The Geek’s Guide to the Galaxy

geeks_galaxyThe Geek’s Guide to the Galaxy
Wired podcast
Vært: David Barr Kirtley

Denne anmeldelse skyldes min begejstring for en podcast fra Wired, der inviterer dig inden for i de fantastiske universer og ikke er bange for at bruge en hel time på et interview med en bestemt forfatter eller producent eller på at dykke ned i et bestemt emne.

Showet blander nyt og gammelt. Holdet bag showet er rimeligt gode til at få fat i aktuelle forfattere, f.eks. Ernest Cline Ready Player One, Andy Weir The Martian og Ken Liu The Grace of Kings. Dem måtte der gerne være lidt flere af. På samme måde er der også interviews med filmfolk, f.eks. Chris Williams, medinstruktør på Big Hero 6, Terri Tatchell, medforfatter på Chappie og Alex Garland, forfatter på Ex Machina.

Der er også afsnit der har karakter af anmeldelser, hvor et lille panel tager film under behandling, f.eks. den nye Star Wars-film The Force Awakens, Interstellar, Exodus og Syfy-showet The Expanse. Disse episoder kan være meget gode, fordi det er folk med interesse og viden om emnet, der kaster deres indtryk og holdninger frem og tilbage.

Nogle afsnit er mere perifere. Et afsnit omhandlede f.eks. uafhængige boghandlere og deres situation. Et andet afsnit kigger på Pixel Art, som er ved at være en døende kunstform i spil. Af personlig interesse har været flere afsnit der kiggede på Dungeons & Dragons og spillets historie.

Showet er meget amerikansk, både i sin form og i de emner som showet tager op. Jeg tror at hvis man talte op, kunne antallet af gæster som ikke er amerikanere, tælles på få hænder. Når man bruger så meget tid på en forfatter eller på et emne, kan det heller ikke undgås at samtalerne en gang bliver lidt på skemaform, f.eks. er spørgsmålet, “Hvordan begyndte du at interessere dig for xx…” fast inventar i alle interviews. Showet er i øvrigt crowdfunded, så man skal også lige høre om støtter der har prist showet på Facebook eller sendt en skilling.

Nogle episoder er bedre end andre, men jeg har kun hørt få afsnit som overhovedet ikke interesserede mig – og med næsten 190 afsnit er der noget for enhver smag.

Anmeldt af Bjarne Sinkjær i Himmelskibet 47

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *