede laboratorier, men også ved fysiske konfrontationer. Hvordan reagerer f.eks. menneskene, hvis der slippes en kæmpe krokodille eller en enorm bjørn ind i deres beboelsesafsnit, og lyset slukkes, så der bliver mørkt som helt mørkt?

Som jeg ser det for mit indre øje, så kan menneskenes beboelsesafsnit sammenlignes lidt med de gamle abegrotter i zoologisk have. Her er ingen møbler eller nogen form for bekvemmeligheder, kun hylder. Og påklædningen? Den er som abernes – alle er nøgne.

Forfatteren har valgt en skrivestil, hvor han lader handlingsafsnittene flakse frem og tilbage mellem fortid og nutid, hvilket i starten kan virke lidt forvirrende indtil man som læser har vænnet sig til deres rytme.

I starten synes jeg kommunikationen mellem forskellige personer er temmelig tung og akavet. De enkelte indlæg er nemlig meget (for) lange – nærmest som om de holder korte forelæsninger for hinanden i stedet for at tale sammen. Det varer heldigvis ikke ved.

Da Bilthoven endelig kommer tilbage til Jorden viser det sig, at han er den eneste, som er i stand til at kommunikere med ’de klodsede’.

Det giver ham en vigtig og efterhånden også vellønnet rolle i forhandlinger med FN, som ’de klodsede’ anser for at være deres forhandlingspartner, jordens regering.

Herfra går det stærkt, og handlingsafsnittene flyver som bolde i luften i et tempo og antal, som kun en rutineret jonglør kan beherske. Det kræver koncentration at følge med, men det er spændende, for Kim Larsen har nogle virkelig realistiske bud på, hvordan verdens lande og i særdeleshed deres mere eller mindre kompetente ledere vil reagere i de situationer, som de kastes ud i.

I den forbindelse er det som læser nødvendigt at abstrahere fra, at romanen er skrevet inden den 24. februar 2022.

Den fortabte er en udmærket og virkelig handlingsmættet roman, der som nævnt er givende ved at indeholde et stort element af fakta oplysninger på et meget højt niveau. At Bilthoven, der som nævnt i bagsideomtalen er en fordrukken personage, køber sprut i monopolbolaget under et besøg i Sverige, vidner om, at Kim ikke er stamkunde hos det svenske Systembolaget. Dette ene eksempel på en tilgivelig smutter ud i researchens vanskelige og omhukrævende kunst står så til gengæld i kontrast til for mange stave- og sprogfejl. Korrekturlæseren har bestemt ikke haft en af sine gode dage, da Den fortabte blev gennemarbejdet. Værste eksempel er, hvor sidste afsnit på side 161 indledes med en hel linje uden mellemrum mellem ordene.
Somnævntenhellinjeudenmellemrummellemordene.

Anmeldt af Johannes Lundstrøm

Udgivet i Roman, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Niels Kjærgaard – Natradio

Natradio
Roman af Niels Kjærgaard
Enter Darkness, 168 sider, 2022

På den lille lokal station Radio Lindsted har styre Martin teknikken på deres natudsendelse. Folk ringer ind om småsludre med værten Tom og der spilles musik til at underholde natravnen. De kedelige aftner begynder dog at blive mere dystre da folk i den lille by begynder at opføre sig underligt, og flere af de der ringer beretter om mystiske hændelser i byen. Flere folk begynder at dukke på med sår og skrammer som de ikke ordentligt husker hvor stammer fra.

Natradio er en fin lille hurtigt læst gyser, som fortjener at blive læst i et stræk så man fuldt kan blive i den stemning som den bygger op. Ideen med et lille samfund hvor folk begynder at opfører sig underligt er set masser af gange før, men når noget er velskrevet så giver det stadig en fin læseoplevelse, og det er det man får her.

Forlaget præsenterer bogen som henvender sig primært til YA og andre som kan lide genren med moderat gys, samt at dette er første bind i Apokalypse-serien, en serie som jeg bestemt vil hold øje med hvad der ellers udkommer i.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

Per Jacobsen – Dødens dal, Udhængt II

Roman af Per Jacobsen
Humble Books, 2022
Paperback, 300 sider

Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Bagsidetekst:
Tretten måneder efter begivenhederne i seriens første bog lever Randall Morgan og hans familie stadig et liv i usikkerhed. Et liv, hvor de – ligesom de andre spredte grupper af overlevende – konstant må være på vagt.
En dag gør de dog et makabert fund, som leder dem til at tro, at deres forfølgere ikke vil udgøre en trussel længere. Men kan de stole på, at det ikke blot er endnu en udspekuleret fælde, som deres usynlige fjende har sat op?

Så har jeg på ny været i ’hjemmebiografen’ og ’set’ andet bind af Per Jacobsens trilogi Udhængt for mit indre øje, for, som jeg skrev i min anmeldelse af bind I (Himmelskibet nr.62), så mestrer Per Jacobsen at beskrive sine personer og sine miljøer så de bliver så ’levende,’ at man som læser ikke kan undgå at ’se’ handlingen, ja faktisk ’føle’ at man er med i den.

Selv om handlingen denne gang foregår i meget enkle omgivelser og med et temmelig langt tilløb før begivenhederne begynder at blive højdramatiske, så følte jeg ikke på noget tidspunkt at handlingen virkede langtrukken. Tvært imod holdt den mig hele tiden fangen på en måde, som fik mig til at føle mig langhåret og uden mulighed for at slippe handlingens greb heri, altså i håret

Hvor den metafor kommer fra?

Jo, min far var politibetjent, og jeg husker han engang fortalte mig – det var efter Beatles var dukket op – at han var glad for det lange hår, som de unge tillagde sig, for nu var der noget at holde dem fast i.

Og nu vi er ved metaforer. Her en af Per Jacobsens om skyer:
’Randall trak lidt luft ind gennem næsen og kiggede op. Luften var kold og stikkende, og på himlen havde en stor klynge af mørke skyer, som bevægede sig denne vej, besluttet, at det var mere hyggeligt at rejse i samlet flok.’

På et tidspunkt sidst i bogen tager handlingen en meget overraskende, dramatisk og blodig vending, som jeg synes savner en afslutning eller i hvert fald en overgang til, hvad der videre skal ske. Men nej – i stedet tillader Per Jacobsen sig en stor frihed.

Han gør læseren til ’medforfatter’.

At lade handlingen foretage et spring på tre måneder, er der ikke noget usædvanligt i. Men ved at overlade det til læseren selv at finde en forklaring og selv udfylde et enormt hul i handlingen med det, som vedkommende kan fostre i sin egen fantasi, det synes jeg er noget af en frihed.

Hvordan kommer Randall helskinnet fra den situation, som han er havnet i, og hvordan og hvorfor er han kommet derhen, hvor handlingen i ’Dødens dal’ slutter?

Her kan jeg kun gætte på, at svaret findes i det, som jeg har fostret i min egen fantasi.
En ting er i hvert fald sikkert.

På mig virker slutningen som en stærkt magnetisk teaser til at læse Udhængt III, der forhåbentlig kommer med facit, for jeg må vide, om jeg har gættet rigtigt.

Anmeldt af Johannes Lundstrøm

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

Station Eleven

Station Eleven
TV-serie, HBO Max 2021-2022
10 afsnit af ca. 45 minutter
Udviklet til tv af Patrick Somerville
Med: Mackenzie Davis, Himesh Patel, Matilda Lawler, Daniel Zovatto, Lori Petty, Danielle Deadwyler, Gael Garcia Bernal m.fl.

I 2014 udkom Emily St. John Mandels roman Station Eleven (Anmeldt i Himmelskibet nr. 46), som blev en bestseller og vandt en Arthur C. Clarke Award for sin rørende fortælling om en fremtid, hvor en dødbringende influenzavirus har taget livet af 99 procent af klodens befolkning.
Dengang havde Emily St. John Mandel ingen anelse om, at vi blot seks år senere ville befinde os midt i en virkelig pandemi, og tilfældet ville, at den brød ud, mens optagelserne til en serie baseret på hendes roman var i fuld gang.

Station Eleven er en af mine yndlingsromaner fra det seneste årti, så det var med spænding og en vis uro, jeg satte mig til at se serien på HBO Max, for den kunne umuligt være lige så god som bogen.

Men det er den, selv om serien adskiller sig fra romanen på flere afgørende punkter, og paradoksalt nok er det grunden til, at den er så vellykket.

Skønlitteratur og film/serier er vidt forskellige medier, og min pointe er, at det sjældent giver det bedste resultat at være alt for tro over for forlægget. Meget sigende er nogle af de bedste og mest rørende scener fra serien slet ikke med i romanen, blandt andet fordi skaberne fra start lader hovedpersonerne Jeevan og den lille pige Kirsten blive sammen, mens de i bogen hurtigt skilles og ikke har mere med hinanden at gøre.

Det fungerer fint i romanen, hvor Emily St. John Mandel er eminent til at beskrive personerne gennem deres indre liv og tanker, men det havde næppe fungeret i serien, hvor vi som seere er afhængig af at se folk interagere og have relationer.

I stedet for at følge romanens handling slavisk går serien efter at genskabe dens tone og stemning og frem for alt dens budskab om, at vi har brug for mere end mad, drikke og søvn, hvis vi skal overleve som mennesker, men også behøver drømme og håb.

Af en post-apokalyptisk fortælling at være er Station Eleven forunderlig optimistisk på menneskehedens vegne, og selv om hverken romanen eller serien lægger skjul på, at der også sker grusomhederne i dens verden, er vi stadig et pænt stykke fra The Road og The Walking Dead.

Selv om Emily St. John Mandel er krediteret som producer på serien, havde hun på forhånd sagt, hun ikke ville involveres i den kreative del. I den officielle Station Eleven-podcast har hun rost serieskabernes ændringer, og jeg er ikke sikker på, at jeg selv ville have tænkt over dem, hvis jeg ikke var begyndt at genlæse romanen efter at have set halvdelen af serien.

Så det siger en del om, at Station Eleven føles som en meget tro bearbejdning, selv om den ikke er det i traditionel forstand.

Anmeldt af Lars Ahn

Udgivet i Film, Science Fiction, tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

Benny Bang Jensen – Fønikspatruljen

FØNIKSPATRULJEN
Roman af Benny Bang Jensen
forlaget Flint 2022, 372 sider

 

Bagsidetekst:

I forstadsbyen Flintløse bor den tolvårige spejder Sylvester, der efter sommerferien er rykket op til Jungletroppen, nu selv som en af de store tropsspejdere. Sammen med sine bedstevenner Ziggy og H.C. finder de en skjult dagbogsside, der leder dem på sporet af en gammel vandrehistorie om en forsvunden dreng. Drevet af nysgerrighed for at løse mysteriet, bliver denne sensommer deres første møde med ungdommens kvaler og voksenlivets barske virkeligheder. Efterånden går det nemlig op for Sylvester og spejdervennerne, at de får forviklet sig ind i en mørk historie, der hviler på hele byens smertefulde, hemmelige fortid. En ukendt, skræmmende trussel lurer under overfladen, netop som Fønikspatruljen rejser sig fra asken og skal stå spejderlovens ultimative prøve …

Fønikspatruljen er en frisk spændingsroman, der henvender sig til unge mennesker og voksne, som holder af at færdes i naturen, og som for de voksnes vedkommende gerne vil genopleve teenageårene.

Bogen er velskrevet og handlingen OK, vel at mærke, hvis man som læser er parat til at se igennem fingrene med, at sandsynlighedskæden hopper af midt i bogen.

Her kunne forfatteren godt have brugt en kritisk betalæser, som kunne have udfordret ham til at gøre handlingen mere sandsynlig i kapitlerne, hvor alle Flintløses borgere – bare ikke heltene – bliver angrebet af –. Mere vil jeg ikke røbe, for som sædvanligt i mine anmeldelser, skal ikke ti vilde heste få mig til at løfte bare en lille flig af sløret for, hvem ’morderen’ er og derved spolere læseoplevelsen for den, som får bogen i hånden.

Noget, som jeg lægger stor vægt på, når jeg selv redigerer eller skriver bøger, er, at der foretages en omhyggelig research.

Det har Benny Bang Jensen desværre forsyndet sig imod.

Jeg skal ikke kunne sige, om Benny har undersøgt det, vidst det, eller bare været heldig, men tidligt i bogen  kunne jeg selv være ’faldet i’ og have kritiseret, at han omtaler en brunkulsmine med underjordiske minegange her i Danmark.

Da jeg altid har været meget fascineret af Søby-lejerne syd for Herning, hvor der blev udvundet store mængder brunkul fra åbne brud indtil 1970, så mente jeg naturligvis at vide bedre. Men for en sikkerheds skyld gik jeg dog selv på research og fandt ud af, at der rent faktisk i 1861 blev etableret en brunkulsmine med underjordiske gange i Vesterskoven ved Silkeborg, så – .

Tag det som et eksempel på, hvor vigtigt det er med research.

Som bogens titel antyder, så foregår handlingen i et spejdermiljø, og her burde Benny være på hjemmebane, da han selv har været spejder.

Alligevel synes jeg han forsynder sig mod stifteren af spejderbevægelsen, Lord Robert Baden-Powells idealer. I sin bog ’I livets skole’, oversat af min gamle tropsfører Svend Ranvig, Sorø, beskrives den ideelle spejderpatrulje. Den består af 7 drenge i alderen 12-16 år (i dag findes der naturligvis også blandede patruljer) hvor de ældste normalt er patruljeleder og patruljeassistent. Idéen er, at de ældste i patruljen i denne periode af deres liv, hvor udviklingen som bekendt går rigtig stærkt, skal lære at lære fra sig, medens de yngste tilsvarende skal lære at tage ved lære i en ånd, hvor alle tager hensyn til hinanden. Derfor synes jeg ikke om, at Benny lader seks drenge, der lige er kommet op i troppen efter at have været juniorspejdere, danne deres egen patrulje. Det er i det hele taget som om han ikke har helt styr på strukturen i spejderbevægelsen – behøver jeg skrive ’research?’.

I dag består Det Danske Spejderkorps af selve korpset, som er opdelt i divisioner, der igen er opdelt i grupper. I grupperne inddeles medlemmerne i Mikrospejdere (6-8 år), Minispejdere (8-10 år), Juniorspejdere (10-12 år), Spejdere (12-16 år) og Seniorspejdere (16-23 år).

Derfor virker det forvirrende, når forfatteren et sted nævner ulvespejdere. Er det et levn som er smuttet med fra gamle dage, hvor spejderbevægelsen bestod af ulveunger (6-12 år) og spejdere (12-16 år)?

Der er flere eksempler af samme skuffe, som vil støde de læsere, som er eller har været spejdere. Desværre er der også almene eksempler, som en god betalæser ville have forhindret.

Når der f.eks. på et tidspunkt bliver ringet til politiet, så er det selvfølgelig ikke politimesteren der rykker ud. Og en officer, der bliver forfremmet i en alder af 34 år, bliver heller ikke general.

Men når det er sagt, så skal det selvfølgelig ikke udelades, at der også er fine beskrivelser af spejderlivet som f.eks. da de nye spejdere på en weekendtur skal gennemgå et oprykningsritual. Det er meget levende beskrevet og slutter med, at den spejder, som har gennemgået ritualet, skal aflægge spejderløftet og sværge på aldrig at røbe, hvad ritualet går ud på. Da jeg selv har aflagt spejderløftet, selv om det er mange år siden, vil jeg naturligvis heller ikke røbe noget om, hvad ritualet går ud på – kun sige: Vær beredt!

Anmeldt af Johannes Lundstrøm

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

Pulp Horror Fiction

Pulp Horror Fiction
Antologi. Red. Lars Grill Nielsen
Enter Darkness, 2021, 326 sider

Hvis ikke titlen på denne antologi tydeligt nok fortæller at dette er en hyldes til kiosklitteraturens underlødige horrorfortællinger hvor muterede monstre var hovedattraktionen, så viser monsterknæleren på forsiden det helt sikkert. Denne bog er med andre ord skrevet til en målgruppe som jeg i høj grad er en del af. Da jeg blev tilbudt at modtage et anmeldereksemplar af bogen, havde jeg faktisk allerede købt den.

Bogen starter stærkt ud med en novelle af Lars Ahn hvori en indehaver af en krokodillezoo bliver tilkaldt pga. mistanke om en krokodille i en kloak. Alle har hørt vandrehistorierne om krokodiller der lever i kloakker, men han kan som fagperson fortælle at dette ikke vil kunne lade sig gøre, da krokodiller skal have adgang til sollys for at kunne holde sig varme. Det han i første omgang støder på, er en kæmpe fedtklump der nærmest er ved at fortære en kloak­arbejder, og det bliver ikke mindre underligt da han rent faktisk finder rester af krokodilleæg. Og da han lige pludselig er omgivet af lejesoldater, er det tydeligt at en er gal.

I den næste novelle, “Knælernes nat” af Karsten Brandt-Knudsen (som også står bag omslagets illustration), bliver to lejemordere sendt ud for at destruere et narkolaboratorie som en del af en bandekonflikt. Det viser sig dog at det, de kommer ud til, ikke er et almindeligt lille narko-kogeri, og de ender i et udslip af noget de på ingen måde var forberedt på.

I Alice Aagaards “Velkommen til Monarch” er en mands bil gået i stå, og mens han venter på vejhjælpen går han hen til den nærmeste Monarch. De han går ind ,er der en mand der stormer ud med et forfærdet udtryk i øjnene. Det viser sig at dette ikke er noget let sted at komme væk fra igen.

Bog er fyldt med action, mutationer, børneædende monstre og andet splat, og jeg sad næsten og savnede at bogen var trykt i et format og på en papirkvalitet der havde mindet mere om kiosklitteraturens udgivelser, for også at have genskabt den del af læseoplevelsen.

Selvom de i alt 11 noveller er meget forskellige, så passer de alle meget godt ind i temaet, og jeg var bestemt ganske godt underholdt hele vejen igennem bogen.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 63

Udgivet i Antologi, Bøger | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Peter Graarup Westergaard – Warning Light Calling

Warning Light Calling
Digtsamling af Peter Graarup Westergaard
Udgivet af Vræyda Literary
ISBN 978-1-988034-17-1 (Paperback)
e-ISBN 978-1-988034-18-8 (eBook)
Udgaver: Paperback, eBook (Kindle, Kobo, Nook)
Udgivelsesdato September 2021
Pris: $ 14.97 CAD
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Det er meget almindeligt for danskere, der skriver science fiction, at appropriere genrens historieelementer, så “det ligner fremtid”, fremfor bare at skrive en regulær science fiction-historie med alt hvad dertil hører: Der skal faktisk en pæn stor mængde velovervejet verdenskonstruktion (worldbuilding) til for at skabe en troværdig illusion om ahistorisk tid. Begrundes en histories tid og sted omhyggeligt, kan fortællingen og karaktererne udvikle sig i ro og mag og øge chancen for at læseren køber præmissen om “hvad nu hvis…”. Laver man i stedet ‘lazy worldbuilding’, bliver det fremmede til en gimmick for den kræsne læser, der irriteres over ikke at få hele universet foldet ud.

Peter Graarup Westergaards Warning Light Calling angives af forlaget at være en science fiction-digtsamling, dvs. en konstrueret virkelighed, som digtene ét for ét fremvækster dele af: Hér Sovjet-dissidens, hér et russisk navn, dér en Comrade – på samme måde som rammerne for en hvilken som helst (anden) genre-novelle eller -roman introduceres for læseren.

At begrunde nye og fremmede elementer er typisk nemt for SF-novelle og -roman, fordi forestillingen om det fremtidige tiltaler et bestemt publikum, der for en stor del gerne vil alt det der med at komme ud i rummet og møde fremmede livsformer og gå på opdagelse i teknologi og værens- og omgangsformer, der ikke lader sig gøre på Jorden i nutiden – som en slags spejder/nybygger/ingeniør-mentalitet – mens færre lader sig begejstre af det filosofiske ved forestillingen om faktisk at leve i fremtiden. Som sådan er karaktererne i en prosaisk SF-fortælling sjældent alt for eksistentielt ramte, og eventyret begynder derfor gerne med, at nogen bryder med vante rammer eller rammes af et teknologisk ‘backlash’ af en art – noget, der holder op med at virke og derfor skal løses, forklares, redegøres, nås, bemestres på en særlig, ny måde, gerne med videnskab og teknologi til hjælp. Reparation, civilisation, orden.

At behandle et digt som om det er prosa forekommer dog lidt overflødigt. Digtningen har sin helt egen måde at formgive intentioner på – musik af pauser, rytme, rim, allitteration – og måder at indfange læseren på til et indre sansebombardement ved hjælp af gentagelser, postulater og modsigelser, som kun virker, hvis man er villig til at lade sig forføre. Lidt i stil med SF-prosaens virkelighedspostulater fyldt af nyt og fremmed.

Mange SF-digtende ligger dog muligvis under for en næsten 40 år gammel forestilling om at skulle forudantage elementer af fremmedhed, så SF-digtet ikke konstant skal definere og angive sine virkelighedsparametre, sådan som digteren Suzette Haden Elgin fastslog i forbindelse med skabelsen af Science Fiction Poetry Association1 i 1974:

“The science fiction poet who wants to be widely published and widely read must produce the verse equivalent of the short-short story, without the advantage of the established conventions that help the short-short story writer. That it can be done at all is amazing; that it’s often done superbly well is a kind of miracle.”

Vil man vide noget om SF-digtning, er hendes dekret om fordringerne til genren givet den teori, man først falder over ved søgning… I hvert fald ses mange fantastiske digte overlæsset og påklistret elementer af fremmedhed – vidunderligt satirisk sat på spidsen af digteren og fantasyforfatteren Richard H. Fay med “Wondrous Gobbledygook” (2011), her gengivet med tilladelse fra forfatteren:

 

On a wonderful Nagoogoo morn,
While the bumox skip across the fwa,
I strum the strings of my zidipip
And slowly sip a gurgle burgle
Beside the pink waters of Baffbee.

On the puboo of a keckleschmeck,
I spy a blue-green fuguwordle
Crawling upon an etafal leaf.
I pluck a crimson syton flower
And place it in Zabugana’s hair.

On a glittering Nagoogoo night
Wududolons wing across Phreetum
And the violet shlubiyemps sing.
A gentle breeze blows off of Baffbee
As Zabugana lies next to me.

I Nordamerika, specifikt Canada, hvor Warning Light Calling er udkommet, er der nu som dengang i 70’erne tradition for fortællende digte – hvor en beretning om nogen eller noget oprulles i en valgt poetisk form.

I vor del af verden har digtningen i nogen grad forladt fortællingen (‘den knækkede prosa’); digtlæseren afkræves sjældent stillingtagen til en kendt, bagvedliggende virkelighed, og digte her er på mange måder i dag en naturlig form at forestille sig det fremmede og nye i, fordi digte normalt arbejder med at udfordre, omvende, nyskabe sproget, så læserens/modtagerens subjektive virkelighed også får plads – og ikke blot romanens ubevidst forudsatte virkelighed beroende på tidligere fiktions generaliseringer om måder sterotypiske mennesker er mennesker på.

Det kan ses sådan, at den bedste (også nye) digtning skubber og udvider grænserne for, hvad læseren kan med sproget; hvordan det er muligt at føle og tænke omkring små og store ‘virkelighedsbilleder’; hvordan virkeligheden kan sprogliggøres. og større personlig frihed i tilegnelse af virkelighedens rammesætning dermed blive en mulighed.

En forskel på prosaens og digtningens virkemidler er derfor lidt sort/hvidt sagt, at hvor prosaen typisk forsøger at synliggøre en ukendt, men forståelig virkelighed/adfærd som (interessant) fortælling, vil digtningen forsøge at få læseren til at finde sin subjektive og uforudsatte virkelighed i teksten som (eget) sprog.

Så, hvad skal og kan en digtsamling med fiktionens forestilling om en faktisk, sammenhængende, troværdig fremtid? Og dermed til spørgsmålet om, hvad Warning Light Calling er for en størrelse.

Det er altid nemmest at skrive om en forestillet eller fremskrevet fremtid, hvis man anvender genkendelige elementer fra nutiden. På den korte bane kan man sige, at teksten på fortælleplanet knokler som et lille bæst for at sammenknytte et fremtidigt Aarhus med en Sovjet-domineret samtid. På den ene side historiske Sovjet-figurer, der i fortællingens tid (efter Sovjet, som vi husker det i dag) holdes i hævd og beundres, plus et sovjetbekendt sprogbrug (Comrade), en kæreste med russisk navn, en slags glorværdighed i forbindelse med at blive soldat og en bakkanal med vennerne, der kunne minde om noget løssluppent vodkadrevent fra en eller anden russisk, filmisk stereotyp – der som enkeltstående digte og kortprosatekster skaber en baggrund for fortællingen. På den anden side: En problematisk kærlighedsaffære; dét som ung mand at søge mod at blive soldat, her rumsoldat; at finde et alternativ til kærligheden og staten; at blive fængslet; blive løsladt og være helt på herrens mark, måske.

Konstruktionen som digtsamling er dog noget stiv i det. Forfatteren har valgt at lade en redegørelse af indholdselementer som sammenhængende i afsnit og ‘perioder’ udgøre en fremadskridende fortælling: “Her er en fortælling og en morale”, og summen søges fortalt: Isolation og eksklusion overalt. Og indimellem bygges baggrundshistorien op – det nødvendige SF-novum, der i sin essens hedder: Hvordan kan Sovjet være til stede i Aarhus i fremtiden? Eller måske er det en slags nutid, hvor muren aldrig er faldet, og fortællingen er en kontrafaktion – en alternativ historie – men Covid er i tiden og har karakter af statsligt overgreb, der understøtter den sovjetiske totalitarisme?

Men det er så samtidig dét, der gør bogen interessant og relevant som digtsamling – at det ikke er endegyldigt muligt at afgøre et historieudgangspunkt, at beregne en tid som faktuel, og at digtene derfor lige såvel kan fremskrive en indre (virkelighed)tilstand: “Hvis jeg har det sådan her, og dét minder mig om dét her, som jeg kender godt (Sovjet), så vil konsekvenserne af mine valg i dén kontekst være sådan her.” Derved bliver samlingen en allegori bygget over en forestilling om historiske begivenheder, personer, deres ideer og handlinger som eksisterende alene ved deres bekræftelse i ‘fremtiden’ – altså disse nævnte historiske elementers fremtid, vores nutid, vores evige nutid – som eksempler på menneskelig isolationsfølelse som følge af afmægtighed og overgreb. På dét grundlag er bogen vellykket.

En digtsamling er dog ikke kun at regne som dens konstruktion…

Lad mig sige det sådan her: Der er klassisk-gode digte, som på smukkeste vis forbliver inden for præmisset med mennesker gennemsyret af den historiske Sovjetstats hjernevask:

The sun is at the center
a socialist mom finally realizes:
educating the earth’s population
is completely impossible.

og en kontrafaktions rablende allusioner til manieret (Sovjet-) ekspressionisme, som man kan forestille sig skrevet til skuffen i et samfund, der ikke har plads til udtalt modstand:

in outer space
the prison satellite hovers
with communication criminals
among them am I
the poor pope Sputnik
in the cells of the rotating space-prison
the one-eyed system
XCE10000 in the middle informs
about perfect communication
in small parables
we listen
to a synthetic meat mouth
with a juicy, voluminous voice
it explains the philosophy of the one-eyed system XCE10000
there is an important message
in everything
the mouth says
everything is conscious
nothing is subconscious
all good communicative morals
says the meat mouth
while licking its lips

der skaber skræmmende hvide billeder i min forestilling i stil med George Lucas’ film fra 1971, THX 1138.

Og der er digte, der peger den belæste i retning af Sovjettiden, med en snert af eksamensopgave, og for andre blot eksemplificerer. Men de er teknisk gode og ærlige og rummer den begejstring for materialet, som skal flyve over i modtageren og vække hjertet til interesse.

 

Mayakovsky, I
He could drive the combine harvester
in the huge grain fields as if
it were a masculine revolution:
the assembly line of complex machinery
gathered the grain and shot it out
the side pipe, to unload into waiting wagons.
In the shadow of his dark
mountain eyes, overlooking the
fertile fields from the wheelhouse,
a smoking cigarette glowed in the night as a warning light ever calling.
The industrial hammer and sail
seized the battlefields of nature:
ears of grain flaunted against the sky
soon to be cut down
by the cutter bar of steel.
“And what for?” Food for the people.
His starry fists stirred the soft soil.

Hvis ikke man ved det, er Mayakovsky en af de kontroversielle skikkelser i Futurismen, en mand med de største følelser, komplet umulig at holde nede, selvom tidens korrektiver givet også når til ham en dag, mega-stalker af sit kærlighedsobjekt, som han var.

Og der er desværre også virkelig dårlige prosatekster, der forekommer bikset sammen på en eftermiddag, måske fordi forfattere behøvede binding mellem fortællemæssige punkter i den overordnede fortælling. Det poetisk rablende sprog er som sådan interessant, men de er ALT for lange og dårligt udført:

The next day I flew to the high castle; this time guided to the turrets. The whiteness and sterility of the atmosphere devastated me, and my mood was not improved by my first encounter with the special general AI who was supposed to help. The general AI hovered in space while it talked. It was strange, like a conversation in an old computer game with no emotions involved: pure objective exchange of stark signs in space without any gravity.

The general AI asked me several things, whether I had regular thoughts. I said “yes,” but at the same time, I assured the AI, I created them myself or they might come from my headset. But the general AI was not interested, or it did not hear it because of technical disabilities, the general AI asked me to repeat things several times. I spoke loudly, yet it could barely register through the large hearing device. The AI contraption seemed without commitment to my problem, which I also exaggerated greatly when I had it damn terrible— bordering on the unbearable, whatever it might mean. Was I a regular copy? It all hovered in space.

The general AI was programmed with an objective checklist. Finally, it gave me the verdict: I was, in fact, a space soldier (but with a second identity). I didn’t have to worry anymore. The AI said I was becoming a gifted soldier and I could possibly get over my regularity. At the same time, I was given the opportunity to get into the special space troops who were going to fight Team Soviet Army when they first arrived in the space in front of us. But medicine would improve my fighting abilities.

 

Hen mod slutningen af samlingen følger dét, som i Sovjettiden ville have været regulær dissidens: Af forlade regimets udgave af fællesskab for kristendom; at se Jesus som den egentlige socialist.

Jeg-fortælleren indespærres efterfølgende i en fængsels-drabant omkring Jorden, og fængslets diktat viser sig at have mere end almindelig lighed med den verden, hvor de fleste opholder sig, og opgivelse af Sovjetstatens socialisme til fordel for nutidens mig-mig-mig er det største svigt, som derfor retfærdiggør indespærring for jeg-fortælleren:

 

many of you inmates have been unjustifiably
promoted by the establishment
Facebook and Instagram
the state was totally incapable of catching you
the government believed in you and your stories
given you rank and prestige
without deserving it in any way
you have good cheating and deception skills
you are intelligent but morally depraved
and that’s it,” says
the leading judge, Ulysses Lex Slatem
(former system critic)
in the main office of the prison satellite
in a very concise manner

men fortælleren lukkes ud af fængslet pga. “for stor uskyld” og vender tilbage til et helvede uden kæreste og påtrængende og fremmedgørende normalitet, hvor selv ikke Staten længere kan give eksistensen mening.

I fem måneder forsøgte jeg entydigt at læse Warning Light Calling som en blød-SF-fortællende digtsamling fra en kontrafaktisk nutid, hvor sovjetdiktatur, sovjetisk kunst og i særdeleshed sovjetisk litteratur fortsat findes, og ideernes tænkning derfor er filosofisk, allegorisk, poetisk, med risiko for i (bogens fiktive) offentlighed at blive anklaget for åben oppositionel agitation.

At bogen fremmaner en tid, hvor sovjet-regimet findes sammen med fremtidig teknologi, er en interessant fremmedheds-præmis for en SF-nørd – fordi digteren lejlighedsvist sparker til og fremmaner systemiske overgreb på en måde, der både siger sovjetdissidens, dada-swung, 80’er-punk og 1920’er-BLOD – men skal man betragte bogen som en science fiction-fortælling fra en kontrafaktisk nutid, fejler den lykkeligt! For, Ja, det er en digtsamling! i moderne forstand – altså, en poetisk allegori (hér) koblet med en velkendt historisk periode, der gennem at fortælle en historie siger noget om, hvordan vi bruger erindringen og forståelsen af det menneskelige på, når vi skal forklare os selv om os selv og de andre. Som i alle henseender er dét, en digtsamling gør bedre and nogen anden skriftlig form.

Det har taget mig disse fem måneder at komme frem til denne anerkendelse – men jeg ville finde det gode i samlingen, fordi science fiction-digtsamlinger og ikke mindst enkeltstående SF-digte, ofte er pinligt kedelige opslagsværker over de mest fortærskede SF-elementer fra TV tropes og almenbefolkningens forestillinger om, hvad fremtiden givet rummer, at der for fanden da måtte findes noget, skrevet af en dansker, som holdt vand.

Der er meget godt ved måden, samlingen griber syntesen mellem Science Fiction og digtning an på, men lykkes helt gør forsøget altså ikke – der er simpelthen ikke redigeret hårdt og kontant nok (shame on you, forlag!) – men der er også valget af sprog…

Samlingen er udgivet på engelsk, og der er alt for mange sproglige svipsere – hér et lille udvalg:

“hammers and sail” (hammer og segl)
“the demon who raged in anguish the thousands of planets”
“it gave up and freed itself from everything it had in its interior.” (lukkede gasserne ud)
“the machine insisted with its whole massiveness”
“they stopped— just outside the moon”
“The fireplace is on fire”

Men der er mange flere, som redaktøren egentlig burde have fået øje på – for jeg magter altså ikke at forsøge at forsvare dem med en eller anden fremtids-sprogbrug á la digteren Leevi Lehtos ‘barbariske engelsk’; det er simpelthen ikke konsistent nok og fører til spontan og utilsigtet latter, når man kender det engelske sprog godt nok til at regne ud, hvad der burde have stået.

Hvis kortprosastykkerne gennemskrives og forkortes med 50-70%, og alt oversættes til dansk med hvad derefter følger af poetisk genvækkelse af indholdet, er der uden tvivl en trykbar, salgbar, interessant science-fiction-digtsamling. Som eksempel til efterfølgelse. På dansk. Så sjælden som en dronte.

Anmeldt af Kenneth Krabat i Himmelskibet nr. 63

Udgivet i Bøger | Tagget , | Skriv en kommentar