Ellin – Miralins datter
Kongestenen 1-2
Romaner af Hanne Lykke Rix
Forlaget DreamLitt, 2018
200 og 272 sider
En usleben diamant
I Hanne Lykke Rix’ saga Kongestenen møder vi adelspigen Ellin, som af sin onkel Kong Miros bliver betroet den uvurderlige titulære ædelsten, da landet Okenos bliver angrebet af den onde Kong Droq. Ellin må i al hast og i forklædning bringe kongerigets symbolske hjerte – som måske er magisk – i sikkerhed hos sine slægtninge i det fjerne skovkongerige Furien på den anden side af bjergene. Ellins far er død, og kongen er død. Hun er det eneste håb. Men det er noget af en farefuld færd for en 13-årig pige! Således slås sagaen an. Det er, som man nok kan ane, et ret typisk ungdomsfantasy-plot. I hvert fald til at begynde med.
Men det skal man ikke kimse ad. Jeg hører i hvert fald til dem, der mener, at gode fortællinger – særligt fantasy – bygger på solide troper som alle kan genkende. Netop derfor er de rigtigt gode historier tidløse. Det interessante i den kontekst er, hvorledes fortællingen bliver forvaltet. Hvordan en forfatter behandler den litterære arv, de varetager. Og det gør Hanne Lykke Rix faktisk ganske godt!
Lad det være sagt med det samme, at forfatterinden ikke er en stor stilist eller sprogkunstner. Jeg fangede undervejs i de to bøger flere mildest talt underlige anglicismer, der ikke findes på dansk: “[…] ubevægelig som et dyr der pludselig er blevet fanget i en skarp lysstråle” (like a deer in the headlights), “en lavranket officer” (low-ranking), “som et barn foran en skål farvestrålende godter” (a kid in a candy store). Der er også mærkelige selvmodsigelser som “et afbrændingsbål” og “en kortbenet dværg”. Det er mig også imod at bruge de engelske ord “token” og “timing” i en dansksproget fantasybog. Måske er jeg gammeldags – men er det ikke netop noget af det man gerne må være i en genre, hvis særkende er en ældre, anderledes kultur? I hvert fald hvis man selv har skrevet sig ind i den genre. Korrekt dansk er vel mindstemålet.
Et mere vellykket og forfriskende nybrud er dog, at Kongestenen, for mig at se, har et stærkt feministisk islæt. Alle de gode stærke heltemænd, alle Aragon’erne, er væk. Alle de gammelkendte mande-mænd er enten skurke eller døde. Alle de stærkeste og mest snarrådige personer i bøgerne er kvinder. Det er kvindernes valg, der former historien. Hovedpersonen Ellin nægter at lade nogle bestemme over sig – også der, hvor det ville være klogest. Og det er indtagende! Det er også modigt, hvorledes de to Kongestenen-bøger berører så voksne temaer. Særligt i anden bog, Miralins Datter – som klart er den bedste af de to.
Her skal Ellin finde sig tilrette ved sine slægtninges hof. Deres familie er mildest talt dysfunktionel. Jeg nævner i flæng: drab, drukkenskab, hustruvold, tvangsægteskab og (vistnok) voldtægtsforsøg. Så selvom serien (tilsyneladende) er rettet mod ungdomssegmentet, er den altså ikke lyserød. Og det er sejt tænkt, at bare fordi man er ung, skal man altså ikke pakkes ind i vat.
Okenos er en hård verden – også for hovedpersonen. Og det er godt, at Rix kan overbevise os om det. Men for anmelderen fremstår Okenos-verden altså også stadigvæk en smule tåget, også efter to bøger. Vi får nævnt en mængde ting: gallauniformer, badetøj, husvinduer af glas, dørmåtter, et kontor og en forlovelsesring i en lille firkantet æske. Alt sammen i et univers, som så vidt jeg kan se, gerne skulle fremstå klassisk fantasy-middelalderligt. I stedet efterlades jeg med indtrykket af en fiktionsverden, hvis grundlæggende fælles kulturnormer (medgivet: der er variationer) aldrig bliver klart fasttømret. Som om verdenen kun er lige så middelalderagtig, som det passer forfatteren her og nu. Det svækker indlevelsen og virker ærgerligt inkonsekvent og som noget man i de givne tilfælde nemt kunne have skrevet sig udenom.
Når man har snakket om verdenen i en fantasybog, er en man også nødt til at sige noget om magi – for ellers ville fantasy blot være historisk fiktion. I Kongestenen tager den form af Ellins gådefulde (dag)drømme som hun nogle gange kan tyde, andre gange ikke. De giver hende fingerpeg både om fortiden og fremtiden. Nogen større indre systematik eller krav med hensyn til de magiske kræfter er svær at ane. Dette er irriterende – for så kan det godt bare gå hen og blive en genvej for forfatteren, så hovedpersonen nemmere kan løse plottet. Selve kongestenens magiske kræfter efterlades i det uvisse. Men lad os nu se. Magi er jo uforklarligt og serien er kun to bøger henne.
Alt i alt en god, gedigen fantasy-serie til unge anno 2018. Der spares ikke på noget. Godt nok er der knubs, men hele den grundlæggende essens spiller – både i forhold til en god ungdomsbog og i forhold til fantasygenren. Nogle gange kan det at udføre det simpleste, i virkeligheden være det sværeste – for dér kan alle se, når det går galt. Her virker det! Og forfatteren lader kun til at udfolde sit potentiale mere og mere som serien skrider frem.
Anmeldereksemplarer er venligt stillet til rådighed af forlaget.
Anmeldt af Aske Sparrebro i Himmelskibet nr. 55
