Himmelskibet – Magasinet for Fantastik

Læs om Magasinet Himmelskibet

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

The Predator

The Predator
Film, USA 2018, 107 min.
Instr./forfatter: Shane Black
Medv.: Boyd Holbrook, Olivia Munn, Yvonne Strahovski, m.fl.

Advarsel: Denne anmeldelse indeholder spoilers!

Så kom der næsten ud af det blå endnu en Predator-film: The Predator – den første siden 2010s lidet imponerende Predators. Disse rov-rumvæsner er jo gået ind i popkulturen som klassiske figurer, men reelt var kun den første film god. De efterfølgende film har forsøgt at udvide Predator-universet, men uden meget held, og det samme er tilfældet for den nyeste films vedkommende. Den er en omgang rod, som forsøger at være en komedie, en sci-fi/action-film og en horror-film på én gang, med en del løse plottråde der aldrig bindes op, og masser af spildt potentiale. Den basale idé er udmærket: En venligtsindet (!) predator vil give Jorden et våben imod de andre predators og deres planer om måske at erobre Jorden (pga. drivhuseffekten, som gør Jordens klima mere gunstigt for dem!). Denne predator viser sig også at have noget menneskeligt DNA, hvilket indikerer at the predators styrer deres egen evolution ved at inkorporere andre væsner DNA i deres eget. En tre meter høj (!) ‘dusørjæger’-predator dukker dog op og henretter den første og bliver den store trussel, det menneskelige hold skal bekæmpe – og skaber samtidig tvivl om hvilken af de to predators der er ‘the’ predator i filmens lidt irriterende simplistiske titel.

Men filmen er sumpet til i historiemæssigt kaos længe inden da. Vores ‘helte’ er en samling soldater som alle sammen er under evaluering for dårlig opførsel eller forskellige former for traumer, og de må tidligt bryde med militæret, som åbenbart er korrupt og forsøger at dræbe sine egne folk til højre og venstre (for at holde predator’en hemmelig, må man gå ud fra), inkl. deres egen beskikkede biolog (Olivia Munn), uden forklaring.

Hovedhelten er Quinn McKenna (Boyd Holbrook), som er en action-man med en autistisk søn, der bor hos den fraskilte kone (Yvonne Strahovski). McKenna er den første der finder et nedstyrtet predator-rumskib og snupper sig en hjelm og et arm-våben, som ad omveje ender hos hans 10-årige søn, der ikke bare lærer sig predator-sproget på nul komma fem (han er jo autist og derfor åbenbart det næste skridt i menneskets evolution!), men også bruger masken til at klæde sig ud til Halloween. Det sidste er i sig selv sejt nok, men han efterlader bare masken (som er et frygteligt våben) på gaden, og så hører man ikke mere til hvor den er blevet af i resten af filmen! Dette er bare en af mange løse plot-ender, som tyder på mange omskrivninger af manuskriptet. Den morderiske militærfyr, Traeger, bliver ikke draget til ansvar for sine handlinger; til gengæld bliver den lovløse McKenna til sidst forfremmet off-screen, selvom alt hvad han lavede i filmen var imod militærets ordrer. Og hans lidt seje kone ser man alt for lidt til. Og der er ingen snert af romantik, hverken med konen eller den smukke biolog. Filmen er til gengæld fuld af vulgært sprog; den virker som om den er lavet til 12-årige der synes at den slags er enormt sejt.

Gaven som den venligtsindede predator giver menneskeheden, er et exo-skelet – eller rettere en transformer – som mennesker kan bruge imod predators. Super-teknologi? Mjah, når der kun er én, tror jeg ikke ligefrem det kan beskytte planeten mod en invasionsstyrke. Men det virker sikkert meget sejt på en 12-årig. Så … utrolig meget af filmen var meget antiklimatisk for denne anmelder. Den virkede rimeligt underholdende mens man så den, men på basis af efterfølgende analyse var den et tomt trafikuheld af dårligt forfatterskab – på enhver måde en unødvendig film, som ganske vist desperat forsøgte at fange samme ånd som i den første (og anden) film, men uden at besidde ægte passion for hverken historien eller konceptet.

Karakter: 5 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Iron Fist sæson 2

Iron Fist sæson 2
Tv-serie, 2018, 10 episoder
Medv.: Finn Jones, Jessica Henwick, Simone Missick, Alice Eve, Tom Pelphrey og Jessica Stroup

IMDb

Trailer

 Advarsel: Denne anmeldelse indeholder spoilers!

Marvels Netflix-serier kører stadig i højt gear. De lader dog til at tage lang tid at producere; det er ikke dem alle der kommer en gang om året ligesom de fleste andre serier. Jessica Jones startede i 2015, men anden sæson kom først i 2018. Luke Cage startede i ’16, og kom også med 2. sæson i ’18. Daredevil startede i ’15, med anden sæson i ’16, sprang ’17 over (hvor Defenders-serien dog kom), og kommer med tredje sæson i efteråret ’18 (vi glæder os!). Første sæson af The Punisher kom i ’17, og serien springer ’18 over. Første sæson af Iron Fist er dog fra 2017 (se min anmeldelse i Himmelskibet nr. 52), og den er nu allerede i år på banen med sæson 2 (dog kun 10 episoder i stedet for første sæsons 13; en smule nedskæring kunne den åbenbart ikke undgå).

Iron Fist sæson 1 var den suverænt mest udskældte af Netflixs Marvel-serier; den ramte de små hjem netop på et tidspunkt hvor alting pinedød skulle være helt vildt politisk korrekt (og ja, dét kulturmoment er vi stadig inde i, på godt og ondt, men det er måske stilnet en smule af i det sidste års tid?), og Iron Fist fik mange hug fordi helten er en blond, hvid, privilegeret rigmandssøn som i en mytisk tibetansk eventyrby vinder over alle andre i kampsportstræning, og opnår byens højeste æresbevisning: at modtage den magiske ‘jernnæve’ fra byen beskyttende drage!

Den amerikanske tegneserie er fra 1970erne, med et ben i både pulp fiction-lejren og kung fu-manien fra den tid, og som lavet af og for vesterlændinge – en specifikt  vest­lig versionering af kung fu-eventyret – ville det næppe have givet den store mening hvis helten blot havde været en indfødt asiat i sit eget kulturelle element; historien handler jo om hvordan Danny Rand kommer hjem til sin gamle tilværelse igen og i lang tid slet ikke vil vide af sin monetære arv, men hellere vil rende rundt på gaden i det amerikanske byliv og bruge sin jernnæve og heroiske kung fu-filosofi til at være superhelt. Ikke desto mindre var et af de mest højlydte klagepunkter fra kritikerne af sæson 1 (kritikere som næppe havde læst tegneserierne) at tv-serien var racistisk fordi hovedpersonen ikke var asiatisk. At en hvid mand kunne vinde den tibetanske ‘jernnæve’ var kulturel appropriation! Ligesom når den hvide Tarzan er dyrenes konge og i egenskab af sin aristokratiske natur på alle måder er overlegen i forhold til afrikanerne. Og, ja, der er da noget sandhed i dette. Men historien er som den er; hvis man ændrer hovedpersonens etnicitet og baggrund, så er man gået i gang med en helt anden historie, hvor man ikke længere versionerer den originale. Der må være en grænse for hvor langt den politiske korrekthed kan gå; hvis man aldrig kan agere eller prætendere andet end hvad man i virkeligheden er, er skuespil og fiktion i yderste konsekvens jo ikke længere muligt.

Det smerter mig derfor at erfare at hele anden sæson af Iron Fist stort set kun går ud på at adressere netop ovenstående kritik. Jernnæven har nu i ganske bogstaveligste forstand fået lyserød neglelak, for den er blevet overført til Danny Rands partner, Colleen Wing. Historien forsøger måske at handle lidt om at være heroisk, men fordi den samtidig udhænger vold som noget der ikke løser nogle problemer, bliver den aldrig til klassisk heroisk fiktion af superhelte-tilsnit. Den omhandler i meget høj grad bløde værdier som samtale, mægling og diplomati, og det er også fint nok i virkeligheden, men det passer ikke godt ind i et koncept der specifikt handler om stilistiske, symbolske repræsentationer af godt og ondt; helte og skurke, street justice og vild action. Men disse bløde værdier bruges til at understrege at Colleen er en mere ægte heroisk figur end Danny, og da skurken Davos stjæler jernnæven fra Danny i et magisk ritual, beslutter Danny derfor at, når han og hans allierede vinder næven tilbage, så skal den overføres til Colleen (som er halvt kinesisk af afstamning) i stedet for ham. Således at det nu alligevel er en asiatisk figur der har jernnæven. Fra den mytiske tibetanske by. Men kommer Colleen fra den by…? Oh, jamen det viser sig naturligvis i allersidste øjeblik at hun er efterkommer af netop en kvinde der kom fra K’un Lun! Der måtte jeg altså rulle med øjnene. Det er så tydeligt og gennemsigtigt at hele story-arc’en i 2. sæson er ad hoc skræddersyet til at give de politisk korrekte kritkere ret og lave Iron Fist om til en asiatisk figur (og en kvinde – even better!). Men når de én gang har introduceret og etableret Danny som the Iron Fist, så fungerer det jo ikke. De ændrer det basale koncept on the fly; de underminerer og ændrer fundamentet for konceptet – og gør selve denne ændring til historiens substans. Producenterne siger derfor med høj stemme: det originale koncept som vi fra begyndelsen har filmatiseret historien for at ære og bevare, var i virkeligheden dumt og dårligt og fortjener at blive lavet om. Ups!

Jeg er meget imod dén type ændringer, for det leder yderst sjældent til noget bedre end det originale. Det er ikke nemt for en mere eller mindre tilfældig ny idé at trumfe en hævdvunden klassisk uden at konteksten ødelægges, præcis som den er blevet her. Colleen har jo ikke fået overdraget jernnæven fra K’un Luns drage eller vundet retten til det gennem mange års kvalificering under opsyn af byens spirituelle ledere. Denne sæson handler i høj grad om at Danny ikke har jernnæven mere og forsøger at genskabe det ritual der kan returnere den igen. Det basale plot drejer sig altså om hans kræfter, der ikke makker ret, og dermed skaber problemer for alle. Som garvet superheltelæser har jeg for længst gennemskuet at historier der fokuserer på kræfterne selv, i stedet for hvad de bør bruges til og hvad de symboliserer, stammer fra at de givne forfattere simpelthen ikke har nogle ordentlige ideer til gode historier. Nå, hvad skal vi nu gøre med denne helt…? Jo, lad os lave noget om at han/hun har problemer med sine kræfter! Der er altid en fire-fem nemme plotmuligheder i dét, som over årtierne selvfølgelig er blevet til superhelte-klichéer: helten kan miste sine kræfter, få sine kræfter formindsket, få sine kræfter forstærket, kræfterne kan pludselig ændre sig, eller kræfterne kan ende hos en helt anden figur! Det er set alt for meget, og det kan ikke længere kaldes for ordentlige historier. Udover at være nemme klichéer er det også noget forfattere laver fordi mange af dem desværre mener at historien næsten kun kan og skal handle om figurerne selv; historiene skal være character-driven – jo mere, jo bedre!! Ja, det er noget jeg kan harcelere endeløst omkring. Hvordan så mange folk, både forfattere, anmeldere og læsere, ikke forstår at historier i de fantastiske genrer primært skal være idé-drevne, eller i hvert fald delvist idé-drevne. Ellers er det ikke længere genrefiktion, men nærmere socialrealisme. Jeg vil faktisk vove at påstå at næsten alle historie-elementer der fokuserer på personer og deres menneskelige problemer er klicheer. Krimigenren som helhed er en kliché. Romantik som helhed er en kliché. Selv realisme som helhed er en kliché. Vi har set alle varianterne alt for mange gange. Vi kender allerede alle måderne folk kan reagere og føle på. Der er ganske enkelt ikke længere noget virkeligt overraskende i den type historier (selvom, bevares, alle slags historier kan være gode hvis de er tilstrækkelig godt fortalt).

Og netop derfor mener jeg faktisk, i en overordnet historisk sammenhæng, at fiktion i det hele taget uundgåeligt må udvikle sig i retning af de fantastiske genrer; de eneste som kan byde på noget grundlæggende nyt og fremmedartet. De eneste som kan chokere os til at tage hele vores forestillingsverden og samfund op til genovervejelse. Men lige nu lever vi desværre i tilbagegangstider, hvor borgerlige og andre middelklasse-orienterede tankesæt er meget stærkt dominerende, hvilket altid leder tilbage til klicheer og konservative ideer, såsom at ‘character!!’ skal være det eneste og altdominerende i en historie – også i en superhelte-historie! Vi ser det også i den nye tv-serie Cloak and Dagger, hvor historien og figurernes kræfter også bare handler 100 % om dem selv og deres baggrund, uden at der er nogen form for eksternt eventyr eller plot inde over. Selvfølgelig skal der gerne være noget personskildring involveret i næsten enhver historie, men det skal i mine øjne altid kombineres med en eller anden ekstern plot-idé som har relevans for den pågældende figurs verden og udvikling. Og her fejler anden sæson af Iron Fist. Den har tunnelsyn og kigger kun indad på figurerne og kræfterne. Det er mere skuffende for mig end den i forvejen lidt lunkne første sæson, som i det mindste mindede en lille smule om en variant af en Iron Fist-historie.

Men, men, men. Det er jo nemt nok at være kritisk. Anden sæson er i sidste ende ganske underholdende for hvad den er. Jeg nød at se det meste af den; jeg synes at figurerne er gode, og dramaet er OK. Jeg er uenig med forfatternes dybe grundlag og motivation hvad angår historien overordnede udvikling og klimaks, men skuespillerne og den umiddelbare og visuelle underholdning er der ikke i sig selv det store galt med. I denne sæson får vi f.eks. også figuren Mary Walker, som startede i tegneserierne som den meget klassiske Daredevil-skurkinde Typhoid Mary, hvis karakteristiske varemærke er personlighedsspaltning. I tv-serien, hvor hun spilles ganske upåklageligt af Alice Eve, er hun (bl.a.) en meget veltrænet lejesoldat som passer fint ind i historien – også fordi vi hele tiden håber at hun udvikler sig videre til noget der tilnærmer sig hendes tegneserieform. Jeg bliver ret skuffet hvis hun ikke også er med i den snarligt kommende Daredevil sæson 3! Eller The Punisher sæson 2, hvor hun også ville være en meget fin skurk. Således er der såmænd en del fin underholdning at komme efter i sæson 2 af Iron Fist, og jeg lander derfor alligevel på samme karakter som jeg gav første sæson: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

Stranger Things 2

Stranger Things 2
Tv-serie, Netflix 2018
Skabt af The Duffer Brothers
Medvirkende: Winona Ryder, David Harbour, Sean Astin, Finn Wolfhard, Millie Bobby Brown m.fl.

I denne anden sæson af Netflix’ retro-horrorserie Stranger Things (som har fået titlen Stranger Things 2) begynder vi et års tid efter at sæson 1 sluttede. Vi er nu i 1984, og ting virker normale i den lille by Hawkins, Indiana. Sådan da.

Drengen Will Byers, der i det meste af første sæson var forsvundet i the Upside Down, en uhyggelig vrangside af Hawkins, og blev erklæret død, er begyndt i skolen igen, men bliver undgået af de fleste og kaldt ’zombie boy’. Hans mor Joyce (Winona Ryder) har fået en ny kæreste, spillet af Sean Astin (Sam fra Ringenes herre-filmene), og en ny, sej, rødhåret pige, Max, er startet i klassen. Den mystiske pige Eleven bor skjult ude i skoven sammen med politimanden Jim Hopper, uden at nogen andre ved det. Mikes kønne storesøster Nancy er tilbage med kæresten Steve selvom der var begyndende amoriner mellem hende og Wills storebror Jonathan i slutningen af første sæson.

Will er ikke helt fri af the Upside Down. Han får livagtige, uhyggelige syner af vrangsiden, hvor et gigantisk, edderkoppeagtigt skyggevæsen tårner op over byen. Måske er det bare en form for posttraumatisk stress, men måske er det noget mere? For samtidig begynder marker med afgrøder uforklarligt at rådne uden for byen.

Det bliver begyndelsen på en række uhyggelige hændelser, men selvom der ikke bliver sparet på effekterne, er denne anden sæson ikke helt så uhyggelig som den første. De første afsnit er faktisk mere humoristiske end skræmmende. Selvom uhyggen tager mere fart efterhånden, er fokus mere på action end på den knugende uhygge. Forholdet mellem første og anden sæson kan godt sammenlignes med forholdet med den første Alien-film fra 1979 og den mere actionprægede fortsættelse Aliens fra 1986. Ligesom med de to film gør det ikke nødvendigvis den ene sæson dårligere end den anden.

Ligesom i første sæson fornemmer man inspirationen fra Steven Speilbergs klassiske 80’er-film såsom E.T. og The Goonies – med en god bid Poltergeist iblandet. Hovedtemaet er sammenholdet mellem børn mod alt fra mobning til Lovecraft-agtig horror. De unge skuespillere gør det rigtig godt, og jeg regner med at flere af dem får gode karrierer, også når de bliver voksne.

Der er blevet annonceret en tredje sæson. Den ser jeg frem til.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Horror, tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

De utrolige 2

De utrolige 2
Originaltitel: Incredibles 2
Film, Disney/Pixar 2018
Instruktion og manus: Brad Bird
Stemmer: Craig T. Nelson, Holly Hunter, Samuel L. Jackson, Bob Odenkirk m.fl.

IMDb

Trailer

Så kom den langt om længe, fortsættelsen til Disney/Pixar-filmen De utrolige fra 2004. Spørgsmålet bliver så: Var den ventetiden værd? Svaret må i det store og hele være ja, selvom filmen ikke er helt pletfri. Det vender jeg tilbage til.

Selvom børn, der var for små til at se filmen dengang, er voksne i dag, er der ikke gået ret meget tid i filmens univers, at dømme efter familien Parr, aka The Incredibles. Datteren Violet er stadig en neurotisk teenager, den ældste søn Dash er stadig den irriterende lillebror med krudt i røven, og den yngste, Jack-Jack, går stadig med ble. Selvom det kunne have været interessant at lade børnene være vokset op, gør den lille tidsforskydning situationen hurtigt genkendelig for de, der har set den første film (og det har nok de fleste, der ser denne film), så man slipper for at bruge alt for meget tid på introduktion.

I slutningen af den første film reddede Incredible-familien og deres ven Frozone (Samuel L. Jackson) verden fra skurken Syndrome, men det har ikke ændret på deres status i begyndelsen af toeren. Superhelte er stadig ulovlige og tvunget til at leve anonymt – en situation som især Mr. Incredible har det svært ved. Så da muligheden for at trække i kostumerne igen (uden kapper, selvfølgelig) viser sig, da superskurken The Underminer (en skurkagtig opfiner med en gigantisk gravemaskine) angriber byen. Det lykkedes dog ikke heltene at stoppe skurken, kun at mindske de ødelæggelser, som Underminers løbske gravemaskine ellers ville have forårsaget. Myndighederne er ikke tilfredse og er af den opfattelse at heltenes indblanding blot gjorde situationen værre. Så ikke alene må familien ikke være superhelte; de mister også den smule støtte de ellers har fået for at holde sig skjult.

Her kommer rigmanden Winston Deavour (Bob Odenkirk) så ind i billedet. Hans far var stor fan af superhelte, og nu vil han selv bruge sine ressourcer til at slå et slag for superheltenes rettigheder, så de igen kan træde ud af skyggerne, blandt andet ved via avanceret videoteknologi at dokumentere at heltene gør mere gavn end skade. I første omgang er det Elastigirl, der skal vise sit værd (hun laver ikke så meget collateral damage som Mr. Incredible).

Det er så det (lidt langsomme) oplæg til en masse hæsblæsende action og en del dramatiske forviklinger, lige efter Superheltenes Håndbog. Der bliver introduceret nye helte og en ny superskurk, Screenslaver, der kan hypnotisere folk gennem tv-, computer- og telefonskærme og udnytter dette til at skabe katastrofale situationer, som heltene må prøve at afhjælpe – en kattens leg med musen, som vi kender fra gamle superheltetegneserier, hvor fx Jokeren leger kispus med Batman.

