Spirits of the Dead
Film, Frankrig 1968, 121 min.
Instr.: Roger Vadim, Louis Malle og Federico Fellini
Medv.: Jane Fonda, Peter Fonda, Brigitte Bardot, Alain Delon, Terrence Stamp, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment
1960erne var det store årti for filmatiseringer af Edgar Allan Poes historier. De mest kendte af dem er nok stadig Roger Cormans amerikanske udgaver, primært med Vincent Price i en hovedrolle. Disse har jeg set nogle stykker af for nylig, og de er ganske udmærkede, selvom indholdet oftest er et miskmask af adskillige forskellige Poe-historier. Med episodefilmen Spirits of the Dead (Histoires extraordinaires) kom franskmændene på banen; her er der tale om tre korte Poe-versioner i én, instrueret af to kendte franskmænd og en kendt italiener.
Min reaktion på disse tre episode-film er at franskmændene burde holde sig langt væk fra Poe. Den ene film er værre end den anden, og der er langt mere navlebeskuende instruktør-ego i disse film end der er Poe. Var det mon en konkurrence om hvem der kunne lave den værste Poe-filmatisering? Disse film er domineret af ulideligt prætentiøse og lommefilosofiske voice-overs, mens personerne generelt er udtryksløse og dramaet er en stiv karikatur af sig selv.
I den første film, en ektremt simplificeret udgave af Poes historie “Metzengerstein”, følger vi nogle dekadente aristokrater som nonchalant intrigerer mod hinanden, nonchalant udholder livets ufattelige meningsløshed og på teatralsk men effektløs vis tager konsekvensen af deres overklasse-weltschmerz. Man føler ikke med dem, og deres egne følelser virker også falske. Dialog er der næsten intet af. Det eneste gode ved den første episode er at man ser smukke Jane Fonda i det ene fantastisk flotte kostume efter det andet; stort set et nyt outfit i hver scene. Måske er det i virkeligheden hendes garderobe der er temaet her?
Den anden film, baseret på “William Wilson”, er endnu et fransk studie i utiltalende apati, hvor vores onde hovedperson bl.a. pønser på at dissekere en ung kvinde levende. Hvor tonen i Poes litterære, engelsksprogede historie er afvæbnende imponerende og stemningsfuld, bliver denne franske udgave blot til et karikeret studie i følelsesløs grusomhed; stift, smagløst og kedeligt.
Den tredje film, “Toby Dammit” af Fellini, er den mest besynderlige og selvoptagede af de tre. Den virker med sine mere end 60 minutters længde uendelig i sin emmen af kontinental pseudo-intellektualisme og bøsset æstetik. Den handler om en falleret og alkoholiseret engelsk skuespiller som er taget til Rom for at filme sit store come-back, mest fordi han får en ny Ferrari i betaling. Terrence Stamp i hovedrollen gør hvad han kan for at passe ind i Fellinis udtryksform, og det formår han faktisk; han er en af de få skuespillere som har en karisma der siger spar to, ligesom f.eks. også Peter Cushing og Christopher Walken. Desværre kan hans evner ikke redde dette cinematiske biluheld. Opsøg hellere Poes originale historier.
Karakter: 2 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 39
