Sagaen om Sejd, Anden del: Åndevølven

Sagaen om Sejd, Anden del: Åndevølven
Tegneserie af Niels Hovmand-Hansen
Stregfabrikken, 2024
69 sider, 85 kr.

Åndevølven er anden del af tegneserien Sagaen om Sejd. vi befinder os i det opdigtede land Embla, stærkt inspireret af nordisk mytologi. Hundrede år før fortællingen begynder har der været en strid mellem landet to guder, solgudinden Sovilu og måneguden Isar. Deres kamp hærgede landet, men ud af den opstod sejd, en runebaseret magi som mennesker kan lære.

Centralt i historien er tre søstre, som alle er vølver: Groa, Hylla og Mogun. Der var engang ni søstre, men i et forsøg på at opnå magt dræbte den yngste, Mogun, de andre, inden det lykkedes Groa, den ældste, at nedkæmpe hende (dette skete i første bind, som jeg ikke har læst). Nu søger Groa og Hylla at få den sidstnævntes datter Heid til hovedstaden Birkvang, hvor hun kan lære at mestre sine vølveevner under den lærde mester Vodan. Undervejs forlader Groa dem for at udspørge ånderne om hvorfor Mogun gjorde som hun gjorde, og hvad hun selv nu skal gøre for at udbedre den ubalance i sejden, som Moguns ritual medførte. Hvad hun ikke ved, er at Mogun stadig lever og har fundet ny sejd. I striden blander to krigere sig; den gode, men fredløse Gretter og den gennemført nedrige Glam. Begge tjente i kongens garde, men hader nu hinanden af et godt hjerte.

Der kan siges både godt og dårligt om Åndevølven. På den gode side byder serien på masser af drama og spænding med interessante hovedpersoner, og den runebaserede sejd-magi er et forfriskende alternativ til den traditionelle fantasy-magi, hvor troldmænd og -kvinder bare mumler besværgelser og vifter med armene, selvom sejd-magien her nogle gange kommer til at ligne en del. Et eksempel er hvor Heid på kort afstand i én bevægelse kaster tre knive efter Mogun, som alligevel når at fremsige en remse og tegne en bue på gulvet for at afværge angrebet. På den dårlige side virker tegninger ofte ret amatøragtige. Baggrundene er fint nok tegnede, men det halter med persontegningerne. Ansigterne er ofte grove og skæve, og enkelte steder kniber det med anatomien; fx på forsiden, hvor Groas ben virker helt forkerte. Andre steder er der dog fine, dramatiske positurer, og personernes hænder, som ellers kan være svære, er godt tegnet. Værre er det at fortællingens verden virker tom. Der optræder simpelthen ingen andre mennesker end de centrale figurer; ingen bønder, byboere eller tilfældigt forbipasserende. Et grelt eksempel er krigeren Glam, som er sat til at forsvare grænsefæstningen Gratteborg – helt alene.

Der er ingen tvivl om at Niels Hovmand-Hansen har meget på hjerte, og selvom dette album (i bladformat) byder på en afrundet historie, mærker man at det blot er et kapitel i en længere saga. Jeg håber at Hovmand-Hansen vokser med opgaven, for så kan der godt blive en del at se frem til.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Dette indlæg blev udgivet i Tegneserier og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *