Vi vågner i Sibirien
Roman af Martin Paludan
Forlaget Brændpunkt, 2017
Jeg troede som udgangspunkt, at denne kortroman var en slags dansk vinkel på noget post-apokalypse. Det er det ikke, men derimod nok snarere et studie i besættelse. Det er mao. mere i familie med klassisk social-realistisk litteratur og jeg er den helt forkerte anmelder… Historien starter med en prolog, der ud fra en tidsmæssig logik vidst burde være en epilog. Her får vi beskrevet et Danmark, der er ved at dø, formentlig pga. golfstrømmens ophør og den deraf følgende isvinter. En nærmere videnskabelig forklaring kommer ikke. Hovedpersonen (alting er skrevet i første person) underviser på et universitet i Århus, imens verden er ved at gå under – ikke med et brag, men med lidt klynken, som man siger.
Hele starten virker underligt påklistret og bærer præg af at være skrevet på et andet tidspunkt end resten (og mangler i modsætning til det øvrige lidt korrektur).
Efter ca. 20 sider springer vi, så vidt jeg kan bedømme (?!) en 5-10 år tilbage i tiden, hvor forfatteren som vi fulgte i pro(epi?)-logen begynder sin erotiske besættelse af en kvindelig studie-kollega. Hun er en køn, klassisk revolutionær enhedsliste-type, der vil forandre samfundet, og han er en defaitistisk, introvert ateist, der drømmer om at skrive “Den store Roman”. Politisk er han nok det man vil kalde neutralt småborgerlig, så der er lagt i kakkelovnen til en del opgør. Det kan jeg for så vidt rimelig nemt forholde mig til, men de diskussioner de har, bliver desværre ikke uddybet, så man kan få et indtryk af deres synspunkter. Det er noget man snarere kan fornemme, hvis man kan genkende disse typer.
I løbet af resten af romanens i alt ca. 130 sider følger vi så disse to’s forhold med jalousi, parforholds-kriser og politik, mest på det personlige og lidt på det samfundsmæssige plan.
Sprogligt er denne roman rimeligt litterær og man mærker at forfatteren er uddannet i dansk og retorik. Det vrimler med finurlige sprogblomster, og sekvenser, hvor man ærligt talt er i tvivl om hvad, der er noget som vores jeg-person drømmer og hvad der er virkeligt. Her hjælper det heller ikke at der skiftes mellem nutid og datid på tidspunkter, hvor jeg i hvert fald ikke ville have gjort det.
Personligt sad jeg lidt med en fornemmelse af, at meget af kærlighedshistorien er lige lovlig selvbiografisk, eller, at det er en historie som forfatteren kunne tænke sig var selvbiografisk, men det er nok bare mig.
Som konklusion vil jeg sige, at dette ikke er en roman for dem, der interesserer sig for science fiction aspektet af handlingen, men hvis man vil læse en litterær kærlighedsroman der ikke er for lang og hæver sig over de gængse kærligheds romaner, så er det sikkert et fint udgangspunkt.
Anmeldereksemplar stillet til rådighed af forlaget
Anmeldt af Niels Gjerløff
