Himmelskibet – Magasinet for Fantastik

Læs om Magasinet Himmelskibet

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Emil Taj Petersen – Slinger i rumtiden

slinger-i-rumtidenSlinger i rumtiden
Roman af Emil Taj Petersen
Science Fiction Cirklen (Zap!), 2015, 247 sider.
Omslag: Manfred Christiansen

Nogle dage burde man bare være blevet i sengen – og for krigsveteranen Bark er det én af de dage.

Emil Taj Petersen debuterer som forfatter med ”Slinger i rumtiden”, første bind i en trilogi og et rigtigt rum -eventyr med masser af ramasjang, syret humor og rendyrkede science fiction facts.

Den tidligere soldat og nuværende rumrejsende Bark har sammen med sin makker, den yderst intelligente 11-årige Tesk, lagt en genial plan om at kidnappe Latoniens prinsesse, Kiara. Men desværre går tingene slet ikke efter planen. Godt nok lykkes det dem at få fat i prinsessen, men under flugten væk ender de i lastrummet på et tudsegammelt rumskib – ejet af rumpiraten Dieko, som Bark ikke har det bedste forhold til.

For at gøre ondt værre bliver de herefter fanget af den Galaktiske Union, som har prøvet at underlægge sig det Latoniske Kongerige i årevis, og nu får serveret prinsessen på et sølvfad. Under deres forsøg på at slippe væk eksploderer prinsessens hjemplanet, og trioen ender sammen med prinsessen i et ukendt, stjerneløst rum. Og her starter eventyret først for alvor.

Som det forhåbentlig anes af den korte smagsprøve er Slinger i rumtiden noget af en røverhistorie, der indeholder alt lige fra tidsrejser til oprørske robotter og telepatiske rumskibe. Jeg erkender blankt, at jeg undervejs i læsningen ikke altid var helt sikker på, hvad retning historien nu gik i, og hvordan det hele hang sammen, men alligevel følte jeg mig hele tiden godt underholdt.

Historien fortælles friskt og med masser af crazy humor iblandet mere seriøse science fiction facts, som når Tesk forsøger at forklare de andre, hvordan de er endt i det stjerneløse rum ved at sammenligne tyngdekraftens træk i rumtiden med en bowlingkugle på en trampolin. Det fungerer fint, og er med til at gøre historien både sjov og interessant.

Skal jeg blande lidt malurt i bægeret, kan man ind i mellem godt mærke på sproget, at her er tale om en debut. Petersen bliver til tider meget beskrivende og glemmer lidt det gode råd om ”Show, don’t tell”. Spørgsmålet er så, om målgruppen overhovedet tænker over det, eller om det kun er den voksne læser, der kan savne lidt ”sprogblomster”. På trods af denne lille anke så er Slinger i rumtiden et underholdende bekendtskab for læsere med hang til tempofyldt, crazy ramasjang science fiction.

Romanen er udgivet som en del af Zap!, Science Fiction Cirklens serie til unge. De hidtil udgivne titler er en blanding af genudgivelser af ungdomsklassikere som Jon Bings serie om Biblioteksskibet Alexandria, og nyskreven dansk science fiction som Emil Taj Petersens Slinger i rumtiden hører under. Den anmeldte bog er en 3. udgave af bogen, hvor en række fejl er rettet i forhold til 1. udgaven

Besøg Emil Taj Petersens hjemmeside på www.emiltaj.com

Anmeldt af Jette S. F. Holst i Himmelskibet 50

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Bill Elliot Eriksen – I Føderationens klør

bill-elliot-eriksen-i-foederationens-kloerI Føderationens klør
Roman af Bill Elliot Eriksen
Forlaget mellemgaard, 2016, 304 sider

Bill Elliot Eriksen debuterer som romanforfatter med I Føderationens klør [I øvrigt pinligt at selve titlen indeholder en stavefejl; klo i flertal er ”kløer” og ikke ”klør” -Red.].

Romanen indledes af et forord, hvor det står at bogen er ”skrevet visuelt og handlingsorienteret” og at hovedpersonen ”er en pige på sytten år, der er filosofisk anlagt, hvorved romanen får en tyngde, der er atypisk for genren” (s.5). Spørgsmålet er så om romanen har denne lovede filosofiske tyngde. Det vil jeg vende tilbage til.

Handlingen i romanen I Føderationens klør foregår i en fremtid, hvor næsten hele verden er samlet i en totalitær føderation. Denne føderation fører streng sindelagskontrol med borgerne. Sindelagskontrollen fungerer på den måde at alle bliver vaccineret med et stof der kaldes NS2. Vaccinationen skal virke mod hvad der i romanen kaldes ”sjælelige og åndelige erfar­inger”. Hvad disse erfaringer er for nogen, kommer bogen kun vagt ind på. Men vaccinen virker ikke på alle og de bliver så indespærret. Det gælder for romanens hovedperson, den 17 årige Chloë Lawrence, som står til at blive henrettet, men bliver befriet af sin familie. Og de flygter så til Trondheim, hvor de møder modstandsbevægelsen mod føderationen. Og der trækker det op til et opgør med føderationen. Hvordan det ender vil jeg ikke røbe her.

Igennem romanen er der forskellige synspunkter der kommer frem. Og disse synspunkter skal udgøre brikker i et religiøst verdensbillede, som ikke fremgår så tydeligt i sin helhed i bogen, som man kunne ønske. Men det er et verdensbillede hvor den ”dogmatiske materialistiske naturvidenskab” er en fjende, der skal bekæmpes (s.165). Og de synspunkter der kommer frem er ikke alle filosofiske; nogle af dem er politiske, nogle er religiøse, mens noget er det rene vrøvl.

Bogen starter med en prolog hvor Chloë diskuterer med anstaltens chef, Jamie, om menneskets udvikling. Her hævder Chloë at mennesker ikke stammer fra dyrene, men at dyrene stammer fra menneskene (s. 7). Dette kan ikke kaldes andet end rent vrøvl. Heldigvis er det et synspunkt, som ikke dukker op senere i bogen.

Et eksempel på filosofiske spørgsmål der vendes er: hvad er et menneske og hvad vil det sige at være menneske (s.85- 86). Her kunne man ønske at de nævnte sjælelige og åndelige erfaringer kom med ind i behandlingen af hvad det vil sige at være menneske. Men her hævdes der kun at dét at være menneske er, at vi er fornuftsvæsner og at vi bør ”realisere os selv som fornuftsvæsner” (s.86) .

Hvor de sjælelige og åndelige erfaringer kommer ind i billedet må stå hen i det uvisse. Dét må siges at være en klar mangel i romanen, da de sjælelige og åndelige erfaringer spiller så stor en rolle for handlingen i bogen, med vaccinen der skal modvirke disse erfaringer. Dog er der antydninger af hvad spiritualitet er for noget og hvad disse erfaringer består i. I Bergen, en by udenfor føderationens kontrol, står der om Signe: ”Signes uskyld og sårbarhed. Det virker healende på enhver, der kommer hende nær. Hvilket privilegium. Det er spiritualitet” (s. 115). I Great Lake City, der også ligger udenfor føderationens kontrol står der: ”Her hersker sjælen og åndsfriheden. Alt kan tænkes og siges. Og empatien. Andres lidelser opleves så intenst som ens egne, hvorfor ingen lades i stikken. Og oven i denne socialitet er den dogmatiske materialistiske naturvidenskab blevet overvundet. Filosofien og åndsvidenskaben regerer” (s. 165). I modsætning til den materialistiske naturvidenskab, som den totalitære føderation abonnerer på, forstås. Her fremgår det således at empati muligvis er nogle af de åndelige og sjælelige erfaringer der er så centrale for bogens handling. Og at vaccinen bl.a. modvirker empati.

Et andet eksempel på filosofiske synspunkter er Chloës og Igor Ivanovics oplæg om begrebet væsen, hvor det er en kritik af tanken om at man får alt at vide om en ting ved kun at måle og veje den. Her siges der lidt om de åndelige og sjælelige erfaringer. Og om at vi kan transcendere ”en sådan åndelig fattigdom med filosofiens hjælp” (s. 166) Her kommer så nogle synspunkter om at ”når vi for eksempel ser nogle ulve, er det kun de enkelte ulve der er virkelige for vore sanser, og det almene begreb ulv, der betegner alle ulve, er ikke blot en sammenfattende betegnelse, der kun har betydning for os selv. Begrebet har rod i en åndelig verden, og sanseverdenens enkelte ulve er mangfoldiggørelser af den ene ulvenatur, som udtrykker sig i ulvens idé. Ideen, det ulveagtige, er det almene, vi erfarer. Lidt eller meget, alt efter åndelig konstitution. Og det er i erfaring af idéen, at væsnet kommer til syne for os, ikke gennem sanserne.” (s.167). Dette er det nærmeste bogen kommer ind på hvad de åndelige og sjælelige erfaringer er for noget. Og det er ikke så meget. Men det er klart at disse synspunkter om hvordan vi erfarer verden er i modstrid med et videnskabeligt verdensbillede. Men bogens synspunkt anskueliggøres på s.251, og der kan Chloë ”bevidne al den angst, smerte, lidelse og armod som ånds-og sjælsfornægtelse kan afstedkomme.”

Et af de politiske synspunkt­er der forfægtes i bogen, er synspunktet om borgerløn til alle, som er afledt af tankerne om empatien, som skal sættes i fokus. Disse synspunkter er der mere ræson i. Men disse synspunkter modstrider ikke den materialistiske videnskab. Og bogen er heller ikke entydig i sin beskrivelse af føderationen, som på trods af sit brutale sindelagskontrol, beskrives som en ”højerestående civiliseret verden” (s. 205), på grund af teknologisk udvikling. En udvikling som er baseret på materialistisk videnskab. Jeg synes det er temmelig klart at det ville hæmme den teknologiske udvikling hvis et religiøst verdensbillede sejrede.

Sammenfattet kan man sige at bogen ikke rigtig hænger sammen. Den forklarer ikke nok om hvori de sjælelige og åndelige erfaringer består. Erfaringer som ellers spiller så stor rolle for romanen. Endvidere beskriver bogen føderationen både som et totalitært mareridt og en højerestående civiliseret verden på grund af føderationens høje teknologiske udvikling. Kritikken af naturvidenskaben er meget svag (jvf. bogens kritik af Darwins udviklingsteori), og sammenkoblingen mellem naturvidenskab og totalitarisme er ikke særlig godt underbygget. Og den er da også forkert efter min mening. Bogen har handlingsmæssigt en vis spænding, men nogen god bog det ikke, af de nævnte årsager.

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet 50

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Polly Ho-Yen – Drengen i tårnet

drengen-i-taarnetDrengen i tårnet
Young Adult-roman af Polly Ho-Yen
Høst & Søn, 2016, 278 sider.

Drengen Ade bor i et etagebyggeri, et tårn, sammen med sin mor. En dag har moderen ikke længere lyst til at forlade lejligheden, og det bliver pludselig Ades job at handle ind og tage sig af den lille familie. Den eneste han betror sig til er vennen Gaia, der bor i et tårn i nærheden. Som om Ade ikke havde nok at tage sig til med moderen, der får det tiltagende værre, begynder der at ske sære ting. Først styrter der én bygning sammen, og siden flere. Mennesker falder døde om, uden nogen ved, hvorfor. Skolen lukker og folk begynder at flygte. Ades mor ligger i sengen det meste af tiden, og er helt uvidende om, hvad der sker.

Efterhånden falder alt omkring Ade sammen. Selv om naboen prøver at få Ade med, vil han ikke rejse uden sin mor. Snart er de to alene, og det varer ikke længe, før der er mangler både mad og vand. Ade tilbringer dagene i ensomhed, mens Verden styrter i grus omkring ham.

Drengen i tårnet er Polly Ho-Yens debut, og den er ganske fremragende. Hun formår at lave en rigtig elskelig og troværdig fortæller i Ade. Selve det postapokalyptiske tema fungerer fint, selv om vi ikke kommer vidt omkring rent geografisk. At det meste af handlingen foregår i tårnet, giver fortællingen en klaustrofobisk følelse, der driver fortællingen frem. Det hele virker ret håbløst, men man vil så gerne, at det går Ade godt.

Selv om det er en ungdomsbog, er den med så universelle følelser og velskabte karakterer en bog, som selv voksne ville nyde at læse og finde spænding i. Bogen består af en række korte kapitler, og det er også med til at snige en hel del cliffhangers og ”bare lige ét kapitel mere” ind.

Historien har flere lag, der strækker sig ud over science fiction – problematikken med at være barn og have en psykisk syg mor og være tvunget til at være den voksne behandles med følsomt nærvær. Nogle ville måske mene, at det er en petitesse, i en ellers udmærket oversat bog, men titlen generer. Den engelske titel er Boy in the Tower – altså blot ”dreng”, og ikke ”drengen”. At det blot er dreng og ikke en specifik dreng, er faktisk en vigtig pointe i forhold til stemningen og temaet i bogen.

Alt i alt er Drengen i tårnet dog en fremragende debut, og kan helt bestemt anbefales.

Anmeldt af Helle Perrier i Himmelskibet 50

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

James Dashner – Udbruddet

udbruddetUdbruddet
Roman af James Dashner
Høst & Søn, 2016, 326 sider.

Udbruddet handler om forhistorien og baggrunden for det Maze Runner-univers, som de tre første bøger foregår i. Den beskriver tiden fra den dag soludbruddet starter og den efterfølgende periode med de problemer og udfordringer, der opstår, inden labyrinten bliver bygget, og Thomas bliver sendt ind i den. Mark er fortællingens hovedperson. Han bliver beskrevet af en alvidende fortæller, der giver læseren mulighed for at lære Mark og hans tanker at kende. Fortællingen starter et års tid efter soludbruddet, hvor Mark lever sammen med en gruppe overlevende fra soludbruddet blandt andet hans ven og kæresten Trina.

Bogen fortæller to parallelle historier. Den ene historie handler om Mark og hans gruppes nuværende situation og de udfordringer, de står i. Samtidig beskriver bogen forløbet fra dagen, hvor soludbruddet startede og tiden op til bogens nutid. Vi får at vide, hvordan Mark møder de forskellige personer og hvordan gruppen bliver til. Dette gøres igennem Marks drømme eller mareridt, som de mere er. Den måde at fortælle på gør bogen hektisk og intens og siderne flyver afsted. Handlingen om nutiden har ikke den samme fremdrift, den føles flere steder mere langsommelig, da en stor del af siderne bruges på flashbacks. Handlingen i nutiden er også på nogle punkter beskrevet for kort og utilstrækkelig. Bogen er kun på 300 sider og har derfor svært ved at gå i dybden med begge handlingsforløb på det antal sider. Måske er tanken bag, at forfatteren James Dashner har tænkt sig at udgive flere bøger, der beskriver tiden før Labyrinten.

Men alt i alt er bogen spændende læsning. Det er en god fantasy-fortælling med masser af action. Historien om den menneskelige civilisations og dermed jordens undergang er god underholdning, og det er interessant at følge personernes forsøg på at genopbygge samfundet efter katastrofen.

Som der også skrives på bagsiden, læses bogen bedst efter, at man har læst den oprindelige triologi. Dette er jeg enig i, da den til tider kan virke uoverskuelig og utilstrækkelig i sin beskrivelse, dog ikke så meget, at det går specielt udover mit indtryk af bogen som helhed.

Bogen henvender sig til unge fra starten af teenageårene, der er vilde med spændende fantasybøger med et højt, actionmættet tempo.

Anmeldt af Mads Bækmand Raun i Himmelskibet 50

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Steen Langstrup – Ø

steen-langstrup-oeØ
Roman af Steen Langstrup
2 Feet Entertainment, 2016, 212 sider

Ofte i horror-bøger og -film så stopper handlingen der hvor hovedpersonen har besejret, eller i det mindste er sluppet væk fra, det uhyrlige. Men hvad med efterspillet, hvor den overlevende skal fortælle resten af verden om hvorfor kammeraterne ikke overlevede? Det er her Steen Langstrups nye roman starter. Noa sidder i et fængsel et sted i Asien, hvor han har fået besøg af en medarbejder fra den danske ambassade, der skal prøve at finde ud af om ambassaden kan gøre noget for ham. Noa er blevet anholdt for mordet på sin kæreste Selina, men han fastholder selv at han er uskyldig, men myndighederne tror ikke meget på hans historie, og kvinden fra ambassaden er heller ikke overbevist om hans uskyld.

Historien fortæller om hvor­dan det unge par kom i kontakt med nogle der kunne sejle dem ud i en nationalpark hvor der skulle være de perfekte muligheder for at snorkle. Det er dog et sted hvor der er adgang forbudt, men de tager alligevel afsted. De blev lovet fantastiske koraller de kunne snorkle iblandt, og det får de også. De bliver dog advaret om at de ikke må røre noget under vandet hverken fisk eller korallerne. Da de senere sidder på stranden, og de to mand der har sejlet dem derud er ved at lave aftensmad, lægger Selina mærke til en rift på sit ene knæ. Hun har ikke lagt mærke til at hun har revet sig under svømmeturen, men det må være der det er sket. Hun får hurtigt feber og bliver meget dårlig. Da de to fra båden ser dette får de travlt med at komme afsted, og efterlader en masse af deres udstyr, men også det unge par på stranden.

Selina dør hurtigt af den forgiftning hun har pådraget sig, og den afkræftede Noa skal nu prøve at overleve. Som læser ved vi at han overlever, da han jo netop sidder og fortæller sin historie, men det er først i slutningen af historien at vi bliver klar over hvorfor myndighederne har tilbageholdt ham for mord, og ikke mindst hvorfor sømændene havde så travlt med at komme væk da de så Selinas sår.

Langstrup er en erfaren hor­ror-forfatter, og endnu en gang leverer han en solid historie, hvor der igennem hele bogen er en stemning af opgivenhed. Noa har mistet sit livs kærlighed og kan se frem til en fremtid i et asiatisk fængsel, hvis han da ikke får dødstraf. Gyset i denne bog er derfor primært ikke i den overnaturlige horror, men ovre i det realistiske, med en mand der pga. en lille fejltagelse ender med at miste alt, og med at ingen rigtig vil hjælpe ham.

Med sine ca. 200 sider er Ø hurtigt læst, og historien fortjener at blive læst i én omgang, da stemningen derved rigtigt får lov at bygge sig op til en gysende finale.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 50

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Kristoffer Jacob Andersen – FC Genfærd

fc-genfaerdFC Genfærd
Kortroman af Kristoffer Jacob Andersen
Gyldendal, 2016, 167 sider

Mathias er lige i den alder hvor fodbold betyder alt. Det bliver bestemt ikke bedre af at holdet dette år rent faktisk har en realistisk chance for at vinde turneringen. Der er dog en del stridigheder på holdet, specielt blandt angriberne, hvor ikke alle har fanget at fodbold er en holdsport, men hvor de hver især hele tiden prøver på at være den der scorer målene.

Til en kamp hvor Matias’ rival har gemt hans fodboldstøvler, må Mathias i glemmekassen for at se om han kan finde et par. Han finder et gammelt slidt par, men spille vil han, og det kan han. Han har aldrig spillet så godt som med de fundne støvler, og han bruger nu dem til træning og de næste kampe. Der følger dog en bagside med støvlerne, for det viser sig at de har tilhørt en dreng som nok var god til fodbold, men som var ganske modbydelig over for de på holdet som ikke levede op til forventningerne. Mathias begynder at få en fornemmelse af at støvlerne er forbandet, og står over for valget om at sikre at de vinder tourneringen, med fare for hvad støvlerne får ham til, eller om han skal prøve at slippe af med dem.

FC Genfærd er en hurtigt læst lille ungdomsgyser, som formår at fortælle en spændende historie, selv til de der ikke interesserer sig for fodbold og som på sit korte sideantal både formår at fortælle en solid lille gyser, samt beskrive den udvikling som Mathias undergår i forhold til at blive en bedre holdspiller.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 50

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Mats Strandberg – Færgen

faergenFærgen
Roman af Mats Strandberg
Modtryk, 2016, 473 sider.

Færgen Baltic Charisma sejler imellem Sverige og Finland, en tur der retur tager 24 timer. Færgens publikum er folk der vil på en hurtig druktur, og for en kort tid komme væk fra hverdagen. Dens storhedstid ligger bag den, og selvom den stadig sejler stabilt, så er den ved at være gammel, og personalet har ikke den store motivation, men da den sælger billigt sprut så har den stadig passagerer. Det er dog passagerer der passer til færgen. Der er den ensomme Marianne, hvis børn er voksne og hvis mand for længe siden er rejst. Hun har nu besluttet sig for at gøre noget der slet ikke ligger til hende, nemligt at tage en sådan færgetur iblandt andre mennesker. Der er familien der dårligt taler sammen, og hvor sønnen skifter imellem at være bange for faderen og vred på ham for at drikke for meget og begynde at græde foran sønnen. Og så er der den tidligere ansatte Calle, der er tilbage for at tage en tur sammen med sin forlovede, som han har planer om at fri til.

Den første del af bogen går med at lade os lære disse og andre passagerer at kende. De personlige hverdagsproblemer, som de bringer med ombord bliver dog pludseligt sekundære, da de må flygte for deres liv.

Der er to passagerer på færgen som ikke er som de andre. Det er en kvinde og hendes søn. Imens hun er ude for at skaffe noget at spise til dem, så sørger drengen for selv at skaffe sin mad. Han lokker en mand ind på sit værelse, hvor han overfalder manden, bider ham og drikker hans blod. Herfra går alt amok. Manden dør, men vågner som et blodhungrende væsen, og hurtigt spreder smitten sig på færgen. Imens de overlevende prøver at flygte bliver der færre og færre steder at flygte hen på båden, og ingen af dem har for alvor en ide om hvordan de skal bekæmpe fjenden. Der er dog en på færgen som vil prøve at stoppe smitten i at brede sig, og sikre at færgen ikke kommer i land så smitten vil kunne sprede sig til hele verden igennem de mange nyfødte vampyrer.

Bogen er bygget op af mange små kapitler hvor vi skiftevis følger hovedpersonerne, og så kapitler hvor vi får et hurtigt overblik over status på færgen. Dette gør at da helvede først bryder løs så holder bogen et højt og aktionfyldt tempo. Samtidig med at tempoet går op, så går personbeskrivelserne lidt ned, og de personer der ellers var blevet bygget op til at være spændende, bliver reduceret til at være en flygtende flok. Dette passer selvfølgeligt fint ind at de nu bare prøver at overleve, men lidt en skam da de så ikke længere er så interessante at følge. Selvom bogen starter ud med at have et socialrealistisk præg, så er det ikke en ny Lad den rette komme ind, men er mere i tråd med Guillermo del Toro og Chuck Hogan Strain-trilogi. Den blodige forside indikerer dog også at det mere er blodig action end socialrealistisk horror vi sidder med, så bogen prøver ikke at sælge sig selv på noget den ikke er.

Den valgte ramme med en færge der er langt fra land passer godt til historien, da den giver den klaustrofobiske følelse af ikke at kunne slippe væk fra en fjende som ikke kan bekæmpes, men hvor personerne alligevel finder ressourcerne til at prøve at tage kampen op og undslippe.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 50

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Kenneth Bøgh Andersen – Den faldne djævel

den-faldne-djaevelDen faldne djævel (Den store djævlekrig 6)
Roman af Kenneth Bøgh Andersen
Høst & søn, 2016, 304 sider.

Da Kenneth Bøgh Andersen sidste år genoplivede sin serie om Den store djævlekrig vagte det stor glæde blandt seriens fans, og efter at have læst den første af de to nye bind (se min anmeldelse i Himmelskibet nr. 46) ventede jeg med spænding på sidste bind. Forfatteren kogte ikke bare suppe på serien, men havde rent faktisk fået ideer som retfærdiggjorde en genopliving af serien.

De sidste to bind hænger sammen, og fortæller om Filip som endnu en gang er kommet tilbage til helvede, men der er noget helt galt i såvel himmelen som i helvede, og der er en gammel fjende, der har fundet vejen tilbage fra hvorend det er døde djævle ender. Og denne fjende har ikke blot tænkt sig at hævne sig på Filip, han har planer om at overtage alle dødsrigerne. Han starter bl.a. med at starte ragnarok, og dermed gøre det af med vikingernes dødsrige. Midt i ragnarok sikre han sig også våben som han vil bruge imod den kristne gud og mod djævelen.

De planer, som udrulles, er ikke lige til at gennemskue, hverken for Filip eller for læseren, hvilket gør det til en spændende fortælling, for selvom man ved hvem fjenden er, så er det ikke til at gennemskue hvad rænkespillet helt går ud på. Kenneth Bøgh Andersen viser endnu en gang at han formår at skrive ungdoms-fantasy/horror som den voksne læser også vil kunne sætte pris på, og jeg må hellere se at få læst de gysersamlinger som han udgav sidste år.

Den nye historie rundes af i Den faldne djævel, og historien om Filip er nok også afsluttet nu, men nu må vi se om der om nogle år igen bliver behov for hans hjælp i helvede.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 50

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Siri Pettersen – Råddenskab

siri-pettersen-raaddenskabRåddenskab
Fantasy-roman af Siri Pettersen
Høst & Søn, 2016, 468 sider.

Råddenskab er andet bind i den episke fantasy-serie om Odinsbarnet Hirka. Første bind hedder Odinsbarn, og var en fremragende læseoplevelse.

Hirka er opvokset i Ymslanda, hvor folket er af Ymsæt, hvilket blandt andet betyder, at de har haler, og at de har EVNEN. Men Hirka er født uden hale, og som 15-årig finder hun ud af, at hun er menskr, og ikke Ymsæt. Samtidig bliver hun involveret i et gryende opgør mellem Mannfalla og det selvstændige Ravnhov. Og ikke mindst i de indbyrdes intriger og magtkampe i Mannfalla hvor Hirkas eneste barndomsven, stolearvingen Rime An-Eldrin mod sin vilje befinder sig.

Første bind sluttede med noget af en cliffhanger. For at redde Ymslanda fra ‘de blinde’ og for at sikre Rimes liv og position, rejste Hirka via Ravneringene til menskr-verdenen – uden mulighed for at vende tilbage. Og her starter bind to.

Hirka har været strandet i vores verden, nærmere bestemt York i England, i 154 dage. Hun er ved at lære sproget, men alt er anderledes, og Hirka føler sig om muligt mere fremmed her. Hun savner Rime og den verden, hun har forladt, men er fanget her i en døende verden.

Men ikke en gang i menneskenes verden er Hirka sikker. Nogen forfølger hende, og snart finder Hirka ud af, at råddenskaben også findes her. Kilden til råddenskaben nemlig været i eksil her i 1000 år og blot ventet på at kunne hævne sig. I den hævn udgør Hirka en vigtig brik, uden at hun forstår hvorfor. Så nu er hun pludselig fanget midt i opgøret, som også bringer svaret på, hvem – og hvad – hun egentlig er.

Romanen krydsklipper mellem Rime og Hirka i hver deres verden. Selvom Hirka har ofret sig selv, kommer der stadigvæk ‘blinde’ til Ymslanda, og Rime er ved at gå til i sorg. Han forsøger af alle kræfter at finde en vej til at hente Hirka hjem igen OG redde folket fra de ‘blinde’, samtidig med at Rådet modarbejder ham i alt. Det fører ham på sporet af en gemt viden i Mannfalla – og mod danserinden Damayanti.

Siri Pettersen har skabt et helt unikt og originalt univers, hvor parallelle verdener eksisterer side om side, afskåret fra kontakt med hinanden.

Det var en fornøjelse igen at træde ind i Hirkas verden, og selvom meget af handlingen denne gang foregår i vores egen verden, bevarer fortællingen sin magi. Dels fordi det oprindelige norrønt inspirerede univers er så stærkt beskrevet. Men også fordi Pettersen ikke er bange for at blande nye myter ind i sin fortælling. F.eks. knytter hun denne gang tråde til vampyr-myten med historien om blodslaver-ne/de glemte og deres forhold til Graal af Dreyri-folket.

Hirka er en fascinerende hovedperson, som i løbet af bogen udvikler sig i en spændende retning, efterhånden som hun finder ud af, hvem hun er. I det hele taget har Pettersen skabt nogle troværdige og nuancerede personer, som man ikke kan lade være med at føle for og med. Rime er ganske vist stadigvæk nærmest overmenneskelig, men savnet af Hirka driver ham næsten til vanvid, og får ham til at gøre ting der alligevel er menneskelige. Menneskelig er også Stefan, Hirkas eneste ven blandt menneskene, som absolut ikke er prototypen på en helt, men som alligevel forsøger.

Råddenskab er måske nok en ungdomsbog, men den mangler alle klichéerne fra Twilight-serien. Personerne er virkelige, historien er nuanceret, og sproget er både godt og letlæst. Jeg var imponeret over bind et, og jeg synes absolut at toeren lever op til den. Ligesom sidst slutter Siri Pettersen fortællingen af med noget af en cliffhanger, så atter må jeg vente i spænding til tredje og sidste bind, Evnen, udkommer i februar 2017.

Anmeldt af Jette S. F. Holst i Himmelskibet 50

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Kim Stanley Robinson – Aurora

auroraAurora
Roman af Kim Stanley Robinson
Orbit, 2015, 480 sider.

Den ”hårde” form for science fiction har fokus på teknologi og naturvidenskab. Ofte på bekostning af alt andet. Kim Stanley Robinson er en forfatter som skriver hård science fiction, og også formår at beskrive samfundsforhold detaljeret og realistisk. Hans personer er også langt fra ”ingeniør”-science fictions stereotyper. De kan dog virke lidt kedelige, fordi de fleste af dem er meget seriøse, fornuftige og rationelle mennesker.

I Robinson seneste roman er en af hovedpersonerne faktisk en computer – den centrale computer som styrer et gigantisk rumskib som er sendt ud for at kolonisere solsystemet omkring Tau Ceti. Der er tale om et generationsrumskib, det vil sige at det tager flere generationer for besætningen at nå frem til destinationen.

Generationsrumskibet har en lang forhistorie i science fiction-genren, og Aurora er da også Robinsons forsøg på at komme med en ny tolkning af den ide, og ikke mindst at give en meget detaljeret beskrivelse af de problemer der kan være med generationsrumskibe, og med at kolonisere fremmede solsystemer i almindelighed. På et tidspunkt diskuterer kolonisterne hvad deres forfædre dog havde tænkt på, da de meldte sig til projektet. Hvad var meningen med at forlade en ganske udmærket planet og rejse til et sted hvor de i heldigste fald ville finde noget der i bedste fald ville være en dårlig kopi af Jorden?

I stedet for en optimistisk beskrivelse af hvordan mennesket erobrer universet, er Aurora tættere på at være en katastroferoman. Det starter med at romanens svar på den klassiske science fiction-helt, ingeniøren Debbie, bliver syg og dør lige inden de når frem. Hun var den eneste som virkelig formåede at holde sammen på det aldrende rumskib og at tale fornuft til hele dets besætning. Før hun døde, gjorde hun computeren interesseret i mennesker og vores sprog. Hun lærte den at skrive fortællinger som mennesker gør det, og den roman vi læser, er mere eller mindre det som computeren skriver om rumskibet, dets mission og dets besætning.

Fremme ved Tau Ceti indtræffer der den ene krise efter den anden. Blandt andet viser det sig at den Jord-lignende måne de i første omgang prøver at kolonisere – Aurora – er et meget farligt sted. Før det har man blandt andet kæmpet mod problemer som at de habitater rumskibet består af, ikke er i ligevægt over en så lang periode som turen tager, og derfor ophober forskellige grundstoffer nogle steder, mens de de samme grundstoffer mangler andre steder.

Robinson spørger med Aurora hvad vi egentlig skal så langt væk fra Jorden. Hans hovedargument er at liv opstår under bestemte betingelser og tilpasser sig dem. Hvis det kommer for langt væk fra de betingelser, kan det simpelthen ikke overleve. Andre former for liv kan måske eksistere på det fremmede steder, men vores form for liv kan ikke, eller vil trives meget dårligt der. Desuden er der en lang række problemer med at begive sig ud på så lange rejser.

Aurora er også en meget genrebevidst roman. Mange steder findes der noget som minder om klassiske værker. Mest oplagt er måske at sammenligne den centrale computer med HAL i Arthur C. Clarkes 2001, selv om de to ikke ligefrem har samme personlighed. I Brian Aldiss’ klassiske generationsrumskibs-roman, Non-Stop (1958), har besætningen helt mistet deres viden om at de befinder sig på et rumskib. I Aurora er det ikke sket, men besætningen har vænnet sig til at leve i habitaternes relativt trygge omgivelser, og interesserer sig for alt muligt andet end at flyve et rumskib og kolonisere en planet. I Robert Heinleins Time for the Stars (1956) sender man et antal rumskibe ud for at kolonisere andre solsystemer og oplever mange problemer og uheld. I Aurora får vi også på et tidspunkt at vide at der er sendt andre rumskibe af sted. Vi efterlades dog med en tvivl om hvor vidt nogen af dem overhovedet har haft held med deres mission, hvor det hos Heinlein til sidst lykkedes at finde en planet der er beboelig for mennesker.

Jeg kom også til at tænke på Tom Godwins klassiske novelle ”The Cold Equations”, da jeg skulle finde på noget mere at sige om Aurora. I Godwins novelle møder vi en pilot på et rumskib, som fragter nødforsyninger frem til nogle mennesker i livsfare. Det viser sig at der er en blind passager ombord, og de kolde ligninger i titlen siger at den eneste måde at redde de mange mennesker på, er at lade den blinde passager dø. Mange har siden kommenteret novellen, og givet mange ideer til hvordan man faktisk kunne have omgået de kolde ligninger og reddet alle. På samme måde synes jeg Robinson snyder os lidt med Aurora. Flere steder kunne de problemer besætningen støder ind i, være løst ved bedre planlægning af missionen. Og på et tidspunkt er der faktisk nogle ”kolde ligninger” som skibets computer må udføre, der kan redde nogle, men ikke alle mennesker, ombord på rumskibet. Også der synes jeg at der er oplagte alternativer som ignoreres.

Man kan selvfølgelig også læse Aurora som eksempler på hvad der kan gå galt. Hvis der var taget højde for nogle af de ting Robinson bruger til at fremkalde sin katastrofehistorie, vil der måske være andre, som han ikke have tænkt på eller ikke var klar over, som er lige så farlige eller farligere. Men jeg er nu ikke overbevist. Det store problem er at det er en generationsrumskib, hvilket vil sige at man faktisk skal konstruere et rumskib som også er et sted hvor mennesker kan leve godt et helt liv. Det vil igen sige at rumskibet skal være helt ufatteligt stort og dyrt i forhold til det vi er i stand til at konstruere nu eller i nogen bare nogenlunde nær fremtid. Så hvis vi nogensinde får sendt mennesker til andre solsystemer, bliver det næppe med generationsrumskibe.

Aurora fortæller alligevel en rimelig overbevisende ”hvad nu hvis” historie om et generationsrumskib, dets meget menneskelige mennesker, dets meget filosofiske computer og deres forsøg på at overleve de truende katastrofer. Vi får også en mængde interessante spekulationer over sprog, intelligens, bevidsthed, liv, samt alt hvad der indgår i design og pleje af at generationsrumskib. Som sædvanligt med Robinson meget omhyggeligt researchet og dygtigt skrevet.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet 50

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , | En kommentar