Ad Astra

Ad Astra
Film, Regency Enterprices, Fox m.fl, 2019, 123 minutter
Instruktion: James Gray, Cast: Brad Pitt, Tommy Lee Jones m.fl.
Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic

I Ad Astra følger vi McBride (Brad Pitt) på en farefuld rejse fra Jorden, via Månen og Mars til et sted i den ydre del af solsystemet, hvor hans far (Tommy Lee Jones) forsvandt for mange år siden, i nærheden af Neptun, mens han ledte efter aliens. Det er et plot de fleste af os er stødt på mange gange før, i film som 2001 og Event Horizon, men selve rejsen er altid lidt forskellig, og den MacGuffin der venter for enden af rejsen kan varieres i det uendelige.

Selve rejsen er heldigvis den største del af filmen. For det virker som om budgettet og/eller ideerne slap op da man endelig havde fået Brad Pitt ud til Neptun (Jeg vil ikke afsløre om han faktisk møder sin far – Tommy Lee Jones er også med i nogle scener der foregår før man mistede kontakten med McBride senior). Men en god scene eller to venter der da stadig derude.

Ad Astra er på én gang en rigtig god science fiction-film og en ret middelmådig action- / space opera-film. I den gode sf-film spiller Brad Pitt en meget overbevisende astronaut, i en utrolig flot og autentisk udseende rejse fra en Jorden i en ikke så fjern fremtid, til de ydre planeter. Men af en eller anden grund var det ikke nok for James Gray. I stedet for bare at finde sin far, og efterforske hvad der var sket, skulle McBride senior også udstyres med at dommedagsvåben der er løbet løbsk, og truer med at udslette Jorden (ude fra Neptuns bane – enhver med lidt forstand på fysik ville have fortalt Gray at det er komplet idiotisk). I stedet for at nøjes med lade uheld og astronautiske udfordringer give spænding, får vi nogle mystiske politiske kræfter som modarbejder McBrides mission, og tilføjer diverse action-scener, hvor man ikke forstår de involveredes motivation. Og i stedet for bare at lade McBride være en astronaut af Neil Amstrongs støbning, skal vi absolut have ham psykologiseret, og på en lidet overbevisende måde have hans personlighed forklaret ved hjælp af forholdet til hans far.

Med al den kritik virker det nok som om jeg synes at Ad Astra er en dårlig film. Både og: Hvis man kan abstrahere fra plottets tåbeligheder, er det en utrolig flot film, hvor cinematografi, billede og lyd fungerer nær perfekt, godt suppleret af en velspillende Brad Pitt. Så jeg kan anbefale filmen til dem der hadede fysik i skolen og bare gerne vil have noget rum-action, men også til dem som sukker efter film med en realistisk fremstilling af hvordan det er at være ude i rummet, og kan leve med at realismen kun udstrækker sig til det man faktisk ser, og ikke plottet bagved.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch

Dette indlæg blev udgivet i Film, Science Fiction og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *