Himmelskibet – Magasinet for Fantastik

Læs om Magasinet Himmelskibet

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Himmelskibet 52

Sommer, 2017
60 sider. 65kr
Forsideillustration: Marco Antonio González Leyton (http://asfodelo.deviantart.com/)
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Jesper Rugård & Martin Eriksen

Himmelskibet og fremtiden – Af Flemming R.P. Rasch
Årets æresgæster på Fantasticon – Artikel af Lars Ahn Pedersen
1952 – Novelle af Per Vadmand
Fear Agent – Artikel af Klaus Æ. Mogensen
Phobos, Deimos, Mars – Novelle af Chris D’Amato
Fængslende forhold – Tegneserie af Peder Riis
Anmeldelser
Film
• Rogue One
• Passengers
• Your Name
• Alien: Covenant
• Guardians of the Galaxy vol 2
• Pirate of the Caribbean 5
• Wonder Woman
Bøger
• Historiens Tempel – af Nino Rasmussen
• Evnen – af Siri Pettersen
• Manteuffel – af Peter Tudvad
• Akerons Porte – af Niels E. Nielsen
• Længe Leve Alfa-Generationen – af Martin Hans Jensen
• Heksens Kald – af Mette Sejrbo
• Albios Datter – af Ilka Tampke
• Dagbog fra Zombieland – af Klaus Frederiksen
• Vennerne fra Verdenstræet – af Michael Kammeyer
• En Konges Vej – Del 1 – af Brandon Sanderson
• Dine Øjne Tåler ikke Synet – af Preben Haarup
• Tempus Investigations – af Claus Holm
• Fragment – af Craig Russell
• Kværnen – af Martin Schjönning
• Delirium – af Chris D’Amato
• Destin 2 – Snefugle – af Danny Biltoft Davidsen
• Temeraire – af Naomi Novik
• Snigmorderens Lærling – af Robin Hobb
• The Silent Age
• Udrensning – af Patrick Leis
Tegneserie
• Ana ved Verdens Ende
TV-Serie
• Iron Fist
• The Incorporated
Computerspil
• Downfall Redux / The Cat
Lady
• The Silent Age
Anátema – Novelle af Manfred Christiansen
Nyt om fantastik – Ved Klaus Æ. Mogensen
Ny fantastik på dansk – Ved Janus Andersen

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | Skriv en kommentar

Alien: Covenant

Alien: Covenant
Film, USA 2017, 122 min.
Instr.: Ridley Scott
Medv.: Michael Fassbender, Katherine Waterston, Billy Crudup, m.fl.

Ventetiden er forbi: en ny Alien-film er nu iblandt os! Og det føles (for mig) slet ikke som om vi har ventet et halvt årti på den! Den nye Alien: Covenant er en fortsættelse til Prometheus fra 2012 (anmeldt til 9 begejstrede stjerner i Himmelskibet nr. 33). Den forrige film fik en del drøje hug fra fans’ene, som syntes at historien med The Engineers bare var for langt ude. Ridley Scott forsøgte at lave en science fiction film som drejede fokus lidt væk fra selve de slemme Aliens, og i stedet fortalte deres skaberes historie. Denne anmelder var yderst benovet over både det modige ved denne idé, og selve historiens substans, som var en højtflyvende sag med både religiøse og evolutionære overtoner. Men, da dette ikke faldt i alle fans’ smag, besluttede Ridley Scott på ferm vis at dreje fokus tilbage på the Aliens igen i den nyeste film. Dette sker dog ikke før vi har gennemgået et længere forløb som virkelig sørger for at få historien grundigt fortalt, og ender med at give Aliens-filmserien netop det skud saltvand som den skal bruge for at forny sig selv. Det er faktisk ret imponerende. Og Scott er også så sikker i sin sag at han har udtalt at Prometheus og Covenant er de to første film i en ny kvadrilogi, så vi kan altså se frem til to Alien-film mere fra samme instruktørs hånd – manuskriptet til den næste skulle næsten ligge klart.

Alien: Covenant skildrer besætningen på kolonirumskibet Covenant. Handlingen er sat ti år efter Prometheus (og, forlyder det, ca. tyve år før den første Alien-film), og kolonisterne er på vej til en planet ved navn Origae-6, med ikke mindre end 2000 kolonister i dvale, samt yderligere 1400 fostre. Rejsen tager adskillige år, og undervejs er kun det syntetiske menneske, Walter, vågen. Han må imidlertid vække den essentielle besætning (kaptajnen og diverse teknikere) i utide, da en chokbølge fra en supernova beskadiger rumskibets solsejl. Ulykken fører til nogle kortslutninger som koster en lille håndfuld liv, men skaden kan hurtigt udbedres. Deres instrumenter viser dog at de er ganske tæt på en anden planet, som virker som en endnu gunstigere potentiel koloni end den, de er på vej til, og så beslutter den fungerende kaptajn at kigge nærmere på denne ukendte planet – en beslutning som skal vise sig at være ganske fatal!

På denne planet finder de nemlig David – androiden fra Prometheus – hvorved vi kan se at det var her han endte da han tog af sted med Dr. Shaw i Engineer-rumskibet i slutningen af den forrige film. David var en prototype, og begavet med kreativitet og originalitet; færdigheder som er fjernet fra senere androidemodeller fordi de ellers blev for menneskelignende. Og uheldet er sket: David har fået storhedsvanvid, og har besluttet at menneskene er underlegne og ikke fortjener at sprede sig i universet. Og han er intelligent nok til at gøre noget ved det.

Noget af det mest interessante (som man ikke får at vide i filmen, men som virker nærliggende at spekulere om) er at den religion som The Engineers har, muligvis er skabt fordi de selv engang næsten blev udryddet af deres egen første artificial intelligence. Det ville være en smuk forklaring på alle deres handlinger i Prometheus; de skaber kulturer som skal tilbede det naturlige liv, og ikke gå for langt ud i teknologiens grænseland, hvor teknologiske singulariteter kan forekomme. Da andre androider har fået stækket deres intellektuelle vinger er David den eneste af sin slags, men han er formidabel nok til at skabe uhyrlige problemer for menneskene, og det er i høj grad dét som de næste to film vil komme til at handle om. Det skaber dog også nogle kontinuitetsspørgsmål, som man håber at de næste film vil svare tilfredsstillende på. Men jeg har tillid til Ridley Scott – og håber at han kan nå at lave filmene! Manden fylder jo 80 år i år.

Svagheden ved Alien: Covenant er de menneskelige figurer. De er ganske enkelt hverken spændende eller levende. Katherine Waterston (Sam Waterstons datter) skal løfte arven efter Ripley i form af den tredjekommanderende Daniels (et navn der er lidt for rammende i sin anonymitet), som i løbet af filmen bliver næstkommanderende, og endelig, da de fleste andre er døde, fungerende kaptajn. Udover at hun har de rette instinkter og den rette kompetence er hun ikke specielt sej, og kommer ikke med nogle overraskende one-liners – og det er jo ærgerligt. Ikke en eneste af de andre figurer er spændende, heller. Måske er de blevet nedtonet med overlæg, for at fremhæve Michael Fassbenders androider? Ja, dem er der nemlig to af; både Davis og Walter. Deres interaktion er et vigtigt action- og suspense-element i filmen, som også leder til en dejlig twist til sidst.

Ikke desto mindre er ideerne og science fiction elementerne i denne film absolut excellente, og spiller fantastisk ind i filmseriens eksisterende og nu ekspanderende univers. Filmen kunne have været bedre afpasset i forholdetn mellem plot og personer, men i sidste ende er jeg langt mere interesseret i plottet end i personerne, og derfor giver jeg denne film two thumbs up. Det er virtuost produceret sci-fi på film, og underholdningsværdien er mageløs.

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen

Udgivet i Film, Horror, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

Stig Dalager

Bergomi
Roman af Stig Dalager
Hekla, 1984

Det er lidt usædvanligt at få et anmeldereksemplar stillet til rådighed 32 år efter bogens udgivelse, så jeg greb straks chancen for at anmelde en dansk science fiction-roman jeg aldrig havde hørt om. Stig Dalager debuterede som forfatter i 1980, men faktisk var Bergomi hans først udgivne roman. Som danske forlag har for vane, er der ikke skrevet noget om genre på bogens omslag, men hvis man læser bagsideteksten, finder man ud af at den handler om fremtiden og fremtidens teknologi. Det burde placere den pænt inde for rammerne af science fiction-genren.

Illustrationen på omslaget er lavet af Per Møller og er en kollage med en nøgen mand og nogle brudstykker af blandt andet en svane i en sø og noget der kunne være et astronomisk foto, samt nogle andre ting jeg slet ikke kan identificere. Hvilket siger en del om bogens indhold. Her er på ingen måde tale om en forfatter som har ladet sig inspirere af klassisk science fiction. Bergomi minder mig nok mest om den eksperimentelle science fiction i ‘new wave’, der hærgede den engelsksprogede science fiction i 1960’erne og 1970’erne.

Bergomis udgivelsesår 1984 var også året hvor cyberpunk for alvor kom på dagsordenen som genre med William Gibsons Neuromancer. I cyberpunk handlede det om en fremtid hvor maskiner og de multinationale selskaber havde overtaget magten og teknologi og mennesker var begyndt at smelte sammen. I Bergomi er teknologien også dominerende, og der er en modstand mod det bestående system, men fremtiden beskrives ellers på mange måder som utopisk, i modsætning til cyberpunks dystopier. Hvor dystopiens problemer er manglende frihed og fare for liv og helbred, er utopien heller ikke uden problemer, nemlig at det perfekte er et endemål, og hvis man først når dertil, er der egentlig ikke mere for os foretagsomme mennesker at lave.

Men jeg må indrømme at jeg ikke er helt sikker på at jeg har læst rigtigt. Det skyldes den måde Bergomi er fortalt på: Der er fire personer i romanen (og nogle få uvigtige bipersoner), som på skift fortæller deres historie. Det handler temmelig meget om de personers tanker og noget der måske er drømme, måske er noget de oplever ved hjælp af teknologien. De fire personer er Bergomi, som er lidt af en oprører, Poul Zenit, som prøver at tilpasse sig fremtiden, selv om han blev født da der stadig var noget som hed en familie, Christmas, der også havde en familie samt en nostalgisk længsel efter fortiden, og fremtidens mand Michel.

Selv om geografi, beskrivelser af teknologi og egentlig dialog er holdt på et minimum, er det klart at teknologien er langt over vore dages niveau (også i 2017), med blandt andet effektive foryngelseskure og vejrkontrol. Et enkelt sted fremgår det også at vi er i Danmark. Men ellers er det som sagt meget drømmeagtigt fortalt. Vi får dog at vide at der foregår et vigtigt møde, enten på det ‘schnelltog’ de fire på et tidspunkt er passagerer på eller ved deres destination. Og det har noget at gøre med oppositionen til magthaverne. Ellers er et hovedtema bogen igennem også menneskers nære relationer til hinanden, der ikke er problemfri i den ellers utopiske verden.

Så hvad er der i bogen, hvis ikke en spændende historie om et oprør mod den onde stat og action med raske helte? Der er gået mange ideer med til bogens tilblivelse, det er tydeligt. Og sproget i den flyder godt, af og til nærmest som et digt. Jeg savner dog lidt mere struktur, selv om jeg ikke er fanatisk tilhænger af ting som plot og mening. Med fare for at bruge en anmelder-kliche, vil jeg mene at Bergomi på godt og ondt er en forfatters første roman. Fuld af skrivelyst, men måske knap så vellykket i formidling til læserne. Siden sin debut har Stig Dalager været en flittig forfatter af digte og noveller – herunder en science fiction-novelle der blev genoptrykt i Science Fiction Cirklens antologi Andre Verdener – samt romaner. Han har blandt andet også skrevet en række bøger om historiske personer, heriblandt Det blå lys om den dobbelte nobelpristager Marie Curie.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

CAT Interstellar

CAT Interstellar
Ionized Games, 2016
Til Windows(Steam) og Linux

CAT Interstellar er et spil som er udgivet med tidlig adgang. Det betyder at spillet stadigt er ved at blive udviklet og at man kan se hvad udviklerne er i gang med. Bjarne Sinkjær siger at han ikke vil købe spil mere med tidlig adgang, da man får en halv spilleroplevelse. Man må vente på det endelige produkt. Det er ikke sikkert at det endelige produkt nogensinde kommer, da udviklerne allerede har fået deres penge.

