Doctor Who
TV-serie, England, 2005
Medv.: Christopher Eccleston,Billie Piper, m.fl.
Det er efterhånden længe siden – 20 år? – at den gamle Doctor Who TV-serie blev vist på dansk fjernsyn, og jeg husker ikke særlig meget fra den. Så det er med så godt som helt friske øjne at jeg har set den seneste britiske BBC-fornyelse af serien, som efter sigende har helt forrygende seertal i England og Canada. Det handler om ‘the Doctor’, som er den sidste overlevende af den fremmede race ‘the Timelords’ og rejser rundt i den sidste tidsmaskine, ‘the Tardis’. Helt præcis hvad hans mission eller formål er, står ikke helt klart, men han er i hvert fald superekspert i næsten alt (især historie) og bliver hele tiden rodet ind i farlige og spændende eventyr hvor alting (inkl. hans beregninger) går galt. I første afsnit overtaler han den 19-årige pige, Rose, til at tage med ham ud i tidens korridorer, og hun bliver hans faste følgesvendinde. De tager både frem og tilbage i tiden; i andet afsnit ser de solen opsluge Jorden fem milliarder år ude i fremtiden. I tredje afsnit er de tilbage i 1860’erne og møder Charles Dickens. I fjerde og femte afsnit er Englands fremmeste politikere blevet skiftet ud med aliens, som vil ødelægge Jorden for at sælge den som skrot. I sjette afsnit møder vi for første gang i denne serie Doctor Whos ærkefjende-race, ‘the Daleks’, som laver ravage i en samling af alien artifacts 53 etager under jorden i Utah i 2012. I syvende afsnit kommer de til år 200.000, hvor et “bountiful and glorious human empire” findes, og de må afværge en fjendtlig overtagelse af en rumstation. I ottende afsnit (det seneste) tager de tilbage til 1987 og redder Roses far, som blev dræbt af en flugtbilist, hvilket skaber store problemer med tidslinjen. TV-serien som helhed er overraskende vellavet (især i betragtning af et meget lille SFX-budget) og velskrevet; især gøres der meget ud af personerne og den menneskelige dimension, og det fungerer.
Begge hovedroller – Doktoren og Rose – spiller virkelig godt. Christopher Eccleston som Doktoren er – for det meste – fuld af smil og optimisme og sorgløshed, og serien indholder i det hele taget utrolig mange humoristiske indfald. F.eks. hives en jukebox frem i år 200.000 og kaldes en “ipod”, og den spiller nogle af “alletiders største klassikere”, som f.eks. Britney Spears’ “Toxic”… Det er fin selvironisk science fiction, og det effektive komiske aspekt bidrager til at man accepterer nogle plotelementer som ellers ville virke utroværdige. ‘Hård’ science fiction er det ikke, men i betragtning af hvor rodede tidsrejsehistorier ofte bliver, synes jeg det er lykkedes rigtig godt at lave god, intelligent underholdning ud af Doctor Who-konceptet. Især afsnit 6-8 var jeg rigtig imponeret over; jeg havde selvfølgelig gruet for tidsparadokserne i afsnit 8, men de klarede det ved at spille meget stærkt på det personlige og følelsesmæssige element i stedet, så historien faktisk blev virkelig rørende. Jeg håber at serien får flere penge til speciel effects nu hvor den tilsyneladende er blevet en stor succes. Alt andet ville være synd.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.7