C.J Cutcliffe Hyne – Atlantis – Det sunkne kontinent

Atlantis – Det sunkne kontinent
Roman af C.J Cutcliffe Hyne
Science Fiction Cirklen 2015
Oversat af Jens Guld efter The Lost Continent: The Story of Atlantis, 1899
Efterord af Jens Guld
264 sider, 248 kr.

Den græske filosof Platon beretter om Atlantismyten i sine værker Kritias og Timaios. Forfatteren C.J. Cutcliffe Hyne (1866-1944) bruger myten om Atlantis til romanen Atlantis – Det sunkne kontinent, så det er klart hvordan bogen slutter. Dog har Hyne ingen direkte henvisning til Platon. Platon bruger ifølge videnskab.dk myten om Atlantis til bl.a. at fortælle om, hvor god jord man havde engang i forhold til, hvor dårlig jord man havde på Platons tid i området omkring Athen på halvøen Attika. Myten om Atlantis er således en forfaldshistorie.

På trods af at det er klart hvordan Atlantis – Det sunkne kontinent slutter, er den spændende på sin vis. Bogen starter med at vicekongen Deucalion kaldes hjem fra provinsen Yucatan til Atlantis. Det starter dramatisk ud med at Deucalions skib bliver angrebet af søuhyrer, og der er rimelig fart over handlingen i resten af bogen. Læseren oplever begivenhederne ud fra Deucalions synspunkt, og han er jeg-fortæller i bogen.

Atlantis har fået en ny kejser­inde, Phorenice, hvis trone vakler, fordi der er oprørere imod hendes diktatoriske regime. Deucalion tilhører præstekasten der dyrker de gamle guder (bl.a. solen), mens Phorenice ikke dyrker disse guder: “Jeg (…) gjorde den sædvanlige bøjning og opsendte stille den forskrevne bøn (…) men jeg er sikker på, at jeg hørte en fnisen fra de fantastisk klædte tilskuere, da jeg rejste mig. Jeg (…) vendte mig mod Phorenice for at kræve dem straffet på stedet for mangel på ærbødighed.” (s.59). Men Phorenice straffer dem ikke for at vise manglende ærbødighed over for guderne. Deucalion holder dog kritikken af den manglende gudedyrkelse tilbage, for grunden til at han kaldt tilbage fra provinsen Yucatan, er at Phorenice vil have ham til ægtemand.

Foruden ikke at dyrke de gamle guder er et kendetegn ved Phorenices regime nedgang i handelen: “Jeg så med sorg hvor få skibe der nu flød i det prægtige bassin og hvor få vidnesbyrd om handelsvirksomhed, der var at se på kajerne.” (s.139). Men selv om det er nedgang i handelen, laver Phorenice nye opfindelser, blandt andet guldsamlingsmaskiner, der uddrager guld fra havvand hvor det findes i ‘opløst tilstand’ (s.140).

Et tredje kendetegn ved Phorenices styre er undertrykkelsen: “Men som vi her vandrede gennem byens kvarterer, så vi vidnesbyrd om hård undertrykkelse. Lig af ihjelsultne mennesker så magre, at knoglerne stak ud gennem huden, lå i rendestenen.” (s.77). Men Deucalion har svært ved at tage afstand fra alt dette. Som han siger: “Jeg holder ikke af at forkæle pøbelen. Jeg siger, at hvis man lader en mand sulte og fryse, så vil han arbejde for at skaffe sig føde og klæder, og hvis ikke, ja så kan han få lov at dø, og så slipper Staten af med en værdiløs skabning.” (s.77). Endvidere er “alle mennesker, store som små, Kongens tjenere. Han kan behandle og bruge dem som han vil, og Phorenice stod i Kongens sted.” (s. 78)

Spændingen i bogen består bl.a. i hvordan oprørerne mod Phorenice klarer sig og hvordan Deucalion forholder sig til dette med sin position som Phorenices ægtemand, da han forelsker sig i en pige på oprørernes side. Men på den anden side var det svært at identificere mig med hovedpersonen Deucalion, der har de holdninger han har (og det er rimeligt at antage, at forfatteren er enig med sin fortæller i sine socialdarwinistiske holdninger, hvilket også fremgår af efterordet). Nu kan man diskutere hvor meget man holdninger betyder når det gælder litteratur. Men jeg mener at holdninger er en drivkraft når man læser.

Det positive er så, at skildringen af samfundet Atlantis ikke er skildret som en myte om en idealstat der sank i havet. Tværtimod er det skildringen af et brutalt diktatur, der går under. Sproget i romanen er renset for metaforer, ironi og humor, men det fungerer.

Sidst i bogen er der et fint efterord ved oversætteren Jens Guld, der sætter romanen i en sammenhæng. Bogen blev skrevet “i de dage da forfattere glat væk anbragte amazonprinsesser på Mars og Venus, lod Tarzan tage på eventyr i Jordens indre. Det er forfattere som Burroughs, Kline og Leigh Brackett (…) Atlantis – Det sunkne kontinent er en bog i denne genre.” (s. 259-260). Han skriver også at Cutcliffe Hyne havde humor og ironi, men det har han efter min mening ikke i denne bog. Bogen kan godt holde til en udgivelse, men stor litteratur er det ikke.

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet 49