Elide av Sarande
af Øyvind Kvernvold Myhre
Roman. Kolofon Forlag 2024. 223 sider.
Øyvind Kvernvold Myhre (f. 1945) er én af nestorerne i norsk science fiction. I næsten tre tiår, fra tidlig i 1970’erne til slutningen af 1990’erne, gjorde han sig stærkt bemærket på flere områder: Som redaktør for det norske science fiction-tidsskrift Nova – Fantastiske Fortellinger 1973-1978; som redaktør for fantazinet Gandalf; som bidragsyder til de ledende norske fanzines dengang. Men først og fremmest huskes han som en alsidig og underholdende forfatter: Blandt hans tyve skønlitterære udgivelser finder vi både science fiction, fantasy, historiske romaner og endog krimi. Derudover udgav han den litteraturhistoriske faktabog Magiske verdener: fantasilitteraturen fra Gilgamesj til Richard Adams (1979).
I år er det 50 år siden Øyvind Myhre debuterede med romanen Aster (1974). Dette jubilæum kunne næppe være markeret på en bedre måde, end ved udgivelse af en splinter ny roman: Elide av Sarande. Bortset fra romanen Kommer aldri levende herfra igjen (2022; tilgængelig online) er der gået hele 27 år siden hans forrige trykte bog, romanen Vindens datter, bjørnens bror (1997). At han nu er vendt tilbage med nyskrevet materiale, er desto mere glædeligt. Det er slet ikke utænkeligt, at der vil komme nye bøger fra ham; i øjeblikket er flere manuskripter i omløb blandt norske forlag.
Elide av Sarande er en fantasy-roman for voksne. Det er nærliggende at sammenligne den med Myhres fjerde bog De siste tider (1976). Mens dén bog fortalte en dyster og på mange måder ret uhyggelig historie fra en grum verden på randen af undergang, er tonen i Elide av Sarande adskillig lysere og muntrere. Bogen er et overflødighedshorn af fortælleglæde og sjove påhit. Den indeholder alle de ingredienser, man forventer at finde i den slags fortællinger: En magisk og mangefacetteret verden, ofte med en udpræget feudal opbygning, der har dens egne historier, kulturer, myter og legender. Her findes et væld af menneskelige og mytologiske væsner af ulige afskygninger: hertuger, prinser og en skøn prinsesse, herskere og tyende, troldmænd, ånder, dæmoner, guder og andre skabninger.
Hovedpersonen er den gamle vismand Brannefelso af Jebinrek, ”magus av sjette orden med mestergrad i geokinese og telemanti”, der sidder i sin borg og er fortørnet over at Det Magisofiske Laug har afvist hans epokegørende afhandling ”Verdensaltets Beskaffenhet”. Hvordan kan de dog være så forstokkede!? En dag opsøges han af den unge prins Radach af hertugdømmet Channo, der skal bruge hans hjælp til at redde sin elskede Elide, datter af markgreven af Sarande. Hun ligger i koma derhjemme, efter at hendes sjæl er blevet røvet af dæmoner. Brannefelso føler sig forpligtet til at hjælpe prinsen, på grund af sin tidligere forbindelse med hans far. At han også ser en mulighed for at tjene nogle ekstra gulddukater, gør ikke hans motivation ringere, selvom han ender op med at betale de fleste regninger af egen lomme.
Udgangspunktet er, som ofte i fantastisk litteratur, en rejse. Udstyrede med et køretøj der kaldes en flogistoped og drives af en ånd og lades med solenergi, to flaskeånder, en avatar der bor i et spejl, og flere kister med fornødenheder, lægger de ud på en farefuld færd. Først tager de til Sarande for at hente prinsessen og fylde op forsyninger, før færden går videre mod Waltin Hylled, hvor de måske kan finde hendes sjæl og bringe den tilbage til hendes livløse krop. Undervejs møder de både landevejsrøvere, pengegriske grænsesoldater, forskellige ånder og andet skrømt.
Det der driver historien fremad, er ikke så meget hvorvidt det vil lykkes for dem, for det véd læseren, de vil. Myhre er en mester i at bygge sine fiktive verdener op, og befolke dem med troværdige og interessante karakterer. Brannefelso er en selvoptaget og egentlig ret så usympatisk gammel stodder; den unge prins Radach, forblindet af ungdommelig forelskelse, er ikke meget bedre – men alligevel kan man ikke lade være med at heppe på dem. En lind strøm af personer og hændelser fører frem mod det forventlige højdepunkt, hvor blandt andet Brannefelsos hjemmeværende kone Beref spiller en vigtig rolle.
Som nævnt er Elide av Sarande udpræget fantasy, men den indeholder også elementer af science fiction. Blandt andet er de videnskabelige optegnelser, der ligger til grund for folkenes forståelse af verden omkring, baseret på systematiske iagttagelser og matematisk tilnærming. Vi bliver sågar præsenteret for en alternativ relativitetsteori, der ”beviser” at Jorden godt nok er rund, men de lever inden i den, ikke udenpå, fordi geometrien er relativ. Brannefelso, på sin side, påstår hårdnakket at Jorden er flad. Han kan bevise det også, matematisk. Sådan! En sjov detalje.
Der er også nogle svagheder ved romanen: Der tager lidt for mange sider inden rejsen sådan rigtigt
kommer i gang. Rækken af hændelser følger hinanden som perler på en snor, uden de gives anden funktion end at gøre det sværere for vore helter. Og den komatiske prinsesse Elide bliver lidt for usynlig gennem store dele af bogen; først mod slutningen vågner hun til liv på mere end én facon.
Denne anmelder har fulgt Øyvind Myhres forfatterskab omtrent siden starten. De mange år med tavshed har ikke gjort hans forfatterstemme hverken rusten eller stotrende; han virker mindst lige så veloplagt som i sine velmagtsdage. Rent sprogligt er han i en klasse for sig selv, og den lune humor gør nærværende bog til en befriende uhøjtidelig læseoplevelse. Efter en stribe afslag hos etablerede forlag, tog Myhre sagen i egne hænder og publicerede den selv hos Kolofon Forlag. Det er at håbe, det bliver starten på en ny, aktiv periode for denne begavede og betydningsfulde forfatter.
Måske er der noget om det kendte mundheld at de gamle stadig er ældst?
Anmeldt af Cato Pellegrini
