Two Orphan Vampires
(Les deux orphelines vampires)
Film, Frankrig, 1997, 103 min.
Instr.: Jean Rollin
Medv.: Alexandra Pic, Isabelle Teboul, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2010
Henriette og Louise er to forældreløse vampyrer. I starten af filmen bor de på et børnehjem, styret af en flok nonner som forguder de her to ‘artige’ piger. Om dagen er de blinde små englebasser, om natten folder de sig ud som vampyrer, hvor de kan se. De bliver adopteret af en øjenlæge, som mener, han kan kurere deres blindhed, og det ender med at de slår ham ihjel, fordi han er ved at komme for tæt på. Den del af historien er slet ikke uddybet nok; jeg savner at se de undersøgelser han gør sig, hvor han kommer nærmere på sandheden. Det eneste tidspunkt hvor man ser ham komme tæt på, er at han griber de to dydsmønstre ved et stativ, hvor de står og snakker om en bog, hvilket selvfølgelig sker i nattetimerne, hvor de kan se.
De kommer med en lam søforklaring som han accepterer, herefter slår de ham så ihjel ved køkkenbordet efter han har forberedt lidt morgenmad til dem. De stikker af og vender tilbage til børnehjemmet, og her bider de et par stykker mere, men må senere flygte, da de bliver opdaget af nonnerne. Slutningen er ikke helt til at blive klog på.
Jeg syntes der er gjort for meget ud af at male et billede af perfektionisme, hvor det hele er finpudset og alt bare er så gammeldags pænt og nydeligt om dagen, hvilket jeg næsten fik kvalme af. Tiden kunne have været brugt bedre til at uddybe nogle af de underliggende dele i historien, såsom adoptivfaderens undersøgelser som kunne have ledt til hans opdagelse af sandheden. Der er nogle flash-backs i filmen, hvor man måske kunne have spekuleret i om man ikke burde have set mere af deres ”uartige side” i et mere nutidigt perspektiv, og derved få skabt en større kontrast med den fint tilslebne overflade.
De påståede erotiske øjeblikke, som på omslaget bliver fremhævet som værende lesbisk sex, skal man ikke lade sig narre af. Det tætteste på et næsten-erotisk øjeblik er hvor de to piger står nøgne foran vinduet ind til deres adoptivfader, som sidder dybt koncentreret over sit arbejde, for at se om han nu vil kigge eller ikke. Fordi de er høje oven på at have bidt et offer i et cirkustelt, suger de restblodet fra deres offer af hinandens overkroppe, hvorefter det følges op af en varm omfavnelse – og det er så det.
Jeg savner især spænding i filmen. De punkter hvor der trods alt er lidt ‘bid’ i historien bliver ikke til noget særligt, og der er ikke gjort meget ud af action-sekvenserne. Hovedpersonernes få ‘vampyrkræfter’ bliver slet ikke højnet af special effects som kunne have gjort scenerne mere spændende end det de fremstår som: tamme og kedelige. Endelig savner jeg også at se Henriettes og Louises dyriske side foldet mere ud, end det som filmen viser.
Jeg ville ønske jeg kunne sige at Two Orphan Vampires var fransk, fræk og forførende, men det er den ikke på nogen som helst måde; tværtimod er filmen fransk, flad og forfærdelig. De to skuespillerinder, som spiller Henriette og Louise, er meget tiltrækkende, og generelt syntes jeg at filmens billedmæssige side er ganske stemningsfyldt, men så holder festen også der. Når det kommer til selve action-indholdet og hvordan det er filmet, er jeg helt og aldeles skuffet. Hvis Two Orphan Vampires skal være en gyser/spændingsfilm, og det virkelig er det bedste fransk film har at byde på, i henhold til det jeg læser på etiketten som fulgte med filmen, så skal jeg aldrig nogensinde se franske vampyrfilm mere, da jeg var ved at falde i søvn. Hvis man forventer at få gys og spænding ud af denne film, er man gået ned af den forkerte gyde, hvor man straks burde gøre omkring og følge en anden og mere sikker sti hjem.
Skulle jeg indføre et nyt målesystem, skulle det være rådne æg, hvor 10 rådne æg er for den ringeste præstation og 0 for det absolut bedste. Jeg vil mene denne film fortjener at få 8 rådne æg – og det er lige før den fortjener 2 mere for en spildt aften bag skærmen.
Anmeldt af Henrik Pasgaard i Himmelskibet nr.27