Vampire Girl vs. Frankenstein Girl
Film, Japan, 2009, 84 min.
Instr.: Yoshihiro Nishimura, Naoyuki Tomomatsu
Medv.: Yukie Kawamura, Takumi Saitô, Eri Otoguro m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment.
Jeg er meget let at behage når det gælder film. Ekstremt let faktisk. Så længe filmen lever op til det den sælger sig selv som. Vampire Girl vs. Frankenstein Girl sælger ifølge coverets bagside sig selv som den japanske udgave af Twilight. Okay, så ved jeg hvad jeg går ind til.
At instruktøren bag så er den samme Yoshihiro Nishimura som også lavede Tokyo Gore Police lader jeg mig ikke skræmme af. Burde jeg nok. Men når Spielberg spænder imellem Indiana Jones og E.T. …
Jeg sætter forventningsfuldt dvd’en i maskinen, og har endda lavet popcorn. Forinden spurgte jeg min kæreste om hun ville se med, det var jo den japanske udgave af Twilight. I retrospekt er jeg glad for at hun svarede nej.
Filmen starter med at vi introduceres for hovedpersonen. Vi er på en japansk skole, hvilket betyder skoleuniformer. Udover skoleuniformerne har filmen dog ikke andet, der byder på nogen form for struktur. Skolen er overrendt med alt fra konkurrence-cuttere til piger, der sådan drømmer om at være sorte, at de iklæder sig masker og maler huden mørk. Hovedpersonens kæreste er en højtråbende havgasse, hvis far er vicerektor på skolen, hvilket man kunne få meget sjov ud af. Det gør man bare ikke, for den information er glemt så snart han springer ud af skabet som Grev Frankensteins arvtager.
Det hele ender galt da klassens nye pige tilbyder vores hovedperson en chokoladepastil på Valentinsdag – hvilket åbenbart er en tradition derovre, så man kan lære meget om japansk kultur fra filmen – en chokoladepastil fyldt med hendes blod.
Resten af filmen vil jeg ikke afsl… Bæ, der er intet at afsløre. Kæresten bliver slået ihjel, bygget om til en Frankenstein-klon af sin far, og så slås de.
Er der slet ikke noget positivt at sige om filmen? Jo. Jeg kan faktisk godt lide hvordan Frankenstein girl bliver skabt. Den reder nogle tråde ud, jeg var begyndt virkelig at hade. Om det så giver mening, kan diskuteres. Det føltes mere som at se en søndag morgens japansk tegnefilm, bare med rigtige skuespillere. Ganske rigtigt er historiens ophav da også fra japans kulørte tegneserier, et medie jeg er overbevist om at historien ville have gjort sig bedre i.
Men okay, nu så jeg så også filmen, stærkt farvet af bagsidens udsagn om at dette var den japanske Twilight. Rejser jeg tilbage i tiden, sletter bagsideteksten fra min erindring, og ser filmen igen … Så ville jeg nok stadigvæk synes at den er lidt for ’farverig’ og ’hurtig’ for mig. Jeg kan godt lide karakterudvikling, motivation og indlevelse i filmens univers, og det så jeg sgu ikke meget af her. Kan man overleve dette sagn, og synes man at hurtige klip, meningsløs og voldsom blodsprøjt krydret med meningsløse jokes om piger der vil være negere, og cutter-turneringer, ja, så er filmen sgu nok noget for dig.
Anmeldt af Bjarke Schjødt Larsen i Himmelskibet nr.27