The End
Roman af Jonas Wilmann
Eget forlag, 139 s
Det er opmuntrende at en dansk forfatter giver sig i kast med at skrive på engelsk. Det er skønt, at der er en ung forfatter, der prøver kræfter af med at udgive en roman, han selv beskriver som god gang postapokalyptisk sci-fi splat. Han skriver på sin hjemmeside at “Der er brug for en revolution på området, for jeg ved, vi er mange der er trætte af sjove varulve og pubertære troldmandslærlinge med kæresteproblemer. Det handler om respekt for stoffet, selv når det er utroligt og fantastisk.”
Det er vi nok mange der er helt enige i, men hvordan er så Jonas Wilmanns bud på voksen sci-fi splat med respekt for stoffet?
Handlingen er ganske enkel og set ofte før. Der er gået knap 100 år siden et nukleart holocaust har ændret verden for altid, og nu sidder et præsteskab på magten og dikterer at livet skal leves efter et system (LOGIC), som er en – meget kort og kynisk – liste over hvilke ‘redskaber’ (Fear – Cheat – Sex – Gun, osv.) der må anvendes i dagligdagen. Vi følger Zeke fra byområdet The Pit, der er befolket med diverse mere eller minde muterede udskud med uhygiejniske spisevaner. Han overlever ved at begå indbrud mod forskellige bander og i øvrigt anvende rigeligt med vold. En dag møder han en ung prostitueret, læser – ved hjælp at en særlig dims – en række breve han finder i en afdød oldings lejlighed – og begynder at udforske den besynderlige og forbudte begreb ‘kærlighed’ sammen med den unge kvinde. Kvinden bliver bortført, og derefter handler romanen om Zekes kamp for at finde hende igen og erklære sin kærlighed. På vejen skal han naturligvis kæmpe med diverse bander og mutanter, inklusiv en flok kannibaler, og møder også det øverste præsteskab. Blod og indvolde flyder, pesten huserer, lig ophobes i stakkevis og lort i utrolige mængder ligger og stinker. Det slutter naturligvis som den slags skal – uden happy end. Der er hverken sjove varulve eller pubertære troldmandslærlinge, men en række ligeså endimensionelle personer, hvis handlinger ikke ligefrem er troværdige. Den centrale drivkraft i det tynde plot – Zekes lyst til at udforske kærligheden – vækkes af en stabel gamle breve fra anden verdenskrigs tid, men forklares aldrig rigtigt. Zekes møde med Præsteskabet giver nogle hints om deres tro, men vi skal straks videre til mere død og splatter. Hvilket der i og for sig ikke er noget galt i! Det er dér romanen har sin styrke: i de malende, billedskabende beskrivelser af kamp og apokalypse. Plottet er mest en undskyldning. JW laver også tegneserier og lægger dem gavmildt ud på sin hjemmeside, og jeg synes egentlig romanen mere er en slags storyboard til en tegneserie end en roman.
Hvad angår sproget – så havde jeg klart foretrukket at Jonas Wilmann havde holdt sig til dansk. Han har lagt nogle danske tekster ud på sin hjemmeside, og det jeg har læst der, er både friskt og velfungerende. Det er det desværre ikke rigtigt på engelsk. Et langt stykke hen af vejen fungerer det, fordi sproget er enkelt og præget af nutidig amerikansk gadeslang. Ofte er det dog præget af dansk syntaks, af gentagelser og en del meningsforstyrrende småfejl. En grundig gennemlæsning og korrektur af en anden end forfatteren ville have gavnet helhedsindtrykket. Men det er vel risikoen ved selvudgivne værker. JWs gentagne brug af ‘gonna’ ‘wanna’ ‘coz’ osv. irriterer mig også. Det kan gå an – og være påkrævet – i direkte tale, men JW anvender det også for den alvidende fortællerstemme, hvilket ofte virker skurrende i stedet for streetwise. Jeg kan forstå at romanen er skrevet på engelsk og at JW overvejer en oversættelse til dansk. Jeg tror det havde været bedre at have gjort det modsat.
Hvad så med sci-fi-elementet? Tjah – vi befinder os omkring 180 år fra nu – det nukleare sammenbrud er sket i 2080’erne – og der kan ikke være sket meget udvikling i de næste 70-80 år, hvis vi skal tro romanen. Og ellers er det vist mest mutationer, der er foregået. Meget får vi ikke at vide. Våbnene er noget mere potente (men der er bazookaer?), og der er den dér dims til at læse med (de fleste folk er ordblinde). Fremtiden er således mest en løs kulisse og en undskyldning for at slippe muterede monstre løs.
Summa summarum: Jeg kan anbefale romanen hvis man virkelig savner tilstedeværelsen af muterede kannibaler i det man læser, hvis man kan bære over med de sproglige mangler og det papirtynde plot, og elsker splatter, vold og kulsorte slutninger. Inden for de præmisser leverer Jonas Wilmann en energisk og pletvis underholdende tegneserieagtig historie. Jeg håber til gengæld at han bliver ved med at skrive med den herlige energi og drive han beviser her, at han skifter engelsk ud med dansk, at han koncentrerer sig mere om plottet fremover og frem for alt: At han udviser en langt større originalitet i det han skriver. Det handler jo om at vise respekt for stoffet.
Anmeldt af Richard Ipsen i Himmelskibet nr.22
