Himmelskibet – Magasinet for Fantastik

Læs om Magasinet Himmelskibet

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Hanne Lykke Rix- Fioron – Kongestenen 3

Fioron – Kongestenen 3
Roman af Hanne Lykke Rix
Forlaget DreamLitt, 2018, 263 sider.

Den forræderiske kong Flod har prisgivet middelalderfantasylandet Okenos ved at indgå en alliance med de forfærdelige Demurgere for at tilrane sig mere magt. Hans søn, prins Falk af skovkongeriet Furien får da endegyldigt nok. Han træffet et valg, der aldrig kan gøres om. Efter en barndom med vanrøgt flygter Falk i trods og vrede fra sin fader. Med sig har han det royale symbol Kongestenen. Dén skal tyrannen Flod aldrig se igen!
Sådan begynder tredje bind i Hanne Lykke Rix’ ungdomsserie om Kongestenen, Fioron – mere om den titel senere. Jeg har anmeldt de to tidligere bøger i serien Ellin og Miralins Datter. Fiorons hændelsesforløb begynder omtrent direkte efter sidstnævnte, hvilket ikke altid er en selvfølge.

Falks hemmelige hjertenskær Ellin – de forrige bøgers hovedperson – bragte Kongestenen til Furien på anden side af bjergene. Her skulle den være i sikkerhed efter den pludselige invasion af Okenos. Kongestenen er dog i stedet havnet direkte i hænderne på netop den centrale komplotmager, nemlig Furiens kong Flod.

Fioron er historien om Falks helterejse, om en modning, og om at puste til oprørets ild så retfærdigheden kan ske fyldest og landet atter blive frit. Bundsolide fantasytroper som forvaltes godt og i tråd med sagaens tidligere bøger. Alligevel er Fioron seriens hidtil mest problematiske bog. Men nok også den mest interessante.

Grunden til denne tvetydighed er, at der grundlæggede virker til at være tale om en bog, der er kommet ud af kontrol og som vokser sin skaber over hovedet. Eller som forfatteren velvilligt har ladet vokse hvorhen den end vil. En sympatisk, men ikke altid fornuftig fremgangsmåde.

Det er imidlertid for det første en glæde at se, at de forfatterkvaliteter jeg noterede mig i den første anmeldelse, bragt i Himmelskibet 55, stadig står ved magt. Fejlene er blevet færre, forfatterens personlige stemme stærkere. Men forventningerne stiger med rette når udgivelserne bliver flere.

Sproget er stadig kluntet visse steder. Fantasyverdenens karakterer bruger stadig engelske låneord som job og okay. Dronningen bor visse steder i en lejlighed i stedet for i værelser eller gemakker – selvom ordet er forfatteren bekendt. Grebet om ordforrådet kan især glippe når forfatteren søger at være særligt suggestiv.

Som fx når det nævnes at ”… den kluntede krop hang ligesom i laser” om en hovedperson der, viser det sig, ’blot’ er udaset – ikke såret. Hænger hans krop i laser eller ej? Er det i overført betydning? Det er uklart. Eller: ”at der var steder i Furiens skove som kong Flod og alle hans soldater og spejdere ikke havde opdaget eller overhovedet anede eksisterede.”
Er disse to kendsgerninger ikke identiske? En bunke roer kan næppe heller være ”så stor som et mindre hus”, hvis den samtidig ”ligger i et hjørne af køkkenet.” En skurks stemme bør ikke beskrives som ”metallisk” når meningen i realiteten lader til at være, at betegne den som følelseskold, rå, eller nådesløs i tonefaldet. For den betydning har ordet ”metallisk” reelt ikke. På dansk har man ligeledes heller ikke ”korte hænder”, men små, brede, smalle eller slanke hænder.

Det kan altid med velvilje fremlæses hvad der menes, men vejen dertil er ikke altid sprogligt elegant eller præcis. Der er mangler simpelthen en dybere dansk sprogbevidsthed. Og Rix kan ikke længere undskylde sig med at være debutant.
Når man selv skriver sig ind i middelalderfantasy er der et særligt sprog, man er nødt til at mestre. Og formelle krav er højere på bogsiden end i samtalen. Længere er den vel ikke.
Dog har Rix bibeholdt sin intuitive sans for den klassiske fantasyfortælling, plus et nyt spændende ønske om at gøre den til sin egen, som går ganske klart igennem. Disse kvaliteter kan ikke benægtes, uanset hvilken kritik der ellers kan gives.

Ønsket om en mere socialrealistisk og jordnær fortælling, der taler i øjenhøjde til tidens unge, har fået mere næring siden sidst. Magien spiller en meget begrænset rolle. Det drejer sig om psykologi og politik. Sløret løftes for mere af Okenos mytologi og vi stifter mere indgående bekendtskab med lavere sociale klasser, andre folkeslag og krigens gru. Alt sammen noget, der udbygger fantasiverdenens teksttur. Dét er i sig selv prisværdigt og virker ganske fint!

Men det er også her, at bogen begynder til at vokse på en måde så man kommer i tvivl om, hvorvidt forfatteren stadig er i kontrol. I de foregående bøger udfoldede voksentemaer sig mellem linjerne – nænsomt antydet og læsbart for den med evner og modenhed i ret mål.
Sådan er det ikke i Fioron. Gravide kvinder bliver dræbt af besættelsesstyrker og vi bevidner en skrigende tyveknægt, der bløder fra resterne af sine afhuggede hænder. Hovedpersonen er en overgang selvmordtruet, paranoid og selvskadende. Han har desuden fået tæsk som barn, og stikker tilsyneladende sin bror ihjel under et svampetrip. Samtidig er også en almindelig 15-årig, der knapt er gammel nok til at barberer sig og stadig kæmper med sin første forelskelse.

Som læser forvirres jeg over hensigten med at bibringe al dette på en gang. At spørge til målgruppen må være legitimt. Jeg vil i hvert fald ikke anbefale Fioron til ikke-voksne uden forhåndsgodkendelse fra forældrene.

Det sværeste ved dette er, at det giver indtrykket af en bog, der gerne vil være sofistikeret og realistisk indenfor sine rammer, men må give op på halvvejen. Sproget er ikke stærkt nok til det. Bipersonerne og skurkene er indtil videre for ensidige, de gode for selvretfærdige og moraliserende – uden mange tegn på, at det er forfatterens mening, at skildrer dem sådan.

elten er åbenlyst racistisk overfor besættelsesmagten, og tøver ikke med at bruge feje tricks. Det naturlige i at ville udvide sit territorium i en hårdkogt middelalderverden italesættes ikke. Forståelsen for det iboende politiske problem ved i en sådan mørk middelalderverden at være kongesøn, som samtidig er svagelig og en bogorm kommer aldrig rigtig frem. Skurkene forbliver ’bare’ skurkagtige.

Jeg sidder med en klar fornemmelse af at forsøget på at forny genren, at italesætte eller møde nutidige problemer med fantasygenren i Fioron er fejlslagent. Enten er den formodede læser for ung og uprøvet til at forstå nuancerne i stoffet – eller også er vedkommende så øvet at han straks vil længes efter bøger af større format. Der er desværre her en kløft imellem visionen og evnerne.

Hermed er vi fremme ved Fiorons største enkeltstående problem. Nemlig det dramaturgiske problem. Prins Falk er, som helte så ofte er det ved begyndelsen af deres klassiske dannelsesrejse, mangelfuld. Han er frustreret, kvabset og uerfaren. Problemet er, at han i sin nye identitet som frihedskæmperen Fioron, er stort set samme sted efter en 260-siders roman. Rix skriver selv nær slutningen:

”Du aner ikke, hvor lidt jeg kan, Konras. Jeg kan ikke svømme, jeg kan ikke ride, jeg kan ikke slås. Jeg kan ikke bruge et sværd eller en bue, jeg kan ikke drikke vin, jeg kan ikke gå på jagt. Jeg kan ikke klatre i træer eller… ”

Fiorons dannelsesrejse har altså langt hen ad vejen været dramaturgisk forgæves, og ’kun’ gjort ham klar til at begynde på sin egentlige skæbne i næste bind. Han har simpelthen høstet for få erfaringer til, at det at følge hans udvikling, er en tilfredsstillende læseoplevelse. Dannelsesrejsen giver for lidt og er ikke skrevet overbevisende, effektfuldt eller moralsk karakteropbyggende nok. Uanset om der er tale om Fiorons indre kvaliteter eller hans ydre formåen. Det føltes ikke så meget som om, at helten når til bogens ende ved sin egen kraft, som et organisk voksende menneske. I stedet hjælpes og reddes han ustandseligt, under hvad der mærkes som forfatterens tydelige plotdrevne tvang. Det ærgerlige er, at det virker påduttet, selv på fiktionens præmisser.

Summen af Fiorons handlinger står slet ikke mål med den læring som genremæssigt er ventet hos læseren eller som forfatteren antager for sket. Vi får forløbet og den personlige vækst fortalt eller doceret af fortælleren. Kun i ringe grad får vi begivenheder udpenslet eller fremvist i ægte stærk handling, der tilllader os se helten vokse. Det hele får dermed karakter af et forhalet forspil der skal overstås, før den rigtige historie om Fioron kan begynde.

