Star Trek
Film, USA, 2009, 127 min.
Instr.: J.J. Abrams
Medvrk.: Chris Pine, Zachary Quinto, Zoe Saldana, Karl Urban, Simon Pegg, Anton Yelchin, Bruce Greenwood, m.fl.
Jeg vil starte med at sige at, til trods for den kritiske røst som kommer til orde i en del af denne anmeldelse, så er jeg faktisk meget stor fan af Star Trek-fænomenet, på godt og ondt. Star Trek-filmene og tv-serierne var populære i rigtig lang tid, og bliver det sikkert igen. Fra 1987, hvor The Next Generation startede, og helt til 2005, hvor fjerde og sidste sæson af Enterprise sluttede, kørte der uafbrudt en eller to Star Trek tv-serier. Star Trek så ud til at have fundet sin niche hos publikum. Men så skete der noget. Skal man tro produktions-selskabet Paramount, så begyndte publikum ganske enkelt bare at blive trætte af Star Trek. Sandheden er imidlertid at producenterne trådte i spinaten og lavede pokkers dårlige og utiltalende historier i den sidste film (Star Trek X: Nemesis, 2002) og tv-serie (Enterprise, 2001-2005), der derfor floppede. Da Enterprise måtte stoppe, var der megen tænders gnidsel, især fra Paramount og fra pressen i øvrigt. Uh og åh, folk kan ikke lide Star Trek mere! Star Trek-fænomenet er afgået ved døden! Hvad skal vi dog gøre?! Den oplagte løsning var selvfølgelig at lave nogle bedre historier. Men Hollywood (som Paramount i høj grad må siges at være en del af) har ingen hjerne; de kan kun ”tænke” med bankkontoen. Og deres logik var at når folk jo tydeligvis og helt klart ikke er interesseret i klassisk Star Trek længere, så må man forny konceptet! Og hvordan gør man så det?
Well. Først bliver jeg nødt til at sige at Star Trek generelt blandt fans af litterær science fiction – og det inkluderer også mig selv – anses for at være ret overfladisk. Det er generelt bedre end det typiske sci-fi tv, men det siger ikke så meget i forhold til den trykte litteraturs højere kvalitetsniveau (Isaac Asimov plejede at sige at Hollywood var ca. 50 år bagud i forhold til sf-litteraturen). Star Trek har sine styrker, og sin underholdningsværdi, men der er også mange uvidenskabelige og decideret skøre ting i, og overordnet set er gennemsnitskvaliteten ikke superhøj. Personligt holder jeg mest af det utopiske element i Gene Roddenberrys fremtidsvision; for mig er det denne optimistiske kommentar på samfundsudviklingen som gør Star Trek interessant, og som gør hovedpersonerne og deres samfund til gode, heroiske og idealistiske rollemodeller. Men hver enkelt historie; hver enkelt episodes plot, og også adskillige af personerne, er faktisk ofte både dårlige og irriterende. Men okay, det må man tage med. Det er på rigtig mange punkter lidt overfladisk, men derfor kan man jo godt lade sig underholde af det alligevel.
Hvad er så Paramounts løsning – i den hellige profits navn – på problemet med den dalende publikumsinteresse? Jamen, er det ikke indlysende: Konceptet må i genopfindelsen gøres ENDNU MERE OVERFLADISK, så de umælende masser lettere vil kunne konsumere det! Det lyder måske hårdt – og elitært – men jeg har svært ved at drage nogen anden konklusion. Det jeg bedst kan lide ved Star Trek – det utopiske og optimistiske element – er siden Roddenberrys død blevet mere og mere udvandet, udvisket og ignoreret. Ikke fordi fans’ene ikke kunne lide det – for det kan de godt – men fordi producenterne ikke forstod hvad der var fedt ved det. Rick Berman og Michael Piller ville (i Deep Space 9, f.eks.) hellere lave ”spidsfindige” analogier over samtidens Amerika end at gå utopiens ærinde (after all, enhver ordentlig utopi minder jo om kommunisme!). Og i den nye film har de nye producenter, J.J. Abrams og hans slæng (stadig under Paramounts overherredømme), taget skridtet fuldt ud og komplet ignoreret det utopiske element. Er det så stadig Star Trek? Well, heldigvis kan man stadig implicit læse det utopiske aspekt ind i historien. Filmen siger ikke at det ikke er der. Men heller ikke at det er der. Vi må således vente til næste film eller tv-serie med at se om vi hører noget til det igen. Nanna Frank Rasmussen fra Jyllands-Posten skal roses for at konkludere i sin Star Trek-anmeldelse fra d. 8. maj: ”En original fremtidsvision forsvinder i Star Trek i et sort hul.”
At noget er overfladisk betyder bl.a. at det nægter at tage stilling til vigtige spørgsmål, f.eks. om hvordan samfundet burde se ud. Men, bevares, når det kommer til stykket, så er de fleste science fiction-film overfladiske, og derfor kan de som sagt godt være underholdende alligevel. Man skal jo ikke kimse af visuelt lir, sjov dialog, udmærkede personskildringer og fint skuespil. Den nye Star Trek-film er på mange måder god. Jo, den er! Der er rigeligt med action, personernes dynamik er yderst vellykket, og referencer til kendte Trek-elementer er der myriader af. Specielt Zachary Quinto gør det helt genialt som en opfrisket udgave af Spock, og Chris Pine som Kirk er heller ikke dårlig. Jeg vil såmænd mægtig gerne se en ny tv-serie med dette hold af figurer.
Alligevel irriteres man lidt af en alt for dårlig historie (som er så ligegyldig at den ikke er værd at referere), for mange meningsløse action-scener, lidt for meget trættende komik, og en alt, alt for svag central historie, hvor stakkels Eric Bana som Nero slet ikke får lov til at folde sig ud. Det frygtelige våben, ”red matter”, får man ingen som helst forklaring på hvad er, så hverken videnskaben eller plotlogikken er i orden; der er tale om næsten 100% ren underholdning, i meget høj grad sammensat af sjove kommentarer til Trek-folket, som ikke-Trek-fans næppe vil fange. Alligevel vil jeg sige at, netop overfladiskheden taget i betragtning, er filmen faktisk særdeles effektivt sat sammen. Man må beundre instruktørens evne til at organisere scener så de ser bedragerisk substantielle ud, og holde publikums opmærksomhed fra den ene scene til den anden. Der hintes til en vis personbaggrund, som imidlertid alligevel ikke udforskes, men det glemmer man at lægge mærke til i forbifarten. Man tænker heller ikke så meget over hvordan samfundet i denne film ser ud, for det hektiske tempo gør det klart at der virkelig ikke er tid til at vise sådan noget. En sjov ting er i øvrigt de “lens flare” effekter som er gennemgående i hele filmen – ikke kun på Enterprises bro, men i den mørke bar hvor Kirk møder Uhura, og snart sagt alle andre lokationer. Hvis man lige lægger mærke til det, så er disse prætentiøse lyseffekter overalt, og hvis der er nogen retfærdighed til i denne verden, så vil denne film for fremtiden blive kendt i fan-kredse som Star Trek: The Light Show! 🙂
Denne film er på mange måder et opgør med det langsomme, snakkende klassiske Star Trek. Som mestendels var snakkende fordi det havde et lavt budget, og derfor var nødt til at indfange publikum med gode historier. Dét handicap er Paramount nu blevet kvit – skal man så græde eller grine? Nu kan de nøjes med at fokusere på de populære figurer, hvilket i øvrigt afspejler den udvikling der også har fundet sted indenfor amerikanske tegneserier i de senere år. Historierne drejer sig mere og mere om hovedpersonerne og deres personligheder eller evner, fordi forfatterne/ redaktørerne i vore dage desværre ekstremt sjældent får gode historie-idéer. Nogle påstår at alle de bedste ting kom dengang man var 12, og at det derfor er en illusion affødt af nostalgi at man som voksen synes at kvaliteten er dalet i de sidste mange år. Det benægter jeg pure. Jeg mener – og kan snildt finde på at skrive en tyk bog om det en dag – at det kunstneriske niveau inden for stort set alt generelt har været i nedadgående i over hundrede år, omend med en moderne bølgetop i 1950’erne-1980’erne.
Men, igen, hvis man tager Star Trek for hvad det er, og sammenligner den nye film med det klassiske materiale, så er forskellen i virkeligheden ikke så stor, og den nye film er yderst underholdende hvis man (som jeg) synes at personerne er underholdende.
Mens mange har udråbt den nye film til den bedste Star Trekfilm hidtil, så vil jeg bestemt ikke sætte den over hverken The Motion Picture, The Voyage Home eller First Contact, men allerhøjst kalde den den fjerdebedste Trek-film. Men det er da også meget godt! Den kunne have været meget bedre på en lang række områder, og i sidste ende er det jo bare gammel analog vin på nye digitale flasker, men set på baggrund af Star Treks generelle kvalitetsniveau, så er der i yderste konsekvens ikke ret meget at klage over. Manglen på det utopiske baggrundsmiljø er faktisk min eneste helt store anke. Min kritik af den nye films overfladiskhed er især motiveret af at pressen, både den trykte og den digitale, tilsyneladende overhovedet ikke anser denne overfladiskhed for et problem, men tværtimod byder den velkommen fordi den er mere tilgængelig, dvs. mere kommerciel og letfordøjelig. De fleste anmeldelser af denne film har bare sagt de samme ting om og om igen; at denne film ikke kun er for nørder, men for et bredere publikum, og ofte er det endda nævnt at de gamle fans af det klassiske Trek sikkert ikke vil kunne lide den nye film, hvilket er komplet i modstrid med fakta; hovedparten af Star Trekfandommen har faktisk taget godt i mod den nye film. Det er krystalklart at pressemeddelelsernes retorik imod de gamle fans var et led i markedsføringen af denne film, kalkuleret til at få medier og almindelige mennesker til at tro at denne film ikke kun var for nørder. Og OK, den er for et bredere publikum, men hele dens basis – alt hvad der gør den rigtig underholdende – er stadig en masse referencer til klassisk Trek, og dermed placerer den sig også grundigt blandt de klassiske fans. At Paramount således på et bedragerisk grundlag direkte fremmedgjorde de gamle fans under markedsføringen, er et beskidt og usympatisk trick som jeg sent vil tilgive dem for.
Karakter: 8 ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.21
