Supergirl Film, USA 2026 Instruktør: Craig Gillespies Forfatter: Ana Nogueira Med: Milly Alcock, Eve Ridley, Jason Momia m.fl.
Kara Zor-el, Supermans yngre kusine, bedre kendt som Supergirl, bliver traditionelt portrætteret som lige så renskuret som sin mere kendte fætter. Sådan er hun ikke i denne film. Hvor Superman kom til Jorden som spæd og ikke husker noget om planeten Krypton eller sine biologiske forældre, er Kara født og opvokset i byen Argo, som overlevede Kryptons ødelæggelse ved at blive skudt ud i rummet under en energikuppel. Men Argos befolkning begynder at dø af kryptonitforgiftning, og Karas far skyder hende afsted (sammen med hundehvalpen Krypto) mod Jorden i en kapsel lig den, Superman ankom i. Tabet af Argo og hendes forældre er et uforløst traume for Kara, og hun og Krypto (den mest uopdragne hund i filmhistorien) rejser rundt i universet i et lille, beskidt rumskib; som en kosmisk udgave af ‘trailer trash’.
Når Kara vil drikke sig fuld, er hun nødt til at lande på en planet med en rød sol, hvor hun mister sine superkræfter. Sådan et sted møder vi hende på hendes 23-års fødselsdag, hvor hun er ved at drikke sig i hegnet på en temmelig snusket bar, omgivet af ret skumle personager. Ind vandrer pigen Ruthye, som søger efter nogen, som kan hjælpe hende med at finde og dræbe briganden Krem, som har dræbt hele hendes familie. Kara er først modvillig, men da Krem stjæler hendes rumskib og forgifter Krypto, går jagten i gang. For kun Krem har modgiften, som Krypto skal have inden tre døgn (man kunne fristes til at kalde filmen Tre døgn for Krypto).
Det viser sig at være en ikke helt nem opgave, og undervejs må Kara – med eller uden superkræfter – slås mod rumpirater og andre skumle typer. På vejen indleder Kara og Ruthye en slags alliance med den rå, kyniske og brutale dusørjæger Lobo (Jason Momoa), men er de tre nok til at klare ærterne? Kan de klare det uden at Ruthye gør sig til morder? Og kan Kara til sidst gøre sig fortjent til at påtage sig rollen som Supergirl?
Milly Alcock er fremragende som den forhutlede Kara, som må trække sig selv op i nakken (godt hjulpet af den sammenbidte Ruthye) for at redde Krypto. Eve Ridley er også god som Ruthye, Matthias Schoenaerts er skøn som Krem, og det er tydeligt at Jason Momoa har moret sig med at spille Lobo. Resultatet er blevet en sjov og underholdende actionfilm, der er mere science fiction end superhelt – ikke ulig Guardians of the Galaxy, og det er da også skaberen af denne filmserie, James Gunn, som har produceret Supergirl. Trods at filmen har et gabende plothul (som dog kan undskyldes med at Kara ikke tænker klart), og at et par af kampscenerne er lovlig lange, får filmen en klar anbefaling herfra.
Filmen er baseret på tegneserien Supergirl – Woman of Tomorrow, skrevet af Tom King og flot illustreret af Bilquis Evely. Den kan også anbefales, om end slutningen (som så ofte hos Tom King) er en smule mærkelig.
Øen eller sprækken i fladhedens afgrund Af Erik Claudi Trykværket, 2024, 432 sider
Bagsideteksten på bogen Øen, der udkom i 2024 begynder;
Denne bog er skrevet af en kunstig intelligens. Eller? Er den i virkeligheden skrevet af noget levende? Et biologisk menneske, der blot lader som om. Fordi. Fordi bullshit og fake news findes. Fordi den virkelighed, du bevæger dig i, evner at vende op og ned på både det ene og det andet. Blende verden så grundigt, at den, hvis den ville – kunne gøre en til President of the United States of America.
Hvad enten bogen er skrevet af kunstig intelligens (hvad den ikke er) eller ej , så er den spændende, velskrevet og på mange måder dybt fascinerende fordi der helt tydeligt ligger et enormt stort researcharbejde bag. Det gælder historisk, når den meget levende handling fører læseren tilbage til tiden under anden verdenskrig. Og det gælder den modsatte vej, når science fiction tager over og læseren føres til en nær fremtid med AI.
På flere måder synes jeg, at der er noget Ian Fleming over handlingen, for helten, eller rettere antihelten, for han er bestemt ikke en James Bond type, er oppe imod en magtfuld og dybt hemmelig organisation. Den kidnapper højt begavede kvinder og misbruger dem i eksperimenter, som går ud på at skabe supermennesker med ekstremt høj intelligens.
Rammen om det meste af handlingen er en ø i Østersøen, som både eksisterer, og ikke eksisterer. Da den under anden verdenskrig blev ramt af et af Werner von Brauns forsøgsmissiler ved en fejltagelse, gav Hitler ordre til, at den skulle slettes af alle søkort. Det fjernede naturligvis ikke øen i virkeligheden, men i bogen sørger AI for, at det sker, helt bogstaveligt, ligesom AI også manipulerer med tiden.
En ukendt livsform kommer til jorden. I sig selv er den uintelligent, men drevet af instinkter, og går på jagt efter byttet, og den kan så via byttet opnå en intelligens ved at besætte ofrenes hjerne.
En sådan historie har vi set før. Men hvad nu, hvis livsformen starter med at ”besætte” en bunke pigtråd, og nu er på jagt efter mere metal for at kunne brede sig, men den finder så ud af, at den kan tage mennesker og bruge os og vores hjerner til at udtænke, hvordan man bedst spreder sig.
Alt dette ved drengene Charlie og Tristan ikke noget om; de er bare ude at se, om de kan finde nedslaget efter et stjerneskud, som Charlie har set, og det fører dem hen til et sted med gammelt byggemateriale og en bunke rusten pigtråd.
Det kan godt være, at Michael Kamp primært skriver gysere til børn og unge, men der er ikke lagt fingre imellem, og der er ikke noget young adult coming-of-age her, blot ren overlevelse, og historien kunne være taget direkte ud af The Twilight Zone eller en underholdende B-film med praktiske effekter.
Bestemt en anbefaling herfra til en hurtigt læst, blodig omgang besøg fra rummet.
Loftsværelset Roman af Jacob Faurholt Forlaget Træbirk, 2026, 166 sider
Anmeldereksemplar leveret af forlaget
De oplevelser, man har igennem folkeskolen, kan være med til at forme ens voksenliv. For nogen kan der være traumatiske oplevelser, som man aldrig rigtigt kommer sig over, og som vil hjemsøge resten af livet.
På skolen i Træbirk er der sket noget, som nu mange år senere manifesterer sig i deciderede hjemsøgelser. Skolens pedel, der altid er punktlig, dukker en dag ikke op på arbejde, og nogle lærere, der er nervøse for ham, tager forbi hans hjem for at se, hvordan han har det. Her finder de ham midt i noget, der minder om et ritual, og han står i frygt og siger, at ”hun er tilbage”, hvorefter han synker død om.
Denne mystiske oplevelse sætter de to lærere Robert og Bernd sig for at undersøge, specielt fordi politiet afskriver det som et naturligt dødsfald. Deres undersøgelser er både ud af nysgerrighed, men også lidt ud af kedsomhed, men da yderligere dødsfald sker blandt skolens personale, bliver det lige pludseligt lidt for spændende, men jo nærmere de kommer på at opklare, hvad der ligger bag, jo sværere har de ved at slippe sagen, også selvom det gør dem til mål for hjemsøgelserne.
Historien er et spændende gysermysterie, hvor det allerede fra begyndelsen står klart, at dette ikke kun er en efterforskning ud i det overnaturlige, men at der ligger en decideret forbrydelse og gemmer sig i fortiden, som nu er blevet manifesteret i et overnaturligt hævntogt. Fortiden afsløres i tilbageblik, og ofte så vi som læsere får mere indblik, end bogens personer har. Vi er derfor nok også opmærksomme på hvilke farer de bringer sig selv i, end de selv er, da de ikke forstår, hvor altopslugende et hævntogt der er gang i.
Dette er også en historie, der fortæller, at hvor skræmmende det ukendte overnaturlige end kan være, så er den virkelige ondskab det, som mennesker gør ved hinanden, og at det at forholde sig passivt til ondskab også har en konsekvens.
Samlede science fiction-noveller Af Niels E. Nielsen Science Fiction Cirklen, 2025, 472 sider
Det er måske et oplagt sted at begynde, men det er svært at komme udenom: denne novellesamling har en af de flotteste forsider, jeg længe har set. Motivet er den klassiske, næsten generiske Blade Runner-agtige storby – men her dækket af sne i stedet for regn. Det giver et overraskende særpræg og en sælsom stilfærdig stemning, som klæder genren. De blå og grå toner brydes elegant af varme orange nuancer, blandt andet i forfatternavnet, og skaber et visuelt udtryk, der både er velkendt og forfriskende anderledes. Allerede ved forsiden føles det som en dansk novellesamling frem for en, der foregår i Los Angeles.
Indholdet lever heldigvis op til det ydre. Samlingen indledes af et kort og præcist forord – både til første og anden udgave – som gør sit arbejde uden at fylde for meget. Til gengæld er efterordet af redaktøren Niels Dalgaard, “Fremtiden som den så ud engang”, en ren fornøjelse. Det har næsten karakter af et essay og giver en vigtig ramme for læsningen af ældre science fiction: at man må forstå disse tekster som forestillinger om fremtiden set fra en anden tid.
Jeg er i det hele taget ret vildt med flere af de valg Science Fiction Cirklen har taget i forbindelse med denne udgivelse. Samlingen fungerer både for den almindelige læser, der bare vil læse gode, solide noveller, og for den mere litteraturhistorisk interesserede læser, der interesserer sig for genrens udvikling. Især er det en styrke, at redaktørerne har samlet oplysninger om førsteudgivelser, tematikker og kontekst bagerst i bogen i stedet for at placere dem foran hver enkelt novelle. Det gør læsningen mere flydende og giver samtidig mulighed for fordybelse, hvis man ønsker det.
Niels E. Nielsen skriver til tider i en stil, der læner sig lidt væk fra det klassiske “show, don’t tell”. Det betyder, at nogle af historierne ikke helt bevarer deres billedkraft over tid, fordi forklaringerne overtager noget af det, læseren ellers selv kunne forestille sig. Når det bliver forklaret hvorfor en bil svæver frem for blot antydet, mister den en smule af sin tidløshed.
Til gengæld er det tydeligt, at Nielsen var forud for sin tid i en dansk sammenhæng. Hans inspirationer – blandt andre Ray Bradbury og Aldous Huxley – skinner igennem, og det er ikke nogen ulempe. Tværtimod føles det både genkendeligt og litterært tilfredsstillende.
At læse Niels E. Nielsen i dag er derfor ikke kun en nostalgisk øvelse, men også en måde at opleve “fortidens fremtid” fra et dansk perspektiv. Det er både interessant og nødvendigt for en ivrig læser af ældre science fiction.
Blackthorns ulv Roman af William Goshawk Skriveforlaget, 2026, 256 sider
Anmeldereksemplar leveret af forlaget
Ved siden af den verden vi mennesker bevæger sig rundt i, er der Det Magiske Samfund. Overgangene imellem de to samfund er dækket af magi, men det betyder at i blandt os er der varulve, vampyrer, elvere og mange andre magiske og mystiske skabninger. Der gøres meget for at holde Det magiske Samfund skjult, så det betyder også at hvis der sker forbrydelser der kunne ske at afslører denne skjulte verden, så lægges der gerne et røgslør ud for at vi mennesker ikke skal opdage det.
En sådan forbrydelse, er det brutale drab på et ældre ægtepar. De er blevet flået i småstykker af en umenneskelig kraft, og privatdetektiven Michael Stoker bliver sat på sagen. Med hans magiske kræfter kan han hurtigt se at dette er en varulvs værk. Stoker er halvt menneske og halvt myrkalf, og det er denne anden halvdel der giver ham evner ud over hvad hans menneskelig del har givet ham. Det viser sig hurtigt at dette ikke var et tilfældig overfald, men at der nok er tale om en forbandelse der har været knyttet til de dræbtes familie i hundrede af år, lige siden en forbrydelse som ikke er blevet glemt. Forbandelsen omtales som Blackthorns ulv, og her været inspirationen til Sherlock holms historien om Baskervilles hund, da Conan Doyle kendte til Det Magiske Samfund.
Igennem bogen er der flere af disse overgange imellem den menneskelige verden og den magiske verden, hvilket meget fint viser at de to verdner nok er ved siden af hinanden, men at der også interageres imellem dem. Det med at holde det magiske samfund skjult er dog ikke noget der fylder særligt meget i denne bog, da fokus er på at løse mysteriet.
Der er også fint med referencer til begivenheder og personer som ikke direkte har noget med denne historie at gøre, men som giver et godt indtryk af at dette er en gammel verden, som selvfølgelig har sine egne historiske referencer.
Der er flere referencer til den virkelige verdens klassiske genrer forfattere. Hovedpersonen heder Stoker, han har vennen Hawthorne, og så er der ravnene Edgar og Byron. At lave den slags referencer med at opkalde de fiktive karakterer efter forfattere er set mange gange før, bl.a. i film som Cast a Deadly Spell og Witch Hunt, men det vigtigste er at det ikke benyttes i en grad så det bliver forstyrrende, hvilket det heller ikke gør i Blackthorns ulv. Det at forfattere har skrevet sig selv ind som en af hovedpersonernes venner der hjælper ham på vej med oplysninger, er jeg lidt mindre tilhænger af, men igen ikke noget der direkte forstyrrer.
Alt i alt en fin detektiv roman tilsat varulve og andre overnaturlige væsner, i en underholdende historie.
Ved dette spyd skal jeg herske! Roman af Peter Béliath Det Poetiske Bureaus Forlag, 2025, 270 sider
Anmeldereksemplar leveret af forlaget
Fantasy er nok den af fantastiske genrer, hvoraf der for tiden udkommer mest på dansk. Mange af disse, er forskellig afarter af den samme klassiske skabelon, hvor en hovedperson, eller en gruppe, drager ud på en opgave, som ofte viser sig at have omfattende konsekvenser i en stører konflikt.
Det er egentligt også den skabelon som Ved dette spyd skal jeg herske! bygger på, men måden den fortæller sin historie, gør at den skiller sig markant ud fra de andre. Den er nemlig ikke skrevet som romaner er flest, med beskrivende scener og indblik i karakterernes tanker og valg via en første person stemme.
Denne bog er mere skrevet som genfortællingen af en myte eller en saga. Dette gør at der er skruet ned for omfattende action sekvenser, men der er derimod skåret ind til benet når konflikter eskalerer. Og der er masser af konflikter for hovedpersonen. Vejen fra hun flygter som barn for at undgå at blive dræbt, til hun kan udfordre tronraneren er lang, blodig og hun må udstå flere omgange af tortur og overgreb i jagten på oprejsning.
Bogens bagside fortæller at dette er en bog skrevet i en episk tone, af en der i mange år har skrevet om dansk heavy metal. Og inspirationen netop derfra kan man sagtens fornemme. Netop det med hurtigt at komme igennem scenerne, kan man godt se som at scenerne kunne have været musiknumre hvor hver sangene skal fortælle sin del af historien, samtidig med at det samlet komponerer et værk.
Bogen er ikke nødvendigvis til den klassiske fantasy læser, men hvis man gerne vil opleve fantasy der udfordre på andre parametre, så er der bestemt en læseoplevelse her som venter.
Memory of Princess Mumbi (DOX: 2026) af Damien Hauser
Når CPH:DOX viser afrofuturistisk mockumentary, er Himmelskibet selvfølgelig på pletten.
Science fiction og fantasy vælter ud af flere afrikanske lande i disse år – fra cyberpunk hos Lauren Beukes til både magiske skoler og hard sci-fi hos Nnedi Okorafor – og derfor var forventningerne også høje til kenyansk-schweiziske Damien Hausers Memory of Princess Mumbi, som endda var udtaget til hovedkonkurrencen i Venedig Filmfestival 2025.
Filmen er ikke en dokumentar, men en slags meta-mockumentary, der velvilligt – og lidt forvirrende – kommenterer på dokumentarfilmens brug af AI, samtidig med at den selv bruger enorme mængder AI, både deklareret og udeklareret. Om det er en pointe i sig selv, eller bare lidt for meget leg med værktøjskassen, er svært at afgøre.
Memory of Princess Mumbi lægger ellers stærkt ud. Filmens fortæller, dokumentaristen Kuve (Abraham Joseph), introducerer projektet som en dokumentar om prinsesse Mumbi, der drømte om at blive filmstjerne, men døde, før hun nåede det. Handlingen udspiller sig i slutningen af det 21. århundrede – fra omkring 2093 – i en verden præget af ødelæggende krig og et konservativt tilbageslag, hvor “neo-teknologier” er blevet forbudt (dog åbenbart ikke AI) og helt nye spændende lande som Umata (hele østafrika) og Nordania (tidligere Schweiz).
Problemet er, at filmens visuelle side ofte spænder ben for sig selv. Der er så meget AI i baggrundsbillederne, at de flere steder fremstår “fuzzy” og urolige – i en grad hvor man næsten får lyst til at kigge væk. Om det er bevidst æstetik eller bare AI-sjusk, er uklart, men det understreger en større udfordring: AI udvikler sig så hurtigt, at det er en risikabel strategi at basere en films visuelle identitet på teknologien. Det, der virker cutting edge i dag, kan fremstå forældet og gennemskueligt om få måneder.
Filmens tilgang til konflikt er ikke klassisk. Man forventer som publikum mere dramatik og sammenstød – især i en dokumentarisk ramme – men hovedpersonerne vælger ofte at løse deres problemer ved simpelthen at tale om dem og være venlige over for hinanden. Det er på papiret forfriskende, men filmisk fungerer det ikke helt. Fraværet af egentlig konflikt dræner fortællingen for spænding.
Der er dog klare lyspunkter. En tilbagevendende gimmick, hvor scener vises på en gammel billedrørsskærm med AI-deklaration nederst og prompten øverst, er både morsom og idéstærk – her fungerer filmens meta-lag faktisk rigtig godt.
Og så er der Shandra Apondi som Mumbi. Hun lyser ganske enkelt ud af skærmen med en sjælden karisma, der næsten alene bærer filmen gennem dens svagheder. Det er svært ikke at håbe, at hun dukker op i noget mere – og noget bedre – meget snart.
Memory of Princess Mumbi er en film med mange interessante idéer og enkelte virkelig gode greb, men også en film, der bliver fanget i sin egen fascination af AI og sine egne koncepter. Den vil gerne sige noget om både fremtid, teknologi og fortælling – men ender med kun delvist at lykkes.
Det er gode år for gyserfilm. Med både Scream 7 i biografen og Final Destination 6 i frisk erindring, er det tydeligt, at den klassiske gyser er tilbage i fuld form. Bone Lake placerer sig solidt i den tradition – og føles på mange måder som en opdateret version af slut-90’ernes og de tidlige 00’eres teen-gyser.
Her er det dog ikke en hytte i skoven, men snarere en luksuriøs ”mansion in the woods”. Præmissen er velkendt: to par, der ikke burde være sammen, ender samme sted – og det går selvfølgelig galt.
Filmen arbejder med en ret enkel, men effektiv kontrast: det “pæne” par (så moderne, at de naturligvis kører elbil) over for det mere outrerede og umiddelbart sjovere par (der selvfølgelig kører en hurtig benzinbil).
Der er hemmelige rum, en creepy baghistorie og en konstant snigende fornemmelse af, at noget er helt galt. Men den egentlige spænding ligger et andet sted: i frustrationen. For man sidder som publikum og tænker: Hvorfor skynder de sig ikke bare væk når de fornemmer at noget ikke er helt som det skal være?
Kvinden i det pæne par siger det endda direkte – “viben er off” – men som så ofte i gyserfilm bliver den kvindelige intuition ignoreret. Det skaber den klassiske spænding mellem publikum og karakterer, som Christian Tafdrup med Speak No Evil udnyttede super effektivt.
I Bone Lake trækkes denne ubehagelighed måske en anelse langt ud, men det virker også bevidst. Det er ikke bare ondskaben, der er skræmmende – det er behovet for at opretholde den gode stemning. Den sociale akavethed bliver skurken.
Visuelt er filmen til gengæld virkelig stærk. Der er klare New England-vibes, smukke filmlokationer og masser af stemning. Ja, der er også en storm, og ja, strømmen går (måske) – men klichéer gør ofte ikke noget i gysergenren. Klichéerne kan fungere som orientering for publikum, a la ”nu starter det tredje akt og det bliver alvor”.
Filmen er samtidig tydeligt moderne. En karakter refererer til en TikTok-video om at slippe fri fra gaffatape, og en harddisk bliver ødelagt i stedet for bare en skærm. Små detaljer, men befriende.
Bone Lake er måske ikke den mest originale gyser, men klart underholdende med masser af fantasifulde body horror-elementerne. Det er den slags film, der vil fungere perfekt en lørdag aften, gerne som del af et gysermarathon, hvor man både vil være lidt skræmt og godt underholdt.
Ni noveller der alle er skrevet til at krybe ind under huden på læseren er samlet i denne bog. Allerede titlen Rău clovn eller ”ond klovn” varsler hvad der er i vente her. Klovnen dukker op i form af en dukke købt på et markedet, og tænkt som en gave til en dukkemager. Det virker dog til at dukken ikke er det ondeste i den novelle, og at køberens kæreste bestemt ikke er glad for hverken den eller andre dukker i det hele taget. At hun derfor skal ud og besøge hans mor, som er dukkemager, er ikke noget hun ser frem til, og det virker til at der er andet en blot et hyggeligt visit planlagt.
Af andre urovækkende ting i denne samling er børn, der virker som et varsel om snarlig død, og moderen til et endnu ufødt barn, som enten er ved at få en psykose, eller også så er der et eller andet der bestemt ikke er som det skal være.
Det er en stor ting at skrive under på skødet til sit første hus, hvilket i sig selv kan være skræmmende. Men når nu drømmehuset er der, og det er til en yderst fornuftig pris så gælder det om at slå til. Men hvad nu hvis der er en grund til at prisen ser næsten for fornuftig ud?
Det er netop der hvor fortælling bliver mest skræmmende, der hvor de tager udgangspunkt i noget velkendt og vender det om. Og sådanne er denne bog fyldt med, som i eksemplerne ovenfor, Men der er også venskaber der viser sig at være dødeligt forræderiske, og så er der personer der ikke længere kan stole på deres egen forstand og sind.
Novellerne kommer godt rundt i den krybende uhygge, men de har også alle samme klang, så det bliver en helstøbt samling af gys, der skiller sig ud fra hvad vi ofte ser. Det er derfor en bog der helt bestemt kan anbefales.
