Cory Doctorow: Little Brother

Little Brother
Roman af Cory Doctorow
Tor Books 2008, 382 sider (hardcover)
Bogen kan også downloades gratis på forfatterens hjemmeside: www.craphound.com/littlebrother/download/

Den canadisk-britiske science fiction- forfatter og cyberaktivist Cory Doctorow har skrevet en modig og provokerende bog henvendt til et ungt publikum.

Da San Francisco bliver ramt af et terrorangreb med tydelige paralleller til 11. september 2001, er den syttenårige Marcus på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Han bliver hemmeligt interneret af agenter for ministeriet for national sikkerhed, og da han er en computer-whiz med faste principper om anonym færden i den elektroniske verden, nægter han umiddelbart at samarbejde og røbe sine passwords. Som følge af det bliver han stemplet som en principiel sikkerhedstrussel, udsat for torturlignende forhørsmetoder og sendt hjem med besked om aldrig at røbe for nogen hvad han har været ude for, samt lodret ordre om at holde meget lav profil hvis han ikke ønsker at ”forsvinde” mere permanent.

Det samfund han vender tilbage til, har efter enhver rimelig definition forvandlet sig til en politistat. Sikkerheds-myndighederne opererer på egen hånd som en stat i staten, og man er så forhippet på at opspore potentielle terrorister og afværge nye angreb, at alle principielle og klassiske borgerrettigheder bliver tilsidesat. Marcus beslutter sig for at tage kampen op – ikke kun på grund af sine politiske grundholdninger og den uretfærdighed han personligt er blevet udsat for, men især motiveret af at hans bedste ven er forblevet i det hemmelige fængsel overladt til en uvis skæbne. Marcus etablerer et alternativt internet (baseret på hacket Xboxteknologi) hvor han som initiativtageren (netop ikke lederen) M1k3y anonymt ansporer til et digitalt ungdomsoprør der kaster grus i myndighedernes kontrol- og overvågningsmaskineri.

Som underholdning er bogen forrygende, og jeg kunne simpelt hen ikke vente med at komme videre i den. Ganske vist er der rigtig mange info-dumps, detaljerede beskrivende passager om San Francisco, nørd- og ungdomskultur, samfundsforhold og ikke mindst teknologi. Men sådanne passager er nu engang lidt af en konvention i spændingslitteratur, de fleste af dem er sjove og interessante at læse, og kun et enkelt sted skurrede det lidt. (Marcus’ kæreste er chili-fanatiker og holder en længere forelæsning om hvordan man måler capsaicinstyrke, og man kan godt undre sig over hvorfor vi skal høre så meget om det. Et par sider senere får læseren imidlertid en lidt for tydelig aha-oplevelse da politiet opløser en forsamling med peberspray, og der nu er etableret et grundlag for at kunne forklare hvor voldsomt et våben det faktisk er.)

De tekniske passager er imidlertid en central del af bogen. Romanens helt store scoop er at al den teknologi der indgår i handlingen, findes i dag eller kun ligger 20 minutter ude i fremtiden. Der er både litteratur- og webhenvisninger til det alt sammen, og læseren bliver på den måde tilskyndet til at sætte sig ind i den teknologi der allerede i dag bliver brugt af (og imod) os, og om nødvendigt selv tage kampen op mod Big Brother.

Det hele ender efter omstændighederne lykkeligt, og det går måske lige lovlig glat, forstået således at konsekvenserne af M1k3ys Xnet-oprør bliver mere vidtrækkende end realistisk er. Men vejen dertil er på ingen måde skildret som rosenrød, og forhindringerne på Marcus’ vej viser mange fine nuanceringer og anderledes vinkler. Den første der falder fra, er veninden Van der er datter af flygtninge fra Nordkorea, og Marcus har derfor sat sin lid til at netop hun vil gå ind i kampen. Men lige præcis fordi hun for alvor ved hvad diktatur er, skal hun ikke have noget klinket. En anden, der ellers er en frontfigur, trækker sig på grund af sin hudfarve, og det går op for Marcus at han vist skal takke sin hvide middelklassebaggrund for at han overhovedet er nået så langt som han er, uden at blive værre tilredt. Et andet problem er de useriøse og ikke altid lige begavede medløbere bevægelsen også får, som gør mere skade end gavn og kan bringe både sig selv og bevægelsen i alvorlig fare.

Desværre fremstår bogens ”skurke” ikke helt så nuanceret som dem der er på Marcus’ side. Marcus’ far er en gammel venstreorienteret, men efter angrebet på San Francisco forvandler han sig til en hidsig og kompromisløs tilhænger af statens sikkerhedstiltag. Hans bevæggrunde er såmænd at han troede at Marcus, der jo var forsvundet i en række dage, var blevet dræbt i terroristangrebet, og som sådan er hans reaktion meget forståelig, men vi føler ikke rigtig med ham. Selvfølgelig skal man huske på at han bliver skildret set gennem øjnene på sin teenagesøn, for hvem faderen nu bliver en personifikation af fjenden, men det er stadig en smule firkantet, og da faderen til sidst vender tilbage til sine oprindelige frisindede holdninger, sker det med et lige så brat karakterskift. Og da Marcus’ systemkritiske samfundsfagslærer bliver udrenset og erstattet med en ny, er der i den grad tale om en stråmand, eller rettere -kvinde (komplet med sydstatsaccent), at det gør Marcus’ diskussioner med hende om den amerikanske forfatning mindre interessante end de kunne have været.

Bogen er indlysende nok også et politisk kampskrift, og jeg selv er ganske enig i bogens grundholdning og udgangspunkt: at vi skal passe meget på ikke at grave vores egen grav ved at tilsidesætte og underminere demokratiets principper i desperate forsøg på at bekæmpe demokratiets modstandere. Little Brother rummer en glimrende fremstilling af fænomenet ”falsk positiv”: Hvis en test giver det rigtige resultat i 99 % af tilfældene, vil én ud af hundrede altså få et forkert svar, såsom at få at vide at de har en sygdom de ikke har. Hvis man tester en million mennesker, vil ti tusind altså få det svar at de har sygdommen, og hvis man undersøger for en sygdom som kun én ud af en million har, giver det altså ni tusind ni hundrede nioghalvfems forkerte svar. Når man så tænker på at der gudskelov ikke er mange – måske under én ud af en million – mennesker der er terrorister, og at der ikke findes nogen ”terrorist-test” med nogen form for præcision (en rapport fra MI5 fastslog i august at terrorister ikke har nogen karakteristisk demografisk profil), er der god grund til at diskutere hvilke tiltag et retssamfund kan bære at indføre uden at underminere sit eget fundament. Skrækscenariet, som Little Brother også opridser, er naturligvis at man skaber en politistat hvor alle er under konstant mistanke, uden at få ram på den virkelige trussel.

Knap så vild er jeg med den hackerromantik som også ligger i luften i bogen. Hvis jeg en dag kommer hjem og finder nogen i færd med at forsøge at dirke min hoveddør op, så køber jeg ikke den forklaring at de blot gør mig en tjeneste ved at teste min indbrudssikring, og min holdning er ikke anderledes på den elektroniske front. Jeg er heller ikke udelt begejstret for den vinkel at kampen mod politistaten er en kamp med de unge mod de ældre, selv om det selvfølgelig er et naturligt udgangspunkt for en ungdomsbog. ”Stol ikke på nogen over 25,” lyder mottoet med en naturlig fremskrivning af hippiernes og punkernes gamle paroler om ikke at lytte til nogen over 30. Sandt er det selvfølgelig at der er et generationsaspekt – det er de unge mænd der bliver sendt i krig, og de ældres holdning til f.eks. Vietnamkrigen var utvivlsomt farvet af 2. verdenskrig – men jeg synes ikke at der tegner sig noget klart billede af en generationskløft i holdningerne til Krigen mod Terror eller elektronisk overvågning. Bogen gennemfører da heller ikke det synspunkt at det er de unge mod de ældre, for vendepunktet kommer netop da Marcus får sig en allieret i de voksnes verden som kan gå ud i de etablerede medier med en Watergate-agtig afsløring.

I det store og hele er mine forskellige forbehold selvfølgelig nok også præget af at jeg læser bogen i Danmark, der alt andet lige ikke er USA, og at mine første associationer måske ikke så meget er folk som de modige dissidenter der smugler information ind og ud af Kina, men snarere mere selviscenesat revolutionære hvis hovedfjende er ruderne hos McDonalds. Men alt det ændrer ikke ved at Little Brother er en modig og vigtig bog. Bogens helt grundlæggende budskab og morale er at viden – om programmering, om politik, om poesi – både er noget sjovt der bør dyrkes for sin egen skyld, og samtidig, modsat hvad diktaturet hævder i 1984, er styrke. Det er også væsentligt at få præsenteret en opposition der ikke er anti-teknologisk.

Inden for underholdningslitteraturen udgør Little Brother en sund modvægt til mere patriotiske tekno-thrillers a la Tom Clancy og kan forhåbentlig inspirere et ungt publikum til både diskussion og eftertanke. Man kan selvfølgelig godt spørge sig om det nu også er de unge der har bragt bogen ind på bestsellerlisterne, eller om et flertal af køberne ligesom undertegnede var i målgruppens alder dengang Neuromancer var ny, men man har da lov at håbe. Rigtig mange science fiction-bøger til børn og unge er stadig opkog på 1950’er-ideer med robotter, mutanter, telepati og invasion fra rummet, og i det selskab leverer Little Brother en helt anden form for bid.

Anmeldt af Stig W. Jørgensen i Himmelskibet nr.18

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.