LEMENHÆREN
Novellesamling af Dag Ove Johansen
Bondes Forlag, 2020. 148 sider
Bogen kan bestilles fra forfatteren: dagoj@online.no
Dag Ove Johansen tilhører gruppen af norske science fiction-forfattere, der debuterede i halvfjerdserne og senere har skrevet en række bøger, både i og udenfor de fantastiske genrer: Novellesamlingerne Planetmalerne (Forlaget For Flere, 1974), T for Tramatura (Fredhøis, 1974), Syklon (Regnbueforlaget, 1978) og Vargtid (Bondes forlag, 2020), samt romanerne Ond sirkel (Bok og Magasinforlaget, 1984) Stormnatt (Bladkompaniet, 1988) og trilogien om Komsa-folket det består af romanerne Den hvite søvnen, Havørnas skygge og Nordlysvinger (Bladkompaniet, 1991-1993). Derudover har han bidraget med et stort antal noveller i fanzines, magasiner, tidsskrifter og originalantologier.
Foreliggende bog, Lemenhæren, skulle egentlig være udgivet i 1977 (på Stowa Forlag, der udgav det norske science fiction tidsskrift Nova 1971-1979). Af uransagelige årsager valgte forlaget at stoppe deres serie Nova Science Fiction efter den fjerde bog. To af novellerne fra Lemenhæren udkom senere i bogform: ’Blu’ var medtaget som bonus i romanen Ond sirkel, mens ’Miljø 89’ blev trykt i en originalantologi med ny norsk science fiction: Siste reis (Bok og Magasinforlaget, 1983). Den tredje novelle, ’Til sidste åndedrag’ stod i Algernon nr. 13 (3/77), udgivet af Aniara, Oslostudentenes science-fiction forening.
At de tre noveller nu omsider udkommer samlet sådan det oprindeligt var tænkt, med den originale forside af kunstneren Thore Hansen, må siges at være en begivenhed da der kun udkommer få nye norske sf-værker om året. De er science fiction i den dystopiske eller post-apokalyptiske tradition og omhandler individets kamp for at overleve i stadig mere menneskefjendtlige miljøer.
Den første, ’Blu’, der oprindeligt hed ’Lemenhæren’, handler om nogle drengebander i nær fremtid i den nordnorske by Mo i Rana. De bruger aftnerne til at mishandle dyr, samtidigt med at de slås indbyrdes om territorierne i byen. Det er en brutal og usminket historie om rodløse unge i et samfund der ikke formår at tage vare på sine mest sårbare individer. Den blev senere udvidet til en socialrealistisk, ikke lige så vellykket ’skoleroman’ med titlen Rambos Lov, der manglede novellens intensitet.
Den næste novelle, ’Til siste åndedrag’ er ikke mindre barsk. Den beskriver en fremtid, hvor luftforurening har gjort udendørs ophold uden beskyttelsesdragt umuligt. De få mennesker der stadig lever, bruger dagene til at jagte ilt og hinanden. Et menneskeliv er intet værd. En gruppe som kalder sig Organisationen rekrutterer en mand og prøver at hjernevaske ham, men han har sine egne planer om at infiltrere og forsøge at omstyrte Organisationen. Novellen foregår i et hæsblæsende tempo, og er nok den svageste af de tre, men bestemt læseværdig.
I ’Miljø -89’ bliver vi præsenteret for en gennem-teknificeret verden, hvor der findes lukkede reservater af vild natur. Disse reservater benyttes til rekreation, men en dag nægter en af de besøgende at komme ud igen, og en storstilet jagt på ham indledes.
Bogen lever op til forventningerne, selvom det kan blive lidt vel meget med tre noveller der allesammen behandler menneskejagt. De tre noveller er ret forskellige, men der er også ligheder imellem dem. De har tålt tidens tand bemærkelsesværdigt godt, og vækker til eftertanke sådan god science fiction skal. Er man dog til happy ending, er dette måske ikke lige bogen man bør vælge.
Anmeldt af Cato Pellegrini i Himmelskibet nr.60
