Døden og kvinden
Klassiske gys skrevet af kvinder
Antologi
2 Feet Entertainment, 211 sider, 2023
Anmeldereksemplar leveret af forlaget.
Det er en formiddag i maj, men det føles som skumring, varm te og regnvejr i oktober.
Uanset hvilken tid på året man læser novellesamlingen Døden og kvinden, vil stemningen forvandles til ”mørk og stormfuld aften”. Og med god grund. Jeg bliver sjældent så opslugt af fortællinger som jeg blev af Edith Whartons “Selskabsdamens klokke” fra 1902. Novellen føles om en gyser prolog til Downton Abbey-universet, men med det uhyggelige New England som bagtæppe. Wharton skriver moderne og spændende og handlingen skrider hurtigt frem uden at mystikken afsløres med det samme. Hendes univers er meget præcist beskrevet og det er let at forestille sig den formelle husholdning, den lidt kedelige mad, der blev serveret til i tjenestefolkenes frokoststue om vinteren og den respektfulde omgangstone mellem Upstairs og Downstairs.
Virginia Woolfs novelle “Et hjemsøgt hus” (1921) er vidunderligt poetisk og samtidig en yderst elegant, hjertevarm og skæv spøgelseshistorie. Novellen “Døden og kvinden” (1892), som antologien har taget navn efter, er krybende uhyggelig på sin helt egen meget subtile, stille og feminine facon. Det kan mærkes at teksten er skrevet af en kvinde og det manglede jeg uden jeg vidste det. Jeg må indrømme, at jeg aldrig har læst andet af Mary Shelly end Frankenstein, men hendes novelle “Forvandlingen” (1831) er både god gyser og fantastisk fantasy, jeg ikke vidste jeg gik glip af.
Novellerne i antologien er skrevet i perioden 1831 til 1921. En yderst interessant periode både i forhold til hvordan samfundene i Europa og på den amerikanske østkyst for alvor udviklede sig fra overtroiske landbrugssamfund til ”civiliserede”, mere videnskabeligt funderede bysamfund. Litteraturen spejlede dette og udviklede sig i samme takt. Særligt H.P. Lovecraft er kendt for at beskrive den sidste rest af den (bøh)landlige frygt for det store ukendte. Og jeg er glad for nu at kende mange flere af dem, der gjorde det samme.
Teksten på bagsiden af Døden og Kvinden påpeger at det er på høje tid, at de mange kvindelige forfattere, der i høj grad har været med til at forme gysergenren efter den gotiske roman, får deres egne udgivelser og fremhæves som de fremragende forfattere de er. Og jeg kunne ikke være mere enig. Det er alt for ofte at særligt Mary Shelly udelades for sin store litterære rolle. Jeg har altid brug for at læse noget nyt med nye spændende perspektiver og selv om novellerne i Døden og kvinden er mellem 100 og hele 200 år gamle, føles de nye og friske.
Anmeldt af Anne Dencker Bædkel
