The House of the Devil
Film, USA, 2009, 95 min.
Instr.: Ti West
Medv.: Jocelin Donahue, Tom Noonan, Mary Woronov m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment.
Filmens indledning får os meget pænt tilbage til de 80’ere, den prøver at genskabe. Desværre når filmen først forbi indledningen da der er ti minutter tilbage.
The house of the Devil er en hyldest til 80’ernes babysitter-gysere, og det mærkes tydeligt på historien. Vi har alle troperne lige fra høje uhyggelige mænd til satanister, der vil hidkalde deres afguds arvinger. Flere gange lykkes det at bruge disse troper, så man som seer bliver spændt på, hvad der sker, andre steder virker de bare tåbelige.
Historien handler om den unge Samantha, der får et job som babysitter. Men som hun får at vide, da hun ankommer til huset, er det ikke et barn hun skal passe på, men en ældre dame. ‘Forældrene’ skal ud og se på måneformørkelsen (måske mere oplagt med stjerner, der står på en helt specielt måde, men stadigvæk) og tør ikke lade den gamle mor være alene hjemme. Dog skal Sam ikke være bekymret, da hun ikke skal forvente at se noget til den gamle dame der for det meste holder sig for sig selv.
Starten af filmen handler om Sam, der er træt af sin sambo på kollegiet og gerne vil flytte for sig selv. Derfor mangler hun penge, og ser et babysitter-job. Der er også en ligegyldig veninde, som får lidt for meget screen-time.
Anden del af filmen foregår i huset, hvor vi først introduceres til en dialog der er mere underlig end uhyggelig, et pizzabud, der er skummel, men ikke uhyggelig, og et stort, næsten tomt hus.
Så begynder de. Lydene. Mærkelige bump (som en person der går rundt) oppe på overetagen. Vandrør, der laver lyde (som er der en på overetagen, der har tændt for en vandhane deroppe). Alt sammen ting, der i en traditionel gyser ville være suspense-skabende… Men altså, der bor en gammel dame deroppe, og er hun så privat som hendes børn siger, så må hun vel have adgang til eget vand, hvis ikke hun skal dø af tørst?
Tæt imod slutningen må det gå op for folkene bag, at deres taktik ikke rigtigt virker, for i stedet for at insinuere at der er noget galt, så viser de os det i stedet. Ved at zoome væk fra Samanthas syn, ser vi et aflåst rum, hvor der er døde mennesker liggende i et pentagram af blod. Det er altså ikke bare en gammel dame! (Ok, det havde jeg heller ikke troet på grund af filmens titel, men det burde Samantha. Med mindre altså vi er inde i noget meta-agtigt hvor hun også er bevidst om titlen? Må se filmen igen ved lejlighed kan jeg godt høre).
Så går tredje del i gang. Nu går det stærkt. Den gamle dame er en deform gammel heks, og ægteparret er med i kulten sammen med … Dam dam DAM, pizza-buddet… Og nu vil jeg ikke afsløre mere. De sidste ti minutter af filmen må du se, hvis du vil finde ud af hvad der sker. Vær dog beredt, twistet til sidst er ikke så twisty som det gerne ville.
Jeg beundrer et eller andet sted forsøget på at lave en 80’er-gyser. Og flere steder er jeg altså også fuldstændig med, og fanget af historien. Mange af de film jeg elsker, ER fra 80’erne. Desværre dvæler den her film ved lidt for mange detaljer. Dialoger kører ud i det uendelige. Meningsløse scener sætter en dæmper på suspens’en.
Havde man klippet halvdelen af spilletiden fra, tror jeg faktisk at filmen ville have været mere effektfuld. Og specielt det sidste kvarter er skidegodt. Bare en skam at man skal se flere minutters 80’er-dans til walkman og samtaler om pizza igennem. Den slags bør altså kun, og gjorde også kun dengang, tage et par minutter.
Men i hvert fald et godt forsøg, der skulle bare lige skæres en halv film fra.
Anmeldt af Bjarke Schjødt Larsen i Himmelskibet nr.27
