B13: Ultimatum
Film, Frankrig, 2009, 101 min.
Instr.: Patrick Alessandrin
Medv.: Cyril Raffaelli, David Belle, Daniel Duval, Elodie Yung, m.fl.
B13: Ultimatum er efterfølgeren til B13 fra 2004, og de to Luc Besson-producerede film foregår begge i nær fremtid. B’et står for ‘banlieue’, som betyder kvarter eller distrikt. Distrikt 13 er en Paris-bydel som er blevet muret inde af regeringen, fordi der ikke længere kan opretholdes lov og orden derinde. Kriminelle etniske bander styrer bydelen, og den franske regering vil allerhelst bare af med hele distriktet. I den første film forsøgte de at atombombe bydelen (!), men det blev forhindret af vores to helte, den ubestikkelige Special Forces kaptajn, Damien Tomaso (spillet af kampsportsekspert og stuntman Cyril Raffaelli), og den næsten ligeså renskurede B13-beboer Leito (også kampsportsekspert, spillet af parkour-udøveren David Belle).
Den anden film har stort set samme plot som den første. Regeringen har ikke revet muren omkring B13 ned som de lovede i slutningen af forrige film, men i stedet iværksat endnu et forsøg på at smadre hele bydelen. Kaptajn Tomaso er blevet smidt i fængsel på en falsk anklage, fordi myndighederne udmærket vidste at han ville modsætte sig disse planer. Med hjælp fra Leito bryder han ud og går i gang med at stoppe planerne. Og så er der ellers fin kampsports-action for alle pengene. Disse film minder en hel del om post-apokalyptiske ‘80er-film, tilsat kampsport.
Slutningen på denne film er lidt iffy. De begår ligesom samme fejl som i slutningen af den første film, og det virker ikke videre realistisk – har de intet lært af deres tidligere fejl? Men disse film sætter en del tanker i gang, også fordi distrikt 13 på en måde minder en del om vores københavnske Christiania, som de borgerlige regeringer altid har haft et horn i siden på. Disse film er ret antiautoritære, men på den anden side viser de også at uden ordentlig integration i samfundet, går uregulerede bydele til i vold og kriminalitet. Så filmenes loyalitet er ikke helt utvetydig. Nu er der så heller ikke tale om stor kunst; det er action-drevne spændingsfilm med ganske simple historier og persontegninger, men underholdningsværdien er der bestemt ikke noget i vejen med. Den anfen film var ikke helt så god som den første, men stadigvæk absolut værd at se – også mere end én gang.
Karakter: 7 ud af 10.
Anmeldet af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.25
