Føle mig om
Roman af Palle Tonning
Forfatterskabet 2020/21
Anmeldereksemplar doneret af forlaget
En lille gruppe unge fra samme gymnasium kan pludselig sanse andres følelser – ligesom vi andre kan bruge vores syn, hørelse og lugtesans. Hvorfor er det sket lige præcis for dem? Hvad er forbindelsen mellem dem? Hvorfor bliver der flere af dem? Og hvad har de tænkt sig at bruge deres fantastiske evne til?
Oplægget til romanen Føle sig om er stort tænkt, samtidig med at det er historien om en lille gruppe venner (og fjender). Det er dansk science fiction ‘light’, som foregår i et i et letgenkendeligt københavnermiljø. Det er “hvad nu hvis?” der er omdrejningspunktet i fortællingen – og ikke “hvordan kan det lade sig gøre?”
Jeg må være helt ærlig – romanen var en blandet fornøjelse, som jeg ikke kan give min uforbeholdne anbefaling. Netop derfor vil jeg først nævne romanens meritter. Den væsentligste er, at den tager fat i det store spørgsmål om bevidstheden: Tænker vi før vi handler, eller rationaliserer vi bare vores handlinger bagefter? Romanen præsenterer mange argumenter på det sidste.
Selve plottet kan være inspireret af Scanners-filmene, hvilket bestemt ikke er en skidt ting. I Scanners har en gruppe mennesker har fået særlige, psykiske evner – navnlig telepati og telekinese. Hovedpersonerne – Sanserne – i Føle sig om har en mere diskret evne, nemlig en slags overudviklet empati. De har alle sammen deres at slås med, også mere end det er almindeligt for unge. Stoffer kommer fra en splittet skilsmissefamilie, Kamilla fra et overklassehjem med høje forventninger, Jazzmin har politiske ekstremister i sin familie, Christian bliver domineret af sin mor, og Anders, ja, han er nærmest alt for almindelig. Men det er meget sundt at runde persongalleriet af med en just sådan en neutral personlighed.
Præcis ligesom i Scanners er der en Sanser som både kan – og vil – misbruge evnen. Christian kan nemlig ikke lukke af for andres følelser, og han forstår ikke sine egne. Da han havner på psykiatrisk afdeling, føler han at de andre Sansere bærer skylden, fordi de ikke forhindrede det. Hvordan kom det så vidt? Jo, i én af de mere mindeværdige sekvenser prøver Stoffer at forhindre Christian i at komme på tomandshånd med en pige kaldet Julie, fordi han tror at Christian vil begå et overgreb. Hvad han dog ikke forstår – før det er for sent – er at det er Christian, der har allermest brug for beskyttelse.
På visse områder minder romanen meget om Bjarne Reuters Zappa. Begge romaner har et virkelig dumt svin som omdrejningspunkt og gør meget ud af at illustrere hvorfor det er gået så galt. Om de andre Sansere får reddet Christian fra sig selv – eller ej – vil jeg dog ikke afsløre.
Romanen har altså både en god bærende idé og masser af intriger i den lille venne- og fjendekreds. Så hvorfor skrev jeg, at jeg allerhøjest kan anbefale den med visse forbehold?
Svaret er: Dialogen gør den vanskelig at komme igennem. Ikke vanskelig som i højt lix eller snørklet eller kunstfærdigt. Nej, problemet er at dialogen er alt for realistisk.
Ser I – selv når man taler om ‘realisme’ eller endda socialrealisme i litteraturen, så er det aldrig ført ud i sin fulde konsekvens. Som regel mener man blot, at personer og miljøer er genkendelige. Men i fiktionens verden er mennesker som regel mere velformulerede end de er i virkeligheden. De taler ikke i rigtige sætninger, men i replikker, som man så kan sidde og fryde sig over. Hvor var det dog vittigt, flot eller ondskabsfuldt sagt! Forfattere beundres for deres sprogblomster. Skuespillere beundres for at gøre selv de mest opstyltede replikker virkelighedstro.
I Føle sig om taler alle personerne som man gør i virkeligheden. Især Stoffer har en tendens til at rable, uden at nogen gør mine til at afbryde ham (hans venner er helt utrolig tålmodige med ham). Hvis du stadig ikke kan se problemet, så prøv at optage en samtale, som du har med en ven. Du vil blive chokeret over hvor ofte du gentager dig selv, fordi du falder over dine egne ord og runder sætningen af med at gentage det første du sagde igen (og ja, foregående sætning var et eksempel på dette). Det kan være ret ubehageligt at blive konfronteret med, men det gør denne roman.
Jeg kan ikke sige om forfatteren har gjort det bevidst eller ej. Det er hverken litterært, teatralsk eller filmisk, men slet og ret superrealistisk. Det er et stilgreb, som kunne have været interessant i en kort, eksperimenterende novelle. Der kunne forfatteren endda have gået all in, og have tilføjet alt fra “øh” til de konstante afbrydelser, der også hører til i talesproget! Når stilgrebet bruges igennem en hel roman, bliver det til gengæld anstrengende at læse, og det er en skam.
Føle sig om er tænkt som en hel trilogi – om det bliver med det samme persongalleri eller rent tematisk ved jeg ikke. Jeg håber dog at det bliver det sidste. Det vil nemlig give forfatteren en mulighed for at starte på en frisk, uden at det vil skurre for meget, hvis stilen skifter. Der er potentiale i plottet og nogle af de store spørgsmål forfatteren stiller, men det rent sproglige og skrivetekniske skal være bedre.
Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr. 63
