The Question
Tegneserie, DC Comics
1987-1990, nr. 1-36
Forfatter: Dennis O’Neil
Tegner: Denys Cowan
The Question startede med Steve Ditkos Mr. A. Ditko arbejdede for Charlton Comics og ville gerne lave historier med sin Ayn Rand-inspirerede superhelt Mr. A, men da Mr. A’s moralbegreber ikke passede særligt godt ind under branchens daværende selvcensur The Comic Code, lavede Ditko en knap så ekstrem udgave af Mr. A og kaldte ham the Question. Siden forlod Ditko Charlton, som beholdt rettighederne til the Question.
Efter Charltons superhelte var blevet købt af forlaget DC, havde man hyret forfatteren Alan Moore til at introducere dem til DC-universet. Men det endte med at Charlton-superheltene blev lavet helt om i det, der blev til Watchmen-universet. The Question blev for eksempel til Rorschach. Nogle år senere skulle de ‘rigtige’ Charlton-superhelte så introduceres til DC-universet. Dennis O’Neil, som på det tidspunkt var redaktør for alle DC’s Batman-serier, savnede selv at skrive en serie. Han fik da til opgave at lave The Question sammen med tegneren Denys Cowan.
Mr. A er objektivist, som Ayn Rands ideologi kaldes. Det betyder at han har en ret binær opfattelse af godt og ondt; enten er man ond, eller også er man god. Hos Ditko er der dog den mulighed at man kan være et godt menneske, som midlertidigt er på vildspor. Det er også lidt usædvanligt i forhold til Rand at Mr. A. faktisk er ret altruistisk – han hjælper de gode mennesker mod de onde. Rand mente faktisk det var forkert at hjælpe andre mennesker. Også i sin hemmelige identitet er Mr. A nok lidt mere altruistisk end Rand ville have brudt sig om: Han er journalist og hjælper de gode mod de onde med sine avisartikler. The Question var mere eller mindre identisk med Mr. A., bortset fra at historierne med ham skulle kunne godkendes af The Comic Code og at han havde en anden slags maske.
Dennis O’Neil lægger ud med en meget overmodig Question, der tæver løs på skurkene uden hæmninger. Som Vic Sage er han undersøgende journalist, der arbejder for en tv-station. Men Dennis O’Neil var forfatteren der forvandlede Batman fra en tegneserie-karrikatur til et menneske, og han gør noget lignende med the Question. Allerede i første nummer går det galt for vor helt. Han ender på bunden af havet, efter at han har fået brækket de fleste af sine knogler og er blevet skudt i hovedet.
Da O’Neil således har dræbt Ditkos superhelt, lader han ham genopstå og gennemgå en lang rejse tilbage til sit tidligere fysiske helbred, men også en spirituel og identitetssøgende rejse. I første omgang begynder han at optræde igen som the Question og lader sin Vic Sage-identitet være forsvundet under mystiske omstændigheder. Senere indser han dog, at han også kan kæmpe for en bedre verden som journalist og genoptager Vic Sage-identiteten.
Hvor Ditkos verden var befolket af de gode, de onde og de uskyldige, er O’Neils en mere grå og realistisk verden, hvor ondskab ikke er noget der er hamret fast i ens sjæl med arvesynd, men noget man kan overvinde; som O’Neil selv til sidst overvandt den alkoholisme, som fik ham til at blive, om ikke ond, så asocial. Vi møder for eksempel en korrupt politimand, som beslutter sig for at blive en god politimand. Og en karakter som Lady Shiva, en figur som O’Neil havde skabt til en kung fu-serie fra 1970erne, og som ikke rigtig lader sig måle på en god/ond skala.
En anden af de faste karakterer er den gennemgode Myra, som jeg tror er baseret på O’Neils kone Marifran, som hjalp ham ud af alkoholismen og døde nogle få år før O’Neil. Myra er gift med den alkoholiserede borgmester i byen og passer hans job, mens han forsvinder ned i flasken. Der optræder også onde mennesker, som ikke forbedrer sig. Men pointen er, at de alle har en chance for at blive til bedre mennesker – selv det dumme svin, som i det sidste minut af sit liv beslutter sig for at gøre noget godt. O’Neils superhelte er bare mennesker, som er lidt modigere og er lidt bedre til kampsport, end de fleste af os; ligesom hans superskurke ofte er forholdsvis almindelige mennesker, som bare sidder fast i et liv med vold og forbrydelser. Eller de kan være som the Riddler i sin optræden i serien – en psykisk syg stakkel som aldrig er kommet sig over sine femten minutters berømmelse. Vi møder dog også superskurke-udgaver af virkelighedens psykopater.
I stedet for at lade det handle om hvordan heltene får ram på skurkene, lader O’Neil serien handle om datidens (dvs. i høj grad også nutidens) virkelige problemer. Historierne foregår i den fiktive Hub City, som er plaget af forbrydelse og bander, men også fattigdom og politikere som kun bekymrer sig om sig selv og deres nærmeste allierede. Vores superhelt har rigeligt at lave med at udføre det ofte fraværende politis opgaver. For 30 år siden var terrorisme ikke rigtig på dagsordnen, men det betyder ikke at der manglede mennesker med ekstreme synspunkter, som også har deres modstykker i The Question.
De 36 numre i O’Neils oprindelige serie handler om hvordan hovedpersonen bekæmper forbrydelse og uretfærdighed i Hub City, mens han prøver at finde sin egen identitet imellem vigilanten the Question, journalisten Vic Sage og det forældreløse barn Charles Victor Szasz han voksede op som. Dennis O’Neil vendte flere gange tilbage til karakteren, først i en kortlivet ny serie, siden med en slags epilog til den. Senere er The Question overtaget af andre, og helten har også optrådt i tegneserien Justice League.
Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr. 59