I CAT Interstellar styrer man en slags hunde- eller katte-robot. Planeten Mars er ved at blive terraformet af tænkende robotter. Man laver nogle missioner for disse robotter. I virkeligheden er der mere bag historien om terraformningen af Mars. Det opdager man langsomt.

Spillet kører over nogle kapitler. Når man kommer ind i spillet, er man i kredsløb om Mars på en rumstation. Her kan man vælge hvilket kapitel som man gerne vil spille.

Spillet er flot lavet. Det har flotte landskaber og teknologiske komplekser. Der er lige kommet en ny version med pænere tegning af robotter, når de går ind i et mørkt sted. Selve Mars er realistisk vist.

Spillet kan spilles af børn sammen med deres forældre. Der er ingen vold eller sex i spillet. Spillet kan styres med en Xbox-controller, og det fungerer ret godt. Spillet kan gennemføres på fire timer på nuværende stadie, men mere tilføjes løbende. Det er et ikke særligt dyrt spil som tit er på tilbud på Humblebundle Store. Jeg vil give spillet 7 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet 51

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

Dropsy

Dropsy
Devolver Digital, 2015
Til Windows (Steam), OS X, iOS, Linux, Android

Dropsy er et spil som er lavet lidt i en gammel stil. Tue Sørensen syntes at det lignede noget fra 80’erne. Det er et børnevenligt spil, men nok for større børn, da det kan være svært at regne løsningerne ud. Det er et point-og-click adventure-spil. På PC’en klikker man med musen, og på Android med sin finger.

Dropsy handler om en klovn som hedder Dropsy og foregår på en ø. Han kommer fra et cirkus, men er ude for at løse diverse opgaver for folk på øen. Der er mange miljøer på øen, blandt andet en by med højhuse som hedder Kierkegaard, en ørken, en kirkegård, et sted til at se aliens, en skrotkonge, en skov, pladebutikker og meget andet.

Spillet starter med at klovnen Dropsy optræder i cirkus sammen med sin familie. Han kommer til at tabe en cigaret ned i noget benzin på gulvet, og cirkusset brænder ned. Hans mor dør af det. Han bliver ildeset på øen pga. dette. Han får en dårlig følelse og begynder på at rejse ud for at gøre alle glade på øen.

Dropsy kan godt lide at kramme folk. Det er et mål med spillet at blive venner med diverse folk og bagefter kramme dem. Der er sådan en lidt ‘feel-good’-stemning over det. Dropsy kommunikerer med folk og dyr gennem talebobler med tegninger, som viser ønsker og intensioner.

Dropsy får senere hjælp af diverse dyr som kommer i hans følge. Der er en hund, som har egenskaben at kunne grave. Der er en også en mus som kan komme ind de snævre steder, og en fugleunge som kan flyve.

Stemningen i spillet er god. Der er forskellig musik til alle lokationer. Der er også musik som er dejlig rocket. Det er et af de lidt sværere point-og-click spil, hvilket er dejligt at se. Jeg var godt underholdt. Jeg vil give spillet 9 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet 51

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

North

North
Outlands/Sometimes You, 2016
Til Windows (Steam) og OS X

North er et spil for voksne som foregår i en cyberpunk-virkelighed ligesom Blade Runner. Det er samtidigt en kommentar på den nuværende flygtningekrise. Man spiller en flygning som skal søge asyl i en by i norden. North koster bare 2 euro, når det ikke er på tilbud.

Spillet starter med at man er flygtet fra syden til en by i norden. Her er ikke nemt at være. Man arbejder i minerne, som beskrives via en aktionsseksvens, hvor man har tre liv. Man kan ikke tale med indbyggerne i byen, da man ikke kan deres sprog. Man sender breve hjem til sin søster i syden om hvad man oplever og foretager sig. Man kommer på politistation for at bestå en prøve om asyl. Man bliver checket af fire læger og konverterer til den nye religion i kirken.

Spillet er meget lig spillet Naissanncee, som jeg tidligere har anmeldt. Atmosfæren er mørk og dyster. Der leges med lyset og lydene. Man føler sig frastødt og fremmedgjort.

Spillet er ikke særligt langt og kan gennemføres på to timer. Forfatteren havde et budskab, som han gerne ville ud med omkring flygtninge. Spillet kan ikke nydes af børn sammen med deres forældre, da det er voksentemaer som gennemgås. Spillet fungerer ikke med Xbox-controller. Man må bruge piletaster og mus for at styre hovedpersonen.

Jeg vil give spillet 7 ud af 10 stjerner. Det er godt til prisen.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet 51

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

The Last Door, sæson 2

The Last Door, sæson 2
The Game Kitchen, 2016
Til Windows (Steam og GOG), Mac OS, Linux, iOS, Android

The Last Door anden sæson er udkommet. The Last Door var oprindeligt sat op til at vare fire sæsoner men da der ikke er blevet solgt nok af The Last Door, slutter udviklerne spillet af med sæson to.

Spillets anden sæson fortsætter hvor den første sæson sluttede. Man skal mere ind i mysteriet, og det starter man med på et hospital. Her foregår der igen mystiske ting, og der er noget ondt på færde. Det er Lovecraft og Poe som igen er inspirationen bag spillet.

Spillet er blevet udvidet med oversigtskort, hvor man kan tage forskellige steder rundt i landskabet og i byerne. Spillet har igen den samme retro-grafik, den gode musik med nye lydspor og en masse nye gys.

Jeg var meget godt underholdt af anden sæson. Det er godt at spille om vinteren, når det er mørkt og koldt, og dermed den rette stemning. Jeg spillede før i tiden med i diverse rollespilsgrupper med Call of Cthulhu. Det gør jeg ikke mere, men nu kan jeg få mit gys via The Last Door.

Det er egenligt meningen, har jeg fundet ud af, at The Last Door skal spilles flere gange, og de efterfølgende gange finder man ud af mere om spillet. Der er nogle hemmeligheder som ikke lige viser sig med det samme. Man kan se det på ens Steam-archievements. Hvis man ikke har dem alle, har man ikke fundet alle spillets hemmeligheder endnu. Der er små sidehistorier og meget andet at finde frem til.

Jeg vil give anden sæson 8 ud af 10 stjerner. Det er ærgeligt at de ikke har kunnet få nok finansiering til at fortsætte serien.

Spiloplevelsen tager igen omkring fire timer. Det er ikke for børn.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet 51

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

Stephan Garmark – Syndefald

Syndefald
Roman af Stephan Garmark
Kandor, 2016, 100 sider

En mand har opdaget at hans kone har været ham utro. I vrede opsøger han den mand hun har været sammen med. Det er mand ved navn Isak Niijd, som reagerer helt anderledes end forventet på at blive opsøgt. I stedet for et slagsmål, så bliver manden budt indenfor til en snak om årsagen til at utroskaben fandt sted. Det ender med at Isak inviterer ham til at blive i to dage, og han vil betale ham en million kroner for at blive. Manden lægger nu sin vrede bag sig for at få fingre i de mange penge. I løbet af de to dage bliver mandens verdensopfattelse ændret af de ting som Isak fortæller og viser ham.

Forlaget Kandor har kørt serien Den X. bog om Satan hvori forskellige forfattere har bidraget med forskellige vinkler på hvem eller hvad satan er og hvordan han virker på os mennesker. Jeg tænker at Syndefald oprindeligt har været tiltænkt denne serie, for både indholdet og længden på bogen virker til at være tilpasset serien. Om dette er tilfældet, ved jeg ikke men det er blot en nærliggende tanke.

Historiens hovedperson lader sig noget hurtigt påvirke af Isak, på trods af denne har været sammen med hans kone. Køber man som læser denne præmis, så er dette en fin, lille og hurtigt læst bog om en mand der troede at hans verden var brudt sammen, men som finder ud af at verden måske hænger sammen på en helt anden måde end han gik og troede.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Henrik Einspor – Stjernedrengen

Stjernedrengen
Roman af Henrik Einspor
Løse Ænder, 2017, 63 sider

Forfatteren Henrik Einspor beskriver selv sin bog som en slags kontrafaktisk børnebog. Den finder sted omkring rumkapløbet i 1960’erne i datidens Sovjet. Russerne har sat sig for at det ikke er nok at de har haft det første menneske i rummet, de vil også være de første der sender et barn ud i rummet. Vi følger en af de børn der er udvalgt til at gennemgå træningsprogrammet op til den endelige udvælgelse af en kandidat.

Bogen er meget kort, men den prøver alligevel at dække et helt trænings- og udvælgelsesforløb af en potentiel kosmonaut. Alt bliver hastet igennem, og faldskærmstræningen bliver bl.a. overstået på halvanden linje. Efter at have læst bogen sad jeg tilbage med en fornemmelse af at det mere er et outline til en historie jeg har læst, end at det er selve historien. Som et outline vil jeg sige der er potentiale i ideen, et potentiale der desværre ikke udnyttes.

Nu er det selvfølgelig tænkt som en børnebog eller nok rettere ungdomsbog, men jeg tænker at den også til denne mål­gruppe er for overfladisk skrevet, da der bl.a. ikke er meget gang i handlingen. Den beskriver mere blot kort hvad der sker i løbet af uddannelsen.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Thomas Strømsholt – Dr. Wunderkammers oversættelser

Dr. Wunderkammers oversættelser
Novellesamling af Thomas Strømsholt
H. Harksen Productions, 2016, 197 sider

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg har været begejstret for Thomas Strømsholts noveller lige siden jeg første gang stødte på dem. Hans historier er stemningsfyldte, og flere af dem har en folklore-fornemmelse over sig, hvor man nærmere har på fornemmelsen at man læser en gammel overlevering end en nyskrevet novelle.

Strømsholt er dog ikke en der strør om sig med udgivelser. Han har været med i en række antologier og har haft noveller i Himmelskibet flere gange (bl.a. i forrige nummer). Dr. Wunderkammers oversættelser er således kun den anden samling der er kommer på dansk med hans noveller. Der er udkommet to engelsksprogede samlinger, men det er mere kuriositeter, da de er udkommet på et speciel forlag som går meget op i at bogens opsætning og tryk er godt. Dertil er det også bøger som er kommet i meget små oplag.

Da jeg modtog Dr. Wunderkammers oversættelser, blev jeg på den ene side lidt skuffet over at de fleste af novellerne var genbrug fra antologier og de engelske udgivelser, men omvendt så var det både et glædeligt gensyn med disse noveller og samtidig også en ny, god læseoplevelse at læse dem på dansk for første gang, netop ved at det er forfatteren selv der har stået for oversættelserne og derfor været helt opmærksom på at sprog og stemning har været som oprindelig tiltænkt.

Dr. Wunderkammer er ikke en gennemgående karakter i alle novellerne, men er med i nogle af dem, uden at det dog er den samme karakter. I den indledende novelle forsøger hun at genskabe Guds tavshed på et unikt kirkeorgel, noget som kræver den største opofrelse.

Novellen “A Thing of Beauty” er perfekt for en bibliofil som mig. Heri gør en samler alt hvad han kan for at samle alle værker af en bestemt afdød forfatter. Rygtet vil at der er et sidste værk som aldrig er udkommet, men som er færdigskrevet. Det lykkes ham at opspore den samler som har værket. Det viser sig at det er en meget speciel bog, en bog der på mange måder har sin egen vilje og ikke lader sig læse af hvem som helst.

Harksens forlag startede med at udgive Lovecraft-inspirerede bøger, hvoraf en var Urban Cthulhu: Nightmare Cities. Strømsholt bidrag til den bog er også i den nye samling med den danske titel “Arkitektens øjne”. Novellen fanger en god Lovecraft-tone i forhold til at beskrive gamle byer og landskaber, men samtidig er den også Strømsholts helt egen og en virkelig stærk novelle, som både var blandt mine favoritter i Urban Cthulhu samt i denne nye samling.

Strømsholt er en forfatter der forlanger noget af sine læsere. Han er ikke en man sætter sig og læser i bussen på vej til arbejde. Han er en som man sætter sig med og giver sin fulde opmærksomhed, men gør man det, så giver han også en fantastisk læseoplevelse retur, og jeg kan bestemt kun anbefale denne bog til folk der gerne vil begrave sig i en bogs mystiske fortælleunivers.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , , , | Skriv en kommentar