Der er ikke så meget i historien, der vil overraske folk som kender superheltegenren, og filmens store twist kan ses på flere kilometers afstand. Det gør dog ikke så meget, for filmens tema er ikke overordnet set heltes kamp mod skurke, men snarere hvordan man balancerer familie og superheltekarriere og hvad det egentlig er, der definerer en helt. Alting er heller ikke skåret ud i sort og hvidt. Heltene har deres menneskelige fejl og mangler, og superskurken Screenslaver har faktisk en pointe i sin kritik af den grad, vi er blevet afhængige af oplevelser via skærmen i stedet for virkelige, nære oplevelser (en noget ironisk pointe når den kommer fra Disney, men lidt selvkritik er aldrig af vejen).

Hvis jeg skal komme med et kritikpunkt ud over plottets forudsigelighed, er det noget mere subtilt, der også fører tilbage til den første film. I begge film er skurkene – Syndrome, The Underminer og Screenslaver – nemlig opfindere, der har måttet skabe deres egne superevner via intelligens og hårdt arbejde, mens heltene er født med deres evner uden at skulle arbejde for dem (noget der også gjaldt fx Superman Returns fra 2006). Det virker som om budskabet er at helte, der er født til magt og ære, er bedre og renere end de, der har måttet knokle for at opnå det samme. Det minder lidt for meget om tidligere tiders hyldest af en nobel adel, som er født til at være bedre mennesker og dermed til retten til magt og rigdom, eller mange nutidige politikere og mediers hyldest af den økonomiske elites fortræffeligheder og ret til at nedarve samme magt og rigdom. Opkomlinge, der har kæmpet sig frem, må nærmest per definition have skumle motiver.

Jeg tror ikke at Brad Bird, der har skrevet og instrueret begge film, bevidst har valgt dette tema med indfødt magt som bedre end tilkæmpet magt. Det er nok bare noget der ligger dybt i folkesjælen – især den amerikanske. Vi ser det som sagt også i Superman Returns, hvor Superman, som egoistisk holder kryptoniansk teknologi tilbage fra menneskeheden, er helten, og den selvskabte Lex Luthor er skurken, selvom han som en anden Prometheus vil dele denne teknologi med hele menneskeheden. Batman har nedarvet rigdom, mens Jokeren kommer fra samfundets skyggeside og har måttet kæmpe for at blive til noget. Disneyprinsesserne er (med få undtagelser) heltinder fordi de er født til magt, mens skurkene er hekse, der selv har tilkæmpet sig magten gennem studier og slid. De er skurke fordi de udfordrer arveeliten. Ifølge disse historier kan man ikke tilkæmpe sig magt uden at forbryde sig mod lov og moral – men historierne nævner ikke at lov og moral langt hen ad vejen er sociale konstruktioner skabt af eliten for at fastholde sin magt. Hvor er den anarkistiske helt der bekæmper den onde, nedarvede elite? Bortset fra V for Vendetta kan jeg ikke lige komme i tanke om nogen særligt populære af slagsen.

Nå, men nok med socialkritik for nu. Inden jeg afslutter anmeldelsen, er det værd at omtale den grafiske side af De utrolige 2. Ligesom den første film er animationen i top med passende tegneserieagtigt karikerede personer, og bygninger og fartøjer er flot designet i let retrostil. Jeg så filmen i 2D og savnede ikke 3D-effekter, selvom der er scener, som tydeligt er designet til 3D. Om man skal se den i 2D eller 3D, må komme an på ens præferencer hvad den slags angår. Filmens musik glimrer ved at understøtte scenerne uden at mase sig ind og overtage dem (med andre ord, man bemærker faktisk ikke musikken når kameraet ruller). Stemmeskuespillerne gør arbejdet rigtig godt i den engelsksprogede udgave (jeg kan ikke udtale mig om den danske), men der er enkelte småkiks i de oversatte undertekster. Blandt andet bliver bifiguren Rick Dicker (med stemme af Jonathan Banks, der var ‘oprydderen’ Mike Ehrmantraut i Breaking Bad) i starten kaldet Dick Ricker. Alt i alt en solid og professionelt lavet, underholdende film, der dog gerne måtte have haft en smule mere kant. Men det er nok for meget forlangt fra Disney.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Mads Schack-Lindhardt – Tusmørkets Søn

Tusmørkets Søn
Roman af Mads Schack-Lindhardt
DreamLitt, 2018, 347 sider

Taykyn er elver, men han er ikke som de andre i hans klan. Hans søster Mykidah og ham er nemlig halvt tusmørkeelver. Søskendeparret mistede deres mor, da de var meget små. Taykyn skal overtage hele klanen, efter hans far, men det føler han sig ikke klar til.

En dag kommer Tusmørkeelverne og hærger deres by. De vil enten have Taykyn eller Mykidah med sig, da de bærer på en meget eftertragtet hemmelighed. Taykyn ofrer sig for sin søster. Han bliver ført til tusmørkeelvernes dystre palads, Duur-Biendith. Her bliver han straks smidt ned i deres slavelejr, hvor han lærer at kæmpe sig til respekt.

Igennem hans ophold i Duur-Biendith bliver Taykyn ondere og ondere. Han lærer virkelig at kæmpe som en tusmørkeelver. Ondskaben fra Duur-Biendith tager langsomt over, og han glemmer lige så stille sin søster.

Taykyn og hans nye ven Kelsash går på jagt i de glemte grotter, under paladset, hvor de finder hemmeligheder om det sagnomspundne tempel, som alle tusmørkeelverne leder efter.

Under et besøg i Taykyns gamle landsby lykkes det Taykyn at flygte fra tusmørkeelverne. Herfra drager han ud på en rejse, hvor han må rode op i sin races ukendte fortid.

Taykyn er som sådan en ret fed hovedperson. Han går virkelig igennem en udvikling, der vil noget. Han starter med at være usikker på sig selv og en smule træt af det hele. Senere hen bliver han en stærkere person, som virkelig tror på sig selv. Han lærer også at bruge alle sine evner som tusmørkeelver, hvilket gør han ret så god i kamp.

Tusmørkets søn er en fantasybog med et supergodt univers. Jeg blev dog ret forvirret når der blev beskrevet byer og områder. Der ville det have været godt med et kort, som der er i så mange fantasybøger.

Det er ret så unikt med en fantasybog, hvor det meste omhandler elvere. De eneste andre racer man møder, er dværge, drager og orker. Men det er helt klart elverne, der spiller den centrale rolle. Det virkede enormt lækkert og forfriskende at læse noget, som kun omhandler denne mystiske race.

Mads Schack-Lindhardt referer i bogen til sin bog Tir-Nâzarals Arving; der bliver nemlig nævnt den verden som den bog kredser om. Det var ret sjovt at opleve som læser, men noget man kun lægger mærke til, hvis man har læst hans andre bøger.

Det var en virkelig god historie, men med et meget omfattende plot. Der skete hele tiden noget. Det virkede enormt trættende i længden. Jeg savnede at man dvælede ved de små ting. Men det ville måske gøre historien kedelig. Jeg synes bare, at der skete for meget på for kort tid. Det var som om man skulle stresse igennem historien. Det ville måske have været bedre at skære noget af handlingen. Simpelthen at korte ned, så plottet blev forsimplet. Det ville gøre bogen mindre hæsblæsende, og måske endda bedre?

Dette er klart en historie, som kan læses af alle! Den er jo som sådan god. Der er et fedt persongalleri og et fedt univers. Det eneste der er er lige det der plot…

Anmeldereksemplaret er venligt stillet til rådighed af forlaget.

Anmeldt af Ea Marie Løfstedt i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Kasper Endelt – Den Universelle Alliance

Den Universelle Alliance – Kampen for at overleve
Roman af Kasper Endelt
Mellemgaard, 2017, 168 sider

Ved bogens start er jorden blevet ødelagt. Historiens fortæller er en arkivrobot, som fortæller historien om den invasion af Jorden der endte med at den menneskelige race næsten blev udryddet af en race af rumvæsner, der bedst kan beskrives som en krydsning imellem en gorilla og en komodovaran. Den historie der fortælles, fokuserer dog på de overlevende og deres kamp for at bekæmpe invasionen og at finde en ny plads til mennesket, når vi nu ved at der er andet liv i universet, og heldigvis er det ikke alle der er derude som prøver at udslette os. Historien er bygget op af en lang række meget korte afsnit som er sammenstykket af øjenvidneberetninger og dagbogsnoter, fra overlevende og fra soldaterne der kæmpede imod invasionen.

Opsplitningen i de meget korte afsnit gør desværre at historien var svær for mig at blive fanget af, da flowet i historien ikke fungerede ordentligt. Jeg gik i stå i bogen flere gange, og når jeg satte mig med den igen, havde jeg svært ved at huske hvad der egentligt var sket, da historien ikke ordentligt havde fanget mig. På trods af nogle gode ideer, så var dette ikke en bog for mig.

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af forlaget.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

February Fiction

February Fiction
Af A. Rune og A. Silvestri
Forlaget SMSpress, 2018

Man kan vel bedst kalde February Fiction for en skriveudfordring som forfattere kan give sig selv. I udfordringen er der opstillet 5 regler:

  • Historien må maksimalt være på 100 ord.
  • Du skal tilstræbe, at der en begyndelse, en midte og en slutning.
  • Historien skal deles med nogen – digitalt eller analogt.
  • Du skal bruge #februaryfiction, når du deler digitalt.
  • Gør det hver dag eller hver uge, men gør det hele februar.

Udfordringen kan netop bruges af de der gerne vil skrive noget mere end hvad de får gjort i hverdagen, og ved at underlægge sig disse rammer kan de få gang i skriveriet.

Samtidig med at nogen kan bruge det til at få gang i skriveriet, så bruger andre det til at udfordre sig på at fortælle mikrofiktion.

Det er forfatteren A. Rune der startede dette skrivefællesskab i 2016, og bl.a. A. Silvestri har været med til at skrive og dele historier. De har nu sammen gennemgået deres produktioner og samlet 100 udvalgte fiktionsstykker i bogen February Fiction (eller February Fict100n som det er skrevet på boges omslag).

Det at der kun er en sammenhæng imellem meget få af historierne, gør at det ikke er muligt at bringe et handlingsreferat eller fortælle noget om hvad bogen handler om. Der er ingen genrekonventioner i reglerne, og novellerne begiver sig også godt rundt i forskellige fortælleuniverser og stilarter. Det er derfor en bog som med fordel kan læses over flere omgange, specielt fordi der er nogle af stykkerne som fortjener at man reflekterer over dem, hvilket man ikke får gjort hvis man blot springer hurtigt fra den ene korte tekst til den næste. Det er således en bog man bør tage sig tid med, men gør man det, så finder man ud af at det bestemt er muligt at fortælle sammenhængende historier med få ord.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Bøger, Novellesamling | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Mikkel Harris Carlsen – Hr. Kukula

Hr. Kukula
Roman af Mikkel Harris Carlsen
Forlaget Æther, 2018, 142 sider

Mikkel Harris Carlsen har udgivet flere samlinger af skæve og groteske historier. Den fortælleverden han bevæger sig rundt i, kan vel bedst betegnes som en rea­listisk virkelighedsverden, hvor afstikkere til det groteske og overnaturlige fuldt ud accepteres af de der oplever dem. Personerne bliver nok forstyrret af at der sker noget grotesk, men ikke af at det der sker, er af overnaturlig karakter.

I Hr. Kukula er der faktisk kun få overnaturlige elementer, mens det groteske finder sted i hverdagsrummet. Et eksempel er beskrivelsen af et restaurantbesøg hvor de andre gæster flår tøjet af hovedpersonen og fordriver ham, da de tror han ikke behandler en hund ordentligt, mens det faktisk var hunden der bed ham. Denne overreaktion passer ind i dette fortælleunivers, men omvendt så har det ingen konsekvenser for det videre forløb af historien. I en anden fortælling bliver Hr. Kukula tilbageholdt af politiet, der ikke bare sætter ham i en celle, men lukker ham inde i en kiste. På næste side er dette glemt, og vi er videre til næste mærkelige situation fra hans liv (en situation hvor det måske er en ældre udgave af ham selv som redder ham ud af at være fanget i tågen). I en anden er der et bæst af en havmåge der snupper hans indbundne eksemplar af H.G. Wells-bogen Doktor Moreaus Ø ud af hænderne på ham. I hans jagt på bogen og bæstet finder han et bibliotek der indeholder alle de favoritbøger han havde i sin fars bibliotek, men på samme måde som hans fars bibliotek er gået tabt, så vil dette mystiske bibliotek heller ikke forblive tilgængeligt.

Bogens handling finder sted på forskellige tidspunkter i hovedpersonens liv, mens man kun sjældent får en fornemmelse af hans alder og årstallet. Det sidste nedslag i hans liv er dog i år 2051, hvor han er blevet en gammel mand og sidder på et museum og betragter billederne som vi har betragtet nedslagene i hans liv.

Generelt så består bogen af mange små beskrivelser på en 3-4 sider hver, der hver omhandler en episode i Hr. Kukulas liv, uden at de flettes synderligt sammen, og man føler derfor heller ikke at man følger en udvikling igennem hans liv, men mere at man får lov til blot at følge ham i små udsnit. De mange små kapitler gør dog også at jeg endte med at læse bogen af flere omgange, for selv med sine kun godt 150 sider, så gjorde de meget korte handlingsstykker at jeg ikke orkede at læse for mange af dem af gangen. Men læst i mindre stykker  er den en fin lille forunderlig bog, der dog på ingen måde er lige så grotesk og eksperimenterende som Mikkel Harris Carlsens tidligere bøger, men som jeg også skrev i anmeldelsen af hans bog M (Himmelskibet 51), så er det bestemt kun godt at forfattere forsøger flere ting og ikke bare skriver den samme bog igen og igen.

Anmeldereksemplaret er venligt stillet til rådighed af forlaget.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Bøger, Novellesamling | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Claus Holm – The Tucson Time Traveler

The Tucson Time Traveler – and other stories
Novellesamling af Claus Holm
CreateSpace, 2018, 176 sider

Hvordan ville verden se ud hvis der var en som rejste tilbage I tiden og dræbte Hitler inden han kom til magten? Det er et spørgsmål som er blevet behandlet før. Men hvad nu hvis der var yderligere en som rejste tilbage for selv at tage den magtposition som Hitler så ikke fik, hvordan ville verden så se ud? Det er meget passende at en samling med titlen The Tucson Time Traveler starter med en tidrejsehistorie. Der er flere noveller om tidsrejser i samlingen, alle omkring forskellige aspekter af emnet.

I novellen “The Tucson Time Traveler” er den tidsrejsende meget bevidst om at undgå tidsparadokser, men hans forsøg på at rejse tilbage i tiden og forhindre en katastrofe giver et helt andet udfald end forventet. I et sidste forsøg på at forhindre katastrofen, forsøger han nu at få sin hukommelse slettet, for derved at forsøge at forhindre at tidsmaskinen nogensinde bliver opfundet.

