Terminator: Salvation

Terminator: Salvation
Film, USA, 2009, 115 min.
Instr.: McG
Medvrk.: Christian Bale, Sam Worthington, Anton Yelchin, Bryce Dallas Howard, Moon Bloodgood, m.fl.

Op til denne fjerde Terminatorfilm genså jeg lige de tre første. Jeg synes faktisk de alle tre er ret gode. Mange synes at 3’eren er dårlig og meningsløs, men jeg synes den er helt OK. Ikke noget super-kunstværk, og ikke helt så god som de to første, men næsten. Den 4. film er desværre (ligesom den 4. Indiana Jones og den 4. Die Hard-film) slet ikke i samme klasse som de tre første. Den er faktisk ganske håbløs, når man kigger nærmere på den. Handlingen er der ikke meget kød på. John Connor render rundt og leder efter Kyle Reese (hans fremtidige far, efter at denne sendes tilbage i tiden, som vist i den første film), og må redde ham fra maskinerne (så han senere kan sende ham tilbage til fortiden). Samtidig render en proto-Terminator med menneskehjerne (og menneskeloyalitet) rundt og blander sig, bare så producenterne kan sige at det stadigvæk er en Terminator- film. Derudover er der bare action-scener. Det er ekstremt tyndt. Var det ikke for nogle anstændige skuespillere, ville man sidde og vånde sig.

Udover at filmen generelt er et stemningsløst Hollywoodsamlebåndsprodukt uden interessante detaljer i verdensbeskrivelsen og uden inspiration i udførelsen (det virker grangiveligt som om tiden er løbet fra denne franchise; som om den samfundsmæssige stemning er skiftet fuldstændig), så fungerer tidsrejse-delen af det overordnede plot heller ikke længere – de roder bare endnu mere rundt i begivenhederne. Indrømmet, selv i de første tre film er der problemer med tidsrejselogikken. Det er tilsyneladende fremtiden der bestemmer hvad der sker i fortiden, så begivenhederne sker åbenbart med bagvendt kausalitet – ligesom da de første Terminators opfindes ved hjælp af den chip der er sendt til fortiden fra fremtiden. Til alle nøglebegivenhederne mangler der altså en første årsag. Alt dette kunne måske fungere hvis tidslinjen var frosset, og der kun skete det eneste, der kunne ske. Men nej, for allerede i T2 udskyder de dommedag og ændrer således på tidslinjen, som således ikke er frosset. Der er med andre ord ingen regler for hvordan det hele hænger sammen. Og forklaringer får man ikke i 4’eren. Hvor meget maskinerne egentlig ved, står fuldstændig uklart. De ved på en eller anden måde at Kyle Reese bør elimineres, men hvordan ved de det? På dette tidspunkt er Reese jo bare en tilfældig ung fyr der ikke engang er blevet fuldgyldigt medlem af modstandsbevægelsen endnu. Og den nye proto-Terminator, Marcus Wright (som ligger i dvale fra 2003 til 2018), ved af en eller anden grund også at han bare skal nævne Reese for at få Connors fulde opmærksomhed. Hvor hulen ved han det fra? Man kunne opstille en liste med hundreder af spørgsmål til denne films logik, og de fleste af svarene ville være selvmodsigende. Selvom der ikke er nogen tidsrejse i denne film, så kan man alligevel drage en del konklusioner desangående. Det er jo maskinerne der opfinder tidsmaskinen (får man at vide i den første film) og derved ad omveje skaber John Connor, men de sender også Terminators tilbage i tiden for at eliminere John Connor! Den oplagte løsning, som selv maskin-intelligens må kunne se: Lad dog for pokker være med at lave tidsmaskinen in the first place!

Men så logisk tænker Hollywood- manuskriptforfattere ikke, og de har nu rodet os ud i noget der ikke længere kan hænge sammen. Det er et manuskript der overhovedet ikke bekymrer sig om personerne, og ikke er interesseret i en historie der bare giver en lille smule mening. Terminator-franchisen burde kun have været på tre film, for den fjerde gør det ulideligt tydeligt at plottet har malet sig selv op i et hjørne og er endt som et paradoks: det væsentlige plot her er bare at John Connor skal redde sin far, så han kan sende ham tilbage i tiden så han selv bliver født, så han kan sende sin far tilbage i tiden så han selv bliver født, etc., etc.

Den logiske modsigelse der blev etableret i de første film, kommer cirklen rundt med den fjerde, og det ødelægger desværre det hele. Den tynde logik som de første tre film er baseret på, kan ganske enkelt ikke bære en fjerde uden at al mening bryder grædende sammen. Film som denne, med logikløse plots, kan man kun tage seriøst hvis de ikke selv tager sig for seriøst (de første tre film var selvbevidst pop-kultur, og aspirerede heller ikke til mere) – og det er bl.a. den fejl, denne film begår. Den træder med vilje ned i plothullerne, så de fremstår med al mulig tydelighed, og forsøger så sammenbidt at tage det hele alvorligt på en måde som det aldrig var beregnet til. Vi har derfor en film som på den ene side er et filmselskabs virkeligt desperate forsøg på at koge mere og tyndere suppe på Terminator-konceptet, og på den anden side er behandlet über-professionelt af skuespillere og producere, som jo gør hvad de kan for at gøre sig fortjent til deres lønsedler. Resultatet er uudholdeligt prætentiøst. Christian Bales overdrevne hengivelse til rollen som John Connor gør det hele utrolig stift og afslører desværre plottet som værende stupidt. Og nævnte jeg ”usammenhængende”? Nårh ja, det gjorde jeg vist, once or twice… Det kalder jeg at skyde sig selv i foden. Det er bare så dårligt. Det er faktisk tæt på at have ødelagt hele film-serien for mig. Suk.

Rygtet siger at denne fjerde film kun er den første i en ny Terminator-trilogi. Well, muuuligvis kan de sidste film i så tilfælde rage de brændte kastanjer ud af ilden – og hvis du tror på det, så kan jeg også give dig et godt tilbud på Rundetårn… Karakter: 2 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.21

Dette indlæg blev udgivet i Film, Science Fiction og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *