Teddy Vork: Hvor Skyggen Falder

Hvor Skyggen Falder
Tellerup 2008
Novelle-antologi
gys. 111 s.

Rasmus Wichmann: Teddy Vork er kendt af os her i Himmelskibet. Jeg har indtil videre syntes godt om dét han har skrevet, selv om det smalle format har tvunget ham til at skrive noget der er ren stil, uden så frygtelig megen substans. Det betyder ikke at det er dårligt. Det betyder blot at virkemiddel og pointe er det samme, nemlig gyset – og det betyder at akkurat ligesom med de fleste skrækfilm, er novellerne effektive nok når man sidder med dem – man glemmer dem bare hurtigt igen.

Jeg forventede mig naturligvis mere af Vork, når han fik muligheden for at skrive lige så mange sider som han ville. Jeg vil sige at han lever op til forventningerne – intet mere, intet mindre.

Forsiden har intet med historierne at gøre, men fordi den er ”ren stil” og ikke forestiller noget motiv, fungerer det faktisk udmærket. De brudte, ”forrådnede” bogstaver er flotte. Trykkvaliteten er god (om end der er mange blanke sider bagerst – temmelig uheldigt), og længden er passende.

Novellerne minder (lidt for) meget om de gamle ”Skræk”-hæfter. En masse mennesker støder ind i en form for grusom kosmisk retfærdighed, der sørger for at de straffes umådelig hårdt for nogle mindre synder:

Arbejdspres, kunstnerisk hovmod, elskovs- og have-syge, julestress, træthed ved forældreskab og utroskab. Det meste af tiden er det deres blødeste punkt, børnene, som det går ud over, og kun i ét tilfælde, Poetisk Retfærdighed, er det den straffende instans der fortæller.

Den første, Skyggespil (titlen er den samme som en fransk gysertegneserie – jeg tror dog ikke at der er nogen forbindelse) er en historie om hovedpersonen, en kunstners, tur ned i vanviddet. Er det rent psykologisk? Eller er det noget overnaturligt? Udmærket fortalt mht. stemningen, men det ligner for meget H.C. Andersens Skyggen, og allehånde varianter af varulve- og Jekyll-Hyde-motivet.

Gravsten væltet, er den svageste af fortællingerne. Der er en ånd der hævner noget der egentlig ikke virker specielt forfærdeligt, og novellen spiller på skrækken for at blive levende begravet. Alt for typisk.

Eliksiren har med sin beskrivelse af hovedpersonens udkårne, og det uheld der forekommer, en smule lighed med filmen Return of the living dead 3, så måske er der tale om lidt” homage”. Den er alt for forudsigelig (man nævner jo ikke noget om trafikdrab prominent, hvis ikke det kommer til at betyde noget for fortællingen), men hovedpersonens besættelse af en eks-kæreste er godt skildret.

Den Forsvundne Risengrød er ironisk nok den bedste. Hvorfor ”ironisk”? Fordi den ulig de andre, ikke prøver på at sige læseren særligt meget. Det er en mere traditionel monster-historie, der bygger stemningen godt op med nogle brokker af en ond julesang. Den uskyldige titel kombineret med dette koncept, er en god idé der ikke strækkes længere end den kan bære.

Mellem tætte tågeslør er også en god historie. Den foregår ude ved vadehavet, og er uhyggelig pga. stedet – et fredeligt turiststed der pludselig kan blive livsfarligt, fordi man er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt (ligesom i filmen ”Stormflod”) – og fordi den er bygget op omkring hovedpersonens trang til at give slip på sit barn, og på en gammel konflikt med en forsvunden far der ikke ønskede barnet.

Poetisk retfærdighed, spiller på en syg hjernes besættelse af Edgar Allan Poe’s forfatterskab. Jeg er rimelig sikker på at det er dén forfatteren er mest stolt af, pga. sit ”interessante tilfælde”. Men problemet er at den type historier hvor en galning udøver sine rædselsgerninger samtidig med at vedkommende er intellektuel, allerede blev brugt og overbrugt af talrige forfattere i romantismen, Poe’s egen periode, og der skal altså virkelig noget nyt til, før der er nogen grund til at læse en moderne fortolkning af samme koncept – i stedet for bare at gå til Poe selv!

Det hele minder lidt for meget om noget jeg har læst før, uden at noget dog er stjålet. Det er bedre skrevet end den store mængde af masseproducerede bras der udgør fantasy/horror-markedet, og der sigtes faktisk efter et publikum der har en vis form for modenhed (pga. sex i Eliksiren, og så selvfølgelig fordi der forudsættes kendskab til Poe!).

Jeg ville aldrig normalt hoppe på dén galej der hedder at et værk skal bedømmes efter sin målgruppe, eller forfatterens alder et cetera. Vore læsere fortjener at vi er så kritiske som vi kan være.

Men hvis vi endelig skal tale målgruppe, så tvinger Vork læseren til at være kritisk: Ikke alene er det meget ambitiøst af en så ung forfatter at skrive til voksne, der lånes som sagt fra H. C. Andersen og Edgar Allan Poe. Og når man gør dét, skal man godt nok være sikker på at man kan måle sig med dem – og det kan Vork selvsagt ikke.

Derudover har jeg, efter at denne anmeldelse i første omgang var færdig helt tilbage i sommers, lagt mærke til hvordan Vork er blevet lanceret både som et nyt, ungt talent, og interviewet som en fan der er brudt igennem. Det gavner ikke just denne samling, at den skal leve op til alt det.

Hvis man endelig skulle headhunte et nyt talent, forstår jeg ikke hvorfor man ikke greb fat i nogen mere færdigstøbte folk såsom Lars Ahn Pedersen, Maria Broby eller Kamilla Wandahl.

Det sagt, så er det faktisk en ganske god, kort og præcis novellesamling. Den mangler blot sit eget udtryk. Det mest positive der kan siges om den, er at, ulig så mange andre skræk-novelle-samlinger, ikke bare springer til højre og venstre, men som sagt fastlægger et tema, som så følges stringent.

Teddy Vork har tydeligvis potentiale, men denne samling bærer alt for meget præg af at han stadig øver sig.

Flemming Rasch: Det er en lille tynd sag som Tellerup har fået udgivet her. Ingen klager over det fra min side: Jeg hader historier der fylder dobbelt så meget som du burde og spilder min tid. Noveller er også sådan en god ting, når man sjældent har tid til at læse en bog færdig den samme dag man startede på den.

Der er groft sagt to kategorier af noveller i samlingen: Dem som følger en fast genre-recept uden meget slinger. Det er novellerne ”Gravsten væltet”, ”Den forsvundne risengrød” og ”Poetisk retfærdighed”. Og så er der dem der giver lidt ekstra, på den ene eller den anden måde. For at starte med de tre førstnævnte, så er det hhv. en historie om hvorfor man skal passe på med at genere de døde, en historie om nissen på loftet, der ikke er så god og sød som i sangen, og en historie om hævn med noget Poe ind over. Ideerne er gode nok, men uhyggen ligger primært i hvornår det forfærdelige sker: Der er ikke så meget tvivl om at det sker eller hvordan det sker.

De tre øvrige noveller synes jeg hver især har lidt mere at byde på. Den første novelle ”Skyggespil” forsøger sig med et lidt Stephen King-agtigt plot om en forfatter som får problemer med at skelne sine fiktioner fra virkeligheden. Han kommer til en psykiater, en stor fan af C.G. Jung, som analyserer vores stakkels forfatter på kryds og tværs og blot gør ham endnu mere forvirret. Det lykkes for Vork at beskrive forfatteren og hans problemer med sindet og det eventuelt overnaturlige rigtig godt, og få afsluttet novellen på rimelig vis. Der er lidt småproblemer hist og her, men der er rigtig meget i denne novelle og jeg fik et godt gys ud af den.

”Eliksiren” handler om en mand som er blevet smidt ud af kæresten. Det er et godt stykke tid siden, men han kan ikke komme sig over hende. Ved et tilfælde får han mulighed for på magisk vis at få hende til at blive forelsket i sig igen. Læseren ved selvfølgelig at det går galt, men undervejs er det spændende og interessant at følge hans forsøg på at fremskaffe ingredienser til den magiske eliksir. Og slutningen er alligevel ikke helt hvad man forventer.

”Mellem tætte tågeslør” er historien om en moder som kommer galt af sted mens hun er med sit barn ved vadehavet og bliver overrasket af en tåge, da hun er kommet langt væk fra kysten under lavvande. Der er ikke det helt store plot i denne novelle, men moderens følelser og uhyggen går rent ind. Slutningen kunne dog godt have været lidt mere interessant.

Som man kunne forvente fra en forfatter som først lige er startet med at få udgivet sine ting, er det ikke alt der er lige godt i denne samling. Blandt andet blev jeg irriteret over nogle lidt underlige metaforer hist og her. Og personerne rammer ikke altid plet mht. troværdighed og dybde. Men der er til gengæld også meget godt imellem, både hvad angår interessante ideer, spænding, uhygge og personbeskrivelser. Ud fra de tekster jeg har læst af Teddy Vork, vil jeg afgjort sige at hans styrke ligger i horror. Det bliver spændende at se om hans næste samling bliver endnu bedre.

Diskussion mellem den gode og den onde anmelder

Flemming Rasch: Jeg forstår ikke hvad du mener når du skriver ”substans”. Behøver der at være mere end gys i en gyser? Rasmus Wichmann: Ja, selvfølgelig gør der dét. Gyset rammer os mest effektivt når det spiller på ægte frygt, hvorfor man så ofte siger at vampyrer er sex, varulve har med personlighedsspaltning at gøre, og så fremdeles. Der er selvfølgelig også blot almen underholdningssplat, men Vork har selv været ude om sig, med sine referencer til Andersen og til Poe. Ergo kan man ikke sige at bogen ikke giver sig ud for at være mere end den er. Det er derfor at jeg godt kunne lide den med risengrøden – den er mest eksplicit med hvad den vil, nemlig bare give et billigt grin på bekostning af julen.
FR: Men han beskæftiger sig jo netop med nogle store og brede motiver såsom hævn (i Poetisk retfærdighed) eller uigengældt kærlighed (Eliksiren).
RW: Men så er det jo netop heller ikke gys for gysets skyld?
FR: Men hvad er forskellen så på om noget er form uden substans, eller gys for gysets skyld?
RW: Absolut ingen. Mange af romantismens forfattere havde så netop den egenskab at selve sproget, ofte digtning, var noget helt særligt, så at man glemte at deres værker vel egentlig ikke handlede om noget. Men i virkeligheden er gys for gysets skyld noget man næsten kun kan gøre på film, hvor man kan skrue så meget op for billedsiden, at det i sig selv bliver meningen med fortællingen. FR: Men hvad så med Teddy Vork? Er vi så enige om at der er nogen substans i hans ting?
RW: Nej, det er vi ikke. Der er visse af hans noveller som er rent gys, og de er sådan set udmærkede – som fyld. De øvrige prøver blot på at være dybe, uden at være det.
FR: Men hvad er det så der går galt?
RW: Problemet er at iagttagelserne ikke er originale nok, de tilfører ikke genren noget. Det er ikke dét at den nedadgående vanviddets spiral i Skyggespil ikke er overbevisende nok – hvad den i øvrigt ikke er – det er mere dét at den bruger det overnaturlige som en allegori over skizofreni, hvilket er en kliché. Det kan gøres godt, men det kræver at man virkelig eksplicit udsættes for hovedpersonens subjektivitet, og bliver i tvivl om hvilken logik der er den korrekte. Hvis ikke dét lykkes, bliver det hele blot et postulat.
FR: Undskyld, sidder du og forkorter alle mine udsagn til én linje?
RW: I så fald kan du overtage tastaturet.
[lyd af stolebytning]
FR: Jeg synes at det her begynder at blive lidt useriøst. Skulle vi ikke vende tilbage til diskussionen? Altså: Synes du at det er rimeligt at forlange at en helt ny forfatter som Teddy Vork er en stor genrefornyer lige fra starten? Og i det omfang man ikke finder på noget helt genialt, så er al horror vel klicheer? Bortset fra det giver jeg dig ret i at Skyggespil har nogle problemer: Jeg tror at han har slået et for stort brød op her: Der er rigtigt mange elementer i den historie og de spiller ikke helt perfekt sammen.
RW: Det er selvfølgelig ikke den eneste historie der er problemer med, men vi kan jo ikke remse det hele op. Tillad mig at gentage mig selv og sige: Hvis man lægger arm med Poe, så skal man virkelig være parat til at kunne sit kram. Ved at referere til ham forventer man et publikum der har læst ham. Og det publikum der har det, er så selvfølgelig meget kritisk. Desuden lægger onani og pubeshår i kaffen ikke op til at det er børn der skal læse det.
FR: Jamen den er da vel heller ikke for børn?
RW: Netop! Selv om jeg heller ikke synes man kan undskylde eventuelle fejl og mangler med at noget er ungdoms-fantasy, så kan eventuelle forbehold overfor hans alder da slet ikke bruges når han med det samme går hen og henvender sig til et modent publikum. Det sagt, så er bogen dog i det mindste klart bedre end ungdoms-fantasy-forfattere der håber på at deres publikum er idioter. Som sådan er det da helt klart bedre at en ung forfatter snobber opad end at en voksen forfatter snobber nedad. Hvis alting er relativt, hvad det i øvrigt ikke er, uanset hvad Einstein måtte mene om det, så kan det siges at denne bog tager sig middelmådigt ud, netop fordi den selv angler efter at blive sammenlignet med klassikerne.
FR: Godt så. Han har ikke skrevet en klassiker, men der er da også de fire andre noveller. Hvad med for eksempel Mellem Tætte Tågeslør. Det er da en temmelig intens og uhyggelig historie, som ikke prøver at være mere end det.
RW: Ja, den er sådan set udmærket, men intet mere. Lige den og især Gravsten Væltet minder meget om de korte moralske fortællinger i gode gamle Gru og Skræk-magasinet. En person får en hurtig og kontant straf for at have tænkt en syndig tanke. Det er da meget sjovt. Men jeg tror at den slags virker bedst når der er nogle sjove billeder at se på. Det er ligesom der mangler noget uden.
FR: Måske med Gravsten Væltet. Men Mellem Tætte Tågeslør synes jeg bestemt har mere psykologisk dybde end den gennemsnitlige gyser-tegneseries pap-personer.
[al mulig brok over foreningslivet, afbrudt af skiften af stole]
RW: Det er sandt nok. Desværre er de øvrige noveller bare ikke lige så gode. Men selv dén bærer præg af at være en visuelt tænkt historie, bare uden billeder. En skam at Vork ikke har en tegner at arbejde med. For hele denne bog virker som et solo-projekt der er udkommet for tidligt i hans forløb som forfatter. Det ville være forkert at sige at potentialet ikke er der, jeg tror bare at dette vil blive en bog han godt kunne gå hen og ærgre sig over, senere i livet.
FR: Der er vel ikke noget usædvanligt i at forfattere senere fortryder deres første bøger. Spørgsmålet er om der ville komme flere bøger overhovedet, hvis ikke for den første?
RW: Der bliver jo kigget på éns bibliografi, hvis man skal have udgivet noget igen. Når forfattere fortryder en bog, skal det helst være fordi de har skiftet mening, ikke fordi det går op for dem at de ikke var klar dengang. Redaktøren burde have bedt ham om at holde igen lidt endnu, netop af hensyn til hans senere karriere. Det gode ved at vi har et blad som Himmelskibet, er at det giver mulighed for at unge forfattere kan øve sig.
FR: Jeg tror at dér hvor vi er uenige, er, at jeg synes at bogen ligger lige over grænsen for hvilket niveau man kan forvente at den første bog er på, medens at du mener at den ligger lige under.
RW: …
FR: Jeg vil lige sige noget mere. Altså, en redaktørs opgave er også at vurdere om bogen har et publikum. Og det tror jeg at den har.
RW: Og hvem skulle dét så være? Problemet er jo netop at den sigter for højt.
FR: Vi kan jo prøve at spørge Teddy hvordan det går om et års tid.
RW: Jeg håber bare at Vork tager sig virkelig god tid med sit næste værk, så han lærer at jonglere med alle de bolde han godt kan lide at smide i luften – det sagt synes jeg selvfølgelig at det er meget friskt at han gør det!
FR: Jo, Skyggespil er både den bedste og den dårligste af novellerne, fordi den tager så meget op, men ikke rigtig indfrier det.
RW: Er der ellers andet vi skal have talt om?
FR: Ja, jeg forstår ikke hvad du mener når du skriver ”substans”. Behøver der at være mere end gys i en gyser?
RW: Ja, selvfølgelig gør der dét. Gyset rammer os mest effektivt når det spiller på ægte frygt, hvorfor man så ofte siger at vampyrer er sex, varulve har med personlighedsspaltning at gøre, og så fremdeles. Hør, hvad er der?
FR: Jeg ved ikke … jeg har bare en fornemmelse af at vi kører i ring. Kan du ikke lige spole op til starten af filen?
RW: Jeg ved ikke… skærmen er frosset. Jeg håber at jeg har husket at gemme.

Anmeldt af Rasmus Wichmann og Flemming Rasch i Himmelskibet nr.19