The New Weird

The New Weird
The New Weird
Antologi, paperback, 414 sider,
$14.95, Redigeret af Ann & Jeff Vandermeer
Tachyon Publications (USA) 2008

Der var engang hvor antologier blot var ”best of”, et sammenrend af imponerende fortællinger fra SF magasinerne, Adventures in Time & Space fra 1940erne f.eks., eller tag de efterhånden mange konkurrerende ”Årets bedste”- antologier vi ser i disse år. Så kom en række originalantologier, fra Pohls Star i 1950erne og frem, som udgav mindeværdige historier, bestilt direkte fra forfatterne, og derfor aldrig set før. Senere fik vi alle de tematiske antologier, robothistorier, øko-katastrofer, nogle var fortsat genoptryk fra magasinerne, atter andre var originalantologier. I de seneste 20-30 år har der været et mix af alle typer, indtil Hartwell med The Space Opera, fra den første inkarnation i 1980erne og frem, begyndte bølgen af den akademiske antologi, den type hvor en autoritet udtaler sig ufejlbarligt om en trend i genren, en ny subgenre, eller andet perspektiv, som først nu giver mening for os. Da Sterling udgav Mirrorshades- antologien for at sikre eftertidens fokus på cyberpunken som subgenre i almindelighed, samt egne og venners bidrag i særdeleshed, blev det legitimt for partshaverne selv at definere deres egen historie på samme autoritative måde. Det er dét som fortsætter her i den stildefinerende, både retrospektive og fremadskuende, antologi, The New Weird fra parret Vandermeer.

Bogen er delt i 6 dele, et definerende forord, mest om hvorfra Weird kommer, så følger afdelingen STIMULI, der med 6 fortællinger (af hhv. M. John Harrison, Clive Barker, Michael Moorcock, Simon D. Ings, Kathe Koja, og Thomas Ligotti) skal vise os de forskellige impulser som skabte subgenren. Tredje del, EVIDENCE, fører så beviset for at der faktisk er tale om en valid subgenre, at en række vidt forskellige forfattere, i den samme tid og uafhængigt af hinanden, skriver i den samme kontekst og med de samme effekter – elementer der alle kan henføres til New Weird teorierne. Det er folk som China Mieville, Jeffrey Thomas, Jay Lake, Brian Evenson, K. J. Bishop, Jeffrey Ford, Leena Krohn, Steph Swainston, og Alistair Rennie. Nu er det så tid til at fasttømre subgenren, og i afdelingen DISCUSSION følger tre artikler om New Weird (af Michael Cisco, Darja Malcolm-Clarke, og K. J. Bishop) og udsnit af tråden ”creation of a term” på New Weird Discussion Board på internettet, samt klip fra en række interviews som parret Vandermeer har gjort med redaktører i forskellige europæiske lande på deres rundrejser. (Martin Sust, Tjekkiet; Michel Haulica, Rumænien; Hannes Riffel, Tyskland; Jukka Halme, Finland; og Konrad Walewski, Polen (fejlagtigt trykt som Finland i bogen)). Således overbevist, lader Vandermeers os se sammenhængskraften imellem disse forfattere ved at lade 7 forfattere skrive en Round Robin-historie på basis af Vandermeers oplæg. Forfatterne er Paul di Filippo, Cat Rambo, Sarah Monette, Daniel Abraham, Felix Gilman, Hal Duncan, og Conrad Williams. Sidste del af bogen består af dels korte biografier over alle medvirkende forfattere, og dels en ”kanonliste” over anbefalet læsning i subgenren New Weird. 73 titler, fra 1946 (Merwyn Peake), over 1971 (Michael Moorcock) og 1984 (Clive Barker), til 2007 (Jay Lake & Steph Swainston) – og med 6 titler fra Vandermeer selv.

Weird begyndte i begyndelsen af dette århundrede, tog fart da Weird Tales pulpmagasinet kom til i 1923, og dækker over et fantastisk eller overnaturligt element af uro i fortællingerne. Senere udviklede dette sig til vores dages horror/ skræk, men weird er ikke skrækindjagende, kun urovækkende. Lovecraft og Clark Ashton Smith er pionererne, Merwyn Peake (Gormengast-trilogien) og Jack Vance (Dying Earth-serien) nogle af de fremmeste fortolkere, og skiftet til New Weird, altså en ny moderniseret inkarnation af ”det urovækkende” placerer sig med reference tilbage til det litterære indtog i genren med 1960ernes New Wave (fra Moorcock, M. John Harrison, og J. G. Ballard), og ses f.eks. hos en Clive Barker i 1980erne, en Thomas Ligotti, en Kathe Koja og en Richard Calder. Magasinet The Third Alternative og antologiserien Leviathan trykte disse bidrag som var ilde set hos mange udgivere. Så med China Mievilles Perdido Street Station (2000) sprang subgenren New Weird lige ind på midten af markedet. Mieville fik fat i et stort publikum der nu ville have mere og dermed kom der fart i genopdagelsen af Peake og Harrison, samt plads til en række nye forfattere: Vandermeer, K.J. Bishop, Paul Di Filippo og Steph Swainston. På Third Alternatives weblog blev ført den legendariske diskussion der navngav subgenren New Weird og flere forfattere (og interesserede læsere) kom til. En diskussion der er optrykt i denne antologi, der også rummer noveller fra de fleste af de implicerede.

Litterært er den en rigtig god samling. Trods at der er tale om sammenbragte børn for at bevise en ide, er de fleste historier rigtig gode. Et af problemerne for dene læser var netop hvor ens alle fortællingerne var. Det gør at f.eks. Harrison rager op og nogle af de andre kommer til at virke som svagere kopier. Selv om de er originale nok, settings og andre virkemidler deles bare lidt for voldsomt. Jeg vil derfor anbefale at man læser bogen over lang tid og giver sig selv mulighed for netop at nyde variansen i det velkendte. Her er meget godt at hente. Naturligvis er her mest om byen som ikon, men der er også (heldigvis) andre takes på subgenrens hovedelement. Med 15 historier og en fælles-ting af 7 forfattere (Èt kapitel hver) er der ikke plads her til at gå ind i alle forfatteres bidrag. Jeg vil derfor blot fremhæve et par stykker.

I stimuli-delen rager M. J. Harrison op – helt naturligt – med en Virconium-fortælling (”The Luck in the Head”, fra Virconium Nights, Ace 1984), der både er utroligt fascinerende og helt igennem urovækkende. Det bliver klart – helt klart – hvorfor Harrison sammen med Mieville er de store inspiratorer til subgenren, med deres byer og alt det de har proppet ind i dem. Michael Moorcockhistorien (”Crossing into Cambodia”, fra antologien Twenty Houses of the Zodiac, redigeret af Maxim Jakubowski, NEL 1979) om den tredje verdenskrig i Cambodia, er simpelthen et mesterstykke. Har man kun læst Cornelius- historierne af mesteren har man her virkelig noget til gode. Endelig blev jeg lykkeligt overrasket over fortællingen fra Kathe Koja, en slags New Weird Feminism, (”The Neglected Garden”, Magazine of Fantasy & Science Fiction, April 1991), om kampen mellem kønnene – feminisme på en ny måde, og samtidig en tour de force i surrealistisk prosa. Imponerende

I Evidence-delen tårner Jay Lake sig op over de andre med en dyster fortælling (”The Lizard of Ooze”, Flytrap # 4, Maj 2005) om en by hvori det er forbudt at spise offentligt, straffen er døden og byen er et rigtig sært dunkelt sted, en by under jorden, komplet Lovecraft- agtigt og med selve Mr Lizard i kasematterne under byen. Dén fortælling hænger længe i hovedet. Lige så markant er Steph Swainstons bidrag (”The Ride of the Gabbleratchet”, uddrag fra romanen The Modern World, Gollancz 2007, den tredje bog i en trilogi) om to mennesker og et kollektivt væsen der er på flugt fra et væsen der bedst kan sammenlignes med en levende orkan. Ren Stanley G. Weinbaum meets Octavia Butler i en sær upbeated WEIRD udgave! Jeg SKAL have læst noget mere af hende! Endelig lukker den mig ukendte Alastair Rennie med en helt utrolig ulækker historie (”The Gutter Sees The Light That Never Shines”, udgives for første gang her). Her er GORE for alle pengene, jeg fandt det næsten svært at læse mig igennem disse meget eksplicitte scener, uhyggelige omgivelser og vamle ideer, men her er også en god portion effektivt fordelt humor – f.eks. hedder to lesbiske mordere naturligvis The Sisters of No Mercy ! – og så ender den for en gangs skyld meget interessant og effektivt.

Round Robin fortællingen, ”Festival Lives” foregår også i en underlig by, denne gang vist nok i Indien, hvor man forbereder sig til en højtid, men så pludselig føler sig truet af ukendte terrorister. Det er Di Fillipo der indleder – og det gør han rigtig godt – vi møder én af terroristerne og mindst ét sært væsen der skal spille en afgørende rolle igennem fortællingen, en salp, intelligente ektoplasmiske væsner der overtager hunde og gør dem i stand til at tale. Som føde indtager de mennesker, helst rå og skrigende. Sarah Monette tager os indenfor hos en salp, og Cat Rambo samt Danel Abraham fortæller fra de almindelige byboers synsvinkel (de er heller ikke lige hvad man tror). Felix Gilmans del, hvor han introducerer den fiktive bys pulp magazines, hvad er pulp i en verden af horror?, er hysterisk morsom, og Hal Duncan leverer én af de dér historier der får alle de andres til at blegne, på samme tid utrolig smuk og stille, men uden at historien – der er heftig – taber momentum. Conrad Williams gør et godt forsøg på at lukke alle plotlinier og afslutte historien. Ja, ok, måske er ikke alle dele lige gode, og måske kunne den godt have været redigeret et par gange til af både Vandermeers og forfatterne selv, men de klarer det godt alt i alt. Di Filippo har efter bogens udgivelse afsluttet fortællingen effektivt og definitivt, denne ekstra slutning kan læses gratis online hos udgiveren.

OK. Så der ER en subgenre der hedder New Weird. Den er fyldt af gode historier af gode forfattere. Den har en forhistorie, men der er så mange fællestræk at de kan skrive en fælleshistorie uden at bryde subgenrens rammer. Jeg er overbevist. Problemet er nu blot hvor stopper denne subgenre?. Skal vi nu revidere andre subgenrer for at give plads til de åbenlyse knopskydninger – tag f.eks. Alasdair Reynolds og Ian M. Banks, deres space opera kunne man faktisk godt (og meget mere præcist) nu kalde New Weird Space Opera? Det må fremtiden vise.

Anyway, dette er en antologi der (ligesom dem jeg nævnte i indledningen) vil blive stående som et standardværk. Man kunne ønske at der senere kom opdateringer til a la Hartwells everlasting antologiserie om space opera, for (forhåbentlig) udvikler også New Weird sig over de kommende årtier. Der er i hvert fald nok unge og gode forfattere repræsenteret i denne samling til at man kunne ønske sig mere. Meget mere.

Anmeldt af Knud Larn i Himmelskibet nr.18

Dette indlæg blev udgivet i Antologi, Bøger, Horror og tagget , , . Bogmærk permalinket.