Patrick Leis – Opløsning

Opløsning – Samlede noveller
Novellesamling af Patrick Leis
2 Feet Entertainment, 2025, 619 sider

Anmeldereksemplar leveret af forlaget.

Det store antal antologier der igennem en årrække udkom her i Danmark gjorde at flere forfattere fik spredt deres novelle produktion over mange forskellige udgivelser. En del af disse forfattere er begyndt at samle deres noveller i samlede udgivelser, for at bringe dem frem i lyset igen. Opløsning er ikke bare en samling af Patrick Leis noveller fra forskellige antologier, da den også indeholder genoptryk af noveller fra hans novellesamlinger, og det er således hans samlede novelle produktion. Bogen er da også på imponerende 619 sider og indeholder 35 noveller, hvoraf nogle ikke tidligere har været udgivet.

Samlingen er inddelt i de 3 sektioner ”Skæbnefortællinger”, ”Horrornoveller” og ”Fremtidsberetninger”, men med en forfatter som Leis skal disse inddelinger nok mere ses som vejledende, for der er flere der kunne falde inden for flere kategorier. Et eksempel er novellen ”Genfærd” som oprindeligt blev udgivet i en science fiction antologi, og som her er er trykt under ”Fremtidsberetninger”. Den kunne dog lige så vel have hørt under ”Horrornoveller” da den er dyster science fiction fortælling. Et andet eksempel er ”Tunnellen” der er placeret i skæbnefortællinger, men som er så grufuld at den også lige så vel kunne har været i ”Horrornoveller”. Lige den novelle skriver Leis også i efterordet at det var en af de sværeste at skrive, og at han selv fik ondt i maven af skrive dem.

Det er til alle novellerne at der er et efterord (alle samlet bagerst i bogen), hvor Leis sætter ord på om novellen, og det er også her det er angivet hvor novellen oprindeligt er trykt. Efterord som disse øger værdien af en bog som denne betydeligt for læseren. Specielt hvis man allerede har læst flere af novellerne før, hvis man har fulgt med i de mange antologier og i forfatterskabet. I opsamlinger  som denne hvor nogle af novellerne første gang blev udgivet for flere år siden, er det endnu bedre at få sat dem ind i den kontekst de oprindeligt var skrevet.

Det store side- og novelleantal gjorde at jeg allerede da jeg modtog samlingen måtte erkende at jeg ikke ville nå at få det hele læst hvis anmeldelsen skulle ligge klar inden bogens udgivelsesdato. Jeg lavede derfor nedslag i bogen for at læse forskellige noveller, men fandt egentligt hurtigt at jeg søgte noveller jeg tidligere havde læst, for Leis forfatterskab er et som jeg rigtigt gerne vil genbesøge, og som jeg sad og kiggede på titlerne var der flere som jeg genkendte og som jeg så sprang direkte til.

Det at jeg ikke har fået læst/genlæst det hele endnu passer mig fint, for det gør at jeg stadig har mange gode timers læseoplevelser tilbage i denne bog.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg har været begejstret for Leis forfatterskab lige siden jeg i sin tid læste hans roman Requim for første gang, hvilket jeg kan se på den anmeldelse jeg skrev dengang for 20 år siden. Denne samling bekræfter kun at der er en grund til min glæde ved dette forfatterskab, og gensynet med disse noveller bekræfter at han for mig er en af dette lands bedste horrorforfattere, men også at han ikke bare skriver grumt, men også skriver fantastisk godt.

Anmeldt af Thomas Winther

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Novellesamling og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *