Doom Patrol
TV-serie, sæson 1, 2019
15 afsnit af ca. 1 time
Skabt af Jeremy Carver efter tegneserien af samme navn
Med: Diane Guerrero, April Bowlsby, Alan Tyduk, Brendan Fraser, Timothy Dalton m.fl.
Kan ses på HBO
Nogle mennesker har det ikke nemt. Det gælder blandt andet en lille flok individer, som er blevet horribelt forvandlet af forskellige begivenheder og som videnskabsmanden Niles Caulder (Timothy Dalton), kaldet “The Chief”, har taget under sine vinger og ind i sit hus. Der er den tidligere racerkører Cliff Steele (Brendan Fraser), som efter en ulykke er blevet reduceret til en hjerne i en robotkrop, den tidligere jagerpilot Larry Trainor, i hvis krop et energivæsen har taget bo, så han hele tiden må gå med kemisk behandlede bandager på hele kroppen, skuespillerinden Ríta Farr, der har mistet kontrollen over sin egen krop, der deformerer eller vokser ukontrolleret, og Kay “Crazy Jane” Challis, som har 64 personligheder med hver sin superevne (og hvert sit traume). Ingen af dem er særligt lykkelige for deres tilværelse, selvom de alle på den ene eller anden måde er udødelige – fx var Rita Farr en stor filmstjerne i Hollywoods guldalder, men ligner stadig (når hun har kontrol over sin krop) en ung kvinde.
Gruppens triste dagligdag bliver brudt da Mr. Nobody (Alan Tyduk) kommer ind i billedet. Han er en superskurk, der kan manipulere med virkeligheden, og han har åbenbart et horn i siden på The Chief, som han bortfører under særdeles mærkelige omstændigheder, og så må vores (anti-)helte tage affære.
“Særdeles mærkelig” er et udtryk der passer godt på serien som helhed. Vores hovedpersoner kommer ud for den ene dybt bizarre situation efter den anden og render på adskillige sære personligheder, der har forbindelse til The Chiefs fortid – og måske også deres egen. Hele verdens eksistens er på spil ved flere lejligheder, og vores ‘helte’ er særdeles dårligt klædt på til at håndtere situationerne – selv efter at de får følgeskab af Cyborg fra Teen Titans, som ellers er en erfaren superhelt.
TV-serien er baseret på DC Comics’ tegneserie af samme navn, som debuterede i 1963, kort før X-Men gjorde det hos konkurrenten. Der har været snakket meget om lighederne mellem de to serier – begge har et hold martrede outsider-helte under ledelse af en ældre mand i rullestol – men konsensus er vistnok at det er et tilfælde. Serien blev aldrig voldsomt populær og lukkede i 1968. Flere forsøg på at genoplive serien slog fejl indtil forfatteren Grant Morrison overtog serien i slutningen af 1980’erne sammen med tegneren Richard Case. Morrison tog udgangspunkt i det der havde været seriens særkende fra starten, nemlig bizarre skurke og situationer, og gav det hele en tand mere eller hundrede. Det groteske og absurde tog førersædet, ofte med elementer af eksistentialistisk horror, men det lykkedes Morrison at skabe vedkommende og spændende historier selv når det blev mest mærkeligt – og det var særdeles mærkeligt.
TV-serien baserer sig især på Grant Morrisons historier, om end Rita Farr er et levn fra den originale serie, som ikke optrådte i Morrisons udgave. Den rammer meget godt det absurde og groteske, men kammer oftere over i det fjollede end det var tilfældet hos Morrison, og horror-elementerne er noget nedtonet. Det ændrer dog ikke på at TV-serien er ganske underholdende og også kan ses af folk, der mere er til absurd humor end til superhelte. Heltenes tragiske liv og deres ikke specielt vellykkede forsøg på at håndtere deres skæbner fylder meget, og samspillet mellem skuespillerne er helt i top.
I løbet af de 15 episoder får man løftet sløret for mørke detaljer fra hovedpersonernes og ikke mindst The Chiefs fortid. Tingene viser sig ikke at være helt som vores helte forestillede sig, og de må stille en hel del spørgsmål til sig selv – og ikke mindst The Chief når de til sidst får muligheden. Flere detaljer skal ikke afsløres her – sæt jer ind og se serien! Den kan varmt anbefales, og jeg er ikke ene om anbefalingen. Seriens karakter på IMDb er 8,0, og den får et score på ikke mindre end 96% på Rotten Tomatoes.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.58
