Et requiem af aske
Riot Realms 4
Roman af Michael Kamp
Tellerup, 2025, 450 sider
Anmeldereksemplar leveret af forlaget
“Når man sætter sig med en bog hvor forsiden er prydet af en mand med en kæmpe økse i den ene hånd og en flaske sprut i den anden, der står sejrende hen over an dræbt ork, så har man allerede en forventning om hvad det er for en type bog man har i mellem hænderne. Når man så efterfølgende ser at titlen er Tørre tæsk og springskaller, så understreger dette blot forventningen om at denne bog ikke er en der forsøger at indskrive sig i litteraturhistorien, men derimod en bog der vil underholde med en god gang action.”
Ovenstående var indledningen til min anmeldelse af Michael Kamps Bobs saga – Tørre tæsk og springskaller tilbage i 2007 (jep 19 år siden). Det var en underholdende gang ramagang, men allerede fra bind 2 Bobs saga II – Elvere og andre halv-trolde som udkom samme år blev historien mere sammenhængende og man kunne begynde at se en stører fantasy fortælling, og med bind 3 Bobs Saga III – I Mørket er alle helte grå (Books on Demand 2009), var der ikke meget fjolleri tilbage, men nu fokus på an fantasy fortælling om helte, monstre og et univers der stod over for ødelæggelse. Følgende skrev jeg i min anmeldelse af bind tre ”mere dyster end de to foregående, og slutningen på denne bog er bestemt ikke en slutning på sagaen, selvom den måske kan være en slutning for flere af vennerne. Bogen virker faktisk mere som et bind 2 [i en trilogi] hvor det onde nu for alvor har overtaget, og det næsten ikke kan komme til at se mere sort ud. Det ser faktisk så sort ud at jeg næppe tror at det hele kan vende i næste bind. Bogens bagside fortæller da også at flere bind er under udarbejdelse, men ikke om hvor mange.”
Det var tilbage 2010, og så kom der ellers ikke mere om Bob. Michael Kamp kastede sig over andre skriveprojekter, og gik fra at være selvudgiver til at bliver udgivet på Tellerup. Jeg har nogle gange i løbet af årene forhørt mig til om vi skulle forvente en afslutning, men kunne forstå at Tellerup naturligvis ikke var interesseret i at udgive bind 4 i en serie, og at det ikke lige lå for at genudgive hele serien.
Men nu knap 20 år efter er serien så blevet genudgivet, og med et afsluttende bind 4. Det er dog ikke kun en genudgivelse. På Kamps Facebook side kunne man læse at de første bind er gennemarbejdning og opdatering, og dele skrevet på ny fra bunden. Dette er meget naturligt da tonen som nævnt var meget forskellig i de tre første bind, så en gennemskrivning vil gøre dem mere sammenhængende, og så har Kamp jo også udviklet sig som forfatter på de næste 20 år, så kun naturligt at han gerne ville arbejde med teksten inden en ny udgivelse.
I den nye udgave kaldes serien Riot Realms, og havde jeg haft bedre tid, så ville jeg klart have starte med bind 1 igen, men jeg genlæste min anmeldelser fra dengang og kastede jeg mig så direkte over bind 4 for at få slutningen med.
Bob og vennerne er spredt og i problemer. Ja faktisk er Bob ikke engang i live, noget som en magisk ring dog kan gøre noget ved. Faktisk er hele verden i problemer for ødelæggende hære rykker frem og hærger, og kraftig magi truer med at rykke alt fra hinanden.
Her er det jo så heldigt at Bob og vennerne har udviklet sig til helte, for denne verden har virkeligt brug for helte . Det betyder ikke at de bare ankommer og redder dagen. Det er en hård kamp, og ikke en kamp som alle kommer levende igennem.
Når jeg nu har kastet mig direkte over bind 4 er der ikke den store grund til der store handlings referat, da folk skal have lov til at læse hele sagaen fra starten af, så jeg vil blot sige at jeg har ventet på denne afslutning i mange år, og jeg blev bestemt ikke skuffet. Både de der læste med dengang, og de der først møder Bob nu, kan roligt kaste sig over Riot Realms. Eller ”roligt” er nok et forkert ordvalg, for det går ikke stille af sig i disse bøger.
Anmeldt af Thomas Winther
