Farnham’s Freehold
Robert A. Heinlein
Roman, 254 sider
Dobson Books 1965
Robert Heinlein er kendt som den tredje af de ‘tre store’ SF-forfattere, som ud over ham består af Isaac Asimov og Arthur C. Clarke. Som de to andre SF-stormestre har Heinlein skrevet en lang række klassiske SFværker, heriblandt Starship Troopers(1959), The Moon is a Harsh Mistress (1966), Lazarus Long-sagaen (1941-1973) og selvfølgelig hans måske mest kendte roman, Stranger in a Strange Land (1961). Farnham’s Freehold fra 1965 er ikke blandt Heinleins største og mest elskede værker, men den er ikke desto mindre velskrevet og effektivt spændende og holder stadig den dag i dag som udmærket SF-litteratur.
Historienen starter i samtiden, under den Kolde Krig. Hugh Farnham har været forudseende og bygget en atomkrigsbunker, til hvis nu det værste skulle ske. Og det gør det. I hælende på Cuba-krisen kommer en ny (uspecificeret) krise, og Sovjetunionen angriber. Den midaldrende Hugh får reddet sig selv, sin kone Grace, sønnen Duke, datteren Karen, datterens veninde Barbara, og ‘husnegeren’ Joe. På dette tidspunkt tror man at romanen skal handle om begivenhederne i en postnuklear verden. Men da flokken må forlade bunkeren efter et par dage, finder de en tilsyneladende uspoleret natur uden spor af menneskelig eksistens. Det virker som om de er blevet smidt nogle tusind år tilbage i tiden.
De bruger de næste adskillige måneder på at skabe sig en til værelse i deres nye miljø, og nu tror læseren af det er overlevelse i vildnisset, det skal handle om. Men heller ikke. Omkring side 125 dukker der nogle besynderlige højteknologiske mennesker op i lydløse flyvende maskiner, jævner den lille koloni med jorden, og tager hovedpersonerne med til et farao-agtigt slavesamfund med højst rigide roller for alle, heriblandt et strengt klassesystem og skarp kønsopdeling. Det viser sig at være ca. 2100 år ude i fremtiden (altså omkring år 4000), hvor afrikanske kulturer efter den nordlige halvkugles fald i atomkrigen har udviklet et højteknologisk samfund, som bl.a. er stærkt racistisk med omvendt fortegn. Hvide anses for onde og underlegne og kun egnet til at være tjenestefolk, mens sorte er gudernes udvalgte folk og sidder på al rigdommen og alle privilegierne. Hugh Farnham og hans lille gruppe indlemmes hurtigt og brutalt i dette samfundssystem, hvor næsten ingen af deres personlige friheder er intakte. Dog er familiens negertjener, Joe, sikret en plads i dette samfunds elite, blot pga. sin hudfarve.
Hughs – og hans nye kone, Barbaras – frustration over at være ufri og adskilt og Hughs diverse planer om at undslippe. Læseren sidder til sidst og undrer sig over hvordan der kan komme en ordentlig – og tilfredsstillende – slutning på historien, men det kommer der faktisk.
Generelt er det en interessant og tankevækkende roman, krydret med gedigne personbeskrivelser og en god fortællestruktur. Det videnskabelige indhold kan ligge på et ret lille sted, men personerne gør sig intelligente tanker om hvad der er sket, så det svarer stort set til acceptabel ‘techno-babble’. Den totalitære fremtidsverden er beskrevet med virkelig god indlevelsesevne, og race-temaet gjorde naturligvis bogen ekstremt kontroversiel på udgivelsestidspunktet.
Hvis man skal kritisere noget ved bogen, så er det nok Heinleins lidt pessimistiske og ærke-amerikanske menneskesyn og hans leflen for det amerikanske samfunds velsignede friheder, såsom f.eks. retten til at bære våben. Hovedpersonen Hugh får masser af muligheder for at leve en acceptabel og rimelig privilegeret tilværelse i det undertrykkende fremtidssamfund, men han nægter pure at opgive selv de mindste af sine ukrænkelige friheder, i bedste ‘better dead than red’-stil. Men den holdning er jo typisk Heinlein og en integreret del af hans vision om mennesket og fremtiden. Det ændrer ikke på at Farnham’s Freehold er en elementært spændende SF-roman, skrevet af en af verdens bedste SF-forfattere.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.7