Vi har brugt en hel bog på at se ham gøre sig klar til måske at begynde på at blive en helt. Det kunne være gjort dramaturgisk smartere – mere intenst, foldet ud over mindre plads. Begyndelsen og klimakset tager kegler i god stil, men derimellem er der for langt imellem snapsene. En helt må gerne have falsk beskedenhed. Han må gerne tvivle. Men man må helst ikke som læser for alvor blive overbevidst om, at helten vitterligt er utilstrækkelig. Det sker her.

Fioron rummer således både de farer og de muligheder, der kendetegner vildskaben eller udforskningen som skrivemodus. Vi ender med en bog der klart viser, at forfatteren har evner og er vedholdende, men også at der mangler omhu og måske litterær selvransagelse. Hun kan nemlig ikke gøre det hele på en gang. Fat mod! Næste bind er netop kommet fra trykket.
——————————————————————————————-
Anmeldereksemplar er venligt stillet til rådighed af forlaget.

Anmeldt af Aske Sparrebro

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

A. Silvestri – Et satans arbejde

Et satans arbejde
Roman af A. Silvestri
Brændpunkt, 2019, 414 sider

Asger er måske verdens bedste flyttemand. Han har ihvertfald et ry for aldrig at tabe eller ødelægge noget af flyttegodset. Han har mange kendte og rige kunder, da han ikke kun er dygtig, han er også diskret og respekterer kundernes privatliv, og kigge aldrig nærmere på de mærkelige ting han nogle gange skal flytte for dem. Et sådan omdømme gør at han aldrig mangler kunder.

En dag kontaktes han af en udsendinge fra Helvede der har et job til ham. En del af Helvede skal flyttes til en adresse i Hellerup, da der er brug for en filial der. Det er ikke Satan selv de skriver kontrakt med, men selv hans udsendinge skal man passe på med at indgå aftaler med. Heldigvis så er Asgers kone vant til at læse kontrakter, så hun gennemgår den for at sikre at Asgers sjæl ikke lige pludseligt er fordømt.

Asger tager jobbet, og han og hans to medarbejdere skal nu i den næste tid arbejde for Satan, mens de bor i en campingvogn i Helvede. Ikke alle i Helvede er glade for at der er mennesker der skal hjælpe med flytningen, men kun mennesker kan flytte godset i både Helvede og på jorden.

På A. Silvestris blog[1] skrev han, at han har lavet meget research til denne bog, og sat sig ind i forskellige beskrivelser af Helvede. Dette kan man godt mærke i bogen, for der går til tider lidt namedropping i den, men de mange reference passes ind i historien ved at den er skrevet somom det er Asger der fortæller om hans oplevelser efter arbejdet er udført, og det nævnes et par gange at han efter arbejdet var afslutte har læst op på emnet. Asger ser også flere forskellige dele af Helvede, både hvor sjæle pines med smerte, men også hvor en sjæl må sidde og drikke alle de kopper kaffe som hun drak imens hun var i live, for så efterfølgende at skulle gentage andre ting gjort i livet. Andre steder af Helvede beskrives som værende designet af Escher og Giger over en frokost, for de derefter har ringet til Lovecraft og spørge om nogle detaljer.

På Bloggen skriver Silvestri at da han startede med at skrive bogen, så var den tænkt til at skulle sendes ind til forlaget Kandors serie af kortromaner om Satan. Bogen fik dog sit eget liv, og den viste sig ikke at være en kortroman. Det er faktisk et rigtigt godt indlæg Silvestri har på sin blog om denne bog, så jeg bliver næsten helt ærgerlig over at den ikke er sat ind i bogen som et efterord, men jeg må printe indlægget og lægge det ind i bogen inden den sættes op på reolen.

Sideløbende med historien om den satans flytning, så fortælles også historien om en sydamerikansk trompetist. Faktisk ender musik også med at få en stor rolle i flyttehistorien, for selvom Asger er meget bevidst om ikke udfordre kontrakten for meget, så har han dog på fornemmelsen er der er noget lusket ved det hele, men at det måske ikke er ham selv der er den der føres bag lyset, men det betyder ikke at han vil lade være med at gøre noget ved det fordækte spil.

Dette er Silvestris femtede bog, og femte roman. Igennem sit forfatterskab har han været vidt omkring i forskellige genrer, og har aldrig været bange for et eksperimenterer, noget der også gælder for denne bog. På bagsideteksten står der bl.a at man som læser skal “spænde selen, sikre hjelmen og så ellers bare slippe håndbremsen”. Dette udsagn passer faktisk rigtigt godt, for dette er en bog man ikke skal prøve at sætte i en genrerkasse, men man skal blot kaste sig ud i den og lade sig føre igennem Helvede til Hellerup og tilbage igen, igennem en historie der er underholdende, pussig og helt sin egen.

Anmeldereksemplaret er stillet til rådighed af forlaget

Anmeldt af Thomas Winther

[1] https://amdisilvestri.com/asilvestri/2019/8/30/historien-om-en-bog-et-satans-arbejde

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Tobias Stenbæk Bro – Blodets Sti

Blodets Sti
– anden del af Et varsel om Storm
Roman af Tobias Stenbæk Bro
Turbine

Tobias Stenbæk Bro skriver noget så sjældent som fantasy til voksne på dansk. Nogle forlag er ved at få øjnene op for, at der rent faktisk findes danske forfattere, der kan skrive fantasy, og at der tilmed også er læsere til bøgerne.

I den første bog, Væddermændenes nat, blev vi introduceret til bogens univers; mere specifikt De Brudte Riger og mere præcist Vestagamore. Et sted med traditioner, folklore og et verdensbillede, der bliver detaljeret forklaret. Det er gedigen world building. Det kunne godt trække tempoet lidt ud af historien i den første del, men så er der til gengæld kommet væsentligt mere gang i den i fortsættelsen.

3 brødre
2 hemmeligheder
1 sejrherre

Står der bag på bogen, og så dykker vi ellers ned i dystert fantasyunivers.

Vi mødte de tre brødre Rodrik, Cedrik og Stormfrik. De måtte flygte fra deres hjem, Ravnehøj, da det blev brændt ned af maskerede mænd. I Blodets Sti fortsætter vi, hvor vi slap. De tre brødre er stadig på flugt. Det er med livet som indsats, at de påbegynder den lange rejse mod Mågehavn, hvor de måske kan finde de svar, de søger. Deres fjender er stadig ude efter dem. Mellem brødrene lurer konflikterne også, og det bliver ikke nemt at finde ud af, hvad det er for en stor hemmelighed, faderen gemte på og hvorfor han skulle dø.

Igen er historien fortalt i skift mellem de forskellige brødres perspektiver. Desuden har Olyssia fået sin helt egen stemme. Det fungerer rigtig fint og driver fortællingen fremad på naturlig vis med et dejligt flow. Blodets Sti er væsentligt mere voldelig og grusom end sin forgænger, og forfatteren holder sig bestemt ikke tilbage, når det kommer til beskrivelserne. Tobias Stenbæk Bro har helt sikkert fundet sin stemme og man bliver ført gennem den spændende fortælling med sikker hånd. Det er spændingsmættet fantasy fra start til slut. Det er en udsøgt fornøjelse at læse en dansk forfatter, der først og fremmest har gjort sig umage med at skabe et forunderligt og detaljerigt univers. Tobias Stenbæk Bro tør godt – og det kan man kun være taknemmelig for.

Anmeldt af Helle Perrier

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Christian Engkilde – Pandora -Vulkanvinter

Pandora – Vulkanvinter
Roman af Christian Engkilde
Silhuet, 2019, 515 sider

For 30 år siden gik en vulkan i udbrud og dækkede det meste af Asien i aske og død. I flere dage spyede den vulkanske gasser op i atmosfæren, hvilket resulterede i at klimaet ændrede sig på det meste af planeten, og størstedele af verden blev dækket af is og sne i en vulkansk vinter. Det lykkedes nogle overlevende at skabe sig et liv ved at have søgt varmere højtliggende områder. En af disse er Tristan en dansk læge som det var lykkedes at søge sydpå efterhånden som det nordlige Europa blevet ubeboeligt. Tristan bor nu med datteren Pandora uden for en lille landsby.

Pandora er nu 17 år, men da hun kun var 7 blev dere hus angrebet af ranere der dræbte hendes mor foran hende. Siden blev Pandora trænet i både at overleve i en barske natur, men også i nærkamp.

Ranerne hærger stadig området, men de er ikke det eneste problem for det lille samfund omkring landsbyen. Den nærliggende by Vargastad kræver at der afleveres store mængder kød og skind for at sikre “beskyttelse” af landsbyen. En dag lader udsendinge sig dog ikke nøjes med disse varer, de tager Tristan med sig, da byens selvudnævnte leder Vargas datter er syg, og Tristan er den eneste uddannede læge i nærheden. Pandora overhøre nogle af Vargas mænd tale om at Varga nok aldrig vil lade Tristan gå igen, da der helt sikkert er penge at tjene på at have en læge.

Pandora drager afsted for at forsøge at befri sin far. Den jævnaldrende dreng Alexander drager efter hende for at hjælpe, men hun er ikke meget for hans selskab. Hun mener hun kan klare dette selv, men hun skal snart finde ud af at hendes træning i ødemarken ikke rækker til de udfordringer hun kommer til at møde i byen, og at hun kommer til at få brug for alt den hjælp hun kan finde på vejen.

Bogen er en postapokalyptisk YA roman, som handler om den spændende og farlig færd som Pandora er ude på, hvor hun selvfølgelig både skal lære verden udenfor, men også sig selv at kende.

I en tid hvor det er populært at skrive om post apocalypse verdener, hvor mennesket selv er skyld i verdens undergang er det næsten befriende her at sidde med en historie hvor det er planeten der selv igansætter undergangen. Der er dog masser om menneskets dårskab i bogen, for verden er blevet til et sted hvor den stærke dikterer hvad der skal ske, og tager de de vil have. Almindelige mennesker kæmper en kamp for at overleve i den kolde verden, men også for ikke at rage uklar med de der kan finde på at dræbe for selv de mindste ting.

Noget at det meste værdifulde er de ting fra den gamle verden som endnu er brugbare, eller som kan gøres brugbare. Det kan være solceller, batterier, og så selvfølgelig våben.

Bogen er en afslutte historie, men med tråde der kan følges op på i efterfølgende bind, for dette er samtidig  første bind i en serie om Pandora, så vi skal komme til at komme længere ud i denne verden, og der er personer hun møder på sin vej i denne bog, som jeg er sikker på hun kommer til at møde igen.

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Patrick Leis – Pax Immortalis – Opgøret

Pax Immortalis – Opgøret
Roman af Patrick Leis
Necrodemic, 4
Valeta, 2019, 594 sider

Vi er nu ved at være ved vejs ende i Necrodemic serien, en rejse der startede i 2003 hvor Patrick Leis udgav zombie romanen Requiem. Denne blev i 2006 efterfulgt af bind 2, romanen Pax Immortalis. Efter denne ventede vi så på det afsluttende bind, men det vi først fik var to bind der fortalte om hvad der var sket inden Requiem.

Alle disse bind er nu blevet genudgivet i ny gennemskrevne udgaver, hvor detaljer er rettet til således det blev en mere samlet historie. Nu venter vi blot på sidste bind, men for nu er det genudgivelsen af Pax Immortalis det handler om. Den oprindelige udgave blev anmeldt i Himmelskibet nr. 12, en anmeldelse jeg indledte med:

Forestil dig at leve i en verden hvor man hele tiden frygter for et angreb fra zombier.

Forestil dig så at du finder ud af at det er blevet planlagt at du og alle dem du kender skal bruges som foder til de levende døde, da du for nogen har mere værdi som udød end levende.

Det afsløres at verden ikke blot består af mindre isolerede samfund der kæmper imod zombie sværmene. Der er også megabyer hvor folk lever i sikkerhed for zombieplagen. Til gengæld så styres disse megabyer med diktatur og kastesystemer. Det viser sig også at der er folk i disse byer der ikke ønsker at bekæmpe zombierne, for for dem er de udøde en ressource. Det er lykkedes forskere at isolerer et enzym i zombierne som kan bruges til at skabe et livsforlængende produkt, noget som eliten i megabyerne benytter sig af.

Da folk i de små farmersamfund finder ud af at megabyerne eksisterer, og at zombiesværmen styrres derfra vælger de at gør oprør. De er dog i undertal, og har hverken træning eller våben der matcher megabyens hær. Og så er der zombierne der i kampens hede måske ikke længere er til at styre. Oprørerne har dog et kort i ærmet der kan vende krigen til deres fordel.

Hvor Requiem handlede som zombie truslen, og om hvordan en lille flok reagerede på truslen, så er Pax Immortalis mere en action historie hvor zombierne blot er en af de trusler der skal kæmpes imod. Og så er det ikke mindst det næstsidste skridt frem til det afsluttende bind som vi efterhånden har ventet på i mange år og som nu endeligt snart er har. Men med den mængde zombier der var i Pax Immortalis, så bliver det spændende hvad det så kommer i det sidste afsnit.

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Synne K. Eriksen – De Tre Tyste – Dødeklokken

De Tre Tyste – Dødeklokken
Roman af Synne K. Eriksen
Turbine, 350 sider, 2019

Med Dødeklokken sætter Synne K. Eriksen et bevægende punktum for trilogien om De Tre Tyste.

Fortællingen startede med Sigurds søster Svanhild blev bortført af kæmpeørne. Siden fulgte vi Sigurd i hans søgen efter hende. En søgen der førte ham til den modige klokkemager Myrhat og den gådefulde skygge Oresme. Det viste sig snart, at der var vældige kræfter på spil i Skoven, hvor tusmørket kryber frem. Helt frem til Bavnelandet, hvor de forskellige høvdinge ruster op til krig mellem menneskene.

Dødeklokken er en fortælling, der fører dig sikkert gennem hele følelsesregisteret. Der er dog én gennemgående følelse, der igen og igen træder frem foran de andre; længslen. Den dybe længsel, titter det hele tiden ud gennem siderne, som grenene i den vildtvoksende skov, der er rammen om størstedelen af fortællingen. En fortælling, der egentlig er ligetil; en dreng, der desperat leder efter det, han har mistet. Alligevel er der intet ligetil ved myriaderne af karakterer, hvis skæbner væves sammen på smukkeste vis. Historien byder også på kamp, spænding, mod og intriger i rigt mål, så der vil være noget for alle slags elskere af smuk fortællekunst.

Hvor nogle ting ikke var helt så polerede i de to første bøger, så er Dødeklokken komponeret med sikker hånd. De Tre Tyste er fantasy i særklasse. Velskrevet i en grad, hvor forfatterens omhu tydeligt skinner gennem. Tak, for rejsen! Tak for Sigurd, Myrhat, Grå og alle de andre.

Anmedt af Helle Perrier

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Thomas Alsop – Manhattans beskytter & 3000 sjæle

Thomas Alsop
Bind 1 – Manhattans beskytter
Bind 2 – 3000 sjæle
Tegneserie af Chris Miskiewicz og Palle Schmidt
Fahrenheit, 2015/2017

For generationer siden blev et medlem af familien Alsop ramt af en forbandelse der gav ham paranormale egenskaber. Samtidig fik han opgaven som øen Manhattans beskytter imod onde overnaturlige kræfter. Disse evner og opgaven er gået i arv i generationer og i 2011 er det Thomas Alsop der er øens beskytter. Han har dog benyttet sine egenskaber til at skabe sig en berømmelse som medie-stjerne, hvor han filmer sine oplevelser og lægger dem op på nettet. Samtidig er han ved at synke ned i stoffer og alkohol, og han er ved at miste forbindelsen til øen som ellers skulle guide ham i hans opgave som beskytter.

Op til 10 års dagen for angrebet på World Trade Center opdager han at sjælene for alle de dræbte stadig er bundet til stedet. Han sætter sig for at frigive dem, men kommer i den sammenhæng ind på en gammel sort magi der hviler på stedet, og han må få styr på sig selv for at klare opgaven.

Historien tager os også tilbage i tiden til dengang en mørk magi blev bundet til stedet, men den ender også med at fortælle hvorfor Alsop er gået i hundene.

Det er en mørk og dyster historie, hvor mange okkulte kræfter på spil, og det er bestemt ikke dem alle der er lige begejstrede for den måde han bruger sine kræfter, og at han viser dem til offentligheden. Men netop offentligheden er en af de faktorer som han kommer til at skulle bruge for at frigøre de 3000 fangede sjæle.

Bind 1 starter med et forord af tegneseriens forfatter Chris Miskiewicz, der fortæller om ideen til historien, mens bind 2 afsluttes med et efterord af tegneren Palle Schmidt der fortæller om hvordan han blev en del af projektet. Såvel forord som efterord er med til at indramme historien godt, en historie som de i samarbejde får formidlet både godt og spændende.

Alsop starter som en overfladisk person der har benyttet sine specielle kræfter til at blive en mediesentation, men man ser hurtigt at det kun er på overfladen han har styr på tingene, og den dystre historie der udfolder sig omkring ham, og ikke mindst Manhattans dystre forhistorie, er bestemt spændende at læse.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Horror, Tegneserier | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Absurd

Absurd
Tegneserieantologiblad
Forlaget Afkom, 2019, 48 sider

I sidste nummer anmeldte vi antologibladet Volt. Det lader til at det står lidt stille omkring det blad. Et nyt har dog meldt sig på banen under titlen Absurd, og såvel navnet, som forsiden viser tydeligt at der er tale om horror tegneserier.

De 48 sider indeholder 5 forskellige historier startende med “Sodapop” af Maria tran, hvori en kvinde netop er blevet droppet af sin kæreste, men hun vil bestemt ikke give slip på ham.

I “Dybet” af Lauge Eilsøe-Madsen er et par dykkere i en minibåd kommet ned i et ukendt, men bestemt ikke livløst dyb. Spørgsmålet er nu hvad de har vækket dernede. Der er bestemt noget Lovecraftiansk over denne, og dette er nok min favorit historie i bladet.

I “Jagt” af Bjarke Johansen er et kæmpe vildsvin løs, og en jæger er efter den, men der er måske også nogen efter ham.

I “Hytten der dryppede blod” af Danni Bardlund Christensen lever bestemt op til sin titel, og er hæftets klart blodigste indlæg, med folk der bliver splittet ad af et brutalt monster.

Det sidste bidrag er “Gæsten” af Matias Gedtek tager en kvinde et job hvor hun skal passe en mystisk mands kat, og det kan næppe komme som nogen overraskelse at det skulle hun ikke have gjort.

Bladet har en fin variation i historier, og jeg må sige at indholdet lever godt op til titlen Absurd, hvilket bestemt er ment på den positive måde. For historierne er absurde, men giver tilsammen en fin udgivelse, som lever fint i samme stil som antologibladet Volt, og andre lignende antologi udgivelser. Jeg ser bestemt frem til fremtidige numre.

Se den første side af hver historie på forlagets hjemmeside.

Anmeldereksemplaret er leveret af forlaget.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Horror, Tegneserier | Tagget , , | 2 kommentarer

Der Goldene Handschuh

Der Goldene Handschuh
dir. Fatih Akin, Tyskland, 2019
Dansk distribution: Another World Entertainment

Fatih Akin er en af Tysklands lovende, unge instruktører. I Der Goldene Handschuh får vi historien om den Tysklands nok mest berygtede seriemorder Fritz Honka, der hærgede Hamburgs Skt. Pauli-kvarter fra 1970 til 1975.

Filmen er nærmest en slags dokumentar over hans liv i denne periode. Honkas liv er monotont, kedeligt og uden indhold. Han går på arbejde, han drikker enten hjemme eller på stamværtshuset Den Gyldne Handske, hvor han forsøger at lokke kvinder med sig hjem.

Honka er et udskud, en samfundstaber og en plaget mand, der lider voldsomt under sin ensomhed og som har fået et totalt forvredet og uhyggeligt ensidigt billede af kvinder. Kvinder eksisterer for at levere sex, og det er i orden at lade sit raseri og sin følelse af mindreværd og håbløshed gå ud over dem og i sidste ende dræbe dem. Resten af filmens galleri består af lige så nedbrudte, knugende ensomme mennesker, der lever i fattigdom, misbrug og uden en eneste ægte, varm relation. Faktisk var det kvindernes skæbner, der rørte mig allermest. De bliver alle behandlet som ting; enten som begærede objekter, nødvendige rekvisitter eller menneskelige boksebolde og ikke kun af Honka.

Filmen er blevet kritiseret for at være kvindefjendsk. Ja, der er masser af kvindehad i filmen. Faktisk er det en af hovedpointerne. Den viser hvor voldsomt men også dagligdags kvindehadet/kvindeforagten er. Og det er væmmeligt og frastødende skildret, fordi det ER væmmeligt og frastødende.

Ofte bliver mennesker “på bunden af samfundet” skildret uden ægte medfølelse eller forståelse, og her synes jeg faktisk det lykkes Der Goldene Handschuh at få formidlet, hvor håbløse, triste og desillusionerede de er uden at sensationalisere, udlevere eller se ned på. Den skildrer uhumskheden, umenneskeligheden og brutaliteten men uden at umenneskeliggøre sine figurer.

Filmen stinker. I bogstaveligste forstand. Sjældent har jeg set en film, hvor jeg har været SÅ glad for, at der ikke følger lugt med. Hvert eneste billede emmer af indelukket råddenskab, gammel sur cigaretrøg, uvaskede kroppe og alkohol. Og det er alt sammen utroligt deprimerende og hjerteknugende. Hvis man nogensinde har haft berøring med sådan et miljø, så vil man også vide, at mennesketyperne i filmen er helt og aldeles realistiske. Flere har fremhævet den som sorthumoristisk. Jeg fandt den på ingen måde morsom. Dertil var den for realistisk og tragisk. Og jeg kan sige, at jeg kender miljøer som det filmen udspiller sig i, og det er ramt på kornet men også fortalt med medfølelse og uden middelklassens sædvanlige nedladende fascination.

Alt i alt er det en imponerende film lige som Jonas Dasslers præstation er i en klasse for sig. Han er nærmest uigenkendelig og synes at være smeltet sammen med figuren Fritz Honka. Det er ikke blot fantastisk makeuparbejde, Dasslers mimik, gestik og hele måde at tale og bevæge sig på er enestående og giver baghjul til mange af Hollywoods store og fejrede karakterskuespillere. Jonas Dassler er kun 23 år gammel, så vi får forhåbentlig glæde af hans talent mange år endnu. Han har fortjent anerkendelse internationalt.

Anmeldt af Helene Hindberg

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Apocalypse Now: Final Cut

Apocalypse Now: Final Cut
Film, USA, 1979/2019, 182 min.
Instr.: Francis Ford Coppola
Medv.: Martin Sheen, Marlon Brando, Robert Duvall, Dennis Hopper, m.fl.

Denne anmeldelse er baseret på en 4K-pressevisning, som filmdistributøren Another World Entertainment inviterede os til, forud for filmens reprise-premiere i biograferne d. 28. november.

Den store polsk-britiske forfatter, Joseph Conrad (1857-1924) har bestemt ikke levet forgæves, og tak og lov for dét. Uden hans kortroman, Heart of Darkness, fra 1899, om en nervepirrende tur op af Congo-floden (baseret på hans egne oplevelser otte år tidligere), havde vi 80 år senere ikke fået mesterværket Apocalypse Now, som omplanter historien til Vietnam, og bedre end nogen anden film hjælper os dybt ind i mysteriet om hvorfor en mægtig militærnation som USA ikke kunne få bugt med de nordvietnamesiske guerrilla-styrker.

Denne fejrede filmklassiker har i anledning af sit 40-årsjubilæum i år repremiere i form af instruktørens eget Final Cut; den endelige version af filmen, som udover at komme op i biograferne igen også udgives på Blu-ray (inkl. 4K); den udkom i USA i august, og i Europa her i november. Man bør dog ikke snyde sig selv for at få den fulde og skarpeste biografoplevelse; denne film er én af de milepæle i mediets historie som absolut nydes bedst på det helt store lærred. Denne anmelder satte sig godt tilrette pænt langt tilbage i IMAX-salen, og nød den fantastiske cinematografi i fulde drag – i øvrigt for første gang i mange, mange år.

Martin Sheen har sin måske væsentligste glansrolle som Captain Willard, en ganske hårdkogt militærmand som før har elimineret folk for CIA. Her sendes han ud på en lang flodfærd for at uskadeliggøre Marlon Brandos Kurtz, en højtdekoreret oberst som er blevet – hvad skal man kalde det – utilregnelig. Første stop er en flodmunding som er kontrolleret af nordvietnameserne. Willard og hans minimale følge eskorteres til det strategiske sted af en hel deling helikoptertropper kommanderet af oberstløjtnant Kilgore, en figur som om nogen personificerer hele Vietnamkrigen, Amerikas attitude og krigens absurditet i det hele taget. Og som også er en rystende, udødelig og uforglemmelig præstation fra Robert Duvall. Sekvensen hvor hans tropper erobrer stranden – ikke mindst fordi de har hørt at den har nogle af de bedste surf-bølger i hele landet – er chokerende blæret instrueret. Man ser tydeligt at filmen har haft et enormt budget, og det visuelle og auditive spektakel her står ikke tilbage for Dunkirk eller nogen anden nyere film med lignende svulstige krigssekvenser. Alene på basis af denne sekvens kan ingen være i tvivl om at dette er en af historiens største krigsfilm.

Da Willard og hans lille skib er nået hele vejen op af floden og ind i Cambodia, bl.a. med et forfriskende stop ved en fransk plantage hvor ejerne stadig holder stand mod kommunisterne, står han endelig ansigt til ansigt med Kurtz. Willard har ikke rigtig bestemt sig for om han egentlig vil slå Kurtz ihjel, og Kurtz lader til at forstå Willard bedre end Willard selv. Kurtz er tydeligvis en formidabel mand, og man kan diskutere om han er mere sindssyg end enhver anden stor militærstrateg. Hans formål er at forstå guerrilla-soldaterne, og det at han har sat sig selv op som en gud for de primitive krigere i Cambodia er et led i et eksperiment: kan han selv skabe en guerrilla-hær der er lige så hensynsløs og grusom som nordvietnameserne kan være? Svaret er at det kan han godt, hvis han bruger lokale krigere, men prisen er hans menneskelighed, og amerikanske soldater ville ikke kunne klare det, for det er ganske enkelt så horribelt at det er uforeneligt med vestlig civilisation. Derfor kan amerikanerne ikke overvinde nordvietnameserne. Og eksperimentet må afbrydes og afsluttes, så Kurtz antyder overfor Willard at han skal slå ham ihjel og tage hjem og fortælle Kurtzs historie.

Selv om Marlon Brando ankom til optagelserne uforberedt og overvægtig, falder det ikke seeren ind at han kunne eller skulle have været anderledes end den mørke og hemmelighedsfulde figur han er her. Han spiller endnu en gang så aldeles fascinerende skuespil at figurens og filmens pointe rammer publikum så rent og stilsikkert at man på intet tidspunkt forestiller sig at der kunne eller skulle have været nogen anden version end denne.

Coppola har sagt at i sidste ende var det ikke ham, men junglen selv, der lavede filmen. Det er også det indtryk man får når man ser den. På trods af lange, problemramte optagelser endte filmen med at blive et tidløst, formfuldendt storværk. Den har sit eget liv, sin egen vildskab, og den lever og vokser videre ud i virkeligheden.

Karakter: 10 stjerner ud af 10.

~Tue Sørensen

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar