The Boys
Tegneserie 2007-2012, Garth Ennis + forskellige tegnere
Nummer 1-72 i hæfteform, fås også i div. opsamlinger.
I sin serie Preacher demonstrerede tegneserieforfatteren Garth Ennis at han hadede organiseret religion. I serien The Boys var turen så kommet til en anden ting han hader: superheltene. Måske en lidt mærkelig ting at hade for en mand der lever af at skrive historier om dem, men han kan jo så få afreageret på sit hadeobjekt.
The Boys ville aldrig være blevet udgivet tilbage i de amerikanske tegneseriers selvcensurs dage. Den er fyldt med ekstrem vold og sex. Eller rettere: ekstrem vold og noget der bedst kan beskrives som hvad drengene i folkeskolen i min barndom brugte meget tid på: At tegne tissemænd på tavlen. Hvad enten man har religiøse/moralske problemer med den slags eller ej, kan det være anstrengende at komme igennem et par tusinde sider med det, uanset hvor professionelt flot tegningerne er udført. Men hvis man kan klare det, så byder The Boys også på andet end drengestreger og en hadekampagne mod superhelte.
En af de første, og nok stadig den bedste, anti-superhelte superhelte-tegneserie, er Alan Moores Watchmen. Der fik vi vendt mange ting på hovedet: Manden med den sindssyge plan var for eksempel ikke en superskurk, men en af heltene. Noget andet som Moore ville vise os, var at superhelte-fortællingerne på bunden er nogle magtfantasier, og at for meget magt får mennesker til at handle amoralsk. Moores udgave af Superman endte med på koldblodig vis at myrde hans version af Batman.
Garth Ennis tilsvarende Superman-figur Homelander ville også rigtig myrde chefen for The Boys, den hemmelighedsfulde Butcher. Homelander er ellers den stærkeste superhelt i verden og har normalt ingen problemer med at dræbe off-camera. Og selv om Butcher er sejere end de fleste superhelte, er han langt fra i Homelanders klasse. Men der er visse årsager til at han ikke kan røre Butcher, hvilket afsløres i løbet af historien.
Butchers mission i verden er ret sammenfaldende med Garth Ennis’: Han vil af med alle superhelte, da han ikke stoler på nogen af dem. Det er heller ikke fordi han mangler opbakning for sin teori om at de alle er rådne indeni. Udadtil er superheltene som de fremstilles i deres tegneseriehæfter: Kæmper mod ondskab, redder verden o.s.v. I virkeligheden arbejder de alle for det firma der fremstiller stoffet som kan give folk superkræfter og skovler penge ind på at udgive tegneserier om heltenes bedrifter. Heltenes tilbringer deres tid med at holde fester og orgier og generelt opføre sig som uregerlige teenagere.
Butcher har mere eller mindre skabt sit eget job, som går ud på at holde øje med superheltene for den amerikanske regering og sørge for at de mest ekstreme af dem bliver skaffet af vejen. Til at hjælpe sig med det job, har han fire andre: Mother’s Milk som er stor og stærk og en haj til efterretningsarbejde. Frenche som er en gal franskmand og altid i selskab med The Female, en uskyldigt udseende lille kvinde, som kun kan kommunikere med Frenche. De to kan ikke meget andet end at slå ihjel, hvilket de til gengæld er ret gode til. Endelig er der Hughie, som Butcher af uvisse årsager har hyret, selv om Hughie er modstander af vold og i øvrigt ikke har nogen specielle evner eller kvalifikationer. Alle har enten superkræfter via deres opvækst eller Butcher har sørget for at skaffe dem noget af det stof der giver superkræfter, så de er langt sejere end den gennemsnitlige superhelt, men ikke helt i klasse med de sejeste.
Butchers største hadeobjekt er Homelander, som er leder af The Seven, verdens førende superheltegruppe. Hvorfor opklares i løbet af serien. Men ligesom Homelander ikke kan røre Butcher, kan Butcher og The Boys ikke røre The Seven. Det arbejder Butcher så ihærdigt på at gøre noget ved. Og han forspilder ingen chance for at håne Homelander og hans team.
Der er flere interessante historier i The Boys: Dels er der en gennemgående kærlighedshistorie med Hughie og en pige han møder i en park kort tid efter at Butcher har hyret ham. Han er allerede ked af sit job og overvejer at kvitte det. Det samme gør pigen Annie, men ingen af dem fortæller den anden hvilke job det er. Læserne ved derimod allerede fra starten at Annie er identisk med det nye medlem af The Seven, men Hughie finder først ud af det langt ind i serien. Også gennemgående er forholdet mellem Butcher og Hughie: Hvad er der egentlig Butcher vil med Hughie? Vil han vise at han kan omvende en der er nærmest pacifist til at blive en god lille snigmorder? Har han brug for et normalt menneske for at holde sin egen ekstreme personlighed under kontrol? Begge historier udvikler sig efterhånden og gør at man bedre kan sluge Ennis’ drengestreger.
Vi kommer også igennem de fleste af de kendte superhelte. Udover Superman får vi en alkoholisk Wonder Woman, en Aquaman med dykkerhjelm, en nazistisk ‘nordisk gud’, en Professor X som er kultleder for en større gruppe hjemløse unge han har ‘hjulpet’, og parodier på stort set alle de kendte superhelte man kan komme i tanke om. Det havde forholdsvis begrænset underholdningsværdi for mig at se Butcher og hans team tæve sig vej gennem alle dem. Pat Mills og Kevin O’Neills Marshall Law gjorde det meget bedre. Vi får også historien bag det hele, hvordan de første superhelte opstod, hvordan The Boys oprindeligt blev dannet, hemmelighederne bag The Seven og Homelander o.s.v. Det giver noget baggrund til serien, som jeg dog ikke synes var specielt originalt. Men hvis man godt kan lide superhelte i historisk kontekst og med detaljerede baggrundshistorier, er det rimeligt underholdende.
Det store problem med The Boys er at dens univers ikke er troværdigt. Det virker som om det hele er konstrueret for at Ennis’ kan more sig med at gøre nar af og ydmyge flest muligt superhelte. Stort set ingen af dem laver faktisk nogen heltegerninger. Alligevel er superhelte så populære i befolkningen at salgsindtægterne fra deres tegneserier er hovedindtægt fra en meget magtfuld megacorporation. Samtidig skal vi tro på at superheltene udgør et stort samfundsproblem på grund af deres mægtige superkræfter – på trods af at kun en håndfuld af dem nogensinde viser sig i stand til at løse en opgave der er mere krævende end at redde en kat ned fra et træ (og også det er endda ved at gå galt).
Jeg vil dog til enhver tid foretrække superhelteserier der prøver at gøre tingene anderledes, frem for nogle der blot rider med på en bølge. Ennis’ får i hvert fald sin pointe med at superhelte er magtfantasier, som kan være skadelige for os, hamret fint igennem. Om jeg så fremover vil holde mig fra superhelte, tror jeg nu næppe. Jeg har ikke noget problem med overmenneske- aspektet af superheltene. De gode forfattere forholder sig også til det aspekt af superheltene, uden at det nødvendigvis fører til samme konklusion som Butcher drager. Det der har skåret voldsomt ned i min interesse for at læse superhelteserier, er at de efterhånden virker som uendelige gentagelser af det samme. Selv en serie som Kirklands Invincible, der startede meget originalt, synes jeg efterhånden har fundet sig en rille som minder for meget om noget fra alle de andre superhelteserier. Han kunne måske have lært noget af Garth Ennis, der fra starten af besluttede sig for hvornår The Boys skulle slutte. Og Ennis formår faktisk at afslutte The Boys ganske pænt – på hvilken måde vil jeg selvfølgelig ikke afsløre her.
Anmeldt af Flemming Rasch i Himmelskibet 38