Andre af novellerne er ikke direkte tidsrejser, men de tilgår emnet i andre former. I “Tamagotchi” har en familie mistet deres barn, men baseret på filmoptagelser og andet materiale om barnet bliver der skabt en fysisk projektion af barnet, som forældrene kan bruge til at fylde tomrummet – men vil en kopi nogensinde kunne dette? Dette kan man godt betragte som et forsøg på at rejse tilbage i tiden, men de må sande at det er svært at få tiden igen.

En novelle der måske har et tidsrejseaspekt, er novellen “I Love Her From The Mirror”; dette forbliver dog uklart. En enspænder er flyttet ind i en lejlighed, og det går op for ham at det store spejl der hænger på den ene væg, er et tovejsspejl. Han kan se ind i nabolejligheden, men hende der bor der, kan ikke se ind til ham. Han begynder at iagttage hende, men opsætter visse regler for sig selv for at respektere hendes privatliv. Men hvorfor er dette spejl der, og hvem har hængt det op; kan det være en fra fremtiden der ønsker han skal have en viden om hende?

I “The Killer Inside” begynder en mand at gøre ting der slet ikke normalt ville falde ham ind, men i dette øjeblik er helt naturlige for ham. Og hvad nu hvis et menneske blev vurderet til at have så lille en indflydelse på verden og historien at man godt kan eksperimentere med ham? Men det kunne jo være at eksperimentet gjorde at manden netop endte med at få en stor indflydelse på den fremtidige historie.

Ud over disse noveller er der yderligere fire science fiction-noveller i samlingen, og så er der en spøgelseshistorie, som på en sær måde også er en form for tidsrejse, for et spøgelse er på en gang fanget i sin egen tid, mens tiden omkring det fortsætter.

I alt indeholder samlingen ti forskellige science fic­tion-historier, hvoraf flere som nævnt kan ses som nogle der behandler forskellige tilgange til tidsrejser. Ved at der er denne sammenhæng, kommer samlingen til at fremstå mere helstøbt, end hvis det blot var ti helt forskellige noveller. Samtidig, ved at det er meget forskellige tilgange, kommer novellerne heller ikke til at virke som gentagelser af hinanden.

Claus Holm er dansk, men har skrevet bogen på engelsk; et engelsk der flyder fint. Hvis man skulle have fået lyst til at læse en smagsprøve på samlingen, så er den første novelle, “The Hitler Dilemma”, lagt ud på forfatterens hjemmeside til fri download.

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af forlaget

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 55

 

Udgivet i Bøger, Novellesamling, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Anders Jørgen Mogensen – Mistelten87?

Mistelten87?
Roman af Anders Jørgen Mogensen
Escho, 2017, 203 sider

En mand har kidnappet sit barn og skjuler sig nu hos sine forældre, uden at de dog ved at barnets mor ikke er indforstået med opholdet. Manden er psykisk ustabil og bevæger sig ned i en galskab, og bevæger sig ud og ind af forskellige virkelighedsplaner.

Oftest vil galskaben udvikle sig i løbet af en bog, men allerede fra starten af denne bog får den fuld gas med vanvidsbeskrivelser af hvordan manden opfatter tingene omkring sig, og man skal som læser prøve at holde styr på myriader af grafiske beskrivelser af hans sindstilstand.

Dette er ikke en bog for alle, og selv de der er til denne type fortælling, slipper ikke let igennem bogen, da den kræver en indsats og en koncentration fra læseren.

Jeg skal ærligt indrømme at jeg måtte bruge flere forsøg for at komme i gang med bogen, da jeg hele tiden blev tabt og gik i stå. Jeg blev dog ved med at vende tilbage til den, også fordi forfatterens tidligere bog Virkeligheden er ikke virkelig, heller ikke var helt let tilgængelig, men den havde alligevel fanget min interesse og virkeligt været indsatsen værd.

Selvom jeg gerne så flere bøger der udfordrer læserne, så må jeg erkende at Mistelten87? ikke er en bog for mig. Ofte når jeg sidder med bøger som ikke rigtigt fanger og som jeg derfor har svært ved at læse færdigt, så vælger jeg ikke at skrive en anmeldelse af dem, simpelthen fordi jeg hellere vil bruge tiden på at læse andre bøger og skrive om dem. I lang tid havde jeg egentligt besluttet mig til at opgive både at læse bogen og at anmelde den, men der var alligevel et eller anden ved den der gjorde at jeg ikke slap den og vendte tilbage til den. På samme måde var der også et eller andet ved den der gjorde at jeg følte et behov for at omtale den (for en anmeldelse kan dette næppe kaldes), da den fortjener at blive omtalt så den kan finde sit publikum; et publikum der nok skal være derude.

For lige at få et indtryk af om det bare var mig der gav for let op, så søgte jeg efter andre anmeldelser. Jeg vil derfor gøre noget uvant, og ikke selv prøve at anmelde bogen yderligere, men derimod anbefale at man går ind på bloggen Fra Sort Sand og læser anmeldelser derinde, da den kommer bedre omkring bogen end jeg ville kunne.

Et afsluttende ord til forfatteren: Bliv endeligt ved med at udfordre os som læsere.

Anmeldereksemplaret er venligt stillet til rådighed af forlaget.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar